Økologiske fødevarer og menneskets sundhed - ICROFS

Baggrund
126
Billeddannende metoder - baggrund og metodik
Udarbejdet af Jens-Otto Andersen.
Bilag IX
Karakteristisk for de billeddannende metoder er, at resultatet af en undersøgelse ikke er numeriske data,
men former og “billeder”, eller mere præcist morfologiske strukturer. Metoderne er ikke udviklet på et
naturvidenskabeligt grundlag, men ud fra den antroposofiske naturopfattelse og åndsvidenskab. Naturens
livsprocesser, sådan som de undersøges i biologien og biokemien, ses her som det ydre udtryk for formdannende,
ikke-fysiske kræfter, der er overordnet de fysiske, kemiske og biokemiske lovmæssigheder. Tilsvarende
tolkes de morfologiske strukturer i billeder af planteprøver som udtryk for de nævnte formdannende
kræfter, og for den varierende ligevægtstilstand imellem plantens udviklingstrin og de ydre dyrkningsforhold.
Der antages at være en nær sammenhæng imellem billedernes former, herunder forskellige
typer og grader af ordnede strukturer, og den undersøgte prøves almene ernæringskvalitet. Billederne
synliggør herudfra hvad de forskellige forfattere betegner som prøvens “vitalkvalitet”, “organisationsgrad”,
“belivningsgrad” o.a. (Engqvist, 1970; Balzer-Graf & Balzer, 1991).
Metoderne har været anvendt ved forskellige typer sammenlignende undersøgelser, herunder af jordtyper,
grøngødningsmængder og -typer, sorter samt forarbejdningsteknikker.
Metoderne har været anvendt siden 1930´erne ved private forskningsinstitutter i bl.a. Tyskland, Schweiz,
Sverige, Frankrig og USA. Biokrystallisationsmetoden, eller CuCl2-krystallisationsmetoden, blev udviklet af
Pfeiffer (1930), og efterfølgende videreudviklet af bl.a. Krüger (1950), Selawry & Selawry (1957), von Hahn
(1962) og Engqvist (1970). Stigbilledmetoden blev udviklet af Kolisko & Kolisko (1955), og tilsvarende
videreudviklet af bl.a. Fyfe (1967) og Engqvist (1977). Gennem det seneste årti er metoderne i stigende grad
blevet anvendt i traditionelle universitets- og forskningssammenhænge. Nogle forfattere peger på
biokrystallisationsmetoden som den mest anvendelige til undersøgelse af fødevarers kvalitet (Oswald, 1994),
mens andre peger på værdien ved en kombination af flere metoder (Balzer & Balzer-Graf, 1991). Den
bredeste anvendelse har biokrystallisationsmetoden haft, og tilsvarende findes det største antal publikationer
på dette område. To af metoderne - biokrystallisation og stigbilledemetoden - har været undersøgt
og anvendt i dansk forskningssammenhæng, herunder ved en optimering og standardisering af krystallisationsteknik
(Strukturdirektoratet, 2000; Tingstad A, upubliceret materiale).
Til illustration af metodernes anvendelse skal gives enkelte repræsentative eksempler. I
biokrystallisationsbilleder ses karakteristiske forskelle i de morfologiske kendetegn fra afgrøder fra sand-,
ler- henholdsvis kalkjorder (Engqvist, 1970; Selawry, 1975). Ved samme metode sås signifikante forskelle
(p