Mette Hedemand Søltoft - Centralasiatisk Selskab

Dette politiske og ideologiske spændingsfelt var Arthur Christensen ikke bange for at gå ind i. Og det
foredrag, som han havde lovet undervisningsministeren, kom således også til at handle om
alfabetspørgsmålet. Arthur Christensen begyndte sin tale med, at han gerne ville udtrykke sin mening i
debatten dog uden at opmuntre til hverken det ene eller det andet. Han ville så at sige lægge fakta på
bordet, for at tilhøreren selv kunne danne sig sin mening. Efter en lang række overvejelser af ren
teknisk karakter kom han ind på de mange kulturelle konsekvenser ved et alfabetskifte, og i den
forbindelse sammenlignede han med Tyrkiet, som året forinden havde skiftet det arabiske ud med det
latinske alfabet, og han advarede:
“Iranere og tyrkere er ikke ens, tyrkerne har aldrig været en litterær nation og har ingen litterære værker
af betydning. Men iranerne har en storslået klassisk litteratur. Og nogle af de iranske digtere er at
betragte som nogle af verdens bedste.” 196
Her pegede Arthur Christensen på et meget centralt problem for de iranske nationalromantikere, der
netop anså den klassiske iranske litteratur (ca. år 1000-1500) for at være en af grundpillerne i den
nationale iranske identitet. Hvis man udskiftede alfabetet, argumenterede Arthur Christensen, ville man
afskære den brede befolkning fra den nationale litteratur og “kendskabet til persisk litteratur og persisk
poesi vil blive begrænset til et fåtal af forskere.” 197 En ubehagelig tanke for en nationalromantiker, da
folket netop gav retten til nationen. Og han fortsatte sin argumentation i fuld overensstemmelse med
den iranske nationalromantiske diskurs. Han påpegede, at det sasanidiske sprog pahlavi forsvandt,
dengang araberne havde erobret landet, fordi iranerne var begyndt at skrive med arabiske bogstaver “og
i dag er Pahlavi og Persisk som to fremmede sprog overfor hinanden.” 198 Underforstået at den samme
fremmedgørelse over for den nationale arv kunne ske igen. Ved at skifte til latinske bogstaver ville man
derudover iflg. Arthur Christensen også afskære iranerne fra den arabiske indflydelse, og derfor ville
man ”kunne forvente et skifte i religiøs så vel som i traditionel henseende.” 199 Hvilket i en iransk
nationalromantisk kontekst ville være at regne som et plus for den iranske kultur. Arthur Christensen
196 Setare-ye-Djehane den 6.sep. 1929 (forsiden) oversat fra persisk med hjælp fra lektor Feridun Vahman.
197 Setare-ye-Djehane den 6.sep. 1929
198 Setare-ye-Djehane den 6.sep. 1929
199 Setare-ye-Djehane den 6.sep. 1929
67
DSCA Monografi/Monograph 1 ▪ 2007