Kirkens Præsidenter

Kirkens
Præsidenter
Preston Nibley
[www.estrup.org - ID: T234 - TS: 2006-12-31 23:53]
Side 1

Forord
Side 2
Denne bog indeholder korte biografier over de tolv betydelige mænd, der har
præsideret over Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige, fra den blev organiseret i
april, 1830 og op til i dag. Disse biografier er skrevet for læsere, der gør deres første
bekendtskab med præsidenternes liv og aktiviteter, og som ikke har tid eller mulighed
for indgående læsning og undersøgelse.
Der er gjort store bestræbelser for at fremføre nøjagtige, historiske oplysninger, og
hvor det har været muligt, har jeg citeret ledernes egne ord. Mens jeg skrev disse
biografier, har troen og hengivenheden, heltemodet og storheden hos de mænd, der
har præsideret over kirken, gjort dybt indtryk på mig. Der har ikke levet mange af
den slags mænd i verden; mænd, der har helliget sig det formål at gøre Guds ord
til en realitet i deres eget og deres tilhængeres liv; mænd, der har virket med det
ædle formål at opbygge Guds rige på jorden, hvor kun retfærdighed vil sejre. Disse
er jordens udvalgte mænd; menneskehedens sande velgørere. De vil med tiden få en
hæderkronet plads blandt historiens lysende personligheder.
Preston Nibley,
Salt Lake City, Utah

I
Første præsident
Profeten joseph smith (1805-1844)
Side 3
I sit liv, sin gerning og gennem de store resultater, han opnåede, adskiller profeten
Joseph Smith sig fra alle andre mennesker. Han kom til jorden på et tidspunkt, hvor
det var almindeligt at undervise og tro, at profeter var mænd fra "fordums tid", og
at Guds skrevne ord var fuldstændigt, som det var nedskrevet i Den hellige Bog.
Disse trossætninger var han i stand til at dementere, og før sin tidlige død lagde han
grundvolden til en kirke og et rige, der, som han erklærede ved mange lejligheder, ville
vokse og blomstre, "til den opfylder hele jorden". (L&P 65:2) Efterhånden som tiden
går, viser flere og flere af hans udtalelser sig at være sande; hans tilhængere betragter
ham som en af de største profeter i menneskehedens historie.
Denne bemærkelsesværdige mand blev født i New England i begyndelsen af det
19. århundrede. Forældrene, Joseph Smith og Lucy Mack Smith var bønder, der havde
slået sig ned i Orange County i staten Vermont. Her fik de tre børn. I nogen tid gik
landbruget fremad for dem. Da der opstod vanskeligheder, flyttede de til Windsor
County og lejede en gård af Lucy Smiths far. Her blev deres tredje søn og fjerde barn
født. Det var den 23. december 1805, og forældrene kaldte drengen Joseph jun.
I Josephs barndom blev familien forfulgt af uheld. Faderen forsøgte sig med
landbrug mange forskellige steder, men havde ikke rigtigt heldet med sig nogen af
stederne. Da drengen var 6 år gammel, blev han og hans søskende (der var blevet født
to børn mere) ramt af tyfus. Joseph kom sig hurtigt, men han havde fået et grimt sår
på benet, der beskadigede knoglerne mellem knæet og foden. Der blev tilkaldt flere
læger, og efter at de havde rådført sig med hinanden, besluttede de at operere benet og
fjerne de beskadigede knogler. På den tid kendte man ikke kloroform eller andre former
for bedøvelsesmidler. Da man bad ham om at drikke noget alkohol, afslog han det og
sagde: "Hvis min far vil sidde på sengen og holde mig i sine arme, vil jeg gøre, hvad der
er nødvendigt, for at knoglerne kan blive fjernet." Derefter foretog man den primitive
operation. Mærkeligt nok var resultatet ikke katastrofalt. Med moderens omsorgsfulde
pleje heledes såret, selv om drengen i flere år var halt.
I 1816, da Joseph jun. var lo år gammel, ønskede faderen at forbedre familiens
forhold, og de forlod Vermont og flyttede til den vestlige del af staten New York til
landsbyen Palmyra. Her tog faderen og sønnerne det arbejde, der var for hånden, for
at forsørge familien. De var fattige, men de var ærlige og retskafne kristne mennesker.
Omkring 1818 købte faderen 40 ha. skovland 3,2 km syd for Palmyra. Her bosatte
familien sig, og faderen og sønnerne byggede en bjælkehytte. De ønskede at blive på
dette sted og blive uafhængige. I løbet af kort tid havde de ryddet et stort stykke land
og plantet hvede og majs og sukkerahorn.
I 1820 blev familien Smith aktivt interesseret i religion. Der blev afholdt
vækkelsesmøder i Palmyra, og de forskellige kirker bestræbte sig på at vinde
tilhængere. Lucy Smith, sønnen Hyrum og datteren Sophronia sluttede sig til den
presbyterianske kirke. Drengen Joseph lærte metodistpræsten at kende og hældede til
denne sekt, selv om han ikke sluttede sig til den. Så skete der noget i drengens liv, der
stadig, mere end 100 år efter, er en gribende og inspirerende beretning - en beretning,
der vil fortsætte med at gribe og inspirere de troende i kommende generationer. Joseph
jun. fortæller, at han besluttede sig til at gå ind i en lund på faderens landområde og

Side 4
knæle ned for at bede Gud om at lade ham vide, hvilken af alle kirkerne, der var sand,
og hvilken af dem han skulle slutte sig til.
Det gjorde han så, og i klart dagslys så han "to personer, hvis glans og herlighed
trodser enhver beskrivelse, stående over mig i luften. Den ene af dem talte til mig,
kaldte mig ved navn og sagde, idet han pegede på den anden: Denne er min elskede
Søn. Hør ham!" (Joseph Smith 2:17)
Joseph spurgte de to himmelske væsener om, hvilken af alle kirkerne, der var den
rigtige, og hvilken af dem, han skulle slutte sig til. Han fik at vide, at den sande kirke
ikke var på jorden. "Han forbød mig ... at slutte mig til nogen af dem, og meget andet
sagde han til mig, som jeg ikke nu kan skrive." (Joseph Smith 2:20)
Joseph Smiths tilhængere, der er kendt som sidste dages hellige, og hvoraf der
er flere millioner over hele verden, accepterer denne åbenbaring som den største
begivenhed i nutidens historie. Denne åbenbaring gav verden Gud tilbage! I en tid,
hvor selve Guds eksistens blev fornægtet, blev Faderens og Sønnens personlighed
åbenbaret, og det blev gjort klart for menneskeheden, at de hersker og regerer i
himlene, og at de ihukommer de mennesker, der søger dem.
Efter denne betydningsfulde åbenbaring var der ingen særlige begivenheder i
drengen Josephs liv i over 3 år. Han fortsatte med at arbejde sammen med sine
forældre og søskende på gården. Familien var ved at bygge et nyt hus, og de havde
mange besværligheder. De fik imidlertid huset bygget, og det står den dag i dag.
Om aftenen, den 21. september 1823, da Joseph var gået i seng og var i færd med
at bede, fandt den anden af hans betydningsfulde åbenbaringer sted. Værelset fyldtes
med lys, og et himmelsk sendebud stod foran ham og erklærede, at hans navn var
Moroni; at han var udsendt fra Guds nærhed; at Gud havde et betydningsfuldt arbejde
for Joseph, "og at mit navn skulle nævnes for ondt og godt blandt alle nationer ... Han
sagde, at der var en (optegnelse) henlagt (i en nærliggende høj), der var skrevet på
guldplader, og som indeholdt en beretning om dette kontinents tidligere indbyggere
og deres oprindelse. Han sagde også, at den indeholdt det evige Evangelium i dets
fylde, som Frelseren overgav de tidligere indbyggere det. Sammen med pladerne var
der også opbevaret to sten indfattede i sølvbuer; disse sten, fastgjort til en brystplade,
udgjorde hvad der kaldtes Urim og Tummim, og disse sten gjorde de mænd, som besad
dem og brugte dem i ældgamle eller tidligere tider, til, seere`, og at Gud havde beredt
dem til oversættelse af bogen." (Joseph Smith 2:33-35)
Dette er den korrekte historie om Mormons Bogs oprindelse, som den er givet os af
selve profeten. Efter at have ventet i 4 år - en tid, hvor han bestræbte sig for at berede
sig til sit store kald - blev pladerne endelig givet til Joseph den 22. september 1827 af
det samme sendebud, der havde fortalt ham om dem.
I mellemtiden, den 18. januar 1827, havde Joseph giftet sig med frøken Emma
Hale fra Harmony i staten Pennsylvanien. Da Joseph havde modtaget pladerne, tog
han til sin svigerfars hjem i Harmony, og i april 1828 blev oversættelsen af de hellige
optegnelser påbegyndt med Martin Harris fra Palmyra som skriver. Da 116 sider var
blevet oversat, bad Martin Joseph om tilladelse til at tage hjem til Palmyra og vise
sine slægtninge og venner manuskriptet. Profeten fik aldrig dette kostbare dokument
tilbage, for på grund af troløse mennesker, der ikke troede på hans guddommelige
kaldelse, gik det tabt eller blev ødelagt. Joseph var meget nedslået over dette tab
og genoptog ikke oversættelsesarbejdet før april 1829, da en ung skolelærer, Oliver
Cowdery, kom fra Palmyra og tilbød at hjælpe ham. Arbejdet gik nu hurtigt fremad og
blev fuldført i juni 1829 i Peter Whitmers hjem i Fayette, New York.

Side 5
Som tilføjelse til de store undere, der havde fundet sted i Josephs liv, fortalte han
sine slægtninge og venner, at han og Oliver Cowdery under oversættelsesarbejdet
var blevet besøgt af Johannes Døber, der havde ordineret dem til det aronske
præstedømme og givet dem befaling til at døbe hinanden ved nedsænkning i en
nærliggende flod. De var også blevet besøgt af de fordums apostle, Peter, Jakob og
Johannes, der havde ordineret dem til apostle i det melkisedekske præstedømme.
Desuden kan vi læse i Mormons Bog, at åbenbaringen til de tre vidner også fandt
sted i juni 1829, da engelen Moroni viste Oliver Cowdery, David Whitmer og Martin
Harris de hellige plader, og de hørte Guds røst erklære, at oversættelsen var korrekt.
Joseph havde betydelige vanskeligheder med at finde en forlægger til sit hellige
manuskript. Han var alene og uden midler, og alle vegne gjorde man nar af hans
prætentiøse påstande. Men Martin Harris, hans nabo fra Palmyra, viste igen sin
loyalitet. Han tilbød at optage et prioritetslån i sin gård, så han kunne betale for bogens
trykning. Med denne sikkerhed fik man snart lavet en aftale med E. B. Grandin fra
Palmyra om at trykke et oplag på 5000 eksemplarer for et beløb på 3.000 dollars. I
marts 1830 var arbejdet færdigt.
Man kan kalde Mormons Bog for Amerikas hellige skrifter og lige så betydningsfuld
som Bibelen. Til at begynde med blev den ikke mødt med velvilje af Palmyras borgere.
De ville ikke købe den, for de troede, det var svindel og bedrageri. Men gradvist, og ved
egen fortjeneste, har bogen vundet indpas. I de år, der er gået siden det første oplag
i 1830, er mange andre oplag blevet udgivet, i De forenede Stater og i andre lande.
Sidste dages hellige tror, at Mormons Bog nu har bevist den påstand, som Joseph
Smith kom med i 1830, nemlig, at det er en sandfærdig optegnelse over Amerikas
fordums indbyggere; at Kristus besøgte dem der efter sin tjenestegerning i Palæstina
og oprettede sin kirke blandt dem.
Et par uger efter Mormons Bogs udgivelse mødtes Joseph den 6. april 1830 med
5 unge mænd i Peter Whitmers hjem i Fayette, New York, og organiserede formelt
Jesu Kristi Kirke. Disse første medlemmer var Oliver Cowdery, David Whitmer, Peter
Whitmer jun. og to af Josephs brødre, Hyrum og Samuel Smith. Hyrum Smith var den
ældste i gruppen; han var lige blevet 30, mens Samuel Smith, den yngste, to uger før
var blevet 22. Kirken var derfor klart en kirke af unge mænd.
Efter kirkens organisation stod det klart for Joseph, hvilken kurs han skulle følge, og
det arbejde, han søgte at udføre, var nøje afgrænset i hans sind. Først skulle det nyligt
åbenbarede evangelium, som det var fremsat i Mormons Bog og i de åbenbaringer, der
kom til ham fra tid til anden, forkyndes for hele verden. Dernæst skulle de, der virkelig
troede og var lydige mod principperne og lærdommene, indsamles til et sted i Amerika,
der endnu ikke var udpeget, og der skulle bygges en hellig by, et sted, hvor de kunne
tilbede Herren i retfærdighed og i fred. Det var herlige fremtidsudsigter, og dog var de
mænd, der var kaldet til at påtage sig arbejdet, ulærde og fattige på jordiske ejendele.
Men Joseph var fast besluttet på at udføre de befalinger, Gud havde givet ham. Han
ville ikke lade sig afskrække.
II
Alle de mirakuløse begivenheder, der var forbundet med kirkens genoprettelse, fandt
sted i den vestlige del af staten New York. Alligevel havde Joseph kun mødt ringe
tilslutning fra indbyggerne der og kun lidt opmuntring eller fremgang, med undtagelse
af hans egen familie og nogle få venner. Han blev som regel misforstået, hånet og
forfulgt, selv i den udstrækning, at man gjorde ham legemlig fortræd. Missionærer, der
var taget til Ohio, Oliver Cowdery, Parley P. Pratt og andre, havde haft større succes

Side 6
med at finde nye medlemmer, end Joseph havde haft i New York. Sidst i 1830 og de
første par måneder af 1831 var der blevet døbt næsten 1000 mennesker i omegnen af
Mentor, Qhio. Den 2. januar 1831 kom Herrens ord til den unge profet: ". . . (jeg gav)
jer den befaling, at I skal drage til Ohio, og der vil jeg give jer min lov, og der skal I
blive udrustet med kraft fra det høje. Og derfra skal de, som jeg vil, gå ud til alle folk,
og det skal blive sagt dem, hvad de skal gøre. Thi jeg har et stort arbejde i beredskab;
for Israel skal frelses, og jeg vil føre dem hen, hvor jeg vil, og ingen magt skal standse
min hånd." (L&P 38:32-33)
Således blev Ohio det første udpegede samlingssted for de hellige, og få uger
senere flyttede profeten dertil. Han foretog rejsen i slæde og ankom til Kirtland i
begyndelsen af februar. Næsten alle medlemmerne i New York fulgte ham i løbet af
foråret og sommeren 1831. Nye medlemmer blev hele tiden indsamlet til Ohio, og den
1. juni 1831 var kirkens medlemstal oppe på næsten 2000.
Den 6. juni 1831 blev der afholdt en konference i Kirtland for hele kirken. Mens
den fandt sted, modtog profeten en åbenbaring om, at den næste konference skulle
afholdes i Missouri, "i det land, som jeg vil indvie til mit folk, . . . jeres arveland. (L&P
52:2, 5) Således blev de helliges faste indsamlingssted udpeget; det skulle være i den
vestlige del af Missouri, "på grænsen til lamaniterne." (L&P 28:9)
Den 19. juni rejste Joseph, Sidney Rigdon, Martin Harris og andre af brødrene fra
Kirtland til Missouri for at se "vort arveland, ja, stedet for det ny Jerusalem" for første
gang. (Documentary History of the Church, Vol. l, s. 188). Rejsen foregik med vogn,
diligence og båd til St. Louis. Derfra gik Joseph, Martin Harris, William W. Phelps
og andre til Independence, en tur på næsten 480 km Dagen efter deres ankomst
modtog Joseph en åbenbaring, der udpegede Independence og det omkringliggende
land som indsamlingsstedet, og Herren udpegede det nøjagtige sted, hvor et tempel
skulle opføres til hans herlighed.
Umiddelbart efter denne åbenbaring begyndte de hellige at indsamles til Jackson
County, og om efteråret havde flere hundrede af dem slået sig ned der. I Independence
begyndte man at udgive en avis, der hed Evening and Morning Star.
I mellemtiden var Joseph vendt tilbage til Kirtland og havde genoptaget sit arbejde
med at revidere og tydeliggøre Bibelen. Denne og andre pligter vedrørende hans
embede som præsident for kirken beskæftigede ham i vinteren 1831 og 1832. 1 marts
1832 da Joseph boede hos John Johnson i Hiram, Ohio, blev han om natten af en
pøbelhob trukket ud af sengen og slæbt til en nærliggende mark. Her smurte man ham
i tjære og rullede ham i fjer og lod ham ligge, forslået og kvæstet. Pøbelhoben bestod
af visse apostater fra kirken og sekteriske præster, der havde svoret at ødelægge ham.
Joseph kom sig snart efter virkningerne af pøbelens behandling, og foråret og en
del af sommeren 1832 tilbragte han igen med at besøge de hellige, der havde slået
sig ned i Missouri. Det var en stor glæde for dem at have profeten blandt sig. Han var
altid en inspiration for sit folk.
Da Joseph vendte tilbage til Kirtland sidst på sommeren, genoptog han sit arbejde
med at =oversætte" skrifterne. (Dette henviser til the Inspired Version, der ikke
decideret er en oversættelse, men en revidering) I mellemtiden blev kirken hele tiden
styrket i Kirtland ved nye medlemmers ankomst. I november rejste Brigham Young og
Heber C. Kimball fra den vestlige del af New York og mødte for første gang profeten.
Da dette møde fandt sted, var Brigham Young 31 år gammel, og profeten manglede
et par måneder i at være 27. Det siges, at Joseph ved denne lejlighed bemærkede, at
den tid ville komme, hvor Brigham Young ville præsidere over kirken.

Side 7
I begyndelsen af 1833 modtog profeten en åbenbaring i Kirtland. Denne åbenbaring,
der er kendt som Visdomsordet, fraråder os at benytte tobak, spiritus og hede drikke
af enhver slags, og den har haft stor andel i at forme de sidste dages helliges liv og
gøre dem til et ædrueligt og arbejdsomt folkefærd.
Tidligt om sommeren i 1833 mødtes en gruppe missourianere - man har ment, at der
var 300 - i Independence med det formål at lægge planer for at forhindre mormonerne
i at bosætte sig i den vestlige del af Missouri og at fordrive dem, der allerede var der.
Det, de frygtede mest, var, at de sidste dages hellige skulle komme ind i landet i så stort
et antal, at de ville kunne beherske valget og overtage de forskellige amtsposter. Der
var måske nogen grund til denne frygt, eftersom de hellige blev ved med at ankomme
til Independence og dens omegn, og i juli måned regnede man med, at ca. 1200 af
dem havde bosat sig i Jackson County, Missouri.
Sidst i juli måned samledes en pøbelhob på 500 mænd, ledet af politikere og
sekteriske præster, i Independence og udstedte en kundgørelse om, at de hellige straks
skulle forlade Jackson County. De hellige bad om lo dage til at overveje kundgørelsen,
men fik at vide, at,, 15 minutter" var tilstrækkeligt. Pøbelhoben begyndte derpå at
brænde de helliges hjem, piske mændene, drive deres kvæg væk og ødelægge deres
afgrøder. Alle de hellige fik ordre til at forlade amtet og ikke vende tilbage igen. Hvis
de vendte tilbage, fik de at vide, at man ville slå dem ihjel.
Profeten Joseph var i Kirtland, Ohio, da disse uroligheder fandt sted i Missouri.
Det gjorde ham meget ondt at høre, at de hellige var blevet fordrevet fra Jackson
County. Han skrev til dem og bad dem indtrængende om at bære deres prøvelser med
tålmodighed. Han fortalte dem, at de, der blev kaldet til at nedlægge deres liv for Kristi
sag, ville blive belønnet med evigt liv. "Thi efter megen trængsel kommer velsignelse."
(L&P 58:4) Han lovede dem også, at Zion engang i fremtiden skulle "forløses med
magt." (L&P 103:15)
I begyndelsen af 1834 organiserede profeten en gruppe mænd i Kirtland, Ohio, kendt
som Zions lejr (205 mænd i alt), der var villige til at tage med ham til Missouri og gøre
alt, hvad der stod i deres magt for at hjælpe de forfulgte og plagede hellige. Den lange
rejse på 1600 km blev gjort, og medlemmerne af Zions lejr ankom til den vestlige del
af Missouri sidst i juni. Mens profeten var i Missouri, gjorde han, hvad der var muligt,
for at mildne de helliges lidelser og gengive dem deres retmæssige besiddelser. Han
fandt imidlertid ud af, at Missouris øvrighedspersoner samarbejdede med pøbelen, og
at de hellige var for fåtallige til at kunne modstå forfølgerne. I juli begav Joseph og
nogle af brødrene sig på vej tilbage til kirkens hovedkvarter i Kirtland, efter at de havde
forbedret organiseringen af de hellige.
Resten af året 1834 viede Joseph hovedsagelig sin tid til at hjælpe med at hygge
Kirtland templet. Han arbejdede i stenbruddet og hjalp med at transportere sten til
tempelpladsen. Dette tempel- det første, der blev bygget af de sidste dages hellige
- skulle blive skuepladsen for mange vidunderlige begivenheder og herlige syner, der
udfoldede og tilkendegav storheden i dette sidste dages værk.
Omkring midten af februar 1835 sammenkaldte Joseph alle de brødre, der havde
udgjort Zions lejr. Ud fra denne gruppe bad han de tre vidner til Mormons Bog - Oliver
Cowdery, David Whitmer og Martin Harris - om at vælge tolv mænd, der ville blive kendt
som De tolvs Kvorum. Disse mænd blev udvalgt og ordineret. Blandt dem var Brigham
Young, Heber C. Kimball, Parley P. Pratt og Orson Pratt. Det var de tolvs pligt at være
"særlige vidner om Kristi navn i hele verden." (L&P 107:23) Disse mænds arbejde og
ofre danner en stor del af kirkens historie i de følgende 30-40 år.

Side 8
I 1835 fortsatte man arbejdet på Kirtland templet, og tidligt på foråret i 1836 var
bygningen klar til indvielse. Denne højtidelighed fandt sted søndag den 27. marts 1836.
Profeten opsendte selv indvielsesbønnen, som han afsluttede med følgende ord:
"... hør os, o Herre, og besvar disse bønner og anerkend indvielsen af dette hus,
dette vore hænders værk, som vi har bygget til dit navn.
Og ligeledes denne kirke, at dit navn må være på den. Hjælp os gennem din Ånds
kraft, at vi må blande vor stemme med de lyse, strålende serafers, som omgiver din
trone, med lovprisning og syngende: Hosianna til Gud og Lammet!
Og lad disse dine salvede blive iklædt frelse og dine hellige råbe højt af glæde.
Amen og Amen." (L&P 109:78-80)
Med hele forsamlingens stemme blev Joseph opretholdt som kirkens profet og
seer. Som afslutning blev der givet nogle formaninger i tungetale, hvorefter profeten
velsignede forsamlingen i Herrens navn og lod dem gå hver til sit.
En uge efter dette møde var Joseph og Oliver Cowdery alene i templet. Her knælede
de i bøn og modtog en herlig åbenbaring. De bevidnede, at de så Herren "stå på
talerstolens brystværn". Derpå "viste (Moses) sig for os og overdrog os nøglerne
til Israels indsamling ... Derefter åbenbarede Elias sig og overdrog os Abrahams
evangeliums uddeling". Da dette syn var forbi, viste "Elias, profeten, som blev optaget
til himlen uden at smage døden", sig for dem og bevidnede, at tiden var tilfulde kommet,
"om hvilken der blev talt gennem Malakias's mund", når fædrenes hjerter skal vendes
til børnene og børnenes til fædrene, "at han ikke skal komme og slå hele jorden med
band". (L&P 110:2, 11, 12, 13, 14, 15)
Disse herlige tilkendegivelser til Joseph og Oliver denne dag vil være en inspiration
for Guds folk i al fremtid.
I juli 1836 forlod Joseph Kirtland sammen med sin bror Hyrum, Sidney Rigdon og
Oliver Cowdery for at udføre en mission i de østlige stater. Under denne rejse nåede de
så langt som til Salem, Massachusetts og arbejdede meget effektivt med at stimulere
medlemmerne i de grene, de besøgte.
III
Året 1837 var svært for profeten. På grund af misforståelser og ting, som han var ude af
stand til at kontrollere - som fiaskoen med Kirtland Safety Society Bank-blev nogle af de
hellige forbitrede og trak sig væk fra kirken. Selv medlemmer af De Tolv blev så fjendtligt
stemt, at de blev Josephs uforbeholdne fjender. Engang i løbet af året blev der afholdt et
møde "i Kirtland templets øverste værelse". "Adskillige af De Tolv, vidnerne til Mormons
Bog og andre af kirkens autoriteter" var til stede. Formålet med dette møde var at
finde ud af, hvordan man kunne få profeten Joseph afsat og udpege David Whitmer
til kirkens præsident. Brigham Young, der var til stede, beretter følgende: "Fader John
Smith (kirkens præsiderende patriark og Joseph Smith jun.'s onkel; han døde i 1854),
broder Heber C. Kimball og andre, der var imod sådanne foranstaltninger, var til stede.
Jeg rejste mig, og ligefremt og eftertrykkeligt fortalte jeg dem, at Joseph var en profet,
og at jeg vidste det; og ligegyldigt hvor meget de rasede og bagtalte ham, så ville det
blot føre til, at de ødelagde deres egen myndighed, skar den tråd over, der bandt dem
til Guds profet og selv sank i helvede."
27 år efter denne begivenhed henviste Præsident Brigham Young igen til dette
prøvelsens år 1837 i Kirtland. "Nogle af lederne i Kirtland var meget imod, at profeten
Joseph blandede sig i timelige affærer. De troede ikke, at han var i stand til at diktere
folket i timelige spørgsmål, men mente, at hans pligt kun omfattede det åndelige, og at

Side 9
folket skulle have lov til selv at klare de verdslige affærer uden indblanding af profeter
eller apostle. Mænd med myndighed stredes med Joseph angående dette punkt, ikke
åbenlyst, men når de holdt råd. Efter en tid kulminerede sagen og blev et offentligt
spørgsmål; det blev så offentligt, at det var på næsten alles læber. I et offentligt møde
for de hellige sagde jeg: Israels ældster, vil nogle af jer være så venlige at trække
skillelinjen mellem det åndelige og det timelige i Guds rige, så jeg kan forstå det!' Ikke
en eneste af dem var i stand til det. Når jeg så et menneske, der stillede sig i vejen for
profeten, havde jeg lyst til at smide ham af vejen og mærke ham som et fjols."
Nogle få trofaste ligesom Brigham Young stod fast ved profetens side, men de var
for få til at stå sig imod modstanderne. I december flygtede både Joseph og Brigham fra
Kirtland, da pøbelen både "offentligt og privat" havde truet med at slå dem ihjel. Således
blev Guds profet tvunget til midt om vinteren at forlade sit eget hjem, det smukke tempel,
som han havde hjulpet med at bygge, sine venner og slægtninge og mange af de
hellige, der stadigvæk var trofaste imod ham, og han måtte rejse til de helliges spredte
bebyggelser i Missouri. Han følte sig uden tvivl skuffet og nedtrykt, men alligevel var
hans beslutning om at fortsætte urokkelig.
Da Joseph den 14. marts 1838 efter en vanskelig og trættende rejse ankom til Far
West, de helliges hovedkvarter i Missouri, blev han overrasket over at opdage, at "den
samme onde ånd, der havde vundet så stor indflydelse i Kirtland, var begyndt at gøre
sig gældende i Missouri". Utilfredshedens ånd var også der, og nogle af kirkens øverste
mænd var skyldige i forkerte handlinger og bagtalelse, hvilket gjorde dem til uønskede
medlemmer. Ca. en måned efter Josephs ankomst til Missouri blev der afholdt en
retssag, på hvilket tidspunkt Oliver Cowdery, David Whitmer, Luke Johnson, Lyman
E. Johnson, John F. Boynton og andre blev udelukket af kirken. De to førstnævnte
var vidner til Mormons Bog, og de tre sidste var medlemmer af De tolvs Kvorum. Det
var en sørgelig dag for Joseph, da han mistede disse mænds kammeratskab. Nogle
af dem havde været med ham og hjulpet ham ved værkets begyndelse. Men han
kunne ikke tillade dem at slå ind på en forkert kurs eller gøre noget, der ville hæmme
det store værk, der var blevet overdraget ham. Læseren kan tænke over følgende:
Hvis der havde været noget bedrag i forbindelse med Mormons Bogs fremkomst, ville
David Whitmer og Oliver Cowdery så ikke have afsløret det nu? Historien viser, at
de begge forblev trofaste overfor de vidnesbyrd, de havde givet om denne hellige
optegnelses guddommelige oprindelse. Ti år efter sin udelukkelse kom Oliver Cowdery
tilbage til kirken og bad om at blive døbt igen. David Whitmer sluttede sig ikke til kirken
igen, men han fornægtede ikke sit vidnesbyrd, som det er udgivet i Mormons Bog.
Han bekræftede det hele livet igennem, og på sit dødsleje - næsten 40 år efter disse
begivenheder, der her skrives om - gav han højtideligt sit ord på, at hans vidnesbyrd
var sandt.
Den 4. juli 1838 hjalp Joseph med at lægge hjørnestenen til et Herrens hus, der
skulle bygges i Far West, og den 8. juli modtog han en åbenbaring, hvori John Taylor,
John E. Page, Wilford Woodruf og Willard Richards blev udpeget som medlemmer af
De Tolv for at "udfylde pladsen for dem, som er faldet fra". (L&P 118:6)
I flere måneder gennem foråret og sommeren i 1838 gik tingene fredeligt og roligt
for de hellige i Missouri, men nu dukkede mørke skyer af forfølgelse op i horisonten.
Den største vanskelighed var igen, at sekteriske præster og politikere ophidsede folk
ved at sige, at de hellige var ved at blive så talrige, at de ville kunne beherske amts- og
statsembederne og forfølge og uddrive missourianerne. Ved et valg, der blev afholdt i
Daviess County den 6. august, blev der gjort energiske anstrengelser for at holde de
hellige væk fra valget. Dette førte til en åben konflikt, hvori nogle af brødrene blev såret.

Side 10
Der blev også gjort forsøg på at arrestere profeten, idet man anklagede ham for at være
ophavsmand til opstanden. Denne uro og de falske forklaringer, der blev afgivet af den
skuffede pøbelhob, fik statens guvernør, Lilburn W. Boggs, til at udkommandere en del
af statsmilitsen. Der var 400 mænd til hest, bevæbnede og udrustede til at bevare den
offentlige ro og orden. Efterfølgende begivenheder viste, at dette var begyndelsen til
en bevidst bevægelse for at drive de hellige ud af Missouri.
Det er ikke nødvendigt i denne korte beretning at gå i detaljer angående
skændselsgerningerne i Missouri. Det er tilstrækkeligt her at sige, at den 27. oktober
1838 udsendte guvernør Boggs sin skændige, udryddelsesordre" mod de hellige med
følgende ordlyd: "Mormonerne må behandles som fjender og må udryddes eller jages
ud af staten, hvis det er nødvendigt for offentlighedens skyld. Deres voldshandlinger
overgår al beskrivelse." (William E. Berrett, Den genoprettede kirke, Kap 18, side 120).
Guvernøren fremstillede de hellige som onde og djævelske folk, hvis tilstedeværelse
var en fare for missourianernes liv og moral. Boggs udspredte selv de skændigste
usandheder om de hellige og gjorde, hvad han kunne for at ophidse pøbelen til at
berøve, udplyndre og "udrydde" dem.
Den 20. oktober kom en pøbelmilits bestående af 2000 mænd til Far West. De
forlangte, at profeten, Sidney Rigdon, Parley P. Pratt, Lyman Wight og George W.
Robinson skulle overgive sig til dem. Joseph og brødrene, der indså de helliges håbløse
tilstand, overgav sig til militsen, selv om de vidste, at deres liv var i overhængende fare.
Dagen efter, det var den 1. november, blev der afholdt en krigsret i general Lucas'
hovedkvarter. Kendelsen, der blev afgivet efter et par minutters rådslagning, lød
på, at Joseph og hans ledsagere skulle "skydes kl. 9.00 den følgende dag, den 2.
november 1838 på torvet i Far West". Denne kendelse ville være blevet gennemført,
hvis det ikke havde været for general Doniphan, en af militsens ledere. "Jeg nægter
at være ansvarlig for dette." sagde han; "det er mord." Ordren blev taget op til fornyet
overvejelse, og man besluttede at føre brødrene (Hyrum Smith og Amasa M. Lyman
var også blevet fængslet) til Independence som fanger. Her var de i 4 dage, mens
myndighederne bestræbte sig for at afgøre, hvilke anklager man skulle rejse imod dem.
De blev derpå ført til Richmond, Missouri og lagt i lænker for at forhindre flugt. Fra
Richmond blev de overflyttet til Liberty fængslet i Clay County og anklaget for "mord
og forræderi".
Man lod Joseph, Hyrum og deres ledsagere blive i Liberty fængslet gennem vinteren
1838 og 1839. De blev spærret inde i et rum med to små vinduer. Der var ikke truffet
forholdsregler, så man kunne opvarme rummet; der var ingen skorsten, hvor røgen
kunne trænge ud. Brødrene sov på dynger af strå på gulvet. Kosten var meget grov.
Alligevel opstod nogle af de smukkeste tanker og skrivelser, som Joseph Smith har
efterladt til verden, i dette fængsel. Afsnit 121, 122 og 123 i Lære og Pagter vil altid
blive bevaret blandt kirkens hellige skrifter.
Den 16. april 1839, da brødrene skulle overflyttes til Boone County, Missouri for at
stilles for retten, blev vagtposterne berusede, og Joseph sagde til sine ledsagere, at
dette var en gunstig mulighed for flugt. Efter at have rejst om natten og lidt alle former
for afsavn ankom de i løbet af få dage til Quincy, Illinois og blev forenet med familie og
venner. "Det var en af de glædeligste begivenheder i mit liv," fortæller Brigham Young,
"at få lov til endnu en gang at trykke profeternes (flertalsformen henviser her til Joseph,
Hyrum og deres ledsagere) hænder og se dem befriet fra deres fjender. Joseph talte
til os som en mand, der netop var undsluppet 1000 vanskeligheder og nu var fri midt
iblandt sine børn."

IV
Side 11
Profetens øjeblikkelige udsigter var nu at finde et andet indsamlingssted for sit spredte
og forfulgte folk. Få dage efter sin ankomst til Quincy, Illinois var han og nogle af kirkens
ledende brødre rejst ca. 64 km nordpå til en landsby, der hed Commerce, hvor et stort
stykke land var udbudt til salg. Her købte Joseph en ejendom og bosatte sig, og her
kom han til at tilbringe de få år, han havde tilbage af sit liv.
Landsbyens navn blev snart forandret fra Commerce til Nauvoo (hvilket betyder den
skønne eller smukke), og der blev sendt bud til de spredte hellige over hele verden,
at dette sted skulle være kirkens hovedvarter. I løbet af kort tid rejste i hundredvis
af familier, der var blevet uddrevet af Missouri, mod dette nye indsamlingssted. De
fleste af dem var i en sørgelig forfatning, da de havde mistet alt, hvad de ejede,
men deres tro på kirken og på deres leders guddommelige kaldelse var ikke blevet
svækket. Da de, der var kommet til Nauvoo, blev ramt af sygdom, gik Joseph omkring
blandt dem og velsignede dem, ligesom Frelseren gjorde blandt sine tilhængere under
sin tjenestegerning i Palæstina. Han var altid en kilde til styrke for de hellige; han
inspirerede dem og opmuntrede dem til at gå fremad og opbygge riget i kraft.
I efteråret 1839, mens de hellige bestræbte sig for at gøre en ny begyndelse i
Nauvoo, bad Joseph De Tolv om at rejse til England og forkynde evangeliets principper
i dette land. Hvordan kunne de klare denne opgave? De fleste af dem var syge, og de
var alle frygteligt fattige. Ingen af dem havde penge eller ordentlig tøj til at påbegynde
rejsen i. Men de var alle fyldt med en stærk tro; og uden tøven tog de på profetens
befaling og med hans velsignelse af sted på denne vanskelige mission. Jeg vil springe
deres vanskeligheder for at nå England over, men jeg kan ikke lade være med at give en
kort beretning om deres succes; det var den største, der nogen sinde kom til et lignende
antal missionærer i kirkens historie. Jeg har valgt følgende fra Brigham Youngs dagbog
under datoen den 20. april 1841 da han skulle rejse fra Liverpool og vende tilbage til
De forenede Stater:
"Det var med inderlig taknemmelighed til Gud, min himmelske Fader, at jeg tænkte
på, hvad han havde gjort for mig og mine brødre blandt De Tolv i det forløbne år af mit
liv, der blev tilbragt i England. Det lignede bestemt et mirakel, når man så på kontrasten
mellem vor ankomst til Liverpool og vor afrejse derfra. Vi ankom i foråret 1840 som
fremmede i et fremmed land og uden penge, men gennem Guds barmhjertighed har vi
vundet mange venner, oprettet kirker i næsten hver eneste kendt by i Storbritannien,
døbt mellem 7 og 8 tusind, trykt 5.000 Mormons Bøger, 3.000 salmebøger, 2 500 bind
af Millennial Star og 60.000 pjecer og hjulpet 1000 sjæle med at emigrere til Zion,
oprettet et rederi, der vil blive til stor velsignelse for de hellige, og sået sæden om
evige sandheder i mange tusindes hjerter, hvilket vil frembringe frugt til Guds ære og
herlighed; og vi har aldrig manglet mad, drikke eller klæder. I alle disse ting anerkender
jeg Guds hånd."
Profetens visdom og inspiration mht. at sende disse brødre fra De Tolv til England
blev i fuldt mål retfærdiggjort.
Den 29. oktober 1839 forlod Joseph, sammen med Sidney Rigdon og Elias Higbee,
Nauvoo for at rejse til Washington, D. C. Det var hans hensigt at forelægge De
forenede Staters præsident og Kongres den uret, de hellige havde lidt på grund af den
missourianske pøbel og at se, om de kunne få oprejsning. Brødrene foretog rejsen
med diligence og båd, og efter en måneds forløb nåede de Washington. Et par dage
senere fik de adgang til Det hvide Hus og en samtale med præsident Martin Van Buren.
Præsident Van Buren lyttede opmærksomt til Josephs beretning om vanskelighederne

Side 12
og skændselsgerningerne i Missouri; derpå svarede han roligt: "Mine herrer, Deres sag
er retfærdig, men jeg kan ikke hjælpe Dem." Senere tilføjede han: "Hvis jeg tager dette
op til undersøgelse, mister jeg stemmerne i Missouri." (History of the Church, vol. 1,
s. 80)
Joseph var skuffet og dybt rystet over den modtagelse, han havde fået både af
præsidenten og af medlemmer af Kongressen, som han talte med. Efter at have
opholdt sig i Washington et par uger efterlod han dommer Higbee (Elias Higbee,
1795-1843), dommer og kirkehistoriker) der, så han kunne fortsætte med at arbejde
for de helliges sag, og derpå rejste han selv hjem igen. Da han ankom til Nauvoo,
skrev han følgende i sine optegnelser: "Jeg nåede sikkert til Nauvoo efter en trættende
rejse gennem skiftevis sne og mudder efter at have været vidne til mange kedelige
handlinger foretaget af regeringsembedsmænd, hvis eneste formål skulle være hele
folkets fred, fremgang og lykke; men ... jeg opdagede, at folkelige krav og personlig
forfremmelse var de herskende principper hos dem, der havde magten; og jeg bliver
tung om hjertet, når jeg, gennem den Almægtiges åbenbaringer, ser enden på denne
nation, hvis dens ledere fortsætter med at ignorere de retskafne borgeres nødråb og
bønner . . ." (History of the Church, vol. IV, s. 89)
Resten af året 1840 forblev Joseph i Nauvoo og dens omegn og ledede kirkens
affærer, som nu med næsten 20 000 medlemmer var ved at blive meget omfattende.
Der blev oprettet bebyggelser for de hellige i alle retninger fra Nauvoo. Byen voksede
hurtigere end nogen anden by i Illinois. Missionærerne i De forenede Stater og i
England fik en enestående høst; tusindvis af ærlige sjæle beredte sig til at drage til
Zions land. Det var i løbet af dette år og de sidste få år af profetens liv, at han havde
lejlighed til at demonstrere, hvilket fantastisk arbejde han kunne udføre, hvis han fik
lov til at udføre sine opgaver uden at blive generet. Men det voksende rige og dets
inspirerede leder skulle ikke finde fred i denne verden.
Den 14. september 1840 døde profetens far, Joseph Smith sen. i sit hjem i Nauvoo.
Han var 69 år gammel og havde været stærk og rask, indtil han blev udsat for den
missourianske pøbels forfølgelse. Profeten skrev følgende om sin far:
"Han var det første menneske, der hørte mit vidnesbyrd, efter at jeg havde set
engelen, og han formanede mig til at være trofast og opmærksom overfor det budskab,
jeg havde modtaget. Han blev døbt den 6. april 1830.
I august 1830 rejste han sammen med min bror, Don Carlos, til St. Lawrence amtet
i New York staten på en mission. På sin rejse kom han også til mange af de kanadiske
havnebyer, hvor han omdelte eksemplarer af Mormons Bog. Han besøgte også sin far
og sine søskende i St. Lawrence amtet og bar vidnesbyrd om sandheden, hvilket til
sidst resulterede i, at hele familien sluttede sig til kirken, undtagen broderen Jesse og
søsteren Susan ...
Han var et af de mest godgørende mennesker, og hans hjem var åbent for alle
ubemidlede."
Ved oktoberkonferencen i Nauvoo i 1840 fremlagde profeten det forslag, at man
skulle bygge et tempel "i denne by". Det skulle så vidt muligt bygges ved tildelt
arbejdsindsats, idet hvert medlem gav "sin arbejdsindsats hver tiende dag". Arbejdet
blev snart påbegyndt og skred hurtigt fremad, selv om Joseph ikke levede længe nok
til at se færdiggørelsen af denne smukke bygning.
Ved denne konference gav Joseph udtryk for sin taknemmelighed over de helliges
gunstige forhold: "For to år siden blev de hellige truet af pøbelhobe, der plyndrede,
uddrev og myrdede dem. Vore brændende huse oplyste himlen. Vore kvinder og børn

Side 13
måtte gå fra sted til sted uden hjem og midler for at søge tilflugt for de rasende fjender,
der forfulgte dem. Nu kan vi glæde os over fred, og vi kan tilbede himlens og jordens
Gud uden at lide forulempelse og forvente at være i stand til at gå fremad og udføre
det storslåede og herlige værk, som vi er blevet kaldet til."
Men profeten skulle ikke få lov til at glæde sig over fred ret længe. Den 5. juni 1841
da Joseph var på vej hjem fra Quincy, hvor han havde besøgt Thomas Carlin, Illinois'
guvernør, blev han indhentet af sheriffen fra Adams County og arresteret med den
begrundelse, at han var en undvegen fange fra staten Missouri. Han vendte tilbage
til Quincy sammen med sheriffen, og stævningen blev behandlet af dommer Stephan
A. Douglas ([1813-1861] dommer i Illinois' højesteret). Joseph sikrede sig hjælp fra
sagfører O. H. Browning, der senere blev indenrigsminister under præsident Andrew
Johnson. ([1808-1875] De forenede Staters 17. præsident). Sagfører Browning talte
for, at Joseph skulle beskyttes mod sine fjender i Missouri og gav en klar oversigt over
den forfølgelse, som de hellige havde lidt på grund af pøbelen i Missouri. Dommer
Douglas afsagde derpå kendelsen, der frigav profeten. Da Joseph vendte tilbage til
Nauvoo, blev han mødt af en stor gruppe hellige, der gav ham en hjertelig velkomst.
Ved oktoberkonferencen i 1841 gav Joseph instruktioner til de hellige om emnet
"dåb for de døde". Hans bemærkninger var en trøst til dem, der havde sørget over, at
deres slægtninge var blevet berøvet chancen for at høre evangeliets sandheder.
Den 17. marts 1842 organiserede profeten i Nauvoo "Kvindelig hjælpeforening",
en organisation for søstrene, hvori de helligede sig barmhjertighedsarbejde. Denne
forening har gjort umådelig meget godt i de år, den har eksisteret.
I 1842, da Joseph kun var 36 år gammel, begyndte han at advare om sin snarlige
død. Den 9. april sagde han i et offentligt møde: "Nogle har ment, at broder Joseph
ikke kunne dø, men det er en fejl; det er ganske vist sandt, at der har været tider, da
jeg har fået forjættelse om livet for at udføre de og de ting, men da jeg nu har udført
dem, har jeg ikke for nærværende nogen ret eller frist på mit liv. Jeg er akkurat lige så
udsat for at dø som andre mennesker." (Profeten Joseph Smiths lærdomme, s. 259.)
Den 6. august 1842 da Joseph talte med flere af brødrene i Montrose, Iowa, kom han
med den bemærkelsesværdige udtalelse, "at de hellige fortsat ville lide megen sorg og
elendighed og ville blive fordrevet til Klippebjergene, mange ville falde fra, andre ville
blive dræbt af vore forfølgere eller miste livet som følge af deres udsatte stilling eller
sygdom, og nogle af jer vil leve for at drage derud og hjælpe med til at oprette kolonier
og bygge byer og se de hellige blive et mægtigt folk midt i Klippebjergene." (Profeten
Joseph Smiths lærdomme, s. 306.)
Hele sit liv blev Joseph plaget af fjender både udenfor og indenfor kirken. Sommeren
og efteråret 1842 blev formørket for de hellige i Nauvoo på grund af John C. Bennetts
frafald; denne mand var byens borgmester, og han var en fremtrædende mand i de
præsiderende brødres rækker. Aldrig har en mere bitter og hævngerrig fjende vendt
sig mod et uskyldigt folk med mere bagtalelse og større fordømmelse. Denne mand
syntes at være en personifikation af Satan selv. Han begyndte at skrive til aviser, holde
foredrag og effektivt at forgifte offentligheden mod profeten og de hellige. Hans bog
Mormonism Exposed betragter jeg som det bitreste angreb, der nogen sinde er rettet
mod kirken.
Joseph følte stærkt dette angreb, men det afskrækkede ham ikke det mindste fra at
fortsætte sit store arbejde med at grundlægge riget. Ved et offentligt møde i Nauvoo,
den 26. august, talte han til folket "med al sin sædvanlige begejstring og gav dem
råd angående deres kritiske situation. Han mindede dem om, at John C. Bennetts

Side 14
falske påstande blev spredt over landet og spurgte efter ældster, der kunne drage
ud og forkynde sandheden og gendrive de bagvaskelser, som profetens og kirkens
fjender udspredte". "Mens han talte," fortæller George Q. Cannon, "blev forsamlingen
overvældet af en ubeskrivelig glæde, og da han var færdig, meldte 380 ældster sig til
omgående at drage mod øst på den foreslåede oplysningsmission."
I sommeren 1842 gjorde Missouris myndigheder igen forsøg på at arrestere Joseph,
og i nogen tid var han nødt til at skjule sig. I Edward Hunters hjem skrev han følgende,
der er et uddrag fra et brev til de hellige. Det viser hans altid optimistiske og modige ånd.
"Hvad hører vi nu i det evangelium, som vi har modtaget? En glædens røst! En
nådens røst fra himlen og en sandhedsrøst fra jorden; et glædeligt budskab for de
døde, en glædesrøst for både levende og døde, gode tidender om stor glæde ...
Brødre, skal vi ikke gå fremad for denne store sag? Gå fremad og ikke tilbage. Frisk
mod, brødre, og fremad til sejr! Lad jeres hjerter fryde sig og være glade. Lad jorderige
bryde ud i sang ... Solen, månen og morgenstjernerne synger sammen, og alle Guds
børn råber af glæde. De evige skabelser forkynder hans navn evindeligt. Og atter siger
jeg: Hvor herlig er ikke den røst, vi hører fra himlen, der taler til vore øren om herlighed
og frelse og ære og udødelighed og evigt liv, riger fyrstendømmer og magter!
Se, Herrens store dag er nær, og hvem kan tåle hans tilkommelses dag, og hvem
kan bestå, når han åbenbares?" (L&P 128:19, 22, 23, 24.)
Den 26. december 1842 gik Joseph frivilligt med til at lade sig arrestere på grund af
den missourianske stævning, og han blev ført til Springfield til retslig behandling. Sagen
blev forelagt dommer Pope, der, efter at have lyttet til vidneudsagnet og overvejet det
roligt, frigav profeten. Dette var igen årsag til megen glæde blandt de hellige i Nauvoo.
Onsdag den 18. januar 1843 holdt Joseph og hans hustru et selskab i deres hjem
for mange af kirkens medlemmer i anledning af deres 15 års bryllupsdag og for at fejre
Josephs løsladelse fra "Missouristævningen". Det var et af de lykkeligste øjeblikke i
hans liv, et liv, der havde været fyldt med så mange bekymringer og sorger.
Fire dage efter denne begivenhed talte Joseph ved et offentligt møde i Nauvoo og
gav igen en skræmmende forudsigelse om sin død:
"Gud den Almægtige er mit skjold; og hvad kan mennesket gøre, når Gud er min
ven? Jeg vil ikke blive ofret, førend min tid kommer, og så vil jeg frit lade mig ofre."
(Profeten Joseph Smiths lærdomme, s. 330.)
Ifølge præsident Brigham Young var det i dette år 1843, at profeten indså, at hans
livs store gerning var fuldført. I et brev fra præsident Young til Orson Spencer under
datoen den 23. januar 1848 finder jeg følgende:
"Året før Joseph døde, sagde han til De Tolv: Alle nøgler og al magt, som kirken
har fået overdraget for at føre folket til den celestiale port, har jeg givet jer, vist jer og
talt med jer om. Riget er oprettet, I har det fuldkomne mønster, og I kan gå frem og
opbygge riget og gå ind ad den celestiale port sammen med jeres følge."'
Joseph kunne uden tvivl være tilfreds med det, han havde udrettet. Han havde fået
mange tilhængere i den tid, han havde virket. Medlemstallet blev anslået til 50000,
spredt over forskellige dele af den civiliserede verden. I løbet af 5 år var Nauvoo blevet
den største by i Illinois med 20 000 indbyggere. Riget gik fremad, både ude og hjemme.
Joseph havde fået lov at leve og se, at hans livs anstrengelser bar frugt. Og i sin
høje stilling blev han elsket og støttet af sit folk. Ved aprilkonferencen i 1843 foreslog
Brigham Young, at man skulle opretholde Joseph Smith som præsident for hele kirken,
og "en skov af hænder blev rakt i vejret' og viste, at forslaget var enstemmigt vedtaget.

