For enden af Regnbuen? - Stolten's African Studies Resources

igen nogle NGOer til at orientere deres programmer sådan, at de enten opbyggede eller
støttede en organisation med en massebase. Et godt eksempel på en sådan orientering
mod skabelse af en massebase er NLC, som deltog i og igangsatte oprettelsen af LPM,
som stod for forskellige aktioner, såsom farmbesættelser og demonstrationer. LPM argumenterer
for, at den sydafrikanske forfatnings bestemmelser om respekten for den private
ejendomsret er den største hindring for en jordreform.
Næsten samtidig med, at de nye sociale bevægelser blev dannet, forkastede SANGOCO
i 2000 regeringens GEAR-program. Hvedebrødsdagene med genopbygningspolitikken
var ved at nå til vejs ende og mange ledende NGOer trak sig stilfærdigt ud af SAN-
GOCO. Relationerne mellem staten og SANGOCO blev også mere anstrengte. På det
tidspunkt var meningsforskellene inden for NGOerne endnu ikke polariserede. Det blev
de først kort efter ved FN topmødet i Johannesburg, i 2002.
SANGOCOs holdninger holdt en siksak-kurs og i sidste ende formuleredes en platform
sammen med COSATU og SACP, hvor de sydafrikanske NGOer kunne støtte sig til FNs
institutionaliserede procedurer, resolutioner og konventioner over for medlemsstaterne.
SANGOCO/COSATU/SACP alliancen førte også til en enighed om ikke at formulere
kritikken af den sydafrikanske regerings GEAR-politik alt for radikalt. De nye sociale
bevægelser og yderligtgående NGOer var derimod i opposition til FN-konferencen, og
så den mest for en paradeforestilling. De begyndte at mobilisere demonstrationer med
støtte fra antiglobaliseringsaktivister og organisationer i opposition til FN-konferencen og
den sydafrikanske regering. SANGOCO gjorde sammen med COSATU alt for at marginalisere
eller udrense enhver organisation, der ikke fulgte parolen. Spændingerne mellem
NGOerne inden for SANGOCO førte til et brud, der blev grundlaget for dannelsen af
SMI, med deltagelse af de mere radikale NGOer.
SACP og COSATU, der ellers i nogen grad snakkede de nye sociale bevægelser efter
munden, prøvede i realiteten ikke blot at bryde deres enhed, men også at optræde som
et (venstreorienteret) dække for ANCs højredrejning. Dette blev demonstreret under FNtopmødet,
da alliancepartnerne nægtede at anerkende SMI’s march gennem Alexandra
Township mod FN konferencen i forstaden Sandton. I stedet for arrangerede de en march
i opposition til de nye sociale bevægelser. For første gang opnåede ANC/SACP/COSATUalliancen
(inklusive SANGOCO) ikke en bred folkelig støtte, men blev skubbet ud på
sidelinjen af en march på 25.000 mennesker med røde T-shirts, pandebånd og røde fl ag,
mobiliseret af Social Movements Indaba. ANC-alliancen formåede kun at samle 5.000
mennesker klædt i hvide T-shirts til deres march. De to marcher var symbolske, og klassekampens
skillelinjer blev trukket op. For første gang blev ANC slået på sin hjemmebane i
Alexandra Township. Dette var en betydningsfuld og historisk begivenhed, ikke bare fordi
107