For enden af Regnbuen? - Stolten's African Studies Resources

Der var intet vigtigere ved Sydafrikas overgang til et ikke-racistisk demokrati end uddannelse
- både som et system, der skulle ændres, og som en kilde til modstand og
modsatrettede ideer. Det 19. og 20. århundredes uddannelse, som kun var tilgængelig
for en håndfuld mennesker, havde skabt en dannet elite, som i begyndelsen af det 20.
århundrede spillede en stor rolle i den skærpede raceadskillelse. Indførelsen af den
særegne bantu-uddannelse i 1954 udbredte i anden halvdel af århundredet ukvalifi ceret
statsuddannelse til et større antal elever. Den statsligt dikterede bantu-uddannelse kvalte
hovedparten af sorte sydafrikaneres kreative og intellektuelle liv. Det kristent-nationale
uddannelsesprogram var grundlag for de hvides uddannelse på et højere niveau. Der
blev også skabt særskilte systemer for folk, der var klassifi ceret som farvede eller indere.
Den racemæssige deling retfærdiggjordes af et sæt af værdier om de hvide og Vestens
overlegenhed og afrikanernes og Afrikas underlegenhed og dette sæt af værdier var
indlejret i praksis.
Fra slutningen af 1960’ere og op gennem 1970’erne og 1980’erne var det sorte elever
fra apartheids gymnasier og højere uddannelser der bar ved til meget af den stigende
modstand mod apartheid. Lærerne slog følge med dem fra 1980’erne. I 1980’erne var
forandringer via folkets og arbejdernes uddannelse kampråbet for de folkelige bevægelser
og fagforeningerne. I modsætning til lignende bevægelser i Østeuropa var radikaliseringssproget
socialistisk, afrikanistisk og ikke-racistisk. Forventningerne var store i
de tidlige 1990’ere, da de politiske betingelser for forandring var bragt på plads, først
ved lovliggørelse af de landfl ygtige befrielsesbevægelser i 1990’erne og derefter ved
demokratiske valg i 1994. Den sammenhæng, som forandringerne fandt sted i globalt,
havde imidlertid en dramatisk indvirkning på de metoder, der anvendtes til at omstille de
sydafrikanske uddannelser. Afslutningen på den Kolde Krig og frisættelsen af den uhæmmede
markedsfundamentalismes globale ideologi satte sit præg på den måde, mål og
visioner blev omsat på i praksis. I 1990erne opstod hurtigt nye eliter, der cementerede
alliancer med gamle eliter om en sammensmeltning af metoder, som kombinerede
ældre humanistiske visioner og mål med nyere metoder, der var mere i samklang med
den globale diskurs. Resultaterne har været ujævne og usikre for fl ertallet, som forblev
nedsunket i fattigdom.
Dette kapitel vurderer uddannelse i det ny Sydafrika ved at undersøge resultaterne i
2006 i forhold til de forventninger og hensigter, der blev formuleret i overgangsårene
1990-1994. Nøgleindikatorerne i en sådan vurdering må ikke basere sig på urealistiske
forventninger om, hvad det er muligt at opnå inden for et årti, men på en omhyggelig
undersøgelse af, hvad der blev sat i gang, i hvilken sammenhæng og med hvilke resultater
og konsekvenser. Det er bydende nødvendigt at forstå den ændrede sammenhæng,
da den opstiller både forskellige begrænsninger og udfordringer på forskellige tidspunk-
144