Kønnet gøres neutralt flere steder i Europa

More documents

Recommendations

Info

6 |Kultur film på dvd Sjælens veje og vildveje 888888 Michael haneke: Kode ukendt. østrig/frankrig 2002. Den østrigske instruktør Michael Haneke fylder 70 i morgen. Han har lavet film de seneste 20 års tid, og det er altid til at se, at der står en moden mand med noget på hjerte bag hans værker. Et par af hans film fra omkring årtusindskiftet er netop udsendt på dvd: ”Pianisten” og ”Kode Ukendt”. ”Kode ukendt” er en såkaldt multiprotagonist-film, hvor vi følger en række personer, hvis livsveje krydses. Juliette Binoche spiller den parisiske skuespiller Anne. I filmens første scene møder hun sin kærestes lillebror, Jean, på gaden i Paris. Jean opfører sig hensynsløst over for en rumænsk tiggerske. Det støder Maladou, der er søn af afrikanske indvandrere. Således er centrale karakterer præsenteret, og vi kan nu i en kalejdoskopisk skiften følge dem i historier om racisme, fordomme, skuffede forventninger og vanskeligheden ved ligeværdige og ærlige menneskelige relationer. Haneke veksler mellem personerne i scener uden klip, hvilket er med til at give filmen et meget realistisk præg. Selvom filmen er godt 10 år gammel, er den stadig mere end almindeligt vedkommende i sin afdækning af både sjælens og samfundets veje og vildveje. pAlle SchAntz lAuriDSen kultur@k.dk under Provences og guds blå himmel 888888 Brøndgraverens datter. Instruktion: Daniel Auteuil. frankrig 2011. Den franske film ”Brøndgraverens datter” er en skøn film, der handler om ung kærlighed, familiedumhed, ære og vanære. Vi er i Frankrig i 1940 i det solbeskinnede Provence, hvor den unge fattige pige Patricia på sin 18-års-fødselsdag kommer gående med en kurv med mad og vin til sin far, der er brøndgraver. Ved bækken møder hun den flotte fyr Jacques, der er 26 år, flyverofficer og søn af den rige købmand i byen. De to indleder et kort forhold. Deres forhold afbrydes brat, da Jacques bliver sendt i krig. Han får sin mor til at love at møde op til deres tredje møde for at forklare, hvorfor han ikke kan møde hende, men moderen, der ikke bifalder forbindelsen til brøndgraverens datter, bryder sit løfte til sønnen. Snart efter meldes Jacques savnet, da hans fly er styrtet ned. Nu er scenen sat for et drama under Provences blå himmel, for det korte forhold har båret frugt. Jacques’ forældre går i sort, da nyheden om deres søns styrt bliver overrakt dem, og de begynder at udvise interesse for det barn, som Patricia har født. Patricias far føler, at han er vanæret af datterens graviditet. Begge fædre beklager deres skæbne, og Jaques’ far siger: ”Man forstår ikke altid den gode Gud. Hvad mon han har tænkt sig med dette, at jeg skulle miste min eneste søn?” – og Pascal forstår heller ikke den gode Gud, der vil bringe ham i vanære gennem datterens utugt. Men den gode Gud har noget i ærmet. Varm fransk film, mens vi venter på foråret. Søren herMAnSen kultur@k.dk 0 Musikprofessor Linda Marie Koldau er stadig chokeret over niveauet og ledelsesstilen på de danske universiteter. Tirsdag aften mødte hun op efter længere tids sygemelding til debatmøde i Politikens foredragssal om tilstanden på de danske universiteter. – Foto: Keld Navntoft/Scanpix. Tonen er den samme Den omstridte tyske musikprofessor Linda Marie Koldau fra Aarhus Universitet er tilbage på arbejde. Tirsdag aften var hun til debatmøde og fastholdt sin kritik af humaniora og ledelsen Af BenJAMin krASnik krasnik@k.dk I mandags vendte Linda Maria Koldau tilbage til sit kontor på Institut for Æstetik og Kommunikation på Aarhus Universitet efter længere tids sygemelding grundet stress. Med en række kritiske udmeldinger om tilstanden på universiteterne, navnlig på humaniora, har hun bragt sig selv i centrum for en heftig debat i medierne i løbet af de seneste måneder. Kolleger har både