Side 15
Ved denne konference blev der også sendt 115 missionærer ud "for at gå frem i
vingården og opbygge menigheder". Lige til sin død ophørte Joseph ikke med sine
anstrengelser for at få missionærerne til at forkynde evangeliet "over hele verden".
I sommeren og efteråret 1843 blev de hellige i Nauvoo udsat for den samme
behandling, som havde forårsaget så mange genvordigheder i Missouri. I august
tog nogle af brødrene, der var blevet valgt til amtsposter, til Carthage for at stille
sikkerhed for deres embeder og aflægge den officielle ed. "Mens disse mænd var i
retsbygningen, kom en pøbelhob bestående af betjent Harmon T. Wilson og ca. 15
andre ind, bevæbnet med køller, knive og pistoler. De svor, at erklæringerne ikke ville
blive godkendt, og at mændene fra Nauvoo, der var blevet valgt til posterne, heller ikke
ville blive det." Den 19. august samledes en pøbelhob fra Hancock County, bestående
af flere hundrede i retsbygningen i Carthage og vedtog beslutninger, der erklærede,
at mormonerne skulle fordrives fra Illinois, ligesom de var blevet fra Missouri. Dette
var begyndelsen til en lovløs strøm af skældsord og en kampagne af ondskabsfulde
forfølgelser, der overgik alt, hvad de hellige før havde været ude for, og resulterede i
den store udvandring vestpå.
Joseph frygtede ikke så meget pøbelhoben, som han frygtede dem blandt sit eget
folk, der måske ville vise sig at være forrædere. I byrådet i Nauvoo kom han med
følgende betydningsfulde udtalelse i december, 1843: "Jeg er udsat for langt større
fare fra forrædere blandt os selv end fra fjender udefra. . . . Alle vore fjender på jordens
overflade kan råbe op og udøve al deres kraft på at forårsage .min død, men de kan
intet udrette, med mindre nogle blandt os, der har nydt vort fællesskab, har været med
os i vore råd, har haft vor fortrolighed, har givet os hånden, har kaldt os broder og har
hilst os med et kys, slutter sig til vore fjender, gør vore dyder til fejl og ved hjælp af løgn
og bedrageri ophidser dem til vrede og forbitrelse imod os og bringer deres samlede
hævn over vore hoveder." (History of the Church, vol. 6, s. 152)
De næste få måneders historie viser klart, at Josephs frygt for, at forrædere indenfor
hans egne rækker ville skade ham, var berettiget. En af hans egne rådgivere, William
Law, var med til at forråde ham og overgive ham i fjendernes hænder.
Politik spillede en vigtig rolle i Josephs liv i de første par måneder af 1844. Det var
et år med præsidentvalg, og kampagnens udfald blev drøftet alle vegne. Ved et møde
for de ledende brødre, der blev afholdt i Nauvoo den 29. januar, blev det besluttet, at
de hellige ikke skulle støtte præsidentkandidaterne Martin Van Buren og Henry Clay.
De havde begge nægtet at hjælpe de hellige med at få oprejsning for den uret, der
var blevet øvet mod dem i Missouri. Henry Clay havde blot svaret: "I må hellere tage
til Oregon for at få oprejsning." Derfor var det naturligt, at Willard Richards stillede
brødrene et forslag.
"At vi får en selvstændig valgliste, at Joseph Smith bliver kandidat til det næste
præsidentskab, og at vi benytter alle de hæderlige midler, vi er i besiddelse af, til at
sikre hans valg."
Ved aprilkonferencen tilbød 244 ældster at tage gennem alle staterne og fremlægge
profetens navn og hans "synspunkter på De forenede Staters regerings magt og politik"
for folket. Brigham Young havde direkte kontrol med disse ældsters aktiviteter og
opgaverne indenfor deres arbejdsområde. I sine instruktioner til dem sagde han, at
de flittigt skulle søge efter vælgere, der ville stemme på Joseph til præsidentposten;
de skulle trofast "forkynde evangeliet i dets enkelhed og skønhed, i sagtmodighed,
ydmyghed, langmodighed og med en bøn i hjertet; og De Tolv skal hellige årstiden til
rejser og vil deltage i så mange konferencer som muligt"

Side 16
Aprilkonferencen i Nauvoo i 1844 var den største, der nogensinde var blevet
afholdt i kirkens historie. Det blev anslået, at omkring 20 000 mennesker var til stede.
Joseph talte til den store forsamling om emnet "Ældste King Folletts død"; denne
var blevet dræbt i en ulykke et par dage tidligere. "I sin tale, " beretter George Q.
Cannon, der var til stede, "opløftede han forsamlingen til en højere forståelse af den
herlighed, der skænkes den trofaste efter døden. Hans tale ophørte med udelukkende
at være en lovtale over en enkelt person og blev en åbenbaring om evige sandheder
vedrørende udødelighedens herligheder. Talen varede 31/2 time, og forsamlingen blev
holdt tryllebundet af dens kraft. Profeten syntes at hæve sig op over verden. Det var,
som om himlens lys strålede omkring hans fysiske legeme." "King Follet talen" bliver i
dag efter næsten 100 års forløb regnet som en klassiker i kirkens litteratur.
I begyndelsen af maj, 1844 gjorde en lille gruppe mænd i Nauvoo - der var eller
havde været medlemmer af kirken, og som privat og offentligt var blevet irettesat af
profeten på grund af deres dårlige opførsel - forberedelser til at trykke en avis, hvori
de håbede at skandalisere profeten og de hellige og gøre dem så megen skade som
mulig. En af disse mænd var William Law, Josephs tidligere rådgiver i præsidentskabet.
Den 7. juni udkom det første og eneste nummer af The Nauvoo Expositor. Det var fyldt
med forkastelige usandheder, og hele dets formål var at sætte Illinois' borgere op mod
profeten og hans folk. Tre dage senere ved et byrådsmøde, hvor Joseph præsiderede
som borgmester, blev The Expositor erklæret for at være en offentlig plage, og man
fik ordre til at bringe den til ophør. Politimester John P. Greene tog sammen med sine
medhjælpere hen til trykkeriet for The Expositor og ødelagde avispressen og typerne.
Straks efter dette flygtede avisens ejere til Carthage, hvor de forlangte, at Joseph og
Nauvoos byrådsmedlemmer skulle arresteres.
Begivenhederne skred nu hurtigt fremad. Ophidset af urostifternes råb samledes en
pøbelhob på flere hundrede mænd i Carthage. Der blev leveret våben fra Warsaw og
Quincy, og aviserne i disse byer var fyldt med flammende overskrifter, der opfordrede
Illinois' indbyggere til at drive mormonerne ud eller udrydde dem.
Joseph følte, at hans sidste time nærmede sig. Han sagde til sin bror Hyrum: Hyrum,
tag den næste båd til Cincinnati, Ohio, sammen med din familie. Jeg ønsker, du skal
leve for at hævne mig." Hyrum svarede: "Joseph, jeg vil ikke forlade dig."
Den 21. juni ankom Illinois' guvernør, Thomas Ford, til Carthage efter at være
blevet tilkaldt af pøbelhobens ledere. Denne mand, Thomas Ford, skulle blive årsag
til Joseph Smiths død. Han sendte bud til Joseph og lovede ham hele staten Illinois'
fulde beskyttelse, hvis han ville komme til Carthage og overgive sig til domstolene.
Joseph gik ind på dette forslag og sendte besked til Ford om, at han ville komme til
Carthage mandag den 24. juni. Da Joseph sendte denne besked, sagde han til sin bror
Hyrum: "Vi skal derhen for at blive slagtet." På vejen til Carthage sagde han til brødrene:
"Jeg går som et lam til slagtebænken, men jeg er rolig som en sommermorgen, min
samvittighed er uplettet for Gud og alle mennesker." (L&P 135:4)
Dagen efter sin ankomst til Carthage indfandt Joseph sig sammen med de brødre,
der var under arrest, hos betjent Bettisworth, der havde den originale stævning
imod dem. Kl. 16.00 blev brødrene ført frem for dommer Robert F. Smith, der
løslod dem mod en kaution på 7.500 dollars. Straks derefter blev Joseph og Hyrum
arresteret igen gennem en arrestordre fra dommer Smith, der anklagede dem for
forræderi. Pøbelhoben havde besluttet, at Joseph og Hyrum ikke skulle undslippe dens
grusomme og dødbringende greb, ligegyldigt hvilke metoder man skulle anvende for at
holde på dem. Blandt pøbelhoben hørte man på dette tidspunkt en bemærke: "Vi har

Side 17
ikke noget på disse mænd; loven kan ikke ramme dem, men det vil kugler og krudt. De
vil aldrig komme levende ud af Carthage." (History of the Church, vol. 6, s. 566.)
Straks efter den anden arrestation blev Joseph og Hyrum ført til byens fængsel,
der lå i nærheden af retsbygningen. Mange af brødrene ledsagede dem; iblandt dem
var ældsterne John Taylor og Willard Richards fra De tolvs Kvorum. Disse mænd var
ikke under arrest, men virkede gladelig som vagtposter for om muligt at beskytte deres
elskede lederes liv.
Næste dag, den 26. juni, tilbragte brødrene i,"det øverste værelse" i Carthage
fængslet. Omkring kl. 9.00 om formiddagen kom guvernør Ford, som svar på en
indtrængende opfordring fra Joseph, til fængslet, og brødrene havde en længere
samtale med ham. Den gav ikke megen tilfredsstillelse, men da guvernøren skulle til
at gå, lovede han Joseph og Hyrum- "idet han gav sit eget og sine embedsmænds
æresord og staten Illinois' gode navn" - at de ville blive beskyttet. De efterfølgende
begivenheder viste, at dette og alle guvernørens andre løfter var overfladiske,
upålidelige og forræderiske.
I løbet af aftenen "læste Hyrum fra Mormons Bog om Guds tjeneres og deres
udfrielse fra deres fjenders hænder. Joseph rejste sig og bar et kraftigt vidnesbyrd til
vagtposterne om bogens guddommelighed. Han erklærede, at evangeliet var blevet
gengivet, og at Guds rige igen var blevet oprettet på jorden, af hvilken grund han var
fængslet, og ikke fordi han havde overtrådt nogen af Guds eller menneskers love". (Se
Profeten Joseph Smiths lærdomme, s. 465) Sent om aftenen lagde brødrene sig til at
sove; mange af dem sov på gulvet.
Den 27. juni var en smuk og klar dag i Carthage, men atmosfæren var spændt blandt
pøbelhoben, der drev omkring på torvet, og i det lille fængsel, hvor tidens største og
mest begavede mænd afventede begivenhedernes usikre gang.
I løbet af formiddagen tog guvernør Ford af sted til Nauvoo, ledsaget af en skare
soldater. Da han ankom i løbet af eftermiddagen, talte han til en forsamling af
hellige, og han skulle på dette tidspunkt have sagt følgende: "Der er blevet begået
en forbrydelse ved ødelæggelsen af Expositorpressen, og byen er kommet i militær
undtagelsestilstand. Der må betales en alvorlig bod, så vær forberedt på det uventede."
(History of the Church, vol. 6, s. 623.)
I løbet af eftermiddagen i fængslet sang John Taylor en vemodig sang, der for nylig
var kommet frem i Nauvoo. Den havde titlen, "En stakkels sorgbetynget mand" (nr. 80
i den blå sangbog). Der var mange vers. Da han var færdig, bad profeten ham om at
synge den igen, hvilket han gjorde.
Kort efter kl. 17.00 så John Taylor fra et vindue en gruppe bevæbnede mænd med
sværtede og malede ansigter dreje om hjørnet til fængslet. Da vagtposterne fik øje
på dem, flygtede de, og så mange af banditterne, der kunne komme til, løb op ad
trappen til det værelse, hvor brødrene var spærret inde. "De fire fanger løb over mod
døren," beretter George Q. Cannon, der var i Nauvoo, da mordet fandt sted, og som
kendte detaljerne i de mindste enkeltheder, "men morderne sprængte den delvist og
stak bøsserne ind i rummet. John Taylor og Willard Richards forsøgte begge at slå
våbnene væk med en stok. En strøm af kugler kom op fra trappen og gennem døren.
Hyrum var foran døren, da en kugle ramte ham i ansigtet, og han faldt bagover med
ordene:
"Jeg er en død mand."
Da han faldt, gik en anden kugle udefra gennem hans svajende skikkelse, og et
øjeblik efter kom der to andre kugler fra døråbningen og gik igennem hans legeme. Da

Side 18
Hyrum faldt, udbrød Joseph: Åh, min kære bror Hyrum!' og idet han åbnede døren et
par centimeter, affyrede han sin pistol ned ad trappen - men kun 3-4 af de 6 kugler
gik af.
Da døren ikke længere kunne holdes, og ældste Taylor ikke længere kunne skubbe
bøsserne væk, sprang han hen til vinduet. En kugle fra døråbningen ramte hans venstre
lår. Lammet og ude af stand til at hjælpe sig selv faldt han ned på vindueskarmen og
mærkede, at han var ved at falde ud, da han på en eller anden måde, som han ikke på
dette tidspunkt forstod, blev kastet tilbage i rummet. En kugle udefra ramte hans ur, og
uret reddede hans liv på to måder: det standsede kuglen, der sandsynligvis ville have
dræbt ham, og kraften fra kuglen, da den ramte uret, kastede ham tilbage i rummet.
Uret standsede 16 minutter og 26 sekunder over sytten. Da han faldt tilbage i rummet,
blev han ramt af 3 andre kugler, og hans blod sprøjtede op på væggene og på gulvet.
Joseph så, at der ikke længere var nogen sikkerhed inde i rummet; og da han tænkte,
at han kunne frelse Willard Richards liv, hvis han selv sprang ud af vinduet, gik han
straks væk fra døren, smed sin pistol og sprang op i vinduet. I samme øjeblik blev han
gennemboret af to kugler henne fra døren, og en tredje udefra ramte ham i brystet, og
han faldt udad og ned i hænderne på sine mordere, idet han udbrød:
V
"O Herre, min Gud!" (L&P 135:1)
Da hans legeme ramte jorden, rullede han om med ansigtet nedad - han var død."
Dagen efter mordet blev Josephs og Hyrums legemer ført over prærien (29 km) til
Nauvoo, hvor de blev modtaget af sørgende slægtninge og venner, gjort i stand til
begravelsen og set af tusindvis af hellige. Martyrerne blev derefter lagt til hvile i jorden
i den by, de havde grundlagt og gjort berømt.
VI
Følgende beskrivelse af profeten og en hyldest til det, han udrettede, blev skrevet af
George Q. Cannon, der kom til Nauvoo fra England i 1842:
"Joseph Smith havde været en genert og beskeden dreng - Ånden gav ham mod til
at forkynde for herskere, regenter og alle mennesker, at evangeliet var blevet gengivet.
Han havde været en beskeden bondedreng - guddommelig myndighed klædte ham så
godt, at mennesker betragtede ham med ærbødig ærefrygt. Han havde ikke lært om
kunst og videnskab - han vandrede med Gud, indtil menneskelig kundskab var som en
åben bog for ham; det celestiale lys strålede gennem hans sind. Hans ophøjede sjæl
fattede storheden i hans mission på jorden; og med guddommelig kraft opfyldte han
den skæbne, som Gud havde ordineret ham til.
Da han var i sin fulde manddomskraft, syntes al tiltrækningskraft og alle gode
egenskaber at være forenet i ham. Hans fysiske legeme var en passende bolig for hans
ophøjede ånd. Han var ca. 182 cm høj med stor brystkasse og velformede lemmer
- en stærk og graciøs skikkelse. Hans hoved, der var kronet af en mængde blødt og
bølget hår, bar han med en værdig rejsning. Hans ansigt var i besiddelse af en sådan
klarhed og åbenhed, at sjælen syntes at skinne igennem. Han havde ikke skæg, og
den fulde styrke og skønhed i hans ansigt gjorde indtryk på alle ved første øjekast.
Hans øjne syntes at læse i menneskers hjerter. Hans mund var en blanding af kraft og
sødme. Hans majestætiske holdning var naturlig, ikke påtaget. Selv om han var fuld

Side 19
af personlig og profetisk værdighed, kunne han til andre tider, når lejligheden bød sig,
slappe af og være så lykkelig og ukonventionel som en dreng. Dette var et af hans
mest slående karaktertræk. . . .
Men enten han var optaget af mandig sport, slappede af eller forkyndte visdomsord
fra talerstolen eller ude i det fri, så var han altid en leder. Han var i besiddelse af
en myndig tiltrækningskraft, og hans heroiske egenskaber var genstand for universel
beundring. Hvor han end viste sig, var alle klasser nødt til at anerkende ham som en
kraftens mand. Fremmede, der kom for at se ham på afstand, kendte ham, så snart
de fik øje på ham. Mennesker har krydset have og kontinenter for at møde ham, og de
har straks kunnet udpege ham i en stor skare ...
Profetens liv var ophøjet og uselvisk. Han døde som en martyr og beseglede sit
vidnesbyrd med sit blod."
VII
Jeg vil slutte denne skildring med følgende hyldest fra afsnit 135 i Lære og Pagter, et
af kirkens standardværker. Den blev skrevet kort efter profetens død:
"Joseph Smith, Herrens profet og seer, har gjort mere (Jesus alene undtaget) for
menneskenes frelse i denne verden end noget andet menneske, der nogensinde har
levet her. I det korte tidsrum af tyve år bragte han Mormons Bog for lyset, som han
oversatte ved Guds gave og kraft og lod udgive i to verdensdele. Han har sendt
evangeliets fylde, som indeholdes deri, til jordens fire hjørner. Han har frembragt de
åbenbaringer og befalinger, som indeholdes i denne bog Lære og Pagter', så vel som
mange andre vise dokumenter og lærdomme til nytte for menneskene. Han har samlet
mange tusinde sidste dages hellige og grundlagt en stor by. Han har efterladt sig en
berømmelse og et navn, som ikke kan udslettes. Han var stor i livet og stor i døden
i Guds og Guds folks øjne, og ligesom de fleste af Herrens salvede fordum, har han
beseglet sin mission og sit værk med sit eget blod . . ." (L&P 135:3.)

I
Anden præsident
Brigham young (1801-1877)
Side 20
Da tragedien fandt sted i Carthage den 27. juni 1844, var Brigham Young i Boston,
Massachusetts, optaget af at udføre en mission for kirken. Efter profetens anmodning
var han 5 uger tidligere rejst fra Nauvoo for at føre tilsyn med en stor gruppe
missionærer, der var blevet sendt ud for i løbet af sommeren at præsentere folk
for profetens "synspunkter på De forenede Staters regerings magt og politik" og at
missionere, når der var mulighed for det.
Den 1. juni, mens Brigham var i de østlige stater, fyldte han 43 år. Han var en stærk
og kraftig mand med et sundt legeme og en sund mentalitet. Han var en mand med en
god dømmekraft; klarttænkende, forudseende og beslutsom; en mand, der vidste, hvor
han ønskede at nå hen, og hvad han ønskede at udrette. De lektier, han havde lært,
havde han helt og fuldt lært af livet, af selve naturen; en naturlig mand, der var blevet
undervist i erfaringernes hårde skole; en mand med succes, der forstod de principper,
der ville give verden fremgang, og som anvendte disse principper med al sin styrke.
Han havde så godt som ingen skolekundskaber, blot "11 dage" i en landsbyskole, da
han var dreng.
Hans daværende arbejde, som han virkelig nød og fuldt ud forstod, og som han gik
op i med liv og sjæl, bestod i at være missionær, en apostel for Jesu Kristi Kirke af
Sidste Dages Hellige. Han var en af kirkens ledere, præsident for De tolvs Kvorum.
Næst efter profeten havde Brigham uden tvivl mere ansvar end nogen anden mand i
organisationen. Han fik ingen betaling for dette arbejde, men han følte i sit inderste, at
Gud ønskede, at han skulle bruge al sin styrke på det.
Tragedien i Carthage fængslet ændrede Brigham Youngs livsløb. Hvis profeten
havde været i live, ville Brigham uden tvivl have fortsat med at tjene sin ven og leder
på bedste måde, for han var en sand og hengiven tjener. Men nu blev ansvaret for at
lede et stort, religiøst folk lagt på ham. Det er temmelig velkendt, hvordan han klarede
dette ansvar, og hvor godt han de næste 33 år ledede de sidste dages hellige.
Denne bemærkelsesværdige mand blev født i New England i begyndelsen af
det 19. århundrede, ligesom det var tilfældet med Joseph Smith. Faderen, John
Young, var soldat i Den amerikanske Uafhængighedskrig under general Washington.
Da han vendte hjem fra krigen, giftede han sig med Abigail Howe i Hopkinton,
Massachusetts, i 1785 og slog sig ned som landmand. Ægteparret i Hopkinton fik
mange børn. I begyndelsen af århundredskiftet flyttede John Young, der var på udkig
efter bedre muligheder, sammen med sin familie til Vermont og bosatte sig på en gård
i Whittingham. Der fik de i juni 1801 deres 9. barn, som de gav navnet Brigham.
Da Brigham var 2 år gammel, flyttede forældrene vestpå igen og bosatte sig i
Chenango County, New York, hvor der var ved at blive dannet en koloni ved navn
Smyrna. Her blev familien, indtil Brigham var 14 år gammel. Drengen havde ikke ret
mange privilegier i sin barndom. Han fortæller, at han "ikke havde mulighed for at lære
at læse og skrive," men "jeg fik lov til at luge ukrudt, fælde træer, rulle tømmerstokke og
arbejde med jorden, hvorved jeg fik skrammer på skinneben, fødder og tæer". Men han
fik en praktisk uddannelse: "Jeg lærte at bage brød, vaske op, malke køer og lave smør
... Det var alle de privilegier, jeg havde i min barndom. Jeg lærte at være sparsommelig,
for det var min far nødt til at være."

Side 21
Da han var 14 år gammel, oplevede han en tragedie. Hans gode og ædle mor døde.
Hun havde været hans vigtigste støtte, og resten af sit liv talte han altid om hende med
den største ærbødighed. "Om min mor - hende, der fødte mig - kan jeg sige, at der ikke
har levet nogen bedre kvinde i verden end hende," sagde han i en tale i Salt Lake City
den 15. august 1852. "Mens hun levede, lærte hun sine børn altid at ære Faderens
og Sønnens navn og at vise ærbødighed overfor Den hellige Bog." (Preston Nibley,
Brigham Young, the Man and His Work, s. 2) Brighams stærke religiøse natur var uden
tvivl for en stor del en arv fra hans gudfrygtige mor.
Efter sin mors død blev Brigham sendt ud til naboerne, og fra den tid klarede han sig
selv. Men han havde allerede lært at arbejde, og at arbejde med nyttige og nødvendige
ting. Han opdagede snart, at han kunne klare sig selv. Et eller andet sted lærte han
tømrer- og snedkerfaget, og som 22-årig befandt han sig i Port Byron, New York ved
Erie kanalen, hvor han kunne kalde sig "tømrer, snedker, maler og glarmester." Det ser
ud til, at han som dreng har været lige så stærk og solid, som han var, da han nåede
manddomsalderen.
I Port Byron sluttede Brigham sig til den reformerte metodistkirke. Tre af hans
ældre brødre og en svoger, John P. Greene, var omvandrende prædikanter i denne
organisation, men Brigham viste aldrig særlig megen begejstring; der var ikke
tilstrækkelig kraft i denne kirke til at vække hans sjæl.
Den 8. oktober 1824 giftede Brigham sig med Miriam Works i byen Aurelius, Cayuga
County, New York. Han var fyldt 23 i juni, og han klarede sig temmelig godt som tømrer.
To af hans venner var på dette tidspunkt Henry Wells, grundlæggeren af Wells-Fargo
Express Company og Isaac Singer, opfinderen af Singer symaskinen. D. B. Smith fra
Cayuga County, der kendte Brigham meget godt på dette tidspunkt, sagde senere:
"Brigham Young var en af de bedste unge mænd, jeg nogensinde har kendt, og han
ville have gjort sig bemærket, ligegyldigt hvor i samfundet han var blevet anbragt. "
Om foråret i 1829 flyttede Brigham til Mendon, Monroe County, New York, hvor de
fleste af hans brødre og søstre boede. Det var her, han det følgende år hørte mærkelige
rygter om en "guldbibel", som en ung mand havde fundet i en høj ved Palmyra i Wayne
County, og denne optegnelse var blevet oversat og udgivet i bogform under navnet,
Mormons Bog. Et par uger efter at disse rygter var begyndt at løbe rundt, fik Brigham
fat i en af bøgerne. Det var ikke nogen særlig stor begivenhed, og alligevel skulle den
forandre hans liv og måske også De forenede Staters historie. Skæbnen afgøres af små
begivenheder. Brigham læste bogen, og den gjorde et dybt indtryk på ham. Hans bror
Phinehas fortæller i sine optegnelser, at "på dette tidspunkt kom min bror Brigham for
at besøge mig, og det varede ikke ret længe, før han fortalte mig, at han var overbevist
om, at der var noget i, mormonismen'."
Indtil dette tidspunkt havde Brigham aldrig set eller hørt nogen af kirkens
missionærer, men året efter fortæller han følgende: "Ældsterne Alpheus Gifford, Elial
Strong og andre kom til Mendon for at forkynde det evige evangelium, som det var
blevet åbenbaret til profeten Joseph Smith. Jeg lyttede til det og troede på det."
Det var heldigt for Brigham Young, at han var gudfrygtig. "Et menneske lever ved
at tro på noget," skriver Thomas Carlyle, "ikke ved at diskutere og skændes om mangt
og meget.... Vi har ikke fået vor forstand, for at den skal kværulere og skændes, men
for at den skal se ind i noget og give os en klar tro og forståelse af noget, hvorefter
vi skal begynde at handle."
Brigham blev døbt af ældste Eleazer Miller i Mendon den 14. april 1832. Han beretter
følgende: "Der var ca. 3 km hjem. Vejret var koldt, og det sneede. Før tøjet, jeg havde

Side 22
på, var blevet tørt, lagde han hænderne på mit hoved og ordinerede mig til ældste,
og det bevægede mig meget." Fra denne dag og indtil sin død viede Brigham Young
næsten alle sine gerninger til sin udvalgte religion. Kun få mennesker har arbejdet med
større målbevidsthed.
I september, 1832 tog Brigham sammen med sin bror Joseph og Heber C. Kimball
til Kirtland, Ohio for at besøge profeten Joseph Smith, som året før var flyttet dertil, og
som de aldrig havde set. Brigham fortæller, at ved ankomsten "gik vi til hans fars hus
og fandt ud af, at han var ude i skoven og hugge brænde. Vi gik straks derud og fandt
profeten og 2-3 af hans brødre i færd med at hugge brænde og køre det væk. Her blev
min glæde fuldstændig over det privilegium at trykke Guds profet i hånden, og gennem
profetiens ånd modtog jeg et sikkert vidnesbyrd om, at han var alt det, et menneske
kunne forestille sig, en sand profet ville være. Han var glad for at se os, og fik os til at
føle os velkomne. Kort efter tog vi sammen med ham tilbage til hans hjem." ("History
of Brigham Young", Millenial Star, 25:439.)
Dette var et historisk møde. Efter min mening var Joseph Smith og Brigham Young
på dette tidspunkt de to mest betydningsfulde mænd i verden. Men læg mærke til deres
beskedne forhold! Den Almægtige bruger bestemt "det, der (er) svagt for verden ... for
at gøre det stærke til skamme". (1 Kor. 1:27)
Brigham fortæller, at samme aften kaldte Joseph nogle få af brødrene sammen, og
"vi talte om de ting, der hører riget til. Han (Joseph) bad mig om at bede; i min bøn
talte jeg i tunger. Så snart vi rejste os efter bønnen, flokkedes brødrene om ham og
spurgte om hans mening angående tungemålsgaven, der var kommet over mig. Han
fortalte dem, at det var det rene adamiske sprog. Nogle af dem sagde til ham, at de
forventede, han ville fordømme den gave, broder Brigham havde, men han sagde: Nej,
den kommer fra Gud, og den tid vil komme, da broder Brigham vil præsidere over denne
kirke."' ("History of Brigham Young", Millenial Star, 25:439.)
Profeten Joseph Smith havde aldrig hørt tungemålsgaven, før han denne dag hørte
den gennem Brigham, og gennem profetiens gave vidste han, at en fremragende mand
og leder havde sluttet sig til hans sag.
II
I september 1833 flyttede Brigham fra Mendon, hvor han havde boet i 4 år, og til
Kirtland, Ohio, profetens hjem og kirkens hovedkvarter. Året før var Brighams hustru,
Miriam, død, og han var nu alene med to små piger, Elizabeth på 7 og Vilate på 2.
Nogle måneder efter sin ankomst til Kirtland giftede Brigham sig med Mary Ann Angell
(efternavnet betyder engel), en trofast og gudfrygtig kvinde, der i sandhed viste sig at
være en engel i hans hjem. Det var i februar 1834. Han faldt hurtigt til i Kirtland og blev
kendt for sin flid, sin loyalitet overfor brødrene og kirken og sin hengivenhed for riget,
som følgende uddrag fra hans dagbog viser:
"I efteråret, 1833 var mange af brødrene kommet til Kirtland, og da de ikke kunne
finde passende arbejde og havde nogen vanskeligheder med at få deres betaling, når
de havde udført et arbejde, tog mange af dem til Willoughby, Painesville og Cleveland,
alle i staten Ohio. Jeg fortalte dem, at jeg var kommet til Kirtland, fordi Guds profet
havde pålagt mig det, og jeg ville ikke tage til Willoughby, Painesville, Cleveland eller
noget andet sted for at opbygge ikke-jøderne, men jeg ville blive her og søge de ting,
der hørte Guds rige til, ved at lytte til hans tjeneres lærdomme, og jeg ville arbejde for
mine brødre og stole på Gud og dem, så skulle jeg nok få betaling for mit arbejde. Jeg
arbejdede for broder Cahoon og gjorde hans hus færdigt, og selv om han ikke vidste,

Side 23
hvordan han skulle betale mig, da jeg begyndte, havde han betalt mig fuldt ud, før jeg
var færdig. Derpå arbejdede jeg for fader John Smith og andre, der betalte mig, og jeg
klarede mig i Kirtland. Da de brødre, der var taget væk for at arbejde for ikke-jøderne,
vendte tilbage, havde jeg midler, selv om de somme tider var sparsomme."
I februar 1835 blev det første kvorum for De tolv Apostle organiseret, og Brigham
Young blev et af medlemmerne. Det var en stor ære for en ung mand, der havde været
i kirken i mindre end 3 år. Men hans hengivenhed og evner var blevet anerkendt. Hans
nye stilling gjorde ham til en af kirkens ledere, og fra denne tid var han i stand til at
gøre en stor indsats for dens fremgang.
I somrene 1835 og 1836 virkede Brigham som missionær for kirken i de østlige
stater. I vintermånederne vendte han hjem og forsørgede sig selv og sin familie ved
at arbejde som tømrer.
Året 1837 var svært for profeten Joseph og alle i Kirtland, der var loyale overfor ham.
På grund af fiaskoen med Kirtland Safety Society Bank og forfølgelsen fra præster og
apostater var mange medlemmer blevet bitre og søgte at ødelægge profeten. Brigham
forblev loyal overfor sin leder, men forfølgelserne blev til sidst så voldsomme, at både
han og profeten var nødt til at flygte for livet. De forlod Kirtland sidst i december på
hesteryg og begyndte deres rejse til de spredte bebyggelser af hellige i Missouri. Efter
en besværlig rejse, der varede næsten 3 måneder, ankom de til Far West, det egentlige
indsamlingssted. Her blev de budt velkommen af de missourianske hellige, og i nogen
tid gik alt godt. Men i efteråret, 1838 begyndte forfølgelser at bryde ud i Missouri, og
misfornøjede ministre, politikere og statsembedsmænd gjorde sig store anstrengelser
for at jage mormonerne ud af staten. I deres spredte tilstand var de hellige ude af stand
til 'at forsvare sig, og midt om vinteren måtte mellem 12 og 15 tusind mennesker flygte
for livet på grund af en ond og morderisk pøbelhob. Profeten Joseph Smith og adskillige
af kirkens ledere var blevet arresteret og sat i Liberty fængslet. Brigham tog fra Missouri
i begyndelsen af marts 1839 og ankom til Quincy, Illinois. Her arbejdede han af al kraft
på at udfri "de stakkels hellige" fra Missouripøbelens hærgen. Han ophørte ikke med
dette arbejde, før de alle var flyttet til nærliggende stater.
I april 1839 undslap profeten fra sine forfølgere og nåede til Illinois, hvor han blev
budt velkommen af de hellige. Et par uger senere bosatte han sig i Commerce, Illinois
og dannede et nyt indsamlingssted eller hovedkvarter for kirken. Brigham Young og
mange andre sluttede sig til ham der, og her opstod en blomstrende koloni, der fik
navnet Nauvoo.
I efteråret 1839, før Brigham havde haft tid til at bygge et hus eller indrette sig,
begyndte han at træffe forberedelser til at rejse til England på mission, da han og
de andre medlemmer af De Tolv havde fået befaling om det i en åbenbaring i juli
1838. Hans tro lærte ham, at selv om han var syg og uden penge, skulle han være
lydig overfor sin himmelske Faders åbenbaringer til profeten. Heber C. Kimball beretter
følgende om Brighams tilstand: "Den 14. september 1839 forlod præsident Brigham
Young sit hjem i Montrose for at påbegynde en mission i England. Han var så syg, at
han ikke kunne gå ned til Mississippifloden - en afstand på 150 m - uden hjælp. Da han
var kommet over floden, sad han bagved Israel Barlow på dennes hest, til de nåede
mit hjem, og her vedblev han med at være syg indtil den 18. Han rejste fra sin hustru,
der var syg og lige havde fået et barn for 10 dage siden. Alle børnene var syge og ude
af stand til at opvarte hinanden. Ikke en af dem var i stand til at gå ned til brønden for
at hente vand, og de havde kun det tøj, de stod og gik i, for pøbelen i Missouri havde
taget næsten alt, hvad de ejede."

Side 24
Mens Brighams familie kun havde det tøj, "de stod og gik i", havde han knap nok det
selv. Huen, han havde på, var lavet "af et par gamle bukser", og endvidere "havde jeg
ikke engang en overfrakke; jeg tog et lille vattæppe fra feltsengen, da jeg skulle til New
York, og her fik jeg en grov frakke af bomuldssatin foræret". Således drog Brigham
Young af sted på mission til England: syg, uden penge og i tyndslidte klæder; men i
hans bryst bankede et stærkt hjerte, og han var fast besluttet på at klare sig eller at dø.
Jeg har ikke plads til her at gå i detaljer om denne mission til England. Brødrene
fra De Tolv var i England "1 år og 16 dage", og jeg kan roligt sige, at i dette tidsrum
udrettede de mere, end nogen tilsvarende missionærgruppe har gjort siden. Kirken blev
bygget på en fast grundvold i England; der blev organiseret grene i næsten hver eneste
kendt by; og mellem 7 og 8 tusind mennesker blev døbt. Denne fantastiske succes
skyldtes til dels Brighams fine ledelse, hans tro og hengivenhed og hans uophørlige
energi og arbejde. Aldrig har et menneske givet sig selv mere uforbeholdent til en
retfærdig sag.
Sammen med nogle af brødrene sejlede Brigham hjem fra Liverpool den 20.
april 1841. 30 dage senere ankom skibet Rochester til New York City; og efter en
begivenhedsløs rejse med diligence og båd ankom han den 1. juli til Nauvoo og fik en
varm velkomst af familie og venner. Blandt de første til at give ham hånden, da båden
lagde til i Nauvoo, var profeten Joseph Smith.
Noget af det første Brigham Young måtte gøre, da han vendte hjem, var at sørge
for en ordentlig bolig til sig selv og sin familie. Han beretter: "Da jeg vendte hjem fra
England, boede min familie i en lille halvfærdig bjælkehytte, beliggende på en lav og
fugtig plet, der var så sumpet, at da det første forsøg på at pløje jorden blev gjort, sad
okserne fast i mudderet." Han gik i gang med at arbejde og byggede for en stor del
med sine egne hænder et dejligt murstenshus, der står den dag i dag. Kirken havde
konstant bud efter Brigham, og de midler, han samlede, måtte han tjene i sine ledige
stunder. Han modtog ikke nogen materiel støtte fra kirken. I en tale, han holdt flere år
senere i Salt Lake City, finder jeg følgende:
"Jeg sluttede mig t l denne kirke i foråret 1832. Før jeg blev døbt, tog jeg på mission
til Canada for egen regning, og fra den dag jeg blev døbt og indtil den sørgelige dag,
hvor Joseph og Hyrum led martyrdøden, er der ikke gået en eneste sommer, hvor
jeg ikke har rejst og forkyndt evangeliet. Det eneste, jeg nogensinde modtog af kirken
igennem disse 12 år, og det eneste, der nogensinde blev givet mig af profeten, så vidt
jeg husker, var i 1842, da broder Joseph gav mig det halve af en lille gris, som brødrene
havde bragt ham."
I 1842 og 1843 arbejdede Brigham hovedsageligt i Nauvoo og dens omegn. I august
1841, bekendtgjorde profeten, "at tiden var kommet, da De Tolv ville blive kaldt til at
stå på deres plads næst efter Det første Præsidentskab og tage sig af emigranternes
bosættelse og kirkens affærer i stavene og hjælpe med til at føre Guds rige sejrrigt
til nationerne, og eftersom de havde været trofaste og havde båret byrden i dagens
hede, at det var rigtigt, at de skulle have lejlighed til at skaffe noget til sig selv og deres
familier." (Profeten Joseph Smiths lærdomme, s. 227)
Nauvoo voksede hurtigt i disse år. Det er anslået, at befolkningstallet i 1842 havde
nået omtrent 10000. Byen havde allerede passeret Chicago i indbyggertal, og den blev
snart den største by i Illinois.
I løbet af året 1843 tog Brigham på mission til de østlige stater. Han nåede så langt
som til New York og besøgte kirkens forskellige grene på vejen. Hovedformålet med
denne rejse var at rejse penge til hjælp til at bygge templet i Nauvoo.

Side 25
Ved aprilkonferencen i 1844 bad profeten nogle af brødrene om at tage til de østlige
stater og præsentere folk for hans "synspunkter på De forenede Staters regerings magt
og politik". 244 ældster tilbød at tage på denne mission, og Brigham Young blev sat
til at lede deres aktiviteter. Han var optaget af dette arbejde østpå, da han hørte om
profetens død.
Præsident Youngs første reaktion ovenpå nyheden om profetens død var følgende:
"Har Joseph taget rigets nøgler med sig?" Han besvarede selv spørgsmålet, da han
talte til dem, der var sammen med ham i "broder Bements" hjem i Petersboro, New
Hampshire, hvor han fik endelig besked om tragedien. "Jeg lagde hånden på knæet,
idet jeg sagde: Rigets nøgler er lige her hos kirken."' For mange andre var kirkens
situation efter profeten Josephs død ikke så klar, men Brigham vidste, at profeten havde
overdraget De Tolv "rigets nøgler", og i dette øjeblik må det være slået ned i ham, at
byrden med at lede kirken hvilede på ham. Han var klar over, at under Det øverste
Præsidentskabs fravær blev kirken ledet af De tolvs Kvorum.
Brigham satte alle medlemmer af De Tolv, der var i de østlige stater, stævne i
Boston, og sammen rejste de til Nauvoo, hvor de ankom den 6. august om aftenen. Det
var godt, de ankom på dette tidspunkt, for Sidney Rigdon, profetens rådgiver, havde
fastsat et møde for de hellige den følgende dag for at fremføre sine krav om at blive
kirkens leder. Brigham gik til dette møde og talte i et så enkelt og tydeligt sprog, at
de hellige snart var overbevist om, at Sidney Rigdon ikke skulle lede kirken. "Joseph
bekræftede på vore hoveder," sagde han, idet han talte om sig selv og De Tolv, "alle de
nøgler og magter, der tilhører apostelskabet, og som han selv havde, inden han blev
taget bort, og ingen mand eller gruppe af mænd kan komme imellem Joseph og De
Tolv i denne verden eller i den kommende. Hvor tit har Joseph ikke sagt til De Tolv:
Jeg har lagt grundvolden, og I skal bygge derpå, for riget hviler på jeres skuldre."' (Den
danske Stjerne, feb. 1971, s. 55.)
Den følgende dag mødtes en stor forsamling af hellige igen, og der blev foretaget
en afstemning. Sidney Rigdons krav om at blive kirkens leder blev afvist, og De tolvs
Kvorum blev opretholdt som kirkens præsidentskab. Siden denne dag og i mere end
33 år stod Brigham Young i spidsen for Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige.
Efter at Brigham var blevet opretholdt som leder for de hellige, stod det klart for ham,
hvilken kurs han skulle følge, og hvilke mål han skulle nå. "Vi vil udrette alt det, som lå
Joseph på sinde," sagde han. Han forsøgte ikke at skabe noget nyt. Han erklærede, at
evangeliet i sin renhed og fylde var blevet åbenbaret til profeten, og at rigets grundvold
var blevet lagt. Han og hans tilhængere ville bygge på denne grundvold.
Det første, Brigham skulle tage sig af, var fuldførelsen af Nauvoo templet, som
profeten Joseph havde bedt de hellige om at bygge. Brigham vidste, at en flytning ud
vestpå var forestående, og han ønskede ikke, at de hellige skulle drage ud i vildmarken
"uden deres velsignelse". Man foretog derfor alle mulige ofre for at fuldføre denne
storslåede bygning, og den 24. maj, 1845 blev slutstenen lagt "under hosiannaråb fra
de hellige". Aldrig har et folk været mere villig til at udføre et så stort arbejde, som ved
opførelsen af Nauvoo templet.
Det næste, Brigham Young skulle tage sig af, var at berede folket til den store
udvandring mod vest, for han og brødrene havde konstateret, at de hellige ikke ville
finde fred blandt folkene i Illinois. Han fik snart gang i dette arbejde, og den 30.
november 1845 kunne han rapportere, at "for hver hundrede (henviser til grupper
af hellige) er der oprettet et eller flere vognværksteder: hjulmagere, tømrere og
møbelsnedkere er næsten alle tidligere vognmagere, og mange, der ikke er udlærte

Side 26
håndværkere, arbejder i alle dele af byen med at gøre tømmer klar til at lave vogne
af. . . Der udsendes mandskab over hele landet for at købe jern; grovsmede arbejder
nat og dag, og alle er travlt optaget af at gøre alting klar til vor rejse vestpå så snart
som muligt."
Den sidste dag i 1845 skrev Brigham følgende i sine optegnelser: "Ældste Heber
C. Kimball og jeg havde tilsyn med arbejdet i templet; undersøgte kort med det formål
at finde et sted til de hellige vest for Klippebjergene, og læste forskellige værker af
rejsende, der har været i disse områder."
III
Den 15. februar 1846 satte Brigham sin familie i en vogn, tog sine forspand, sit kvæg
og de ejendele, han kunne tage med, og forlod sit dejlige hjem i Nauvoo, sin gård,
sine forretninger og jordstykker, det smukke tempel, der næsten havde kostet ham
livet, sine kære venners - profetens og patriarkens - grave, og sejlede over floden til
Iowabredden. Det var en bidende kold dag. Foran ham strakte det store vesten sig 3200
km ud til Stillehavet med sine vidtstrakte sletter og bjerge, sine ørkener og ubeboede
vildmarker, sine omstrejfende indianerstammer, sine vilde dyr og kryb; et område, der
ikke var ret kendt og kun udforsket af de dristige mænd, der søgte efter vilde dyrs
pelse og skind. Et eller andet sted i dette vidtstrakte område håbede han at finde et
sted, hvor der var sikkerhed og fred for hans folk, der så længe var blevet plaget og
forfulgt. Fra kort og rapporter, han havde læst og studeret, havde han fæstnet sig lidt
ved Saltsødalen på den anden side af Klippebjergene og midt i the Great Basin (Et
stort område i den vestlige del af USA. Området omfatter den vestlige halvdel af Utah,
det meste af Nevada, dele af det østlige Californien, den sydøstlige del af Oregon og
Idaho og den sydvestlige del af Wyoming.). Udover dette kendte han ikke noget til sin
skæbne. Men Brigham så fremtiden i møde uden frygt; hans tro lærte ham, at alt var
vel. Jeg kan ikke tænke på noget mere ædelt, end denne robuste troens mand, denne
stærke Guds mand, der drager ud i ødemarken i spidsen for sin lille flok af hellige for
at grundlægge et rige.
Efter et par ugers forløb regnede man med, at ca. 3 000 mennesker havde forladt
deres hjem i Nauvoo og sluttet sig til karavanen. Derpå påbegyndte man rejsen gennem
Iowa mod Council Bluffs. Der var ingen veje, kun spor i det bløde mudder, efterladt af
dem, der allerede havde gået der. Ofte blev de holdt tilbage af stærke regnbyger, så
de somme tider kun kunne rejse 3-8 km om dagen. Undertiden var nætterne kolde,
og en gang imellem faldt der flere cm sne. Mange fik ikke mad nok; nogle døde
og blev begravet ved vejkanten. Først den 14. juni fik Brigham Council Bluffs ved
Missourifloden i sigte. Det havde taget ham 4 måneder at rejse gennem Iowa.
Jeg vil ikke gå i detaljer mht. den vidtstrakte lejr, der blev dannet af de hellige på
begge sider af Missourifloden i sommeren og efteråret 1846, men vil blot sige, at det
blev beregnet, at 12 000 flygtninge samledes der eller befandt sig på lowas sletter.
Jeg vil helst ikke skrive noget om deres strabadser, da de var årsag til megen sorg og
smerte. Men under præsident Brigham Youngs og De Tolvs ledelse fik de hellige hele
tiden opmuntring og inspiration. Aldrig har et folk haft bedre ledere.
Jeg må ikke glemme at nævne, at mens de hellige befandt sig i Council Bluffs, bad
general Kearney fra De forenede Staters hær dem om at stille 500 mænd til rådighed
for krigen i Mexico. Han sendte kaptajn James Allen fra Fort Leavenworth af sted for at
tale med præsident Young. Efter at præsidenten omhyggeligt havde overvejet sagen,
kaldte han de hellige sammen og gik ind på forslaget. Han erklærede: "Jeg foreslår, at
500 frivillige mønstres, og jeg vil gøre mit bedste for at sørge for, at alle deres familier

Side 27
kommer frem, så langt som min indflydelse rækker, og at de får mad, når jeg selv har
noget at spise." Historien om Mormonbataljonens soldater og deres uforlignelige march
til Californien er en af de mest spændende i kirkens historie.
I begyndelsen af april 1847 forlod en gruppe pionerer, bestående af 143 mænd, 3
kvinder og 2 børn, Winter Quarters for at finde et blivende hjem for de hellige et sted
vest for Klippebjergene. I spidsen for denne gruppe var præsident Brigham Young.
Han holdt gruppen til militære regler, og hele rejsen forløb sikkert og præcist. I det, der
nu er det vestlige Wyoming, mødte brødrene James Bridger, der var en af de mest
berømte opdagelsesrejsende i vesten. Han gjorde alt, hvad han kunne, for at afskrække
præsident Young fra at slå sig ned i the Great Basin, og sagde, at han ville give 1.000
dollars for den første skæppe korn, der blev dyrket der. Præsident Young svarede:
"Vent og se om et par år, så vil vi vise dig, hvad der kan gøres."
Efter at have rejst i næsten 4 måneder og været udsat for mange strabadser nåede
gruppen Saltsødalen. Da Brigham så dalen for første gang, den 24. juli, sagde han:
"Dette er stedet."
Efter at have opholdt sig nogle få uger i dalen og givet instruktioner angående
beliggenheden af en by og inddelingen af jorden, påbegyndte præsident Young og en
del af pionergruppen rejsen tilbage til Winter Quarters. Selv om de var ude for mange
vanskeligheder, så som tabet af 28 heste, der blev stjålet af indianere, nåede brødrene
Winter Quarters i sikkerhed og ankom den 31. oktober. Præsident Young skrev senere:
"Vi kørte ind i byen ca. 1 time før solnedgang. Gaderne var fyldt med mennesker, som
vi gav hånden, efterhånden som vi passerede rækkerne. Vi var meget glade for igen
at se vore hustruer, børn og venner efter et fravær på over 6 måneder - en rejse på
over 3200 km for at finde et sted, hvor de hellige kan leve i fred hvor vi har fuldført
denne sidste uddelings mest interessante mission. Ikke en eneste i vor gruppe døde,
og ingen blev udsat for alvorlige uheld, og det priser vi Herren for."
Den vigtigste begivenhed i vinteren 1847 var et møde for De Tolv, der blev afholdt
i Orson Hydes hjem, på Iowasiden af floden, den 5. december. Ved dette møde
blev kirkens øverste præsidentskab reorganiseret. Brigham Young blev udpeget til
præsident, og han valgte Heber C. Kimball og Willard Richards som sine rådgivere.
I februar, marts og april 1848 blev der truffet forberedelser til de helliges almindelige
opbrud fra Winter Quarters. Tre store karavaner under ledelse af Brigham Young,
Heber C. Kimball og Willard Richards skulle foretage rejsen. Sidst i maj var præsident
Youngs karavane, der skulle tage føringen, parat. Den bestod af følgende: "397 vogne,
1229 personer, 74 heste, 19 muldyr, 1275 okser, 699 køer, 184 kreaturer (til føde), 411
får, 141 grise, 605 kyllinger, 37 katte, 82 hunde, 3 geder, 10 gæs, 2 bikuber, 8 duer og 1
krage". Således drog Utahs pionerer, ligesom israelitterne i fordums tid, med hustruer
og børn, flokke og hjorde, ud i vildmarken. I spidsen havde de en moderne Moses, der
var parat og i stand til at føre dem til et "forjættet land".
Denne anden rejse over sletterne viste sig at være mere trættende og besværlig, end
den første havde været. Karavanen var stor og uhåndterlig, og det gik kun langsomt
fremad. Da de nåede Sweetwaterfloden i det, der nu er det vestlige Wyoming, skrev
Brigham til Orson Hyde i Kanesville, lowa: "Det har taget os 63 dage at rejse fra Elkhorn
til Sweetwaterflodens sidste overfartssted. Vi har gennemsnitligt rejst 19 km om dagen
og hvilet i 22 dage (søndagene medregnet), for at kreaturerne kunne komme til kræfter
og få styrke. Vi har mistet mange af vore kreaturer på grund af den meget tørre årstid,
mangelen på græs, de lange, støvede veje og indhaleringen af så megen alkali ved
indånding, spisning og drikning."

Side 28
Den 28. august glædede Brigham sig over sin bror Lorenzos og Abraham O. Smoots
belejlige ankomst fra dalen. De var ledsaget af 47 vogne og 124 okseforspand "for at
hjælpe ham over bjergene". Det gik nu hurtigere fremad, og den 7. september nåede
karavanen Greenfloden. Den 12. september ankom de til Fort Bridger i Wyoming, og
her slog de lejr for natten. Den 19. kørte Brigham sammen med sin bror Lorenzo over
Klippebjergenes tinder, og den næste dag kunne han fra Emigration Canyon se sin lille
voksende by i ødemarken. Rejsen fra Winter Quarters havde taget 116 dage.
IV
I de første år i Saltsødalen var mange af de hellige ikke tilfredse med deres nye
opholdssted. Landet var tørt og ufrugtbart, og afgrøderne kunne ikke gro uden kunstig
vanding. Der var ingen tømmer i dalen; det skulle hentes i de klippefulde og næsten
ufarbare bjergkløfter. Fødemidler var sparsomme, og nogle af de hellige var tvunget til
at leve af rødder eller kød fra vilde dyr. Nogle af de hellige fik den opfattelse, at de ville
klare sig bedre, hvis de flyttede til Californien eller et andet område med en gunstigere
beliggenhed. "I denne dystre tid", beretter James Brown, en af pionererne, "stod
præsident Young frem for hele folket og sagde lige ud, at nogle havde betænkeligheder,
og nogle beklagede sig og havde ikke tro til at arbejde og sørge for deres familier; de
havde fået guldfeber og tog til Californien. Han sagde: Nogle har spurgt mig, om de
kunne tage af sted. Jeg har fortalt dem, at Gud har udpeget dette sted til de helliges
indsamling, og I vil klare jer bedre her, end I vil, hvis I tager til guldminerne. Nogle har
tænkt på at tage dertil for at få forsyninger og så komme tilbage, men jeg har fortalt
dem, at de skal blive her og skaffe forsyninger. De, der bliver her og er trofaste overfor
Gud og hans folk, vil tjene flere penge og blive rigere end dem, der løber efter denne
verdens gud; og jeg lover jer i Herrens navn, at mange af jer, der tager af sted i den
tro, at I vil blive rige og vende tilbage, vil ønske, at I aldrig var taget af sted; I vil længes
efter at komme tilbage, men vil ikke være i stand til det. Nogle af jer vil komme tilbage,
men jeres venner, der bliver her, vil være nødt til at hjælpe jer; og resten af jer, der
får lov til at vende tilbage, vil ikke tjene så meget som jeres brødre, der bliver her og
hjælper med at opbygge kirken og Guds rige; de vil få fremgang og være i stand til at
klare sig dobbelt så godt som jer."'
Gennem sin store personligheds styrke og de inspirerende ord, der flød fra hans
læber ved denne lejlighed, var Brigham i stand til at standse strømmen af utilfredshed
og få de hellige til at forblive i Saltsødalen.
I begyndelsen af 1849 rettedes opmærksomheden mod et samfundsstyre. Ved et
møde, der blev afholdt i Salt Lake City, udfærdigede man en skrivelse til De forenede
Staters kongres for at anmode om territorisk styre, og man spurgte, om territoriet
måtte "blive kendt under navnet Deseret". Skrivelsen blev bragt til Washington af dr.
John M. Bernhisel. Kongressen reagerede ikke på denne skrivelse før september,
1850, på hvilket tidspunkt et lovforslag til oprettelsen af Utah-territoriet blev vedtaget
og underskrevet af præsident Millard Fillmore ([1800-1874] USA's 13. præsident)
Præsident Fillmore udpegede Brigham Young som det nye territoriums første guvernør.
Nyheder nåede så langsomt frem dengang, at Brigham ikke hørte om Kongressens
afgørelse og hans egen udnævnelse til guvernør før i januar 1851, da han vendte hjem
fra et besøg hos kolonisterne i Ogden. Det er overflødigt at bemærke, at der var glæde
blandt de hellige, og at Brigham var glad for den ære, der var tildelt ham.
I sommeren 1851 udvalgte man et sted for det nye territoriums hovedstad, 240
km syd for Salt Lake City. Den kom til at hedde Fillmore til ære for præsidenten. Dr.
Bernhisel blev udnævnt til Washingtons repræsentant for territoriets beboere.

Side 29
I årene 1850-1854 skete der fremgang i Utah. Tusindvis af emigranter drog over
sletterne for at slutte sig til de hellige i dalene, og mange nye kolonier blev oprettet.
I udlandet forkyndte kirkens missionærer evangeliet med stor begejstring. Præsident
Young, i sin dobbeltstilling som præsident for kirken og guvernør for territoriet, havde
held med alt, hvad han påtog sig at udføre. Sjældent har verden set en dygtigere
leder. Han havde en dyb forståelse af den menneskelige natur, og han vidste, hvad
mennesker skulle gøre for at få fremgang.
Den 6. april 1853 blev hjørnestenene til det store Salt Lake tempel lagt. Præsident
Young præsiderede ved ceremonien. "For 7 år siden," sagde han, "krydsede jeg
Mississippifloden sammen med mine brødre uden på dette tidspunkt at vide, hvor vi
skulle hen, men med en fast tro på, at Herren havde et godt sted i bjergene i baghånden
til os, og at han ville lede os direkte til det. Det er kun 7 år siden, vi forlod Nauvoo, og
nu er vi parate til at bygge et tempel igen." Præsident Young levede ikke længe nok til
at se Salt Lake templet fuldført, men under hans geniale ledelse blev arbejdet planlagt
og iværksat, så det kunne blive fuldført af dem, der efterfulgte ham.
I 1854, da præsident Youngs første periode som guvernør var ved at udløbe blev
embedet tilbudt Edward J. Steptoe, oberst i De forenede Staters hær, af præsident
Franklin Pierce ([1804-1869] USA's 14. præsident). Oberst Steptoe kom til Utah, talte
med indbyggerne og foretog en undersøgelse af forholdene. Derpå anbefalede han,
at Brigham Young blev genvalgt til posten, "da han i høj grad besidder de nødvendige
kvalifikationer til at opfylde sine officielle pligter og så afgjort er den mest velegnede til
denne post". Da præsidenten fik denne besked, genindsatte han guvernør Young for
endnu en 4-årig periode.
Blandt de statsudnævnelser, som præsident Pierce foretog på dette tidspunkt, var
udnævnelsen af William W. Drummond fra Illinois til stillingen som meddommer ved
den territoriale højesteret. (Den territoriale højesteret var den højeste ret i den tid,
Utah var et territorium. Retten bestod at en retspræsident og flere meddommere.)
Denne mand skulle blive årsag til mange genvordigheder for præsident Young og de
hellige. Drummond beskrives som "uærlig og udsvævende". "Han efterlod sin hustru
og familie i Illinois uden nogen form for underhold og tog en simpel kurtisane med sig til
territoriet og præsenterede hende som sin hustru". Da det blev kendt, tog Drummond
til Nevada for at holde retsmøde og kom ikke tilbage. Han tog af sted til Washington,
hvor han fremkom med alvorlige beskyldninger mod præsident Young og de hellige.
Han erklærede, at "optegnelserne for Utahs højesteret var blevet ødelagt; at Brigham
Young havde godkendt denne forræderiske handling, og at det var sket med hans
viden; at Brigham Young som guvernør havde benådet forbryderiske mormoner og
fængslet uskyldige ikke-mormoner; at han havde fornærmet statsdommere; at den
amerikanske regering var blevet bagtalt, og at mænd var blevet krænket, plaget
og myrdet for at gøre deres pligt". Disse og andre beskyldninger af dommer Stiles
(George P. Stiles - et tidligere medlem af kirken, udelukket på grund af umoralitet),
Garland Hurt, mellemmand for indianerne, og W. M. Magraw (sidstnævnte havde mistet
en postkontrakt, der var blevet givet til et medlem af kirken) fik præsident James
Buchanan ([1791-1868] USA's 15. præsident) til at handle uden at undersøge sagen
nærmere. Han besluttede at afløse Brigham Young fra stillingen som Utahs guvernør
og at udpege en ny guvernør og nye dommere for den territoriale højesteret. "Han
beordrede endvidere, at en hær skulle ledsage de nye embedsmænd for at støtte dem
og undertrykke oprør blandt mormonerne". Denne overilede handling skulle komme til
at koste regeringen millioner af dollars og blive kendt som "Buchanans bommert".

Side 30
Præsident Brigham Young og en stor gruppe hellige befandt sig ved Silver Lake
øverst oppe i Big Cottonwood Canyon (få km sydøst for Salt Lake City) den 24. juli
1857, i færd med at fejre pionerdagen, da de hørte om hærens forestående ankomst
og udpegelsen af en ny guvernør. Præsident Young blev overrasket, men han var ikke
længe om at beslutte, hvad han skulle gøre. Det bekymrede ham ikke særlig meget,
om han selv eller en anden var guvernør, men han ville af al kraft modsætte sig, at
hæren kom til Utah. I en tale til de hellige i Salt Lake City, søndag den 14. september
1857 sagde han: "Jeg har tilhørt dette rige temmelig længe - i mere end 25 år - og jeg
er blevet jaget fra sted til sted, mine brødre er blevet spredt og bestjålet, og hver gang
uden nogen provokation fra vor side; vi var blot forenede, lydige mod landet love og
stræbte efter at tilbede Gud. Pøbelhobe har gentagne gange samlet sig mod dette folk,
men de havde aldrig magt til at sejre, før guvernører udstedte ordrer og i lovens navn
udkommanderede en styrke, der kunne holde mormonerne, mens djævelske slyngler
skar struben over på dem. Jeg har tænkt på alt dette i nattens løb, og det har gjort
mig alt for vred til at holde tale. Det gør mig også vred at erfare, at vi har en regering,
hvis ledere altid prøver på at skade os, mens vi af al magt konstant prøver at finde en
retfærdig årsag til deres fjendskab imod os; og så organiserer de deres styrker for at
komme hertil for at beskytte djævelske slyngler, der er ivrige efter at dræbe, hvem de
vil, ødelægge, hvem de vil, og til sidst udrydde os.
"Dette folk er frit. Det er ikke i gæld til nogen regering på Guds jord. Vi har ikke
overtrådt nogen lov, vi har ingen grund til det og agter heller ikke at gøre det; men hvis
nogen nation kommer her for at ødelægge dette folk, kan de ikke gøre det, når Gud,
den Almægtige, er vor hjælper."
Den 15. september udstedte guvernør Young en erklæring, der stillede Utah
territoriet i militær undtagelsestilstand "og forbød alle former for bevæbnede styrker at
komme ind i territoriet, hvad deres påskud end måtte være". General Wells fra Nauvoo
legionen oprettede hovedkvarter i Echo Canyon (beliggende mellem Fort Bridger og
Saltsødalen) og gav sine mænd ordre til at gøre, hvad der var muligt for at forhindre
tropperne i at komme frem: "Driv deres kvæg på flugt; sæt ild til forsyningstropperne;
brænd landet af foran dem og ved siden af dem; hold dem vågne om natten; bloker
vejen; men lad være med at dræbe nogen."
I november, da det begyndte at blive koldt, besluttede general Albert Sidney
Johnston klogeligt, at de tropper, der havde nået det vestlige Wyoming, skulle slå
lejr for vinteren ved Fort Bridger og ikke fortsætte deres march før til foråret. Denne
heldige forsinkelse stillede tid til rådighed, hvor de hellige og regeringen kunne drøfte
vanskelighederne og udrede dem.
I februar 1858 ankom oberst Thomas L. Kane, præsident Youngs ven fra
Philadelphia, til Salt Lake "ad den sydlige rute" med instruktioner fra De forenede
Staters præsident og tilbød at være mægler mellem de hellige, hæren og
statsembedsmændene. Efter at have tilbragt flere dage i Salt Lake City og talt med
præsident Young og brødrene tog oberst Kane til Fort Bridger for at mødes med den
nye guvernør, Alfred Cumming, og general Johnston. Det lykkedes ham at overtale
guvernør Cumming til at komme til Salt Lake City og aflægge embedsed for sin nye
stilling. Ved sin ankomst fik han forevist de optegnelser for højesteretten, som dommer
Drummond havde sagt, var blevet brændt. Guvernør Cumming opdagede, at de
hellige og præsident Young på det groveste var blevet forkert fremstillet for præsident
Buchanan, og både han og oberst Kane sendte besked til præsident Buchanan og
bad ham om at sende en fredskommission til Utah for at undersøge forholdene og
genoprette fred og orden. Præsidenten fulgte dette forslag- det første fornuftige, han

Side 31
havde foretaget sig i denne sag, efter min mening - og i juni ankom senator L. W.
Powell fra Kentucky og major Ben McCullock fra Texas til Salt Lake City for om muligt
at bilægge vanskelighederne. Præsident Young og flere af de ledende brødre mødtes
med dem i det gamle Council House (en bygning i Salt Lake City, der blev benyttet til
civile, lovgivende og kirkelige formål). Præsident Young fortalte om de forfølgelser, som
de hellige havde været udsat for i Ohio, Missouri og Illinois og sagde til kommissærerne,
at han og de hellige hellere ville brænde deres hjem, ødelægge deres ejendele og
drage til et nyt sted end at finde sig i mere forfølgelse. "Ingen pøbelhob kan leve i de
hjem, vi har bygget i bjergene," sluttede han med at sige. "Hvis I ønsker krig, kan I få
det; men hvis I ønsker fred, så får I det, og det vil glæde os."
Kommissionærerne erklærede, at de ønskede fred. Det blev besluttet, at hæren
skulle få tilladelse til at komme ind i dalen, men at den ikke måtte slå lejr indenfor en
afstand af 65 km fra byen. Disse arrangementer blev gennemført, men da præsident
Young ikke stolede på embedsmændene fra regeringen eller hæren, gav han de hellige
ordre til at rykke ud af Salt Lake City og alle kolonierne mod nord og at flytte ind i Utah
og Juab dalene, indtil det var blevet bevist, at general Johnston havde i sinde at holde
ord. Det skal siges til general Johnstons ære, at han ikke gav sine soldater lov til at
forulempe de helliges hjem eller ejendele, og at han lod dem slå lejr i Cedar Valley, 65
km fra Salt Lake City. Således blev Utah krigen afsluttet. Det eneste, den havde ført til,
var udgifter på millioner af dollars, og som jeg tidligere har nævnt, blev den i de østlige
stater gennem mange år kendt som "Buchanans bommert".
Da præsident Young nu var blevet befriet fra sine ansvar som guvernør over
territoriet, kunne han fortsætte det fredelige og dejlige arbejde med at "opbygge riget".
Dette var, hvad han ønskede mere end noget andet; han gik med liv og sjæl op i dette
arbejde for Guds værks fremgang. Men han slækkede ikke på sine anstrengelser for
at sætte sig op imod dem, der ville skade de hellige eller drage dem væk fra deres
retfærdige handlinger.
Efter at freden var blevet genoprettet, blev færdslen over sletterne genoptaget, og
adskillige fremtrædende personer besøgte Salt Lake City. Den 10. juli 1859 medbragte
diligencen Horace Creeley, den berømte redaktør for New York Tribune. Under sit
ophold i byen havde han en 2-timer lang samtale med præsident Young. Han gav sit
indtryk af præsidenten i følgende beskrivelse: "Da præsident Young er den øverste
leder i mormonkirken og førte hovedparten af samtalen, har jeg kun nedskrevet hans
svar til mine spørgsmål og iagttagelser. De andre (de "andre", der her tales om, er de
andre medlemmer af kirken, som Greeley interviewede) syntes at være enige om at
rette sig efter hans synspunkter og fuldt ud at acceptere hans svar og forklaringer. Han
talte beredvilligt, ikke altid grammatisk korrekt, men uden tøven eller forbeholdenhed
og tilsyneladende uden noget ønske om at lægge skjul på noget; han afviste heller
ikke nogen af mine spørgsmål som uforskammede. Han var meget enkelt klædt i tyndt
sommertøj og uden noget præg af skinhellighed eller fanatisme. Han er en statelig,
temmelig firskåren, frimodig og godhjertet mand på 55 (dette skulle have været 58), der
synes at glæde sig over livet og ikke har særlig travlt med at komme af sted til himlen."
(Gordon b. Hinckley, Sandheden gengivet, kap. 12)
I foråret 1860 besøgte præsident Young, sammen med en stor gruppe af brødrene,
de helliges bebyggelser nord for Salt Lake City og så for første gang de voksende
kolonier i Cache Valley. Hans instruktioner til de hellige var kloge og betimelige; han
vidste, hvad de skulle gøre for at indrette sig op opdyrke landet.

