For enden af Regnbuen? - Stolten's African Studies Resources

var derefter vidne til noget, som jeg aldrig vil glemme, så længe jeg lever. Inspektøren
spurgte lærerne, om de havde nogen meddelelser. En lærer sprang op og bekendtgjorde
stolt, at et af hockeyholdene havde slået et hold fra Pretoria East High
School – den samlede lærergruppe rejste sig under bifald for at påskønne denne
energiske lærer. En anden lærer sprang op og bekendtgjorde, at en at de store
drenge havde vundet en national konkurrence i et af de naturvidenskabelige fag;
igen varmt og vedholdende bifald til læreren. Og sådan blev det ved og ved. Jeg
var sikker på, at jeg måtte være gået forkert og var endt i et andet land. Disciplin,
entusiasme, lederskab, anerkendelse, holdarbejde, festligholdelse. Hvornår så jeg
sidst den slags på en sydafrikansk skole?
Dette møde endte til tiden, og vi gik videre til det store møde, hvor hundreder af nydeligt
klædte unge mennesker sad på den kolde legeplads i meget gule uniformer, mens
fl yvemaskinerne drønede omkring over hovederne på os.
Eleverne organiserede dette møde. Hele seancen gik ud på at hylde deres læreres liv og
arbejde. Denne anerkendelse kom i form af Oscars. Den ene lærer efter den anden blev
kaldt frem, mens hver elev læste en smuk tekst, der talte om professionalisme, engagement
og fortræffelighed. Elever og lærere omfavnede hinanden, og man fældede tårer.
På dette tidspunkt var jeg overbevist om, at jeg var faret vild og befandt mig i et andet
land. Da jeg blev kaldt frem for at tale til eleverne, blev jeg overvældet af følelser, af
glæde. Hvis hver sydafrikansk skole bare havde 50 % af det, jeg havde været vidne til,
tænkte jeg, ville dette være en vindernation.
Efter en vidunderlig kop te tog jeg af sted til mit andet skolebesøg – til en townshipskole
i Pretoria East, Det var et andet land. Omkring halvdelen af lærerne dukkede ikke
op den dag. Jeg ankom i skolepausen, der varede 20 minutter. Efter 90 minutter nød
eleverne stadig den uventet lange pause. Inspektøren så ikke særlig bekymret ud over
den mistede undervisningstid. Da undervisningen blev genoptaget, var der kun én af de
lærere, jeg så, der faktisk underviste. I denne fysiktime observerede jeg så mange fejl i
undervisningen, at jeg følte mig fristet til at gribe ind. Det viste sig, at mange af eleverne
var gået i pausen og ikke var kommet tilbage til skolen. Jeg blev meget tung om hjertet,
og for første gang i mit liv tror jeg, jeg var ude for det, man kalder ’depression’.
Den 16. juni 2006 mindedes Sydafrika 30-års dagen for Soweto-oprøret, som spredte sig
ud i hele landet fra Soweto. Den begivenhed var et vendepunkt i kampen mod apartheid,
og vi skylder den tids ungdom meget stor taknemmelighed for de ofre, de bragte
for Sydafrikas frihed. Men de ofre havde store omkostninger, for skolerne kom aldrig
over undervisnings- og lærekulturens sammenbrud.
136