støttet og kritiseret hende, og ledelsen har holdt fast i, at der har været tale om en personalesag. Man kan derfor undre sig over, at hun som noget af det første stiller op til et debatmøde med offentligheden tirsdag aften. Efter de seneste ugers omtale af den såkaldte Koldau-sag og diskussion om universitets rolle anno 2012, som også er blevet taget op i Kristeligt Dagblad, mødte den åbenmundede musikprofessor for første gang op selv for at stå til måls for støtte og modargumenter. Men først og fremmest for at stå ved sin skarpe kritiske tone over for ”en top-down-styret uddannelsesstrategi”, ”censur” og en ”krise i det humanistiske uddannelsessystem”. Det skete i en fyldt Politikens foredragssal ved Rådhuspladsen i København, hvor hovedsageligt kolleger fra de danske universiteter var mødt op samt nogle stolerækker af avislæsere, der gerne ville se og høre kilden til den kritik, der har skabt røre i universitetsverdenen. ”Jeg er ikke en angrende professor. Der er tale om en helt principiel sag, og at de ting, jeg har peget på, er symptomer på nogle problemer i universitetsverden. Jeg mener, det er mit ansvar at påpege dem, og jeg er glad for, at debatten er opstået, og at den er gået væk fra min sag,” sagde en veloplagt Koldau på et helt forståeligt dansk med tysk accent. hvordan var det så at vende tilbage til universitetet og en ledelse, der har mobbet, chikaneret og stemplet hende som en ”ulykkelig personsag” ifølge Koldau selv? ”Det var naturligvis mærkeligt, især når man tænker på, at mine navneskilte blev ødelagt sidste sommer. Der var overraskende stille. Når jeg mødte folk på gangene, mødte jeg kun tavshed. Der er også konflikter på tyske universitetet, men her er folk voksne nok til at hilse.” Koldau fortalte om sin tid på Syddansk Universitet, hvor hun var gæsteprofessor i en periode og havde ”den bedste tid i min karriere”. I Aarhus kunne hun efter kun 21 måneder konstatere, at hun var dybt chokeret over niveauet blandt de studerende, der ikke kunne læse noder og blev behandlet som elever, der ikke tager ansvar for deres læring. Koldau forsøgte flere gange at rejse en intern debat om det akademiske niveau på musikvidenskab og humaniora, men blev kun mødt med kolde skuldre over for faglige diskussioner. Avisens udsendte måtte indvende over for Koldau, at der jo er paralleloplevelser af tilstanden, og både studerende og ansatte har ytret stor tilfredshed med ledelse og det faglige niveau, blandt andet i Kristeligt Dagblad forleden. Koldau anerkender, at der er andre synspunkter, men savner stadig dokumentation for dem og en faglig diskussion. Hun langede hårdt ud efter de mange omlægninger, som universiteterne, navnlig i Aarhus, lider under. De er en ”eksistentiel trussel” for de ansatte, der ikke ved, om de er købt eller solgt. Det er aldrig for sent The Best Exotic Marigold Hotel er en hjertevarm komedie om at turde give slip film 888888 the Best Exotic Marigold hotel. Instruktion: john Madden. Storbritannien 2011. Premiere over hele landet. Det er ikke særlig tit, at vi ser film, der har pensionister som hovedpersoner. Ældre mennesker i film forekommer ofte i biroller, hvor de portrætteres som halvsure og ensomme eller ivrige efter at udøse af deres livsvisdom. Derfor er det opløftende at se ”The Best Exotic Marigold Hotel” om en flok aktive mennesker i deres livs efterår. At se rollerne besat af en stribe af Englands mest kendte og hædrede skuespillere som Judi Dench, Tom Wilkinson, Maggie Smith og Bill Nighy gør kun filmen bedre. Vi følger syv engelske pensionister fra den øvre middelklasse. Alle har de deres grunde til at forlade England. Nogle af dem ønsker Englands tåge og regn udskiftet til solrige himmelstrøg, hvor leveomkostninger er en brøkdel af, hvad de er hjemme. Andre håber på at finde kærligheden på ny. En skal have udskiftet en hofte. En anden