Side 32
Da borgerkrigen brød ud i 1861- efter at tropperne var blevet hjemkaldt fra Cedar
Valley- fortalte præsident Young de hellige, at "han ikke ønskede, at Utah skulle
indblandes i bevægelsen for løsrivelse (de slaveejende staters anstrengelser for at
løsrive sig fra De forenede Stater)." Da den første transkontinentale telegraflinie blev
fuldført i oktober 1861 sendte han et telegram til selskabets leder, J. H. Wade, hvori han
sagde: "Utah har ikke løsrevet sig, men holder fast ved forfatningen og vort fordums
lykkelige lands love."
Det var i dette år 1861, præsident Young påbegyndte opførelsen af Salt Lake teater,
en af de smukkeste bygninger af sin art i De forenede Stater. Præsidenten holdt af
drama og gik sjældent glip af en forestilling, når han var i byen. Han opmuntrede
familiemedlemmer til at deltage i stykkerne, som i begyndelsen udelukkende blev opført
af amatører.
I 1863 forsøgte ikke-mormoner at udvikle minedrift i Utah. Præsident Young tog
aktivt standpunkt imod åbningen af minerne. "Kan I ikke se," sagde han, "at sølv og
guld hører til de ting, vi har mindst brug for? ... Det er en frygtelig vildfarelse at tro, at
guld er rigdom. Hele verden arbejder under denne vildfarelse og også mange af disse
mennesker, som hævder, at de ikke er af verden. Da det blev rapporteret, at man havde
fundet guld i disse vestlige bjerge, forlod mænd deres tærskeværk og lod hestene gå
løse, så de kunne spise, nedtrampe og ødelægge jordens rige gaver. De ofrede straks
alt ved det glitrende syn af den populære afgud og erklærede, at de nu ville være
rige og ikke længere ville dyrke hvede. Hvis denne følelse bliver almindelig udbredt
ved opdagelsen af guldminer her i omegnen, vil dette folks uundgåelige skæbne blive
nøgenhed, sult, stor fattigdom og fuldstændig udslettelse." Man kan ikke tvivle på
visdommen i broder Brighams ord og råd.
I årene 1864 og 1865 besøgte præsident Young de helliges kolonier både nord og
syd for Salt Lake City. Alle vegne opmuntrede han folket og underviste dem i kirkens
lærdomme. I disse år sendte han også mange forspand over sletterne til Omaha "for
at hjælpe de fattige hellige til dalene". Hovedformålet med alle hans tanker og alt hans
arbejde var "at opbygge Guds rige" i hele verden. Salt Lake Tabernaklet, en af de mest
interessante og rummelige bygninger, der nogen sinde er bygget til offentlig tilbedelse,
blev opført i 1866 og 1867 under præsident Youngs opsyn. Det enorme tag, der var
som en omvendt skål, blev bygget næsten udelukkende af træ, da de hellige på dette
tidspunkt ikke havde jern eller stål i større mængder. Dette tag, der blev lagt ovenpå
stensøjler, var enestående i struktur og udførelse, og selv i dag er tabernaklet den
vigtigste bygning ved afholdelsen af kirkens konferencer.
En anden meget vigtig udvikling i disse år var påbegyndelsen af jernbanen (Union
Pacific Railroad) fra Omaha, Nebraska til Ogden, Utah, en afstand på 1600 km
Præsident Young tog aktivt del i dette store foretagende og indgik en kontrakt med
jernbaneselskabet om at udføre 112 km planerings og tunnelarbejde fra Echo Canyon
til bredden af Den store Saltsø. Dette arbejde blev trofast udført, og den 10. maj 1869
blev det sidste spiger slået i ved Promontory, Utah, og Union Pacific og Central Pacific
jernbanerne var forenet. Nationen var omspændt af et bånd af stål fra New York til San
Francisco. Okseforspandets, ponyekspressens og diligencens dage var forbi.
I 1871, da præsident Young nærmede sig afslutningen på sit storslåede og nyttige
liv, blev han udsat for alvorlig forfølgelse fra forbundsregeringen, der havde besluttet for
enhver pris at gøre ende på udøvelsen af polygami. Den 2. oktober blev han arresteret
i sit hjem på South Temple Street af De forende Staters politimester Patrick. En uge
senere blev han fremstillet for dommer McKean og stillede kaution på 5.000 dollars.

Side 33
Kort efter tog han af sted til St. George i det sydlige Utah, hvor han den 9. november
indviede en grund til St. George templet. Mens han var i St. George, erfarede han, at
den ikke-mormonske "storjury" havde anklaget ham for mord. Denne anklage opstod
på grund af tilståelser fra den berygtede Bill Hickman (William A. Hickman, der havde
tilstået mord og var blevet udelukket af kirken på grund af sin forbrydelse) og gik tilbage
til 1857, hvor en vis Richard Yates, ifølge Hickmans forklaring, var blevet slået ihjel i
Echo Canyon på præsident Youngs foranledning.
Præsident Young vendte straks tilbage fra St. George midt i den barske vintertid
og stillede i retten for dommer McKean den 2. januar 1872. Da præsident Youngs
sagfører anmodede om løsladelse mod kaution, afslog dommer McKean og gav ordre
til, at præsidenten skulle holdes som fange i sit eget hjem under bevogtning af De
forenede Staters politimester, indtil sagen kunne blive stillet for en domstol. Således
blev præsident Brigham Young fange i sit eget hjem i den by, han havde grundlagt.
Han blev ikke løsladt, før De forenede Staters højesteret den 15. april 1872 afsagde
kendelsen og erklærede, at "storjuryen", der havde rejst tiltale imod ham, var ulovlig.
Regeringens ikke-mormonske embedsmænd i Utah ophørte imidlertid ikke med dette
forsøg på at arrestere og fængsle ham. Deres forfølgelse hørte kun op på grund af
hans død.
I somrene 1873 og 1874 indledte præsident Young sit sidste store foretagende
blandt de sidste dages hellige - forsøget på at oprette "Den forenede Orden". "Jeg
har troligt våget og ventet," sagde han, "lige så troligt, flittigt og trofast som en mor,
der våger over sit lille barn, for at finde ud af, hvornår dette folk ville være parat til at
modtage den lærdom eller de første åbenbaringer, der blev givet, da midtpunktet for
Zions stave først blev udpeget. Disse åbenbaringer gik ud på, at medlemmerne skulle
give deres ejendele og virkelig være Herrens tjenere og tjenerinder og arbejde af hele
hjertet for at gøre hans vilje og opbygge hans rige på jorden. Jeg har aldrig oplevet et
tidspunkt, hvor vi kunne organisere et lille samfund, eller et lille ward; men takket være
Gud er tiden kommet; Herrens ånd er over folket."
Præsidenten sagde, at Den forenede Ordens formål var at forene de sidste dages
helliges arbejdskraft og hjælpekilder. "Lad nogle af brødrene opdrætte kvæg og får,
andre dyrke frugt, andre korn og grønsager; og når de har sørget for disse produkter,
skal det hele indsamles i et forrådshus eller forrådshuse, og enhver skal have, hvad
han har brug for til livets underhold ... Vi ønsker de sidste dages helliges tid, så vi kan
organisere den systematisk og gøre dette folk til det rigeste på jordens overflade."
Således ville fattigdom blive afskaffet, de hellige ville blive selvforsynende, og der
ville være et stort overskud til rigets opbygning. For præsident Young var planen
fuldkommen klar og gennemførlig - alle dele passede harmonisk ind i hinanden. Det
er beklageligt, at han ikke levede længe nok til at fuldkommengøre denne interessante
plan, som mange i dag tror, ville kunne løse alle menneskehedens økonomiske
problemer.
I april 1877 var St. George templet klar til indvielse, og præsident Young gav de
hellige besked om at samles der til kirkens årlige konference. Der blev afholdt møder
i 3 dage, og han talte ved mange af dem. "Angående mit helbred," sagde han i en af
sine taler, "føler jeg mange gange, at jeg ikke kan leve en time længere, men jeg har i
sinde at leve så længe, jeg kan. Jeg ved ikke, hvornår der vil blive sendt bud efter mig,
men jeg regner med at arbejde, indtil jeg dør."
Han fortsatte sit arbejde, og i løbet af sommeren deltog han i adskillige af kirkens
stavskonferencer. Han sidste offentlige tale var i Brigham City i det nordlige Utah, den

Side 34
19. august, "hvor han talte til en forsamling på mindst 2500 mennesker". Mandag den
20. august tog han toget tilbage til Salt Lake City.
Hele den følgende torsdag, den 23. august, da præsidenten arbejdede i sit kontor,
klagede han over en kvalmefornemmelse "med en tilbøjelighed til at kaste op". Kl. 23.00
om aftenen, da han gik i seng, fik han et alvorligt anfald af "indenlandsk kolera" (en
tarmsygdom). Det fortsatte indtil kl. 5.00 om morgenen, hvor lægerne F. D. Benedict og
Seymour B. Young, der var blevet tilkaldt i løbet af natten, gav ham et mildt bedøvende
middel for at lindre smerterne.
Hele fredagen havde han betydelige smerter, "men udholdt dem muntert og kom
med humoristiske bemærkninger, når han så bekymrede miner hos dem, der stod
omkring ham". Lørdag eftermiddag "gik der betændelse i tarmene". Han sov uroligt
om natten og klagede sig ofte i søvne. Da man spurgte ham, om han havde mange
smerter, svarede han: "Nej, det synes jeg ikke, jeg har."
I løbet af søndagen og mandagen livede han lidt op.,, Han blev ofte salvet af nogle af
brødrene;" men mandag aften faldt han i dyb bevidstløshed, hvorfra det var vanskeligt
at vække ham. Tirsdag morgen kl. 4.00 "sank han tilsyneladende livløs om i sengen".
Man tyede til kunstigt åndedræt, "og varme grødomslag blev anbragt over hjertet for
at stimulere det". "19 timer fortsatte man med at give kunstigt åndedræt. På dette
tidspunkt livede han meget op og talte til dem, der stod rundt omkring ham, og sagde,
at han havde det bedre og ønskede at hvile sig."
Onsdag den 29. august var det tydeligt for de ængstelige, der vågede over ham, at
enden var nær. Hans sidste ord, idet han stirrede ufravendt opad, var: "Joseph, Joseph,
Joseph," som om han talte med sin elskede profet. Et minut over fire om eftermiddagen
ophørte han med at trække vejret; hans ædle hjerte var bragt til tavshed. Det jordiske
liv af en af Guds ædleste sønner havde nået sin afslutning.
V
Præsident Youngs begravelse blev afholdt i Det store Tabernakel søndag den 2.
september 1877 kl. 12.00 om middagen. Man anslog, at mindst 12.000 mennesker
var til stede, "og at mange flere stod udenfor Tabernaklet eller i gaderne". Der blev
holdt taler af Daniel H. Wells(1), Wilford Woodruff(2), Erastus Snow(3) George Q.
Cannon(4) og John Taylor(5). Alle priste præsident Youngs tro og hengivenhed, hans
store arbejde og resultater. Efter begravelsesmødet blev legemet overført til en privat
begravelsesgrund på First Avenue i Salt Lake City. Alt, hvad der var dødeligt af ham,
blev givet tilbage til moder jord.
VI
1. Daniel H. Wells - (1814-1891) virkede som rådgiver til Brigham Young.
2. Wilford Woodruff - Se kapitel 4.
3. Erastus Snow - (1818-1888) forhenværende apostel i kirken.
4. George Q. Cannon - (1827-1901) virkede som rådgiver til Brigham Young.
5. John Taylor - Se kapitel 3.
I et brev, som præsident Young 4 år før sin død havde skrevet til redaktøren for New
York Herald, kom han med følgende udtalelse:
"Hele mit liv har jeg helliget den Almægtiges tjeneste, og skønt jeg beklager, at min
mission ikke er blevet bedre forstået af verden, så vil den tid komme, da jeg vil blive

Side 35
forstået, og jeg overlader til fremtiden at bedømme min gerning og dens resultater,
efterhånden som de viser sig." (Gordon B. Hinckley, Sandheden gengivet, kapitel 12)
Næsten et århundrede er gået, siden ovennævnte betydningsfulde udtalelse blev
fremsat, og det er uden tvivl sandt, at disse år har givet en bedre forståelse af
præsident Brigham Youngs liv og gerning. Forfatteren Louis Bromfield sagde følgende
om Brigham Young i et interview med pressen i Salt Lake City: "Han var en af de 6
eller 7 mest fremragende amerikanere." I et brev til denne forfatter gav Harry Chandler
(redaktør for Los Angeles Times) for få år siden følgende store hyldest til præsident
Young: "Jeg betragter ham som en fremragende verdensborger."
Til slut vil jeg gerne føje min hyldest til. Den står også i min bog Life of Brigham
Young:
"Hvis jeg blev bedt om at fremhæve det væsentlige, der mere end noget andet gjorde
præsident Young til den fremragende mand, han var, tror jeg, at jeg uden tøven ville
svare, at det var hans evne til at tro - hans store tro. For det første tro på en levende
Gud, som han følte sig personlig ansvarlig overfor, og for hvem han følte sig forpligtet
til at aflægge regnskab om alle gerninger i kødet. For det andet tro på alle de principper
og lærdomme, der blev åbenbaret og belært af profeten Joseph Smith, og en fast og
urokkelig beslutning om at forme sit liv efter disse principper. For det tredje tro på sig
selv, og på sin evne til at videreføre det store arbejde med at oprette Guds rige, hvis
ledelse var blevet overdraget ham efter profeten Josephs død. I denne beretning er
jeg gentagne gange blevet forbløffet over styrken i denne mands tro; en sådan tro har
jeg aldrig mødt hos noget andet menneske. På hans gravsten kunne man godt have
skrevet: HAN TROEDE. Ja, han troede virkelig på sin religion, denne fremragende
mand, og han formede sit liv efter dens principper lige til sin dødsdag.
Da han først var i besiddelse af denne store tro, fulgte alting naturligt i dens bane.
Han blev en loyal mand.
Hvor mærkeligt, at så mange af de fremtrædende mænd forlod kirken i begyndelsen
af denne uddelings historie - 6 af apostlene, de tre vidner til Mormons Bog og adskillige
af Josephs rådgivere. Der skete noget, som rystede dem af livets træ, og de faldt til
jorden som døde blade. Men hvor i hele kirkens historie er der et eneste eksempel
på, at Brigham Young nogensinde vaklede, eller var illoyal eller troløs overfor en vist
tillid? Det er der ikke. Lige til sin dødsdag var han trofast, loyal og pålidelig. Profeten
fandt hurtigt ud af, at her var en mand, han kunne stole på. Han gav ham derfor en
fremtrædende plads i de helliges råd, og de blev nære venner og kammerater. Når
trængslerne omkring profeten blev for voldsomme, var Brigham der til at forsvare ham.
Senere kunne han sige:
"Utallige nætter har jeg ligget på gulvet med en ladt revolver under puden for at
beskytte profeten Josephs liv.'
Det var en loyalitet, der udelukkede ethvert spørgsmål. Uden denne egenskab
kunne præsident Young aldrig være nået så langt. Da han var i besiddelse af den,
kunne han i løbet af få år påtage sig en høj stilling i de helliges og brødrenes øjne.
Gennem hele denne beretning har jeg gentagne gange været imponeret over
præsident Young praktiske dømmekraft, hans visdom og sunde fornuft.
På alle tidspunkter og ved alle lejligheder syntes han at vide, hvad der var mest
praktisk og bedst at gøre. Hvis han ikke havde været i besiddelse af denne egenskab,
kunne de store forehavender have slået fejl for ham. Foruden sin tro og sin loyalitet var
han også velsignet med den egenskab at være en klog mand - en mand med en sund

Side 36
dømmekraft i timelige affærer. Når han gav et råd, var det godt. De hellige styrkede
fortroligheden i denne kirkes historie. At gå imod præsident Youngs råd var at indbyde
til fiasko. Han syntes at veje alle sider af et spørgsmål og uvægerligt at træffe kloge
beslutninger.
Med hensyn til hans praktiske dømmekraft har jeg med interesse bemærket, at
under den første rejse over sletterne var det præsident Young, der red forrest på
hesteryg og valgte ruten. Det var ham, der valgte lejrpladserne; han lagde mærke til
hver eneste vogn og det læs, den bar; han lagde mærke til forspandets styrke og dets
evne til at trække læsset. Hans forholdsregler mod indianerangreb blev truffet med
præcision; han stod selv ofte vagt under stjernerne med en riffel i hånden. Da han
nåede dalen, kunne han sige, at han havde foretaget den 1600 km lange rejse, uden
at miste en eneste mand eller hest'.
Hvad kan man sige om hans udvælgelse af disse dale som et blivende opholdssted
for de hellige, der skete med den historiske udtalelse: Dette er stedet`? Viste dette
ikke mandens enestående gode dømmekraft? En taknemmelig generation, der har
efterfulgt ham, har rejst et mindesmærke til 100.000 dollars på det sted, hvor disse
historiske ord blev udtalt. Vestens rige blev født denne dag - den 24. juli 1847.
Hans grundlæggelse af byer i denne region mellem bjergene og hans valg af
mænd, der skulle præsidere over dem, blev foretaget med en indgående forståelse af
landbrugsmæssige forhold og den menneskelige natur. I de fleste tilfælde udpegede
han selv det område, hvor kolonien skulle bygges, han ledede lokaliseringen af
kanalerne og det land, der skulle overrisles, og han 'velsignede og indsatte' de mænd,
der blev sat til at præsidere. I sine sidste år kunne han se sig omkring og skue mere end
200 landsbyer, kolonier og byer, befolket med over 100 000 velstående og uafhængige
indbyggere - for det meste uden gæld. Alt var bygget i de 30 år, han havde boet her,
og var udført under hans direkte opsyn og ledelse.
Bygningen af templer, det store Salt Lake Tabernakel, telegraflinier og jernbaner,
der strakte sig mod nord og syd gennem territoriet, vidner om hans enestående evner
som bygmester.
Jeg ønsker imidlertid ikke at give læserne vildledende oplysninger om hovedformålet
med præsident Youngs aktiviteter her i vesten. Det var ikke at bygge et kejserrige.
Hovedformålet med alt, hvad han foretog sig i sit liv fra det tidspunkt i 1832, hvor han
sluttede sig til kirken, og indtil sin død i 1877 - var at opbygge, Guds kirke og rige'
her på jorden. Dette formål erklærede han selv hundredvis af gange i sine taler. Da
profeten Joseph døde, erklærede han det til de hellige i Nauvoo. Broder Joseph har
lagt grundvolden, og vi kan bygge videre på den - vi kan bygge et rige, hvis lige denne
verden aldrig før har set. Alt, hvad han foretog sig i sit liv, drejede sig om dette ene
formål.
Hans kundskab om åndelige anliggender blev lige så indgående som hans kundskab
om praktiske ting. På alle lærepunkter, der vedrørte riget, blev han en autoritet. Jeg
er blevet forbløffet over antallet og udstrækningen af hans rent lærdomsmæssige taler
og den lethed og tydelighed, hvormed han kunne tale om sådanne emner som død,
opstandelse, udødelighed og evigt liv.
Det var som leder for de hellige, at præsident Young var enestående. Han havde
været en trofast tjener i Josephs dage. Da Joseph blev taget bort, trådte han i hans
sted og tog ledelsen. Straks var de hellige klar over, at Gud havde oprejst en ny leder
i Israel, og de samledes trofast omkring ham. Deres tillid til ham voksede med årene
- snart gav de ham navnet Herrens løve' (i den betydning, at han var en stærk og modig

Side 37
forkæmper for Herrens værk). Tilliden udviklede sig til kærlighed og hengivenhed. Ofte,
når han tog omkring til kolonierne, stod tusinder ved vejkanten for at modtage ham, og
mange gange blev der strøet blomster på hans vej. Jeg kan ikke mindes en leder for
noget folk, der var mere æret og elsket end Brigham Young.
På intet tidspunkt mistede han evnen til at være en ven af folket. Han var altid et
med folket, og tusinder kaldte ham fortroligt, broder Brigham. Han gjorde ikke krav på
at være storslået, men på at være en Guds tjener, og det var han i ord og gerning.
Præsident Youngs liv er en kostelig arv til de sidste dages hellige. Alt hvad vi lærer,
og alt hvad vi står for, er nedlagt i ham. Generationer, der endnu ikke er født, vil vende
sig til ham for at få inspiration, råd og vejledning. Selv om han er død, lever han i
hjerterne på alle dem, der er optaget af den store opgave at opbygge Guds rige' på
jorden."

I
Tredje præsident
John taylor (1808-1887)
Side 38
Da præsident Brigham Young døde "et minut over fire" om eftermiddagen den 29.
august 1877 blev byrden med at lede Israels hærskarer lagt på præsident John Taylors
brede og kompetente skuldre. Præsident Taylor var på dette tidspunkt 69 år gammel
og nærmede sig hurtigt de tilmålte halvfjerdsindstyve år (se Salm. 90:10), men han var
stadig i besiddelse af manddommens livskraft, havde en sund dømmekraft, var fast og
uovervindelig i troen, en dygtig leder, en sand Guds mand.
I over 40 år havde præsident Taylor konstant arbejdet for riget. Han havde givet alt
i sig til dets opbyggelse. Og på grund af sine fremragende egenskaber, sin intelligens
og dygtighed, sin loyalitet og samarbejdsvilje havde han hævet sig til De Tolvs
præsidentskab, og derfor var det ham, der havde ret til at præsidere, da præsident
Young døde.
Præsident Taylor var født i England, og han var i besiddelse af dette folks ædleste
egenskaber: ærlighed, flid og kærlighed til frihed gennem sand og retfærdig levevis.
En, der kendte ham godt, har beskrevet ham for mig som "en engelsk gentleman". Selv
om han havde en dejlig ånd hos sig, var lige venlig mod ven og fremmed og desuden
var i besiddelse af tolerance, var han ikke desto mindre hård overfor enhver form for
ondskab og synd. Jeg vil kalde ham en sand Guds mand, et fint eksempel på en sidste
dages hellig. Det er en ære at tale eller skrive om en sådan mand.
John Taylors forældre boede i byen Milnthorpe, Westmoreland County, England,
hvor han blev født den 1. november 1808. Faderen hed James Taylor, og moderens
pigenavn var Agnes Taylor, selv om de ikke var i familie med hinanden, så vidt jeg
har kunnet finde ud af. James og Agnes Taylor fik lo børn - 8 sønner og 2 døtre. Tre
af børnene døde som små. Da Edward, den ældste søn, døde som 22-årig, var John
- den næstældste søn og genstanden for denne beretning - den næste søn i rækken
og stod næst efter faderen, familiens overhoved.
Da John var l I år gammel, bosatte hans forældre sig på en lille landejendom, de
havde arvet, i nærheden af byen Hale, England. Da han var 14 år gammel, var der
nogen diskussion i familien om, hvilket håndværk drengen skulle lære, nu da han var
ved at være en ung mand. Det blev endelig besluttet, at han skulle være bødker, og
derfor kom han i lære hos en fabrikant i Liverpool, men få måneder efter gik hans
arbejdsgiver fallit, og John var nødt til at tage hjem igen. Da han var fast besluttet på at
lære et håndværk, tog han kort efter til Penrith i Cumberland, hvor han gik i lære som
trædrejer. Her blev han, fra han var 15, til han var 20, og arbejdede flittigt med sine
hænder, indtil han mestrede sit håndværk.
I året 1830, som er et betydningsfuldt år i kirkens historie, tog John Taylors forældre
og søskende med skib fra Liverpool til Canada. John blev tilbage i England for at bringe
tingene i orden og afhænde sin fars ejendom, og det varede to år, før han var i stand
til at slutte sig til dem. Han ankom til New York City om efteråret i 1832 og tog med
diligence og båd til Toronto, Ontario, Canada til sin familie. Det varede ikke længe, for
han havde etableret sig som trædrejer, og han så med tillid frem til et liv i lykke, fred
og fremgang.
Da John var meget religiøs af naturen, sluttede han sig til metodistkirken i Toronto
kort efter sin ankomst, og i løbet af få måneder blev han lærer og omvandrende
prædikant for organisationen. Hans naturlige anlæg og interesse var at fortælle om

Side 39
evangeliet, at bringe sjæle til kundskab om Gud og at gøre verden til et bedre sted at
leve i. Denne opgave blev hans livs håb, drøm og stræben. Han skulle blive i stand til
at opfylde denne stræben.
Mens John deltog i metodistkirkens møder i Toronto, mødte han Leonora Cannon
- datter af kaptajn George Cannon fra Peel, the Isle of Man - og giftede sig med hende.
Leonora var en dannet og kultiveret kvinde. Hun var åndfuld, begavet, var i besiddelse
af usædvanlige konversationsevner og var meget religiøs af naturen. Hun var på alle
måder en passende ledsager for John Taylor.
Alt så lovende ud for dette nygifte par, da de begyndte deres liv sammen i
Toronto. John tilbragte hverdagene i sit trædrejeri og søndagene med forsamlingen
i metodistkirken, hvor han deltog aktivt. Men efterhånden som tiden gik, og hans
kundskab og forståelse voksede, begyndte han at sætte spørgsmålstegn ved nogle
af de trossætninger, som metodistkirkens ledere underviste i. En lille gruppe af
forsamlingen sluttede sig til ham i disse forespørgsler, og det varede ikke længe, før
de blev kendt som "Dissenters" (anderledes tænkende). De søgte et nyt evangelium,
hvor Guds kraft ville blive tilkendegivet. De lærdomme, som metodisterne underviste
i, kunne ikke tilfredsstille dem.
Det var på dette kritiske tidspunkt i John Taylors liv, at Parley P. Pratt, en apostel i
Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige, ankom til Toronto. Han kom med det formål
at give folkene der et vigtigt budskab, og ligesom de fordums apostle rejste han "uden
pung og taske" (Luk. 22:35) og stolede på, at Gud ville lede ham til de ærlige af hjertet.
Ældste Pratt begyndte at holde moder hos en fru Walton, og blandt de tilstedeværende
var John Taylor og dennes hustru. "John skrev 8 taler ned, som apostel Pratt gav,
og sammenlignede dem med skrifterne," beretter B. H. Roberts (Brigham H. Roberts
- [1857-1933] en af præsidenterne for De halvfjerds' første Råd, forfatter og historiker).
Han undersøgte også beviserne på Mormons Bogs og Lære og Pagters guddommelige
ægthed. "Jeg gjorde det til et regulært arbejde i 3 uger," beretter John, "og fulgte broder
Parley fra sted til sted." Resultatet af denne omhyggelige undersøgelse var, at John
Taylor og hans hustru blev døbt den 9. maj 1836 af ældste Parley P. Pratt.
John var straks meget aktiv i kirken, og i løbet af få uger blev han ordineret til ældste.
Sammen med ældste Pratt begyndte han at forkynde evangeliet i Torontos omegn,
og nye medlemmer sluttede sig dagligt til flokken. Da ældste Pratt i efteråret 1836 tog
tilbage til sit hjem i Kirtland, overdrog han ældste Taylor "ansvaret for alle de hellige og
grenene i det øvre Canada" (det område, der nu er kendt som Ontario, Canada).
I marts 1837 tog ældste Taylor til Kirtland for at besøge de hellige der og mødes
med profeten Joseph for første gang. Da han ankom, modtog profeten ham hjerteligt
og inviterede ham til sit eget hjem. Dette var begyndelsen til et venskab, der skulle
fortsætte gennem hele profetens liv. I sine sidste timer i jordelivet - ja, i sin allersidste
time - skulle han finde lindring og trøst gennem John Taylors milde og gode ånd og
hans kærlige venskab.
I august 1837 besøgte profeten Joseph ældste Taylor i Canada, ledsaget af Sidney
Rigdon og Thomas B. Marsh. "Det var en stor oplevelse for mig," beretter ældste Taylor.
"Jeg havde dagligt mulighed for at tale med dem, lytte til deres instruktioner og tage
del i den rige strøm af intelligens, der hele tiden flød fra profeten Joseph."
Før profeten forlod Canada, ordinerede han ældste Taylor til højpræst og
beskikkede ham på ny til at præsidere over kirken der.
II

Side 40
I efteråret, 1837 fik ældste Taylor besked fra profeten om, at denne gerne ville have
ham til at afvikle sin forretning i Canada og slutte sig til de hellige i Missouri. John
Taylor gjorde nu fælles sag med de sidste dages hellige. Han opgav sit behagelige
hjem og sin forretning i Toronto, og sammen med en ældste Mills tog han af sted til
Kirtland. Da det var vinter, "lavede de en overdækket slæde, deres familier kunne køre
i, mens deres ejendele blev transporteret i vogne". Efter en lang og vanskelig rejse,
hvor broder Taylor noget af tiden måtte blive i Indiana og arbejde for at skaffe midler til
at fortsætte rejsen, ankom han sammen med sin familie til Far West, Missouri, omkring
den 1. oktober 1838.
Det var under denne trættende rejse fra Canada, at han blev kaldet som apostel, i en
åbenbaring profeten Joseph modtog den 8. juli 1838. Uheldigvis var missourianernes
forfølgelse af de hellige på sit højeste, da John Taylor ankom til Far West. En
måned senere blev profeten Joseph og adskillige af kirkens ledere taget til fange af
pøbelmilitsen, og alle de hellige i Missouri fik ordre til at forlade staten. Midt i denne
forvirring blev John Taylor ordineret til apostel ved et møde for højrådet i Far West, den
19. december 1838, "under Brigham Youngs og Heber C. Kimballs hænder". Kort efter
flygtede han også sammen med sin hustru og sin familie østpå til det nye samlingssted
for de hellige i Illinois.
I nogen tid blev John Taylor i Quincy, Illinois, hvor nogle af brødrene for De Tolv
havde bosat sig. Kort efter blev byen Nauvoo grundlagt under profeten Josephs
ledelse, og ældste Taylor og hans familie flyttede dertil. Da han imidlertid ikke kunne
finde et passende sted at bo, tog han over floden til Iowasiden og flyttede "ind i et
værelse i en gammel kaserne". Det var mens han boede under disse beskedne forhold,
at han påbegyndte forberedelser til at tage på mission i England, hvortil han og brødre
fra De Tolv var blevet kaldet.
Jeg kan her blot give en kort beretning om John Taylors udmærkede mission i
England, men lad mig sige, at han udviste alle de prægtige egenskaber, der fik de
sidste dages hellige til at agte ham højt. Han kom til England, syg og uden penge,
men på grund af sin faste karakter og sit stærke vidnesbyrd havde han held til at
bringe mange familier til kundskab om sandheden. Blandt disse var hans hustrus bror,
George Cannon, og dennes familie i Liverpool. Man kan slet ikke begynde at anslå,
hvad denne bemærkelsesværdige familie har gjort for kirken, og hvad de hundreder af
efterkommere gør i dag. Ældste Taylor fortsatte sit arbejde i England indtil april, 1841,
da han sammen med brødrene fra De Tolv vendte tilbage til sit hjem i Nauvoo. Før
han forlod England, offentliggjorde han en rapport over sit arbejde i Millennial Star (Et
månedligt tidsskrift for kirken, der blev udgivet i Storbritannien. Det blev påbegyndt af
Parley P. Pratt i 1840). Her følger uddrag af denne rapport:
Jeg føler trang til at fryde mig i Herren, fordi han har velsignet ydmyge bestræbelser
på at fremme hans sag og rige, og for alle de velsignelser jeg har modtaget på denne
ø; for selv om jeg har rejst 8 000 km uden pung eller taske, og har rejst lige så langt
med tog, diligencer, dampskibe, vogne, på hesteryg og med næsten enhver form for
transportmiddel, og har været blandt fremmede i et fremmed land, så har jeg ikke en
eneste gang manglet hverken penge, tøj, venner eller et hjem fra den dag jeg ankom
og til nu; jeg har heller aldrig måttet bede nogen om noget. Jeg har sat min lid til
Herren, og jeg ved, at man kan stole på hans ord. Og nu, da jeg drager bort, bærer jeg
vidnesbyrd om, at dette er Guds værk - at han har talt fra himlene - at Joseph Smith er
en Herrens profet - at Mormons Bog er sand; og jeg ved, at dette værk vil gå fremad,
indtil, Verdensherredømmet virkelig er vor Guds og hans Kristi rige' (Se Joh. Åb. 11:15
og L&P 105:32)."

Side 41
Brødrene fra De Tolv forlod England i april 1841 og ankom til New York City efter en
måneds sørejse. De fortsatte til Nauvoo, hvortil de ankom den 1. juli. Heber C. Kimball
beretter: "Vi ankom til Nauvoo den 1. juli, og da vi stødte mod kajen, tror jeg, der var
omkring 300 hellige der for at møde os, og jeg har aldrig set en lignende tilkendegivelse
af kærlighed og glæde. Præsident Smith var den første til at give os hånden. Han har
aldrig haft det bedre, og det samme er tilfældet med de fleste af de hellige ... Vore
familier havde det godt, bortset fra søster Taylor, der er temmelig syg."
Ved sin ankomst til Nauvoo fandt John sin familie i temmelig bedrøvelige
omstændigheder. Hans hustru var syg, men ved kærlig omsorg og pleje kom hun
sig hurtigt. Ældste Taylor tog straks aktivt del i alle kirkens anliggender. I august
blev han valgt til "bestyrelsesmedlem ved Nauvoo universitet". Han mødtes næsten
dagligt med brødrene fra De Tolv, og dem skrev han mange breve og artikler for. Ved
oktoberkonferencen, der blev afholdt i Nauvoo, "udpegede konferencen Elias Higbee,
John Taylor og Elias Smith til ansøgere om afhjælpning af uret begået i Missouri; og
John Taylor blev udvalgt til at fremføre anmodningen".
Ældste Taylor tilbragte mange timer sammen med profeten, og der udvikledes et
nært venskab mellem de to. I januar 1842 skriver profeten følgende i sin beretning: "Jeg
læste i Mormons Bog, udførte forskellige opgaver i forretningen og i byen og tilbragte
aftenen på kontoret sammen med ældste Taylor og ældste Richards."
I februar 1842 købte kirken trykkeriet for Times and Seasons (Et SDH-tidsskrift, der
blev udgivet fra 1839-1846) af Ebenezer Robinson, og profeten bad John Taylor og
Wilford Woodruff om at påtage sig ledelsen af det. John fandt nu et arbejde, som han
havde særlige evner for. Han var en dygtig skribent og redaktør, og mens han boede
i Nauvoo, skrev han mange artikler til dette tidsskrift. I efteråret 1842 begyndte han at
udgive en ugentlig avis ved navn The Nauvoo Neighbor.
Den 1. november 1842 fejrede ældste Taylor sin 34-års fødselsdag. Han havde
indrettet en behagelig bolig for sig selv, sin hustru og deres 4 små børn, han var apostel
i kirken og havde en voksende og indbringende forretning, og han så frem til et liv i
lykke, fred og fremgang.
I året 1843 arbejdede ældste Taylor flittigt med sine opgaver som redaktør. Det
lyder måske mærkeligt, at han havde besvær med at skaffe tilstrækkeligt med papir.
Da Mississippifloden frøs til om vinteren, standsede næsten al forsendelse udefra. Jeg
finder følgende i Times and Seasons under april 1843. Det er et uddrag af en ledende
artikel, skrevet af ældste Taylor:
"Vi beder læserne undskylde, at dette nummer er så forsinket. Vi var udgået for papir
og forventede, at floden var blevet åbnet, længe før det var tilfældet; og da det var
umuligt at få det over land på grund af vejenes tilstand, havde vi ingen anden mulighed
end at vente, til floden blev åbnet. Vi undskylder forsinkelsen, men forsikrer vore
venner om, at det var uundgåeligt fra vor side. Imidlertid har vi truffet de nødvendige
forholdsregler for at indhente det forsømte, idet vi har ansat to medarbejdere, så
arbejdet kan skride fremad nat og dag, indtil vi er å jour, og det regner vi med at være
om ca. 3 uger."
Året 1844 begyndte godt for John Taylor - og alligevel blev det så skæbnesvangert.
Det er sikkert godt, vi ikke kan se eller vide, hvad der venter os fra dag til dag. Det,
han glædede sig mest over, var at have profetens tillid og selskab. Jeg finder følgende
i profetens dagbog under den 1. januar 1844:

Side 42
"Et stort selskab spiste i mit hjem nytårsaften og nød musik og dans til den lyse
morgen. Jeg var i mit private værelse sammen med min familie, ældste John Taylor
og andre venner."
Og igen tirsdag den 6. Februar: "En meget kølig dag. Jeg tilbragte aftenen sammen
med min bror Hyrum, Sidney Rigdon og De tolv Apostle og deres hustruer hos ældste
John Taylor. Vi spiste aftensmad sammen og havde det hyggeligt."
I året 1844 var der præsidentvalg i USA, og man drøftede politik alle vegne. De
helliges ledere besluttede, at de ikke kunne støtte de større politiske partier eller deres
kandidater. For at finde en middelvej bad man profeten om at lade sig opstille som
præsidentkandidat, og de hellige skulle så støtte ham og arbejde for, at han kunne blive
valgt. Derfor forlod 244 ældster - inklusive De tolv Apostle, bortset fra John Taylor og
Willard Richards - i april Nauvoo og rejste til de forskellige stater østpå.
Mens de var væk, påbegyndtes udgivelsen af en anti-mormonsk avis i Nauvoo, der
ondskabsfuldt angreb profeten og de hellige. Nauvoos byråd gav ordre til, at denne
avis "skulle ødelægges", og ordren blev udført. Der blev straks udstedt arrestordrer for
profeten, hans broder Hyrum, John Taylor og andre, der var medlemmer af byrådet.
Det var mens de afventede den retslige behandling, at tragedien i Carthage fængslet
fandt sted, den 27. juni 1844. Profeten og patriarken blev dræbt, og John Taylor blev
alvorligt såret. Detaljerne om denne tragedie blev givet i kapitlet om Joseph Smith i
denne bog, og jeg vil ikke gentage dem her.
Ældste Taylor blev bragt til sit hjem i Nauvoo få dage efter tragedien, og det
varede mange uger, før han var i stand til at genoptage sit normale arbejde. De Tolvs
rådsmøder blev ofte afholdt i hans hjem, mens han kom til hægterne efter sårene. Da
han var kommet sig, fortsatte han med at udgive tidsskrifter, og passede desuden sit
arbejde i kirken samt en dejlig gård, han havde i nærheden af Nauvoo. Imidlertid blev
de ledende brødre i løbet af 1845 klar over, at de hellige ville være nødt til at forlade
Nauvoo, hvis de ønskede fred, og i løbet af efteråret og vinteren 1846-1847 påbegyndte
man forberedelser til den store folkevandring mod vest.
Den 16. februar 1846 forlod ældste Taylor Nauvoo og krydsede floden til Iowasiden.
For at få et begreb om, hvad han måtte ofre på dette tidspunkt, er der fortalt, at han i
Nauvoo efterlod "et stort to-etagers, møbleret murstenshus med en forretning på den
ene side og en ny murstensbygning på den anden, som han havde opført til trykkeri;
desuden en stor lade nede bagved. Grunden og bygningerne var 10000 dollars værd.
Foruden disse ejendomme havde han lidt øst for Nauvoo en gård på 43 hektarer, en
anden på 32 hektarer, hvoraf det halve blev dyrket og resten gav tømmer. Han ejede
også en hjørnegrund på 30,78 x 25,9 m, beliggende på Main street og Water street".
Alt dette efterlod ældste Taylor i Nauvoo, da han påbegyndte den trættende rejse ud i
de vestlige ødemarker. Men tanken om og troen på, at de hellige kunne finde et sted,
hvor de kunne tilbede Gud i fred og bo i sikkerhed uden at blive forulempet af onde
pøbelhobe, ledte ham fremad mod den nedgående sol.
III
Rejsen gennem Iowa i regn og mudder tog 4 måneder. Den 14. juli ankom ældste Taylor
til Council Bluffs ved Missourifloden. Her gjorde man foreløbig holdt. På dette sted fik
man besked fra kirkens organisationer i England, at det ikke gik så godt der. De Tolv
tog sagen under overvejelse, og som resultat bad præsident Young John Taylor, Orson
Hyde og Orson Pratt om at rejse til England og bringe orden i kirken. Brødrene tog af
sted, mens deres familier måtte se en streng vinter i møde i vogne ved Missouriflodens

Side 43
bredder. Efter en besværlig rejse til lands og til vands ankom de til Liverpool, England
den 3. oktober 1846.
Ældste Taylor og de andre brødre tilbragte 4 måneder i England og udførte det
arbejde, som de præsiderende brødre havde bedt dem om at gøre. På tilbagerejsen,
der varede 36 dage, sejlede han til New Orleans, Louisiana. Fra New Orleans tog
han en floddamper til St. Joseph, Missouri. Herfra tog han til de helliges lejr og
ankom lige tids nok til at få en samtale med præsident Young, der skulle af sted
vestpå sammen med nogle af pionererne. Ældste Taylor bragte flere værdifulde
videnskabelige instrumenter med sig: 2 sekstanter, 2 barometre, 2 kunstige horisonter,
1 cirkelrund reflektor, adskillige termometre og et teleskop, der viste sig at være af stor
værdi for pionererne.
Da præsident Young og pionergruppen drog vestpå i april 1847 for at finde et egnet
sted for de hellige, blev ældste Taylor i nogen tid i Winter Quarters for at organisere
de hellige i grupper, der skulle følge efter. Sidst i juni var en stor gruppe parat til at
påbegynde den lange rejse på 1600 km I denne gruppe var der 1533 mennesker, 600
vogne, 2 213 okser, 124 heste og 887 køer. Således drog de sidste dages hellige
med flokke og hjorde ud i ødemarken. Ældste John Taylor og ældste Parley P. Pratt
præsiderede over denne store gruppe.
Rejsen over sletterne var langsom og trættende. Man rejste fra 8 til 32 km om dagen
alt efter det terræn, man rejste igennem. Lejren plejede at hvile om søndagen, hvor
man afholdt møder, "og stilheden i de store vestlige ødemarker blev brudt af de hellige,
der sang Zions sange".
Da medlemmerne af den karavane, der blev anført af John Taylor, nærmede sig
Sweetwaterflodens øvre overfartssted i det, der nu er kendt som det vestlige Wyoming,
mødte de nogle tilbagevendende pionerer under præsident Young, der fortalte dem,
at man havde valgt et blivende samlingssted for de hellige i Saltsødalen. For at
ære disse pionerer bad John Taylor kvinderne i sin gruppe om at lave et måltid til
dem, og i overensstemmelse hermed nød man i ly af de ensomme bjerge, hvad
der senere er blevet kendt som "festmåltidet i ødemarken". B. H. Roberts skriver:
"Adskillige improviserede borde dækket med snehvidt linned viste, at en overraskelse
var i baghånden for de trætte pionerer. Fedekalven blev slagtet, der blev tilberedt vildt
og fisk i overflod; frugt, gele og relish (syltede agurker, asier o.l., oliven, rå grønsager,
etc.) blev fundet frem, så det i sandhed var et kongeligt festmåltid." Da middagen var
forbi, tilbragte brødrene og søstrene aftenen med at danse. "Og snart blev den søde
forvirring af latter og munter samtale blandet med lystige toner fra violinen og danse
lederens klare stemme, når han førte de dansende gennem squaredanse og andre
uskyldige danse," der passede til lejligheden.
Næste morgen skiltes de to grupper og drog hver sin vej; præsident Young og hans
pionerer skulle tilbage til Winter Quarters, Nebraska, og John Taylor og hans gruppe
fortsatte mod Saltsødalen, hvortil de ankom om eftermiddagen den 5. oktober 1847.
Da John Taylor nu var hos de hellige, gik hans første indsats ud på at bygge et hjem
til sig selv og sin familie. "Vore huse," skriver han, "var bygget på fortets yderside i
form af skure- den højeste væg vendte udad, og taget skrånede mod det indre. Vinduer
og døre blev anbragt på den side, der vendte ud mod indhegningen, og ydersiden var
massiv, bortset fra skydehuller til beskyttelse. Omkring juletid (1847) havde jeg opført
ca. 27 '/2 m bygningsværk af flækkede stammer, indhegnet og dækket dem. Desuden
havde jeg lavet indhegninger og bygget stalde bagved og indhegnet en plet til have

Side 44
foran. Jeg hjalp til med alt dette arbejde ved at save, bygge og transportere." (B. H.
Roberts, Life of John Taylor, s. 193)
John Taylor blev i Saltsødalen i to år (fra oktober 1847 til oktober 1849). I disse to
år tog han aktivt del i alle de helliges foretagender. Han deltog i møder for De Tolv;
han talte ved konferencer for de hellige; han bestræbte sig på at skaffe sin familie
livets behageligheder. Han var personligt vidne til den fantastiske oplevelse, da tusinder
af måger fløj ind fra søen og ødelagde de utallige græshopper, der var ved at gøre
det af med de helliges magre afgrøder. Under alle forhold var John Taylor en leder.
"Mange støttede sig til ældste Taylors styrke i disse dage," skriver B. H. Roberts. "Når
fortvivlelse overvældede koloniens beboere, indgød han dem håb igen; når de svage
vaklede, styrkede han dem; de, der var nedbrudte af sorg, trøstede og opmuntrede
han. Hans tro på Gud og tillid til, at han havde magt til at bevare og udfri sit folk, var lige
så urokkelig midt under de vanskeligheder, de kom ud for, da de bosatte sig i Utahs
øde dale, som det havde været tilfældet under pøbeloptøjerne i Missouri og Illinois."
(B. H. Roberts. Life of John Taylor, s. 199-200)
IV
Ved oktoberkonferencen i 1849 blev John Taylor kaldet af Kirkens øverste
Præsidentskab til at præsentere evangeliet for Frankrigs befolkning. Han accepterede
beredvilligt dette vigtige kald, og den 19. oktober rejste han østpå sammen med flere
andre missionærer. Rejsen over sletterne var besværlig på denne årstid, hvor kolde
vinde og snestorme jog hen over prærien. Men brødrene fortsatte fra dag til dag, og i
løbet af 2 måneder nåede de til Kanesville, Iowa, hvor nogle af de hellige stadigvæk
boede, og disse gav dem en varm velkomst. Fra Kanesville fortsatte ældste Taylor
rejsen med vogn og med båd til St. Louis, Missouri, hvor han blev i flere uger "for at
besøge de hellige og studere det franske sprog". Derefter fortsatte han til New York
City, og herfra sejlede han til England. Efter en sørejse uden særlige begivenheder
ankom han den 27. maj 1850 til Liverpool, England.
Ældste Taylor blev kun i England nogle få uger for at genopfriske gamle
bekendtskaber og mødes med de hellige; derpå rejste han til Frankrig, hvor han gjorde
Boulogne-sur-Mer til sit hovedkvarter. Hans kammerater var ældste Curtis Bolton og
William Howell.
På grund af den begrænsede protestantiske befolkning i Boulogne gjorde
missionærerne ikke store fremskridt. Ældste Taylor indlod sig på en offentlig debat med
to præster fra England, hvilket vakte betydelig opmærksomhed, men det varede ikke
længe, før han tog til Paris, hvor der var større muligheder. Her døbte han snart flere
mennesker og grundlagde en lille gren af kirken. Han traf også foranstaltninger til at få
Mormons Bog udgivet på fransk og få trykt et lille månedligt blad, Etode du Deseret.
Den politiske uro i Frankrig var imidlertid således på dette tidspunkt, at regeringen snart
forbød ældsterne at forkynde evangeliets principper. I august 1851 tog ældste Taylor
til Hamburg, Tyskland, hvor han havde held til at få Mormons Bog oversat til tysk og
også til at udgive et lille månedligt blad, Zions Panier.
Da ældste Taylor i december 1851 vendte tilbage til Paris, fandt han landet i en
tilstand af revolution og byen i hænderne på soldater. Under sådanne usikre forhold
mente han, at det var bedst at forlade Frankrig. Derfor sammenkaldte han de hellige til
en konference og bød dem farvel. Næste dag rejste han til England og regnede med,
at hans mission indtil videre var forbi.
Det var på denne mission ældste Taylor skrev sin beundringsværdige pjece The
Government of God. Om dette værk skriver historikeren George Bancroft (1800-1891):

Side 45
"Som afhandling over et almindeligt og abstrakt emne har den sandsynligvis ikke sin
lige i hele mormon-litteraturen."
Den 6. marts 1852 forlod ældste Taylor England og sejlede tilbage til Amerika. Efter
at have besøgt venner i Philadelphia og Washington D. C. tog han med tog og båd til
Kanesville, Iowa, og her sluttede han sig til en karavane, der var på vej til Utah. Efter
den trættende rejse over sletterne ankom han den 20. august til Salt Lake City, hvor
han blev budt velkommen af sine kære og af gode venner. Han havde da været væk
i næsten 3 år.
Uden tvivl var ældste Taylor nu ivrig efter at tage sig af personlige anliggender og
forbedre sin økonomi efter sit lange ophold i Europa, men kirkens præsidentskab havde
åbenbart for høje tanker om hans evner som missionær til at lade ham blive hjemme
længe. I sommeren 1854 blev han igen sendt østpå "for at præsidere over kirken i de
østlige stater, føre tilsyn med emigrationen og udgive en avis i kirkens interesse". Disse
opgaver viste sig at være vanskelige, da der på dette tidspunkt var dårlige følelser imod
de sidste dages hellige østpå, på grund af de rapporter, der blev aflagt af de "bortløbne
dommere" (der havde forladt Utah, da det blev opdaget, at de var umoralske - se side
40 og 41 her i bogen) og andre statsembedsmænd, der var vendt hjem. Alligevel gik
ældste Taylor uden frygt fremad og udførte de opgaver, der var blevet pålagt ham. En
avis ved navn The Mormon blev påbegyndt i New York City den 17. februar 1855.
Som redaktør var ældste Taylor en af de dygtigste og mest frygtløse, kirken havde
frembragt. De store dagblade i New York City fandt særlig fornøjelse i at angribe The
Mormon og kirkens lære, men ældste Taylor var på højde med enhver situation og
svarede på en måde, der ofte bragte hans kritikere til tavshed.
V
Ældste Taylor blev østpå under den stormfulde periode i 1856 og de første måneder
af 1857, hvor det blev bekendtgjort, at præsident Buchanan havde givet ordre til, at
en hær skulle sendes til Utah, og at en ny guvernør skulle afløse Brigham Young.
Da han følte, at tidspunktet var kommet, hvor han skulle aflægge personlig rapport
til præsident Young, forlod han New York City, og efter igen at have foretaget den
trættende rejse over sletterne ankom han til Utah i august 1857. Søndagen efter
ældste Taylors ankomst priste præsident Young ham i Det gamle Tabernakel for hans
redaktørarbejde i de østlige stater.
"Med hensyn til broder Taylors arbejde med udgivelsen af bladet The Mormon i
byen New York, har jeg hørt mange bemærkninger om de ledende artikler i dette blad
- ikke blot fra de hellige, men fra dem, der hævder, at de ikke tror på den religion, vi
har antaget; og det er sikkert et af de bedst redigerede blade, der bliver udgivet. Med
hensyn til de ledende artikler kan jeg sige, at det er en af de mest betydningsfulde
aviser, der nogen sinde er blevet udgivet, så vidt jeg ved; og jeg har aldrig læst en
eneste sætning, som jeg ikke kunne sige god for. Jeg er helt enig med hver eneste
sætning, jeg har hørt eller læst. Broder Taylor, jeg siger disse ting til dig, og jeg tror,
at dette samfund, der har læst avisen, er i besiddelse af de samme følelser." (B. H.
Roberts, Life of John Taylor, s. 271)
I mellemtiden marcherede De forenede Staters hær vestpå og nærmede sig hurtigt
Utah-territoriets grænser. Omkring en måned efter ældste Taylors hjemkomst ankom
kaptajn Van Vliet, assisterende kvartermester ved general Harneys hær, til Salt Lake
City for at købe forsyninger til de tropper, der var på vej. Mens kaptajn Van Vliet var
i byen, deltog han i et møde i Tabernaklet, hvor ældste Taylor holdt en gribende tale.

