For enden af Regnbuen? - Stolten's African Studies Resources

der ikke blev underkastet strukturtilpasningen, i samme grad som for alle de udviklingslande,
der faktisk blev det. I 2000 ændredes prioriteter og debat såvel som Sydafrikas
overordnede fremgangsmåde.
Forandringerne i perioden 1994-1999
I sine første to år ved magten arbejdede den nye Regering for National Enhed under
ledelse af ANC overordentlig hurtigt med at omorganisere 18 undervisningsministerier
til ét nationalt ministerium og ni nye provinsdepartementer, nybesætte posterne i de
øverste lag i regering, embedsværk og parlament og igangsætte processer, der skulle
gøre visioner til virkelighed ved hjælp af en ny politik.
I det første år blev lovgivning fra apartheid-tiden ophævet, og nye politikker som National
Qualifi cations Framework og National Education Policy blev nedfældet. Uddannelsesfi
nansieringen blev gennemgået, og udgifterne, som tidligere var racebestemte, blev
nu omtilpasset mod områder som beboelse i provinserne, sundhed, velfærd og uddannelsesbehov
og med sigte på lighed mellem sorte og hvide. En særlig RDP-fond blev
oprettet til at dække grundskolebespisning og skolerenoveringsprogrammer samt til etablering
af demokratiske styringsstrukturer i skolerne. En national økonomisk hjælpeplan
blev oprettet til støtte for studerende ved de højere uddannelser. Og der blev gennemført
en ulyksalig plan, der tog sigte på at holde omkostningerne nede ved at omplacere
lærerne for at opnå elev/lærerrater på 1:35 for de større klasser og 1:40 i underskolen.
Der blev også taget skridt til at omarbejde læseplaner, læreruddannelse og erhvervsuddannelsesprogrammer.
Området for højere uddannelse blev gennemgået. Ved udgangen
af 1996 var der vedtaget en lov om national uddannelsespolitik og en sydafrikansk skolelov,
og et nyt pensum var klar til indførelse i 1997-1998. Alt var resultater af udstrakte
forhandlingsprocesser.
Forandringernes karakter og hastighed i toppen af systemet modsvaredes ikke af forandringer
i bunden, hvor det betød noget, dvs. i Sydafrikas 27.864 skoler, hvoraf der var 70
% grundskoler, 20 % mellemskoler, 9 % kombinerede og 1 % for specialundervisning.
Selvom mindre end en fjerdedel af disse skoler, de tidligere hvide, indiske og farvede
skoler, langsomt var begyndt at gøre op med raceadskillelsen, skete der kun langsomme
fremskridt. Skolestyringsorganernes ret til at fastsætte afgifter og bestemme en skoles undervisningssprog
satte især hvide skoler i stand til på den måde at udelukke sorte elever.
Dette betød, at den relativt bedre kvalifi cerede undervisning, der blev tilbudt her, stadig
blev nægtet sorte børn. Mange sorte elevers erfaringer i skoler, hvor raceadskillelsen var
ophævet, var i disse tidlige dage ofte diskrimination, verbale overgreb og vold. En sag
citeret i Quarterly Review, der blev udgivet af University of the Witwatersrands uddannelsespolitiske
enhed handlede om en skole i Northern Province, hvor sorte elever blev
148