ønsker at møde en gammel kærlighed, som han ikke har set, men tænkt på hver dag siden sin tidlige ungdom. Alle er faldet for The Best Exotic Marigold Hotels hjemmeside, som lover guld og grønne skove for pensionister, der vil slå sig ned i Indien i byen Jaipur. Da de kommer frem, viser det sig, at stedet slet ikke står mål til deres forventninger. Der er ikke noget, der fungerer. Hvad hotellet mangler i komfort og luksus, byder lan- BEKENDtgøRElSE foR fAgEt KlM Kristendomskundskab/livsoplysning/medborgerskab er3et3 alment3lærerkvalificerende3fag,3 der3anskuer3dannelses-3og3værdispørgsmål3ud3fra3sammenhængen3mellem3en3religionsfaglig,3en3idéhistorisk3og3en3medborgerskabsrettet3synsvinkel.3På3tværs3af3 fagets3centrale3kundskabs-3og3 færdighedsområder3arbejdes3der3 med3forskellige3menneske-3og3 samfundssyn3og3deres3betydning3 for3den3pædagogiske3praksis3i3 skolen.” Blandt de fremmødte videnskabsfolk blev der også stillet spørgsmål til Koldaus påstande. Professor Troels Engberg-Pedersen fra Humanistisk Forskningråd og Det Teologiske Fakultet på Københavns Universitet roste Koldau for hendes mod, men forstod ikke Koldaus kritik af humaniora generelt og kommer med nogle andre erfaringer fra København. Men Koldau følte sig berettiget til at generalisere på grund af de mange henvendelser, hun Kristeligt Dagblad torsdag 22. marts 2012 har fået fra folk fra andre universiteter og fra mange forskellige fag. Hun nævnte, at man både i Aarhus og andre steder afskaffer sprog, også på teologi. Erik Steinskog, lektor i musikvidenskab, også fra Københavns Universitet, forstod ikke Koldaus tidligere udmelding om, at dansk musikvidenskab slet ikke vil blive anerkendt i udlandet. ”De ville være helt fortabt, hvis de kom til et andet land med en kandidattitel herfra. Institutlederen afviser min kritik med, at de jo er dygtige i andre sammenhænge. Jeg håber ikke, at der i disse sammenhænge kræves musikalsk faglighed. Man bør sætte det rigtige navn på produktet.” Til slut blev der stillet et fornuftigt spørgsmål om vejen ud af universitetskrisen. Hvad mener Koldau selv er løsningen? Man skal holde op med at adskille ledelse fra det videnskabelige personale, foreslår Koldau, der deler denne holdning med en lang række kolleger, der i debatindlæg og kronikker har påpeget, at universitetsloven fra 2003 er den store ”skurk”, og at akademikerne skal have mere magt i beslutningsprocessen. 0 Judi Dench er formidabel som enken Evelyn, som er rummelig, livsklog og gruppens midtpunkt. – Foto: SF Film. det imidlertid på af eksotiske oplevelser. Judi Dench er som enken Evelyn formidabel. Evelyn, som er rummelig og livsklog, er gruppens midtpunkt og mest ligevægtige medlem. Hun skriver på sin blog om sine oplevelser i Jaipur, og vi hører hende i ”voice over” læse op af den. Tom Wilkinson som den pensionerede højesteretsdommer Graham er også helt top. Med stor følsomhed udtrykker de begge deres tanker omkring det at blive gammel og den dermed følgende sårbarhed. Begge formår at vise de store følelser i det små. Et træk om mundvigen, en svag rynke i panden, et bekymret blik. ”The Best Exotic Marigold Hotel” er flot fotograferet. De eksotiske farverige billeder fortæller deres helt egen historie om en betagende fremmed kultur. Det er også en morsom film. Den britiske tørre og underspillede humor fungerer rigtig godt. Hen mod slutningen af filmen, som varer over to timer, kunne man godt have ønsket at manuskriptforfatteren havde stoppet tidligere. Der sker ligesom for meget. Det bliver for forvirrende. Frem for alt er der imidlertid tale om en hjertevarm og livsklog film om at befinde sig i den tredje alder. En film, der med stor fornøjelse også kan ses af yngre generationer. eVA zierAu kultur@k.dk denne side er redigeret af Claus overlund Hvor kragerne vender Darwin er en fængslende dokumentarfilm om et isoleret