For enden af Regnbuen? - Stolten's African Studies Resources

sig gøre. I en halvt spøgefuld tone belærte jeg hende om, at man kun har brug for to
ting: varmt vand og et æg. ’Det kan ikke lade sig gøre,’ fastholdt hun og tilkaldte sin chef.
Chefen kom tilbage med et lidt anderledes budskab: ’Det vil forstyrre køkkenet,’ forklarede
han. Jeg spurgte, hvordan det kunne forstyrre noget som helst at kaste et æg ned i
kogende vand, undtagen måske vandet. Han skiftede gear: ’okay, ... jeg laver et hårdkogt
æg til dig, fordi vi ikke har travlt....men næste gang du kommer, skal du bare vide, at vi
ikke kan lave det hårdkogte æg.’ Jeg gjorde det klart for ham, at dette sandsynligvis ville
være mit sidste besøg i betragtning af postyret over et hårdkogt æg, og jeg tænkte derfor
kun på nuet – et hårdkogt æg, nu. Omkring en halv time senere dukkede min tallerken
op med to skiver ristet brød og et spejlæg. Jeg nægtede at reagere på provokationen og
sendte det tilbage til køkkenet.
Jeg har været ude for så mange lignende oplevelser i Sydafrika, at de ikke længere
ophidser mig. Men de skaffer mig indsigt i et uddannelsessystem, som lærer ungdommen
at følge reglerne, uanset hvor ulogiske de er; at stille sig i lange køer ved Energiministeriet
uden nogensinde at stille spørgsmålet, hvorfor køen ikke havde fl yttet sig i 40
minutter; at acceptere restaurantmenuen – ikke som et socialt fænomen, men som noget
nagelfast og urørligt. Ikke så sært, vi aldrig vinder Nobelprisen i fysik, kemi eller biologi
– for jeg har aldrig hørt om nogen, der vinder disse priser ved at bruge den offentlige
håndbog i eksperimentalvidenskab eller for at eftergøre en allerede vedtaget algoritme.
Kreative impulser forudsætter en vilje til at bryde reglerne, til at stille provokerende
spørgsmål, at gøre sig uaccepterede forestillinger, at følge ukendte stier.
En ting, som altid forbløffer mig ved mine universitetsstuderende fra de sydafrikanske
skoler, er, hvor ubegribelig sirligt deres arbejde er. Mine studerende sætter farver på
linjerne. Deres håndskrift er ulastelig. Opgavens ydre form og præsentation er fejlfri:
begavet og smuk, sirlig og velordnet – indtil man læser indholdet.
Dette er farligt for vort demokrati – ikke den sirlige præsentation af materialet, men at
den kommer på bekostning af ideer. Vore studerende forveksler form med substans,
hvordan man ser ud, hvem man er sammen med, den rigtige måde at leve på, at gøre
tingene rigtigt ved at gøre de rigtige ting. Det er ikke så underligt, at mine studerende
hellere vil spørge deres forelæsere, ’hvor mange sider skal opgaven være på?’ – end
’hvilken slags ideer har du i tankerne?’
Borgernes offentlige adfærd fortæller os meget om deres uddannelsessystem. Den eneste
måde at forstå amerikanske borgeres uforsvarlige handlinger i verden er ved at forstå deres
uddannelsessystem, som er komplet etnocentrisk og går ud fra, at verden er Amerika.
Hvordan forklarer man ellers en national konkurrence – som f.eks. baseball – der kaldes
134