Mette Hedemand Søltoft - Centralasiatisk Selskab

politibetjent F. Leonard, som skal efterforske sagen og om muligt forsøge at bryde den kode, som
brevet er skrevet med. Politibetjent F. Leonard er lidt ud over det sædvanlige, da han er tidligere
professor i Assyriologi dvs. orientalsk filolog ligesom Arthur Christensen selv. I nedenstående citat er
F. Leonard på vej hen til en ukendt nomadelejr efter en nødlanding i sin flyvemaskine i et uvejsomt
bjergområde et sted i Asien:
“Leonard, der som Orientalist var fortrolig med disse Bjergfolks Sæder og Skikke og heller ikke var
ukendt med deres Sprog, gik frygtløs med raske og sikre Skridt hen til det største af Teltene, hvor
Høvdingen boede, og traadte uden videre hen til Indgangen.” 315
Der bliver han modtaget af stammens høvding, der modstræbende byder ham velkommen, men som til
Leonard (og læserens) overraskelse taler Leonards sprog flydende. Dvs. et europæisk sprog. Efter at de
har udvekslet synspunkter om den uhyrlige verdenssituation, siger høvdingen:
“Man tror gerne derover, at vi i vore Bjerge lever udenfor al Civilisation, men det er en Vildfarelse. Vi
er ikke helt fattige her, eller rettere, vi var det ikke. I min Ungdom blev jeg - Abd-er-Rahman er mit
Navn - af min Fader sendt til Europa for at studere. Jeg har taget Eksaminer i tre af Eders store
Hovedstæder. Det er godt, sagde min Fader til mig, da jeg drog til Vesten, at kende de Farer, der truer
os; derfor skal du ikke nøjes med i deres Videnskabers Huse at samle Kundskaber, som til syvende og
sidst vil være en død Skat for dig, men du skal leve med Vestens folk og lære deres Sæder og deres
Tanker at kende. Det har jeg gjort, og da min Uddannelse var afsluttet, vendte jeg uden Savn Vestens
Byer Ryggen for her i mine Forfædres land at genoptage deres enkle og beskedne Levevis.”
Høvdingen formår ved samme lejlighed at sætte Leonard verbalt på plads. Nomaden er her fremstillet
som en helt og som den eneste, der har et gran af fornuft tilbage i en verden, der er gået amok.
Nomadens liv er en slags modgift til den vestlige verden. Arthur Christensens opbakning til Reza Shahs
politik, som man kunne beskrive som en rationel orientalisme, har dermed ikke betydet, at Arthur
Christensen ikke samtidig har bibeholdt en romantisk forestilling om Orienten. At denne
dobbelttydighed bliver så synlig skyldes muligvis, at Arthur Christensen har følt en kunstnerisk frihed i
315 Arthur Christensen: Angstens rappe Saaler. København 1943
106
DSCA Monografi/Monograph 1 ▪ 2007