samfund film 888888 Darwin. Instruktion: Nick Brandestini. Schweiz 2011. Premiere i filmhuset, København. Den schweiziske instruktør Nick Brandestini formår med sin historie om en flok skæve eksistenser at lave en film, der gør indtryk. I filmen følger vi nogle af de 35 indbyggere, der har valgt at slå sig ned i den tidligere mineby Darwin, som ligger isoleret i et vindblæst og goldt område i Death Valley i Californien. I dag må byen nærmest betegnes som en spøgelsesby. Der findes ikke butikker, ingen kirke, ingen job, ikke børn og intet politi. Folk passer sig selv og har geværer liggende hjemme, så de kan tage sig af ubudne gæster, hvis det skulle blive nødvendigt. Fælles for indbyggerne er, at de alle har blakket fortid. Nogle har været kriminelle, narkomaner og alkoholikere. Andre bærer rundt på en sorg eller et traume, som har bevirket, at de ikke føler sig tilpas blandt mange mennesker i større byer. Det lyder tungt, men Brandestini formår med sin intime, respektfulde og empatiske tilgang til sine udvalgte personer at skabe en stemning af håb og optimisme på trods af, at filmen netop viser den mørke side af den amerikanske drøm. Monty er tidligere minearbejder i byen og har boet dér med sin kone siden 1953. Sølvminen lukkede i 1978, og siden har han ikke arbejdet. ”Der er ting, vi bare ikke taler om,” siger han i et interview og hentyder til, at byens beboere respekterer hinanden for, hvad de er i dag. Man taler ikke om fortiden. Denne film vender op og ned på dette. Brandestini er en god lytter, der hverken har brug for manipulerende musik eller visuelle trick. Han får indbyggerne til at åbne sig, og der udfolder sig gribende historier om hårde liv, men også en grundlæggende accept af livets tilskikkelser. Af andre af byens beboere kan nævnes Susan, som styrer byens posthus og er den eneste i byen, der har et job. Resten er på overførselsindkomster. Hun er filmens hovedperson, og via sit arbejde har hun et særligt kendskab til byens indbyggere. Endvidere er der ægteparret Hank og Connie. Han er tidligere hård kriminel og hun en stærkt troende kristen, som nu har kastet sig over alternativ spiritualitet. Således bliver mange forskellige skæbner langsomt rullet op i Darwin. På billedsiden dominerer lange indstillinger med grå, brune og øde landskaber. Man kan ikke lade være med at tænke. Hvordan kan man holde ud at bo på dette isolerede og golde sted? Kameraet er afsøgende og roligt. Brandestini gør brug af nærbilleder i interviewsituationer, men kommer aldrig så tæt på, at det bliver udleverende. Man fornemmer hans oprigtige medfølelse for de mennesker, han vil skildre, og som publikum føler man det samme. Brandestini har i et interview sagt, at han med sin film håber at give folk en chance for at møde mennesker, som de umiddelbart ville være fordomsfulde over for. Det lykkes. ”Darwin” er en fængslende dokumentarfilm, der giver stof til eftertanke. eVA zierAu kultur@k.dk
isteligt Dagblad torsdag 22. marts 2012 denne side er redigeret af Michael sørensen Jeg ved en lærkerede Dramatisk og dybt fascinerende beretning om tre generationer af tibetanske kvinder bog Penpa Andersen og heidi Korsgaard: frie hjerter. 304 sider. 300 kroner. lindhardt og Ringhof. Da Penpa er en lille pige i flygtningelejren i Rajpur, Indien, opdager hun en dag en fuglerede med fem små fugleunger. Der står hun ganske nær, rækker sig på tåen og holder på sit vejr. Men ingen får at vide, hvor fuglereden er. For som troende tibetansk buddhist er det helligbrøde at gøre skade på dyr, at dræbe dyr – selv insekter som myg eller fluer. Og alligevel kommer den unge pige en dag af vanvare til at koge en grøn frø ihjel, da hun for at glæde moderen vil koge vand til te. Moderen bebrejder hende det i skarpe vendinger, og pigen beder en bøn for frøen. Mange, mange år senere synger Penpa en sang for de børn, hun