Mette Hedemand Søltoft - Centralasiatisk Selskab

Arthur Christensen var dermed med til at skrive den iranske nationalhistorie med eller mod sin vilje, og
spørgsmålet er, om man overhovedet kan trække en linie mellem hans videnskab på den ene side og
den nationale iranske diskurs på den anden. Det er netop også på dette punkt: I forholdet mellem
orientalisten og hans forskningsobjekt, at Edward Saids fremstilling af orientalismen og orientalisten
ikke stemmer overens med Arthur Christensens virke. I nedenstående citat skriver Edward Said, om det
fundamentalt forskellige syn, den vestlige orientalisme havde på det gamle “klassiske” Indien, som
også ideologisk inkluderer Iran, modsat orientalismens syn på Orient i dag:
“…the “good” Orient was invariably a classical period somewhere in a long-gone India, whereas the
“bad” Orient lingered in present-day Asia, parts of North Africa, and Islam everywere. “Aryans” were
confined to Europe and the ancient Orient..” 291
Denne ide om, at “arieren” ikke mere eksisterer i den moderne Orient, er sandt nok den holdning, man
genkender hos Arthur Christensen i begyndelsen af hans karriere, men senere skifter han som sagt
mening, og “ur-iraneren” bliver en essentiel del af de nulevende iranere. Et sådan holdningsskift ses
hos Arthur Christensen på flere punkter, i sådan en grad at Edward Said påstand om at orientalismen er
en “one way Exchange”, 292 hvor orientalisten er “outside the Orient, both as an existential and as a
moral fact,” 293 i hvert fald i Arthur Christensens tilfælde, må revideres. For Arthur Christensen lader
sig påvirke af det, han oplever i Iran, og som det fremgik af forrige kapitel, lader han sig ikke kun
påvirke, han indleder også et samarbejde med iranske (og europæiske) filologer i det iranske
sprogakademi Farhangestan og kommer dermed til direkte at arbejde for Pahlavi-staten. Hans
begejstring for Reza Shah og hans politik betyder, at områder, der var tungtvejende for Reza Shah, og
som Arthur Christensen tidligere ikke har skænket en tanke, pludselig får en central placering i hans
tekster. Dette gælder f.eks. de iranske kvinder og sløret.
De iranske kvinder
291 Said, E.: Orientalism s. 99 London 1978
292 Said, E.: Orientalism s. 160 London 1978
293 Said, E.: Orientalism s. 21 London 1978
100
DSCA Monografi/Monograph 1 ▪ 2007