Side 46
"Hvordan ville jeres følelser være, hvis De forenede Stater ønskede at jage os væk fra
vore egne hjem?" spurgte han de hellige. "Brødre, hvis det blev nødvendigt, ville I så
sætte ild til jeres bygninger, lægge dem i aske og vandre hjemløse op i bjergene? Jeg
ved, hvad I ville sige, og hvad I ville gøre."
På dette tidspunkt udbrød præsident Young: "Prøv at foretage en afstemning."
Derpå fortsatte ældste Taylor: "Alle I, der er villige til at sætte ild til jeres ejendomme
og lægge dem i aske, frem for at underkaste jer militære regler og undertrykkelse,
bedes tilkendegive det ved at række hånden op."
Det forlyder, at 4.000 af de hellige rakte hånden op til enstemmig godkendelse.
Det var sådanne gribende episoder, ældste Taylor aktivt tog del i, da han ankom
til Utah.
At de hellige i ramme alvor mente, at de ville "lægge deres marker og hjem øde",
ses tydeligt af den kendsgerning, at præsident Young tidligt om foråret i 1858 gav ordre
til evakuering af alle de nordlige kolonier, inklusive Salt Lake City, og igen begyndte de
sidste dages hellige at udvandre. Ældste Taylor deltog i denne udvandring og flyttede
sin familie til Utah County, indtil frygten for en konflikt med hæren var overstået. Han
deltog i konferencen med fredskommissærerne og holdt en effektiv tale, der hjalp til
at udligne forskellene mellem de hellige og regeringen. B. H. Roberts giver følgende
hyldest til John Taylors handlinger på dette tidspunkt:
"Som altid var han sikker på, at Gud havde dette folks og dets fjenders skæbne
i sine hænder, og han var rede til fred eller krig, eller til at ødelægge og forlade sit
hjem, hvis det var Guds vilje. Denne ånd af tillid og fortrøstning til Herren var han ikke
blot selv i besiddelse af, men han havde også evnen til at bibringe andre den samme
ånd. Han opmuntrede de modløse og bedrøvede, styrkede de svage, irettesatte de
frygtsomme, overbeviste de vantro, vejledte endog de kloge; og gennem hele denne
mørke og urolige tid førte han sig med værdighed, mod og sand mandighed, hvilket
styrkede de helliges kærlighed til ham og fik brødrene til at beundre ham."
De 20 år mellem 1857, da ældste Taylor vendte hjem fra sin mission i de østlige
stater, og 1877, da præsident Brigham Young døde, var fyldt med forskellige aktiviteter
- både samfundsmæssige og religiøse - for det meste begrænset til Klippebjergenes
dale. I disse 20 år virkede ældste Taylor som medlem af Utah-territoriets lovgivende
forsamling, og i 5 på hinanden følgende perioder blev han valgt som formand for
Repræsentanternes Hus. I 1868 blev han valgt til skifteretsdommer for Utah County,
og han fortsatte i dette embede indtil december-terminen for denne ret i 1870.
Både sommer og vinter i al denne tid var ældste Taylor hele tiden aktiv i sine pligter
i kirken og i sin kaldelse som apostel. Han ledsagede præsident Brigham Young på
næsten alle dennes årlige rejser, både nord og syd for Salt Lake City. Hans trykte
taler gennem disse år, der altid var af bedste kvalitet, kunne fylde adskillige bind. Hans
fremstilling af kirkens lærdomme og fremgangsmåder var altid myndig.
VI
Som nævnt i begyndelsen af kapitlet, døde præsident Brigham Young den 29.
august 1877 i Salt Lake City. Denne betydningsfulde mands død opløste Det øverste
Præsidentskab og efterlod kirken uden en præsident. Ansvaret for at lede de hellige
tilfaldt derfor De tolv Apostle med John Taylor i spidsen.
"Præsident Taylors forvaltning af kirkens anliggender - både i Zion og andre
steder - var præget af stor energi," skriver hans levnedsskildrer, B. H. Roberts.

Side 47
"Med fornyet iver fremskyndede han arbejdet på templerne, hvoraf der var 3
under opførelse, da han overtog ledelsen. Han anmodede biskopper om at afholde
ugentlige præstedømmemøder i deres ward, stavspræsidenter om at afholde
præstedømmemøder hver måned i deres respektive stave; og han fastsatte kvartårlige
konferencer i alle Zions stave og offentliggjorde datoen for deres afholdelse et halvt år i
forvejen, en skik, der er blevet bevaret helt til vor tid. Han deltog personligt i så mange af
disse kvartårlige konferencer, som han kunne uden at ignorere den administrative del
af sin kaldelse. Men der, hvor han ikke selv kunne være, sendte han medlemmer af sit
kvorum, således at de hellige modtog megen undervisning og belæring fra apostlene,
sikkert mere end på noget tidligere tidspunkt i kirkens historie. Resultatet var en stor
åndelig opvågnen blandt de hellige."
Præsident Taylor stimulerede også kirkens missionering ved at kalde et større antal
ældster, end der tidligere var blevet sendt ud i verden. På Pionerdagen, den 24. juli
1880 skildrede man missionering. I optoget ved denne lejlighed "repræsenterede en
mand og en kvinde - klædt i nationaldragter - hvert land; nationens farver og navn viste,
hvor kirkens missionærer havde arbejdet". Derefter blev disse nationaliteter, 25 i alt,
anbragt på en platform foran talerstolen i Tabernaklet. Ældste Orson Pratt læste en
kort beretning om evangeliets indførelse i hvert af disse lande. Derefter kom præsident
Taylor med følgende udtalelse: "Herren befalede sine tjenere at, gå ud i al verden og
forkynd(e) evangeliet for al skabningen' (Mark. 16:15). Vi har endnu ikke været over
hele verden, men her i dag er 25 nationer repræsenteret, og indtil nu har vi opfyldt vor
mission. Det er op til os at fortsætte vore bestræbelser, indtil hele verden har hørt os,
så alle, der ønsker det, kan adlyde, så vi kan fuldføre den mission, der er pålagt os."
Kirkens årlige generalkonference, der blev afholdt i april 1880, blev kendt som
"halvtredsårskonferencen", da det var 50 år siden, kirken blev organiseret. "Det
forekom mig," sagde præsident Taylor ved denne lejlighed, "at vi burde gøre noget
lignende det, de gjorde i fordums tid, for at befri dem, der er tynget af gæld, hjælpe de
trængende, bryde åget for dem, der føler sig plaget, og i det hele taget gøre det til en
glædens tid." (B. H. Roberts, Life of John Taylor, s. 333)
Derpå forklarede han, at mange af de hellige var i gæld til emigrationsfonden (The
Perpetual Emigration Fund), fordi kirken havde sendt dem penge, så de kunne emigrere
til Zion. Denne store sum, der havde hobet sig op gennem mange år, beløb sig nu til
1.604.000 dollars med renter. Han foreslog, at halvdelen af denne sum skulle eftergives
folket, og at de værdige fattige slet ikke skulle betale noget. Selvfølgelig blev denne
ædelmodige handling fra præsident Taylors side accepteret af de hellige, og den skabte
almindelig glæde.
"Hvis I opdager, at mennesker, der er i gæld til jer, lider nød," fortsatte han, "og I
vil forsøge at hjælpe dem i deres forhold, så meget I kan, så vil Gud hjælpe jer, når
I får vanskeligheder."
I en rundskrivelse, der blev uddelt ved konferencens slutning, fortsatte præsident
Taylor sin tale om gæld. "De rige har en passende lejlighed til at huske Herrens fattige.
Hvis I har deres gældsbeviser, og de ikke kan betale, så eftergiv dem renten og så
meget af beløbet, som I ville ønske, at de skulle eftergive jer, hvis forholdene blev byttet
om; således gør I mod andre, som I ønsker, at de skal gøre mod jer, for på dette hviler
hele loven og profeterne' (Matt. 22:40). Hvis I har pant i jeres brødres og søstres hjem,
og de er fattige, værdige og ærlige og ønsker at betale jer, men ikke er i stand til det,
så eftergiv dem det hele eller en del. Giv dem et jubelår (se 3 Mos. 25:10, 13, 14), hvis
I er i stand til det."

Side 48
Dette var et eksempel på praktisk kristendom, der var enhver kirke eller institution
værdig. Ved konferencens sidste møde bar præsident Taylor et kraftigt vidnesbyrd om
guddommeligheden af det værk, han var engageret i.
"Ligesom mine brødre bærer jeg vidnesbyrd om, at dette er Guds værk, der er blevet
åbenbaret ved den Almægtige, og jeg ved det. Gud vil støtte Israel; ingen magt kan
skade os, hvis vi gør, hvad er ret. Dette rige vil gå fremad, Guds hensigter vil blive
udført, Zion vil stå frem og stråle, og Guds herlighed vil være over hende. Vi vil fortsætte
med at vokse, indtil denne verdens riger er blevet vor Herres og hans Salvedes, og
han vil regere for evigt."
Efter præsident Youngs død præsiderede De tolvs Kvorum over kirkens anliggender
indtil oktoberkonferencen 1880, hvor Det øverste Præsidentskab blev reorganiseret.
John Taylor blev udnævnt til præsident med George Q. Cannon og Joseph F. Smith
som sine rådgivere. Ved denne betydningsfulde lejlighed besluttede præsident Taylor,
at præstedømmets kvorummer skulle have det privilegium særskilt at opretholde
Det øverste Præsidentskab. B. H. Roberts har givet en fin beskrivelse af denne
imponerende handling:
"Apostlene sad på forhøjningen, den anden række var reserveret for dem i
Det store Tabernakel. Pladsen syd for forhøjningen blev optaget af patriarkerne,
stavspræsidenter og deres rådgivere, samt højrådene fra de forskellige stave. Nord
for forhøjningen sad biskopperne og deres rådgivere med den præsiderende biskop
Hunter og hans rådgivere forrest. Højpræsterne optog den nordlige midterdel af selve
salen med præsidenterne forrest. Halvfjerdserne var anbragt i den sydlige halvdel af
salen med de 7 præsidenter forrest. Pladsen lige bagved højpræsterne var reserveret
ældsterne, mens den nordlige del af tabernaklet, lige under balkonen, var forbeholdt
kvorummerne for det mindre præstedømme: præsterne, lærerne og diakonerne.
Balkonen, hvorpå der var plads til 3 000, var reserveret kirkens medlemmer.
Apostel Orson Pratt, med hvidt hår og hvidt fuldskæg, fremlagde de opretholdelser,
der skulle foretages. Det foregik på den måde, at forslagene blev fremlagt for hvert
enkelt kvorum, undtagen for præster, lærere og diakoner, der alle stemte sammen som
medlemmer af det mindre præstedømme. Medlemmerne af hvert kvorum rejste sig,
når forslagene blev forelagt, og hævede højre hånd som tegn på godkendelse, og hvis
nogen var imod forslaget, kunne de tilkendegive det på samme måde, efter at den
bekræftende afstemning havde fundet sted.
Kvorummerne stemte i denne rækkefølge:
1. De tolv Apostle.
2. Patriarkerne, stavspræsidenter, deres rådgivere, samt højrådene.
3. Højpræsterne.
4. Halvfjerdserne.
5. Ældsterne.
6. Biskopperne og deres rådgivere.
7. Det mindre præstedømme.
Derefter stemte præsidenterne for de forskellige kvorummer, og forslaget blev derpå
forelagt hele forsamlingen, og alle rejste sig og tilkendegav deres stemme på samme
måde. Det var et bemærkelsesværdigt syn. Der var ikke en eneste afvigende stemme
i hele forsamlingen, og der var sikkert stuvet 13 000 mennesker sammen i Det store
Tabernakel. Der var fuldstændig enstemmighed, og efterhånden som de forskellige
kvorummer tilkendegav deres stemmer, og hele forsamlingen rejste sig og rakte højre
hånd i vejret som tegn på, at de godkendte forslagene, var synet ubeskrivelig storslået

Side 49
og betagende, og det medførte en kraft og indflydelse, der kun komme fra et retfærdigt
folk."
Således blev John Taylor og hans rådgivere opretholdt som Kirkens øverste
Præsidentskab på denne højtidelige og gribende måde. Præsident Taylor var på dette
tidspunkt 72 år gammel, men han var stadigvæk stærk og aktiv og i stand til at fortsætte
med sine vanskelige pligter. 11881 foretog han 2 længere rejser, idet han besøgte
de nordlige og sydlige kolonier. Han talte ved mange møder, opmuntrede folket og
"forkyndte, at retfærdighed var af afgørende betydning, hvis man ønskede at opnå
Herrens gunst; og med Herrens gunst, forsikrede han de hellige, behøvede de ikke at
frygte, hvad mennesker eller nationer kunne gøre".
I efteråret 1881 blev landets ophidselse imod udøvelsen af polygami i Utah
og omliggende stater meget voldsom. Igennem flere måneder havde præster fra
forskellige religioner forsøgt at få Kongressen til at vedtage strenge love, der forbød
denne udøvelse. Ved en konference for metodistpræster, der på dette tidspunkt blev
afholdt i Ogden, blev følgende beslutning vedtaget: "Mormonismen har magten i Idaho
og Arizona og er en trussel for New Mexico, Colorado, Wyoming og Montana. Vi tror,
at polygami er en modbydelig form for udsvævelse, der udøves i religionens navn, og
derfor er frygtelig og oprørende. Man skal ikke forsøge at tale fornuftigt om det, men blot
udrydde det." Lignende møder blev afholdt forskellige steder i nationen, og ophidselsen
resulterede til sidst i Kongressens vedtagelse af Edmunds lovforslag og præsidenten
for De forenede Staters godkendelse af det den 22. marts 1882. Dette lovforslag
foreskrev bøder og fængselsstraf til dem, der udøvede polygami. Det ophævede
også embederne ved registrering og valg i Utah og anbragte stemmeregistreringen
og valgledelsen under statens valgbestyrelse, kendt som Utah-kommissionen. Ved
aprilkonferencen i 1882 benyttede præsident Taylor lejligheden til at komme med nogle
bemærkninger angående Edmunds lov.
"Vi ønsker ikke at vise en fjendtlig indstilling eller trodse regeringen," sagde han; "vi
vil opfylde denne uretfærdige, umenneskelige, tyranniske og forfatningsmæssige lov
til punkt og prikke, så vidt det er muligt uden at krænke princippet ...
Vi vil adlyde alle de forfatningsmæssige love, som vi altid har gjort, men selv
om vi er gudfrygtige, overholder loven og respekterer alle hæderlige mænd og
statsfunktionærer, er vi ikke feje slaver og har hverken lært at slikke modstanderes
fødder eller bøje os i ussel underdanighed for urimelige krav. Vi vil gradvist, lovligt
og forfatningsmæssigt kæmpe for vore rettigheder som amerikanske borgere ... Vi
behøver ikke at frygte eller skælve i knæene over disse forsøg på at berøve os vor
forfatningsmæssige frihed, som er skænket os af Gud. Gud vil tage sig af sit folk, hvis
vi blot vil gøre det, der er rigtigt."
Det ses heraf, at præsident Taylor havde en fast og uforanderlig tro på, at Gud stod
ved roret, og at de sidste dages hellige ville blive styret på rette måde.
I 1883 og de efterfølgende år op til 1890 skete der mange forfølgelser blandt de
sidste dages hellige under Edmunds lov. I januar 1885 følte præsident Taylor, det
klogest, at han og flere af De Tolv forlod Utah en tid, indtil stormen var redet af. Disse
brødre tog toget til Denver, Colorado og Albuquerque, New Mexico, og derfra tog de til
de helliges kolonier i Arizona. Fra Arizona fortsatte præsident Taylor til Californien. Han
vendte tilbage til Salt Lake City den 27. januar, hvor han erfarede, at ikke-mormonske
øvrighedspersoner havde besluttet at få ham arresteret. Søndag den 1. februar 1885
holdt han en energisk tale til de hellige i Tabernaklet og fremsatte den uret, der blev
begået mod folket. Han sluttede sin tale - som var hans sidste offentlige tale til folket

Side 50
- med følgende betydningsfulde udtalelse: "Jeg skal fortælle jer, hvad I snart vil erfare.
I vil få en masse genvordigheder her i De forenede Stater. Som jeg før har sagt, siger
jeg igen i dag: Ve dem, der kæmper imod Zion, for Gud vil kæmpe imod dem."
Derefter gik præsident Taylor "under jorden" og blev ikke fundet af de
ikke-mormonske øvrighedspersoner, der søgte at arrestere ham. Han fortsatte med at
styre kirken, og fra tid til anden sendte han taler til de hellige. I et brev til sin familie, der
var samlet i Salt Lake City for at fejre hans 78 års fødselsdag den 1. november 1886,
klagede han ikke over, at han var nødt til at leve i eksil.
"Herrens beskyttende omsorg for mig og mine brødre er blevet tilkendegivet meget
tydeligt efter min fraværelse hjemmefra, og jeg føler trang til at velsigne og prise hans
hellige navn derfor. Jeg ønsker altid at erkende hans hånd i alt, og jeg er meget ivrig
efter, at I skal gøre det samme; for vi skylder Herren tak for alle de velsignelser, vi
nyder i dette liv og vil nyde i livet herefter."
Dette var præsident Taylors sidste fødselsdagsbudskab til sin familie. I sommeren
1887 begyndte hans helbred at svigte. Den 25. juli døde han fredeligt i Thomas F.
Rouches hjem i Kaysville, Utah. Ved hans side var hans rådgivere, George Q. Cannon
og Joseph F. Smith sammen med medlemmer af hans nærmeste familie.
VII
Dagen efter præsident Taylors død udsendte hans rådgivere en prægtig artikel om
hans liv og gerning i Deseret News. Den er her gengivet i sin fulde længde:
"Endnu engang bliver de hellige bedt om at sørge over deres leders død - den mand,
der havde nøglerne til Guds rige på jorden. Præsident John Taylor afgik ved døden kl.
5 min. i 8, mandag aften den 25. juli 1887, i en alder af 78 år, 8 mdr. og 25 dage.
Ved at overbringe denne sørgelige nyhed til kirken, som han så værdigt har
præsideret over i næsten 10 år, overvældes vi af følelser, der er så stærke, at vi ikke
kan give udtryk for dem. Han var en trofast, hengiven og frygtløs Guds tjener, og ved
hans død har kirken mistet sin mest fremragende og erfarne leder. Han var urokkelig
i sandheden, og få mænd har udvist en sådan retskaffenhed, en så standhaftig moral
og så stort mod som vor elskede præsident, der lige er gået bort. Han kendte aldrig til
frygt i forbindelse med Guds værk. Han blegnede aldrig og skælvede heller ikke, når
han stod overfor vrede pøbelhobe eller på andre tidspunkter var i overhængende fare
for personlige voldsforsøg fra dem, der truede med at tage hans liv; heller ikke ved
lejligheder, hvor folket blev udsat for offentlig risiko. De sidste dages hellige vidste altid
i forvejen, hvor de kunne finde præsident John Taylor, og hvordan hans indstilling ville
være, når der var brug for fasthed og mod. Han gik lige på ethvert problem med en
dristighed, der fremkaldte beundring hos alle, der så og hørte ham. Uforfærdet mod
og urokkelig fasthed var blandt hans mest fremtrædende karakteregenskaber, og de
gav ham betydning blandt mænd, der var kendt for de samme egenskaber. Disse var
kombineret med en intens kærlighed til frihed og et stærkt had til undertrykkelse. Han
var en mand, alle kunne stole på, og hele livet igennem nød han Josephs, Hyrums og
Brighams samt alle kirkens ledende medlemmers fulde tillid i en udstrækning, ingen
andre har kendt. Titlen "Forkæmper for friheden", som han fik i Nauvoo, syntes altid at
passe til ham. Men præsident Taylor var ikke blot storslået, fordi han var i besiddelse af
disse egenskaber. Hans dømmekraft var bemærkelsesværdig god og klar, og gennem
hele hans liv har man lagt mærke til visdommen i hans råd og belæringer. Hans
store erfaring gjorde hans forslag overordentlig værdifulde, for der har næppe været
påbegyndt eller gennemført en offentlig bevægelse under nogen form, som han ikke
har deltaget i, siden han sluttede sig til kirken.

Side 51
Men selv om tiden tillod det, er det ikke nødvendigt for os at opregne begivenhederne
i hans lange og travle liv. At gøre dette ville blot være at give størstedelen af kirkens
historie, for med den er hans levnedsskildring uadskilleligt forbundet.
Sidste gang, præsident Taylor viste sig for offentligheden, var søndag den 1. februar
1885. Ved denne lejlighed holdt han en længere tale i Tabernaklet i Salt Lake City. Der
havde i nogen tid gået rygter om, at man tænkte på at arrestere ham. Da han var på
vej hjem fra en tur til kolonierne i Arizona, fortalte man ham faktisk i Californien, at han
var i stor fare, og man foreslog, at det måske ville være bedre for ham ikke at vende
tilbage til Salt Lake City. Han lyttede til disse advarsler, men besluttede sig alligevel til
at tage risikoen ved at tage hjem, og i nogen tid udførte han uden frygt sine pligter. Men
om aftenen, lørdag den 1. februar, besluttede han sig til at trække sig tilbage fra den
offentlige udførelse af sine mange og betydningsfulde pligter. Da han tog dette skridt,
var det mere for at bevare freden og fjerne enhver mulig årsag til ophidselse end et
ønske om personlig sikkerhed. Han opfattede, at mænd i høje stillinger havde besluttet
at skabe besværligheder og, om muligt, inddrage de sidste dages hellige i alvorlige
vanskeligheder. Han havde ikke overtrådt nogen lov. Han vidste, at han var uskyldig,
og at hvis han blev arresteret og kunne komme for en retfærdig domstol, ville man ikke
have noget at anklage ham for. Han havde taget alle de forholdsregler, som en mand
i hans situation kunne, for at gøre sig usårlig overfor angreb. Han havde besluttet, at
hvad ham angik, ville han ikke være årsag til besværligheder, men ville gøre alt, hvad
der stod i hans magt, for at forhindre, at det folk, som han præsiderede over, blev
indblandet i vanskeligheder.
Siden denne dag for 2 1/2 år siden, da han forlod sit hjem i Salt Lake City, har han
ikke haft mulighed for at vende tilbage til det. Han har ikke kendt noget til hjemmet og
dets glæder, dets dejlige forbindelser og lykkelige sammenkomster. Han har levet som
en landsforvist - en omvandrende i det land, til hvis udvikling og gode regering han
har bidraget så meget! Mens han levede under disse forhold, blev en af hans hustruer
syg, og selv om han led de frygteligste kvaler ved tanken om hendes tilstand og var
ivrig efter at se hende og tage sig af hende i denne svære tid, blev hendes bopæl nøje
overvåget af spioner, og da hun lå for døden, gennemsøgte man den endog med det
håb at lokke ham i en fælde. Således blev hun berøvet den glæde at se hans elskede
ansigt, og han fik ikke engang den vemodige trøst at overvære begravelsen eller på
nogen måde tage del i den.
I de 2 1/2 år præsident Taylor har levet under disse forhold, har han været afskåret
fra sin families kærlige selskab og hjælp. Men selv om det var svært at bære på dette
tidspunkt i livet, har han aldrig beklaget sig. Han var altid fuld af mod og håb; han
opmuntrede alle, han kom i kontakt med og ved sit eksempel hjalp han sine ledsagere
gennem fortvivlelse og modløshed. Det samme mod, han udviste, da han stod ved
profetens side og med en stok slog pøbelhobens geværer væk, da de udspyede deres
ildkugler og dødens budbringere i Carthage fængslet - med det samme mod mødte
han de vanskeligheder og prøvelser, han kom ud for, da han blev tvunget til at forlade
sit hjem og dem, han elskede. Hans holdning under denne lange ildprøve har været
beundringsværdig. Alle, der har set ham, er blevet imponeret over hans sindsligevægt
og værdige fremtræden. Han, der altid var kendt for sin høflighed og værdighed, udviste
på intet tidspunkt disse egenskaber med større fordel end under sit eksil. Han har
endog aldrig nedladt sig til at tale ondt om dem, der så grusomt forfulgte ham.
Ved Guds mirakuløse kraft undslap præsident John Taylor den død, som
attentatmændene i Carthage fængslet havde tiltænkt ham. Hans blod blev ved denne
lejlighed blandet med profetens og patriarkens. Siden dengang har han stået som

Side 52
en levende martyr for sandheden. Men i dag indtager han pladsen som en dobbelt
martyr. Præsident John Taylor er blevet dræbt af den grusomhed, som er udvist
af øvrighedspersoner, der her i territoriet har givet et forkert billede af De forenede
Staters regering. Der er ingen tvivl om, at havde han fået lov til at nyde hjemmets
bekvemmeligheder, sin families omsorg og den bevægelsesfrihed, der blev ham
berøvet, så kunne han have levet i mange år endnu. Hans blod vil komme over de
mænd, der med meningsløst had har udsat belønninger for hans anholdelse og har
jaget ham i døden. Historien vil en dag nævne deres handlinger ved de rette navne,
men Han, der er større end de forenede stemmer af alle historikere, vil engang afsige
deres frygtelige dom.
Det er nu nogen tid siden, præsident Taylor blev angrebet af sygdom. Det kom
gradvist. Til at begynde med svulmede arme og ben op af mangel på ordentlig motion.
Han bekæmpede sygdommen med sin karakteristiske energi og beslutsomhed. Han
ville ikke give efter. Han ville heller ikke give sig selv eller andre lov til at tro, at
sygdommen var alvorlig. Han ville ikke tillade, at hans familie fik at vide, hvordan han
havde det, da han ikke ønskede, at de skulle være ængstelige på grund af ham, og det
var næsten imod hans udtrykkelige ønsker, at de fik at vide, hvor syg han var. Når han
sendte meddelelser til dem, var de altid beroligende. Lige op til de sidste par dage har
han kunnet sidde i sin stol, og indtil for nylig var han i stand til selv at stå op og gå i
seng. Hans styrke og sejlivethed har været vidunderlig; for selv om han er så stærk,
har han næppe fået nogen næring i de sidste 6 uger. Han sov fredeligt ind; det var
næsten, som når en baby falder i søvn, og der gik lidt tid, før de omkringstående var
sikre på, at ånden havde forladt legemet.
Mens disse bedrøvelige nyheder spredes over dale og bjerge, vil alle, der hører om
deres elskede og ærværdige præsidents sidste dage, fyldes af sorg. Vi ved, hvor dyb
medfølelse de hellige nærede, da han var nødt til at leve som en landflygtig, borte fra
sin familie og folket. De udtryk for agtelse og kærlighed, der er kommet til ham fra alle
dele af landet, har rørt ham dybt, og det har været ham til stor glæde at tænke på,
hvor meget han var elsket, og hvor meget de hellige over hele verden ønskede, at han
skulle have det godt.
Det var hans stadige ønske at gøre alt, hvad der stod i hans magt, for at befri
de hellige for de vanskeligheder, de lider under. Vi ønskede - og dette ønske var
almindeligt over hele kirken, tror vi - at han skulle leve for at vende tilbage fra sit eksil og
igen være en fri mand blandt det folk, han elskede. Men dette er ikke blevet os forundt.
Han er gået bort for at blande sig med de hellige og rene. Lad os citere hans egne
sigende ord, som han skrev om sin ven, Joseph, Seeren:
'Borte fra pøbelens strid og kiv
hviler han uskadt i evigt liv.
Hans hjem er i himlen, hos Gud i det høje.
Pøbelens rasen ej længer han døje.'
(Hymns No. 296, "The Seer, Joseph the Seer")
Selv om han ikke længere er her, vil hans indflydelse stadigvæk kunne mærkes.
Mænd som han kan forlade denne verden og drage til den næste, men den kærlighed,
de nærer for retfærdighed og sandhed, kan ikke dø. De går til et sted, hvor de kan
gøre endnu mere nytte. Deres indflydelse forøges og kan mærkes i større udstrækning,
og Zion vil kunne drage fordel af hans anstrengelser, ligesom det har draget fordel af
anstrengelserne fra dem, der er gået forud for ham. Guds værk vil gå fremad. Den ene
efter den anden af de store mænd - de mænd, der har levet deres liv for Guds sag

Side 53
- vil dø, men dette vil ikke påvirke vor store Skabers hensigter med dette sidste dages
værk. Han vil oprejse andre, og værket vil gå fremad og vokse i kraft, indflydelse og
sand storhed, indtil det har nået alt det, Gud har forudsagt angående det.
Vi føler trang til at sige til de sidste dages hellige: Vær ved godt mod! Den samme
Gud, der tog sig af værket, da Joseph led martyrdøden, der har våget over det og
støttet det gennem de mange år, der er forløbet siden, og har styret dets skæbne siden
Brighams død, våger stadigvæk over det og gør det til genstand for sin omsorg. John er
gået bort, men Gud lever. Han har grundlagt Zion. Han har givet sit folk et vidnesbyrd
om dette. Værn om det dybt i jeres hjerter, og lev hver dag således, at når enden på
jeres jordiske liv kommer, I da må regnes for værdige til at komme der, hvor Joseph,
Brigham og John er, og blande jer med den herlige flok, der har tvættet deres klæder
og gjort dem hvide i Lammets blod' (Åb. 7:14)."
VIII
Begravelsesmødet for præsident Taylor blev afholdt i Det store Tabernakel i Salt
Lake City fredag den 29. juli, kl. 12 om middagen. Bygningen var helt fyldt af dem,
der sørgede over deres leders bortgang. Talerne var Lorenzo Snow(1), Franklin D.
Richards(2), Heber J. Grant(3), A. O. Smoot(4), Lorenzo D. Young(5), Joseph B.
Noble(6) og Angus M. Cannon(7). Alle gav en varm hyldest til præsident Taylors tro,
hengivenhed, mod og evner. Ved mødets slutning blev legemet lagt til hvile på Salt
Lake City kirkegård. Richard Ballantyne(8) gav indvielsesbønnen ved graven.
1. Lorenzo Snow - Se kapitel 5.
2. Franklin D. Richards- (1821-1899) medlem af De tolvs Råd.
3. Heber J. Grant - Se kapitel 7.
4. Abraham O. Smoot - Salt Lake Citys borgmester.
5. Lorenzo D. Young - Brigham Youngs broder.
6. Joseph B. Noble - (1810-1900) medlem af Halvfjerdsernes første Kvorum.
7. Angus M. Cannon - præsident for Salt Lake stav.
8. Richard Ballantyne - søndagsskolens grundlægger.

I
Fjerde præsident
Wilford Woodruff (1807-1898)
Side 54
"Wilford den Trofaste". Det var en titel, der blev givet Wilford Woodruff i kirkens
første tid, og han havde bestemt gjort sig fortjent til den. Der har aldrig været en
mere hengiven og trofast sidste dages hellig. "Hans hæderlighed og grænseløse
hengivenhed overfor Guds hensigter og hans tilbedelse af Ham bliver ikke overgået af
nogen anden profet, hverken i fordums tid eller i vore dage," skriver Matthias F. Cowley,
forfatteren til The Life of Wilford Woodruff Her var i sandhed en god og storslået mand,
der i sin ungdom fik lov til at alliere sig med dem, der var engageret i det ædle hverv
at opbygge Guds rige på jorden; og i modsætning til mange af sine kolleger, hvis dage
blev afkortet i retfærdighed, fik Wilford Woodruff tildelt 91 års liv og arbejde, og fik til
sidst lov til at præsidere over den organisation, som han så længe og så flittigt havde
kæmpet for at oprette og bevare.
Ligesom sine fremtrædende forgængere, Joseph Smith og Brigham Young,
stammede Wilford Woodruff fra New Englands robuste pionerer. Hans forfædre, der
oprindeligt kom fra England, havde i flere generationer været landmænd og møllere
i Farmington, Connecticut og omegnen. Det var hårdføre folk, der levede længe.
Wilford beretter: "Min oldefar, Josiah Woodruff levede i næsten 100 år. Han havde et
jernhelbred og udførte meget legemligt arbejde lige op til sin død." Om sin bedstefar
sagde Wilford, at "han ligeledes havde et stærkt legeme, og det blev sagt om ham,
at han i mange år udførte mere arbejde end nogen anden mand i Hartford County,
Connecticut".
Wilfords far, Aphek Woodruff, blev født i Farmington, Connecticut, i 1778. Han
videreførte familiens rygte og var kendt som en mand med et stærkt legeme. "Da han
var 18 år gammel, begyndte han at arbejde i en mølle og på et savværk, og det fortsatte
han med i ca. 50 år. Det meste af tiden arbejdede han 18 timer om dagen". Således
skrev hans fremtrædende søn.
Ud fra det, vi lige har hørt, er det let at forstå, hvorfor Wilford Woodruff var en så
energisk, robust og sund mand, og hvorfor han levede i 91 år. Der er ingen tvivl om, at
her er et tydeligt tilfælde af nedarvede fysiske og mentale egenskaber. Wilford skyldte
sine stærke forfædre megen tak.
Wilford Woodruff blev født den l. marts 1807, i Farmington. Han var Aphek og Beulah
Woodruffs 3. søn. Da han var 15 måneder gammel, blev hans mor ramt af plettyfus
og døde efter få dages forløb. Kort efter giftede faderen sig igen med Azulah Hart.
Stedmoderen fik det privilegium at opdrage Wilford, selv om hun måske til tider ikke
ligefrem har betragtet det som et privilegium, da han var et yderst aktivt barn, der
må have voldt hende mange bekymringer. Han giver selv følgende interessante og
temmelig utrolige beretning om "ulykker", han kom ud for i sin barndom og ungdom.
Mødre med gavtyveagtige børn kan trøste sig ved den tanke, at alle de følgende
beskrevne ulykker ramte en, der blev Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Helliges største
missionær og 4. præsident, og som opnåede at blive 91 år gammel.
"Da jeg var 3 år gammel, faldt jeg i en stor gryde med skoldende hedt vand, og selv
om jeg øjeblikkeligt blev trukket op, var jeg så forbrændt, at det varede 9 måneder, før
man mente, at jeg var udenfor livsfare. I mit 5. og 6. år var jeg ude for mange ulykker.
En dag, da jeg var sammen med mine ældre brødre, gik jeg ind i laden og klatrede op

Side 55
på høloftet for at lege der. Vi havde ikke været der længe, før jeg faldt ned fra den store
bjælke med ansigtet lige mod det bare gulv. Jeg havde slået mig slemt, men kom mig
i løbet af kort tid og var snart ude at lege igen.
En lørdag aften, da jeg legede sammen med mine brødre, Azmon og Thompson, i
min fars værelse, i strid med hans instrukser, trådte jeg forkert og faldt ned ad trapperne.
I faldet brækkede jeg en arm. Det fik jeg altså ud af at være ulydig. Jeg led meget,
men kom mig hurtigt og besluttede, at hvad jeg end måtte lide i fremtiden, skulle det
ikke være for ulydighed mod forældre. Herren har befalet, at børn skal adlyde deres
forældre, og Paulus siger: Dette er jo det første bud, der er knyttet forjættelse til.' (Ef.
6:2)
Kort efter denne hændelse undslap jeg med nød og næppe med livet i behold. Min
far ejede noget hornkvæg, og blandt det var der en vranten tyr. En aften var jeg ved
at fodre kvæget med græskar, og tyren lod sit eget ligge og tog det græskar, jeg lige
havde givet til en ko, som jeg kaldte for min egen. Jeg blev opbragt over dette handyrs
egoisme og samlede straks det græskar op, som det havde ladet ligge, for at give det til
koen. Aldrig så snart havde jeg fået det op i armene, før tyren rasende kom springende
hen imod mig. Jeg løb ned ad bakken, alt hvad jeg kunne, med tyren i hælene. Min
far, der så den fare, jeg var i, råbte til mig, at jeg skulle smide græskarret, men jeg
holdt fast på det (og glemte at være lydig), og da tyren nærmede sig med en tigers
voldsomhed, trådte jeg forkert og faldt lige på næsen. Græskarret rullede fra mig, tyren
sprang over mig, løb hornene ind i græskarret og ødelagde det. Den ville utvivlsomt
have gjort det samme med mig, hvis jeg ikke var faldet på næsen. Denne redning
tilskriver jeg, ligesom alle andre, Guds barmhjertighed og godhed.
Samme år, da jeg besøgte min onkel Eldad Woodruff, faldt jeg fra en veranda over
noget tømmer og brækkede den anden arm.
Der gik ikke mange måneder, før jeg kom ud for et endnu større uheld. Min far ejede
et savværk foruden møllen, og en morgen gik jeg sammen med flere andre drenge til
savværket og klatrede op på vognen for at køre uden at tænke på nogen fare. Men før
jeg blev klar over det, kom mit ben på en eller anden måde i klemme og brækkede midt
over. Jeg blev bragt hjem og lå i 9 timer, før de brækkede knogler blev sat sammen igen.
Jeg led meget i disse timer, men da jeg var ung, voksede knoglerne snart sammen,
og jeg var igen på benene og deltog i barndommens løjer. Mens jeg lå syg, havde min
bror, Thompson, holdt mig med selskab. Han led nemlig af plettyfus.
Kort tid efter blev jeg en mørk aften sparket i maven af en okse; men da jeg stod for
tæt ved dyret til at få slagets fulde styrke, slap jeg med skrækken.
Ikke længe efter gjorde jeg mit første forsøg på at læsse hø. Jeg var ikke så gammel,
men troede, at jeg havde læsset det ordentligt. Da jeg var på vej til laden, stødte
vognhjulet mod en sten, og høet faldt af vognen. Jeg faldt til jorden med læsset ovenpå.
Det blev hurtigt fjernet, og bortset fra lidt støv havde jeg ingen skade taget.
Da jeg var 8 år gammel, kørte jeg sammen med min far og flere andre i en
enspændervogn. Vi skulle køre ca. 5 km til et sted for at udføre noget arbejde. På vejen
blev hesten bange, løb ned ad en bakke, og vognen, vi sad i, væltede. Vi var i fare,
men blev igen reddet af forsynet. Ingen af os kom til skade.
En dag klatrede jeg op i et elmetræ for at få fat i noget bark. Da jeg var ca. 4 1/2 m fra
jorden, knækkede den tørre gren, jeg stod på, og jeg faldt ned på jorden og landede på
ryggen. Uheldet har åbenbart fået mig til at tabe vejret. En fætter løb hjem og fortalte
mine forældre, at jeg var død, men før de nåede hen til mig, kom jeg til mig selv igen,
rejste mig og gik dem i møde.

Side 56
Da jeg var 12 år gammel, var jeg lige ved at drukne i Farmingtonfloden. Jeg sank
på 9 m dybt vand, men blev mirakuløst reddet af en ung mand ved navn Bacon. Jeg
led meget, da jeg kom til mig selv igen.
Da jeg var 13 år gammel, var jeg en dag på vej gennem Farmingtons enge. Det
var midt om vinteren i en bidende snestorm, og jeg blev så forkommen af kulde, at jeg
ikke kunne fortsætte, men kravlede ind i hulningen af et stort æbletræ. En mand i det
fjerne så mig, og da han var klar over den fare, jeg befandt mig i, skyndte han sig hen
til det sted, hvor jeg var. Før han nåede derhen, var jeg faldet i søvn og var næsten
bevidstløs. Han havde meget besvær med at få mig vækket og få mig til at forstå min
kritiske tilstand, og han bragte mig omgående til mit hjem, hvor et venligt forsyn igen
sørgede for, at mit liv blev bevaret.
Da jeg var 14 år gammel, flækkede jeg min venstre ankel med en økse, der næsten
gik igennem foden. Jeg led meget ved denne skade, og det varede 9 måneder, før min
fod var rask igen.
Da jeg var 15 år gammel, blev jeg bidt i hånden af en hund, der var i de sidste
stadier af hundegalskab. Blodet begyndte imidlertid ikke at flyde, og gennem Guds
barmhjertighed og kraft blev jeg igen skånet for en frygtelig død.
Da jeg var 17 år gammel, kom jeg ud for en ulykke, der var årsag til megen lidelse,
og den gjorde det næsten af med mig. Jeg red på en meget temperamentsfuld hest, og
da vi var på vej ned ad en meget dyb og klippefuld bakke, sprang den pludselig væk fra
vejen og ind i buskadset mellem klipperne. Samtidig begyndte den at sparke bagud og
skulle til at sende mig over hovedet og ned mellem klipperne, men jeg blev siddende
på dens hoved, greb fat i begge dens ører med hænderne og forventede hvert øjeblik
at blive knust mod klipperne. Mens jeg befandt mig i denne stilling, overskrævs på
hestens hals med hverken bidsel eller andre midler til at styre den bortset fra ørene,
styrtede den rasende ned ad bakken mellem klipperne, indtil den ramte en klippe i
brysthøjde, der kastede den til jorden. Jeg fløj hen over dens hoved og landede på
benene næsten 5 m foran den. Det reddede sikkert mit liv, at jeg landede på benene,
for havde nogen anden del af mit legeme ramt jorden, ville jeg sikkert have været dræbt
på stedet. Sådan som forholdene var, havde jeg brækket det ene ben to steder, og
begge mine ankler var frygteligt forvredne. Hesten rullede næsten hen over mig, da
den kæmpede for at komme op. Min onkel så mig og kom mig til undsætning. Jeg blev
båret til hans hjem i en armstol og lå fra kl. 2 om eftermiddagen til kl. 10 om aftenen
uden lægehjæplp og med mange smerter, indtil min far ankom med doktor Swift fra
Farmington. Lægen satte mine knogler på plads, forbandt mine lemmer og kørte mig
samme aften i sin vogn de 13 km til mit hjem. Jeg blev plejet omhyggeligt, og selv om
jeg havde mange smerter, bevægede jeg mig i løbet af 8 uger omkring på krykker og
var snart helt rask."
Wilford fortsatte med at arbejde på gården og i møllen og hjælpe sin far på alle
mulige måder. Det omtales, at han har gået i skole i sine unge år, men vi ved ikke,
i hvilken udstrækning han fortsatte sin uddannelse. Vi ved imidlertid, at han lærte at
læse og skrive godt, og at Bibelen var hans yndlingsbog.
I april 1827, kort efter at Wilford var blevet 21, forlod han sit hjem og tog til East
Avon, Connecticut, hvor han overtog ledelsen af sin tante Helen Wheelers mølle. Som
betaling fik han en del af det udbytte, møllen gav. Her blev han i 3 år. Derpå overtog
han ledelsen af en mølle i Collinsville, men han havde ikke været der ret længe, da
hans bror Azmon overtalte ham til at tage til den vestlige del af New York og sammen
med ham købe en gård. De to brødre bosatte sig i Richland, Oswego County og købte

Side 57
56 1/2 hektarer land "med et godt beboelseshus" for 1.800 dollars. Af dette beløb var
de i stand til at udbetale 800 dollars.
Ii
I Richland kom to ydmyge ældster, Zera Pulsipher og Elijah Cheney, fra Jesu Kristi
Kirke af Sidste Dages Hellige den 29. december 1833 til Wilfords dør. Ældsterne
efterlod en besked om, at de samme aften ville tale i byens skole. Både Wilford og
broderen Azmon deltog i dette møde. De lyttede til ældsterne taler, og de troede. Wilford
siger følgende om begivenheden:
"Ældste Pulsipher åbnede med bøn. Han knælede ned og bad i Jesu Kristi navn
Herren om det, han ønskede. Hans måde at bede på og den kraft, der fulgte med, gjorde
et dybt indtryk på mig. Herrens Ånd hvilede på mig og bar vidnesbyrd om, at han var en
Guds tjener. Efter at vi havde sunget, talte han til folket i 1 1/2 time. Herrens Ånd hvilede
kraftigt på ham, og han bar et stærkt vidnesbyrd om Mormons Bogs guddommelige
ægthed og om profeten Joseph Smiths mission. Jeg troede på alt, hvad han sagde.
Ånden bar vidnesbyrd om, at det var sandt. Derpå rejste ældste Cheney sig og føjede
sit vidnesbyrd til sandheden af ældste Pulsiphers ord.
Derpå gav ældsterne enhver i forsamlingen, der ønskede det, lov til at rejse sig og
tale for eller imod det, de havde hørt. Jeg rejste mig næsten øjeblikkeligt. Herrens Ånd
opfordrede mig indtrængende til at bære vidnesbyrd om sandheden i det budskab, som
ældsterne havde forkyndt. Jeg formanede mine naboer og venner til ikke at sætte sig
op imod disse mænd, for de var Guds sande tjenere. De havde forkyndt os Jesu Kristi
rene evangelium denne aften. Da jeg satte mig ned, rejste min bror, Azmon, sig og bar
et lignende vidnesbyrd. Han blev efterfulgt af adskillige andre." (Matthias F. Cowley,
Wilford Woodruff, s. 33)
Resultatet af dette møde var, at Wilford og hans bror to dage senere blev døbt af
ældste Pulsipher Det var koldt, og vandet, de blev døbt i, var "blandet med is og sne".
Senere sluttede andre i nabolaget sig til kirken. Den 25. januar 1834 blev en gren af
kirken organiseret i Richland, og Wilford Woodruff blev ordineret til lærer. Hans virkelige
livsgerning lå nu foran ham.
I begyndelsen af april fandt Wilford sine heste og sin vogn frem, og sammen med
to brødre fra Richland gren drog han af sted til Kirtland, Ohio for at besøge profeten
Joseph Smith. Rejsen varede to uger. Wilford giver os en beretning om dette besøg
i sin dagbog:
"Her mødte jeg for første gang vor elskede profet Joseph Smith og havde en samtale
med ham, den mand, som Gud havde udvalgt for at bringe sine åbenbaringer frem i
disse sidste dage. Mit første møde var ikke af en sådan art, at det kunne tilfredsstille
den sekteriske tankegangs forhåndsindtryk af, hvad en profet burde være, og hvordan
han ville optræde. Det ville måske have rystet nogle mennesker i troen. Jeg fandt ham
og hans bror, Hyrum, ude på en mark, hvor de skød til måls med et par pistoler. Da de
holdt op med at skyde, blev jeg præsenteret for broder Joseph, og han hilste hjerteligt
på mig. Han inviterede mig til at bo i sit hjem, så længe jeg opholdt mig i Kirtland. Jeg
accepterede med glæde indbydelsen og blev meget opbygget og velsignet under mit
ophold hos ham. Han spurgte, om jeg ville hjælpe ham med at garve et ulveskind, som
han ville bruge til at lægge på sædet i sin vogn, når han skulle til Missouri. Jeg tog
jakken af, spændte skindet ud over en stoleryg og havde snart fået det garvet - selv om
jeg måtte smile over min første oplevelse med profeten." (Matthias F. Cowley, Wilford
Woodruff, s.39)

Side 58
Grunden til, at profeten Joseph og hans bror, Hyrum, øvede sig i at skyde "med et
par pistoler", var uden tvivl den, at de skulle en tur til Missouri for at hjælpe de hellige,
der var blevet jaget ud af Jackson County, med at få deres gårde og hjem tilbage. Et
par pistoler var det eneste argument, som den missourianske pøbelhob ville forstå.
Under Wilfords besøg i Kirtland opfordrede profeten ham til at blive medlem af Zions
lejr, som ekspeditionen til Missouri nu blev kaldt. Wilford indvilligede, og den 1. maj
sluttede han sig til lejren ved New Portage, Ohio. Efter en lang march på 1600 km
ankom brødrene - i alt 205 - til Clay County, Missouri den 24. juni. I juli blev lejren
opløst, da man fandt, at de hellige var så spredte, at det ville være umuligt at genvinde
deres land, og at et sådant forsøg ville betyde åben krig mod missourianerne. Profeten
rådede alle lejrens unge mænd uden familier til at blive i Missouri, og Wilford Woodruff
var lydig imod dette råd. Han bosatte sig i Clay County i nærheden af Lyman Wights
hjem. I december helligede han sine ejendele og sig selv til opbygningen af Guds rige:
"Herved bekendtgøres, at jeg, Wilford Woodruff, forpligter mig overfor Herren med det
formål at hjælpe med til at opbygge hans rige og hans Zion på jorden, så jeg kan holde
hans lov. Jeg fremlægger alt for biskoppen i hans kirke, så jeg kan være retmæssig
arving til Guds celestiale rige."
I november 1834 modtog Wilford et kald fra biskop Partridge (Edward Partridge - [
1793-1840] kirkens første biskop) om at tage på en mission for kirken til de sydlige
stater. Hans særlige opgave var at rejse til staterne Arkansas og Tennessee. Han
fulgtes med adskillige andre ældster. "Vi lagde nogle Mormons Bøger og noget tøj i
vore rejsetasker," fortalte han, "og derpå tog vi af sted til fods." Denne mission viste
sig at være meget prøvende og vanskelig. Der var ikke mange bebyggede områder,
og de lå meget spredt. Mens Wilford var på denne mission, foretog han sin længste og
strengeste dagsrejse "til fods". Sammen med sin ledsager gik han 96 km "fra solopgang
til kl 10 om aftenen uden så meget som en bid brød at spise." Efter at have vadet
gennem sumpe, sovet udendørs i regn og storm, blevet forfulgt af ulve, og have udstået
andre utrolige strabadser i sine bestræbelser for at forkynde evangeliet, giver Wilford
følgende resume over sit arbejde i Arkansas og Tennessee i 1835:
"Jeg havde rejst 5 226 km, havde afholdt 170 møder, døbt 43 mennesker, hjulpet
ældste Parrish med at døbe 20 til, bekræftet 35, organiseret 3 grene, ordineret 2
lærere og I-diakon, havde skaffet 30 abonnenter til the Messenger and Advocate
(SDH-tidsskrift, udgivet i Kirtland fra 1834 til 1837), 173 underskrifter til ansøgningen
om oprejsning for uret begået mod de hellige i Jackson County; 3 pøbelhobe havde
rejst sig imod mig, men jeg var uskadt; jeg havde skrevet 18 breve, modtaget 10 og
afsluttede til sidst min mission for 1835 med at spise majsbrød med smør og honning
hos broder A. O. Smoot."
Wilford havde bestemt vist sin værdi som missionær. Han havde udført sine pligter
ydmygt, roligt og konsekvent, men med en beslutsomhed og ihærdighed, der i løbet af
få år bragte ham i forgrunden som en af kirkens store missionærer.
Wilford fortsatte sin gerning i Tennessee og Kentucky indtil september 1836. På
dette tidspunkt blev han afløst, og sammen med ældste A. O. Smoot tog han tilbage
til kirkens hovedkvarter i Kirtland, Ohio.
Wilford var glad for igen at være i Kirtland sammen med sine venner og brødre,
som han ikke havde set i næsten to år. Han nød især at være sammen med profeten.
"Der findes ikke nogen større mand end Joseph i denne generation," skrev han.
"Ikke-jøderne ser på ham, men han er som et guldleje, skjult for det menneskelige øje.
De kender ikke hans principper, hans visdom, hans dyder og hans kaldelse. Hans sind

Side 59
udstrækker sig som evigheden, ligesom Enoks, og Gud alene kan forstå hans sjæl."
Wilford Woodruff var heldig, at han var i stand til at omgås Guds profet og forstod at
værdsætte ham.
Den 13. april 1837 blev Wilford gift med Phoebe Carter i Kirtland. Det var da omkring
en måned siden, han var fyldt 30 år. Hans hustru var 8 dage yngre end han. Deres
ægteskab var meget vellykket, og Wilford havde i sandhed fundet sin rette ledsagerske.
Selv om Wilford var lykkeligt gift, følte han nødvendigheden af at fortsætte med at
missionere. Han skriver: "En måned og en dag efter denne vigtige begivenhed efterlod
jeg min hustru hos søster Hale, hvor hun skulle blive for en tid. Jeg forlod Kirtland i godt
humør sammen med ældste Jonathan Hale." Denne mission bragte Wilford så langt
mod øst og nord som Fox-øerne ud for Maines kyst. Her virkede han og ældste Hale
med stor flid i 3 måneder og oprettede grene af kirken både på de nordlige og sydlige
Fox-øer. I oktober vendte ældste Hale tilbage til sit hjem i Kirtland. Ældste Woodruff
sendte bud efter sin hustru, og ved hendes ankomst fortsatte han sin gerning på øerne
indtil maj 1838, hvor han besøgte sit gamle hjem i Farmington, Connecticut. Her havde
han den store glæde at døbe sin far, sin stedmor og sin søster. "Det var i sandhed en
glædens dag for min sjæl," skriver han.
Iii
Den 9. august 1838 "mens der blev afholdt et møde for de hellige i North Vinal Haven
på Fox-øerne", modtog ældste Woodruff et brev fra Thomas B. Marsh, præsidenten for
De tolvs Kvorum, hvori han fik at vide, at "profeten Joseph Smith havde modtaget en
åbenbaring fra Herren med navnene på dem, der var blevet valgt til at udfylde pladserne
for dem blandt De Tolv, der var faldet fra." (Se L&P 118:1, 6) Wilford Woodruff var blandt
de udvalgte. Præsident Marsh fortsatte: "Broder Woodruff, du skal derfor vide, at du er
udpeget til at udfylde pladsen for en af De tolv Apostle, og i overensstemmelse med
Herrens ord, der lige er blevet givet, skal du skynde dig at komme til Far West; og den
26. april, næste år, skal du forlade de hellige her og tage af sted til andre himmelstrøg
på den anden side af det store dyb."
Ældste Woodruff begyndte straks at træffe forberedelser til at udføre sine
præsiderende brødres ordrer. Men da nogle af de mennesker, han havde undervist
i evangeliet, ønskede at ledsage ham til Missouri, blev afrejsen fra Scarboro, Maine
udsat til den 9. oktober, hvilket var et meget sent tidspunkt på året at påbegynde
den lange og trættende rejse med vogn til Missouri. Men ingen forhindring kunne
standse broder Woodruff, når han følte, at han udførte Herrens vilje. Det lille selskab
tog af sted "i 10 nye vogne", og efter megen sygdom blandt dets medlemmer og store
vanskeligheder ved at rejse gennem regn, mudder og sne "i 2 måneder og 16 dage",
ankom Wilford og en del af hans karavane til landsbyen Rochester, Illinois. Her erfarede
de blot, at alle de sidste dages hellige, der havde boet i Missouri, på dette tidspunkt
var ved at blive jaget ud af staten af blodtørstige, bevæbnede pøbelhobe. Wilford
besluttede derfor, at det var bedst for ham og hans familie at blive i Rochester vinteren
over. Han fortæller: "Om foråret flyttede jeg sammen med min familie til Quincy, Illinois,
hvor jeg kunne være sammen med brødrene; og leg knælede ned for at prise Gud for
hans beskyttende omsorg for min familie og mig selv gennem alle vore prøvelser."
Selv om de hellige nu var blevet jaget ud af Missouri, var det nødvendigt, at
brødrene fra De Tolv - for at opfylde åbenbaringen, givet den 8. juli 1838 - vendte
tilbage til Far West for der at tage afsked med de hellige "førstkommende 26. april
på byggepladsen for mit hus, siger Herren" (L&P 118:5). De Tolv stolede på Herrens
beskyttende omsorg og besluttede sig til at udføre befalingen, givet i åbenbaringen.