er dagplejemor for i Danmark: ”Jeg ved en lærkerede...” Ovenstående indblik i tibetansk buddhisme er blot et par episoder fra den uhyre fine, indsigtsfulde bog, som Penpa Andersen har skrevet sammen med journalisten Heidi Korsgaard. Bogen hedder ”Frie hjerter” og omhandler tre generationer af tibetanske kvinder. Den tager sin begyndelse i 1930’erne i Kham-området i det nordøstlige Tibet, hvor Penpas mormor og morfar og fire-fem halvnomadefamilier bor i 4000 meters højde i Himalaya. De lever af at passe yakokser, og klimaet er barsk og koldt. Men de får god næring af smørteen og den ristede bygmel. Penpas mor, den lille Pema, kan ikke forstå, hvorfor hun ikke må lære at læse og skrive, men det passer sig ikke for en pige. Denne ambitiøse drøm om at slippe ud af analfabetismen skal blive drivkraften i hele Pemas og Penpas liv. Det forholdsvis sorgløse liv i Himalayas bjergterræner afløses dog af voldsomme begivenheder, da den 13. Dalai Lama dør i 1933, og der begynder at blive uro fra kinesernes side. Familien pakker sine ejendele, og med en lille karavane af yakokser og heste flygter de ned ad bjerget. På dette tidspunkt er Pema cirka 20 år gammel, og da hun har særlige omsorgsevner, bliver hun bortgiftet som anden hustru til sin kusines mand. Kusinen har født flere dødfødte børn, og det er nu meningen, at hun skal hjælpe kusinen igennem den næste fødsel, som heldigvis går godt. Ægteskabet går dog mindre godt, og selvom skilsmisse bestemt ikke er velset, så beslutter Pemas familie at opløse ægteskabet, da ægtemanden ikke opfylder de betingelser, der er stillet op. Pema bliver da gift med en anden mand, Dorjee, der dog dør kort tid efter. forinden har Pema født en lile dreng og i 1955 en lille pie: Penpa. I 1959 ændres tilærelsen atter: Den 14. Dalai ama flygter til Indien, og liet bliver for utrygt uden Laaens beskyttelse. Tusinder f tibetanere må flygte over imalayabjergene til Nepal. enne flugt går gennem uvejomt terræn, snedækkede jergpas og er beskrevet, så æseren fryser, sulter og lider ed den lille familie, der betår af mostre, onkler, morfar g kusiner. Pema og hendes to små ørn udholder en lang række trabadser og farefulde begienheder. Den ellers trofaste hvide yakokse stikker en dag WWAlle hendes ambitioner indfries på smukkeste vis, og bogen fremstår som en informativ, gribende, dramatisk og buddhistisk praktiseret fortælling. Tak for historien, Penpa! af med den lille pige, og det er noget af et under, at hun bliver fundet i live. Men stædig, det er Pema. Hun er mere end vanligt sej og når en dag til Rajpur i Punjab i Indien, hvor de først bor i en hule, senere i et faldefærdigt hus i en tibetansk flygtningebosættelse i Sataun. Moderen arbejder med at bryde sten, og det er sjældent, familien spiser sig mæt, men børnene bliver sendt i den velfungerende kristne flygtningeskole, hvor de bor alene væk fra familien en tid lang. Dog bliver Penpa syg og videresendes til et hospital, der er tilknyttet SOS-Børnebyerne. Her mister hun kontakten til moderen, men en onkel opsøger hende, da hun er 21 år, blot for at informere hende om, at hun skal giftes med en ukendt mand, Nyima, der er 20 år ældre end hende. Pigen stiller ikke uddybende spørgsmål, for det gør en tibetansk kvinde ikke. Og uden at kny føder hun hans barn, hendes første dreng, Palden. Dette ægteskab fungerer slet ikke. Ægteparret rejser langt for at handle med uldtrøjer, men Penpa er en bedre sælger end ægtemanden, og det giver gnidninger. på et tidspunkt dukker en dansk rygsækrejsende op, Henrik, og han og Penpa finder et venskab sammen – og senere bliver de gift og hun skilt fra Nyima. Henrik og hans danske familie tager i 1981 smukt imod Penpa og hendes efterhånden tre børn – på trods af, at Henrik ikke er faderen til dem alle. I buddhismen siger man, at alting er forgængeligt. Tilstande kan ændre sig, og man