Mette Hedemand Søltoft - Centralasiatisk Selskab

Opdagelsen af den indoeuropæiske sprogstamme
Opdagelsen af den indo-europæiske sprogstamme satte sine tydelige spor i den måde, man kom til at
betragte de indiske og iranske sprog, hvilket jeg har vægt på i kapitel 2. Pludselig var disse orientalske
sprog blevet uhyre vigtige for forståelsen af den europæiske sprog- og kulturhistorie. Det satte iransk
og indisk i et helt særligt lys i forhold til andre orientalske sprog. Opdagelsen af den indoeuropæiske
sprogstamme kom således til at styre meget af den forskning, der kom til at foregå indenfor de to fag.
Hovedformålet med Arthur Christensens to første rejser var da også at undersøge bestemte dialekter,
der kunne være nyttige for besvarelsen af de spørgsmål, som indo-europæistikken havde rejst.
Fokuseringen på de indoeuropæiske levn i de iranske sprog, mener jeg, betød en usikkerhed for iransk
filologis fagidentitet. Var iransk filologi et orientalistisk fag, eller hørte det under indoeuropæistikken?
Var Arthur Christensen orientalist, eller var han forsker i indoeuropæistikken? Opdagelsen af den
indoeuropæiske sprogstamme var på den ene side befordrende for den interesse der blev skabt om
faget, men samtidig var det en problematisk opdagelse, fordi faget kom til at stå imellem to
fagtraditioner: Den sammenlignende sprogvidenskab, der var koncentreret om de europæiske rødder,
og orientalistikken, der dyrkede det fremmedartede.
Jeg mener for øvrigt, at det er de samme identitetsproblemer, opdagelsen af den indoeuropæiske
sprogstamme har forvoldt iranernes egen selvforståelse i det 20. århundrede. “Er vi orientalere, eller er
vi indo-europæere?” Et spørgsmål, der har ført til anti-islamiske bølger, og som igen har ført til anti-
anti-islamiske reaktioner, hvilket den islamiske revolution i 1979 i høj grad har været udtryk for.
Arthur Christensen: En påvirkelig videnskabsmand
Der har, med Edward Said som fortaler, været fremført en kritik imod orientalismen, der er blevet
beskyldt for at dyrke det fremmedartede i Orienten, fordi det fremmede var et ønskværdigt modbillede
til den “civiliserede vestlige verden”. Denne teori viste sig at holde stik, hvad angår AC’s attitude på
den første rejse til Iran i 1914. Her forholdt AC sig til iranerne, som var det skåret ud af overnævnte
kritik. Men på de næste to rejser er det et helt andet billede, der tegner sig af AC.
112
DSCA Monografi/Monograph 1 ▪ 2007