Mette Hedemand Søltoft - Centralasiatisk Selskab

de kan have interesse for et bredere publikum. Både for danskere, der er optaget af videnskabshistorie,
og for et iransk publikum vil de være interessante, da de giver en udlændings billede af tiden i Iran i
begyndelsen af det 20. århundrede. Jeg har desuden benyttet mig af Arthur Christensens upublicerede,
selvbiografiske kladder, som ikke er daterede, men som formodentligt er skrevet først i 1940erne, og
som giver et billede af Arthur Christensens reviderede syn på sig selv og sit liv. Det er vigtigt at
understrege, at jeg i forhold til hans publicerede bøger ikke betragter dette upublicerede materiale som
et mere sandt og pålideligt udtryk for Arthur Christensens holdninger.
Ud over dette meget store materiale har Arthur Christensen tillige testamenteret sine breve til
Haandskriftsamlingen. Denne samling er ligeledes et studium værd, da der er korrespondancer med
mange iranske kulturpersonligheder på hans tid. Jeg har dog undladt at beskæftige mig med denne del
af materialet, da jeg hurtigt indså, at det var et område, der havde stof nok til et studium i sig selv.
I Carsten Niebuhr Instituttets kælder på KUA fandt jeg ved et tilfælde en lille stak iranske aviser, der
netop var fra den periode, hvor Arthur Christensen havde opholdt sig i landet. Det er øjensynligt aviser,
som Arthur Christensen har bragt med hjem fra sine rejser. Desværre var der ingen aviser fra hans
første rejse i 1914. Det er ved gennemlæsning af disse iranske aviser, at jeg har været så heldig at finde
artikler om Arthur Christensen, der har kunnet illustrere i hvert fald nogle iraneres syn på ham.
Afgrænsning og specialets opbygning
Da jeg hurtigt erfarede, hvilket kolossalt materiale, Arthur Christensen havde efterladt sig, idet det ikke
kun bestod af hans trykte publikationer, men også af denne “skat” af alverdens papirer, som han havde
testamenteret til det Kongelige Bibliotek, erkendte jeg snart, at der skulle en stram disposition til for
ikke at drukne i materialet.
Derfor valgte jeg at koncentrerer mig om Arthur Christensens tre rejser til Iran i henholdsvis 1914,
1929 og 1934 i håbet om, at det ville strukturere og begrænse materialet. Det blev dog langsomt klart
for mig, at sådan som jeg havde grebet det an, ved både at insistere på det bibliografiske og det
videnskabshistoriske, kunne hvert et emne med lidt snilde passes ind i alle tre rejser. Rejserne gav ikke
9
DSCA Monografi/Monograph 1 ▪ 2007