Økologiske fødevarer og menneskets sundhed - ICROFS

Figur 2. Stiliseret femstilling af biokrystallisationsbilleder, fremstillet på grundlag af stigende mængder
gulerodssaft (fra v. mod h.): a) ren CuCl2 uden tilsætning af saft; b) uspecifikt billede; c) alment
specifikt billede med to zoner; d) gulerodsspecifiktbillede med tre zoner (efter Engqvist
(1970)).
Billederne beskrives og rangordnes visuelt dels ud fra de nævnte typer af nåle, grene og stammer, dels ud fra
mere overordnede morfologiske kendetegn, herunder: a) “specificitet”, dvs. graden hvormed billederne
udviser former, der er specifikke for den pågældende prøve, dvs. et “gulerodsbillede” udviser andre former
end et “rødbedebillede” osv; b) “gennemstråling”, dvs. graden hvormed de enkelte krystalstammer og -
grene i forgreningsstrukturen udbreder sig ubrudt fra centret til randzonen i et 3-zonet billede; c) “differentiering”,
dvs. graden hvormed billedet udviser de former, der kendetegner især den pågældende planteprøves
fysiologiske modenhed; d) “vitalitet” dvs. graden hvormed billedet udviser de former, der kendetegner
den pågældende plantes normale vækst under velegnede dyrkningsforhold. Foruden de primære former, der
kan iagttages visuelt uden hjælpemidler, optræder der hyppigt sekundære krystalformer, der kun kan
observeres i mikroskop.
Metodikken, der anvendes ved rangordning og klassifikation af billederne, kan betegnes som “formsammenlignende”
eller morfologisk-komparativ. I praksis bedømmes billederne fra en given planteprøve i
forhold til en række billedrækker, der er fremstillet ud fra den samme afgrøde, der er vokset ved forskellige
jordbundsforhold, gødningsniveauer, lysforhold, med varierende grader af fysiologisk modenhed osv. Den
afgørende hypotese er her, at grøntsager, korn og frugt, der er vokset under velegnede dyrkningsforhold,
dvs. med passende jordtype, gødningsmængder osv., frembringer de mest prøvespecifikke billeder, og
tilsvarende afspejler afvigelser fra optimale dyrkningsforhold sig ved mindre prøvespecifikke, gennemstrålede
og differentierede billeder.
Stigbillede- og rundkromatogrammetoden begge er som nævnt papirkromatografiske teknikker med store
ligheder i metodikken. Billederne fremkommer gennem flere stadier. I den første stigefase stiger ekstraktet/saften
ved kapillære kræfter lodret henholdsvis vandret i kromatografipapiret til en given udstrækning.
Efter en tørringsperiode stiger i den næste fase en uorganisk “reaktionspartner”, typisk en sølvnitrat-opløsning,
gennem papiret og reagerer med forskellige komponenter i ekstraktet/saften. De opløste komponenter
stiger efterfølgende med væskefronten. Når stigningen er afsluttet, indeholder kromatogrammet en
større eller mindre mængde ustabile sølv-ioner, der ved lyspåvirkning efterfølgende langsomt ville bevirke
en mørkfarvning af kromatogrammet. For at imødegå dette kan efter en fornyet tørring tilføjes en tredje
stigefase med en jernsulfat-opløsning, der reducerer de overskydende sølv-ioner og stabiliserer de morfologiske
strukturer i billedet (Engqvist, 1977). Figur 3 viser på stiliseret måde, hvordan et rødbedebillede fremkommer
i løbet af tre stigefaser. Billederne beskrives generelt ved tre zoner, der er kendetegnet bl.a. ved
forskellige typer af de nævnte dråber, faner og skåle.
128