Vis rapport - Videncenter for Jordforurening

for en oprensning. Det skal bemærkes, at forbruget er afhængigt af permanganatkoncentration,
således at høje permanganatkoncentrationer giver større forbrug.
Dette skal selvfølgelig optimeres i forhold til fuldskalainjektionen, idet
økonomien i selve kemikaliet er stor (2002-priser - ca. 20.000 kr./tons for permanganat).
En ændring i forbruget fra 10 kg/tons til 15 kg/tons giver på en
grund, hvor 2500 m³ skal behandles, en prisdifference på ca. 0,5 mio. kr., regnet
i 2002-priser.
Måden, hvorpå stoffet er blevet doseret, har ændret sig efterhånden som metoden
er blevet modnet og afprøvet på flere typer geologier. De første applikationer
anvendte et flowcelle-princip, hvor en permanganatopløsning blev injiceret
i én boring, løb igennem formationen og pumpet op i en anden for at blive
justeret og geninjiceret. Denne metode viste sig at være effektiv i aflejringer
med en relativt høj hydraulisk ledningsevne. Der er dog observeret tilbageslag i
denne type af applikation, specielt hvis der har været større mængder fri fase,
eller der har været lavpermeable områder, der ikke var mættet med permanganat.
En anden aggressiv distributionsteknik, der har været anvendt, er injektion af
permanganatopløsning via lanser. Dette har også vist sig at have blandede resultater
på grund af den manglende sikkerhed for, at alle områder bliver udsat.
I sandede aflejringer er denne metode dog rimelig sikker, hvis der injiceres i
tilstrækkeligt mange punkter.
En mere passiv doseringsmetode er for tiden under afprøvning i Fyns Amt,
støttet af Teknologiudviklingspuljen. Her doseres permanganatopløsning med
lav hastighed fra storformatboringer, så det udbreder sig i de sprækker og
sandslirer, der naturligt forekommer på grunden. Det er endnu for tidligt at
vurdere, hvor effektivt stoffet er blevet distribueret, og hvordan resultaterne vil
være på længere sigt. De potentielle problemer er udfældning af brunsten i
sprækkerne og de mindre sandslirer, hvilket vil reducere den i forvejen begrænsede
ledningsevne og dermed i sidste ende forhindre en spredning af oxidanten
fra injektionsboringerne.
Bemærk i øvrigt, at tilsætning af permanganat kræver tilladelse fra miljømyndighederne,
jf. MBL §19, men dog også jf. JFL § 63. Der bør som følge af stoffets
egenskaber altid i forbindelse med detailprojekteringen udføres en risikovurdering
af anvendelsen samt udarbejdes en beredskabsplan for indgriben,
hvis permanganaten spredes uhensigtsmæssigt til overfladevand.
For yderligere information henvises til bilag 5.7 og bilag 6.
43