16.07.2013 Views

Mette Hedemand Søltoft - Centralasiatisk Selskab

Mette Hedemand Søltoft - Centralasiatisk Selskab

Mette Hedemand Søltoft - Centralasiatisk Selskab

SHOW MORE
SHOW LESS

You also want an ePaper? Increase the reach of your titles

YUMPU automatically turns print PDFs into web optimized ePapers that Google loves.

var så uadskillelige fra en national historisk tankegang. Forskerne stillede derfor nationalhistoriske<br />

spørgsmål, fordi videnskabelige spørgsmål var bundet til tanken om nationer.<br />

At Arthur Christensen kom til at skrive den iranske nationalhistorie, kan ligeledes skyldes hans ønske<br />

om at formidle. Hans populære artikler om Iran til det danske publikum var ofte præget af en<br />

nationalromantisk indfaldsvinkel, hvilket jeg mener skyldtes ønsket om at gøre det fremmede<br />

forståeligt ved at benytte sig af genkendelige nationalhelte, sagn, osv. (se side 12 i dette kap.).<br />

Firdausikongressen viste, at der er foregået en stor udveksling imellem Europa og Iran både politisk og<br />

ideologisk. I Arthur Christensens tilfælde har det ligeledes vist sig at være en flittig dialog mellem på<br />

den ene side den europæiske orientalist og på den anden side hans forskningsobjekt Orienten.<br />

Konklusionen peger dermed imod en gensidig udveksling frem for en ensidig påvirkning. En sådan<br />

konklusion kan dog indebære den fare, at man kan komme til at fokusere for ensidigt på udvekslingen,<br />

og dermed forstå denne som en dialog mellem to ligeværdige parter, der har lige meget at skulle havde<br />

sagt i enhver sag. Historikere har, som nævnt, almindeligvis set orientalismen, modernisme og<br />

nationalisme som oprindeligt hørende hjemme i en europæisk historie. Dette betyder i forholdet til<br />

“resten” af verden, at lande som f.eks. Iran kan komme til at fremstå som udelukkende modtagende, et<br />

ræsonnement som kan føre til den indirekte konklusion, at iranerne er skyldfri i deres egen moderne<br />

historie, da det er en europæisering, der er foregået. Men ved at inddrage dialogen og udvekslingen,<br />

som historikeren Tavakoli-Targhi gør, bliver iranerne dermed gjort til aktive medaktører. Dermed kan<br />

den modsatte variant af ”iranerne er skyldfri” desværre let komme til at betyde, at europæerne er<br />

skyldfri og dermed bliver orientalismen ligeledes frifundet, hvilket er et lige så snæversynet resultat.<br />

110<br />

DSCA Monografi/Monograph 1 ▪ 2007

Hooray! Your file is uploaded and ready to be published.

Saved successfully!

Ooh no, something went wrong!