Mette Hedemand Søltoft - Centralasiatisk Selskab

Kapitel 4
Rejsen 1934
I 1934 drog Arthur Christensen for sidste gang til Iran. Denne gang fordi han var blevet officielt
inviteret af den iranske regering. Anledningen var en kongres, som den iranske regering ville holde for
at fejre tusindårsdagen for digteren Firdausis fødsel. Dette kapitel vil derfor forsøge at give en
beskrivelse af denne kongres og de politiske og kulturelle bibetydninger, som blev knyttet til
begivenheden. Der var ikke sket større politiske forandringer, siden Arthur Christensen sidst havde
besøgt landet. De iranske nationalromantikere var stadig de toneangivende, og Reza Shah var stadig
den nationalromantiske bevægelses hyldede leder. Derfor var den politiske konteks den samme, som
den der er blevet redegjort for i det forrige kapitel, og den vil derfor ikke blive gentaget.
Firdausikongressen blev afholdt i en iransk nationalistisk atmosfære. Jeg vil i den sammenhæng
forsøge at redegøre for Arthur Christensens holdning til nationalisme og videnskab, og i den
forbindelse vil jeg give eksempler på emner, hvor Arthur Christensen i løbet af sin karriere har ændret
mening i forhold til Iran. Disse holdningsændringer vil blive diskuteret i forhold til Edvard Saids og
andre forskeres syn på orientalismens forhold til dens forskningsobjekt.
Firdausikongressen 247
Firdausikongressen blev et stort anlagt arrangement, hvor over halvtreds udenlandske gæster var
indbudt. Kongressen strakte sig over 16 dage. De første 5 dage i Tehran, hvor selve konferencen blev
holdt. Derefter en nøje planlagt udflugt til Mashad og Tus i nordøst-Iran, hvor kongresdeltagerne
overværede Reza Shahs afsløring af et Firdausimausolæum, der var blevet bygget i denne anledning.
247 Den eneste nyere artikel jeg har kunnet finde om Firdausikongressen er A. Shapur Shabazis artikel i Encyclopædia
Iranica iv. Millenary Celebration” Vol. IX s. 527-530. Shabazis artikel er meget ukritisk, og han er meget pro-Pahlavi i sin
tilgang. Shabazis litteraturliste er lang, men han refererer overvejende til bøger om Firdausi og ikke om Firdausikongressen.
Derudover er disse kilder af ældre dato og deskriptive uden at sætte spørgsmålstegn ved festligheden. Den eneste kritiske
kommentar jeg har kunnet finde om kongressen er hos sprogforskeren John R. Perry, hvor han beskriver kongressen som et
“academic orgy of nationalistic pride.” Perry, John R.: “Language Reform in Turkey and Iran” s. 300 Int. J. Middle East
Stud. 17 1985. Det er en skam, der ikke er skrevet mere om denne begivenhed, da kongressen nærmest er et manifest for
den vestlige iranistik og Pahlavi-staten i skøn forening.
84
DSCA Monografi/Monograph 1 ▪ 2007