skal ikke knytte sig til ting. Denne buddhistiske lære praktiserer Penpa til fulde, og hun formår at tage det bedste fra den danske kultur og blande det med den tibetanske, der dog betyder mere og mere for hende. Hun har en spirituel gave, som hun i højere og højere grad bruger, når hun tager på rejser tilbage til Nepal og Tibet, hvor hun søger efter familien. På disse rejser bliver det også vigtigere end nogensinde for Penpa at oplyse om Tibets tilstand som en lus mellem kinesiske negle og om den tabte tibetanske kultur. Som formand for diverse Tibet-foreninger gør Penpa et stort og uegennyttigt arbejde. Stor er hendes stolthed, da hendes datter, der er opkaldt efter den gamle Pema, også går ind i kampen med den indsigt, at Tibet kun kan blive et frit og selvstændigt land, hvis tibetanernes engagement i politik og generhvervelse af rettigheder overgås af deres interesse for Dalai Lama. Hele fortællingens røde tråd er de seje kvinders kamp for at overleve – og ikke mindst Penpas ambitioner på børnenes vegne om uddannelse. Alle hendes ambitioner indfries på smukkeste vis, og bogen fremstår som en informativ, gribende, dramatisk og buddhistisk praktiseret fortælling. Tak for historien, Penpa! MAriA SJøqViSt kultur@k.dk Mendelsohns metode bog Daniel Mendelsohn: De mistede. På sporet af seks blandt seks millioner. oversat af jakob levinsen. 655 sider. 380 kroner. gyldendal.udkommer i dag. ”Hvordan lugter tusind rædselsslagne mennesker, som bliver gennet i døden?” Sådan spørger forfatteren Daniel Mendelsohn halvvejs henne i ”De mistede”. Og svarer, at enhver genskabelse af nazisternes jødeudryddelser, ja af fortiden generelt, kun kan blive tilnærmelsesvis. Vi, der som Mendelsohn (født 1960) ikke selv var til stede, vil aldrig komme i nærheden af de virkelige lugte, de virkelige lyde, de virkelige syn. Så er der mindst tre muligheder. Man kan resignere og opgive at beskæftige sig med fortiden til fordel for nutiden, som er anderledes tilgængelig. Man kan gå roman- eller filmvejen og genskabe fortiden med brug af fiktive greb. Eller man kan, som Mendelsohn gør det med overvældende styrke i ”De mistede”, minutiøst samle kendsgerninger sammen om sin egen familie og stykke for stykke tegne et faktabaseret portræt af, i dette tilfælde, en helt almindelig jødisk familie på seks fra den ukrainske landsby Bolechow, der blev slået ihjel af nazisterne. Mendelsohns metode er baseret på kendsgerninger, men fremstår ingenlunde klinisk og kold. For at samle oplysninger sammen om familiemedlemmerne Shmiel og Ester Jäger og deres fire døtre rejser han rundt i hele verden og interviewer overlevende bekendte og fjerne familiemedlemmer. Med sig på rejserne rundt i USA og til Ukraine, Polen, Israel, Australien og Sverige (samt København på en kort visit) har han broderen Matt Mendelsohn, der er fotograf. Hermed er antydet to væsentlige sider af ”De mistede”, der ikke har direkte relation til holocaust: Bogen er både en klassisk rejseberetning om at rejse ind i det ukendte på jagt efter et dunkelt mål og en rørende historie om to jævnaldrende brødre, der aldrig har kunnet udstå hinanden før nu, hvor den fælles rejse tilbage i familiens historie bringer dem sammen. ”Af alt, hvad jeg har fundet i løbet af min søgen, er han det største klenodie,” skriver Mendelsohn til sidst om sin bror. forfatterens fascination af Ester og Shmiel Jäger begyndte allerede i barndommen, hvor hans bedstefar fortalte historier om sin afdøde bror. Historier, der var mere antydende end afslørende, mere cirklende end konkluderende, og som endte den dag i 1980, da Mendelsohns elskede bedstefar begik selvmord. Her begyndte forfatterens projekt måske med en dunkel erkendelse af, at nu var han på egen hånd i sin søgen efter familiens hemmeligheder. Hvornår og hvordan døde de? Tre af dem døde på vej til eller i udryddelseslejren