Mette Hedemand Søltoft - Centralasiatisk Selskab

Konklusion
“Hvad var det for et fag, jeg havde læst?” Dette spørgsmål vil jeg i det følgende forsøge at besvare ved
på baggrund af AC’s tre rejser at koncentrere mig om de temaer, der peger fremad på iransk filologis
videre udvikling, efter at AC gik af som professor i 1945.
En romantisk og positivistisk orientalisme.
I kapitel 1 fokuserede jeg bredt på orientalistikkens særstilling inden for den akademiske verden, netop
fordi Arthur Christensen, i sit tidlige arbejde og på sin første rejse til Iran i 1914, først og fremmest så
sig selv som orientalist. Iransk filologi blev, som nævnt, også først skilt ud fra orientalistikken i 1919.
Kapitel 1 omhandler således en etableringsperiode, hvor de orientalske fag forsøger - i lighed med
mange andre fag - at finde deres fag-identitet. Overordnet sker der i denne periode i
universitetsverdenen et skred fra en mere romantisk inspireret indfaldsvinkel til en mere positivistisk
orienteret tilgang. Denne udvikling kan også spores i Arthur Christensens syn på orientalismen hvor
han som ung sværmede for de romantiske forestillinger om Orienten, tog han som ældre skarpt afstand
fra denne form for orientalisme, som han anså for barnlig og kvindelig. Jeg mener, at denne udvikling
hen imod det positivistiske har været tydeligere på de orientalske fag end på mange andre humanistiske
fag, fordi orientalistikkens perifere placering i den akademiske verden har gjort disse fag ekstrem
sårbare overfor kritik. Den akademiske orientalismes nemme forveksling med den kommercielle
orientalisme (Tivoli, Aladdin-dyrkelsen osv.) har heller ikke været befordrende for et seriøst ansigt
udadtil. Af den grund mener jeg, at Arthur Christensen søgte at sætte vandtætte skotter op imellem den
kommercielle og den videnskabelige orientalisme.
Trukket lidt skarpt op kan man på baggrund af de tre rejser, Arthur Christensen foretog, konkludere, at
Arthur Christensen gik fra at have været en romantisk, eurocentrisk orientalist på sin første rejse, til at
han på de næste to rejser forandrer sig til den positivistiske iranist, der er imødekommende og
modtagelig for nye indtryk. Det overraskede mig, at det var den romantisk inspirerede
videnskabsmand, der var den mest distancerede, og at det var den positivistiske videnskabsmand, der
var den åbne og imødekommende.
111
DSCA Monografi/Monograph 1 ▪ 2007