For enden af Regnbuen? - Stolten's African Studies Resources

ter. I dette kapitel hævdes det, at ANC’s mål før valget var et integreret uddannelses- og
oplæringssystem. Dette skulle opnås ved hjælp af en national kvalifi kationsramme, gennem
reform af alle aspekter af uddannelse med henblik på at forbedre adgang, lighed
og kvalitet for fl ertallet og endelig gennem et større initiativ, der tog sigte på oplæring
og integration af arbejdsløse og marginaliserede unge i økonomien og samfundet. I de
første få år efter 1994 udvirkede lovgivningsmæssige og politiske reformer faktisk en
grundig gennemarbejdelse af systemet på dette niveau. Dette havde ikke en umiddelbar
effekt på systemet, hvor det betød noget. Udelukkelse fandt stadig sted på grundlag af
race, køn og fattigdom, og undervisningens infrastruktur og resultater afspejlede fortsat
de bredere sociale uligheder i samfundet. Ti år senere sås visse forbedringer, men der var
stadig store udfordringer især vedrørende uddannelsens kvalitet, resultater og relevans
for et liv efter skolen.
Forventninger og hensigter 1990-1994
Den kritiske dimension i den nye politik og i visionerne var, at de var opstået i en konfl
ikt mellem gamle og nye samfundskræfter og blandt nye samfundskræfter indbyrdes
om, hvilken retning det nye samfund og dets uddannelsespolitik skulle tage (en oversigt
fi ndes i Chisholm, Motala og Vally, 2003). Den nye lovgivningsmæssige og politiske
kontekst, som var blevet skabt, var i høj grad resultatet af kompromis og forhandling
mellem disse forskellige og modstridende samfundskræfter.
De vigtigste samfundsaktører, som udformede visioner og politikker, var på den ene
side dem, der udgik fra den gamle stat og dens tilknyttede Nationale Parti, og på den
anden side dem, der sluttede sig sammen omkring interne samfundsbevægelser og den
tidligere forbudte og landfl ygtige ANC. De to sidstnævnte tog form hver for sig, men
sluttede sig hurtigt sammen i opløbet til valgene. De idéer, der blev hyldet af den interne
samfundsbevægelse The National Education Coordinating Council (NECC), – en folkelig
bevægelse støttet af studenter, forældre og lærere inden for undervisning – fi k først udtryk
i råbet om ’folkets uddannelse’ i 1986 og derefter i form af en politik, der blev fremsat
via National Education Policy Investigation (NEPI) i 1992. Der blev sået tvivl om denne
vision fra det stadigt eksisterende apartheid-undervisningsministeriums side. NECC’s
nationale uddannelsespolitiske undersøgelse stræbte efter at få foretaget en omfattende
og systematisk gennemgang af systemet på en måde. Dette skulle gøres på en måde, der
prioriterede genopretning, omfordeling og positiv særbehandling, samt gav staten en central
rolle i at udvirke de nødvendige ændringer i system og struktur, fi nansiering, styring,
læseplaner, voksenuddannelse, specialundervisning, tekniske skoler, erhvervsuddannelse,
højere uddannelse, førskoleuddannelse, læreruddannelse, sprog, specialcentre og kortere
videregående uddannelser. Dens mål var et enkelt, ikke-racistisk og ikke-sexistisk uddannelsessystem,
der var gearet til at opfylde behov og ambitioner i hele samfundet.
145