Bełzec. Hvad var deres status i byen? Shmiel var slagter og anset i Bolechow, ”en stor fisk i en lille dam”, som én siger; Ester var varm og venlig og sørgede for, at huset altid var rent. Er deres historie enestående? Både og: De var almindelige jøder fra en lille by i Østeuropa, hvorfra så mange amerikanske jøder stammer, men alle mennesker er unikke, og ved detaljeret at samle oplysninger sammen om dem viser Mendelsohn, at man ved at fokusere på blot seks kan nærme sig en forståelse af, hvorfor seks millioner jøder skulle udryddes. Dertil kommer, at Mendelsohn hele vejen igennem lader sin tekst bryde af afsnit, hvor han fortolker lærde rabbineres kommentarer til Mosebøgerne og sætter de bibelske tekster i relation til sin egen søgen. Et overbevisende eksempel på, hvordan Bibelen kan bruges som forståelsesramme i nutiden. Mange år efter bedstefaderens død blev projektet så fuldført i form af en bog, der er blevet rost og præmieret i alle de lande, den er udkommet i. Elie Wiesel, der for nylig blev interviewet her i avisen, roser eksempelvis ”De mistede” for at være ”en bemærkelsesværdig, personlig fortælling – meget omhyggelig i sin søgen efter sandhed, på en gang kærlig og krævende.” Det har han fuldkommen ret i. Mendelsohn er krævende at følge i sin intense og langstrakte jagt over hele verden. Som den akademiker og arkivrotte, han er (han er til daglig professor i antikkens kultur ved Bard College i USA), stiller han sig ikke tilfreds med lette svar. Som her, hvor han har et skuffende møde i Chicago med Shmiels søskendes endnu levende børn: ”Jeg ville have hårde kendsgerninger, detaljer, en historie eller anekdote, som havde noget af sandhedens ubehagelige symmetri over sig, men det eneste, jeg blev ved med at få, var den glatte lyd af beroligende banaliteter.” Men Mendelsohn er også opløftende at følge. Dels er bogen utroligt velskrevet, dels er den et langt vidnesbyrd om det personlige ansvars afgørende betydning. Det gælder både de mennesker, der uselvisk ofrede sig for andre under nazisternes monstrøse myrderier, og nazisterne selv. Som han skriver om en af udryddelsesaktio- nerne i Bolechow, hvor over 1000 jøder blev dræbt med nakkeskud og hældt i massegrave: ”Det er vigtigt at prøve at tænke på dette, på det øjeblik hvor skuddene faldt, for selvom vi er blevet vant til at tænke på drabene i form af ”operationer” (...) og ”kamre”, hvad der er abstrakt klingende begreber, så var det (...) altid en enkelt person som faktisk gjorde det.” Ja, sandheden er konkret og der er ingen mellemvej, når afgørelsen skal træffes. Mendelsohn får læseren til at spørge sig selv: Er jeg den, der redder min næste, eller er jeg den, der hiver i aftrækkeren? Det er ikke alle bøger, der rører læseren så både blidt og Bøger | 7 Med ukuelig respekt for kendsgerninger er den amerikanske forfatter Daniel Mendelsohn i ”De mistede” på sporet af sin forsvundne jødiske familie. Resultatet er en fremragende erindringsbog om holocaust 0 Koncentrationslejren Bełżec i Polen blev oprettet som del af Aktion Reinhard (efter Reinhard Heydrich) med det ene formål at udrydde områdets jøder og – som her – sigøjnere. Under aktionen blev anslået to millioner, langt de fleste af dem jøder, henrettet i lejrene Bełżec, Sobibor og Treblinka. – Foto: Scanpix. Sådan var det på Utøya bog Siri Marie Seim Sønstelie og Erik h. Sønstelie: jeg lever, far. 368 sider. 