For enden af Regnbuen? - Stolten's African Studies Resources

uro i gaderne. Jeg deler også til en vis grad det synspunkt, at skoler er steder, hvor
man reproducerer den form for klassebaseret samfund, som vi lever i, og fordeler
chancerne for succes og fi asko med forbløffende (men ikke fuldstændig) forudsigelighed
– rige børn i velhavende private skoler når vidt i erhvervslivet; fattige børn
i nedslidte township-skoler hjemsøger gaderne med intetsigende afgangsbeviser,
hvis de i det hele taget når så langt. Hvad disse børn har til fælles er, at de er blevet
undervist i det forkerte, og at meget få af dem er blevet undervist i noget, som
sætter dem i stand til at trives i en broget og farlig verden.
Når jeg taler om den slags ting på et endeløst antal skolemøder, deler publikums
meninger sig i reglen på midten. Den ene side synes, at hvad jeg siger, er det bedste,
de nogensinde har hørt. Der lægges for megen vægt på konkurrence, der er for megen
favorisering af børn med talent for matematik og fysik, der er for lidt fokus på helheden.
Den anden side – hvis børn som regel skrider op på podiet belæsset med alle belønningerne
– kan ikke fordrage det, de hører. Hvordan kan den taler tillade sig at gøre skår
i deres barns triumf? Deres børn arbejdede jo hårdt for at opnå disse beviser og triumfer;
de vandt, fordi de fulgte spillereglerne. Dog er det netop spillereglerne, som bekymrer
mig. Hvad er det, vi underviser i, hvorfor og med hvilke konsekvenser?
Jeg har endnu ikke mødt studerende på mit begynderhold på UP, som husker skolelærere
for deres dygtighed til at løse andengradsligninger, for deres fortrolighed med grammatisk
analyse eller deres viden om DNAs dobbelte spiralstruktur. De husker enkelte lærere,
som gjorde en forskel i deres liv. De fortæller bevægende historier om visse lærere,
som lærte dem om samfundet, om omsorg, om medfølelse og om forandring.
Men de fl este af vore lærere er bukket under for den hovedløse fokusering på en triviel
læseplan, der forstærkes af konkurrenceprægede eksaminer, som måler individuel præstation
på en meget snæver kompetenceskala. Det blev selvfølgelig ikke bedre af, at der
under den tidligere undervisningsminister eksisterede en reel trussel om udhængning af
dårlige skoler i medierne. Presset på lærerne er ubarmhjertigt. En af mine ph.d.-studerende,
en højt kvalifi ceret matematiklærer på en privatskole, lever i frygt hvert år for, at
hun ikke kan beholde sit job, hvis hun ikke opnår 100 % beståede eksaminer i matric
(afgangseksamen, 12. klasse, det sidste skoleår), hvilket i værste fald betyder, at hun ikke
får sin kontrakt fornyet, og i bedste, at hun må fi nde sig i ydmygelsen ved at blive degraderet
til at undervise under matric-niveau.
Desværre er det blevet sådan, at vi tror, at eksamensresultater måler dygtighed. Vi accepterer
uden tøven, at disse resultater er udtryk for retfærdighed – til trods for, at det er
oplagt, at det, vi giver et barn under dets tolv års skolegang, så indlysende differentieres
129