For enden af Regnbuen? - Stolten's African Studies Resources

samlede, globale rigdom forøges, bliver ulighederne mellem rig og fattig tilsvarende
større. Og klimaet ændrer sig, og miljøet bryder sammen under vægten af den menneskelige
grådighed.
I vor egen verden sker der det, at mens hvide skoler fejrer ’100 % beståede eksaminer
i matric’, render studenterne rundt i Pretoria East og tæver hjemløse og anonyme sorte
borgere. Sorte unge, som burde være i skole, driver rundt og dræber og lemlæster i
fl æng. Børn bliver hjemløse, når HIV/AIDS fejer igennem fattige samfund. Et stigende
antal børn i skolealderen er ved at overfylde fængselssystemet.
Men den slags får man ikke at vide i skolens læseplaner eller ved at undersøge, hvad
skolerne underviser i.
Men som det viser sig, har det 21. århundrede ikke brug for robotter. Det kræver personer,
der kan arbejde i teams, som kan løse komplekse problemer, som kan udøve et
skøn, som føler sig tilpas med forskellighed, som kan krydse kulturelle og geografi ske
grænser, og som forstår sig på mennesker. Selvfølgelig er det også vigtigt med mekaniske
færdigheder og tekniske kompetencer. Men det er ikke nok på den moderne arbejdsplads;
der skal mere til i en kompleks og opsplittet verden. Og der fi ndes intet bedre sted
end Sydafrika til at udleve værdierne og bruge færdighederne.
For nylig blev jeg inviteret til at tale til den afsluttende matric-klasse på en prestigefyldt
privat skole om emnet ’Sydafrika har brug for dig.’ Min utilfredshed med det tildelte
emne kunne ikke skjules. Min politiske antenne, der sjældent tager fejl, fortolkede
opgaven som følger: venskabelig appel til en gruppe, hovedsageligt hvide, unge fra den
højere middelklasse om venligst ikke at forlade det sorte Sydafrika, men bruge deres
specielle kvalifi kationer til at opbygge dette desperate udviklingsland.
Jeg gjorde selvfølgelig det modsatte og mindede disse unge mennesker i denne forbløffende
veludstyrede skole om, at Sydafrika ikke har brug for dem. De har brug for
Sydafrika til at lære dem ydmyghed i betragtning af arrogancen i det apartheid, som
de fl este af deres forældre var begunstiget af; til at lære dem, hvad det vil sige at tjene
samfundet, i mødet med overvældende fattigdom, som bare bliver værre ved sin synlige
tilstedeværelse side om side med indlysende velstand; til at lære dem fællesskab, stillet
over for dybe racemæssige konfl ikter, som ulmer under overfl aden i dette skrøbelige
demokrati, hvor sorte mænd kastes for løverne, og sorte arbejdere bliver stoppet ind i
vaskemaskiner.
Min pointe er, at alle forældre og borgere må være klar over tre ting. Den ene er, at mange
af vore skoler ikke producerer meget mere end praktisk kompetence i en begrænset
131