For enden af Regnbuen? - Stolten's African Studies Resources

Debatten om ejendomsklausulen
Som allerede påpeget i starten, er der, bortset lige fra hos de hårdkogte partitro, i dag
bred enighed om, at jordreformen gennemføres alt, alt for langsomt i Sydafrika. I denne
artikel vil jeg ikke vurdere jordreformens fremskridt i de første 10 år af Sydafrikas demokrati.
I stedet vil jeg stille spørgsmålet om, hvorfor det går så langsomt.
Der er blevet givet forskellige grunde i et forsøg på at forklare den langsomme gennemførelse
af jordreformen. Stridens kerne i de nuværende debatter er tilsyneladende
fortolkningen af paragraf 25 i forfatningen. Debatten ser ud til navnlig at gå i to forskellige
retninger. På den ene side fi ndes de, som hævder, at alt det politisk grundlæggende
er på plads, og at det, der nu mangler, er regeringens vilje til at sikre, at politikken gennemføres.
Andre hævder på den anden side, at problemet ligger i politikken, navnlig i
ejendomsklausulens placering i forfatningen, som bl.a. beskytter nuværende ejendomsrettigheder,
samt godkendelsen i politikken af princippet om villig-sælger/villig-køber.
Lad os se på begge disse argumenter.
Regeringsrepræsentanter ved en Jorddomstol, som blev holdt i Port Elizabeth i december
2003 og tilrettelagt af Trust for Community Outreach and Education (TCOE) er ét
eksempel på argumentet om, at grundbegreberne er på plads. Både Glen Thomas, den
tidligere vicegeneraldirektør for jordanliggender, nu generaldirektør for samme ministerium,
og Manie Schoeman, medlem af parlamentets ministerielle udvalg for jordanliggender,
var enige om, at de ikke havde problemer med taktikken, herunder betingelsen om
villig-sælger/villig-køber. Ifølge Thomas var spørgsmålet, ”om regeringen har tilstrækkeligt
med ressourcer til at købe jord, når der er en villig sælger, til en pris, som den villige
sælger vil sælge jorden til.” Han holdt stejlt på, at ”markedet for jord er der. Der er ikke
mangel på jord, der er til salg, men spørgsmålet er, med hvilke omkostninger, til hvilken
pris? Det er det, der er problemet.”
En mere nuanceret og sammenhængende udgave af ovenstående strid om, at de grundlæggende
redskaber er på plads, er blevet fremsat af Ruth Hall (2004) og nogle af hendes
kolleger i Projektet for Jord- og Landbrugsstudier (PLAAS). Hun sætter ikke spørgsmålstegn
ved, at paragraf 25, stk. 1 beskytter nuværende ejendomsrettigheder (2004:5).
Hendes pointe er, at selv om jordreformtaktikken er baseret på et princip om villig-sælger/villig-køber,
kan staten ekspropriere jorden. Hun hævder, at der er mulighed for en
vidtrækkende jordreform inden for de nuværende forfatningsmæssige rammer. Som hun
siger: ”Skønt forfatningen beskytter rettigheder, giver den også utvetydigt staten magt
til at ekspropriere ejendom og angiver, at ejendom kan eksproprieres i offentlighedens
interesse, herunder “nationens engagement i jordreformen.” (2004:6)
118