For enden af Regnbuen? - Stolten's African Studies Resources

Indledning
Regeringen, under ledelse af African National Congress (ANC), og dens allierede troede,
at den væsentligste udfordring i tiden efter apartheid ville være at bevæge sig fra ”Modstand
til Genopbygning.” De hævdede, at afslutningen på apartheid signalerede enden
på massekampspolitikken og modstanden. At det nu var tid til genopbygning af det
samfundsmæssige, økonomiske og kulturelle liv - et nyt Sydafrika.
Hovedproblemet med den ovenstående tese var, at mange af bevægelserne fra før 1994
troede, at man, for at løse de samfundsmæssige, økonomiske og kulturelle udfordringer
forårsaget af apartheid, måtte bekæmpe kapitalismen og opbygge socialismen. Selv om
apartheid blev afskaffet, forblev det kapitalistiske system stadig intakt. Og med ANC
regeringens vedtagelse af en politik baseret på det frie initiativ som metode for genopbygningen,
måtte den socialistiske vision revideres.
Med en revision af begrebet ”genopbygning” blev det signaleret, at de millioner af arbejdere
og fattige, som havde bragt så mange ofre i modstandskampen, nu skulle spænde
livremmen ind og tage del i det frie marked for derigennem at få del i den nye nation.
Ikke lang tid efter de første demokratiske valg i Sydafrika i 1994 opstod der en række nye
sociale bevægelser, hovedsagligt som en reaktion på manglende sociale forbedringer
og en progressiv jordreform. Disse bevægelser udfordrede selve den genopbygning, de
forventedes at deltage i.
Fra modstand til genopbygning
Overgangen til et demokratisk Sydafrika blev heller ikke det fredelige mirakel, som de
fl este kommentatorer har søgt at fremstille det som. Apartheidstaten udløste en bølge af
vold, som i sidste ende førte til, at over 15.000 mennesker blev dræbt i tidsrummet mellem
1990 og 1994. Målet med denne vold var at svække de gamle anti-apartheidbevægelser
under ledelse af United Democratic Front (UDF), en paraplyorganisation bestående
af forskellige civilsamfundsorganisationer. Det var UDF-ledede aktioner, der førte til
lovliggørelsen af ANC og andre forbudte politiske partier.
Internt i de revolutionære bevægelser i Sydafrika, var der intense debatter om strategien
efter lovliggørelsen af arbejderklassens organisationer. Debatterne omhandlede en række
politiske diskussioner om vejen frem; lige fra oprørsstrategi kontra forhandling; civilsamfund
contra stat, samt hvorvidt man skulle opløse UDF eller ej. Der var skarpe meningsforskelle
og uenighederne i de revolutionære bevægelser blev tydeligere med tiden. I
samme periode, 1990-1994, fejrede liberalister verden over socialismens sammenbrud
og rettede et større ideologisk angreb på ”socialismens autoritære karakter”. Selv inden
for den ANC-ledede alliance kom det til et opgør mellem duerne (moderate) og høgene
100