For enden af Regnbuen? - Stolten's African Studies Resources

kommentatorer til at hævde, at der fandtes to former for landbrug i Sydafrika: subsistenslandbrug
i områder med fælleseje og hvidt kommercielt landbrug.
Selv om frigørelseskampen i Sydafrika ikke åbenlyst blev udkæmpet om jordspørgsmålet,
som det for eksempel var tilfældet i Zimbabwe, var der altid en forventning om, at
det ville være blandt et demokratisk Sydafrikas hovedprioriteter at få løst problemet med
århundreders berøvelse af jord og undertrykkelse. Faktisk havde ANCs Frihedserklæring,
som blev udarbejdet i 1950erne, da afkoloniseringen af Afrika var på dagsordenen,
lovet, at “jorden skal deles mellem dem, der dyrker den” og vil blive “fordelt igen blandt
dem, som dyrker den, for at forjage hungersnød og hungeren efter jord”.
Under den politiske forhandlingsproces, som førte til demokratiets indførelse i Sydafrika,
blev det imidlertid mere og mere vanskeligt at holde Frihedserklæringens løfter. Der er
fl ere grunde til dette, som vi ikke kan komme ind på i denne artikel. Lad det være nok at
sige, at den sovjetiske kommunismes fald måske var en af de mest afgørende. Drøftelserne
i den alliance, som omfattede ANC, kommunistpartiet SACP og fagbevægelsen
COSATU, viser dybe uoverensstemmelser om, hvad apartheid-systemet skulle erstattes
med i tilfælde af, at ANC kom til magten. Det internationale klima understøttede mærkbart
de prokapitalistiske kræfter i ANC.
Da ANC udsendte sit valgprogram i 1994, var Frihedserklæringens krav om nationalisering
af jorden fuldstændig forandret. Selv om programmet indeholdt visse omfordelende
elementer, indeholdt det også en klar tilslutning til markedskræfterne. Denne tendens
hen imod markedet blev meget tydelig, da regeringen med ANC i spidsen to år efter
demokratiets indførelse formelt i 1996 tilsluttede sig en konservativ nyliberal økonomisk
politik i form af programmet for Growth, Employment and Redistribution (GEAR).
Med hensyn til jordreformen og dens gennemførelse forpligtede regeringen sig ikke blot
til en markedsstyret plan, men jordreformpolitikken i Sydafrika skulle også baseres på
et princip om villig-sælger/villig-køber. Det skete på trods af, at dette princip i midten af
1990erne i for eksempel nabolandet Zimbabwe havde vist sig at være en fi asko. Desuden
var ejendomsklausulen grundfæstet i både den foreløbige og den endelige forfatning.
Analytikere som f.eks. Marais (1998) har bemærket, at denne ændring markerede
en sejr for de mere konservative, kapitalistiske kræfter inden for ANC, og har således
antydet, at ANC og i særdeleshed trepartsalliancen mellem ANC, SACP og COSATU
ikke er enige i dette spørgsmål. Faktisk må omlægningen til GEAR og godkendelsen af
betingelsen om villig-sælger/villig-køber have været et alvorligt slag for “jordlobbyen” i
forhandlingsprocessen, som havde håbet på i det mindste en “blandingsøkonomi” og en
radikal reform i et demokratisk Sydafrika.
117