Side 60
Ældste Woodruff beretter: "Jeg tog Brigham Young og Orson Pratt med i min vogn;
fader Cutler (Alpheus Cutler - medlem af det første højråd) tog John Taylor og George
A. Smith med i sin. På vejen mødte vi John E. Page, der var på vej til Quincy, Illinois
med sin familie. Hans vogn var væltet, og da vi mødte ham, forsøgte han at samle
en tønde blød sæbe op med hænderne. Vi hjalp ham med vognen. Derpå kørte han
ned i dalen, efterlod sin vogn og tog med os. Om aftenen, den 25. april, ankom vi til
Far West. Om morgenen, den 26. april 1839 - til trods for vore fjenders trusler om, at
åbenbaringen, der skulle opfyldes denne dag, ikke ville blive opfyldt ... fortsatte vi til
tempelgrunden og opfyldte åbenbaringen og befalingen, der var blevet os givet." Det
var ved dette møde, Wilford blev ordineret til apostel under præsident Brigham Youngs
og de andre apostles hænder.
Mens ovennævnte begivenhed fandt sted, flygtede profeten Joseph, hans bror
Hyrum og andre fra de missourianske betjente, der havde holdt dem fanget i næsten
6 måneder. De var i Quincy for at modtage De Tolv, da disse vendte tilbage.
Det problem, kirkens ledere nu stod overfor, var at finde et nyt indsamlingssted for
de hellige. Et par uger efter sin flugt fra Missouri købte profeten Joseph et stykke land
64 km nord for Quincy på et sted, der hed Commerce, Illinois. Her bosatte han sig, og
efter få dages forløb fulgte Wilford Woodruff efter i sin vogn sammen med sin familie.
Da han ikke fandt et passende sted anslå sig ned i Commerce, tog han over floden til
Iowa og, flyttede ind i et værelse i en gammel kaserne". Her blev han, indtil han skulle
af sted på mission til England.
Jeg beklager, at jeg blot har en kort paragraf om det missionærarbejde, ældste
Woodruff udførte i England i årene 1840 og 1841. Men i kirkens histories årbøger har
ingen anden missionær nogen sinde været ude for en lignende succes. Da han forlod
Nauvoo i august 1839, var han syg og havde ingen penge, men det lykkedes ham at
arbejde sig vej til New York City. Her gav de hellige ham 15 dollars, så han kunne
betale for sejlturen til Liverpool, England, hvortil han ankom den 11. januar 1840. I marts
påbegyndte han sin missionering i Herefordshire distriktet og blev der i 3 måneder.
Da han fortsatte til Manchester distriktet i juni, skrev han følgende: "Jeg har aldrig før
forladt et virkefelt med en så stor tilfredshed for resultaterne af mit virke. Jeg føler trang
til at overbringe Gud min inderligste tak, fordi han har skænket mig så mange sjæle til
besegling af min gerning. Lad mig fortælle, hvorledes jeg for lidt over 3 måneder siden
blev ført af ånden gennem et tæt befolket område på 129 km og ikke valgte nogen del
af det som mit virkefelt, før Herren ledte mig til John Benbows hus ved Fromes Hill, hvor
jeg for første gang forkyndte evangeliet den 5. marts 1840. Nu, den 22. juni, var jeg på
vej til konference i Manchester for at repræsentere denne frugtbare del af mit virke med
33 organiserede grene, bestående af 541 medlemmer, hvoraf jeg havde døbt de 300."
Lignende resultater - selv om de måske var knap så frugtbare - fulgte ældste Woodruffs
missionærbestræbelser overalt, hvor han kom, og hundreder af trofaste mennesker
sluttede sig til kirken i den korte tid, han virkede i England.
I april 1841 forlod brødrene fra De Tolv England for at vende hjem. Da de ankom til
New York City sidst i maj måned, forlod Wilford brødrene og tog til Scarboro, Maine,
hvor hans hustru ventede på ham i sine forældres hjem. Sammen med hende besøgte
han sin far i Farmington, Connecticut. Først i oktober ankom han til Nauvoo. "Da jeg
forlod Nauvoo for 2 år siden," skrev han, "var der ikke mere end et dusin huse på stedet,
men ved min tilbagekomst til byen var der adskillige hundrede."
Da ældste Woodruff igen var sammen med de hellige på indsamlingsstedet, var
han ualmindelig aktiv. Han blev gjort til medlem af Nauvoos byråd; han blev kaldet til

Side 61
at hjælpe med at anvise plads til emigranter; han arbejdede på opførelsen af Nauvoo
templet; han hjalp ældste John Taylor med udgivelsen af the Times and Seasons.
(SDH-tidsskrift, udgivet i Nauvoo (Commerce), Illinois, 1839-1846), og han arbejdede
på opførelsen af en behagelig bolig til sig selv. Med den energi, han lagde for dagen,
havde han held med alt, hvad han foretog sig.
Wilford blev i Nauvoo og de omkringliggende kolonier fra oktober 1841 til juli 1843,
da profeten bad ham om at foretage en mission østpå "med det formål at afholde
konferencer og indsamle midler til templets fuldførelse". Denne mission bragte ham til
St. Louis, Missouri; Cincinnati, Ohio; Pittsburg og Philadelphia, Pennsylvanien; New
York City, New York; Boston, Massachusetts; samt Portland, Maine. Han påbegyndte
tilbagerejsen i oktober og nåede Nauvoo den 4. november.
Ældste Woodruff blev i Nauvoo gennem vinteren 1843-1844, og han nød profetens
og De Tolvs selskab. Han var bestandig aktiv i sine kirkelige pligter, og hans flid og møje
gjorde det også muligt for ham at omgive sig med nogle af livets bekvemmeligheder.
Men han fik ikke lov til at blive hjemme ret længe. I april 1844 bad profeten alle
medlemmerne fra De Tolv - undtagen John Taylor og Willard Richards - om igen at
foretage en vigtig mission østpå. Wilford beskriver afskeden med profeten i sin dagbog:
"Joseph stod i indgangsdøren, da jeg rakte hånden frem til farvel; broder J. M. Grant
var sammen med mig. Idet han tog min hånd, sagde han: Broder Woodruff, du skal
af sted på din mission." Jeg svarede: "Ja." Han så mig et øjeblik lige i øjnene uden
at sige noget. Det var, som om han ville gennemtrænge selve min sjæl, og samtidig
virkede han ubeskrivelig sørgmodig, som om han tyngedes af en forudanelse af noget
frygteligt. Til sidst sagde han med sorg i stemmen: Gud velsigne dig, broder Woodruff;
gå med fred.' Jeg vendte mig og forlod ham med tungt hjerte, idet jeg følte, at jeg
modtog af den samme ånd, som hvilede på ham. Dette var sidste gang, jeg så hans
ansigt og hørte hans stemme - i kødet." (Matthias F. Cowley, Wilford Woodruff, s. 205)
Wilfords mission østpå i sommeren 1844 blev afbrudt af nyheden om profetens
død, som han fik i Portland, Maine den 9. juli. Han tog straks af sted til Boston,
Massachusetts, hvor han mødte præsident Brigham Young. Under datoen den 17. juli
har han skrevet følgende i sin dagbog: "Ældste Brigham Young ankom, og vi tog hen
til søster Vose. Broder Young lagde sig på sengen, og jeg satte mig i lænestolen, og
derpå tilhyllede vi vore ansigter og gav luft for vor sorg. Indtil nu havde jeg ikke fældet
en tåre siden profetens død. Min sjæl havde været hård som stål. Efter at have fået
afløb for vor sorg gennem tårer, følte vi os roligere."
Brødrene fra De Tolv samledes i Boston, og med tog, båd og diligence tog de til
Nauvoo og ankom om aftenen, den 8. august. Wilford skrev: "Da vi ankom til Nauvoo,
syntes en dyster stemning at hvile over byen - en sådan, som vi aldrig før havde
oplevet."
Iv
Under præsident Brigham Youngs og De Tolvs ledelse blev den forvirring, som Sidney
Rigdon og andre forsøgte at skabe i kirken efter profetens død, snart dæmpet, og
ro og orden blev genoprettet. Ved et rådsmøde for De Tolv, der blev afholdt den 12.
august, blev Wilford Woodruff valgt til at præsidere over den europæiske mission. Der
blev truffet foranstaltninger, så hans hustru kunne ledsage ham. Her følger Wilfords
udnævnelsesbrev:
"Nauvoo, den 22. august 1844
Hilsener til alle ældster og hellige i Storbritannien.

Side 62
Vi sender vor elskede broder Wilford Woodruff til England for at tage sig af alt, hvad
der vedrører Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige - både af åndelig og timelig art.
Vi ønsker, at I skal lægge vel mærke til hans råd i alt, og da vi ikke har mulighed for
pr. brev at fortælle jer, hvad der er sket her, vil vor elskede broder fortælle jer alt. Vi
ønsker, at brødrene trofast og flittigt skal holde alle Guds befalinger og lytte til råd fra
dem, der er sendt for at vejlede dem. Lad ingen mennesker tro, at de har magt eller
myndighed eller rigets nøgler frem for apostel Wilford Woodruff, som vi sender til jer for
at belære jer om alt, hvad der hører til liv og frelse. Selv om vor profet er blevet slået for
Guds ords og Jesu vidnesbyrds skyld, er nøglerne til riget stadig i kirken, himlen er ikke
lukket, og den Almægtiges mund er heller ikke forseglet, så han ikke kan tale. Israels
Gud vil fortælle sine disciple alt, hvad der er nødvendigt for at opbygge hans rige på
jorden, indtil Israel er indsamlet - ja, endog alt Abrahams blod, der er spredt over hele
jorden - Zion oprettet, Jerusalem genopbygget, og hele jorden bliver fyldt med Guds
herlighed og kundskab. Vi ønsker, at alle de hellige i England skal fortsætte med at
lade sig indsamle til Amerika; og de kan få det privilegium at udpege en komite, der
kan besøge Amerika for at berede et område til bebyggelse for brødrene fra Europa,
ifølge deres ønske og under ældste Wilford Woodruffs ledelse og vejledning. Vi ønsker
yderligere at sige til de hellige over hele verden, der muligvis får besøg af ældste Wilford
Woodruff, at hvis de vil hjælpe ham på enhver tænkelig måde under hans mission, vil
de gøre Guds vilje, og de vil ikke gå glip af deres belønning. Og vi ønsker, at alle hellige
skal bestræbe sig på at støtte ham gennem deres tro, bønner og broderlige kærlighed
ifølge Guds barmhjertighed i denne vigtige mission, han er kaldet til at udføre, for han
er kvalificeret til at undervise i alt, hvad der hører til Guds rige og kirke, som er oprettet
i disse sidste dage. Derfor, kære brødre, siger vi til slut til jer: vær ydmyge og trofaste,
og lyt flittigt til ældste Wilford Woodruffs vejledning - denne vor elskede broder i Herren
- og Herrens velsignelser vil ledsage jer, i Jesu Kristi navn. Amen.
BRIGHAM YOUNG
Præsident for De Tolv
WILLARD RICHARDS
Sekretær"
Den 28. august forlod ældste Woodruff Nauvoo sammen med sin hustru og deres
to små børn. Efter at have besøgt deres forældre i Connecticut og Maine, rejste de til
New York City, hvor de den 8. december gik om bord på "et fragtskib". Efter en hård
sejlads på 27 dage landede de i Liverpool.
Denne anden mission til England var noget anderledes end den første. I stedet
for at missionere individuelt, hvor han i særlig grad havde succes, måtte han nu lede
andres bestræbelser. Dette var ikke nogen lille opgave, da medlemstallet i den britiske
mission var på 11000, hvoraf de 1500 havde præstedømmet. Men Wilford Woodruff
var på højde med sine pligter og viste sig at være en dygtig leder. Hver eneste del af
arbejdet blev opbygget og gik fremad under hans ledelse. Han blev afløst af præsident
Young i december 1845, og fik samtidig at vide, at de hellige havde til hensigt at forlade
Nauvoo i begyndelsen af 1846 og udsøge sig et gunstigt område "et eller andet sted
vest for Klippebjergene", hvor de kunne tilbede deres Gud uden at blive forulempet af
pøbelhobe. Wilford fuldførte missionens anliggender så hurtigt, det var ham muligt, og
forlod England den 23. januar 1846. Efter at have besøgt slægtninge i New England
nåede han den 23. april til Nauvoo. Præsident Young og de fleste af kirkens ledere var
allerede draget mod vest.
Mens Wilford opholdt sig i Nauvoo, afholdt han adskillige møder i templet med de
hellige, der ikke havde været i stand til at drage af sted. Endelig, den 26. maj, var han

Side 63
parat til at forlade sit behagelige hjem, sin gård og sine ejendele og påbegynde sin
lange rejse ud i ødemarken. "Jeg forlod de helliges by og følte, at jeg højst sandsynligt
tog endelig afsked med Nauvoo for dette liv," skrev han. "Jeg kiggede tilbage på templet
og byen, der forsvandt i det fjerne, og bad Herren om at erindre de helliges ofre."
Det var vådt på denne tid af året, og rejsen gennem Iowa var besværlig. Der var
ingen veje, man kunne følge - kun spor i det bløde mudder, lavet af dem, der var gået
i forvejen. Et sted på rejsen, skrev Wilford, "standsede jeg min vogn på toppen af en
bakke midt i et bølgende landskab, hvor jeg havde en fin udsigt til alle sider. Jeg så de
hellige komme i tusindvis fra alle retninger, fra bakker og dale, skove og prærier, med
deres vogne, flokke og hjorde. Det lignede en hel nations udvandring".
Endelig, den 7. juli, nåede man Concil Bluffs, de helliges midlertidige opholdssted.
Her blev brødrene i ca. en måned, mens Mormonbataljonen blev organiseret og sendt
af sted. I begyndelsen af august blev det besluttet, at så mange af de hellige, der
overhovedet kunne, skulle tage over floden og slå sig ned i indianernes land, hvor
man ville oprette en vinterkoloni, der skulle hedde Winter Quarters. Denne plan blev
gennemført, og Wilford tog over floden og begyndte at bygge et hus, der kunne give
hans familie ly. Her skete der noget, hvorom han selv beretter følgende: "Den 15.
oktober 1846 hvor jeg befandt mig i Israels lejr i færd med at opbygge Winter Quarters
på vestsiden af Missourifloden (dengang indiansk land), gennemgik jeg et af mit livs
mest smertefulde og alvorlige uheld. Jeg tog min økse og gik 4 km op ad skrænten for
at fælde noget træ til tagspåner, der kunne dække min hytte. Jeg fulgtes med 2 mænd.
Da jeg fældede det 3. træ, trådte jeg ca. 2 1/z m væk fra det, hvor jeg troede, jeg var
helt udenfor fare. Imidlertid var der en bøjning i træt, der ramte en lille høj, da træet
faldt, og fik det til at falde tilbage mod stubben. Da det faldt tilbage, ramte den tykke
ende af træet mig i brystet og slog mig bagud og flere meter op over jorden mod et
egetræ. Det fældede træ fulgte med og maste mig slemt imod egetræet. Jeg faldt mod
jorden og kom ned på benene. Mit venstre lår og min venstre hofte var slemt forslåede,
også min venstre arm; mit brystben og 3 ribben i venstre side var brækkede. Jeg havde
stødt lungerne, de ædlere dele og den venstre side meget slemt. Efter uheldet sad jeg
på en træstamme, mens John Garrison gik 400 m og fik fat i min hest. Til trods for at jeg
havde slået mig så slemt, måtte jeg stige til hest og ride 4 km over en overmåde ujævn
vej. På grund af stærke smerter måtte jeg 2 gange stige af hesten på vejen hjem. Mit
bryst og mine ædlere dele var så slemt sårede, at smerter strømmede igennem mig for
hvert skridt, hesten tog. Jeg fortsatte på hesteryg, indtil jeg nåede Turkey Creek nord
for Winter Quarters. Jeg var da meget udmattet og blev hjulpet af hesten og båret i
en stol til min vogn. På vejen mødte jeg præsident Brigham Young, Heber C. Kimball,
Willard Richards og andre, der hjalp med at bære mig til vognen. Før de anbragte mig
på sengen, lagde de hænderne på mig, og i Herrens navn irettesatte de smerterne og
lidelserne og sagde, at jeg ville leve og ikke dø. Derpå blev jeg lagt i seng i vognen,
da min hytte endnu ikke var færdig. Det gik, som apostlene havde profeteret over mit
hoved; jeg døde ikke. Jeg havde ikke læge, men blev salvet af Israels ældster og plejet
af min hustru. Jeg lå i min seng ude af stand til at røre mig, indtil brystbenet den 9. dag
begyndte at vokse sammen. Efter 20 dages forløb begyndte jeg at spadsere omkring,
og 30 dage efter uheldet tog jeg igen fat på mit daglige arbejde."
De hellige tilbragte en ensom vinter i Winter Quarters i 1846 og 1847. Kulden var
meget voldsom, og mange af indbyggerne boede stadig i deres vogne, da de ikke
havde fået bygget huse. Strabadserne forårsagede megen lidelse, og der var flere
hundrede dødsfald, men de hellige var forenede og gjorde alt, hvad de kunne, for
at hjælpe hinanden. Da vejret blev varmere i februar og marts, begyndte præsident

Side 64
Young at træffe forberedelser til at lede en gruppe mod vest for at udsøge et blivende
opholdssted for de hellige. Denne gruppe, der bestod af 143 mænd, 3 kvinder og 2
børn, var parat i begyndelsen af april, og Wilford Woodruff var iblandt dem.
Der er blevet skrevet og sagt meget om pionerrejsen over sletterne, og jeg vil ikke
gå i detaljer her. Det er nok tilstrækkeligt at sige, at præsident Young, der kørte i Wilford
Woodruffs vogn, den 24. juli 1847 tog Saltsødalen i øjesyn og udbrød: "Dette er stedet."
Gruppen havde da rejst i 3 måneder og 17 dage. Wilford Woodruff skriver i sin dagbog
følgende om ankomsten til dalen:
"Vi så med undren og ærefrygt på den vidtstrakte og frugtbare dal, der lå foran os
i ca. 40 km's længde og 26 km's bredde, dækket af et tykt tæppe af plantevækst. I
midten funklede vandet fra den store Saltsø, rundt omkring hævede bjergene sig mod
himlen, og vandløb, åer og bække med rent vand løb gennem den smukke dal.
Efter en hård rejse fra Winter Quarters på over 1600 km gennem Platteflodens
sletter og Black Hills' og Klippebjergenes højder, over det brændende sand og de evige
regioner med sagebrush, sumpede områder dækket af piletræer samt klippefulde egne,
var et eneste blik på en så vidtstrakt dal, omgivet af en fuldendt bjergkæde dækket af
evig sne, og med talløse tinder, der som pyramider hævede sig mod himlen, for os det
mest storslåede landskab og den skønneste udsigt, vi kunne finde på jorden. Vi blev
gennemstrømmet af behagelige tanker i forventningen om, at Herrens hus om få år
ville være grundfæstet på bjergenes top og løfte sig op over højene, mens dalene ville
være omdannet til frugtplantager, vingårde, marker, etc., byer ville være bygget, Zions
banner ville blive foldet ud, og nationerne ville strømme dertil."
I løbet af den korte tid, ældste Woodruff opholdt sig i dalen, udforskede han og andre
landet så langt mod vest som Tooele Valley og så langt mod syd som Utah Lake. Han
tog også op i bjergkløfterne for at hente træstammer til at bygge et hus af. Der var ikke
noget, der hed lediggang i denne mands liv. Hvor han end kom hen, udførte han med
flid nyttigt arbejde. Arbejde var grundprincippet i hans vellykkede levnedsløb.
Ældste Woodruff opholdt sig i Saltsødalen i en måned og to dage, og derpå
påbegyndte han sammen med nogle af brødrene den trættende rejse på 1600 km
tilbage til Winter Quarters. Efter en besværlig rejse nåede brødrene Missouriflodens
bredder og blev genforenede med deres familier den 31. oktober.
V
I året 1848 fandt der en almindelig udvandring sted af de hellige mod vest fra
Missourifloden. Wilford Woodruff regnede også med, at han skulle rejse, men før
han tog af sted, bad præsident Young ham om at foretage en mission til de østlige
stater og besøge de sidste dages hellige der. Wilford Woodruff, der altid var villig til
at udføre de pligter, de præsiderende brødre pålagde ham, forlod Winter Quarters
den 21. juni. Hans mission førte ham til Nauvoo og Chicago, Illinois; Detroit, Michigan
og Boston, Massachusetts, hvortil han ankom den 12. august. I løbet af efteråret og
vinteren besøgte han kirkens grene i New England. Han tilbragte hele året 1849 med
at missionere i Canada og de østlige stater. I begyndelsen af 1850 fik han besked fra
Det øverste Præsidentskab om at vende hjem, og den 9. april forlod han New York
City sammen med 209 medlemmer. Efter en lang og trættende rejse ankom ældste
Woodruff og hans ledsagere den 14. oktober til Salt Lake City.
Saltsødalen så anderledes ud i 1849, end den gjorde, da ældste Woodruff så den
første gang i 1847. Nu var der over 5 000 indbyggere i byen og dalen, og mange
forbedringer havde fundet sted. Ældste Woodruff gjorde sit eget hus i nærheden af
tempelgrunden færdigt og sørgede for at gøre det så behageligt som muligt for sin

Side 65
familie. I de 17 år han havde været medlem af kirken, havde han næsten levet et
nomadeliv og var blevet jaget fra sted til sted. Men fremover skulle Saltsødalen være
hans blivende bopæl, selv om han stadigvæk skulle rejse vidt og bredt på kirkens vegne
lige til sin død.
I Saltsødalen genoptog Wilford sine vanlige aktiviteter som medlem af De Tolv.
Kvorummet afholdt ugentlige møder, hvor de drøftede kirkens forhold. Foruden disse
pligter blev han medlem af territoriets lovgivende forsamling. I begyndelsen af 1851
sluttede han sig til en ekspedition, der skulle besøge de helliges kolonier i den sydlige
del af territoriet. Da han vendte tilbage sidst i maj, arbejdede han flittigt på sin egen lille
gård syd for byen. Han fik ingen løn af kirken og måtte nødvendigvis forsørge sig selv
og sin familie ved hjælp af sine hænders arbejde.
I året 1852 blev Wilford optaget af at bygge et mødested for de hellige på
tempelgrunden. Denne bygning blev kendt som Det gamle Tabernakel. Han ledsagede
også Det øverste Præsidentskab på en rejse til de sydlige kolonier.
Ved begyndelsen af det nye år, 1853 skrev Wilford følgende i sin dagbog: "Et
nyt år i en ny epoke! Som tiden dog flyver, og hvor vidunderlige og hvor storslåede
er de begivenheder, der fødes på dens vinger! Det er begyndelsen til en uddeling,
der omfatter alle andre uddelinger siden verdens begyndelse. Begivenhederne fra de
foregående 1000 år blegner fuldstændig i sammenligning med nutidens værk."
På årets første dag deltog Wilford i et selskab, der blev holdt i den nye Social Hall
(den vigtigste bygning for selskabelige aktiviteter i Salt Lake City, indtil Salt Lake teatret
blev bygget). Han var til stede den 14. februar, da man brød grunden til Salt Lake
templet. I løbet af efteråret ledte Wilford sammen med Ezra T. Benson en gruppe hellige
til Tooele Valley.
I sommeren 1854 var ældste Woodruff sammen med nogle af De Tolv på en rejse
til de sydlige kolonier. Da han vendte hjem, høstede han afgrøden på sin gård, og
han beretter, at der var 130 hl hvede, 141 hl kartofler og 70 1/2 hl majs. 1 1855
sammenkaldte han en gruppe interesserede til et møde i Social Hall og organiserede en
havebrugsforening, som skulle fremme frugtavlen i territoriet. Han arbejdede konstant
på enhver opgave, der ville fremme forholdene for de hellige i dalene.
Den 1. marts 1857 fejrede Wilford Woodruff sin 50-års fødselsdag. Denne dag kunne
han se tilbage på et velanvendt liv, fyldt med virkelig fine resultater. Den 24. juli var han
til stede ved en pioner-festlighed ved Silver Lake, Big Cottonwood Canyon, da der blev
sendt besked om, at en hær var på vej til Utah med en ny guvernør, der skulle afløse
Brigham Young. Fra dette tidspunkt og indtil juni det følgende år havde ældste Woodruff
meget travlt med at deltage i rådsmøder med brødrene og træffe forberedelser til, at de
hellige kunne forsvare sig mod hæren. Han blev virkelig glad, da han hørte, at hæren
havde besluttet at slå lejr for vinteren ved Fort Bridger, Wyoming. I foråret 1858 sluttede
Wilford sig til de hellige, der flyttede sydpå. Han og hans familie var i Provo, da der blev
sendt bud om, at general Johnston havde ført sine soldater gennem Saltsødalen og
slået lejr ved Cedar Fort. Wilford vendte nu tilbage til Salt Lake City og genoptog sine
vanlige aktiviteter. I efteråret blev han udnævnt til præsident for Deseret Agricultural
and Manufacturing Society.
Den 1. marts 1860 skrev ældste Woodruff følgende i sin dagbog: "I dag blev
jeg 53 år. Det berører mig meget, når jeg betragter disse år og ser, hvor kort livet
i virkeligheden er - som en væverskyttel flyver det hurtigt af sted. Mennesker bør
omhyggeligt stræbe efter at gøre sit liv nyttigt. Det bør tale sandhed, leve ærligt, opøve
gode egenskaber og altid være et eksempel værdig til efterfølgelse."

Side 66
Den 4. marts 1861 gør han et notat i sin dagbog om præsident Abraham Lincolns
tiltrædelse: "Præsident Lincolns fjender erklærede, at han aldrig ville komme til at sove
i Det hvide Hus ... Mange af nationens indbyggere har forfulgt Guds hellige, og nu har
de selv vanskeligheder. De ledende mænd i denne nation og dens stater gjorde intet
for os."
I maj 1861 foretog ældste Woodruff en rejse til de sydlige kolonier sammen med
præsident Brigham Young og nogle af de ledende brødre. Mens han var væk fra byen,
døde hans alderstegne far, Aphek Woodruff. Han var blevet døbt af sin søn i 1839.
I sin bog Life of Wilford Woodruff siger Matthias F. Cowley lidt om broder Woodruffs
aktiviteter i året 1862:
"Det er dejligt at se, hvordan Wilford Woodruff var travlt beskæftiget med en mængde
gøremål. Hans dagbog bærer vidnesbyrd om et bemærkelsværdigt travlt liv. Det
ene øjeblik skildrer han gribende begivenheder i verdenshistorien; derpå skriver han
kirkehistorie; og i næste øjeblik fortæller han noget om breve, modtaget fra dem, der
ønsker oplysninger om de sidste dages hellige. Den næste side indeholder en beretning
om hans frugtplantage og arbejdet med at plante flere frugttræer; senere finder man
ham i færd med vandingen. Derpå taler han til missionærer om deres pligter og ansvar.
På samme side beretter han om en profetisk inspiration i sin sjæl og fortæller om ting,
der skal ske. I alting ser han Guds herlighed og godhed. Han lytter til profetens ord
og skriver dem omhyggeligt op. Derpå skriver han udførligt om principperne for en fri
regering og et folks rettigheder under en grundlov."
Den 1. januar 1864 skrev ældste Woodruff i sin dagbog: "Jeg har oplevet 56 nye
år, og i de sidste 35 år har jeg ført dagbog over mit liv. Det har til en vis grad også
været over andres liv."
I årene 1865 og 1866 fortsatte ældste Woodruff sine sædvanlige aktiviteter i dalen.
11867 deltog han i generalkonferencens møder, der blev afholdt i Det nye Tabernakel.
"Denne konference var af særlig interesse for de hellige. Mellem 8-10 000 mennesker
samledes for at fejre begivenheden. Orglet var ikke helt færdigt. Det var meningen, det
skulle have 2 000 orgelpiber, men på daværende tidspunkt havde det kun 750."
I 1868 flyttede ældste Woodruff til Provo som svar på et kald fra præsident Young.
Her fortsatte han med at tage aktivt del i byens og kirkens anliggender. Han syntes
at være interesseret i alle former for menneskelig aktivitet. Ældste Cowley skriver:
"Vi finder ham i færd med at grave piletræer op, rydde land, grave grøfter, anlægge
veje, bygge lader og huse. Han var virkelig et mønster på arbejdsomhed. Alt hæderligt
arbejde var Guds arbejde, enten han gravede en grøft, holdt tale eller skrev historie."
Ved oktoberkonferencen, der blev afholdt i Salt Lake City i 1868, skrev ældste
Woodruff: "Dette er første gang i 32 år, at alle medlemmerne fra De tolvs Kvorum har
været samlet. Sidste gang var i ældste Heber C. Kimballs hjem i Kirtland." Det møde,
han henviste til, blev afholdt i året 1836. Det vidner om dette kvorums flid, at nogle af
dets medlemmer i al denne tid altid havde været borte fra hovedkvarteret i færd med
at missionere.
Den 24. juli 1869 skrev ældste Woodruff følgende i sin dagbog efter at have fejret
pionerdagen i Salt Lake City: "I dag for 22 år siden kørte jeg det forspand, der bragte
præsident Brigham Young fra Emigration Canyon til denne by. Han var syg og lå i en
seng i min vogn. Så snart hans øjne faldt på den smukke, men øde dal foran os, sagde
han: Dette er stedet; for Herren har vist mig det i et syn.' Vi er nu over 100 000 sjæle.
Se, hvad Gud har bevirket."

Side 67
Ældste Woodruff var til stede den 10. januar 1870 da Utah Central Railway
(jernbanen) fra Ogden til Salt Lake City blev gjort færdig. Han skriver: "Dette er en stor
dag for Utah. Omkring 12-15 000 mennesker fra byen og omegnen - mænd, kvinder og
børn - samledes omkring jernbanestationen for at fejre færdiggørelsen af Utah Central
Railway og for at se den sidste skinne blive lagt og det sidste spiger blive slået i af
præsident Young." Dagene med de lange rejser over sletterne med okseforspand, på
hesteryg eller til fods _Var for altid forbi.
I 1871 købte ældste Woodruff, der nu var 64 år gammel, en gård i Randolph, Rich
County, hvor han indrettede et hjem. Han tilbragte siden adskillige somre der, hvor han
nød at høste hø og hente træ i bjergene. Intet glædede ham mere end det at udføre
en god dags arbejde med sine hænder.
Årene 1872-1875 tilbragte ældste Woodruff med sine sædvanlige aktiviteter. Man
besøgte wardene og stavene, passede sine gårde og kvægfarme og holdt rådsmøder
med brødrene. Den 1. september 1875 skriver han om sin kære ven og kollega, George
A. Smiths død: "Tiden og døden tynder ud i rækkerne hos Det øverste Præsidentskab,
De tolv Apostle og kirkens øverste ældster. Intet menneske i denne kirke har efterladt
en mere uplettet og strålende fortid for både tid og evighed end apostel George A.
Smith."
Samme år i oktober skrev han om De forenede Staters præsident, U. S. Grants
besøg i Ogden og Salt Lake City. Det var første gang, han nogen sinde havde set
en præsident for De forenede Stater. Han havde lejlighed til at være medlem af den
gruppe, der bød den distingverede gæst velkommen til territoriet.
I efteråret 1876 ledsagede ældste Woodruff præsident Young og følge til St. George
i det sydlige Utah. Det var brødrenes mening at blive der hele vinteren og deltage i
indvielsesceremonierne for St. George templet, der næsten var færdigt. Den 1. januar
1877 blev den nederste del af bygningen, inklusive døbefonten, indviet af ældste
Woodruff. "Vi er i dag velsignet med et privilegium, som meget få siden Adams dage har
kunnet glæde sig over," sagde han. "Vi er samlet i et tempel, der på Herrens befaling
er bygget til frelse for den menneskelige familie. Vi er kommet sammen for at indvie
visse dele af denne bygning." Efter nogle få bemærkninger opsendte ældste Woodruff
en længere bøn, hvori han meget smukt gav udtryk for de helliges taknemmelighed
over det privilegium at bygge dette tempel og kunne arbejde i det.
Den 1: marts 1877 da ældste Woodruff stadigvæk var i St. George, fejrede han sin
70-års fødselsdag.
I begyndelsen af april blev kirkens generalkonference afholdt i St. George, og ældste
Woodruff blev kaldet til at præsidere over St. George templet. Han var optaget af denne
opgave, da han hørte om præsident Brigham Youngs død, der fandt sted den 29.
august 1877.
Efter præsident Youngs død, flyttede ældste Woodruff tilbage til Salt Lake City, hvor
han deltog i De Tolvs rådsmøder. Det varede flere år, før Det øverste Præsidentskab
blev reorganiseret. Det var på dette tidspunkt, øvrighedspersoner forsøgte at gøre ende
på udøvelsen af polygami, og det blev nødvendigt for ældste Woodruff at "gå under
jorden". Han skrev følgende i sin dagbog: "Dette er første gang i mit liv, jeg har været
nødt til at flygte fra mine fjender for evangeliets skyld eller af nogen anden grund." I
1879 tilbragte han nogle måneder med at besøge de hellige i det sydlige Utah og i
Arizona. Han besøgte også indianerstammerne og virkede som missionær blandt dem.
Han sov udendørs, arbejdede i markerne, huggede brænde, beredte hjorteskind og
gjorde i det hele taget alt, hvad han kunne, for at hjælpe folket. Den 2. april 1880 var han

Side 68
tilbage i Salt Lake City og deltog i kirkens årlige konference. Ved oktoberkonferencen
samme år blev John Taylor udnævnt til præsident for kirken og Wilford Woodruff til
præsident for De tolvs Kvorum.
Som præsident for De tolvs Kvorum var det nu ældste Woodruffs pligt at lede disse
brødres aktiviteter. I denne egenskab skulle han uden tvivl være blevet i Salt Lake City,
men på grund af Edmunds lov, der blev vedtaget af Kongressen i 1882 - og som igen
angreb udøvelsen af polygami og tildelte alvorlige straffe til dem, der ikke ville opgive
denne lære - var præsident Woodruff igen tvunget til at forlade sit hjem. Han besøgte
de helliges stave og kolonier i det sydlige Utah, det østlige Utah, Nevada og Arizona.
Mange af kirkens ledende brødre blev anholdt og tvunget til at gå i fængsel, men ældste
Woodruff var heldig og undgik at blive arresteret. Han udførte roligt sine pligter og blev
hjulpet og beskyttet af de hellige.
Vi
Ældste Woodruff opholdt sig i Fayette, Sanpete County, da han den 26. juli 1887 hørte
om præsident John Taylors død i Kaysville, Utah. På dette tidspunkt skrev han følgende
i sin dagbog: "Præsident Taylors død lægger hovedansvaret for Jesu Kristi Kirke af
Sidste Dages Hellige på mine skuldre i tilknytning til De Tolv, der nu bliver kirkens
præsiderende myndighed. Dette anbringer mig i en særlig situation. Det er en stilling,
jeg aldrig har regnet med, men ved Guds forsyn er dette nye ansvar nu pålagt mig. Jeg
beder Gud, min himmelske Fader, om at skænke mig tilstrækkelig nåde, så jeg kan
opfylde mine ansvar. Det er et stort ansvar for et menneske, og det er en stilling, der
kræver megen visdom. Jeg regnede ikke med at leve længere end præsident Taylor,
men Gud har bestemt på anden måde ... Jeg kan kun sige: Forunderlig er dine veje, o
Almægtige Herre, for du har i sandhed valgt svage redskaber til i dine hænder at udføre
dit værk på jorden. Må din tjener Wilford være beredt for det, Gud i himlen kræver
af ham. Jeg beder om denne velsignelse af min himmelske Fader i Jesu Kristi, den
levende Guds Søns navn. Amen."
Og således stod denne trofaste og flittige missionær - der kun søgte at gå Guds veje
og ydmygt og oprigtigt at gøre hans vilje - til sidst efter et langt og nyttigt liv i spidsen for
et stort religiøst folk. Han var blevet prøvet og vejet på vægten, og han var ikke blevet
fundet for let (Se Daniel 5:27).
Da præsident Woodruff ankom til Salt Lake City, var han ikke i stand til at være
med til præsident John Taylors begravelse eller at vise sig ved noget offentligt møde,
da han stadigvæk kunne blive arresteret på grund af den anti-polygamiske kampagne.
Imidlertid stod han i nær forbindelse med brødrene fra De Tolv og udførte sine pligter,
så godt det var ham muligt under så vanskelige og prøvende forhold.
Ved aprilkonferencen i 1889 blev Wilford Woodruff opretholdt som præsident for
kirken med George Q. Cannon og Joseph F. Smith som rådgivere. Samme dag dette
fandt sted, skrev præsident Woodruff følgende i sin dagbog: "Denne dag, den 7. april
1889, er en af de vigtigste i mit liv, for jeg blev opretholdt som præsident for Jesu Kristi
Kirke af Sidste Dages Hellige, og det blev enstemmigt vedtaget af 10 000 medlemmer.
Afstemningen blev foretaget på samme måde som i præsident John Taylors tilfælde:
Først stemte hvert kvorum for sig og derefter hele forsamlingen. Dette er det højeste
embede, der nogen sinde er overdraget noget menneske i kødet. Det blev overdraget
mig i mit 83. år. Jeg beder Gud om at beskytte mig og give mig kraft til at højne min
kaldelse til mine dages ende. Herren har våget over mig lige til denne dag." (Mathias
F. Cowley, Wilford Woodruff, s. 564-565)

Side 69
I årene 1889 og 1890 fortsatte regeringen sine bestræbelser for at afskaffe polygami.
De hellige havde lidt meget alvorlige forfølgelser på grund af dette princip. I efteråret
1890 kom præsident Woodruff til den konklusion, at tiden var inde, hvor han måtte råde
de hellige "til at afholde sig fra at indgå ægteskaber, der var forbudt af landets lov." Den
25. september skrev han følgende i sin dagbog:
"Jeg har nået det punkt i mit livs historie som præsident for Jesu Kristi Kirke af
Sidste Dages Hellige, hvor jeg er nødt til at gøre noget for kirkens timelige frelses
skyld. De forenede Staters regering har taget et standpunkt og vedtaget love for at
ødelægge de sidste dages hellige på grund af polygami eller ægteskabets patriarkalske
orden, og efter at have bedt til Herren og følt hans inspiration har jeg udstedt følgende
proklamation, der er godkendt af mine rådgivere og De tolv Apostle." Herefter følger den
officielle erklæring, kendt som "Manifestet", hvori de hellige bliver rådet til at, afholde
sig fra et indgå ægteskaber, der er forbudt af landets lov".
Manifestets udstedelse var sikkert den vigtigste handling i præsident Woodruffs
lange levnedsløb. Det gav befrielse for forfølgelse og gav de hellige frie hænder til at
fortsætte det store arbejde med at forkynde evangeliet og grundlægge riget.
I en tale, der blev givet i Logan, den 1. november 1891 præciserede præsident
Woodruff yderligere sit standpunkt overfor denne vigtige udstedelse:
"Gennem syner og åbenbaringer viste Herren mig nøjagtigt, hvad der ville ske, hvis
vi ikke standsede denne udøvelse ... Jeg ved, at der er temmelig mange mennesker
- og sikkert nogle af denne kirkes ledende mænd - der er blevet prøvet og har følt, at
præsident Woodruff havde mistet Guds Ånd og var ved at falde fra. Jeg ønsker, at I
skal forstå, at han ikke har mistet ånden og heller ikke er ved at falde fra. Herren er
med ham og med dette folk. Han har fortalt mig nøjagtigt, hvad der skal gøres, og hvad
resultatet ville blive, hvis vi ikke gjorde det ... Jeg ville have opgivet alle vore templer,
jeg ville selv være gået i fængsel og ville have ladet alle andre mænd gå der, hvis Gud
i himlen ikke havde befalet mig at gøre det, jeg gjorde; og da tidspunktet var inde, og
jeg fik befaling til at gøre det, stod det helt klart for mig."
En anden vigtig begivenhed, der fandt sted under præsident Woodruffs forvaltning,
var indvielsen af Salt Lake templet den 6. april 1893. Som tidligere nævnt her i bogen,
blev opførelsen af denne bygning påbegyndt af præsident Brigham Young i 1853,
40 år tidligere. Det havde været et tungt hverv for de hellige at bygge dette store
tempel, for de havde måtte give arbejdskraft, materialer og penge; men det var lykkedes
for dem, og den smukke og imponerende bygning - et mindesmærke for deres tro
og hengivenhed - var endelig færdig. Den alderstegne profet bad indvielsesbønnen.
Samme dag skrev han i sin dagbog: "Jeg var til stede ved templets indvielse. Guds ånd
og kraft hvilede på os. Profetiens og åbenbaringens ånd var over os, folket var dybt
berørt, og mange ting blev gjort forståelige for os."
Blandt præsident Woodruffs udtalelser ved templets indvielse var følgende: "At fra
dette tidspunkt ville den ondes magt blive brudt; at fjenden ville have mindre magt over
de hellige og lide større nederlag i sine forsøg på at undertrykke dem; at en fornyet
interesse for evangeliets budskab ville opstå overalt i verden." (Matthias F. Cowley,
Wilford Woodruff, s. 583)
I efteråret 1893 foretog præsident Woodruff en længere rejse østpå sammen med
en gruppe af brødrene. Man besøgte Denver, Kansas City, Independence og Chicago.
I Independence skrev han følgende: "I 1834 gik jeg sammen med Harry Brown
gennem Jackson County på en mission til de sydlige stater. På dette tidspunkt rejste vi
hemmeligt, for at pøbelhoben ikke skulle slå os ihjel. Nu, i 1893, bød Independences

Side 70
borgmester og en masse andre os velkommen til byen. Det kan vel siges at være
en kontrast, og vi tilskriver Gud, vor himmelske Fader, æren og prisen." (Matthias F.
Cowley, Wildford Woodruff, s. 583)
I 1896 gav De forenede Staters regering Utah anerkendelse som stat. Præsident
Woodruff skrev: "Jeg føler trang til at takke Gud, fordi jeg har levet længe nok til at se
Utah blive anerkendt som stat. Det er en begivenhed, som vi har set frem til i en hel
generation." (Matthias F. Cowley, Wilford Woodruff, s. 591)
En af de vigtigste begivenheder i præsident Woodruffs lange liv var festligholdelsen
af hans 90-års fødselsdag, den 1. marts 1897. Ved denne lejlighed samledes tusinder
af sidste dages hellige i Salt Lake Tabernaklet for at hædre ham. Hans rådgivere
og andre generalautoriteter holdt taler, der passede til lejligheden. Tempelarbejdere
overrakte ham en stok med sølvbeslag. Den meget store forsamling sang: "Hav tak
for profeten, du sendte". Da præsident Woodruff kom hjem, skrev han sine indtryk fra
dagen i sin dagbog: "Sceneriet overvældede mig fuldstændigt. Jeg kom til at tænke på
begivenheder fra min barndom og første manddom. Jeg huskede tydeligt, hvordan jeg
havde bedt Herren om, at jeg måtte opleve at se en profet eller en apostel, der ville
undervise mig i Kristi evangelium. Her stod jeg i det store Tabernakel, fyldt med 10 000
børn, med profeter, apostle og hellige. Tårerne løb mig ned ad kinderne, men alligevel
talte jeg til den mægtige forsamling." (Matthias F. Cowley, Wilford Woodruff, s. 615)
I løbet af ugen, der begyndte den 20. juli 1897 var der stor fest i Salt Lake City til
minde om 50-års dagen for pionerernes ankomst til Saltsødalen. Præsident Woodruff
spillede en fremtrædende rolle i denne festligholdelse. Ved kæmpeparaden den 24.
juli kørte han i den forreste vogn.
I den sidste del af 1897 og de første måneder i 1898 begyndte det at gå meget
tilbage med præsident Woodruffs helbred. Alligevel var han i stand til at deltage i kirkens
konferencer i Tabernaklet og komme med nogle få bemærkninger, som lejligheden
krævede. I august 1898 tog han sammen med nogle venner til San Francisco for at
nyde en klimaforandring. Her døde han om morgenen den 2. september i oberst Isaac
Trumbos hjem. George Q. Cannon, der var sammen med ham på dette tidspunkt, skrev
følgende om det:
"Jeg stod op omkring kl. 6.00. Sygeplejersken fortalte mig, at han havde sovet i
samme stilling hele tiden. Jeg tog fat omkring hans håndled, følte pulsen og kunne
mærke, at den var meget svag. Mens jeg stod der, blev den svagere og svagere, indtil
den døde fuldstændig hen. Hans hoved, hænder og fødder var varme, og det så ud
som om, han sov sødeligt og fredeligt. Der var ikke en muskel, der fortrak sig, ej heller
bevægelse af lemmer eller ansigt, da han gik bort."
Den afdøde leders legeme blev ført til Utah i en særlig vogn, der blev koblet til et af
Stillehavsbanens tog. Kirkeledere og familiemedlemmer tog imod toget i Ogden den 4.
september og ledsagede præsidentens jordiske rester til hans hjem i Salt Lake City.
Begravelsesmødet blev afholdt i Tabernaklet, tirsdag den 8. september, kl. 10 om
formiddagen. Før denne tid var den store bygning helt fyldt med hellige og venner, der
var kommet for at vise ærbødighed overfor et menneske, der var respekteret og elsket
overalt. Præsidentens rådgivere, George Q. Cannon og Joseph F. Smith, samt andre
af de ledende brødre holdt taler til den afdødes pris. Og da solen gik ned over bjergene
mod vest denne efterårsaften, hvilede Wilford Woodruffs - en af Israels store lederes
- legeme fredeligt i jorden af den dal, som han første gang havde set for over 51 år
siden sammen med den første gruppe mormonpionerer.

Vii
Side 71
Her følger en kort oversigt over George Q. Cannons tale ved præsident Woodruffs
begravelse:
"Ved præsident Woodruffs bortgang har en mand med en karakter så lig en engels
som noget menneske, der nogen sinde har levet på jorden, forladt vor midte. Vi vil
savne ham meget. Hans familie vil savne ham meget, thi for dem var han et og alt, en
æret og respekteret ægtemand og far.
Ved sådanne mænds død er det en trøst at vide, at de har efterladt præstedømmets
nøgler, som de sad inde med, så Guds værk kan skride fremad. Præsident Woodruff
var jævn og ligefrem, upåvirket og barnlig i sine krav. Han fornærmede ingen og var
heller ikke for stolt til at slide ligesom andre mennesker, selv ikke, da han var blevet
kaldet som apostel. Hans karakteregenskaber var ædle, og han var så energisk, at intet
var for byrdefuldt for ham, selv ikke, da han var oppe i årene. Han havde et mildt sind og
var i besiddelse af et så kærligt væsen, at han fik venner fra alle samfundsgrupper. Han
var ligefrem i al sin omgang med andre mennesker og snød sig aldrig fra en forpligtelse.
Han var åben, omgængelig og elskværdig på alle måder. Der fandtes ikke misundelse
hos ham. Han betragtede enhver som sin ligemand og viste den største respekt for
alle, han omgikkes. Han var blid som en kvinde og så ren som englene selv. Til trods
for sit høje og hellige kald virkede han uhøjtidelig og var jævn og fordringsløs, og man
kunne betragte hans liv og karakter så tydeligt, som man ser igennem glas. Han skjulte
ikke noget for brødrene, men var oprigtig, frimodig og åben overfor alle.
En morgen, da han opholdt sig på sit kontor, bemærkede han: Jeg er ved at blive
gammel.' Grunden til denne bemærkning var, at et stærkt og udholdende barnebarn
havde overgået ham, da de hyppede kartofler. Præsident Woodruff var så arbejdsom,
at han følte, at han var ved at blive gammel, fordi de, der var yngre og stærkere, kunne
overgå ham ved havearbejde. I mange,år boede han på sin gård på 8 ha og fandt
glæde ved at forskønne omgivelserne og fravriste jorden de nødvendige midler til livets
opretholdelse.
Præsident Woodruff har udrettet meget i sin gerning. Han har rejst tusinder af
kilometer, har forkyndt evangeliet til tusinder af mennesker og har haft held til at bringe
mange ind i kirken. Han efterlader så meget godt, at tiden ikke kan udslette eller udviske
det.
Præsident Woodruff var en Guds mand. Han har stridt den gode strid og er
blevet kaldt hinsides for at være sammen med brødrene og modtage sin velfortjente
belønning. Han var et himmelsk væsen. Når man var sammen med ham, var det som at
være i himlen, og hans bortgang fra denne planet berøver samfundet en fremragende
og god mand, der fuldt ud fortjente alle de velsignelser, der er lovet dem, der forbliver
trofaste og standhaftige til enden."

I
Femte præsident
Lorenzo Snow (1814-1901)
Side 72
Den 13. september 1898 - 11 dage efter præsident Wilford Woodruffs død samledes De
tolv Apostle i Salt Lake City og opretholdt Lorenzo Snow som præsident for Jesu Kristi
Kirke af Sidste Dages Hellige. Præsident Snow valgte George Q. Cannon og Joseph
F. Smith som sine rådgivere, de samme mænd, der havde tjent de to foregående
præsidenter. Tre uger senere, ved den halvårlige generalkonference i oktober, blev
præsident Snow enstemmigt opretholdt i denne høje stilling af den store forsamling af
sidste dages hellige, der var til stede ved denne lejlighed.
Da denne store ære og dette store ansvar kom til præsident Snow, havde han nået
en alder, hvor de fleste mænd for længe siden ville have trukket sig tilbage fra livets
aktive opgaver. Den 3. april var han blevet 84 år men han var stadigvæk mentalt og
åndeligt vågen og i stand til at udføre sine vanskelige pligter.
Det vil være interessant her at følge den sti, Lorenzo Snow fulgte i sit lange og aktive
liv, og som til sidst førte ham til denne ophøjede stilling.
Lorenzo var Oliver og Rosetta Snows femte barn og første søn. De var
Ohio-pionerer, der i begyndelsen af det 19. århundrede havde forladt New England
staterne for at finde et nyt hjem vestpå. Vi får at vide, at da de først bosatte sig i det
distrikt, hvor landsbyen Mantura blev opbygget, var kun 11 familier kommet før dem.
Her i Mantura, Ohio, blev Lorenzo Snow født den 3. april 1814.
Vi ved ikke ret meget om drengens barndom; kun at han var et trofast og
pligtopfyldende barn. Hans søster, Eliza R. Snow, fortæller os om nogle af hans første
egenskaber og dyder:
"Selv om min far var landmand, var han ofte på forretningsrejser, og Lorenzo, der
var den ældste af 3 brødre, fik overdraget ansvaret. Således blev han tidligt i livet
vant til at have ansvar, hvilke han udførte meget samvittighedsfuldt og med den faste
beslutsomhed, der garanterer succes. Fra sin tidligste barndom udviste han den energi
og karakterstyrke, der har kendetegnet hans udvikling senere hen. En usynlig hånd har
øjensynligt ledet ham, for i sine drengeår forberedte han sig energisk, men ubevidst,
til den stilling i livet, som han var bestemt til at indtage. Han søgte konstant lærdom,
hjemme såvel som i skolen (efter hans 12. år foregik det meste af skolegangen om
vinteren), og han havde altid en bog i hånden. Når nogen søgte efter ham, fandt de
ham gerne på et afsides sted i færd med at læse. Bortset fra et enkelt semester på en
skole i Ravenna, Ohio, samt et særligt semester under en hebræisk professor, fuldførte
han sin skolegang på Oberlin College, Oberlin, Ohio, som på dette tidspunkt næsten
udelukkende var en presbyteriansk institution."
På vej til Oberlin College kom Lorenzo til at rejse sammen med en mand ved navn
David W. Patten, en missionær for Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige og en af
apostlene fra det første kvorum af De Tolv. Samtalen gled naturligvis ind på religion,
og det indtryk, ældste Patten på dette tidspunkt gjorde på Lorenzo, skulle ikke blive
udslettet senere.
I mellemtiden havde Eliza, Lorenzos ældre søster, sluttet sig til kirken og var
flyttet til Kirtland. Hun skrev til sin bror og inviterede ham til at komme og gå på en
hebræisk skole, der skulle åbnes i Kitland for kirkens medlemmer. Lorenzo sagde ja til
invitationen, og i løbet af kort tid var han blevet gode venner med profeten Joseph Smith

Side 73
og andre af kirkens ledere. Det varede ikke længe, før han fik tro på det nyåbenbarede
evangelium. Med egne ord beskriver han smukt sin omvendelse:
"Jeg blev døbt i juni 1836, i Kirtland, Ohio af ældste John Boynton, der dengang
var en af De tolv Apostle. Før jeg accepterede dåbsordinansen, var jeg fuldkommen
overbevist om, at lydighed imod evangeliets principper ville bibringe mirakuløse
kræfter, tilkendegivelser og åbenbaringer. Da jeg undersøgte de principper, som de
sidste dages hellige underviste i, sammenlignede jeg dem med de principper, som
Kristus og hans apostle belærte om i Det nye Testamente, og fandt bevis for, at det
var de samme. Med optimistiske forventninger om dette resultat blev jeg døbt og fik
håndspålæggelse af en, der erklærede, at han havde guddommelig myndighed; og da
jeg havde vist lydighed overfor disse ordinanser, forventede jeg, at løftet om, at jeg ville
modtage Helligånden, ville gå i opfyldelse. Tilkendegivelsen kom ikke lige efter min dåb,
som jeg havde ventet, men selv om det blev udsat, var opfyldelsen mere fuldkommen,
mere håndgribelig og mere mirakuløs, end jeg i mine inderligste forventninger havde
forestillet mig.
Et par uger eller tre efter min dåb sad jeg en dag optaget af mine studier, da jeg kom
til at tænke på, at jeg endnu ikke havde modtaget kundskab om værkets sandhed - at
jeg ikke havde mærket opfyldelsen af løftet den, der gør min vilje, skal kende læren',
og jeg begyndte at føle mig meget urolig. Jeg lagde mine bøger til side, forlod huset
og gik omkring i markerne under den knugende indflydelse af en dyster og trøstesløs
ånd, mens et ubeskriveligt mørke syntes at indhylle mig. Jeg havde vænnet mig til ved
dagens slutning at trække mig tilbage til en lund i nærheden af min bopæl for at bede i
løndom, men denne dag følte jeg ikke trang til at gøre det. Bønnens ånd havde forladt
mig, og himlen syntes at have lukket sig over mit hoved. Langt om længe indså jeg, at
det var ved den tid, hvor jeg plejede at bede, og jeg besluttede, at jeg ikke ville forsage
min aftenandagt. Nærmest som en formalitet knælede jeg ned, som jeg plejede på det
sædvanlige sted, men slet ikke med den følelse jeg plejede at have.
Ikke så snart havde jeg åbnet læberne i et forsøg på at bede, før jeg hørte en
lyd lige over hovedet, ligesom knitren af silke, og straks hvilede Guds ånd på mig;
den indhyllede mig fuldstændigt, opfyldte mig fra isse til fod og fyldte mig med glæde
og lykke. Intet sprog kan beskrive den næsten øjeblikkelige overgang fra en tæt sky
af mentalt og åndeligt mørke til en stråleglans af lys og kundskab om, at Gud lever,
at Jesus Kristus er Guds Søn og om gengivelsen af det hellige præstedømme og
evangeliets fylde. Det var en fuldstændig dåb - en håndgribelig nedsænkning i det
himmelske princip eller element, nemlig Helligånden; og dens indflydelse på hver del
af mit legeme var endnu mere virkelig og fysisk end nedsænkningen i vand, og den
fjernede for altid - så længe fornuft og hukommelse varer ved - enhver mulighed for tvivl
eller frygt mht. den kendsgerning, historien har ladet gå i arv til os, nemlig at, barnet fra
Betlehem' virkelig er Guds Søn; også den kendsgerning, at han nu åbenbarer sig for
menneskenes børn og overdrager dem den samme kundskab som i de første apostles
tid. Jeg var fuldt ud tilfreds, som jeg også let kunne være, for mine forventninger var
mere end indfriede - jeg kan vist roligt sige i uendelig grad.
Jeg ved ikke, hvor længe jeg forblev i den fulde gennemstrømning af lyksalig
glæde og guddommelig oplysning, men der gik adskillige minutter, før det celestiale
element, der fyldt og omgav mig, gradvist begyndte at fjerne sig. Da jeg rejste mig
fra min knælende stilling med hjertet så fuldt af taknemmelighed til Gud, at ord ikke
kan beskrive det, følte jeg - jeg vidste, at han havde overdraget mig det, som kun et
almægtigt væsen kan overdrage - det, som er af større værdi end al den rigdom og
ære, verden kan give. Da jeg gik i seng, blev den samme vidunderlige tilkendegivelse

Side 74
gentaget, og det blev den adskillige aftener i træk. Den søde erindring om disse herlige
oplevelser får dem til at stå klart for mig og bibringer en inspirerende indflydelse, der
fylder hele min sjæl, og det stoler jeg på, den vil gøre, så længe jeg befinder mig i
denne jordiske tilstand."
Denne Åndens dåb bevirkede, at Lorenzo Snows omvendelse blev fuldstændig.
Derefter tilbragte han over 60 aktive år i kirkens tjeneste.
Mens Lorenzo stadigvæk opholdt sig i Kirtland i foråret 1837, blev han kaldet til at
tage på en kort mission til Ohio. Han rejste "uden pung og taske" (Luk. 22:35), hvilket
var en ny og temmelig vanskelig erfaring for ham, da han altid havde været vant til at
have tilstrækkelige midler til at betale for sig. Men han drog ydmygt af sted og udførte
sine opgaver.
Da Lorenzo vendte tilbage til Kirtland, fandt han megen utilfredshed blandt de
hellige, og sammen med sin familie, der bestod af hans far, mor og søskende,
besluttede han at flytte til Missouri og slutte sig til kirkens medlemmer, som havde bosat
sig der. Det var en lang og trættende rejse på 1600 km, og den varede det meste af
sommeren 1838. Da Lorenzo ankom til Far West, var han meget syg med høj feber, og
han forblev i denne tilstand i flere uger. Hans trofaste søster, Eliza, passede og plejede
ham, til han igen var sund og rask.
Så snart Lorenzo havde genvundet sit helbred sidst på efteråret i 1838, tog han på
sin anden mission, denne gang til den sydlige del af Illinois og Kentucky Den første
del af rejsen sejlede de ned ad Missourifloden på en tømmerflåde. Det var et farligt og
risikabelt foretagende. Derefter gik Lorenzo og hans kammerat fra by til by gennem sne
og kulde, men overalt arbejdede han uophørligt på at forkynde evangeliets budskab.
I februar 1839 besluttede ældste Snow sig til at forlade Kentucky og besøge sit
gamle hjem i Ohio. Følgende uddrag fra hans dagbog giver en udmærket beskrivelse
af hans vanskeligheder på dette tidspunkt: "Den sidste dag i februar 1839 forlod jeg
staten Kentucky med en dollar og 25 cent i lommen for at besøge mit tidligere hjem i
Ohio og for at ordne nogle uafsluttede forretninger, da min søster Eliza har skrevet og
fortalt mig om vort folks fordrivelse fra Missouri. Rejsen, der lå foran mig, var på ca.
800 km, og det var den værste tid på året at rejse i. Det var på et tidspunkt, hvor folk
viste meget lidt interesse for evangeliets sandheder, og der var ikke mange muligheder
for at tale offentligt. Rejsen var trættende. Den foregik til fods midt i sne, storm og
regn - somme tider på hård, frossen jordbund - somme tider i mudder og vand, der gik
igennem mine støvler, så sokkerne var drivvåde om aftenen og selvfølgelig hårde og
stive om morgenen, hvis jeg var så heldig at få dem tørre. Det var en hård tur, men jeg
gennemførte den og nåede udmattet af træthed og kulde frem til mine venner i Ohio.
Det første sted jeg nåede, var broder Smiths hjem, hvor jeg havde boet året før, da
jeg var missionær der og forkyndte evangeliet og døbte. Trætheden og følgerne deraf
havde forandret mit udseende så meget, at broder Smith og hans familie i begyndelsen
ikke genkendte mig. Men så snart de havde genkendt mig og var blevet klar over min
tilstand, udviste de al den godhed, der var mulig, og gjorde alt, hvad varme hjerter
og villige hænder var i stand til. Derefter fulgte reaktionen af mine fysiske kræfters
overbelastning, og jeg lå med høj feber og forblev i denne tilstand i flere dage. Men
gennem mine venners omsorgsfulde pleje og Guds velsignelser, der kom til udtryk
gennem hans kraft, kom jeg mig hurtigt og genoptog mine opgaver som missionær."
Ældste Snow fortsatte sin missionering i Ohio indtil efteråret 1839, da han tog
arbejde som skolelærer i Shalersville i vinteren 1839 og 1840. I mellemtiden var de
hellige blevet jaget ud af Missouri og med dem ældste Snows familie. De havde nu

Side 75
bosat sig i Nauvoo, Illinois, og i maj 1840 tog ældste Snow af sted for at slutte sig til
dem. Efter et fravær på 18 måneder var han lykkelig for igen at være sammen med
sine forældre og søskende.
Kort efter sin ankomst til Nauvoo besøgte Lorenzo ældste H. G. Sherwood, og
han fortæller, at samtalen gled ind på religiøse emner: "Ældste Sherwood søgte at
forklare Frelserens lignelse om husbonden, der lejede arbejdere og sendte dem ud
for at arbejde i sin vingård på forskellige tidspunkter af dagen" (Se Matt. 20:1-16).
Mens Lorenzo opmærksomt lyttede til forklaringen, "hvilede Herrens Ånd kraftigt på
mig - min forstands øjne åbnedes, og så tydeligt som middagssolen så jeg med undren
og overraskelse Guds og menneskets kurs. Jeg skrev følgende linier, der giver udtryk
for åbenbaringen, som den blev vist mig:
Ii
Som mennesket er nu, var Gud engang. Som Gud er nu, kan mennesket blive."'
I foråret 1840 fik ældste Snow et kald fra kirkens præsidentskab om at rejse på mission
til England. Han reagerede beredvilligt på dette kald og rejste hjemmefra sidst i maj
måned. Turen til New York City foregik med diligence, båd og til fods. Han giver
følgende beskrivelse af rejsen over Atlanterhavet: "Jeg købte billet til dæksplads på et
skib og medbragte et tæppe, bøffelreb og proviant. Jeg havde hørt tale om dæksplads,
men da jeg selv erfarede dets særlige beskaffenhed på denne rejse, kunne jeg i
sandhed sige med dronningen af Saba, ikke engang det halve ... er mig fortalt', og jeg
var sikker på, at den anden halvdel aldrig kunne fortælles. Og egentlig skyldtes den
næsten ulidelige ubekvemmelighed, jeg var udsat for på rejsen, ikke specielt at jeg
rejste på dæksplads, men situationens ubehagelige særegenhed. Jeg var omgivet af
en klynge grove og primitive mennesker, der var meget snavsede i udseende og vaner.
Overfarten varede ca. 6 uger, og vi var udsat for voldsomt uvejr og led meget på grund
af mangel på friskt vand og utilstrækkelig proviant."
Da ældste Snow ankom til England, var han glad for at møde Brigham Young, Heber
C. Kimball, Parley P. Pratt og andre ledende brødre. Ni af De tolv Apostle virkede på
dette tidspunkt på De britiske Øer. Efter et kort besøg i Manchester og Birmingham
blev ældste Snow beskikket til at præsidere over kirkens medlemmer i London.
Jeg kan kun give en kort beretning her om ældste Snows fantastiske virke i den
britiske mission. Men hans oplevelser var interessante og afvekslende, og han førte
mange, der oprigtigt søgte efter sandheden, i dåbens vande. Seks måneder efter sin
ankomst til London var han i stand til at aflægge følgende rapport: "Da jeg overtog
ansvaret for dette distrikt, var der mindre end 100 medlemmer; siden dengang er vi
vokset til 220." Et år senere kunne han fortælle Parley P. Pratt, præsidenten for den
europæiske mission, at medlemstallet for London distrikt var steget til 400. Denne
vækst skyldtes uden tvivl til dels ældste Lorenzo Snows fantastiske ledelse og trofaste
virke.
Da ældste Snow var blevet afløst fra sin mission, forlod han Europa i januar 1843.
Den lange rejse hjemad førte ham til New Orleans, Louisiana og derpå med floddamper
opad Mississippi til Nauvoo, hvortil han ankom den 12. april. Blandt dem, der bød ham
velkommen ved kajen, var profeten Joseph Smith og ældste Snows søster, Eliza R.
Snow.
Sommeren 1843 tilbragte han med at besøge slægtninge og venner i Illinois og Ohio.
Om efteråret fik han en stilling som skolelærer i Lima, Illinois, en koloni, der lå 48 km
fra Nauvoo. Han var optaget af dette arbejde, da han i foråret 1844 modtog et kald fra

Side 76
kirkens præsidentskab om at tage på mission til Ohio. Hans opgave var at fremlægge
profetens "synspunkter om De forenede Staters regerings magt og politik" for folket
og at forkynde evangeliet, når der var mulighed for det. Han befandt sig i Cincinnati,
Ohio, hvor han var optaget af dette arbejde, da han hørte om profetens død i Carthage,
Illinois, den 27. juni. Han fik straks fat i hest og vogn og vendte tilbage til Nauvoo.
I året 1845 var Lorenzo beskæftiget med at arbejde på Nauvoo templet og berede
sig til den store udvandring mod vest. Omkring midten af februar 1846 krydsede han
Mississippifloden med de vogne og den husdyrbestand, han kunne skaffe, og sluttede
sig til de hellige på deres rejse gennem Iowa til Council Bluffs. Før han nåede dette sted,
blev der oprettet en koloni på et sted, der hed Mt. Pisgah, Iowa, og nogle få af de hellige,
der ikke var i stand til at fortsætte rejsen, fik besked om at blive der vinteren over.
Ældste Snow blev kaldet til at præsidere over denne koloni. I foråret 1848 genoptog
han sin rejse over sletterne, og efter mange prøvelser og vanskeligheder ankom han
endelig til Saltsødalen.
Iii
Den 12. februar 1849 blev Lorenzo bedt om at deltage i et møde for De tolv Apostle
i Salt Lake City, og til hans store overraskelse fik han at vide, at man havde udvalgt
ham til at blive medlem af dette kvorum. Han fik også at vide, at denne kaldelse var
et resultat af hans trofasthed og hengivenhed, og at han nu ville blive kaldet til at
påtage sig større ansvar i kirken. Det varede ikke længe, før dette løfte blev opfyldt. Ved
oktoberkonferencen i 1849 blev ældste Snow kaldet til at bringe evangeliet til Italien.
Dette kald kom som en stor overraskelse for ham, og det var svært for ham at rejse,
da han havde en stor familie, han skulle tage sig af og skaffe livets nødvendigheder.
Men han var ikke en mand, der løb fra sine pligter, når kirken krævede hans tjeneste.
Efter mindre end 2 ugers forberedelse sluttede han sig til nogle af brødrene på den
trættende rejse over sletterne mod øst på en meget barsk årstid. Her følger nogle afsnit
fra hans dagbog over oplevelser fra denne rejse:
"Nogle frygtede, at vore heste var for afkræftede til at bære os over de store sletter;
men da sneen begyndte at falde, fejede blæsten stien ren foran os og gjorde det muligt
for os at gå fremad uden vanskelighed, mens jorden på begge sider af os var dækket
af sne i flere hundrede kilometers afstand.
En dag, da vi spiste frokost, og hestene fredeligt græssede på prærien, lød et
alarmerende råb gennem vor lille lejr: Til våben, til våben, indianerne er over os!'
Alles øjne vendte sig i retningen, og vi så et stort, imponerende og forfærdeligt
syn. 200 krigere, malede, bevæbnede og iklædt al krigens rædsel, for hen imod os
som en mægtig strøm på deres fyrige gangere. På et øjeblik havde vi anbragt os i
forsvarsstilling. Men kunne vi forvente at modstå denne mægtige styrke med blot 30
mænd? Fremad for den vilde bande med voksende hastighed, som en stor klippeblok,
der rives løs af bjergsiden, styrter nedad og bringer død og ødelæggelse på sin vej.
Vi så, at det var deres hensigt at knuse os under de skummende gangeres hove.
De var kun få skridt borte, og i næste øjeblik ville vi blive løbet over ende. Da slog
en uro som et elektrisk chok ned gennem rækkerne og standsede deres fremtrængen
- som en lavine, der farer ned ad bjergsiden, pludselig standses midt i sin kurs af en
usynlig hånd. Herren har sagt: Rør ikke mine salvede, gør ikke mine profeter ondt!' (1
Krøn. 16:22)"
Er det ikke vidunderligt at have tro på den levende Gud? Det er det højeste stade,
et menneskes sind kan nå. Men brødrene skulle blive vidne til endnu flere mirakuløse
begivenheder.

