Mette Hedemand Søltoft - Centralasiatisk Selskab

Men som noget nyt er sløret nu også blevet et tegn på undertrykkelse:
“Et socialt Spørgsmaal af gennemgribende Betydning, vel det vigtigste af alle, er Kvindens Frigørelse.
Her støder Reformvennernes iver imod de religiøse Fordomme. Det ydre Symbol paa Kvindens sociale
Underlegenhed er Sløret, Tchader, det Klædningsstykke, der tilhyller Kvinden fra Isse til Fod, saasnart
hun viser sig udenfor Haremets Forhæng.” 299
I Kulturskitser fra Iran fra hans sidste rejse i 1934 er der ingen erotiske kvindebeskrivelser tilbage. Til
gengæld har de iranske kvinder fået langt mere spalteplads. I Det gamle og det nye Persien fra rejsen i
1929 får kvinderne i alt tre en halv side, hvor de i Kulturskitser fra Iran er oppe på ti sider inklusiv
billeder. I Kulturskitser fra Iran bliver sløret nu fremstillet som en direkte modsætning til civilisation,
en tankegang som var i fuld overensstemmelse med de iranske modernisters. Tanken var, at slørets
traditionsbundne konnotationer stod i vejen for en modernisering af landet. Hos de iranske modernister
havde familien fået en ny betydning i samfundet. Familien blev set som landets grundvold, og i
familien var kvinden som moder familiens fundament. Derved var hendes intellektuelle udvikling eller
underudvikling en afgørende faktor for landets åndelige, sociale og dermed også økonomiske stade. 300
Arthur Christensen er meget enig i denne tankegang og skriver her sin egen mening ind i dette
tankesæt, uden at man som læser kan se, hvornår Arthur Christensens holdninger hører op, og hvornår
de iranske modernisters begynder:
“”Sløret” var blevet Symbolet paa Kvindekønnets Fornedrelse i de islamiske Folkesamfund. I Hjemmet
var Kvinderne henvist til Andarûn, haremet, hvor der ikke maatte komme nogen anden Mand end
Husherren. Den skarpe Afsondring holdt Kvinden borte ikke blot fra alt offentligt Liv, men
overhovedet fra den aandelige Berigelse, der kunde ligge i Samkvemmet med det andet Køn. Da
Kundskabstilegnelse tillige ansaas for ufornøden for hende, og hendes Horisont var begrænset til
Haremets Sladder, var hun heller ikke egnet til at være Opdrager for sine Børn. Saa længe den ene
299 Arthur Christensen: Det gamle og det nye Persien. s. 184. København 1930
300 Nadjabadi, A.: “Crafting an Educated Housewife in Iran” s. 102-103 Abu-lughod, Lila (ed.): Remaking Women Princeton
1998
102
DSCA Monografi/Monograph 1 ▪ 2007