For enden af Regnbuen? - Stolten's African Studies Resources

og endog mere end det, hvis man tager hensyn til spørgsmålet om elevalder over for
klassetrin. På den måde udgør Sydafrika ét ud af kun en håndfuld blandt landene syd
for Sahara, der har et så højt deltagelsesniveau, og som allerede opfylder UNESCOs
krævende vision Education for All.
Denne formelle præstation har dog meget lidt at gøre med politisk nyorientering efter
1994, eftersom Sydafrika altid har haft relativt høje skoledeltagelsesrater, hovedsageligt
fordi man har været forskånet for en destabiliserende intern krig (i et omfang som i
Zimbabwe og Mozambique), og fordi der eksisterer en omfattende skoleinfrastruktur de
fl este steder i landet, om end den er ujævnt fordelt.
Men uligheden i grunduddannelsen ligger ikke i en formel statistik for skoledeltagelse;
den ligger i, hvad det nøjagtigt er, eleverne har adgang til, under hvilke forhold, for hvor
længe, for hvem og til hvilken pris.
Det er en skændsel for vort stolte demokrati, at tusinder af børn stadig er tvunget til at
blive undervist under uværdige forhold, i det barske udendørs miljø, under træer og
uden de nødvendige, fundamentale faciliteter. Jeg forstår simpelthen ikke, at et land, der
er så rigt på ressourcer – materielle og intellektuelle – ikke kan fi nde løsninger på disse
uretfærdige forhold inden for grunduddannelserne.
Problemet med skoleadgangen starter allerede i de tidlige år, hvor hvide børn og middelklassebørn
tilbydes førskoleundervisning af høj kvalitet, mens fl ertallet af børnene
ikke gør. Førskoleundervisning, Early Childhood Education, (ECE), kan ikke vurderes
højt nok for det forspring, den giver. Det barn, som starter i 1. klasse med basale kundskaber
i læsning, skrivning, tegning m.m., er allerede langt forud for dem, der får deres
første strukturerede undervisning i det offentlige system. Undervisningsministeriet ville
sikkert påstå, at der tilbydes alle mulige smarte ordninger kombineret under en ’integreret’
logik, men det er et røgslør for inkompetence. Disse ordninger lader sig simpelthen
ikke omsætte i handling for de børn, der beskrives i dette afsnit. En seriøs undersøgelse
af regeringens udgifter til ECE sammenlignet med udgifterne til næsten enhver anden
sektor (underskolen f.eks.) og et hurtigt blik på ECEs organisatoriske status i ministeriet
sammenlignet f.eks. med højere uddannelse vil påvise, at denne tavse gruppe elever
– små børn – ikke prioriteres i uddannelsesplanlægningen og -bevillingerne.
Men når børn fra landområderne og fattige børn dukker op for at gå i skole, er uligheden
i undervisningsstandarden meget stor. Den ene forskningsrapport efter den anden
– f.eks. rapporten fra de anerkendte Third International Mathematics and Science Studies
(TIMSS), og senere undersøgelser på langs af matematikresultater – har vist, at disse børn
138