Vis rapport - Videncenter for Jordforurening

vand - kan forårsage uønskede langtidsvirkninger i vandmiljøet). Grænseværdien
i overfladevand er 1 µg/l.
I det følgende fokuseres på permanganat som oxidationsmiddel, idet dette i de
fleste tilfælde har de bedste egenskaber over for de chlorerede opløsningsmidler
(undtaget 1,1,1 trichlorethan). Valget af oxidationsmiddel bør dog overvejes
nøje, idet mange forhold spiller ind, herunder jordens naturlige forbrug, distributionsmetode
og kinetik for processerne.
Oprensning ved hjælp af kemisk oxidation med permanganat er en metode, der
primært kan anvendes over for den mættede zone. Hvis metoden skal anvendes
i den umættede zone, skal denne kunstigt gøres mættet. I umættet zone kan
ozon anvendes. Dette kræver dog meget omhyggelig planlægning og styring,
da ozon er en toksisk gas. Den største hindring for metoden i mættet zone er:
• Inhomogen geologi.
• At få leveret permanganaten præcis på det sted, hvor den skal forbruges.
• Jordens naturlige oxidantforbrug (kan være meget højt i organiske aflejringer).
• Store mængder fri fase.
• Uhensigtsmæssig spredning af permanganat, der er akvatisk stærkt toksisk,
stærkt farvende og oxiderende. Dette kan eksempelvis være spredning til
recipient eller lignende. KMnO4 har en akut toksicitet (LC50) over for fisk
i intervallet 1-10 mg/l, hvilket gør det til en potentiel giftrisiko.
• Uønsket mobilisering af tungmetaller som nikkel.
Det helt afgørende for om en oprensning med permanganat bliver succesfuld er
at få den distribueret på det korrekte sted. Dette kræver normalt et stort detailkendskab
til geologien og hydrogeologien i jorden. Samtidig er det nødvendigt
at kende formationens permanganatforbrug, da det typisk er relativt stort (i ler-
og sandjord uden specielt højt organisk indhold 5-20 kg/tons).
De hydrauliske parametre bestemmes normalt ved forskellige former for pumpetest,
slugtest og lignende. For denne oprensningsmetode er det af største betydning,
at den geologiske model er rimelig præcis. Dette kan opnås ved at
udføre en række traditionelle boringer, kerneboringer som Geoprobe eller lignende
og/eller ellogboringer til supplering af den geologiske beskrivelse, der
allerede bør være opnået i undersøgelsesfasen.
Det naturlige oxidantforbrug bør bestemmes på et mindre antal prøver ved
simple laboratorieforsøg. Normalt har nedbrydningskinetikken ikke større betydning,
idet reaktionen normalt forløber næsten til ende inden for en 14-dags-
periode. Denne tidshorisont er lille sammenlignet med normale operationstider
42