250 kroner. Politikens forlag. udkommer i dag. Når man får bogen ”Jeg lever, far” i hånden, tænker man først og fremmest: Hvorfor? Hvorfor fortæller far og datter den historie sammen? Kan de gøre det, uden at det bliver for sentimentalt og sensationsjagende? Kan de forløse en så følelsesladet og personlig historie, så den er til at bære at læse for andre, og så den bliver relevant? Eller bliver det blot en flad aftapning af reality-programmernes tårevædede freak-show? Når det lykkes for far og datter Sønstelie at fortælle deres historie, skyldes det først og fremmest, at de er sig pinedød bevidst om, at de befinder sig i et personligt såvel som et presseetisk minefelt. I bogen argumenterer de begavet og indsigtsfuldt for, hvorfor deres historie skal fortælles. Erik Sønstelie føler som journalist en pligt til at rapportere og formidle. Han er tæt på både bombespræng- ningen i Oslo og på hændelserne på Utøya og balancerer fint mellem det selvoplevede og det distancerede. Sværere er det for hans datter, den 20-årige Siri, der føler mediernes pres på en helt anden måde end sin far, men begge synes de at være bevidst om både formål, form og fælder i deres fortælling, der for det allermeste holder sig fra at falde i de sentimentale og melodramatiske grøfter. Bogen er struktureret omkring far og datters øjenvidneberetninger. Siri fortæller i jegform fra dagen før tragedien på Utøya, fra selve den 22. 0 Daniel Mendelsohn kommer til Danmark i næste uge og holder blandt andet foredrag på kunstmuseet Louisiana nord for København om ”De mistede”, der blandt andet har modtaget National Book Critics Circle Award i USA. – Foto: Matt Mendelsohn/Gyldendal. juli, hvor det lykkedes hende at skjule sig i en sprække i en klippe og dermed undslippe Anders Behring Breiviks kugler, frem til oktober, hvor hun sidder i sin studenterhybel i Essex i England. Og hvor hun skal forsøge at tage hverdagen tilbage, forsøge at finde mening i det onde – og forsøge at overvinde den angst og skyld, som hun føler over selv at være i live, mens hendes kammerater er døde. Hendes fars version forløber parallelt med hendes. Han fortæller om ventetiden på et hotel ved Tyrifjorden og skildrer det forunderlige fællesskab, der opstår i kølvan- det på tragedien – og sin kamp for at hjælpe datteren i en sorg, som han ikke ved, hvad han skal stille op med. Der krydsklippes mellem de to stemmer, der fortæller i en slags dokumentarisk nutid, der dog for begges vedkommende bliver brudt af en række efterrationaliseringer, som kommer til at punktere den umiddelbare formidling og pege på bogens konstruktion. Det ændrer dog ikke ved, at deres fælles bog bærer et vigtigt vidnesbyrd om en både personlig og national helingsproces. Den skildrer en familie og et land, for hvem brysk, som Mendelsohn formår i ”De mistede” med sin faktabaserede metode. Man lærer meget om menneskelig ondskab i denne bog, men også om fortidens betydning for forståelsen af nutiden. Der er ingen tvivl om, at ”De mistede” indgår i den række af uomgængelige bøger om holocaust, som Mendelsohn selv har studeret for at kunne skrive sit originale erindringsværk. kristeligt dagblad bringer i næste uge et stort interview med daniel Mendelsohn. MichAel BAch henrikSen bach@k.dk Mens datteren Siri krøb i skjul for Anders Behring Breiviks kugler på Utøya, ventede hendes far i uvished om hendes skæbne. Sammen fortæller de fint og forsonende deres historie om den 22. juli og de svære måneder, der fulgte det lykkedes at mane til forsoning og fællesskab i stedet for hævn og had. I familien Sønstelie har tragedien formået at samle i stedet for at skille – og selvom det utvivlsomt ser anderledes ud i andre norske familier, er deres fortælling opbyggelig, både på et personligt og et nationalt plan. Som der står på mindestenen på Utøya: Hvis én mand kan vise så meget had, så tænk på, hvor megen kærlighed vi kan vise sammen. lotte kirkeBy hAnSen kultur@k.dk
Page 1 and 2: torsdag 22e. marts 2012 nr. 141 ·
Page 3 and 4: isteligt Dagblad Torsdag 22. marts
Page 5: isteligt Dagblad torsdag 22. marts
Page 9 and 10: Kristeligt Dagblad torsdag 22. mart
Page 13 and 14: Kristeligt Dagblad Torsdag 22. mart

Kønnet gøres neutralt flere steder i Europa

You also want an ePaper? Increase the reach of your titles

Delete template?

Save as template?