For enden af Regnbuen? - Stolten's African Studies Resources

Jeg er et barn af 1976. Det var året, hvor jeg dumpede efter mit første år på universitetet,
dels fordi jeg ikke forstod et ord afrikaans (det dominerende sprog på mit
universitet på den tid), dels fordi undervisningen konstant blev afbrudt eller saboteret,
når elevrådet erklærede ’solidaritet med kammeraterne i Soweto.’ Jeg vidste
ikke engang, hvor Soweto lå, men jeg vidste, at denne uro var langt vigtigere end
en bachelorgrad. Jeg er den tids aktivister dybt taknemmelig for at have lært mig
ord som retfærdighed, lighed og solidaritet.
Tredive år senere skylder vi Sydafrikas ungdom at genoprette undervisnings- og
lærekulturen i skolerne. Vi skal få hver eneste skole til at syde af begejstring for
folk og af energi til at lære – ligesom Kempton Park. Hvis bare de ville skaffe sig af
med de grimme gule uniformer!
Vignet 6. Adgang til hvad?
Jeg havde ikke tænkt mig at vise mig på Sydafrikas Menneskerettighedskommissions offentlige
høring om uddannelse. For det første troede jeg ikke på, at disse høringer havde
meget andet end symbolsk værdi, og heller ikke at det nationale uddannelsessystem
havde kapacitet eller ydmyghed til at indrømme, endsige træffe foranstaltninger imod,
de dybe uligheder i det basale undervisningssystem i vort land. For det andet fordi jeg
konsekvent har lagt alt, hvad jeg måtte have at sige om adgang til uddannelse, offentligt
frem både gennem formelle akademiske publikationskanaler, og, hvad der måske er
vigtigere, i talløse medier, på tryk, i radio, på tv. Nogle af mine kolleger overbeviste mig
om, at et sådant ’offentligt ansvarlighedsforum’ ville kunne give kritiske og engagerede
indlæg større synlighed og anerkendelse, og at jeg derfor skulle tage med. Jeg er dog
stadig ikke sikker på, at regeringen vil ændre politik, genopfi nde planlægning og lægge
mere energi i sin indsats på grundlag af disse offentlige høringer.
Det, der i sidste ende overtalte mig, var en tidlig morgens meditation over Harvardteologen
Reinhold Niebuhrs skrifter. Han er kendt for at hævde, at ’vores evne til at
rumme retfærdighed gør demokratiet muligt; men vores tilbøjelighed til uretfærdighed
gør demokratiet nødvendigt.’ Og det er den demokratiske ånd ved disse høringer, som
gør et sådant forum nødvendigt, eftersom vi er kendt som et land med retfærdighed på
dagsordenen.
Jeg vil nødigt have, at mine kommentarer bliver fortolket som et angreb på ministeren.
De udfordringer, vi står overfor, stikker meget dybere. Det er dog alligevel først og fremmest
regeringen som bærer ansvaret for ulighederne på grunduddannelsens område.
Politikerne vil med rette påstå, at Sydafrika har næsten fuld skoledeltagelse i underskolen
137