Side 77
"Da vi nåede Mississippiflodens bredder, frøs vandet øjeblikkeligt til is for første gang
ved denne årstid og dannede en bro, så vi kunne gå over på den anden side. Ikke så
snart havde vi gjort det, før den rivende strøm løb som før."
Missionærerne brugte et par dage til at besøge de hellige, der stadigvæk boede
i Kanesville, Iowa. Derpå fortsatte de østpå. Ældste Snow var især interesseret i,
hvordan der så ud i Mt. Pisgah og Garden Grove i Iowa samt i Nauvoo. I den
sidstnævnte by lagde han mærke til, at "mosset voksede på bygningerne, der hurtigt
var ved at synke i grus. Vinduerne var slået ind, og dørene blev rystet frem og tilbage
af vinden, så det peb i de rustne og knirkende hængsler. Vor Guds skønne tempel,
der engang var de helliges håb og genstand for verdens beundring og forbavselse, var
brændt, og de sorte mure faldt ned over hinanden."
Fra Nauvoo fortsatte ældste Snow sin rejse med båd til St. Louis, Missouri og derfra
østpå til New York City. Den 25. marts sejlede han til England om bord på skibet
Shannon, og den 19. april - 6 måneder efter han havde forladt sit hjem i Salt Lake City
- ankom han til Liverpool.
Ældste Snow blev i England indtil den 15. juni. Under sit ophold der besøgte
han de større byer, hvor kirken havde blomstrende grene, og han fik økonomisk
hjælp af medlemmerne, der var interesseret i hans mission til Italien. Han fortæller:
"Præsidenter, funktionærer og medlemmer modtog mig venligt og gav rundhåndede
bidrag til min mission; og selv om jeg ikke havde mulighed for at besøge Cambrias
bjerge (latinsk navn for Wales), sendte de wallisiske brødre bidrag med den
højsindethed, der kendetegner mennesker, som giver uopfordret."
Således var ældste Snow i stand til at fortsætte sin rejse. Han ankom til Italien i juli
måned og bosatte sig i Genova. Det italienske folks væremåde, skikke og vaner var
helt fremmede for ham, og han kendte ikke sproget. Landets befolkning var næsten
udelukkende katolikker, og de økonomiske forhold var meget dårlige. I nogen tid var
ældste Snow ude af stand til at finde en eneste åbning, hvor evangeliets lys kunne
trænge igennem. I et brev, han skrev på dette tidspunkt, giver han udtryk for sine
betragtninger: "Jeg er alene og fremmed i denne store by ... 13 000 km fra min elskede
familie, omgivet af et folk, hvis væremåde og ejendommeligheder jeg ikke kender. Jeg
er kommet for at oplyse deres sind og belære dem om retfærdighedens principper, men
jeg ser ingen midler, hvorved jeg kan nå dette mål. Der er kun udsigt til mørke." I det
samme brev nedskriver ældste Snow en smuk bøn i det italienske folks interesse og for
sin egen fremgang i at forkynde evangeliet for dem: "Jeg beder Gud, min himmelske
Fader, om at have medlidenhed med dette folk. O Herre, lad dem blive genstand for din
barmhjertighed, at de ikke alle skal gå til grunde. Tilgiv deres synder, og lad mig blive
kendt blandt dem, så de kan kende dig og vide, at du har sendt mig for at oprette dit
rige. De synder hele dagen lang og gør sig skyldige i mange vederstyggeligheder. De
har vendt dig ryggen, selv om de knæler foran din Søns billede og udsmykker templer,
hvor de kan tilbede dig. Præsterne, herskerne og folket er alle faret vild og har glemt
dig, deres Herre og Gud. Men vil du ikke nok have medlidenhed med dem? Du ved,
at det var med blødende hjerte, jeg sagde farvel til min elskede familie for at adlyde
dit kald. Har du ikke nogle udvalgte blandt dette folk, jeg er blevet sendt til? Led mig til
sådanne, og æret være dit navn, gennem Jesus, din Søn."
Jeg har ikke plads til i denne korte beretning at gå i detaljer om ældste Snows
mission i Italien, men det er interessant at konstatere, at ældste Snow fandt et sted
i Italien, hvor "nogle udvalgte blandt dette folk" accepterede evangeliet. I landsdelen
Piedmont var der en stor protestantisk befolkning, og hertil sendte ældste Snow to

Side 78
missionærer, ældste Stenhouse og ældste Toronto, der havde sluttet sig til ham. I
et brev til præsident Young giver ældste Snow en smuk beskrivelse af landsdelen:
"Piedmont ligger ved foden af Alperne, de højeste bjerge i Europa. Dette landskab
spænder over alle de variationer, der findes i en region, hvor himmel og jord synes
at mødes. Skyerne indhyller ofte disse mægtige højdedrag og skjuler deres barske
storladenhed for vort blik. Til andre tider er de dækket af sne, mens frugten fra vinranker
og figentræer modnes ved deres fod." I dette herlige område steg ældste Snow og
hans ledsagere den 18. september 1850, "op på et meget højt bjerg i nærheden af La
Tour, og efter at have taget plads på en stærk fremspringende klippe sang vi lovsange
til himlens Gud og opsendte en bøn." Derpå organiserede ældsterne kirken i Italien.
Siden denne dag gik værket fremad. Der kom medlemmer i La Tour og Turin i Italien og
i den fransktalende del af Schweiz, og det værk, der dengang blev påbegyndt, er fortsat
til i dag. Ældste Snow sendte også ældster til øen Malta og til Bombay og Calcutta i
Indien. Her sluttede nogle sig til kirken, og små grene blev oprettet.
Iv
I marts 1852 sagde ældste Snow farvel til hellige og venner i den italienske mission
og påbegyndte sin hjemrejse. Vejen gik over Gibraltar, Portsmouth, London, Liverpool
og New York City. Herfra fortsatte han til Kanesville, Iowa, og derpå over sletterne til
Saltsødalen, Hvortil han ankom den 30. juli.
Under ældste Snows fravær havde hans familie boet under meget ubekvemme
forhold. "Mit hus", skriver han, "som jeg byggede lige inden min mission, var lavet af
bjælker, og taget var af pilekviste og græstørv. Gulvene var af den primitive slags.
Det var allerede blevet temmelig ubekvemt og kunne ikke forbedres tilstrækkeligt til
at dække kravene for almindelig komfort." Hans første bestræbelser gik derfor ud
på at bygge et hus, og uden at have nogen midler på hånden gik han i gang med
arbejdet. "Gud velsignede mine bestræbelser, og med megen sparsommelighed og
udholdenhed lykkedes det for mig i den grad, at det langt overgik mine dristigste
forventninger. Jeg rejste et stort toetages hus af lersten. Der var 9 værelser, og jeg
gjorde mange af dem færdige og flyttede ind i huset med hele min familie. Jeg var i
sandhed taknemmelig mod giveren af alt godt for velsignelserne ved en behagelig og
respektabel bolig."
Den første vinter efter Lorenzo Snows hjemkomst arbejdede han som skolelærer,
virkede som medlem af territoriets lovgivende forsamling og talte til de hellige i de
forskellige ward og kolonier. Ved aprilkonferencen i 1853 fik han en ny kaldelse.
Præsident Young fortalte de hellige, at Lorenzo Snow var blevet valgt til at føre 50
familier til Box Elder County og styrke kolonierne der. Lorenzo, der altid var lydig over
for et kald, ankom til den lille koloni ved Box Elder vandløb i maj 1855. Her følger
hans egen beretning om ankomsten: "Da jeg ankom til Box Elder County, fandt jeg det
område, hvor Brigham City nu blomstrer, i en meget ynkelig forfatning. Hvorvidt dets
forandring fra et primitivt stade kunne kaldes forbedring, dvs. om det var bedre eller
værre efter det, der var blevet gjort på stedet, kunne give en oldtidsforsker noget at
spekulere over. Selv mødehuset, der var en bjælkehytte med jordstampet gulv og tag af
græstørv, blev i større udstrækning brugt som bolig for væggelus end som mødelokale
for de hellige.
Til at begynde med tog jeg blot en del af min familie med mig, da den eneste bolig,
jeg kunne få fat i, var en lille og trang hytte, bygget af lersten. I løbet af sommeren og
efteråret lykkedes det mig at rejse et hus i halvanden etages højde, 9x12 meter. Da
det var umuligt at få tagspåner, dækkede jeg bygningen med brædder, og igennem

Side 79
to vintre forsynede den klaprende lyd fra disse brædder, der blev sat i bevægelse af
vinden, os med musik i mangel af orgel og klaver."
Under sådanne forhold bosatte Lorenzo Snow sig i Box Elder County, der skulle
blive hans hjem i næsten 40 år, og hvor han skulle trives og få megen fremgang.
Ældste Snow var altid opmærksom på de kulturelle aktiviteter i det samfund, hvor
han boede, og det er interessant at lægge mærke til, at under de pionerforhold, der
herskede i Box Elder kolonien, da han flyttede dertil, indrettede han det største værelse
i sit nye hus, så det kunne benyttes til "skuespil" eller "teater". Lorenzos søster, Eliza
R. Snow, fortæller om det: "Derpå organiserede han en dramatisk forening, og gennem
de lange vinteraftener tiltrak hans amatørskuespillere store skarer af inviterede gæster.
Her mødtes unge og gamle, gråhårede og små børn, og morede sig sammen - man
kom hinanden nærmere, og der opstod en følelse af fællesskab. Virkningen var meget
tilfredsstillende, ikke blot fordi man frembragte fornøjelig underholdning, men også fordi
den hjalp med at vække folkets delvist slumrende virkelyst."
Lorenzo fortsatte sin gerning med at opbygge samfundet i Brigham City indtil 1864,
hvor han igen blev kaldet til at rejse på en kort mission - denne gang til Hawaii. Der
var opstået visse problemer blandt de hellige på øerne, og præsident Brigham Young
fandt dem så alvorlige, at han besluttede sig til at sende to apostle derned for at klare
vanskelighederne. Ezra T. Benson og Lorenzo Snow blev udvalgt til denne opgave.
De blev ledsaget af ældsterne Joseph F. Smith, Alma Smith og W. W. Cluff. Disse
brødre "tog diligencen fra Salt Lake City til San Francisco, Californien omkring den
1. marts 1864". Der gik de om bord på en damper og nåede Honolulu havn den 27.
marts. Da deres bestemmelsessted var øen Maui, fortsatte de med skib til den lille
havn i Lahaina. Her skete der en ulykke, der næsten gjorde det af med Lorenzo Snow.
Den lille båd, som førte brødrene i land fra skibet, blev væltet af en vældig bølge, og
alle de ombordværende blev smidt i vandet. Efter et øjebliks forløb havde man fundet
alle undtagen ældste Snow. Man søgte desperat efter ham, og efter 15-20 minutters
forløb blev han bragt op til overfladen af en indfødt og hurtigt bragt i land af sine
missionærkammerater. Ældste Cluff beretter, at "så snart vi havde fået ham op i båden,
bad vi bådens fører om at ro i land så hurtigt som muligt. Hans legeme var stift og
tilsyneladende livløst. Broder A. L. Smith og jeg sad ved siden af hinanden. Vi lagde
broder Snow hen over skødet, og på vej mod land salvede vi ham og bad Herren om at
skåne hans liv, så han kunne vende tilbage til sin familie og sit hjem. Da vi var kommet
i land, bar vi ham et lille stykke hen til nogle store tomme tønder, der lå på den sandede
strandbred. Vi lagde ham med ansigtet nedad på en af dem og rullede ham frem og
tilbage, indtil vi havde held til at få det vand op, som han havde slugt ... Til sidst følte
vi os tilskyndet til at anbringe munden over hans og forsøge på at give ham kunstigt
åndedræt ... Lidt efter modtog vi et meget svagt tegn på, at livet var ved at vende tilbage.
Disse tegn blev mere og mere tydelige, indtil han var kommet helt til bevidsthed".
Efter denne mirakuløse oplevelse genvandt ældste Snow hurtigt sin styrke og
udførte sin mission. Omkring midten af april sejlede ældste Benson og ældste Snow
fra Honolulu havn for at vende hjem igen. En måned efter sluttede de sig til venner og
slægtninge i Utah.
V
Det var kort efter sin hjemkomst i 1864, at Lorenzo begyndte at oparbejde de strålende
kooperative virksomheder, der i en årrække blomstrede under hans ledelse og henledte
hele kirkens opmærksomhed på Brigham City. Igennem mange år havde præsident
Brigham Young opfordret de hellige til at oprette industrier, men på grund af de

Side 80
store afstande mellem Utah og fabrikationscentrene østpå havde det været vanskeligt
og i de fleste tilfælde umuligt at få udstyr og maskineri. Nu tænkte Lorenzo Snow
imidlertid på at gøre en begyndelse. Tre velstående medlemmer af kirken sluttede sig
sammen med ham og rejste 3.000 dollars, og med dette beløb til at købe varer for blev
Brigham City Mercantile and Manufacturing Association (Brigham Citys handels- og
fabrikationsvirksomhed) organiseret. Ældste Snow beretter, hvad der videre skete: "Vi
begyndte med at oprette en handelsafdeling. Udbyttet blev betalt i varer, og det beløb
sig som regel til 25 % om året. Efterhånden som dette foretagende blomstrede, vedblev
vi med at udvide aktiekapitalen og føjede også nye navne til listen af aktionærer, indtil
vi havde et overskud af midler og havde held til at forene folkets interesser og sikre
deres støtte. Derpå besluttede vi at gå i gang med industrien, og hvis der blev noget
udbytte, skulle vi modtage det i form af de fremstillede artikler."
Det viste sig, at denne plan kunne gennemføres, og ifølge ældste Snow begyndte
han og de brødre, der var aktionærer i handelsvirksomheden, at opføre en "toetages
garveribygning (13,7x24,4 m) med moderne forbedringer og bekvemmeligheder, til en
pris af 10.000 dollars. De fleste af materialerne samt murer- og tømrerarbejdet blev
leveret som aktiekapital af sådanne personer, som var i stand til det, og som ønskede
at få del i vor institution. Den største del af arbejdet blev udført i vintersæsonen, hvor
der ikke var andet arbejde at få, og de, der havde brug for det, modtog 1/4 af betalingen
i varer og 3/4 i aktier. . . . Dette garveri er blevet drevet i de sidste 9 år (skrev ældste
Snow i 1876) med succes og rimelig fortjeneste, og det fremstiller læder af bedste
kvalitet til en værdi af 8.000-10.000 dollars om året."
Da garveriet var godt i gang, blev der brug for en udvikling af industrien: "Vi
forbandt denne industri med et støvle- og skomagerværksted, og også med et sadel- og
seletøjsværksted, idet vi modtog vort udbytte i form af varer, som var fremstillet i disse
afdelinger."
Men det kooperative arbejde standsede ikke her. "Det næste vi gik i gang med, var
uldfabrikation. Her fulgte vi den samme fremgangsmåde, som da vi opførte garveriet.
Dette var også med til at forøge kapitalen og udvide antallet af aktionærer uden at virke
forstyrrende på nogens normale virksomhed. Maskineriet blev betalt med fortjenesten
fra handelsafdelingen plus yderligere kapital. I de sidste 7 år har denne fabrikation
været meget tilfredsstillende, og hverken vinter eller sommer har det været nødvendigt
at lukke på grund af mangel på uld. Vi har fabrikeret for ca. 40.000 dollars varer om
året."
Den ene industri efter den anden opstod. "For at sikre os mod svigtende tilførsler af
uld anskaffede vi dernæst en fåreflok. Vi begyndte med 1500 stykker, der blev leveret
af forskellige, der kunne afse dem som aktier i foretagendet. Vi har nu 5 000, og de er
en stor hjælp for fabrikationen i tider som disse, hvor penge er sjældne, og der kræves
kontant betaling for uld."
Man kunne blive ved i det uendelige med at opremse præsident Snows bedrifter.
"Vort næste foretagende var oprettelsen af et mejeri, og da vi havde valgt en passende
kvægfarm, begyndte vi med 60 køer, oprettede nogle midlertidige bygninger og
investerede et mindre beløb i beholdere, bøjler, presser, etc., hvilket alt sammen er
blevet forbedret, så det i dag muligvis er det fineste, bedste og mest rummelige mejeri
her i territoriet. De sidste 2 år har vi haft 500 malkekøer, der hver sæson har produceret
for omkring 8.000 dollars smør, ost og mælk.
Derefter gik vi i gang med at oprette en kvæghjord. Der er nu 1000 stykker, og
sammen med fåreflokken forsyner de et kødtorv, der ejes af vor virksomhed.

Side 81
Vi har en havebrugs- og landbrugsafdeling, hvoraf sidstnævnte er inddelt i adskillige
grene, der hver er forsynet med en erfaren forvalter.
Vi har også et hattemageri, hvor vi fremstiller alle vore pels- og uldhatte. Vi laver
bliktøj - har pottemagerværksteder, fremstiller børster og sirup og tagspåner; vi har to
savmøller, der drives ved vandkraft; vi har grovsmede, møbel- og skrædderafdelinger,
samt et værksted, hvor der laves vogne og udføres reparationer.
Vi har en stor toetages lerstensbygning med maskineri til trædrejning, samt
planlægning og forarbejdning af støbeforme, og det hele drives ved vandkraft.
Vi har dyrket bomuld på et område af 50 ha i territoriets sydlige del, med det formål
at levere garn til vor uldvarefabrik, hvor vi har en stab på ca. 20 unge mænd.
Vi har en afdeling for fabrikation af stråhatte, hvor vi beskæftiger mellem 15 og
20 piger. Sidste år var 25 piger beskæftiget på vort mejeri, og de er til stadighed
beskæftiget i vore mode- og skrædderafdelinger, ligeledes med fremstilling af kunstige
blomster, af hatte og sko, som vævere i vore uldspinderier og ekspeditricer i
handelsvirksomheden.
Mange af vore unge mænd og drenge lærer et håndværk, og deres forældre er
meget glade for, at de kan få beskæftigelse herhjemme i stedet for at skulle drage
andre steder hen, hvor de bliver udsat for dårlige vaner og dårlig moral.
Vi har opført en meget elegant toetages bygning (9,75x19,2 m); den øverste etage
benyttes til seminar og den nederste til dansesal. Jeg har betragtet det som værende
af største betydning for vort samfunds interesse at sørge for passende adspredelser
og fornøjelser og opmuntre dertil."
Man kunne blive ved i det uendelige med at tale om, hvad præsident Lorenzo
Snow udrettede i Brigham City i de mere end 20 år, han var beskæftiget med disse
foretagender. Men han demonstrerede så afgjort at de sidste dages hellige er i stand
til at skabe og udvikle kooperative virksomheder, hvis de er overladt til at udføre deres
opgaver og følge deres hellige religions principper. Og dog ser det ud til, at der altid
er nødt til at være en dygtig leder. De foretagender, som præsident Snow grundlagde,
forblev ikke under hans aktive ledelse, men faldt snart i private ejeres hænder. Nogle
havde fremgang i en tid, og andre blev opgivet.
Midt i al denne medgang sluttede Lorenzo Snow og hans begavede søster, Eliza R.
Snow, sig i 1872 og 1873 til en gruppe af kirkens ledere, der skulle til Europa og Det
hellige Land. Vi er så heldige at have en fuldstændig beretning om denne tur, for under
rejsen skrev præsident Snow hyppigt breve til Deseret News.
I spidsen for "Palæstinaturisterne", som gruppen blev kaldt, stod præsident
Brigham Youngs førsterådgiver, George A. Smith. Da præsident Young foretog denne
udnævnelse, skrev han følgende til George A. Smith: "Da du skal til at påbegynde
en omfattende rejse gennem Europa og Lilleasien, hvor du uden tvivl vil komme i
kontakt med disse samfunds højtstående og indflydelsesrige mænd, ønsker vi, at du
omhyggeligt lægger mærke til, hvilke åbninger der nu er for evangeliets indførelse i
de forskellige lande, du skal besøge, eller hvor der måske bliver mulighed for det. Når
du kommer til Palæstina, ønsker vi, at du skal indvie og hellige dette land, så det vil
blive velsignet med frugtbarhed som forberedelse til jødernes tilbagevenden i henhold
til profetiens opfyldelse samt fuldendelsen af vor himmelske Faders hensigter.
Vi beder om, at du må blive bevaret og rejse i fred og sikkerhed, og at du må blive
rigt velsignet med visdomsord og evnen til frit at udtrykke dig i samtaler om det hellige
evangelium, så du kan forjage fordomme og så retfærdighedens sæd blandt folket."

Side 82
Det var med denne ånd, "Palæstinaturisterne" begav sig ud på den lange rejse, der
kom til at vare i mere end 8 måneder. Det må have været interessant for Lorenzo Snow
at sammenligne den behagelige togrejse til Omaha, Nebraska, med de langsomme
okseforspand, hvormed han tidligere havde foretaget adskillige besværlige rejser. Da
han sejlede over havet med en prægtig damper, må han have tænkt på sin første rejse
til England, hvor han blev indkvarteret på dækket af et sejlskib. På vejen til Palæstina
besøgte man England, Holland, Belgien, Frankrig, Italien og Ægypten. Fra Ægypten
tog turisterne med skib til Jaffa, og derfra fik de det første glimt af Det hellige Land.
Få dage senere, søndag den 2. marts 1873 blev landet indviet. "Præsident Smith traf
aftale med vores fører," skriver Eliza R. Snow, "og fik telt, bord, stole og tæppe bragt
op på Oliebjerget, hvortil alle brødrene og jeg selv begav os på hesteryg. Da vi nåede
toppen, steg vi af hestene, og efter at have overdraget dem i tjeneres varetægt besøgte
vi Himmelfartskirken, en lille kirke, der siges at være anbragt på det sted, hvor Jesu
himmelfart fandt sted. På dette tidspunkt var teltet blevet slået op, og vi trådte ind
i det. Efter en åbningsbøn ved broder Carrington(1) forenede vi os efter det hellige
præstedømmes orden. Præsident Smith ledede mødet, og i ydmyg og indtrængende
bøn indviede han Palæstina til jødernes indsamling og Jerusalems genopbyggelse.
Derpå takkede han inderligt Gud for evangeliets fylde og de velsignelser, der blev
skænket de hellige. Derefter bad nogle af de andre brødre efter tur, og vi havde et
meget interessant møde. For mig var det kronen på hele turen, da jeg forstod, at vi
tilbad på toppen af det hellige bjerg, der engang så ofte var tilflugtssted for Livets Prins."
(1) Albert Carrington (1813-1889) medlem af De tolv apostles Råd - assisterende
rådgiver til Brigham Young.
Turisterne forlod Palæstina sidst i marts og påbegyndte hjemrejsen, der førte dem
igennem Grækenland, Tyrkiet, østrig, Tyskland og England. De forlod sidstnævnte sted
i juni for at sejle tilbage til De forenede Stater. Eliza R. Snow fortsætter beretningen
om turen efter deres ankomst til New York City: "Da vi forlod New York, tog min bror
og jeg direkte til det sted i Ohio, hvor han var født, og hvor vi var vokset op - stedet
for vor barndom og ungdom - og også de tilstødende byer og amter. Jeg havde været
væk i 37 år, mens min bror havde været der en gang inden for dette tidsrum. Mange
af vore slægtninge og venner var gået al kødets gang, siden vi rejste derfra, og alt det,
vi huskede, har tiden forandret. De af vore slægtninge og bekendte, der var tilbage,
modtog os hjerteligt; det var faktisk en fortsat hyldest fra først til sidst, overalt hvor vi
kom - gennem amterne Portage, Geauga, Cuyahoga og Loraine, selv børn, der var
blevet født, efter at vi var flyttet fra amtet, kom langvejs fra for at se os og tale med os.
Vi havde været ude at rejse så længe og var ivrige efter at komme hjem, men
samtidig ønskede vi at se så mange af vore venner og slægtninge som muligt, og derfor
aflagde vi besøg dag og nat og tog fra sted til sted i hurtig rækkefølge.
Vi havde held til at indsamle megen genealogi, både for døde og levende; og vi
tror, at vi i mange tilfælde har fornyet venskaber og styrket og dannet forbindelser,
der vil vare ved i evigheden. Vi føler, at Gud er med os og stoler ydmygt på, at hans
velsignelser vil følge vore anstrengelser."
Den sidste del af rejsen foregik med tog. Præsident Snow ankom til Brigham City
den 8. juli 1873 og blev budt velkommen af familiemedlemmer og mange venner. Han
genoptog straks sine opgaver i kirken og i sine virksomheder.
Den 3. april 1884 fyldte præsident Snow 70 år. Et par uger senere ved en
familiesammenkomst i Brigham City udtrykte han taknemmelighed over sine mange
velsignelser: "Mit hjerte er fyldt til overmål med den inderligste taknemmelighed til

Side 83
min himmelske Fader for disse fantastiske velsignelser . . . Når jeg ser på denne
store familie -intelligente og talentfulde sønner og døtre, hvoraf en halv snes eller flere
af førstnævnte er blevet kaldet og udsendt og har udført mange års anstrengende
missionærarbejde blandt fjerne nationer og på fjerntliggende øer, og mange af mine
døtre er retskafne hustruer og mødre i Israel, omgivet af sunde og glade børn - og føler,
at det alt sammen skyldes Guds barmhjertighed og godhed og er den store Jehovas
værk, hvad kan jeg da sige? Sproget kan ikke udtrykke de inderlige følelser i mit hjerte
for denne hellige anledning til at stå her ved afholdelsen af min 70-års fødselsdag og
betragte dette herlige og himmelsk inspirerende syn."
Præsident Snow regnede ikke med, at han skulle afholde flere
familiesammenkomster, da han nu var oppe i årene. Han fortsatte: "Dette er den
sidste familiesammenkomst, vi kan forvente på denne side af åndeverdenen. Må vore
fædres Gud hjælpe os til at efterleve hans love, leve retfærdigt, bevare vor dyd og
retskaffenhed ukrænket, lytte til Helligåndens hvisken og til flittigt at søge at rense os
selv, så ikke et eneste medlem af denne familie går tabt, fordi det afviger fra den smalle
og trange vej. Må vi være værdige til at komme frem i den første opstandelses morgen,
kronet med herlighed og familieenheden sikret for al evighed, og må vi fortsætte
gennem evighedens uendelighed."
Man kan mærke og påskønne præsident Lorenzo Snows dejlige ånd gennem denne
tale til familien. Fra det tidspunkt, hvor den første anti-polygamiske lov blev vedtaget af
Kongressen i 1862 og indtil præsident Brigham Youngs død i 1877, var der en konstant
ophidselse overalt i De forenede Stater og også blandt ikke-medlemmer i Utah for
at få loven håndhævet og overbevise kirkens ledere om, at de skulle opgive læren.
Man troede, at kirkens medlemmer ved Brigham Youngs død ville forandre indstilling til
flerkoneriet, men præsident John Taylor tog et fast standpunkt i sagen og gav ikke tegn
til, at der ville finde en forandring sted. Resultatet var, at ophidselsen tog til, og i 1882
blev Edmunds lov vedtaget af Kongressen. Det medførte hårde straffe til dem, der blev
erklæret skyldige i flerkoneri, eller hvad der blev betegnet som "ulovligt samliv".
Om morgenen den 20. november 1885, blev præsident Lorenzo Snows hjem i
Brigham City omringet af 7 sheriffer, og han blev arresteret og anklaget for "ulovligt
samliv". "Der var 3 retslige behandlinger, den første begyndte den 30. december 1885,
og den sidste sluttede den 5. januar 1886. Resultatet af dem alle 3 var, at han blev
erklæret skyldig. Dommen blev afsagt af dommer O. W. Powers den 16. januar 1886
og bestod af den fulde straf efter loven - fængsling i 6 måneder og en bøde på
300 dollars plus omkostninger - for hver domfældelse. Under denne isoleringsproces
(loven blev fortolket således, at hver eneste dag, en mand levede i polygami, var en
særskilt forbrydelse. Resultatet var, at straffene kunne beløbe sig til en livslang dom,
hvilket effektivt isolerede polygamisten fra resten af befolkningen) var præsident Snow
fængslet i 11 måneder uden at beklage sig." Imidlertid appellerede man til De forenede
Staters højesteret, der ændrede dommen og erklærede, at "der kun kunne være tale
om en lovovertrædelse for hele tidsrummet, og at den lokale ret ikke havde nogen
jurisdiktion til at pålægge en straf for mere end en af domfældelserne." Præsident Snow
blev omgående løsladt fra Utah fængsel, og der var stor glæde blandt familie og venner.
Vii
Ved kirkens aprilkonference i 1889 blev Lorenzo Snow opretholdt som præsident for De
tolv apostles Kvorum. Han var meget aktiv i denne stilling, og sammen med brødrene
besøgte han mange af kirkens ward og stave.

Side 84
Efterhånden som præsident Snow blev ældre, blev der vist ham yderligere
æresbevisninger. Da det store Salt Lake tempel var færdigt og blev indviet i 1893,
udpegede Det øverste Præsidentskab ham til at præsidere over ordinansearbejdet i
denne prægtige bygning, som de hellige over en periode på mere end 40 år havde
slidt og slæbt for at bygge. En, der kendte ham på dette tidspunkt, gav ham følgende
hyldest: "Man kunne ikke have truffet noget bedre valg. Han har altid været interesseret
i tempelarbejde. Han er i højeste grad åndeligt sindet, og med sit guddommelige åsyn
og sin venlige og blide værdighed er ingen nulevende bedre kvalificeret til at stå som
vogter ved den dør, der åbnes mellem de levende og de døde."
Den 2. september 1898 døde præsident Wilford Woodruff i San Francisco,
Californien. Før sin død havde præsident Woodruff erklæret, "at det ikke er Herrens
vilje, at der i fremtiden skal hengå en længere periode mellem præsidentens død og
Det øverste Præsidentskabs reorganisering". De Tolv fulgte dette råd og samledes den
13. september i Salt Lake City, hvor de opretholdt Lorenzo Snow som præsident for
Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige. Præsident Snow var på dette tidspunkt 84 år
og 5 mdr., men som nævnt i begyndelsen af dette afsnit var han stadigvæk mentalt og
åndeligt vågen og fysisk i stand til at udføre sine vanskelige pligter. Han gav udtryk for
ydmyghed overfor brødrene, da han erklærede: "Jeg ønsker ikke, at denne forvaltning
skal blive kendt som Lorenzo Snows forvaltning, men som Guds, i og gennem Lorenzo
Snow." Præsident Snow valgte George Q. Cannon og Joseph F. Smith som rådgivere,
de samme mænd, der havde virket sammen med de to foregående præsidenter.
Om eftermiddagen den 9. oktober, ved generalkonferencens sidste møde, blev
præsident. Snow og hans rådgivere opretholdt af kirkens præstedømme, kvorum for
kvorum, og derpå af hele forsamlingen. Ingen stemte imod. Efter denne storslåede
godkendelse gav præsident Snow forsamlingen nogle få, passende bemærkninger:
"Brødre og søstre, lad mig sige så meget og gøre det i Herrens navn: Jeg vil bestræbe
mig på at hellige mig jeres og Guds riges interesser. Jeg vil tjene jer efter bedste evne
og forståelse i henhold til det, der vil fremme jeres interesser i forbindelse med den
Almægtiges interesser. Jeg vil gøre dette med Herrens hjælp.
Det er let nok at rejse sig og række højre hånd i vejret som tegn på godkendelse af
det, der forelægges. Det kan jeg gøre uden anstrengelse, og det kan I også. Men der er
noget forbundet med dette at rejse sig og hæve højre hånd for at godkende de fremførte
forslag; det har en betydning, som man grundigt bør overveje, og det er, at man i
fremtiden handler i overensstemmelse med tilkendegivelsen af denne godkendelse . .
. Lad os her i denne højtidelige forsamling bestemme i vore hjerter, lad os i vort stille
sind bevidne for Herren, at vi vil være et bedre folk - et mere forenet folk - ved den
næste konference, end vi er i dag."
Den første opgave, præsident Snow pålagde sig selv ved begyndelsen af sin
forvaltning, var at forbedre kirkens økonomi. Efter bestemmelserne i Edmunds-Tucker
loven, som Kongressen vedtog i 1887, var Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Helliges
ejendele blevet konfiskeret af regeringen, bortset fra bygninger, der udelukkende blev
benyttet til religiøse formål, samt kirkegårde. Der blev forlangt en afgift, før kirken fik lov
til at benytte sine retmæssige ejendomme såsom tiendekontoret, historikerens kontor
eller endog området, hvor templet stod. Præsident Snow fandt derfor økonomien i en
meget kaotisk tilstand. For at afhjælpe denne krisesituation foreslog han brødrene, at
man skulle udstede obligationer for at skaffe dækning for kirkens presserende gæld.
"Tirsdag den 1. december 1898," beretter Joseph Fielding Smith, "holdt Det øverste
Præsidentskab og Apostlene råd, og præsident Snow gennemgik kirkens økonomiske
forhold. Han sagde, at han beklagede meget, men det så ud til, at kirken blev nødt

Side 85
til at udstede obligationer til en værdi af 500.000 dollars. Forslaget blev sat under
afstemning og enstemmigt vedtaget af brødrene. Senere blev det besluttet, at beløbet
på obligationerne skulle være dobbelt så stort, og der blev udstedt to serier, A og B,
hver på 500.000 dollars; den første serie skulle indløses den 31. december 1903, og
den anden serie skulle indløses den 31. december 1906."
I maj 1899 påbegyndte præsident Snow det arbejde, der måske var det mest
betydningsfulde under hele hans forvaltning - nemlig at opfordre de hellige til at betale
fuld tiende. Ved en særlig konference, der blev afholdt i St. George, Utah, den 17. maj,
gjorde han medlemmerne bekendt med sit vigtige budskab. Hans søn, LeRoy C. Snow,
der var til stede ved denne lejlighed, giver en udmærket beskrivelse af begivenheden:
"Jeg sad ved et bord på forhøjningen og nedskrev, hvad der foregik, da min fader
pludselig standsede i sin tale ... Da han begyndte at tale igen, blev hans stemme
stærkere. og Guds inspiration syntes at komme over ham. Hans øjne strålede, og hele
hans ansigt lyste. Han var fyldt med usædvanlig kraft. Derpå fortalte han de sidste
dages hellige om det syn, der var blevet åbenbaret for ham ... Han fortalte dem, at han
kunne forstå, som han aldrig før havde forstået det, hvordan tiendeloven var blevet
negligeret af folket, og at de hellige såvel som kirken var i dyb gæld. Ved strengt at
adlyde denne lov - betalingen af en ærlig tiende - ville ikke blot kirken blive udfriet af
sin tunge gæld, men gennem Herrens velsignelser ville dette også være midlet til at
udfri de hellige af deres personlige gæld, og de ville blive et velstående folk." Præsident
Snow sagde følgende direkte om tiende: "Herrens ord lyder: Tiden er nu kommet, hvor
hver eneste sidste dages hellig, der har i sinde at være beredt til fremtiden og at stå
på en fast grundvold, skal gøre Herrens vilje og betale sin tiende fuldt ud. Sådan lyder
Herrens ord til jer, og sådan vil det lyde til hver eneste koloni overalt i Zions land . . ."
"Da vi nåede byen Nephi, hvorfra vi skulle tage toget hjem, kaldte præsident Snow
medlemmerne sammen til et møde, der aldrig vil blive glemt af dem, der var til
stede. Han bemyndigede enhver tilstedeværende til at være sit særlige vidne om den
kendsgerning, at Herren havde givet ham denne åbenbaring. Han fik alle til at slutte
pagt om ikke blot selv at adlyde tiendeloven, men også at ville bære vidnesbyrd om
denne særlige tilkendegivelse og sprede budskabet om tiende ved enhver lejlighed."
Da præsident Snow vendte tilbage til Salt Lake City, indkaldte han en forsamling af
kirkens præstedømmeledere. Dette møde, der blev afholdt den 2. juli 1899, "varede
fra kl. 10 om formiddagen til efter kl. 7 om aftenen," beretter LeRoi C. Snow.
"Der var aldrig før blevet afholdt et sådant møde for præstedømmet i kirken. Alle
kirkens 26 generalautoriteter var til stede. Alle Zions 40 stave og 478 ward var
repræsenteret. Mødets ånd var fremmende for vidnesbyrdet og troen, ikke timelig og
forretningsmæssig. "Den fornyede tiende-åbenbaring var emnet for alle de 18 taler.
Ydmyg, ærlig lydighed mod tiendeloven blev snarere en åndelig gave og et privilegium
end en materiel pligt. Anledningens højtidelighed satte sit præg på forsamlingen, da
præsident Snow førte an i det hellige Hosiannaråb og udtalte strålende velsignelser
og forjættelser over folket.' (Grant, Guds rige genoprettet, s. 475)" Det var således et
storslået værk, der blev udrettet af denne mand, som nu var i sit 86. år.
Ved oktoberkonferencen, der blev afholdt i Salt Lake City i 1899, gav præsident
Snow udtryk for sin taknemmelighed for Herrens velsignelser, der blev udgydt over
folket. "Jeg ønsker at sige til jer alle, at det er vort privilegium at blive velsignet i en
sådan udstrækning, at vi fuldt ud vil føle, at vi får godtgjort al den ulejlighed, vi har haft
for at kunne være til stede her. Som sidste dages hellige har Herren sat os i forbindelse
med sig selv, og for at kunne klare den situation, vi befinder os i, trænger vi til hans
velsignelser frem for nogen anden folkegruppe.

Side 86
Vore muligheder er tilstrækkelig storslåede og herlige til at få os til at anstrenge os til
det yderste for at sikre de velsignelser, der venter os. Intet bør afholde os fra at bruge
al den kraft, som Gud har skænket os, for at sikre vor frelse og ophøjelse. Alle mænd
og kvinder, der er værdige til at kalde sig sidste dages hellige, bør leve time for time
på en sådan måde, at hvis de pludselig blev kaldet fra dette liv til det næste, ville de
være beredte. Det er vort privilegium at leve således, at vi kan være sikre på, at alt er
vel, ligegyldigt i hvilken time vi blev kaldt bort. Hvis der skulle være nogen sidste dages
hellige indenfor min stemmes rækkevidde, der ikke er nået frem til denne forsikring
angående deres fremtid, bør de ikke være tilfredse, før de har sikret sig den, så de kan
vide, at alt er vel med dem."
Den 1. januar 1900 brød et nyt og godt år frem for Jesu Kristi Kirke af Sidste
Dages Hellige. Der var fremgang alle vegne, og den alderstegne og ærede mand i
spidsen for kirken håbede, at denne fremgang ville fortsætte. I en tale til en gruppe
præstedømmebærere den 11. januar i Salt Lake City sagde han, at "selv om vi som et
folk har været udsat for alle mulige besværligheder, har lidt af hjertesorger og er blevet
bedt om at yde alle mulige former for ofre, har vi alligevel aldrig mistet håbet om i rette
tid at nå frem til en tilstand af fuldstændig enighed". Idet han talte om apostlene, sagde
han, at det glædede ham at kunne sige, at dette mere var tilfældet i dag end på noget
andet tidspunkt siden profeten Josephs dage.
"Til trods for de svagheder Herrens tjenere og folk udviste på forskellige måder,
havde han støttet sine tjenere og givet dem tilstrækkelig nåde til at imødegå og
overvinde enhver prøvelse og besværlighed. Da dette var tilfældet kunne han (taleren),
for sit eget vedkommende, se fremtiden i møde med fuld fortrøstning. Han følte ingen
grund til at bekymre sig spor om nutiden eller fremtiden. Når man tog alt i betragtning,
var der så nogen, der havde større grund til taksigelse og glæde, end vi havde, spurgte
han."
Den 3. april 1900 fejrede præsident Snow sin 86 års fødselsdag. Samme
eftermiddag blev der holdt en hyggelig fest for ham i templets anneks. I festen deltog
generalautoriteterne, deres hustruer, tempelarbejderne og en gruppe venner. Der var
taler, sange, recitationer og instrumental musik. Præsidenten takkede de forsamlede
og sagde, at han havde nydt festen i fulde drag.
På generalkonferencens åbningsdag 3 dage senere holdt præsident Snow en lang
og inspirerende tale. "For 70 år siden," sagde han, "blev denne kirke organiseret med
6 medlemmer. Vi begyndte så at sige som et spædbarn. Vi havde vore fordomme at
bekæmpe. Vor uvidenhed bekymrede os, mht. hvad Herren havde i sinde at gøre,
og hvad han ønskede, at vi skulle gøre. Gennem Herrens velsignelser lykkedes
det os imidlertid at vokse fra dette spædbarnsstadium, idet vi modtog støtte fra
Herren, når han fandt det nødvendigt. Vi nåede drengealderen, og stadigvæk gjorde
vi utvivlsomt nogle fejltagelser, som ikke i almindelighed opstod med fuldt overlæg,
men pga. vor mangel på erfaring, og fordi vi ikke fuldt ud havde lært at adlyde vore
forældres instruktioner ... Mange af os lærte det senere, men måske for sent til at rette
fejltagelserne. Efterhånden som vi udviklede os, hjalp de tidligere erfaringer os alligevel
til at undgå sådanne fejltagelser, som vi havde gjort i drengealderen.
Sådan har det været i kirken. Vore vildfarelser er almindeligvis opstået, fordi
vi ikke har forstået, hvad Herren bad os om at gøre. Men nu er vi godt inde i
manddomsalderen; vi er 70 år, og man skulle tro, at når man havde gennemlevet den
spæde barndom, drengealderen og videre frem, og havde nået den høje alder af 70
år, ville man gennem sine erfaringer være i stand til at gøre mange ting, som syntes

Side 87
umulige og faktisk var umulige i drengestadiet. Når vi ransager os selv, opdager vi
imidlertid, at vi til trods for alle vore erfaringer stadigvæk ikke gør nøjagtigt, hvad vi
burde gøre. Vi opdager, at vi forsømmer at udføre ting, som Herren forventer af os
- ting, som han bad os om at gøre i drengealderen. Men vi er taknemmelige for, at vi
nu - gennem vore tidligere erfaringer - er i stand til at udføre mange ting, som vi ikke
kunne gøre før, og at vi er i stand til at undgå personlige synder, som tidligere har bragt
os i vanskeligheder. Mens vi lykønsker os selv i den retning, bør vi bestemt føle, at vi
endnu ikke har nået fuldkommenhed. Der er endnu mange ting, vi skal udføre ...
Hvordan står det til med os, som er sidste dages hellige? Vi har modtaget evangeliet.
Vi har modtaget Guds rige, som er oprettet på jorden. Vi har haft vanskeligheder; er
blevet forfulgt. Vi blev drevet ud af Ohio. Vi blev drevet ud af Nauvoo, og engang
blev vi for en tid drevet ud af denne smukke by (Salt Lake City). Mange har mistet
tusinder af dollars; de har mistet deres hjem og alt, hvad de ejede; og nogle af brødrene
har set deres hustruer og børn dø på grund af de strabadser, de var udsat for under
disse forandringer, disse forfølgelser, disse omvæltninger og uddrivelser. Folk har med
forbavselse set på de sidste dages helliges villighed til at lide alt dette. Hvorfor gør vi
det? Hvorfor holder vi fast ved disse principper, der til tider har været årsag til så megen
sorg og så mange ofre? Hvad er det, der gør os i stand til at udholde disse forfølgelser
og alligevel være glade? Det er fordi vi har fået åbenbaringer fra den almægtige Gud;
fordi han har talt til os i vor sjæl og har givet os Helligånden, som er et åbenbaringens
princip, hvor det end findes, og som er lovet hvert eneste menneske - ligesom i de
fordums apostles tider vil tro, omvende sig fra sine synder og blive nedsænket i vand
til syndernes forladelse af dem, der har myndighed fra Herren til at forvalte denne
ordinanse.
Denne kirke vil bestå, fordi den står på en fast grundvold. Den er ikke af mennesker;
den er ikke opstået pga. studier i Det nye eller Det gamle Testamente; den er ikke
resultatet af den lærdom, vi modtog på universiteter eller seminarier, men den er
kommet direkte fra Herren. Herren har vist os det gennem det åbenbarende princip af
Helligåndens lys, og hvert eneste menneske kan modtage denne samme ånd."
Således talte denne store mænd, Lorenzo Snow, til de sidste dages hellige, da han
var i sit 87. år.
Sommeren 1900 tilbragte præsident Snow i Salt Lake City med undtagelse af nogle
korte ture til Brigham City og Logan. Næsten hver dag var han på sit kontor, hvor
han rådførte sig med Brødrene og tog sig af vigtig korrespondance. Et emne, der
konstant var i hans tanker, var kirkens økonomiske situation og nødvendigheden af,
at de hellige betalte deres tiende fuldt ud, så kirken kunne blive befriet for sin gæld.
Men evangeliets åndelige sandheder blev ikke forsømt; de stod hele tiden for ham. Ved
oktoberkonferencens åbningsmøde i 1900 sagde han følgende til de hellige:
"Den religion, vi har modtaget, de ophøjelsens og herlighedens principper, I og jeg
har modtaget, bringer os forfølgelse; ellers er det ikke de principper, vi troede, det
var. De bringer os besværligheder fra alle sider, men vi bør forsøge at være rolige og
fattede, som Job lærte at være det under de mest ulykkelige omstændigheder. Vi bør
lære dette, og der er sørget for måder, hvorpå vi kan lære det. Tænk et øjeblik på,
hvor meget værre du og jeg kunne have det, og tænk så på de store velsignelser, vi
faktisk er i besiddelse af. Vi ved, at i fremtiden, når vi har været igennem dette liv,
vil vi være sammen med vore hustruer og børn. Vore legemer vil blive herliggjorte,
de vil blive befriet for sygdomme og lidelser og blive meget smukke. Der findes ikke
noget smukkere end en opstanden mand eller kvinde. Jeg kan ikke forestille mig, at et

Side 88
menneske kan være i besiddelse af noget mere storslået end et opstandent legeme.
Enhver sidste dages hellig indenfor min stemmes rækkevidde har bestemt mulighed
for at komme frem i den første opstandelses morgen og blive herliggjort og ophøjet i
Guds nærhed, og de vil så få det privilegium at tale med vor Fader, ligesom vi taler
med vor jordiske far.
Er det ikke storslået! I vil ikke kende til fængselsmure, jeres venner vil ikke vende
sig bort fra jer, og I vil ikke blive berøvet jeres ejendele, jaget bort fra jeres hjem,
kastet i fængsel eller krænket på anden måde. Alle disse ting skader jer ikke spor.
De ødelægger ikke jeres muligheder, der stadigvæk er lige strålende. Desuden bør vi
forstå, at når vanskelighederne kommer over nationerne, har Herren sørget for et sted
til jer og mig, og vi vil blive bevaret, ligesom Noa blev det, dog ikke i en ark, men vi
vil blive bevaret ved at antage disse principper af fællesskab, hvorved vi kan fuldføre
Herrens værk og omgive os med de ting, der vil bevare os fra de vanskeligheder, der
kommer over verden, nemlig Herrens domme. Når vi læser aviserne, kan vi se, at de
kommer over de ugudelige nationer; og de ville have været over os, hvis vi var forblevet
blandt nationerne. Hvis Herren ikke havde fået os til at lytte og bragt os frelse, ville vi
have været, som de er."
Den 1. januar 1901 udstedte præsident Snow et overordentlig interessant dokument,
der samme dag blev offentliggjort i Deseret News med titlen, "En hilsen til verden". Det
udtrykker hans store tro og visdom i en sådan udstrækning, at jeg ønsker at gengive
det i sin fulde længde her:
"Et nyt århundrede bryder frem i verden i dag. De 100 år, der netop er afsluttet,
var de mest betydningsfulde i menneskets historie på denne planet. Det ville være
umuligt at give blot en kort oversigt over de bemærkelsesværdige begivenheder,
den fantastiske udvikling, de storslåede resultater og de nyttige opfindelser og
opdagelser, der markerer fremgangen gennem de 100 år, der nu glider ind i
menneskehedens uafladelige vandring. Selve omtalen af det 19. århundrede antyder
udvikling, forbedring, frihed og lys. Vi er heldige, fordi vi har levet midt i dets vidundere
og fået del i dets rigdomme af intelligens.
Den opnåede lærdom i det forgangne århundrede bør have beredt os til denne nye
tids pligter og storhed. Det burde blive en tidsalder med fred, med større fremgang
og med en almindelig udbredt antagelse af den gyldne regel'. Fortidens barbarisme
bør begraves. Krigen med dens rædsler bør blot være et minde. Nationernes mål bør
være broderskab og fælles storhed. Man bør tænke på menneskehedens velfærd og
ikke på at berige en race eller udvide et rige. Vågn op, I jordens fyrster og nationers
herskere, og se, hvorledes de første stråler af det kommende tusindårsrige forgylder
det 20. århundredes morgen! Det ligger i jeres magt at bane vejen for kongernes
Konge, hvis herredømme vil strække sig over hele jorden. Opløs jeres hære; lav
jeres stridsvåben om til arbejdsredskaber; fjern åget fra folkets skuldre; bring jeres
stridigheder ud af verden; afhold en konference og læg planer for sammenslutninger
i stedet for erobringer, for fattigdommens udryddelse, for den almindelige befolknings
opbyggelse og for sundhed, velstand, oplysning og lykke for alle stammer, folk og
nationer. Så vil det 20. århundrede blive jeres livs ære og jeres kroners glans, og
kommende slægter skal synge til jeres pris, mens den evige Fader skal anbringe jer
i det høje blandt de mægtige.
(1) (gør mod andre, som I ønsker, de skal gøre mod jer. Se Matt. 7:12).
I arbejdende millioner, som i jeres ansigts sved tjener jeres daglige brød, se op og
hils den magt ovenfra, der skal frigøre jer fra trældom! Jeres forløsning er nær. Lad

Side 89
være med at spilde jeres løn på det, der er skyld i, at I bliver ved med at mangle.
Betragt ikke rigdom som jeres fjende og jeres arbejdsgivere som jeres undertrykkere.
Søg at forene kapital og arbejde. Vær forudseende, når I har fremgang. Bliv ikke et
bytte for beregnende mænd, der søger at ophidse til strid pga. deres egne selviske
formål. Kæmp for jeres rettigheder med lovlige midler, og afstå fra vold og ødelæggelse.
Anarkisme og lovløshed er jeres dødsfjender. Splittelse og laster er lænker, der binder
jer til slaveri. Friheden er på vej til jer, dens lys nærmer sig, som århundredet bryder
frem.
I velhavende mænd og kvinder, brug jeres rigdomme til at give arbejderen
beskæftigelse! Tag de uvirksomme bort fra de overbefolkede områder, og anbring dem i
de uopdyrkede områder, der venter på arbejdsomme hænder. Lås jeres bankbokse op,
luk jeres punge op, og invester i foretagender, der vil give arbejde til de ubeskæftigede
og afhjælpe den elendighed, der fører til de laster og forbrydelser, som plager jeres
storbyer og forgifter moralen omkring jer. Gør andre lykkelige, og I vil selv være
lykkelige.
Som en Guds tjener bærer jeg vidnesbyrd om åbenbaringen af hans vilje i det 19.
århundrede. Den kom gennem hans egen røst fra himlene, gennem den personlige
tilkendegivelse af hans Søn og gennem hellige engles betjening. Han befaler alle
mennesker alle vegne at omvende sig, vende sig bort fra deres onde handlinger og
uretfærdige ønsker og blive døbt til deres synders forladelse, så de kan modtage
Helligånden og komme i forbindelse med Ham. Han har påbegyndt forløsningsarbejdet,
der er blevet talt om af alle de hellige profeter, vismænd og seere gennem alle
tidsaldre og blandt alle menneskehedens racer. Han vil visselig udføre sit værk, og
det 20. århundrede vil markere dets udvikling imod den store fuldendelse. Hver eneste
udvikling i det 19. århundrede inden for videnskab, kunst, teknik, musik, litteratur,
digterisk fantasi og filosofisk tankegang blev tilskyndet af hans Ånd, der inden længe
vil blive udgydt over alt kød, der vil modtage den. Han er Faderen til os alle, og han
ønsker at frelse og ophøje os alle sammen.
I det 87. år af min tid på jorden er jeg fyldt med et oprigtigt ønske om fremgang
for menneskeheden. Jeg ønsker alle et godt nytår. Jeg håber på og ser frem til, at
storslåede begivenheder vil finde sted i det 20. århundrede. Ved dets gunstige frembrud
løfter jeg mine hænder og nedkalder himlens velsignelser over jordens indbyggere.
Må solskinnet ovenfra tilsmile jer. Må jordens skatte og frugter blive frembragt i rigeligt
mål til gavn for jer. Må sandhedens lys fordrive mørket fra jeres sjæl. Må retfærdighed
tage til og uretfærdighed formindskes, efterhånden som årene i dette århundrede ruller
frem. Må retfærdighed sejre og fordærvelse blive udryddet. Og må dyd, kyskhed og
ære få overhånd, indtil det onde er blevet overvundet, og jorden skal blive renset for
ondskab. Lad disse synspunkter gå ud til hele verden som røsten fra, mormonerne' i
Utahs bjerge, og lad alle mennesker vide, at vort ønske og vor mission er til velsignelse
og frelse for hele den menneskelige race. Må det 20. århundrede blive det lykkeligste,
som det vil blive den mest storslåede af alle tidsaldre, og må Gud blive herliggjort i den
sejr, der vil komme over synd, sorg, elendighed og død. Fred være med jer alle!"
Onsdag den 3. april 1901 fejrede præsident Snow sin 87 års fødselsdag i
Beehive-huset på East South Temple Street i Salt Lake City. En beretning om dagens
festligheder, taget fra Deseret News, er delvis gengivet her:
"Beehive-huset var meget kunstnerisk pyntet med blomster og potteplanter; og på
den sydvendte kaminhylde i den nordøstlige stue stod der en pragtfuld buket store,
røde roser. Det var en gave fra 2 små piger, og der er knyttet en rørende historie dertil.

