For enden af Regnbuen? - Stolten's African Studies Resources

mål, betyder det også, at man retter opmærksomhed bort fra andre spørgsmål, der ikke
er mindre presserende (marts 1994). Disse omfattede skolegangens indhold, de nødvendige
ændringer i pensum og andre aspekter af viden og færdigheder, som havde meget
lidt at gøre med økonomisk vækst (Chisholm, Motala and Vally, 2003, s. 75).
Dette integrerende fremsyn så dagens lys på det tidspunkt, hvor den midlertidige overgangsforfatning
blev stablet på benene i tværpolitiske forhandlinger. Forfatningen omfattede
et antal bestemmelser, som havde indfl ydelse på, hvordan uddannelsesområdet
ville udvikle sig. For det første bevarede forfatningen retten til grundlæggende uddannelse.
For det andet anerkendte dens sprogbestemmelser en politik med fl ersprogethed
i skolerne. Og for det tredje blev de nationale, regionale og lokale niveauer bemyndiget
til at give rettigheder, beføjelser og funktioner til skolestyringsorganer inden for visse
overordnede rammer, hvori centrale myndigheder ville blive ansvarlige for normer og
standarder og regionale myndigheder for gennemførelse af politikken. Forfatningen gav
også mulighed for, at nationale midler blev suppleret med lokale midler. Det vigtigste
var, at forfatningen som et led i bestræbelser på forsoning oprettede en national samlingsregering,
der integrerede mange bureaukrater af den gamle skole.
Der opstod nyt håb en morgen i april 1994, hvor man oplevede lange, snoede køer af
fredelige vælgere, der ventede på at sætte deres fi ngeraftryk og høste sejrens frugter.
Disse belønninger viste sig dog ikke med det samme. Den økonomiske skrift stod allerede
skrevet på væggen. Finanspolitisk disciplin og ’stramning af livremmen’ prægede
de første par år med demokrati, mens den nye regering fandt sin form. På uddannelsesområdet
betød dette, at det synspunkt, at budgettet ikke skulle udvides, men snarere
omorganiseres og omfordeles inden for eksisterende parametre, blev prioriteret frem
for Keynes-metoden, der gik ind for et udvidet uddannelsesbudget. Både overgangsforfatningen
og fi nanspolitikken, der endte med at blive sammenfattet i den senere så
berygtede Growth, Employment and Redistribution Policy (GEAR) fra 1996, banede vej
for forandring i de første par år med frihed.
Den bredt baserede fremgangsmåde, som man benyttede sig af i Sydafrika, havde meget
til fælles med gryende internationale tendenser. I udviklingslandene formulerede Jomtien
Verdenskonferencen om Uddannelse for Alle i 1990 et sæt fælles mål og strategier, som
gennem ti år fastholdt de centrale begreber uddannelsesdebatten på tværs af sammenhænge
og grænser, indtil den blev formuleret om i seks overordnede målsætninger i
Dakar i 2000, hvoraf to blev vedtaget som Årtusindets Mål for Udvikling. De indledende
mål indbefattede forpligtelser til decentralisering og omkostningsdeling som et middel
til en universel grunduddannelse for alle. Forbedringer af adgangen til lighed, kvalitet og
relevans i grunduddannelsen for begrænsede ressourcer, var en prioritet for Sydafrika,
147