Mette Hedemand Søltoft - Centralasiatisk Selskab

argumenter, mener jeg nu, jeg har fået et svar på. Vi blev undervist i følge AC’s tradition, men den
islamiske revolution havde sat sine spor og krævede nye indfaldsvinkler.
Skulle man således i dag spørge, om faget iransk er et orientalsk eller et indoeuropæisk fag, vil svaret
være klart. I dag er vi blevet orientalister igen. Indisk er for længst blevet skilt fra iransk, og iransk
filologi fulgte med arabisk i forbindelse med sammenlægningen af IOF og CNI, netop fordi iransk
filologi nu pludselig blev defineret ud fra islam og ikke ud fra sprog og race. I dag ser man ingen
sammenhæng mellem det iranske og det europæiske. Islam har sat sig på tværs.
Dette har desværre betydet, at et forskningsfelt som Irans præ-islamiske fortid i dag er blevet
negliceret. Således kan det i dag tælles på en hånd, hvad der de sidste ti år er blevet indkøbt af bøger
om den præ-islamiske periode til det iranske fagbibliotek, hvilket igen afspejler den manglende
forskning. Det er en skam, da det ellers er et af de felter, der ville være et interessant at få belyst uden
den nationalromantiske overbygning, som denne forskning ellers har været præget af.
I den forbindelse mener jeg - med dette speciale som baggrund - det ville være relevant for faget at
overveje hvilke “kæpheste”, man nu er i gang med at ride til. Jeg mener nu ikke, at faget har de store
valgmuligheder. Med Arthur Christensen som belæg viste det sig, at tidens ideologiske strømninger
ofte satte dagsordenen for faget, uanset om man kunne lide det eller ej. Alligevel vil en bevidstgørelse
af fagets bagvedliggende agendaer være brugbar, fordi det vil kunne definere faget og dermed gøre
fagets konturer klarere, hvad der sandsynligvis ville være en fordel i “markedsføringen” af faget.
118
DSCA Monografi/Monograph 1 ▪ 2007