Side 90
Tidligt om morgenen, før præsident Snow endnu var oppe, bankede det på døren, og
da den blev åbnet, stod der to små børn næsten skjult bag en buket. De sagde, den
var til præsident Snow, og med strålende ansigter blev de ført ind i huset og op til
den aldrende mands soveværelsesdør. Derpå sang de 2-3 små, søde sange og gik så
deres vej så glade som forårets fugle. Præsident Snow var dybt rørt over disse små
børns serenade, og han siger, at han vil værne om denne oplevelse - ikke blot som en
af de kæreste på denne mindeværdige dag, men i hele hans liv".
Om eftermiddagen blev der fremført et prægtigt fødselsdagsprogram i
templets anneks af medlemmer fra præsidentens familie og nogle få af kirkens
generalautoriteter.
I sommeren 1901 fortsatte præsident Snow aktivt med sine pligter og opholdt sig
dagligt på sit kontor i East South Temple Street. Her mødtes han med brødrene
for at drøfte kirkens problemer; ofte kom der besøgende, som ønskede at lære
den ærværdige præsident at kende; mange timer blev tilbragt med at passe den
omfangsrige korrespondance. En gang imellem besøgte han et af de afsides liggende
ward eller en stav for at tale ved en konference, og han var altid i stand til at begejstre
de hellige med sit brændende vidnesbyrd.
På åbningsdagen for den halvårlige generalkonference, den 4. oktober 1901 tog
præsident Joseph F. Smith ledelsen og bekendtgjorde, at præsident Snow var forkølet
og ikke fandt det klogt at vove sig ud. Men de hellige behøvede ikke at være bekymrede,
for præsidentens sygdom var ikke alvorlig. Han deltog ikke i nogen af konferencens
møder før den sidste dag, søndag eftermiddag den 6. oktober, hvor han holdt en meget
åndelig tale. Han sluttede med følgende ord:
"Der er endnu noget, jeg ønsker at sige. Jeg er ved at komme op i årene og er næsten
88 år gammel. Jeg har kun haft en rådgiver, siden præsident (George Q.) Cannon døde.
Jeg har valgt en anden rådgiver (Rudger Clawson). Jeg har søgt Herrens vejledning i
denne sag, og han har ledet valget. Jeg har valgt en stærk og energisk mand, og jeg
tror, han vil blive en stor hjælp for præsident Smith og mig selv; jeg håber derfor, at I
vil opretholde ham. Må Gud velsigne jer alle."
Vii
Det var de sidste ord, denne store mand og leder udtalte i en offentlig forsamling. Fire
dage senere forlod hans ædle ånd legemet og tog af sted fra denne verden. Deseret
News giver følgende korte beretning om hans død under datoen, torsdag den 10.
oktober:
"Offentligheden vil blive dybt rystet over at erfare, at præsident Lorenzo Snow - den
5. præsident for Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige - døde i sit hjem i Beehive
huset kl. 15:35 i dag. Den direkte årsag til hans død var blod, der sank ned i de laveste
dele af legemet, hvilket blev kompliceret af en forværret bronkitis. Bekendtgørelsen
om hans død vil komme som et lyn fra en klar himmel for tusindvis af mennesker, der
var helt uvidende om hans sygdom. Hans familie og venner har imidlertid i nogen tid
været klar over hans alvorlige tilstand, men ikke før i går begyndte man at betragte
hans sygdom med ængstelse.
For adskillige uger siden fik præsident Snow en forkølelse, der generede ham
betydeligt, og som blev fulgt af en tør, gnækkende hoste, Den blev gradvist værre, og
for omkring 10 dage siden blev den mere plagsom end nogen sinde. Under konferencen
måtte han blive i sit hjem og på sit kontor det meste af tiden, og det var med største
vanskelighed, han deltog i mødet i Tabernaklet søndag eftermiddag. Om tirsdagen tog

Side 91
han sig af forretninger som sædvanlig, men i går morges opstod der mavebesvær, og
han var ude af stand til at holde den mindste smule føde i sig. I går aftes blev lægerne
Richards og Wilcox tilkaldt, og de meddelte, at hans tilstand var meget alvorlig. Kl. 1
blev dr. Richards igen tilkaldt, og han vendte tilbage kl. 6:30 og kl. 11, og siden den
tid har lægerne hele tiden været ved hans sygeleje. Kl. 4 i morges og igen kl. 9:30
havde præsidenten alvorlige besvimelsesanfald og var kun ved bevidsthed ind imellem
i løbet af dagen."
Tre dage senere følger en beretning om begravelsen:
"Før begravelsesmødet, som blev afholdt kl. 10:30 i Tabernaklet, lå hans legeme
lit de parade på familiens bopæl, og tusinder kom for at få et sidste glimt af deres
afdøde leder og fælde en stille tåre, da de så den livløse skikkelse af ham, som de
havde lært at elske inderligt. Det store Tabernakel var smukt pyntet til begravelsen,
og katafalken med den smukke kiste, der indeholdt de jordiske levninger af Israels
agtværdige søn, var bogstavelig talt dækket af roser og sødt duftende blomster, da
der var blevet sendt talrige, smukke blomster af beundrere. Ved en af buketterne var
der et bånd med følgende ord i purpurfarvede bogstaver: Som Gud er, kan mennesket
blive'; det illustrerede på slående måde et synspunkt, der i årevis havde været øverst i
præsident Snows tanker og handlinger. Tabernaklet var fyldt til overflod, og mødet var
i harmoni med begivenhedens strenge højtidelighed."
Brigham Young jun. var blandt dem, der talte ved begravelsen. Han gav præsident
Snow følgende enestående hyldest:
"Jeg har betragtet præsident Lorenzo Snow som min anden far. Jeg har elsket ham
som en far, og jeg sørger over hans bortgang; men jeg er taknemmelig for, at han fik
enhver tænkelig hjælp, at der var fred i hans hjem og blandt folket, og at han døde,
mens han var omgivet af sin kære familie og venner. Omkring 2 timer før han døde,
lagde jeg min hånd på hans pande og sagde: Præsident Snow, kan du genkende mig?'
Han så på mig med sit dejlige smil og øjne, der var fulde af intelligens, og sagde: Det
kan du tro, jeg kan.' Han var klar næsten til det sidste, og han vidste, at hans tid var
kommet, for han talte om det. Hvis folkets bønner og tro kunne have frelst præsident
Snow, ville han være i live i dag; men Gud har villet det på anden måde, og vi er blevet
berøvet en mand, som har været en af de mest tapre af dem, der blev oprejst af den
Almægtige til at hjælpe med at lægge grundvolden til det store værk, som han oprettede
for sine sønners og døtres frelse.
Jeg har kendt præsident Snow siden før profeten Joseph Smiths død. Jeg kendte
ham godt, før profeten led martyrdøden, og jeg vidste, at han var en ven af profeten,
en ven af kirkens ledere og en ven af Gud. Selv om jeg kun var en dreng, genkendte
jeg i denne mand en kraft, der var født af Helligånden. Jeg har set hans gerninger
siden 1843, og ingen anden mand iblandt os har været mere omhyggelig, mere flittig,
mere forstandig i de stillinger, hvori han er blevet sat, eller har vist mere retskaffenhed
overfor værket end afdøde præsident Lorenzo Snow. Jeg elskede denne mand, som
jeg elskede hans forgængere; og det store arbejde, han har udrettet i de sidste 3 år,
vil leve i kirkens historie, og det vil vise denne mands storhed, hans lederevner og
økonomiske dygtighed. Han vil være blandt de førende af dem, der har indvarslet dette,
de sidste dages, store og herlige værk. Jeg takker Gud, fordi jeg kendte ham! Selv om
jeg sørger over, at han ikke er her mere, ved jeg, at han er gået til en belønning, der er
storslået og herlig; for ham er der lagt en krone til side, der aldrig vil miste glansen. Jeg
ved, at hans familie vil savne ham, og brødrene vil savne ham; men Lorenzo Snow har
udført et storslået arbejde, og hans eksempel er værd at følge."

Side 92
Præsident Snows legeme blev lagt til hvile på Brigham City kirkegård, søndag
eftermiddag den 13. oktober 1901.

I
Sjette præsident
Joseph F. Smith (1838-1918)
Side 93
I det første nummer af Millennial Star, der blev udgivet i Manchester, England i maj
1940, er der et interessant og bevægende brev fra Mary Fielding Smith - patriarken
Hyrum Smiths hustru - til hendes bror Joseph Fielding, der virkede som missionær
i England. I dette brev skriver Mary Smith om nogle af detaljerne ved pøbelens
forfølgelse, som hun og mange af de hellige havde været ude for i Missouri. Jeg vil
benytte lejligheden til at gengive nogle få afsnit af dette brev. Det er dateret "Commerce,
Illinois, Nordamerika, juni 1839."
"Min kære broder, - Da det forventes, at ældsterne snart forlader os igen for at
forkynde evangeliet i mit fædreland, synes jeg ikke, jeg vil lade chancen for at skrive til
dig gå mig forbi. Jeg tror, det vil glæde dig at høre personligt fra os, selv om du vil se
brødrene ansigt til ansigt og har mulighed for af deres mund at høre alle enkelthederne
om os og vore familier.
Hvad mig selv angår, er det nu så længe siden, jeg skrev til dig; så mange vigtige
ting har fundet sted, og mine prøvelser har været så store, etc., at jeg ikke ved, hvor jeg
skal begynde. Men jeg kan sige, at Herren hidtil har bevaret mig, og jeg lever stadig,
så jeg kan prise ham, som jeg gør denne dag. Jeg er bestemt blevet kaldet til at drikke
den bitre kalk; men du ved, kære broder, at dette gør det søde endnu sødere ...
Jeg formoder, at du har hørt, at min kære mand blev fængslet, tillige med sin broder
Joseph, ældste Rigdon og andre. De blev holdt borte fra os i næsten 6 måneder, og
jeg tror ikke, at nogen følte de smertelige virkninger af deres fængsling mere end jeg.
Jeg blev efterladt i en tilstand, der krævede udøvelsen af alt det mod og al den
styrke, jeg var i besiddelse af. Min mand blev taget fra mig af en bevæbnet styrke
på et tidspunkt, hvor jeg i særlig grad trængte til en sådan vens kærlige omsorg. I
stedet for blev ansvaret for en stor familie pludselig og uventet overdraget mig, og et
par dage efter blev min kære lille Joseph F. føjet til antallet. Kort efter hans fødsel fik
jeg en alvorlig forkølelse, der medførte kuldegysninger og feber; dette, tillige med den
sjælelige ængstelse jeg måtte udholde, truede med at bringe mig til dødens porte. I
mindst 4 måneder var jeg ude af stand til at sørge for mig selv eller barnet; men Herren
var barmhjertig og arrangerede det således, at min kære søster kunne være hos mig
hele tiden. Hendes barn var 5 måneder gammelt, da mit blev født, og hun fik styrke til
at amme dem begge, så de klarede sig fint og voksede hurtigt.
Du har hørt om, hvorledes vi som et folk blev uddrevet af staten og af vore hjem,
men da du vil høre alle enkelthederne gennem ældsterne, er det ikke nødvendigt, at
jeg skriver om dem. Det skete under min sygdom, og man var nødt til at flytte mig
over 320 km, hvor jeg det meste af tiden lå i min seng. Jeg led meget under rejsen,
men 3-4 uger efter vi var kommet til Illinois, begyndte det at gå fremad for mig, og mit
helbred er nu så godt som nogen sinde. Det er nu lidt over en måned siden, Herren
med sin vidunderlige kraft sendte min kære mand og resten af brødrene tilbage til
deres familier i nogenlunde helbredstilstand. Vi bor nu i Commerce, Illinois ved bredden
af Mississippifloden. Beliggenheden er meget god; du ville glæde dig over den. Hvor
længe vi vil få lov til at nyde den, ved jeg ikke; men Herren ved, hvad der er bedst for
os. Jeg bekymrer mig ikke så meget over, hvor jeg befinder mig, hvis jeg blot hele tiden
kan rette mine tanker mod Gud, for du ved, at deri finder man fuldkommen fred."

Side 94
Under sådanne omstændigheder og under de mest ulykkelige, farlige og elendige
forhold blev Joseph F. Smith født.
Ved at kigge i historien opdager jeg, at det var tirsdag den 30. oktober 1838, at en
pøbelmilits på omkring 2000 mand kom til Far West, Missouri. Den følgende dag stillede
de krav til de hellige; de forlangte for det første, at mormonlederne skulle udleveres,
så de kunne blive "stillet for en domstol og blive straffet". Det var pga. dette krav og
for at undgå åben kamp, at profeten Joseph Smith, Sidney Rigdon, Parley P. Pratt
og andre overgav sig til pøbelens ledere. Tirsdag den 1. november, oplyser historien,
"blev Hyrum Smith og Amasa Lyman ført ind i lejren". Samme aften blev der afholdt
en krigsret, og general Doniphan fik af Samuel Lucas, den kommanderende general,
ordre til "at føre Joseph Smith og de andre fanger til torvet i Far West og skyde dem kl. 9
næste formiddag". Lad det være sagt til general Doniphans evige ære, at han nægtede
at udføre denne ondskabsfulde ordre. Efter nogen diskussion blandt officererne blev
fangerne ført til Independence for at blive stillet for retten, men få dage senere blev
de beordret til Richmond, Ray County, hvortil de ankom den 9. november. Her blev
de fængslet i et tomt hus. "Da de blev spærret inde, sendte general Clark oberst Price
derhen med to lænker og hængelåse, og fangerne blev lænket til hinanden. Derpå blev
vinduerne sømmet fast; fangerne blev visiteret, og de eneste våben, de havde - deres
lommeknive - blev taget fra dem." Fire dage senere, tirsdag den 13. november, mens
Hyrum Smith vansmægtede i lænker i "et tomt hus" i Richmond, begyndte hans hustru
Mary at få fødselsveer i Far West, og "kære lille Joseph F. blev føjet til antallet". Disse
forældres sorger, prøvelser og vanskeligheder var mangfoldige; men ikke desto mindre
var der her et barn, som skulle blive deres store belønning. Efterhånden som vi når
videre frem, vil vi opdage, hvor ædelt han berigede sine berømmelige forældres navn,
og hvorledes han til sidst, med stor dygtighed og ære, kom til at præsidere over Jesu
Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige, som de begge havde givet deres liv for.
Hyrum Smith var først gift med en ung kvinde ved navn Jerusha Barden, i Palmyra,
New York, i 1826. Disse forældre havde fået 6 børn, da Jerusha, en trofast og god
kvinde, døde i Kirtland, Ohio, den 13. oktober 1837. Omkring to måneder senere, den
24. december, blev Hyrum gift med Mary Fielding, en engelsk pige, der for nylig var
kommet til Kirtland fra Toronto, Canada. Mary var kultiveret og dannet og en glimrende
livsledsager for Hyrum, og hun var fuldt ud i stand til at tage sig af hans moderløse
børn. Kort efter ægteskabet flyttede Hyrum med sin familie til Missouri, hvor forfølgelse
fandt sted, som berettet på de foregående sider.
Der er nogle interessante begivenheder i Joseph F. Smith tidligste barndom. Han
fortæller selv om en, der fandt sted kort efter hans fødsel:
"Efter at min far var blevet fængslet af pøbelhoben, blev min mor syg og vedblev med
at være det i flere måneder. I januar 1839 blev hun på sit sygeleje anbragt i en vogn og
kørt hen for at besøge sin mand, der var indespærret af pøbelhoben i Liberty fængslet
uden nogen anden årsag end den, at han var sidste dages hellig. Og mens hun befandt
sig i denne helbredstilstand, og hendes mand var i fængsel, gik et kompani mænd
under ledelse af en metodistpræst ved navn Bogart ind i huset, gennemsøgte det, brød
en stor kuffert op og tog nogle papirer og værdigenstande, som tilhørte min far. Jeg
var blot et spædbarn og lå på sengen, mens der var en anden seng på gulvet, og jeg
blev fuldstændig overset af familien (da min mor var meget syg, måtte min tante Mercy
og andre af familiens medlemmer tage sig af mig under skrækken og ophidselsen). Da
pøbel hoben kom ind i det værelse, hvor jeg lå, blev sengen på gulvet smidt ovenpå
den anden, så den fuldstændig dækkede mig, og her måtte jeg blive, indtil ophidselsen
lagde sig. Da man kom i tanker om mig og fandt mig, antog man, at jeg var død, men

Side 95
senere begivenheder har vist, at deres antagelser var forkerte, hvor velbegrundede de
end var."
På en eller anden måde blev Mary Smith, der stadigvæk måtte holde sengen, i løbet
af februar eller marts 1839 ført ud af Missouri i slæde eller vogn og bragt til Quincy,
Illinois, hvor nogle af de hellige midlertidigt havde slået sig ned. Her blev hun og barnet,
indtil deres ægtemand og far den 22. april sluttede sig til dem efter sin flugt fra Missouris
embedsmænd. Få uger senere flyttede Hyrum sin familie til Commerce, der senere fik
navneforandring til Nauvoo, og her blev de indtil den store udvandring mod vest.
Jeg har nogen kendskab til Joseph F. Smiths første år, der blev tilbragt i Nauvoo, da
jeg var så heldig at være blandt deltagerne, da han besøgte denne forladte by i 1906.
Han havde en levende hukommelse vedrørende mange interessante begivenheder.
Han udpegede stedet på vejen for os, hvor han havde stået, da han så sin far og "onkel
Joseph" ride bort til Carthage på den skæbnesvangre dag i juni 1844. "Dette er det
nøjagtige sted," sagde han, "hvor jeg stod, da brødrene kom ridende på deres vej til
Carhage. Uden at stige af hesten lænede far sig ud over sadlen og løftede mig op fra
jorden. Han kyssede mig farvel og satte mig ned igen, og jeg så ham ride bort." Barnet
så aldrig sin far igen, mens denne var i live. "Jeg husker den aften, hvor mordet fandt
sted," forsatte han, "da en af brødrene kom fra Carthage og bankede på vort vindue
efter mørkets frembrud og råbte til min mor: Søster Smith, din mand er blevet myrdet."'
Han huskede moderens skrig, da hun fik det forfærdelige budskab, og hendes gråd og
klage hele natten igennem.
Da vi besøgte profeten Joseph Smiths gamle hjem, sagde præsidenten, mens vi
stod i køkkenet: "I dette rum lå martyrernes lig i kisterne, efter at de var blevet ført fra
Carthage og var blevet iklædt begravelsestøj. Jeg husker, at min mor løftede mig op,
så jeg kunne betragte min fars og profetens ansigter for sidste gang."
Da vi stod udenfor ved Mississippiflodens bred, udpegede præsident Smith for os,
hvor han havde stået, mens han så de hellige forlade Nauvoo i begyndelsen af 1846.
"Mange af dem gik over isen," sagde han, "for floden var til tider fuldstændig tilfrossen
den vinter."
Præsident Smith var kun et barn, da de tragiske begivenheder, der her er fortalt om,
fandt sted, men de stod tydelige og klare i hans erindring næsten 60 år senere, da vi
besøgte Nauvoo sammen med ham.
Mary Smith blev i Nauvoo indtil sommeren 1846, da hun ved hjælp af sin
åndsnærværelse og dygtighed havde skaffet sig et tilstrækkeligt antal forspand og
vogne til at følge de hellige til Winter Quarters. Der slog hun sig ned ved Missouriflodens
bredder, indtil hun var tilstrækkeligt forsynet til at påbegynde den lange rejse til
bjergenes dale.
Joseph F. Smith har efterladt en beretning om nogle af de oplevelser, han havde,
mens han opholdt sig i Winter Quarters og omegnen. Det følgende er værd at gengive,
da det giver os et udførligt billede af en episode i drengens liv, der viser hans elskede
mors indflydelse på dannelsen af hans karakter.
"I efteråret 1847 tog min mor og hendes bror, Joseph Fielding, en tur ned langs
Missourifloden til St. Joseph, der lå ca. 80 km borte, med det formål at skaffe proviant
og klæder til familien i den kommende vinter og til rejsen over sletterne næste forår.
De tog 2 vogne, der hver havde 2 spand okser. Jeg var næsten 9 år gammel på dette
tidspunkt og ledsagede min mor og onkel på rejsen som kusk. Vejret var elendigt,
vejene var dårlige, og det regnede meget på rejsen, så turen var meget hård, besværlig
og ubehagelig. I St. Joseph, Missouri købte vi købmandsvarer og manufakturvarer, og

Side 96
i Savannah, Missouri fik vi mel, majs, bacon og anden proviant. På vejen tilbage til
Winter Quarters slog vi en aften lejr på en åben slette ved Missourifloden ved siden
af en lille bæk, der løb ud i floden omkring en km borte. Vi kunne tydelig se floden og
hver eneste del af den lille åbne slette, hvor vi havde slået lejr ... På den anden side af
bækken var der nogle mænd med en flok slagtekvæg, som de skulle drive til Savannah
og St. Joseph i Missouri til marked.
Vi spændte sædvanligvis vore okser fra ågene og lod dem gå frit omkring for at
græsse, når vi slog lejr for natten, men da der var så stor en flok kvæg i nærheden
denne gang, og vi frygtede for, at vore okser ville blande sig med dem og blive drevet
bort sammen med dem, lod vi dem beholde ågene på, mens de græssede. Da vi den
næste morgen kom for at kigge efter dem, kunne vi til vor store skuffelse ikke finde
vort bedste spand okser. Onkel Fielding og jeg tilbragte næsten hele formiddagen med
at lede efter dem, men uden held. Græsset var højt, og det var vådt af duggen om
morgenen. Vi blev fuldstændig gennemblødte af at traske gennem græsset og skoven
og hen over skrænterne, og vi var trætte, modløse og helt udmattede. Jeg var den
første til at vende tilbage til vore vogne i denne ynkelige forfatning, og da jeg nærmede
mig, så jeg min mor knæle ned i bøn. Jeg standsede et øjeblik og gik så forsigtigt nær
nok til, at jeg kunne høre hende indtrængende bede Herren om ikke at efterlade os i
denne hjælpeløse tilstand, men at hjælpe os til at finde det forsvundne spand okser, så
vi kunne fortsætte vor rejse i sikkerhed. Da hun rejste sig fra sin knælende stilling, stod
jeg lige i nærheden. Det første udtryk, jeg opfattede på hendes elskelige ansigt, var
et kærligt smil, der, til trods for min modløshed, gav mig fornyet håb og en forsikring,
som jeg ikke før havde følt. Et øjeblik senere kom onkel Fielding tilbage til lejren, våd
af duggen, forkommen, træt og meget modløs. Hans første ord var: Mary, kvæget er
borte.' Mor svarede med en stemme, der havde en munter klang: Skidt med det; din
morgenmad har ventet i timevis, og mens du og Joseph spiser, vil jeg lige gå en tur
ud og se, om jeg kan finde kvæget.' Min onkel slog ud med hænderne i forbavselse,
og ingen af os kunne have været mere overrasket, selv hvis Missourifloden pludselig
var begyndt at løbe i modsat retning. "Men Mary," udbrød han "hvad mener du? Vi har
været alle vegne, overalt i skoven og gennem kvægflokken, og vore okser er væk - de
er ikke til at finde. Jeg tror, de er blevet drevet bort, og det er nytteløst, at du begynder
at lede efter dem." "Bryd dig ikke om mig," sagde mor, spis din morgenmad, mens jeg
kigger mig omkring.' Derpå gik hun hen imod floden, fulgte den nedad og forsvandt
udenfor hørevidde. Manden, der havde kommandoen over flokken af slagtekvæg, kom
ridende på den anden side af bækken og råbte: Frue, jeg så Deres okser derovre i
den retning i morges ved daggry,' idet han pegede i modsat retning af den, min mor
gik i. Vi hørte tydeligt, hvad han sagde, men mor fortsatte uden at bryde sig om hans
bemærkning, og hun drejede ikke engang hovedet for at se på ham. Et øjeblik efter red
manden hurtigt hen mod sin flok, som var blevet samlet i åbningen i skovens udkant,
og de var snart på vej hen ad vejen, der førte til Savannah og forsvandt hurtigt ud af
synsvidde.
Min mor fortsatte langs med den lille bæk, indtil hun næsten stod ved flodens bred,
og derpå vinkede hun til os. (Jeg holdt hele tiden øje med hende og var fast besluttet
på ikke at tabe hende af syne.) Vi rejste os straks fra den kiste, hvorpå morgenmaden
var blevet stillet, og gik hen imod hende, og ligesom Johannes, der løb hurtigere end
den anden discipel og kom først til graven, løb jeg hurtigere end min onkel og kom først
til det sted, hvor min mor stod. Der så jeg vore okser bundet til en klynge piletræer,
der voksede i bunden af en dyb kløft, som var opstået ved, at et stykke af flodens
sandede bred var blevet skyllet bort af den lille bæk, og kløften var fuldstændig skjult for

Side 97
omverdenen. Det tog os ikke lang tid at befri dem fra fangenskabet og komme tilbage til
lejren, hvor de andre kreaturer havde været bundet til vognhjulene hele formiddagen,
og snart var vi glade på vej hjemad. Denne begivenhed var en af de første praktiske og
positive demonstrationer af bønnens kraft, som jeg nogensinde havde været vidne til.
Den gjorde et uudsletteligt indtryk på mit sind og har været en kilde til trøst, sikkerhed
og vejledning for mig hele livet igennem."
I foråret 1848 gjorde de fleste af de hellige i Winter Quarters forberedelser til at
påbegynde den lange rejse over sletterne til det nye indsamlingssted i bjergenes dale.
Hyrum Smiths enke var iblandt dem, og selv om hun havde gjort alt, hvad hun kunne
for at skaffe sig det rette udstyr med sine begrænsede midler, var hun dårligt forberedt,
da tiden for den vanskelige rejse var inde. Det var lykkedes hende at få fat i 7 gamle
vogne, hvorpå hun læssede sit indbo og sine forsyninger tillige med sin søsters, fru
Thompson, og de andres, der udgjorde hendes selskab, men tilsammen havde de
ikke et tilstrækkeligt antal kreaturer til at trække vognene. De bandt imidlertid 2 vogne
sammen og spændte køerne og kalvene og de okser, de havde, i åg, og uforknytte og
fulde af tro påbegyndte de rejsen. Den tapre lille Joseph F. var der også. Han var 9 år
gammel og udførte nu en mands arbejde; han kørte sine 4 okser spændt for en eller to
vogne og var altid ivrig og villig til at hjælpe på enhver tænkelig måde.,
Joseph F. Smith glemte aldrig begivenhederne på rejsen over sletterne. Gruppens
leder var meget uvenlig imod hans mor under hele rejsen. "En af grundene til, at han
havde et horn i siden på min mor," fortæller præsident Smith, "var, at hun ikke ville lade
mig stå vagt om natten og udføre alle en mands pligter. Men jeg udførte trofast mange
pligter, som skulle have været forbeholdt dem, der havde en mere moden alder. Jeg
spændte for og fra og kørte mine forspand, og jeg tog min tørn som dagvagt sammen
med mændene."
Et sted på rejsen, "da selskabet langsomt bevægede sig gennem det varme sand og
støv i omegnen af Sweetwaterfloden, mens solen brændte usædvanlig stærkt, lagde
en af enkefru Smiths bedste okser sig ned i åget, rullede om på siden og strakte benene
stift og krampagtigt ud fra sig, utvivlsomt i dødskamp. Den almindelige mening var, at
den var blevet forgiftet. Alle de bageste vogne standsede selvfølgelig, og folk kom hen
for at finde ud af, hvad der var i vejen. I løbet af kort tid kom lederen, der var forrest i
gruppen og havde bemærket, at noget var galt, tilbage til stedet. Sandsynligvis troede
ingen et øjeblik, at oksen ville komme sig, og lederens første ord, da han så den, var:
Den er død; det er nytteløst at arbejde med den; vi må se at finde en udvej, så vi kan
tage enken med os; jeg sagde til hende, at hun ville blive en byrde for gruppen.'
I mellemtiden havde enkefru Smith ledt efter en flaske indviet olie i en af vognene,
og nu kom hun frem med den og bad sin broder Joseph Fielding og andre af brødrene
om at salve oksen i den tro, at Herren ville oprejse den. Det gjorde de, idet de hældte
noget af olien på dens hoved mellem hornene og bag dem; så lagde alle hænderne på
den, og en af mændene bad og administrerede ordinansen, som de ville have gjort til
et menneske, der var syg. I løbet af et øjeblik fik oksen hold på sine ben, og ved det
første ord rejste den sig op og travede af sted så godt, som den altid havde gjort." Det
var uden tvivl enkefru Smiths tro og beslutsomhed samt Guds velsignelser, der bragte
hende og hendes selskab sikkert til Saltsødalen, hvortil de ankom den 23. september
1848. Hendes første opgave var nu at finde en måde, hvorpå hun kunne underholde
sin familie. Hun slog sig ned ved Mill Creek syd for Salt Lake City, og i løbet af 2 år
havde hun fået bygget et behageligt hjem og skaffet sig noget værdifuldt landbrugsjord.
Men enkefru Smith skulle ikke længe overleve pionerlivets hårdhed og prøvelser. Hun

Side 98
blev syg i sommeren 1852, og den 21. september døde hun fredeligt, omgivet af familie
og venner.
II
Joseph F. Smith var nu forældreløs få måneder før sin 14-års fødselsdag. Verden lå
foran ham; hvad ville han gøre, og hvilken vej ville han tage? Hans mor havde været
alt for ham, og af hende havde han lært værdifulde lektier; han ville huske, hvad hun
havde lært ham; han ville ikke skuffe hende. Han ville stræbe efter at blive en af kirkens
stærke mænd og videreføre både sin mors og sin fars gode navn.
Men drengen havde nogle tilbøjeligheder at overvinde. Han havde et iltert sind og
var ikke bange for at bruge næverne, hvis han blev tilstrækkeligt provokeret. Han
fortalte engang min far, Charles W. Nibley, om en begivenhed, der fandt sted kort
efter hans mors død, og hvori han havde et sammenstød med sin skolelærer. "Min
lillesøster Martha," fortalte han, "blev kaldt op for at blive straffet. Jeg så skolelæreren
tage læderemmen frem, og han bad barnet om at række hånden frem. Jeg råbte høj:
Lad være med at slå hende med den!' og ved disse ord kom han hen imod mig og
skulle til at slå mig, men i stedet for gav jeg ham et ordentligt slag." Så vidt jeg kan finde
ud af det, gjorde denne episode ende på Joseph F. Smiths formelle skoleuddannelse.
Hvad skulle der nu ske? Måske tog "onkel" George A. Smith(1), en af de tolv apostle,
der havde fattet en stærk hengivenhed for drengen, sagen om hans fremtid i sine
hænder. I hvert fald blev hans navn læst op blandt missionærerne i aprilkonferencen
1854, 4 måneder efter hans 15-års fødselsdag, og han blev kaldet til at forkynde
evangeliet for de indfødte på Hawaiiøerne.
(1) (1817-1875) født i New York som son af John Smith og Clarissa Lyman.
Det var usædvanligt, at en så ung person blev betroet denne vigtige kaldelse, og dog
havde hans liv formet sig således, at han i nogen tid havde udført en mands arbejde.
Han var høj og stærk af bygning, ikke bange for noget og i stand til at tage vare på
sig selv i enhver situation. Han havde udviklet sig forud for sin alder. Han havde en
fuldstændig og uforbeholden tro på sine forældres religion. Kirkens autoriteter var helt
overbeviste om, at de her havde en dreng, som de kunne være sikre på, ville gøre
sin pligt.
Så da gruppen af missionærer under Parley P. Pratts ledelse forlod Salt Lake
City for med okseforspand og vogne at tage til Stillehavskysten den 27. maj 1854
ad den sydlige rute til San Bernardino, Californien, var Joseph F. Smith iblandt dem.
Optegnelserne fortæller os, at han var den yngste i gruppen.
Da jeg må fatte mig i korthed, er jeg nødt til at udelade detaljerne ved hans rejse
til øerne; hvorledes han ved ankomsten til San Bernardino var tvunget til at arbejde i
bjergene "og lave træspåner til en mand ved navn Moses" for at tjene penge til billetten,
så han kunne fortsætte sin rejse til San Francisco; hvorledes han i San Francisco igen
var uden midler og gik til de nærliggende høstmarker og arbejdede "for at skaffe penge
til tøj" og til køb af billet til rejsen til øerne. Endelig var alt parat, og den 8. september
1854 gik 9 missionærer om bord i skibet Vaquero i San Francisco havn med kurs mod
Hawaiiøerne.
Ældsterne forsøgte at få dæksplads (det billigste, man kunne få), men da det ikke
var til at få på dette skib, "måtte der arrangeres særligt logi for dem sammen med
besætningen". Efter en stormfuld rejse, der varede i 19 dage, sejlede Vaquero ind
i Honolulu havn den 27. september. Det var nøjagtig 4 måneder siden, brødrene

Side 99
havde forladt Salt Lake City. Da missionærerne nærmede sig havnen, kom mange
af de indfødte ud for at møde skibet, nogle i deres kanoer og andre svømmende.
Joseph F. lyttede til deres samtale, mens de råbte til hinanden og til dem på skibet,
og han spekulerede på, hvordan i alverden det nogensinde ville blive muligt at forstå
de indfødtes sprog.
Efter et par dages forløb blev Joseph F. Smith udpeget til at arbejde på øen Maui,
og derfra skrev han den 20. oktober et langt brev til sin fars fætter, George A. Smith, i
Salt Lake City. Jeg ville gerne citere hele dette dejlige brev, men kan ikke gøre det på
grund af begrænset plads, men jeg vil citere 2-3 afsnit for at vise, hvilken karakterstyrke
og stærk tro denne unge mand havde udviklet - og han var endnu ikke fyldt 16 år.
"Jeg er taknemmelig for dit råd," skriver han, "for jeg ved, det er godt, og jeg ved,
at det værk, jeg er optaget af, er den levende og sande Guds værk, og jeg er parat
til at bære mit vidnesbyrd om dette når som helst og hvor som helst, eller i hvilken
situation jeg end måtte befinde mig; og jeg håber og beder til, at jeg altid trofast må
tjene Herren, min Gud.
Jeg er glad for at kunne sige, at jeg er parat til at gå gennem tykt og tyndt for den
sag, jeg er optaget af, og jeg håber oprigtigt og beder til, at jeg må forblive trofast til
enden. Således føler jeg, og jeg har lyst til at velsigne bjergenes dale og næsten alt,
hvad de indeholder, hele dagen lang ...
Hils hele familien; hils George og hans søster, også fætter Elias og hans familie og
kusine Jane og drengene; og bed dem om at huske mig i deres bønner, så jeg kan
forblive trofast og fuldføre min kaldelse med ære, både for min egen skyld og for den
sag, jeg er optaget af. Jeg ville hellere dø på denne mission end bringe skam over mig
selv eller min kaldelse. Dette er mit hjertes følelser. Det er min bøn, at vi må forblive
trofaste til enden og til sidst blive kronet i Guds rige sammen med dem, der er gået
forud for os."
En dreng, der kunne skrive et sådant brev, var meget lovende. Han forblev trofast
og havde fremgang på sin mission - ligesom han forblev trofast og havde fremgang
hele livet igennem. Han forblev på Hawaiiøerne i lidt over 3 år og fik ry for at være en
flittig og trofast missionær, hvilket bragte ham selv ære og tilfredshed.
Rejsen hjemad lignede den på turen udad; til San Francisco med skib, derpå ned
langs Californiens kyst til San Bernardino, og til sidst over de øde strækninger til Salt
Lake City. Han ankom sikkert og godt til sit hjem den 24. februar 1858. Han var nu 19
år og 3 måneder.
III
Ved sin ankomst opdagede Joseph F., at kirkens ledere og de fleste af de hellige
var meget bekymrede pga. Johnstons hærs frembrud, der på det tidspunkt var blevet
standset ved Fort Bridger, Wyoming. "Dagen efter min hjemkomst," fortæller han,
"aflagde jeg rapport til præsident Young og meldte mig straks til hæren for at være
med til at forsvare os imod en fjendtligsindet og truende hærs indtrængen. Fra
dette tidspunkt og indtil fredserklæringen og præsident Buchanans(1) undskyldning,
for påståede forbrydelser begået af de hellige, kom, var jeg konstant i sadlen for
at gennemsøge og udforske landet mellem Salt Lake City og Fort Bridger, under
kommando af oberst Thomas Callister med flere. Jeg havde patruljetjeneste sammen
med en gruppe mænd under Orrin P. Rockwell, da kommissærerne Powell og
McCollugh kom os i møde i nærheden af Weberfloden med præsidentens erklæring.

Side 100
Siden var jeg på særlig tjeneste i den mennesketomme Salt Lake City, indtil hæren
havde passeret gennem byen og var draget videre til Camp Floyd(2). Derefter hjalp
jeg mine slægtninge med at komme tilbage til deres hjem, hvorfra de var flygtet mod
syd nogen tid i forvejen."
(1) USA's præsident fra 1857-1861.
(2) Navnet på en lejr, der blev oprettet i Cedar Valley, Utah af Johnstons hær.
Den 5. april 1859 blev Joseph F. gift med Levira A. Smith fra Salt Lake City. Det var
nu hans mening at opbygge et hjem og samle tilstrækkelige midler til at tage vare på
sig selv og sin familie. Men igen bad kirken ham om at tjene. Ved den årlige konference
i april 1860 var hans navn blandt dem, der blev læst op for forsamlingen, og som blev
anmodet om at tage på mission. Denne gang blev han kaldet til at virke i England. Efter
aprilkonferencen meldte han sig parat til tjeneste, og kort efter begyndte den trættende
rejse østpå over sletterne, "idet man kørte et firspand af muldyr" for at skaffe penge til
transport og kost. Efter 2 1/2 måneds forløb nåede han til New York City, og den 14.
juli sejlede han af sted mod Liverpool om bord på damperen Edinburgh. Efter en rejse
uden særlige oplevelser ankom han til England.
Hovedparten af Joseph F.'s tid i England tilbragte han på egnen ved Sheffield, hvor
han blev kaldet til at præsidere. Det var uden tvivl på denne mission, han udviklede de
smukke talegaver, som han i allerhøjeste grad var i besiddelse af. Af alle de mænd,
jeg nogensinde har hørt tale, tror jeg, han var den mest veltalende og gribende. Hans
stemme var venlig og tiltalende; han kunne tale med den yderste venlighed og mildhed;
men når han blev oprørt eller vred, var hans irettesættelse af synderen frygtelig. Af
alle evangeliets forkyndere tænker jeg altid på Joseph F. Smith som den største, jeg
nogensinde har hørt.
En episode, der fandt sted, mens Joseph F. var på denne engelske mission, vil
sikkert være af interesse for læseren. En bestemt søndag i Sheffield kom et af grenens
medlemmer - broder William Fowler, der var ansat som polerer og sliber i et knivsmederi
- med en sang, som han havde forfattet, og bad om, at koret måtte lære at synge
den. Den første linie af sangen lød således: "Hav tak for profeten, du sendte." Denne
smukke sang er nu en af de bedst kendte og mest benyttede af de sange, der synges
af de sidste dages hellige. (Se nr. 184 i den blå sangbog)
Kort efter Joseph F.'s ankomst til England sendte præsident Brigham Young ældste
George Q. Cannon til at præsidere over den europæiske mission. Dette gav de to
mænd mulighed for ofte at være sammen, og der udvikledes et nært venskab imellem
dem. Senere i livet virkede de sammen som rådgivere for 3 af kirkens præsidenter.
Før Joseph F. vendte hjem, fik han mulighed for at besøge adskillige af Europas
lande. Han rejste rundt til kirkens grene i Danmark sammen med præsident George Q.
Cannon og var senere i stand til at besøge Paris og andre byer i Frankrig. Således blev
hans horisont udvidet gennem de fordele, kirken skænkede ham. Han havde krydset
2 have og forkyndt evangeliet i mange lande, før han fyldte 33 år.
Da Joseph F. var blevet afløst fra sin anden mission, sejlede han fra Liverpool den
24. juni 1863 og nåede hjem i september efter at have fuldført sin 3. rejse over sletterne.
Da Joseph F. igen var tilbage i Salt Lake City sammen med sine kære og venner,
tænkte han atter: "Nu er tiden kommet, hvor jeg kan falde til ro for en stund og tage mig
af mine egne." Men endnu engang rakte præsident Brigham Young ud efter den unge
mand og bad ham om at give yderligere tjeneste til kirken. Det ser ud til, at en ældste ved
navn Gibson havde forårsaget betydelige vanskeligheder blandt de hellige på Hawaii,

Side 101
og præsident Young fandt det nødvendigt at sende 2 af De Tolv, Ezra T. Benson og
Lorenzo Snow, af sted for at udjævne besværlighederne. Da disse brødre ikke kunne
tale sproget, bad man Joseph F. Smith og 2 andre ældster, der havde arbejdet på
øerne, om at ledsage dem. Den 1. marts 1864 forlod de Salt Lake City, og Joseph F.
begav sig nu ud på sin 3. mission - før han var fyldt 26 år. Herren beredte ham bestemt
til det store ansvar, der en dag ville blive hans, når han skulle præsidere over kirken.
Denne anden mission til øerne blev trofast udført, og i december 1864 vendte Joseph
F. tilbage til Salt Lake City efter at have udført de opgaver, der var blevet pålagt ham.
For en tid efter sin tilbagevenden fandt han beskæftigelse på kirkens historikers
kontor og var assistent til George A. Smith. Den 1. juli 1866, mens han stadigvæk
arbejdede i denne stilling, blev han bedt om at deltage i et møde sammen med adskillige
af apostlene samt præsident Young i "værelset oven over historikerens kontor". Ved
mødets slutning "vendte præsident Young sig mod brødrene og sagde: Vent et øjeblik;
skal jeg gøre, som jeg føler mig tilskyndet til? Jeg føler mig altid godt tilpas, når jeg gør,
hvad Ånden leder mig til. Det ligger mig på sinde at ordinere broder Joseph F. Smith
til apostel og til at være en af mine rådgivere."' De tilstedeværende brødre godkendte
præsident Youngs ønskede handling, og derefter blev Joseph F. Smith ordineret til
denne høje og hellige kaldelse af præsidenten. Da der ikke var nogen ledig stilling i
kvorummet på daværende tidspunkt, blev det ikke bekendtgjort før den 8. april 1867,
hvor hans navn blev forelagt forsamlingen, og han blev opretholdt som medlem af De
tolv apostles Kvorum som efterfølger for Amasa M. Lyman. Enkens søn, hyrdedrengen
fra sletterne, den unge missionær, var nu gennem sin tro og sin loyalitet, sine evner og
sin hengivenhed blevet anerkendt og havde indtaget sin plads i kirkens ledende kvorum
ved siden af Det øverste Præsidentskab. Fra denne tid blev han en af kirkens stærke
mænd, en, der hjalp med at lede dens skæbne gennem de vanskelige år forude.
IV
Det var i samme år 1867, at min far, Charles W. Nibley, først lærte Joseph F. Smith at
kende. Han fortæller selv følgende om det:
"Den første gang, jeg nogensinde husker at have set Joseph F. Smith, var i den
lille landsby Wellsville, Utah, i året 1867. Han var 28 år gammel og var for nylig blevet
valgt som en af De tolv Apostle. Præsident Young og hans ledsagere rejste rundt i de
nordlige kolonier, og den nye apostel, Joseph F. Smith, var iblandt dem. Jeg hørte ham
tale i det gamle mødehus i Wellsville, og jeg lagde på dette tidspunkt mærke til, hvilket
fint eksemplar af en ung mand han var - stærk, myndig og med en smuk stemme, så
fuld af medfølelse og kærlighed, med en så tiltrækkende klang, at det gjorde indtryk på
mig, selv om jeg blot var en ung mand på 18 år. Han var en flot mand."
Fra tidspunktet for Joseph F. Smiths tilbagevenden fra sin anden mission til øerne i
1864 og indtil februar 1874 - en periode på 10 år - fik han lov til at blive hjemme, bortset
fra sine besøg i de forskellige stave. Foruden at tjene til livets ophold og passe sine
kirkelige pligter virkede han i disse år som medlem af territoriets lovgivende forsamling.
Ved oktoberkonferencen i 1873 blev Joseph F. Smith kaldet af Det øverste
Præsidentskab til at præsidere over den europæiske mission. Han gik straks i gang
med forberedelserne til at påtage sig denne vigtige stilling, og den 28. februar 1874
sejlede han til England, hvortil han ankom den 21. marts. Han havde nu påbegyndt
sin 4. mission.
I årene 1874 og 1875 besøgte præsident Smith kirkens grene i England og Skotland.
Han rejste også rundt i Frankrig, Schweiz, Tyskland og de skandinaviske lande. I

Side 102
efteråret 1875 blev han afløst, så han kunne vende hjem efter George A. Smiths død,
rådgiver til præsident Brigham Young.
I 1876 blev præsident Smith kaldet til at præsidere over kolonierne i Davis amt, Utah.
I april 1877 deltog han i indvielsen af St. George templet og kirkens årlige konference,
der blev afholdt samtidig. På konferencens anden dag, den 7. april, blev han igen kaldet
af præsident Young til at tage ledelsen over den europæiske mission. Præsident Young
fortalte ham, at det denne gang ville blive "en lang mission", men forsynet ville det
anderledes. Den 29. august 1877 døde præsident Young, og De tolv apostles Råd
sendte besked til præsident Smith om at vende hjem "så hurtigt som muligt".
Efter sin ankomst til Salt Lake City konfererede præsident Smith dagligt med
brødrene. De Tolv, som et kvorum, var nu kirkens ledende mænd med John Taylor
som præsident.
I efteråret 1878 blev Joseph F. Smith og Orson Pratt sendt på en mission til de
østlige stater "for at samle optegnelser og data vedrørende kirkens historie i den første
tid". Disse brødre ankom til Independence, Missouri den 6. september, og samme dag
besøgte de tempelgrunden. Samme aften fortsatte de til Richmond, Missouri, og den
følgende dag besøgte de David Whitmer, det sidste vidne til Mormons Bog, der stadig
var i live. Præsident Smith har efterladt en udmærket beretning om dette besøg; den er
for lang til at gengive her, men jeg vil benytte lejligheden til at citere et afsnit. Da Orson
Pratt spurgte David Whitmer: "Husker du, hvornår du så pladerne?" svarede han: "Det
var i juni 1829, allersidst på måneden, og jeg tror, de 8 vidner så dem den næste dag.
Joseph viste dem (de 8 vidner) selv pladerne. Vi så ikke blot pladerne til Mormons Bog,
men også messingpladerne ... Sagen er den, at det var som om Joseph, Oliver og jeg
sad lige her på en træstamme, da vi blev overskygget af et lys. Det var ikke som solens
lys eller ildens lys, men herligere og smukkere. Det strakte sig et stykke rundt om os,
jeg ved ikke hvor langt, men midt i lyset lige foran os, omkring så langt væk, som han
sidder (pegede på John C. Whitmer, der sad 1/2-1 m fra ham), viste der sig et bord,
hvorpå der lå mange optegnelser foruden Mormons Bogs plader; Labans sværd var
der også, samt vejviseren (den kugle, Lehi havde) og udtyderne. Jeg så dem lige så
tydeligt, som jeg ser denne seng (strejfede med hånden sengen, der stod ved siden af
ham), og jeg hørte Herrens røst så klart, som jeg har hørt noget i mit liv, erklære, at de
(pladerne) var oversat ved Guds gave og kraft."
Det er heldigt; at dette interview, et af de sidste som David Whitmer gav, blev bevaret
af Joseph F. Smith.
Mens brødrene var på denne rejse østpå, besøgte de Cumorah højen i New York,
Kirtland templet i Ohio, Far West i Missouri og andre steder af interesse. De vendte
tilbage til Salt Lake City den 28. september.
I mere end 3 år efter præsident Brigham Youngs død blev kirken ledet og styret af
De tolv apostles Kvorum. Søndag den 10. oktober 1880 blev det bekendtgjort for de
hellige, at Det øverste Præsidentskab var blevet reorganiseret med John Taylor som
præsident for kirken og George Q. Cannon og Joseph F. Smith som rådgivere. Dette
var bestemt en stor ære for disse 3 brødre. Det er værd at lægge mærke til, at både
George Q. Cannon og Joseph F. Smith havde mistet deres forældre i barndommen. De
havde arbejdet sig opad alene; og dog var de ikke alene, for de havde været ydmyge
og afhængige af Ham, der ikke lader sine trofaste børn i stikken.
Ved præsident Taylors forvaltnings komme påbegyndte regeringen en bitter og
ubarmhjertig kampagne imod udøvelsen af polygami. Edmunds lov, der blev vedtaget
af Kongressen i 1882, var yderst drastisk. Det blev forbudt Utahs indbyggere at have

Side 103
selvstyre. og de sidste deres hellige. der praktiserede flerkoneri, blev nægtet retten
til at stemme. Da præsident Joseph F. Smith havde være lydig overfor dette princip,
og da han var en af kirkens ledere, blev han øjeblikkelig eftersøgt af regeringens
embedsmænd. I oktober 1884 fik han besked om, at to udsendinge havde fået til
opgave at indstævne ham for anklagejuryen. Det var derfor nødvendigt for ham at "gå
under jorden", og de næste 7 år søgte regeringens embedsmænd efter ham - men
fandt ham ikke. I efteråret 1884 og vinteren 1884-1885 tilbragte han megen tid med
at besøge de helliges kolonier i det sydlige Utah, Colorado, Arizona, New Mexico og
Californien. I januar 1885 tog han sammen med sin hustru Julina og lille datter af sted
til Hawaiiøerne, hvor han havde tilsyn med missionens arbejde indtil juli 1887, da han
blev bedt om at vende hjem, fordi præsident John Taylor var alvorligt syg. Han ankom
til Kaysville, Utah den 18. juli og fik lov til at være sammen med præsident Taylor flere
dage før dennes død, der fandt sted den 25. juli.
De tolv apostles Råd påtog sig igen ledelsen af kirken med præsident Wilford
Woodruff i spidsen. Først den 5. april 1889 blev Det øverste Præsidentskab igen
reorganiseret. På dette tidspunkt valgte præsident Woodruff George Q. Cannon og
Joseph F. Smith som sine rådgivere. Præsident Smith var stadigvæk tvunget til at
forblive "under jorden", selv om kirken havde givet afkald på lærenem polygami, hvilket
blev fremsat i manifestet, udstedt af præsident Woodruff i oktober 1890. Det var
imidlertid ikke før september 1891, at De forenede Staters præsident gav amnesti til
Joseph F. Smith, så denne igen havde sin fulde frihed. Søndag den 17. september talte
han for første gang i 7 år til de hellige i Salt Lake Tabernaklet. "Det er en mindeværdig
dag for mig," sagde han, "og ord kan ikke udtrykke min taknemmelighed til Gud."
Hovedbegivenheden i de følgende år af præsident Woodruffs forvaltning var
indvielsen af Salt Lake templet den 6. april 1893. Det havde taget de hellige 40 år at
bygge denne smukke og imponerende bygning. Som dreng havde Joseph F. Smith
været vidne til, at hjørnestenene blev lagt, og nu da bygningen var færdig, var han til
stede som medlem af Det øverste Præsidentskab.
Den 2. september 1898 døde præsident Wilford Woodruff i San Francisco, hvortil
han var taget for at forsøge at genvinde sit helbred. Igen var kirkens øverste
Præsidentskab opløst, og ansvaret for at lede medlemmerne tilfaldt De tolv apostles
Kvorum med Lorenzo Snow i spidsen. Ved et møde for De Tolv den 13. september
blev Lorenzo Snow opretholdt som præsident for kirken, og som sine rådgivere valgte
han de samme mænd, der havde virket sammen med de to foregående præsidenter,
nemlig George Q. Cannon og Joseph F. Smith. Præsident Snow var 84 år gammel,
da han blev præsident for kirken. Han levede kun i 3 år til at udføre pligterne i dette
vigtige embede. Ved hans død den 10. oktober 1901 blev Joseph F. Smith præsident.
Denne vigtige handling blev foretaget ved at møde for De tolv Apostle, der blev afholdt
den 17. oktober.
V
Da Joseph F. Smith blev opretholdt som præsident for kirken, var der mindre end en
måned, til han fyldte 63 år. Han havde et godt helbred og var sund på sjæl og legeme;
det var en mand, der gennem oplæring. og erfaring var kvalificeret til denne høje stilling.
Han var den første af kirkens præsidenter, der var født af sidste dages hellige forældre,
der havde undervist ham i evangeliets lærdomme, og fra dem havde han arvet et stærk
og naturligt ønske om at være til gavn for Guds værk og at videreføre det gode navn,
som de havde velsignet ham med.

