Mette Hedemand Søltoft - Centralasiatisk Selskab

I samme lys skal klassifikationen af den persiske folkeånd ses. Denne interesse bundede ikke i et ønske
om at genfinde en sammenhæng mellem den europæiske og den nuværende persiske kultur.
Klassifikationen skal derimod ses som et oplysningsinspireret arbejde, der udelukkende stræbte efter at
systematisere.
En anden årsag til at Arthur Christensen holder afstand til det iranske, er øjensynligt hans egne
romantiske drømme. På sin rejse i 1914 medtog Arthur Christensen, som nævnt i forrige kapitel, også
en drøm om den rejsende europæer i Orienten. En rejsende, som fremstod som en sammensmeltning
imellem en eventyrer, en helt og en videnskabsmand. Denne drøm, mener jeg, bidrager til en bestemt
distanceret indfaldsvinkel, som er særegen for rejsen i 1914. Arthur Christensens afsked med Orienten i
Hinsides det kaspiske Hav, mener jeg således, er et eksempel på en beskrivelse, hvor iscenesættelsen af
ham selv som rejsende er lige så central for beskrivelsen som hans studieobjekt Orienten:
“Henad Solnedgang tog jeg ud til Sarterbyen for endnu en Gang at nyde Orientens Stemning, for endnu
en Gang at høre Solnedgangs-Raabet fra Minereterne og se de Troende feste ovenpaa Fasten........ Jeg
kastede et sidste Blik paa Hovedmoskéens Kuppel, der tegnede sig mod den blaa Aftenhimmel, og gik
saa op i Sporvognen. Moskéens Kuppel gled bort, og hele Sarterbyen med dens ejendommelige
Blandingsduft af Læder og Trækulsrøg forsvandt. Det var min Afsked med den muhammedanske
Orient for den Gang.” 143
En sådan følsom og romantisk beskrivelse er ikke at finde i Arthur Christensens skildringer fra de
næste to rejser. Romantikken hang for Arthur Christensen sammen med Orienten, men hvad sker der i
hans syn på sig selv og på iranerne, da hans fag ændrer kurs?
143 Arthur Christensen: Hinsides det kaspiske Hav. s. 232-233 København 1918
54
DSCA Monografi/Monograph 1 ▪ 2007