Økologiske fødevarer og menneskets sundhed - ICROFS

forbrugere forfølger forskellige strategier for at
håndtere denne bekymring. Valg af økologiske fødevarer
er en af disse strategier.
Enkelte studier foretaget blandt forbrugere, som
køber økologiske fødevarer direkte fra producenterne,
bekræfter, at håndteringen af bekymring er på
spil i deres valg af distributionsformen (Wortmann
et al., 2000; Nygård, 1999). Et studie blandt producenter,
der sælger deres produkter direkte til forbrugere,
konstaterer, at kunderne ikke interesserer sig
nævneværdigt for produktionsprocessen, undtagen
de økologiske forbrugere, som stiller mange
spørgsmål, mens de handler (Gilg & Battershill,
1998). Men en del studier foretaget blandt ‘storforbrugere’
af økologiske fødevarer peger på, at andre
faktorer også er på spil ved deres valg af fødevarer
og distributionsform.
Det ser ud til at være karakteristisk for en del ‘storforbrugere’,
at de yder modstand mod den udvikling
af distributionssystemet, som er skitseret ovenfor.
De ønsker en personlig kontakt med producenten,
lokal distribution af fødevarer og en erfaringsbaseret
viden om, hvor maden kommer fra, og hvad den
indeholder. Det ser også ud til, at en del af disse
forbrugere har en klar forestilling om den fremtid,
som de ønsker at realisere, og som de finder etisk
tilfredsstillende (jf. Browne et al., 2000). Det er en
produktion og et forbrug af fødevarer, der sætter
grænser for ‘markedslogikken’, som er bæredygtig,
og som de selv er med til at skabe ved hjælp af deres
handlinger i hverdagen. Ved ‘markedslogikken’ forstås
et tankesæt, som alene er styret af profithensyn,
og som derfor er villigt til at gøre “alt muligt” for at
opnå profit uden hensyntagen til menneskers velvære
og til naturen (jf. Moen, 1997).
Nævnte tendenser fremgår af studier, som belyser
motiverne for at benytte sig af direkte distributionskanaler
eller for at deltage i projekter, hvor forbrugere
tager del i produktionen af økologisk mad.
Som eksempler kan nævnes, at der i starten af
1980'erne var et overvældende flertal (89%) af kunderne
i en kooperativ butik ejet af økologiske jordbrugere,
som mente, at styringen af landbrugsproduktionen
og fødevareforsyningen i stigende omfang
bliver underlagt forretningsinteresser (Ehlers &
Fox, 1982). Det er denne opfattelse, der på nuvæ-
74
rende tidspunkt ser ud til at være blevet udbredt
blandt danske forbrugere (jf. Beckmann et al., 2000).
Blandt tyske kunder, som på et tidligt tidspunkt
købte økologiske produkter gennem alternative
distributionskanaler, var næsten halvdelen motiveret
af et ønske om at støtte en alternativ distribution af
fødevarer som sådan (Brombacher & Hamm, 1990).
Medlemmer af et CSA (‘community supported agriculture’)
projekt i Michigan, USA, rapporterer, at de
ønsker at forstå, hvor maden kommer fra. De vil
gerne have deres børn med, så de kan følge med i
produktionsprocessen, og de ønsker at støtte en
økologisk jordbruger og få del i en lokal viden. De
opdager, at arbejdet er ganske sjovt, at det giver
“håb mod angst” og nye venskaber. Disse oplevelser
er medvirkende til, at medlemmerne bliver ganske
tilfredse med deres egen indsats og med fødevarerne
(DeLind & Fergusen, 1999). Medlemmer af
en Teikei i Tokyo, Japan rapporterer, at de ønsker
fødevarer, som “bærer jordbrugerens ansigt”, og
sammen med økologiske producenter har de haft
succes med at yde modstand mod omlægningen af
landbrugsjord til andre kommercielle formål (Moen,
1997).
Det er karakteristisk for de forbrugere, som aftager
fødevarer fra produktionskollektiver, at de er medlemmer
af et socialt netværk af ligesindede mennesker
- hvilket i øvrigt også er karakteristisk for økologiske
jordbrugere (Meares, 1997; Hassenein, 1997;
Chiappe & Flora, 1998). Disse netværk indebærer et
ansigt-til-ansigt samspil medlemmerne imellem, og
de giver mulighed for udveksling af meninger, afklaring
af handlingsmuligheder og opbygning af viden
om fødevarer (jf. Cooley & Lass, 1998.). Det giver
grobund for udvikling af et tillidsforhold mellem
mennesker, som kender hinanden. I nogle lande er
sådanne perspektiver indskrevet i regelsættet hos de
nationale organisationer for økologer eller udgør et
led i de aktuelle målsætninger. For eksempel er
principperne for Teikei beskrevet i et regelsæt udarbejdet
af den Japanske Organisation for Økologisk
Landbrug. Organisationen lægger vægt på ‘selvdistribution’
af økologiske produkter, som kan foretages
enten af producenter eller af forbrugere. Et af
formålene med Teikei er således, at de primære producenter
og forbrugere skal fastholde kontrollen
med, i hvilken retning den japanske økologiske bevægelse
skal udvikle sig (Moen, 1997). I Storbritan-