For enden af Regnbuen? - Stolten's African Studies Resources

pastor fortalte mig, at kirken var bygget af professor Carl Boshoff, den ærkekonservative
ideolog, hvis drømme om en volkstaat, dvs. en separat geografi sk bopæl for hvide
afrikanere, kun eksisterede i en halvørken i Northern Cape-området.
Da jeg vendte mig for at gå, stødte jeg ind i en yndefuld gammel dame ved navn Annemarie
Bosch – gift med den store afrikanske teolog fra University of South Africa
(UNISA), David Bosch, som blev berømt for mange år siden for sine stærke ideer om racemæssig
forsoning på et tidspunkt, vor det var yderst risikabelt at have den slags tanker:
Der er faktisk nogen, der tror, at hans grusomme død i en bilulykke ikke var en ulykke.
Jeg var overvældet over at træffe konen til en mand, der var en af mine helte, da jeg som
ung student kæmpede for at forene personlig tro og social retfærdighed i min kristendom.
Den første sten er måske lagt af professor Boshoff, men en del af kirkebygningerne
vil blive opkaldt efter professor Bosch.
Jeg henvendte mig til seniorpastoren og forhørte mig om at løse sognebånd.
Vignet 2. Undervisning i det forkerte i en farlig verden
Da min søn begyndte i 1. klasse, vågnede han kl. fi re om morgenen, vaskede sig, spiste
og pakkede sin taske lynhurtigt og ivrigt af bare spænding over den kommende dag. Da
det samme barn startede på gymnasiet, måtte jeg hale ham ud af sengen for at få ham
i skole før fi re om eftermiddagen. Et eller sted mellem 1. klasse og gymnasiet bevæger
vores børn sig fra at være store lærdomsentusiaster til at blive dybt uengagerede i formel
undervisning. Jeg har brugt megen tid på at forstå, hvordan denne naturlige kundskabstørst
hos opvoksende børn fortabes inde i den struktur, vi kalder skolen.
Jeg har haft det privilegium i de sidste fem år at tale for mere end 30.000 elever over
hele Sydafrika – sorte og hvide, børn fra by og land, privat og offentligt – og alle siger det
samme, som jeg kan sammenfatte i følgende: Skolerne underviser i det forkerte.
Man kunne naturligvis hævde, at skolen aldrig var skabt til være kilde til kundskab
og opdagelse, eller arnested for frigørelse af bevidstheden. Faktisk har mere end én
historiker draget overbevisende paralleller mellem skoler, sindssygeanstalter og fængselsvæsen.
Man behøver bare at kaste et blik på ensretningen af skolebørn, den samme
uniform, de farveløse lærere, den humørforladte skoleinspektør og de ubøjelige sikkerhedssystemer
for at blive højlydt forundret over det fængselslignende miljø. Vi betaler for
det – på mere end én måde.
Jeg deler til en vis grad det synspunkt, at skolerne som institutioner er en opfi ndelse
til opbevaring af børn af udearbejdende forældre for at styre dem og forhindre
128