For enden af Regnbuen? - Stolten's African Studies Resources

skilt fra for at blive undervist i personlig hygiejne, mens deres hvide kammerater fortsatte
den normale skolegang. Forældreprotester stillede andre former for racisme på skolen til
skue som f.eks. skældsord, raceadskillelse i klasseværelset og begrænset adgang til deltagelse
i den populære ’hvide’ sport, rugby (Chisholm, Motala, Vally, 2003, s. 345).
Disse skoler var i undertal i en kontekst, hvor langt de fl este skoler var afrikanske. Ca. 7
ud af Sydafrikas på det tidspunkt 12 millioner elever havde udelukkende afrikansk baggrund.
De gik typisk i skole i de overvejende landlige provinser KwaZulu-Natal, Eastern
Cape og Northern Province (nu Limpopo). Disse provinser omfattede de tidligere bantustans
eller homelands, hvor fl ertallet af afrikanere på grund af jordpolitikken i det foregående
århundrede, var henvist til at skabe sig en kummerlig tilværelse. Millioner af andre
blev undervist i township-skoler. Township-skoler i byerne blev i stigende grad ramt
både af fattigdom og af familieudvandringen fra land til by samt inden for byområderne
jagten efter bedre forhold. Vold, hærværk, og hvad der blev betegnet som en sammenbrudt
lærings- og undervisningskultur, der manifesterede sig i stort lærer- og elevfravær,
prægede stadig den daglige virkelighed i mange township- og landlige skoler; og den
voksende HIV/AIDS-epidemi begyndte at kræve fl ere og fl ere ofre.
For at tage fat på disse spørgsmål blev skolerne opfordret til at udvikle deres egne formålserklæringer,
adfærdskodeks og skolepolitik med henblik på at bekæmpe kriminalitet
og vold og forbedre undervisningskulturen. Som et skoleregister over behov afslørede
i 1997, fandt undervisning og indlæring her stadig sted under uacceptable forhold. Der
var ikke skabt lighed: Dette manifesterede sig i mangel på helt grundlæggende faciliteter
som skolebygninger, klasseværelser, rindende vand, toiletter og sportsanlæg på mange
skoler, hvor klassestørrelserne også stadig var høje, elever faldt tidligt fra, og verbale
overgreb især mod piger lå på uacceptable niveauer. Op til 50 % af skolerne var utilstrækkeligt
forsynet med papir, lærebøger og andre undervisningsmaterialer.
Der syntes kun at være sket ringe fremskridt i den kraftige analfabetisme blandt voksne
og skolesøgende, og der var indtil videre ikke tegn på, at adgangen til uddannelse og
dens kvalitet og relevans var blevet bedre. En undersøgelse i 1994 havde vist, at mens
80 % af sorte sydafrikanere var ude af stand til at læse tekster skrevet til 7. klassetrin,
kunne omkring 40 % af alle hvide sydafrikanere ikke læse og regne på dette niveau.
Indere var gennemsnitligt mere bogligt dannede end hvide, mens ”farvede” lå imellem
hvide og sorte. Selv om sorte piger i gennemsnit fortsatte i skolen et halvt år længere
end drenge, var niveauet for pigernes boglige uddannelse lavere. Undersøgelsen gjorde
opmærksom på dybe og vedvarende racemæssige skævheder og på den kendsgerning,
at sorte børn går i de dårligste skoler. Den hævdede, at selv om elevtilgangen var øget i
1980’erne, førte dette ikke til et højnet niveau for boglig uddannelse, idet man pegede
149