Vis rapport - Videncenter for Jordforurening

Teknikbeskrivelse
Stimuleret naturlig nedbrydning bygger på naturlige mikrobiologiske processer,
der via den reduktive deklorering reducerer PCE og TCE via kæden
PCE→TCE→DCE→VC→Ethen. Typisk anvendelse er i den mættede zone,
idet reaktionen foregår i væskefasen. Fri fase kan derfor ikke fjernes direkte.
Metoden kræver stærkt reducerede redoxforhold, for at de rette betingelser er
til stede for mikroorganismerne. Der er tale om et konsortium af organismer,
der udfører transformationen, sådan at nedbrydningen til DCE varetages af en
række forskellige organismer, hvorimod omsætningen til VC, og i sidste ende
ethen, udelukkende udføres af organismer af familien Dehalococcoider.
At reaktionerne forløber under reducerede forhold betyder, at der ofte skal tilsættes
kulstof for at reducere eventuelle oxidanter i jord og grundvand. Normalt
anvendes kulstof som energikilde og reduktant, typisk i form af laktat
(enten rent eller som HRC ® ). Alternativt har der været forsøgt med en lang
række forskellige billige kulstofkilder, som f.eks. sojaolie, melasse mv.
På en række lokaliteter i udlandet og herhjemme er det konstateret, at den sidste
del af nedbrydningskæden (fra DC og videre) ikke finder sted, selv om de
korrekte redoxforhold er til stede. Dette kan skyldes manglende tilstedeværelse
af Dehalococcoider, som derfor skal podes i grundvandet, hvis man ønsker at
anvende teknikken. Tilsætning af dehaloccocoider med efterfølgende nedbrydning
er kun dokumenteret i udlandet.
I lighed med beskrivelsen for kemisk oxidation er der en mulighed for flere
måder at introducere både substrat og/eller bakterier til jorden, afhængig af
geologien og forureningens lokalisering.
Cirkulationsceller med recirkulation af kulstof/bakterier kan anvendes, når forureningen
er lokaliseret i permeable aflejringer, der er relativt homogene. I
lavere permeable aflejringer kan kulstof-/bakteriesuspension applikeres med
lanser i opløsning eller som tykkere pasta. Reaktionen forløber under gunstige
redoxforhold og ved tilstrækkelig bakterietæthed relativt hurtigt, sandsynligvis
inden for dage-uger, selvom der godt kan være en relativt lang (½-1 år) adaptationsperiode,
inden systemet er fuldt ydende.
Den største umiddelbare risiko, der er ved metoden (ud over at den ikke virker),
er tilsætningen af fremmede bakteriestammer på en lokalitet, samt den
generelle mulighed for mikrobiologisk kontaminering af større områder på
grund af en stor kulstoftilførsel. Typisk vil der være behov for tilsætning af
organisk stof i størrelsesorden 1.000-10.000 kg ved en fuldskala-oprensning.
221