For enden af Regnbuen? - Stolten's African Studies Resources

I et af mine liv, det som akademiker, er opgøret med apartheid i uddannelsessystemet
ofte genstand for højt profi lerede, ’objektive’ analyser fulde af ’empiriske’ data, der
udgives i autoritative, videnskabelige tidsskrifter. I dette kapitel forsøges noget andet. Jeg
fortæller historier om de ting, jeg iagttager og oplever i hverdagen, når jeg lærer, lever og
leder på skoler, universiteter, i hjem og kirker, blandt regeringsembedsmænd og i lærerråd,
på restauranter, sandwich-barer og hos frisøren.
Jeg udtaler mig fra en position som sort person, far til to børn, dekan på et engang stærkt
racistisk afrikaaner-universitet i Pretoria, som samfundsudvikler, offentlig kritiker og
almindelig borger. Jeg har nedskrevet disse historier – ikke så meget for at teoretisere,
som for at skabe en dybere forståelse. Jeg prøver at forstå overgangstiden ud fra gadens
perspektiv, mens sorte og hvide sydafrikanere kæmper for at fi nde hinanden uden for de
emotionelle vulkaner, der brød ud i forbindelse med Truth and Reconciliation Commission
(TRC), eller de eliteforhandlinger, som udfoldede sig, da politikerne mødtes på
Convention for a Democratic South Africa (CODESA).
Fortællingerne er eksempler fra et meget bredere udvalg af hverdagstanker om den
sydafrikanske overgangstid. De kaster hver især lys over et særligt aspekt af vort nye
samfund – som f.eks. den nye læseplan, skoleorganisationen, adgangen til uddannelse,
de religiøse holdninger på universiteterne, kulturen og konfl ikterne, bøn og krig. Ved
at fortælle disse historier om had og kærlighed, frustration og overstadighed, vrede og
beundring, generthed og nærvær, frygt og håb vil jeg gerne formidle en fornemmelse af
dagligdagens rytme, de ting, som holder sydafrikanerne i gang, og den langsomme men
indtil videre støtte fremgang mod et mere humant samfund. Det må nødvendigvis tage
tid, for det tog trods alt 350 år at forkludre os alle.
Jeg vil ikke drage konklusioner ud fra rækken af historier ej heller sammenfatte hovedpointerne.
Jeg vil hellere have, at fortællingerne kommer til at skabe grundlag for diskussioner
og overvejelser blandt læserne, og at de, der giver sig i kast med dette kapitel, vil
drage deres egne konklusioner og foretage deres egne fortolkninger af, hvordan racerne
leves ud i Sydafrika, og hvor langt omdannelsen af uddannelse og samfund er kommet
siden den juridiske afslutning på apartheid i 1994.
Vignet 1. Sang til en ny salmemelodi
I skoleferierne blev min bror og jeg fl yttet fra Cape Flats til den lille by Montagu, der er
min fødeby, for at være sammen med min bedstemor og mine tanter. Det mest skræmmende
ved disse besøg var udfl ugterne søndag morgen til Nederduitse Gereformeerde
Sendingkerk (NG) eller Dutch Reformed Mission Church, et smukt stykke arkitektur i
provinsbyen, som i takt med apartheids fremvækst blev holdt mere og mere hvid. Hvad
126