For enden af Regnbuen? - Stolten's African Studies Resources

med i den foreløbige forfatning. Det centrale spørgsmål er her, om det er muligt at gå i
gang med en omfattende omfordeling af jorden og samtidig anerkende og rodfæste de
rettigheder til jorden, som blev erhvervet via kolonialisme og apartheid, således som
ejendomsklausulen gør.
Jordreform i Sydafrika: baggrunden for debatten om ejendomsklausulen
Det er vigtigt ikke at glemme den bredere sammenhæng, som debatten om ejendomsklausulen
fi nder sted i. Der er skrevet og sagt meget om den bredere historiske sammenhæng,
men følgende bør fremhæves: Historisk set annekterede hvide kolonialister i
Sydafrika over 90 % af jorden i henhold til The Natives Land Act fra 1913, der henviste
den oprindelige befolkning til reservater i de tiloversblevne perifere landområder. Denne
proces tvang en stor del af landbefolkningen til at forlade landområderne og fl ytte til
byerne og til de store landbrugsejendomme for at søge arbejde. Et væsentligt antal
landboere blev helt proletariserede, mens andre blev migrantarbejdere med en spinkel
forbindelse til jord. Det er imidlertid vigtigt at bemærke, at denne proletariseringsproces
ikke skal ses i lineære og teleologiske sammenhænge. Hver gang kolonialisterne fi k
overtaget, indførte de råvarelandbrug, som udfordrede de indfødtes landbrugsmetoder,
der ikke var indstillet til markedet. Før mineralerne blev opdaget i 1860erne, tilpassede
afrikanerne sig imidlertid i bemærkelsesværdig grad til råvarelandbrug. Som Mafeje
udtrykker det, var de “de mest dynamiske producenter af landbrugsvarer i Sydafrika
(1988:100)”. Radikale lærde fra 1970erne og 1980erne har dokumenteret dette fænomen,
og den bedst kendte af disse undersøgelser er Bundys The Rise og Fall of the South
African Peasantry. I Cape gik koloniregeringen og missionærerne et skridt videre og
forsøgte at få dannet en klasse af afrikanske landmænd i deres forsøg på at marginalisere
høvdinge, som var involveret i krigene mod kolonistyret.
Fundet af mineraler, især guld i 1880erne, førte blandt andet til en efterspørgsel efter billig
arbejdskraft. Det åbenlyse mål var sort afrikansk arbejdskraft. Kolonistrategien, selv i
Cape, ændredes fra at fremme en klasse af afrikanske landbrugere til at tvinge afrikanere
til at blive lønarbejdere. Det første lovgivningsmæssige skridt i den retning var offentliggørelsen
under Cecil John Rhodes’ tid som premierminister i Cape af den berygtede Glen
Grey Act i 1894. Efter den sydafrikanske forening i 1910 blev nogle af bestemmelserne i
Glen Grey Act indlemmet i The Natives Land Act fra 1913. Denne lov forbød afrikanere
at købe og at eje jord udover de 7 % jord, som var reserveret til dem. Den afskaffede også
ordningen med deling af høstudbyttet og bortforpagtning til arbejderne. Denne udvikling
var ifølge Bundy stort set skyld i nedgangen i landbostanden i Sydafrika.
Mens kolonialisme og apartheid systematisk underminerede det afrikanske landbrug,
udviklede de hvide landmænd, ved hjælp af store statstilskud og adgangen til billig sort
arbejdskraft, en model for storstilet kommercielt landbrug i Sydafrika. Det har fået visse
116