Side 104
Joseph F. Smith forvaltning som præsident for kirken var år med fremgang og
udvikling. Så tidligt som i 1906 var kirken fuldstændig renset for gæld, og pga. hans
og hans efterfølgeres gode ledelse er den blevet holdt fri af økonomiske forpligtelser
siden den tid. Hvor ofte under præsident Smiths forvaltning hørte de hellige ikke hans
råd lyde: "Kom ud af gæld, og bliv ude af gæld; pantsæt aldrig jeres hjem eller jeres
gårde." Hele livet igennem efterlevede han selv princippet med at "betale for tingene,
når du køber dem".
Der blev opført mange prægtige bygningsværker under præsident Smiths
forvaltning. Imellem dem er der bl.a. Biskoppens bygning, Hotel Utah, kirkens
kontorbygning og kirkens hospital, som alle ligger i Salt Lake City; endvidere Alberta
templet i Canada samt Hawaii templet. Ingen præsident siden Brigham Young havde
ledet et mere driftigt byggeprogram.
Præsident Smith havde en levende interesse for kirkens gamle historiske milepæle.
Mens han var præsident, sanktionerede han købet af profeten Joseph Smiths fødested
i Sharon, Vermont, Carthage fængslet i Illinois og familien Smiths gård i Palmyra, New
York. Man købte også en del af den originale tempelgrund i Independence, Missouri.
En af de historiske begivenheder i præsident Smiths forvaltning var opførelsen og
indvielsen af mindesmærket for Joseph Smith i Sharon, Vermont, hvilket fandt sted
den 23. december 1905 - 100-års dagen for profetens fødsel. Præsident Smith, hans
rådgiver Anthon H. Lund og et antal general autoriteter og venner rejste til Vermont
for at deltage i denne højtidelighed. Indvielsesceremonien fandt sted kl. 11 på denne
historiske dag, og præsident Smith opsendte bønnen. Da den åbenbarer nogle af hans
hjertes dybe følelser, vil jeg gengive nogle få afsnit af denne bøn: "Vor Fader, som er i
himlen! Helliget være dit hellige navn. Vi, dine tjenere og tjenerinder, der repræsenterer
Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige, er samlet her for at indvie dette mindesmærke
til minde om din tjener, Joseph Smith, det 19. århundredes store profet og seer, der
blev født til denne verden i nærheden af denne plet den 23. december 1805 - for 100
år siden. Det var gennem ham, vi modtog det evige evangelium, der blev åbenbaret til
ham af den evige Fader gennem Sønnen Jesus Kristus.
Med hjertet fuld af taknemmelighed til dig for dit evangeliums lys, det hellige
præstedømmes myndighed og ordinanserne til frelse for levende og døde, åbenbaret
gennem din tjener Joseph Smith, i kærlig erindring om ham og taknemmelige for det
privilegium at være til stede ved denne lejlighed, indvier vi den jord til dig, hvorpå
dette mindesmærke står, at den må være hellig. Vi indvier grundvolden, der er et
billede på den grundvold af apostle og profeter, du har lagt, med din Søn Jesus
Kristus som hovedhjørnesten. Vi indvier soklen som et typisk eksempel på den klippe
af åbenbaring, hvorpå din kirke er bygget. Vi indvier sokkelfladen med sin indskrift
som hensigtsmæssig for hele mindesmærket. Vi indvier dækstenen som et tegn på
den herlige krone, din tjener Joseph har sikret sig ved sin trofasthed overfor din sag,
og den lignende belønning, der vil pryde hovedet på hver eneste af hans trofaste
tilhængere. Vi indvier toppen som et symbol på den inspirerede Guds mand, du gjorde
til en sleben pil i din hånd, en mand, der genspejler himlens lys, nemlig dit herlige
lys, til menneskebørnene. Vi indvier hele mindesmærket som værende et tegn på
fuldendelsen af menneskehedens forløsning . . ."
Efter indvielseshøjtideligheden samledes præsident Smith og hans selskab i den
hytte, der var blevet opført omkring det Smithske hjems arnested. Her overrakte Anthon
H. Lund præsident Smith en urkæde og -kapsel "på Utah-gruppens vegne". Her følger
noget af præsident Smiths svar: "Jeg ved næppe, om jeg vover at sige noget. Det ville

Side 105
ikke være rigtigt af nogen i mit sted at sige mindre end, at langt mere end al den rigdom
og ære, verden kan skænke, påskønner jeg mine venners kærlighed og tillid - at vide,
at jeg er lidt værd, at jeg i det mindste i ringe grad er værdig til at eje gode mænds
og kvinders tillid og kærlighed. Selvfølgelig har mit hjerte været fuldt hele dagen. I går
da vi besøgte min fars og nogle af hans søskendes fødested, og jeg beskuede dette
barske land fyldt med bakker og slugter, kom den tanke til mig, at her i dette land
blev min slægt født, at vi måske krydser de samme veje og slugter og muligvis spiser
frugterne fra de samme træer, som vore forfædre spiste af 2-3 generationer tilbage,
også tanken om at indvie dette mindesmærke- (her blev præsidenten stærk bevæget,
han stemme skælvede af bevægelse, og hans øjne fyldtes med tårer, men med en
kraftanstrengelse fik han herredømmet over sig selv og fortsatte) - Mit hjerte er som
et barns. Det bliver nemt bevæget, især af kærlighed. Jeg kan meget lettere græde
af glæde end af sorg. Jeg formoder, at det måske i nogen udstrækning skyldes den
kendsgerning, at alle mine første minder var smertelige og sørgelige. Forfølgelserne
af profeten og medlemmerne i Missouri og i Illinois, profetens og min fars endelige
martyrdød, de helliges fordrivelse fra Nauvoo, enkernes og de forældreløses uddrivelse
af deres hjem, rejsen over sletterne de genvordigheder vi kom ud for, da vi koloniserede
Saltsødalen og forsøgte at opbygge et hjem der, mine oplevelser på sletterne, når jeg
stod vagt, vogtede kvæg og tog op i de snævre dale; og så i en alder af 15 år at blive
sendt på mission til Hawaiiøerne, så langt borte, tilsyneladende alene, uden far eller
mor og næsten uden slægtninge og venner - alt dette havde i min ungdom en tendens til
at gøre mig deprimeret. Men gennem Guds nåde har jeg haft styrke til at holde mig væk
fra dødssynder. Og når jeg nu oplever udtryk for mine søskendes tillid og kærlighed,
går det lige til hjertet . . ."
I 1906 foretog præsident Joseph F. Smith og nogle venner, hvilket også omfattede
min ærede far, Charles W. Nibley, en længere rejse til Europa og besøgte de sidste
dages hellige i Tyskland, Holland, Belgien, Schweiz, Frankrig og Storbritannien. På
tilbagevejen gjorde de ophold i Nauvoo og Carthage i Illinois og i Far West, Missouri
- historiske steder i kirkens første historie. Det var præsident Smiths første besøg i
Carthage fængslet, stedet, hvor hans far led døden. Han ville helst have holdt sig væk
fra denne bygning. Jeg var sammen med ham ved denne lejlighed og hørte ham sige
til min far: "Charley, jeg afskyr dette sted. Det virker oprivende på mig at komme her."
Fire gange under præsident Smiths forvaltning foretog han rejser til Hawaiiøerne.
Under besøget i 1915 indviede han en grund til et tempel i Laie. Ældste Reed Smoot(1),
der var sammen med ham, sagde følgende om denne begivenhed: "Jeg har hørt
præsident Smith bede hundreder af gange. Han har bevæget mig mange gange med
sin vidunderlige bønnens ånd og sine påkaldelser til vor himmelske Fader. Men aldrig
før i hele mit liv har jeg hørt en sådan bøn. Selve stedet syntes at være helligt, og
det var, som om han talte ansigt til ansigt med Faderen. Jeg hverken kan eller vil
glemme det, om jeg så lever i tusind år." Siden præsident Smiths første mission til
Hawaiiøerne, da han kun var en dreng, havde han udvist stor kærlighed til dette land
og dets indbyggere.
(1) Reed Smoot - 1862-1941, ordineret til apostel i 1900.
Under sin forvaltning foretog præsident Smith mange rejser til de afsides liggende
ward og stave. Han fandt fuldstændig glæde i sin omgang med sidste dages hellige ved
at besøge dem og belære dem om evangeliets principper. "Hvem kunne måle sig med
ham som forkynder af retfærdighed?" spurgte Charles W. Nibley. "Han var den største,
jeg nogensinde har hørt - stærk, mægtig, tydelig og bønfaldende. Det var fantastisk,
hvorledes ordene af levende lys og ild flød fra ham. Han var den fødte forkynder, og

Side 106
alligevel optrådte han ikke som en sådan. Han havde aldrig høje tanker om sine egne
gode egenskaber. Han var snarere i allerhøjeste grad ligefrem, åbenhjertig og naturlig;
og dog var der en værdighed over ham, der gjorde det muligt for alle og enhver at sige:
Her er en virkelig mand."'
Præsident Smiths yndlings-taleemner var for det første Jesu Kristi guddommelige
mission, og for det andet profeten Joseph Smiths guddommelige mission.
"Jeg ved, at min Forløser lever," sagde han ved en bestemt lejlighed. "Vi har alle
de beviser på denne storslåede og herlige sandhed, som verden har, dvs. alt det
den såkaldte kristne verden er i besiddelse af; og desuden har vi vidnesbyrdet fra
denne vestlige verdensdels indbyggere, som Frelseren viste sig for, og som han gav sit
evangelium, ligesom han havde givet det til jøderne. Foruden alle disse nye vidnesbyrd
og vidnesbyrdet i jødernes hellige skrifter har vi vidnesbyrdet fra vor tids profet, Joseph
Smith, der så Faderen og Sønnen og bar vidnesbyrd om dem til verden, og dette
vidnesbyrd blev beseglet med hans blod og er i kraft for verden i dag. Vi har vidnesbyrd
fra andre, der var vidne til Guds tilstedeværelse i Kirtland templet, da han viste sig for
dem der, samt vidnesbyrdet fra Joseph og Sidney Rigdon, der erklærer, at de var de
sidste vidner for Jesus Kristus. Derfor siger jeg igen, at jeg ved, at min Forløser lever;
for gennem disse vidners mund er denne sandhed blevet rodfæstet i mit sind. Foruden
disse vidnesbyrd har jeg Guds Ånds vidnesbyrd i mit eget hjerte, hvilket overgår alle
andre beviser, for det bærer vidnesbyrd til mig, til selve min sjæl, om min Forløser Jesu
Kristi eksistens."
Ved en anden lejlighed sagde præsident Smith følgende om profeten Joseph Smith:
"Jeg kendte profeten Joseph i min barndom. Jeg var en nær ven af huset, af hans
drenge og af hans familie. Jeg har siddet på hans knæ. Jeg har hørt ham forkynde
evangeliet. Jeg husker tydeligt at have været til stede i rådet sammen med min far,
profeten Joseph Smith og andre. Fra barndommen til ungdommen troede jeg, at han
var en Guds profet. Fra ungdommen og til i dag har jeg ikke blot troet, at han var
en profet, for jeg har vidst, at han var det. Med andre ord er min tro blevet erstattet
af min kundskab. Jeg husker at have set ham iklædt militæruniform i spidsen for
Nauvoolegionen. Jeg så ham, da han krydsede floden på vej tilbage fra sin påtænkte
rejse vestpå til Klippebjergene for i stedet at drage til sin martyrdød, og jeg så hans
og min fars livløse legemer, efter at de var blevet myrdet i Carthagefængslet; og jeg
har stadigvæk den tydeligste erindring om disse frygtelige dages uhygge og sorg. Af
hele mit hjerte tror jeg på det 19. århundredes profeters guddommelige mission, på
Mormons Bogs ægthed og på Lære og Pagters inspiration, og jeg håber til mine dages
ende at forblive trofast overfor Gud og mennesker og ikke at være falsk overfor mig
selv."
Joseph F. Smith fik dette ønske opfyldt. Han forblev trofast til sine dages ende.
Præsident Smiths sidste offentlige rejse, hvor han besøgte de hellige, blev foretaget
i efteråret 1917, da han sammen med nogle af De Tolv og andre ledende brødre kørte
til det sydlige Utah i bil og afholdt møder i de forskellige kolonier. Han rådede de hellige
til at betale deres tiende og offerydelser, at holde visdomsordet, at være trofaste mod
enhver pagt og forpligtelse og at holde sig gældfri.
Ved generalkonferencen i 1917 sagde han følgende om sit helbred: "Der er meget
andet, men jeg kan ikke fortælle jer det hele. Jeg begynder at føle, at jeg er ved at
blive en gammel mand eller snarere, en ung mand i et gammelt legeme. Jeg tror, jeg
er omtrent lige så ung i ånden som nogensinde før i mit liv. Jeg elsker i dag sandheden
mere end nogensinde, fordi jeg ser den mere klart; jeg forstår den bedre fra dag til dag

Side 107
gennem den tilskyndelse og inspiration fra Herrens Ånd, som er mig forundt; men mit
legeme bliver træt, og lad mig sige jer, at mit gamle hjerte af og til skælver betydeligt."
I januar 1918 led præsident Smith et alvorligt slag ved sin ældste søn Hyrum M.'s
død. Denne unge mand ville være fyldt 46 år, hvis han havde levet 2 måneder længere.
I nogle år havde han været medlem af De tolv apostles Kvorum. Da han var dygtig og
udviste fremragende lederevner, var det hans venners håb, at han ville leve længe, så
han kunne videreføre sin uforlignelige fars store arbejde - men sådan skulle det ikke
være. Tabet af denne søn tyngede præsidenten meget og svækkede hans helbred,
der i forvejen var på retur. Imidlertid fortsatte han med at arbejde på sine opgaver. Han
var til stede ved alle møderne til generalkonferencerne i april og oktober 1918. I sin
åbningstale ved den sidstnævnte gav han udtryk for sit hjertes følelser:
"I over 70 år har jeg arbejdet for denne sag sammen med jer og jeres forfædre, der
gennembrød vejen til disse bjergenes dale; og jeg står lige så ivrigt og urokkeligt på
jeres side i dag som nogensinde. Selv om mit legeme er svagt, er mit sind fuldstændig
klart mht. min pligt og de pligter og ansvar, der hviler på de sidste dages hellige; og
jeg er altid ivrig efter Herrens værks fremgang og medlemmerne af Jesu Kristi Kirke
af Sidste Dages Helliges fremgang over hele verden. Jeg er så ivrig og oprigtig som
nogensinde i mit ønske om, at Zion skal gå fremad, og at Herren vil støtte sit folk og
højne dem i sine øjne og i verdens intelligente menneskers kundskab og forståelse."
Den 10. november 1918 - 17-års dagen for den dag, da han var blevet opretholdt
som præsident for kirken, og 3 dage før hans 80-års fødselsdag - talte han til de
familiemedlemmer, der var mødt op for at vise ham ære.
"Jeg kan ikke lade være med at tænke lidt over den kendsgerning, at jeg for over 60
år siden måtte drage ud i verden uden far eller mor; kun en bror levede, og han var slet
ikke som jeg, vi var meget forskellige; desuden havde jeg 4 søstre. Min bror er død, og
det er 3 af mine søstre også, så der er kun en tilbage. Uden noget at begynde med i
verden, bortset fra min mors eksempel, kæmpede jeg mig fremad gennem vanskelige
erfaringer i ungdommen ... og jeg måtte være forsigtig og holde øje med mine ord og
handlinger så at sige, af frygt for at jeg skulle gøre noget, der ville formindske min
anseelse og drage min ære og mit ord i tvivl. Hvis der er noget her på jorden, jeg har
forsøgt at gøre mere end noget andet, er det at holde mit ord og mine løfter og ærligt
udføre det, jeg havde pligt til at gøre."
Søndag den 17. november, ugen efter dette familiemøde, fik præsident Smith et
anfald af lungehindebetændelse. Dagen efter blev han ramt af lungebetændelse, og
tirsdag morgen, den 19. november 1918, døde han roligt og fredeligt. Jesu Kristi Kirke
af Sidste Dages Hellige havde mistet en af sine største ledere.
På grund af den store influenzaepidemi, der rasede i landet på det tidspunkt,
præsident Smith døde, blev der ikke afholdt nogen offentlig begravelse. Ved andagten,
der blev afholdt ved graven den 22. november, var præsident Heber J. Grant
hovedtaleren. Charles W. Penrose opsendte indvielses og afslutningsbønnen.
VI
Her følger en kort oversigt over præsident Heber J. Grants ord ved graven:
"Jeg bifalder af hele mit hjerte hvert ord, der er blevet sagt her af præsident Joseph
F. Smiths ven gennem hele livet, biskop Charles W. Nibley. Intet sted i verden bliver
mennesker så nært knyttet til hinanden som i missionsmarken, hvor de arbejder uden
penge eller nogen anden form for løn på at bringe livets og frelsens evangelium ud
til dem, der ikke kender sandheden; og det var under deres virke som missionærer i

Side 108
den europæiske mission, at et venskab blev knyttet mellem præsident Smith og biskop
Nibley, og det har været så varigt og stærkt, tror jeg, som noget venskab kan være
mellem to mænd i kirken. (På dette tidspunkt læste præsident Grant to digte, der
passede til lejligheden - det første hed "Elsket af alle" og var skrevet af Eliza R. Snow;
det andet hed "En virkelig mand", og var af Edgar A. Guest. Derefter fortsatte præsident
Grant).
Jeg blev nært knyttet til præsident Smith, før jeg var 21 år, og i 36 år har jeg været
sammen med ham, først da han var rådgiver, og senere da han var præsident for
kirken. I alle disse år har jeg aldrig kendt noget i hans liv, hverken ord eller handling,
der ikke var en virkelig mand værdig. Jeg kan sige med fuldstændig oprigtighed: Han
var den slags mand, jeg gerne vil være.' Når jeg står her ved hans grav, ønsker jeg
mere, end ord kan udtrykke, at få kraft og evne til at være lige så venlig, hensynsfuld,
tilgivende, modig, ædel og trofast og virkelig at gå i hans fodspor. Jeg kunne ikke ønske
mig noget bedre.
Må Gud velsigne og trøste hans sørgende familie. Må de følge hans eksempel, og
hvis de vil gøre det, vil de mødes med ham og bo sammen med ham for evigt. Intet
menneske, der har levet, har haft et stærkere vidnesbyrd om den levende Gud og vor
Forløser, end Joseph F. Smith havde. Lige fra min tidligste barndom har han begejstret
min sjæl med det vidnesbyrd, som han har båret til alle dem, han kom i kontakt med,
idet han bar vidnesbyrd om, at han vidste, at Gud lever, og at Jesus er Kristus, den
levende Guds Søn og verdens Forløser. Selve den inspirationens ånd, der var med
denne mand, vandt indpas i mit hjerte og i mange andres hjerter. Jeg holdt af Joseph
F. Smith, som jeg aldrig har holdt af nogen anden mand, jeg nogensinde har kendt.
Må Gud velsigne hans minde. Må han trøste familien og hjælpe dem og hver eneste
af os til at være tro mod hans ædle eksempel på retskaffenhed, hengivenhed, mod
og kærlighed til Gud og vore medmennesker; og må vi især være lige så venlige og
hensynsfulde mod dem, Gud har givet os, som han var det imod sin familie, det beder
jeg om i Jesu navn. Amen."
VII
Få måneder efter præsident Smiths død gav min far, Charles W. Nibley, ham følgende
hyldest i en artikel, der blev offenliggjort i Improvement Era:
"I foråret 1877 blev jeg kaldet til at ledsage præsident Smith på en mission til Europa.
Jeg blev kaldet af ham til at arbejde med forretningsanliggender på kontoret i Liverpool,
England, og fra dette tidspunkt og indtil hans død tror jeg, at jeg har haft hans personlige
tillid mere end nogen anden mand på jorden. Når jeg nu ser tilbage på det hele, kan
jeg se, hvilken skat, hvilken velsignelse, hvilken gunst fra den Almægtige det har været
for mig.
Særligt i de sidste 11 år har jeg rejst sammen med ham næsten konstant, når han
er taget hjemmefra. Jeg har været sammen med ham på 3 forskellige ture til Europa,
inklusive ovennævnte missionærtur, og desuden på 4 ture til Hawaiiøerne. Overalt
og ved enhver lejlighed har jeg konstateret, at han var den samme storslåede, tapre,
trofaste, ædle og fortrinlige leder, så ligefrem og naturlig, så fuldstændig demokratisk
og fordringsløs.
Jeg husker en lille rørende begivenhed, der fandt sted på vor første rejse til
Hawaiiøerne. Da vi lagde til ved kajen i Honolulu, var en mængde af de indfødte
hellige ude med deres kranse, der var lavet af forskellige blomster i alle mulige farver.
Vi var belæsset med dem, og han havde naturligvis flere end nogen anden. Det

Side 109
kendte hawaiianske orkester var der og spillede til velkomst, som det ofte gør, når der
ankommer dampskibe. Men ved denne lejlighed havde borgmesteren givet orkesteret
besked om at gå op til "mormonernes" mødehus og der spille udvalgte stykker under
de festligheder, som de indfødte havde arrangeret. Det var smukt at se den dybe
kærlighed og varme hengivenhed, disse mennesker nærede for ham. Midt i det hele
lagde jeg mærke til, at en stakkels, gammel, blind dame - vaklende under byrden af
ca. 90 år - blev ført ind. Hun havde et par bananer af udsøgt kvalitet i hånden. Det var
alt, hvad hun havde - hendes offer. Hun kaldte: "Iosepa, Iosepa" (det hawaiianske ord
for Joseph). Straks da han så hende, løb han hen til hende, tog hende i sine arme og
omfavnede og kyssede hende igen og igen, strøg hende over håret og sagde: Mor,
mor, min kære mor.'
Og med tårerne strømmende ned ad kinderne vendte han sig imod mig og sagde:
Charlie, hun passede mig, da jeg som dreng var syg og ikke havde nogen til at tage
sig af mig. Hun tog mig ind og var som en mor for mig.'
Åh, det var rørende - det var gribende. Det var smukt at se denne store, ædle sjæl i
kærlig og øm ihukommelse af den godhed, der blev vist ham for mere end 50 år siden;
og den stakkels, gamle sjæl, der havde bragt sin kærlighedsgave - et par bananer - det
var alt, hvad hun havde at give - til sin elskede Iosepa!
På disse sørejser havde vi mange ledige stunder, og vi fordrev ofte et par timer med
at spille dam. Han var dygtig til at spille dam, meget bedre end jeg. Han kunne faktisk
slå mig 4 ud af 5 gange, men ind imellem når jeg spillede mere forsigtigt, og han var
mere skødesløs, kunne jeg slå ham. Hvis han var godt i gang med at slå mig, og jeg
gjorde et forkert træk og straks kunne se, at jeg havde flyttet den forkerte brik, kunne
han give mig lov til at flytte den tilbage, hvis jeg øjeblikkelig bemærkede det; hvis jeg
derimod havde slået ham i et par spil og så ville sætte fingeren på en brik for at flytte
den tilbage - selv om jeg også gjorde det øjeblikkeligt - kunne der lyde et højt råb fra
ham, på den positive måde, der var karakteristisk for ham: Nej, det gør du ikke, du
lader den blive, hvor den er.' Det er i sådanne små episoder, vi viser den menneskelige
side af vor natur.
Han var også altid påpasselig med sine udgifter. Han afskyede gæld, og jeg har
aldrig kendt noget menneske, der så prompte betalte en obligation til den sidste øre.
Han kunne ikke hvile, før kirken var ude af gæld, og selv om hundreder af planer,
og mange af dem ekstra gode planer, blev forelagt ham, og som uden tvivl ville have
betydet større velstand for kirken, satte han sig resolut imod gæld og ville ikke under
nogen forhold eller omstændigheder implicere kirken på denne måde. Heller ikke i sine
egne personlige anliggender ville han lade sig involvere i gæld, men holdt ihærdigt fast
ved det gamle motto: Betal for det, du køber, når du køber det.'
Mange af de ældre medlemmer, der stadigvæk er i live, kan huske, at han for 40
år siden eller endog mindre blev betragtet som en radikal, og mange rystede dengang
på hovedet af ham og sagde: Hvordan skal det gå, hvis denne glødende radikaler
nogensinde bliver kirkens præsident?' Men fra det tidspunkt, han blev præsident for
kirken og endog før, blev han et af de mest tolerante mennesker - tolerant overfor
andres meninger; og mens han ville fordømme synd med en så retfærdig vrede, som
man sjældent ser i noget menneske, ville han vise barmhjertighed og medlidenhed
imod den stakkels synder, ja endog tilgivelse, hvis der blev vist oprigtig omvendelse.
Ingen var mere rede end han til at tilgive og glemme.
Han holdt af en god historie og en god vittighed, og havde let til latter. Han ville
ikke finde sig i tarvelige historier, men havde et fint anstrøg af humor, og han kunne

Side 110
fortælle om oplevelser fra sin barndom og ungdom og underholde folkeskaren omkring
sig, som kun få mennesker var i stand til det.
Jeg har aldrig kendt noget menneske, der var mere systematisk i alt sit arbejde
end han. Hvert eneste brev, han modtog, skulle påtegnes af ham med dato og andre
oplysninger, og det blev så omhyggeligt arkiveret. Han kunne ikke fordrage uorden.
Alting i forbindelse med hans arbejde var ordentligt. Han kunne pakke sin kuffert og
arrangere og udglatte hvert eneste klædningsstykke, således at der kunne være mere
i den, og den ville være bedre pakket, end hvis nogen anden havde gjort det. Hans
klæder var også altid rene.
Han var en meget ihærdig arbejder og tænkte aldrig på at spare sig selv. Man kunne
gå op til hans kontor i Beehive huset næsten hver eneste aften, når han var rask, og
finde ham i færd med at skrive breve eller i gang med andet arbejde. Måske havde en
kær gammel sjæl skrevet et personligt brev til ham, og han kunne sidde oppe til sent
om aftenen for at besvare det personligt. Han arbejdede faktisk for hårdt og skadede
uden tvivl sit stærke helbred.
Han var ligeglad med mad og bekymrede sig ikke om, hvad han spiste, og hvornår
han spiste. Hans levevis var yderst almindelig og enkel. Han kom sjældent i seng før
midnat, og konsekvensen var, at han ikke fik tilstrækkelig søvn og hvile.
Han holdt meget af musik og elskede at synge Zions sange.
Hans kærlighed til børn var ubegrænset. Sidste år foretog vi en rejse ned gennem
de sydlige kolonier til St. George og tilbage, og når flokke af små børn blev vist frem
for ham, var det smukt at se, hvordan han forgudede disse små. Det var min pligt at
forsøge at sætte gang i selskabet igen, så vi kunne få tid til den næste koloni, hvor
skarerne ventede på os, men det var en vanskelig opgave at trække ham bort fra de
små børn. Han ønskede at give dem alle hånden og tale med hver enkelt af dem.
En gang imellem kom der en hen til ham og sagde: Præsident Smith, jeg tror, jeg
er en slægtning til dig.' Så vidste jeg, at der ville blive endnu 10 minutters forsinkelse,
for hans store hjerte, der følte med enhver slægtning, såvel som med små børn, kunne
ikke rives hurtigt bort fra nogen, der påstod at være i familie med ham.
Jeg har besøgt hans hjem, når et af hans små børn havde det dårligt. Jeg har set
ham komme træt hjem fra arbejde om aftenen, hvilket var ret naturligt, og alligevel
kunne han gå frem og tilbage over gulvet med den lille i armene i timevis, kæle for
barnet, vise det sin kærlighed og opmuntre det på enhver tænkelig måde og med en
sådan ømhed, medlidenhed og hengivenhed, som ikke engang en mor ud af tusinde
ville gøre.
Selv om han var en nøgtern og fremgangsrig forretningsmand, har meget få i denne
uddeling været mere begavet med åndelig forståelse end han. Da vi for nogle år siden
var på vej hjem med toget fra en rejse østpå og var lige øst for Green River, så jeg ham
gå ud bagest i vognen på platformen for straks efter at vende tilbage, tøve et øjeblik og
så sætte sig ned på sædet lige foran mig. Han havde lige sat sig, da der skete noget
med toget. En brækket skinne havde været skyld i, at lokomotivet var kørt af sporene
og havde trukket de fleste af vognene med sig. I sovevognen blev vi væltet rundt, men
vognen blev på skinnerne.
Præsidenten fortalte mig straks, at da han var gået ud på platformen, havde han
hørt en stemme sige: Gå ind og sæt dig ned.'
Han gik ind, og jeg bemærkede at han et øjeblik stod tøvende, men så satte sig ned.

Side 111
Han fortalte videre, at da han var kommet ind og stod i midtergangen, tænkte han:
"Åh pyt, det er nok bare min fantasi" men så hørte han røsten igen: Sæt dig ned,' og
han satte sig straks, og resultatet var, som jeg allerede har fortalt.
Han ville utvivlsomt være kommet alvorligt til skade, hvis han var blevet ude på
platformen, da vognene blev presset temmelig meget sammen. Han fortalte: Jeg har
hørt denne røst mange gange i mit liv, og jeg har altid draget fordel af at adlyde den.'
Ved en anden lejlighed holdt han en længere tale for de tilstedeværende ved en
fest, der blev afholdt i hr. og fru A. W. McCunes fornemme hjem. Han sagde, at da en
bestemt bror, der var blevet kaldet til et ansvarsfuldt embede i kirken, var blevet udvalgt
til denne stilling, havde han aldrig mere tydeligt og klart hørt den åndelige stemme
fortælle ham, hvad han skulle gøre, end han havde ved henvisningen til denne mand,
der skulle kaldes til det bestemte embede.
Han levede i nær forbindelse med Herrens Ånd, og hans liv var så eksemplarisk og
rent, at Herren let kunne tilkendegive sig for sin tjener. Han kunne virkelig sige: Tal,
Herre, din tjener hører!' (1 Sam. 3:9) Ikke enhver tjener kan høre, når han taler. Men
præsident Smiths hjerte var afstemt efter de celestiale melodier - han kunne høre, og
han gjorde det.
Hvad skal jeg sige om det storslåede og herlige værk, han har udført ved at
opfostre den store og prægtige familie, han efterlader sig? Hvilken ædel' gerning for et
menneske! Kun et menneske med en ædel sjæl kunne have gjort det. Er det ikke godt
for kirken, for staten og for nationen, når man opfostrer en god familie og en stor familie
af gode borgere, gode mænd og kvinder- er det ikke noget af det mest guddommelige
arbejde, man kan udføre i denne verden? Den, der tænker sig om og går dybt nok ind
i dette spørgsmål, vil forstå, at her er et værk, som ikke blot er udført af en stor mand,
men af en vordende gud. Hele kirken kan være stolt af retfærdiggørelsen af dette store
princip, som han med så stor succes har udarbejdet. Ingen almindelig mand kunne gøre
det. Lykkelig er den hustru, der kan kalde ham ægtemand. Lykkelige og velsignede
er de børn, der kalder ham far. Aldrig var noget menneske mere rent og retskaffen
af karakter end han. Han blev stillet overfor alle mulige former for tøjlesløshed, men
forblev urokkelig som et bjerg. Salige er de rene af hjertet' (Matt. 5:8); og han hørte til
blandt de reneste - han skal se Gud.
Der står skrevet, at en virkelig stor mand kendes på det antal mennesker, han
elsker og velsigner, og på det antal mennesker, der elsker og velsigner ham. Hvis man
dømmer ham alene på dette grundlag, hvor findes da hans lige i hele verden!
Jeg kan sige om Joseph F. Smith, som Carlyle(1) sagde om Luther(2), at han virkelig
var en stor mand, Stor i intellekt, i mod, i hengivenhed og retskaffenhed. Stor, ikke som
en udhugget obelisk, men som et bjerg i Alperne.' Intet hjerte har nogensinde banket
mere oprigtigt for hvert af manddommens, retfærdighedens og barmhjertighedens
principper end hans; dette store hjerte, indesluttet i hans ædle legeme, gjorde ham
til den største, den modigste, den mest følsomme, den reneste og bedste af alle de
mænd, der var på jorden i hans tid.
(1) Carlyle, Thomas - (1795-1881), skotsk essayist og historiker.
(2) Luther, Martin - (1483-1546), tysk reformator.
Hans liv var ædelt, og elementerne var kombineret således i ham, at Naturen kunne
rejse sig ø og sige til hele verden: Her var en virkelig mand!"'

I
Syvende præsident
Heber J. Grant (1856-1945)
Side 112
Blandt dem, der fulgte Brigham Young på vandringen vestpå i 1847, var der en
ung mand ved navn Jedediah M. Grant; han var 31 år gammel og var høj, rank og
udholdende. Det var en mand fuld af brændende nidkærhed for den religion, han havde
antaget. Dag efter dag fortsatte denne ivrige tilhænger af Jesu Kristi Kirke af Sidste
Dages Hellige sin besværlige rejse mod det nye indsamlingssted i Saltsødalen. Han
blev ramt af frygtelige tragedier på vejen. Først døde hans lille datter Margaret og blev
begravet i en beskeden grav. Derefter blev hans hustru, Caroline - ude af stand til
at klare rejsens strabadser - syg og døde. Jedediah ville nødig efterlade hende på
præriens ødemarker og i rovdyrenes vold. Han lavede derfor en simpel kiste, som han
spændte fast til sin vogn, og bragte hendes legeme med til Salt Lake City, hvor det
kunne blive begravet i sikkerhed. Men til trods for alle hans prøvelser og trængsler blev
hans iver for religionen dog ikke mindre. Den voksede snarere med årene, og han blev
en af Brigham Youngs tapreste medhjælpere.
Den 19. januar 1851 blev Jedediah M. Grant valgt til at være Salt Lake Citys første
borgmester, og den 7. april valgte præsident Brigham Young ham til stillingen som
andenrådgiver i kirkens øverste præsidentskab. Året efter giftede Jedediah sig med
Rachel Ridgeway Ivins, en smuk og kultiveret kvinde. De fik en søn den 22. november
1856, som de gav navnet Heber Jeddy.
Jeg udspurgte engang præsident Heber J. Grant om hans ivrige og dygtige far.
Han svarede: "Jeg har aldrig kendt min far. Han døde 9 dage efter, at jeg blev født"
Han fortalte endvidere, at hans far ved at stå op i vinternætterne for at passe sin
hustru og sin lille søn havde pådraget sig en alvorlig forkølelse, der snart slog over i
lungebetændelse. Den 1. december 1856 døde Jedediah - få måneder efter sin 40-års
fødselsdag. Fra dette øjeblik klarede enken og hendes søn sig alene.
Heber J. Grant levede et normalt barns liv i Salt Lake City. Han fortæller selv om
følgende episode, der fandt sted i hans barndom, og som giver os et billede af to
af kirkens præsidenter - den store pionerpræsident, Brigham Young og drengen, der
"hagede sig fast" i hans slæde.
"I vinteren 1862, da jeg var omkring 6 år gammel," fortæller præsident Grant, "var
det meget fint slædevejr, og da jeg ikke havde nogen mulighed for at køre i hestetrukket
slæde dengang, da ingen i vor familie ejede en slæde eller heste, plejede jeg ofte
ligesom de andre drenge at løbe ud på gaden og hage mig fast bagi nogle af de slæder,
der kørte forbi vort hjem, og efter at have kørt med et lille stykke sprang jeg af og løb
tilbage.
Ved en sådan lejlighed kom jeg op på den slæde, der tilhørte præsident Brigham
Young, og som alle, der kendte ham, ved, holdt han meget af et fint forspand og kunne
lide at køre temmelig hurtigt. Jeg opdagede derfor, at vi strøg af sted med en sådan
fart, at jeg ikke turde springe af, og efter at have kørt i nogen tid begyndte jeg at fryse.
Præsident Young, der tilfældigvis lagde mærke til, at jeg hagede mig fast til hans slæde,
råbte straks: Broder Isaac, stands!' Derpå sendte han sin kusk ud for at løfte mig op
og pakke mig godt ind i tæpperne på forsædet. Præsident Young ventede i nogen tid,
før han sagde noget til mig, men endelig spurgte han: Har du fået varmen?' og da jeg
svarede "ja", spurgte han mig, hvad jeg hed, og hvor jeg boede. Derpå talte han meget
venligt til mig; han fortalte mig, hvor meget han havde holdt af min far, og hvilken god

Side 113
mand han var, og han udtrykte det håb, at jeg ville blive lige så god som min far. Vor
samtale sluttede med, at han inviterede mig til at komme op på hans kontor en dag
og få en sludder med ham. Dette gjorde jeg kort efter, og fra denne dag hvor jeg som
dreng lærte præsident Young at kende, blev jeg altid budt hjerteligt velkommen, når
jeg besøgte ham på hans kontor eller i hans hjem, og jeg lærte ikke blot at respektere
ham og nære ærbødighed for ham, men også at elske ham med en hengivenhed, der
er beslægtet med den, jeg forestiller mig, jeg ville have følt for min egen far, hvis jeg
havde fået lov til at kende en fars kærlighed og gengælde den."
Jedediah M. Grants enke tjente til livets ophold ved at sy og tage pensionærer,
mens Heber var dreng, og kun ved at være yderst sparsommelig var hun i stand til
at få det til at løbe rundt. Der var et nært kammeratskab mellem moderen og hendes
lille søn, og hun skulle blive den mest betydningsfulde indflydelse ved opbygningen af
hans karakter. "Hun ville komme Herren så nær i sine bønner," beretter hendes søn,
"at de var en vidunderlig inspirationskilde for mig fra barndommen til manddommen!"
Hun havde tiltro til sin lille dreng, og hun lærte ham, at han ikke blot ville få succes i
forretningsverdenen, men at han også ville blive en leder i kirken. Hun ville tage sig af
ham nu, og senere ville han være i stand til at sørge for hende. En så opmuntrende
indflydelse fik drengen, Heber Jeddy Grant, fra sin ædle mor.
Som årene gik, følte drengen selv dette dybt rodfæstede ønske om at vinde i livets
kamp i enhver henseende. Han havde et naturligt ønske om at udmærke sig og komme
frem i verden. Han beretter følgende om sine erfaringer i baseball:
"Da jeg var enebarn, opdragede min mor mig meget omhyggeligt; jeg voksede
faktisk mere eller mindre efter samme princip som en drivhusplante, der vokser sig
lang og ranglet', men ikke stærk. Jeg lærte at feje og at vaske op, men jeg kastede
ikke ret meget med sten og dyrkede kun lidt de sportsgrene, der er interessante og
tiltrækkende for drenge, og som udvikler deres fysiske legeme. Når jeg derfor deltog i
en baseballkamp(1), var drengene på min egen alder og de lidt ældre blandt de første
92; de, der var yngre end jeg, spillede på 2. reservehold, og de endnu mindre på 3.
reservehold, og dem spillede jeg sammen med. En af grundene til dette var, at jeg
ikke kunne kaste bolden fra den ene base til den anden; en anden grund var, at jeg
manglede fysisk styrke til at løbe eller slå godt. Når jeg samlede en bold op, råbte
drengene sædvanligvis: Kast den herover, dit pjok!' Mine kammerater morede sig så
meget på min bekostning, at jeg højtideligt aflagde det løfte, at jeg en dag ville spille
baseball på det hold, der ville vinde mesterskabet for Utah territoriet.
(1) Baseball har fået navn efter de 4 baser på en udstrakt, flad, diamantformet
spillebane. Det almindelige udstyr består af en hård bold, boldtræ og polstrede
handsker. Et spil bliver spillet af to hold, der hver består af 9 spillere. For at score et
point skal en spiller ramme bolden, når den bliver kastet til ham, og løbe rundt om alle
baserne. Et spil består af 9 halvlege. En halvleg betyder, at begge hold har været inde
som slåere. En spiller er "død", hvis han rammer bolden, og det andet hold griber den,
før den rammer jorden, hvis han bliver ramt af bolden, mens han løber fra den ene
base til den anden, eller hvis han ikke rammer bolden én gang ud af 3 forsøg. Når der
er 3 døde' på et hold, kommer det andet hold ind som slåere. Det hold, der har flest
points efter 9 halvlege, har vundet.
(2) De første 9 er de regulære spillere på et baseballhold; de næste 9 og et tredje
hold på 9 er reservespillerne.
Min mor havde pensionærer boende på dette tidspunkt for at tjene til livets ophold,
og jeg pudsede deres sko, indtil jeg havde sparet en dollar sammen, som jeg købte en

Side 114
baseball for. Jeg tilbragte mange timer med at kaste bolden efter naboens lade, (Edwin
D. Wolleys), hvad der fik ham til at omtale mig som den dovneste dreng i 13. ward.
Ofte gjorde det så ondt i min arm, at jeg næsten ikke kunne falde i søvn om aftenen.
Men jeg blev ved med at øve mig og kom til sidst til at spille på det hold, der vandt
mesterskabet for Utah territoriet. Da jeg således havde holdt det løfte, jeg havde givet
mig selv, trak jeg mig tilbage fra baseballarenaen."
Der kunne gives andre eksemplar på denne unge mands evne til at nå det,
han havde sat sig for. Han havde en brændende lyst til at se forestillingerne i Salt
Lake teatret, men ingen penge til at købe billetter for. Mange år senere, da han
blev præsident for Salt Lake teater, beskrev han på humoristisk vis sine vellykkede
bestræbelser for at få adgang til galleriet.
",Den høje dreng', galleriets vandbærer mod det privilegium at komme ind, var jeres
ydmyge tjener, og når den tørstige forsamling på 3. balkon havde tømt den 20 liters
petroleumsdunk, der blev benyttet som vandspand, og jeg måtte gå over vejen til den
nærmeste brønd på den anden side af Social Hall for at fylde den, ønskede jeg ofte,
at tilskuerne på øverste balkon havde slukket tørsten, før de nåede teatret. Mange år
senere, da jeg var præsident for Salt Lakes teaterselskab og sad i min loge og kiggede
op på 3. balkon, tænkte jeg ofte på, den høje dreng', der bar vand til disse tilskuere, og
mine tanker gik tilbage til dengang, da han også viste sig på Salt Lake teatrets scene
som et af negerbørnene i Onkel Toms hytte'(1)"
(1) Et skuespil efter Harriet Beeeher Stowes roman af samme navn.
"Jeg har ikke erfaret noget i livets kamp," skrev præsident Heber J. Grant for mange
år siden i et af Improvement Era's første numre, "der har været mere værdifuldt for
mig end det at udføre hver dags pligt efter bedste evne; og jeg ved, at de unge mænd,
der gør dette, vil være bedre udrustede til morgendagens arbejde." For at illustrere
dette punkt fortalte han derefter om en af sine første erfaringer i Salt Lake Citys
forretningsverden.
"Da jeg var ung og gik i skole, udpegede man en mand for mig, der førte bøgerne i
Wells, Fargo og Co.'s bank i Salt Lake City, og man sagde, at han havde en månedsløn
på 150 dollars. Jeg husker tydeligt, at jeg regnede ud, at han tjente 6 dollars om
dagen - søndagene ikke iberegnet - hvilket for mig var et enormt beløb. Selv om jeg
endnu ikke havde læst Lord Bulwer Lyttons(2) inspirerende ord, drømte jeg alligevel
om at blive bogholder og at arbejde for Wells, Fargo & Co., og øjeblikkelig meldte jeg
mig til bogholderiklassen på Deseret University i det håb en dag at tjene det, jeg på
daværende tidspunkt mente, var en uhyre sum.
(2) (1803-1873) - Engelsk forfatter og statsmand.
Jeg citerer med fornøjelse Lord Bulwer Lytton: Hvad et menneske har brug for, er
ikke talent, det er et formål, ikke magten til at opnå noget, men viljen til at arbejde.'
Resultatet var, at jeg nogle år senere sikrede mig en stilling som bogholder og
assistent på et forsikringskontor. Selv om jeg kun var 15, havde jeg en pæn håndskrift,
og det var alt, hvad der var nødvendigt for på tilfredsstillende måde at udfylde den
stilling, jeg på daværende tidspunkt havde. Alligevel var jeg ikke fuldstændig tilfreds,
men fortsatte med at drømme og "grifle", når jeg ikke var optaget på anden måde.
Jeg arbejdede i den forreste del af A. W. White & Co.'s bank, og når jeg ikke havde
travlt, tilbød jeg at hjælpe med bankens arbejde og at gøre hvad som helst for at være
beskæftiget, idet jeg aldrig tænkte på, om jeg ville få betaling for det eller ej, men blot
havde et ønske om at arbejde og lære. Hr. Morf, bankens bogholder, skrev smukt og
gjorde sig den ulejlighed at hjælpe mig i mine bestræbelser for at blive dygtig til at

Side 115
skrive. Jeg lærte at skrive så smukt, at jeg ofte tjente mere før og efter arbejdstid ved
at skrive kort, invitationer, osv. samt tegne landkort, end jeg tjente ved at arbejde på
forsikringskontoret. Nogle år senere fik jeg ved territoriets marked overrakt et diplom for
den fineste skrivekunst i Utah. Da jeg ville arbejde på egen hånd, var der en ledig stilling
på universitetet som lærer i skrivekunst og bogføring, og for at opfylde det løfte jeg
som 12-13-årig havde givet mig selv, at jeg en dag ville undervise i disse fag, søgte jeg
stillingen. Jeg blev antaget og havde således opfyldt min forpligtelse overfor mig selv.
,Opgiv aldrig håbet' har været en af ledestjernerne i mit liv.
Da jeg var 19, førte jeg bøger og virkede som forsikringsassistent for hr. Henry
Wadsworth, fuldmægtigen for Wells, Fargo & Co. Min tid var ikke helt besat. Jeg
arbejdede ikke for selskabet, men for fuldmægtigen personligt. Jeg gjorde det samme,
som jeg havde gjort i hr. Whites bank-tilbød at arkivere en masse bankbreve osv. og
at føre et sæt bøger for Sandy Smelting Co., som hr. Wadsworth førte personligt.
Det behagede hr. Wadsworth så meget, at han ansatte mig til at foretage
opkrævninger for Wells, Fargo & Co., og han betalte mig 20 dollars om måneden for
dette arbejde tillige med min faste løn på 75 dollars fra forsikringsselskabet. Jeg var
således ansat hos Wells, Fargo & Co., og en af mine dagdrømme var blevet en realitet.
Da det blev nytårsaften, sad jeg ret sent på kontoret og skrev visitkort. Hr.
Wadsworth kom ind og bemærkede elskværdigt, at forretningen gik godt, og at en god
ting sjældent kommer alene, eller noget i den retning. Han henviste til, at jeg havde ført
bøgerne for Sandy Smelting Co. uden at få løn for det og kom med flere komplimenter,
der gjorde mig meget glad. Derpå gav han mig en check på 100 dollars, der dobbelt
opvejede alt mit ekstra arbejde. Men den tilfredshed, jeg følte ved at have vundet min
arbejdsgivers gode vilje og tillid, var langt mere værd for mig end to gange 100 dollar."
Før Heber J. Grant var 20 år gammel, købte han for 500 dollars retten til
at benytte navnet på hr. Wadsworths forsikringsagentur for at skabe tillid til sine
forretningsaktioner med andre. Hr. Wadsworth var blevet forfremmet til afdelingsleder
for Wells-Fargo Bank i San Francisco. For at kunne rejse dette beløb måtte han optage
et prioritetslån i sin mors hus. Det er imidlertid ikke nødvendigt at fortælle, at dette lån
snart var tilbagebetalt.
Den unge Heber J. Grants foretagsomhed i forretningsanliggender vakte præsident
Brigham Youngs opmærksomhed. Da han var 20 år gammel, fik han stillingen som
vice-kasserer for Zion's Savings Bank and Trust Co., der få år tidligere var blevet
oprettet af præsident Young. For at gøre sig kvalificeret til sin nye stilling måtte Heber
finde en, der ville kautionere for ham, og i denne forbindelse fortæller han en interessant
historie:
"Jeg måtte stille en garanti på 25.000 dollars for min ærlighed. Jeg gik op til
præsident Brigham Youngs kontor, og i det øjeblik han åbnede døren med sin
slængkappe over armen, sagde jeg: Præsident Young, som du ved, blev jeg forleden
valgt til vice-kasserer for Zion's Savings Bank and Trust Co., og de forlanger, at der
bliver stillet en garanti på 25.000 dollars for min ærlighed. Jeg mente, at det ville være
meget passende, om bankens direktør kautionerede for mig, og jeg er kommet for at
bede om din underskrift.' Han smilede og sagde: Heber, jeg kan ikke se, hvordan i
alverden jeg kan slippe for at kautionere for dig. Jeg sagde så meget godt om dig ved
bestyrelsesmødet, at hvis jeg nu nægter at kautionere for dig, vil de beskylde mig for
ikke at have fortalt sandheden!' Han sagde derpå, at det ville være ham en virkelig
glæde at underskrive papirerne!"

Side 116
Den 1. november 1877, 3 uger før sin 21-års fødselsdag, blev Heber J. Grant viet til
Lucy Stringham i det nyligt fuldførte tempel i St. George, Utah. Lucy er blevet beskrevet
for os som "en kvinde med et blidt sind og en ædel karakter, samt et menneske, der
udviste betydelig dømmekraft i forretningsanliggender, hvilket ikke så lidt bidrog til
hendes mands tidlige økonomiske fremgang."
II
Kirken begyndte nu at erkende Jedediah M. Grants søns virketrang og evner, samt
hans hengivenhed for sin fars og mors religion. I efteråret 1880, kort før hans 24-års
fødselsdag, fortalte præsident Taylor ham, at han var blevet udvalgt til at præsidere
over Tooele staven med hovedsæde i Tooele. Denne udnævnelse kom som en stor
overraskelse for Heber J. Grant, men han gjorde ingen ophævelser over at påtage sig
opgaven, selv om han vidste, at det nu ville blive vanskeligere for ham at tjene til livets
ophold og fortsætte sine forskellige forretningsvirksomheder i Salt Lake City. Han fik
ingen materiel støtte af kirken, men måtte betale rejsen til og fra Tooele, samt tjene
nok til at drive sine forretninger og underholde sin familie. Præsident Grant har efterladt
nogle interessante oplysninger om sine oplevelser i Tooele. Jeg har taget følgende fra
en af hans taler:
"Som en dreng uden erfaringer, idet jeg aldrig havde talt offentligt i længere perioder
ad gangen og aldrig 10 minutter på en gang, blev jeg kaldet til at præsidere over en
stav i Zion. Jeg husker, at ilede på mig, men at jeg med Herrens hjælp ville gøre det
bedste, jeg kunne, og at jeg med Herrens hjælp ikke havde nogen som helst grund til
at frygte, at jeg ikke skulle klare det. Jeg husker, at en god broder fortalte mig, at jeg
havde gjort en alvorlig fejl, og at jeg havde ødelagt min indflydelse ved at fortælle de
hellige, at jeg ikke vidste noget som helst.
"Nå," sagde jeg, de opdager måske senere, at jeg er i besiddelse af nogen sund
fornuft, og det vil komme som en behagelig overraskelse for dem.' Næste søndag
klarede jeg mig ikke bedre. Jeg løb tør for ideer efter 6-7 minutters forløb. Søndagen
efter gjorde jeg det samme. Den følgende søndag tog jeg et par meget dygtige talere
med mig og rejste ned til den sydlige del af Tooele amt, til den koloni, der lå længst
borte, den lille by Vernon, der somme tider bliver kaldt for String Town (,rækkebyen'),
fordi den bestod af en lang række af gårde, - De havde et lille bjælkehus som
mødelokale, og da jeg gik til møde sammen med afdøde højrådsmedlem i Zions Ensign
stav, John C. Sharp, der dengang var biskop i Vernon, så jeg mig omkring og sagde:
Men biskop, der er jo ingen på vej til møde.'
"Åh," svarede han, "jeg tror, der vil være nogen til mødet." Vi var på vej op ad en lille
bakke fra hans hjem. Vi kunne ikke se mødehuset. Da vi nåede toppen af bakken, så
jeg flere vogne omkring mødehuset, men jeg så ikke en eneste på vej til møde. "Nå,"
sagde jeg, "der holder nogle vogne, men jeg kan ikke se nogen på vej til møde." Han
svarede: Der er sikkert nogen inde i mødehuset.' Vi gik ind i mødehuset 2 minutter i
14, og salen var fuld, hver eneste plads var besat, og vi var de sidste, der ankom. Kl.
14 præcis åbnede vi mødet. Broder Sharp fortalte mig, at han havde forsøgt at lære
medlemmerne at sidde på deres pladser før kl. 14, og det var tydeligvis lykkedes for
ham. Jeg rejste mig for at holde min lille tale på 5 eller måske endog 7 minutter, og i
stedet talte jeg i 45 minutter med så megen frihed og så meget af Herrens Ånd, som
jeg nogensinde har oplevet i forkyndelse af evangeliet i de 40 år, der er gået siden
dengang. Jeg kunne ikke holde de taknemmelighedstårer tilbage, som jeg udgød, da
jeg om aftenen knælede ned og takkede Gud for den rige udgydelse af hans hellige
Ånd, for det vidnesbyrd, der var kommet til mit hjerte og min sjæl og havde bekræftet

Side 117
den kundskab, jeg havde om evangeliet, og fordi han havde givet mig større kraft, på
grund af den kundskab jeg havde om, at Gud gennem sin hellige Ånd havde inspireret
mig til at forkynde dette evangelium.
Næste søndag lærte jeg endnu en lektie, som jeg har været lige så taknemmelig
om end ikke så glad for. Jeg tog til Grantsville, det største ward i Zions Tooele stav,
og jeg kom til Herren med omtrent den samme indstilling, som Oliver Cowdery havde,
da han sagde til Herren: Jeg ønsker at oversætte', og Herren svarede ham, at han
godt måtte oversætte. Men da det slog fejl for ham, fik han senere at vide, at han
ikke havde udtænkt det i sit eget sind, at han ikke havde adspurgt Herren, og at han
ikke havde gjort sin del. Jeg fortalte Herren, at jeg gerne ville tale igen til de hellige i
Grantsville; jeg rejste mig og talte i 5 minutter, og jeg tror, jeg svedte lige så meget,
som hvis jeg var blevet dyppet i et vandløb, og jeg løb fuldstændig tør for ideer. Jeg
gjorde en så fuldstændig fiasko ud af min tale så at sige, som noget jordisk væsen
kunne gøre. Jeg fældede ingen taknemmelighedstårer, men jeg vandrede adskillige
kilometer bort fra kirkebygningen, ud i markerne mellem hø- og stråstakke, og da jeg
var så langt væk, at jeg var sikker på, ingen kunne se mig, knælede jeg ned bag en
af disse stakke og fældede ydmygelsens tårer. Jeg bad Gud om at tilgive mig for ikke
at have husket, at mennesker ikke kunne forkynde Jesu Kristi evangelium med kraft,
med styrke og med inspiration, hvis de ikke blev velsignet med den kraft, der kommer
fra Gud; og jeg fortalte ham der, som den dreng jeg var, at hvis han ville tilgive mig min
egoisme, hvis han ville tilgive mig for at have troet, at noget menneske uden hans Ånd
kunne forkynde sandheden og finde villige hjerter til at modtage det, så ville jeg til min
dødsdag bestræbe mig for at huske, hvor inspirationen kommer fra, når vi forkynder
Jesu Kristi evangelium, livets og frelsens plan, der igen er blevet åbenbaret til jorden.
Jeg er taknemmelig for at kunne sige, at i de 40 år, der siden er gået, er jeg aldrig
blevet ydmyget, som jeg blev det den dag. Og hvorfor ikke? Fordi jeg aldrig, takket
være Herren, har rejst mig op med den ide, at et menneske kunne gøre indtryk på sine
tilhørere - hvad enten de er sidste dages hellige eller syndere - hvis vedkommende
ikke er i besiddelse af den levende Guds Ånd og således kan bære vidnesbyrd om, at
det er sandheden, I og jeg er engageret i.
III
Efter trofast at have arbejdet i gerningen som præsident for Tooele staven fra oktober
1880 til oktober 1882 blev Heber J. Grant gennem åbenbaring kaldet af præsident John
Taylor til den høje stilling som apostel. Dette kald kom omkring en måned før hans
26-års fødselsdag. Det var en ansvarsfuld stilling for en så ung mand. Men når man
kaster et blik på hans første år, er der tydeligt bevis på, at det længe havde været
kendt, at han en dag ville modtage denne høje kaldelse. I en tale holdt af præsident
Grant i 1919 finder jeg følgende:
"Da jeg var lille, var jeg engang med til et hjælpeforeningsmøde, der blev afholdt i
afdøde William C. Staines' hjem på hjørnet af South Temple og Fifth East Streets. Min
mor var der, tante Em` Wells' var der, Eliza R. Snow(2), Zina D. Younn(3) og mange
andre. Da mødet var forbi, gav søster Eliza R. Snow ved hjælp af tungemålsgaven en
velsignelse til hver eneste af disse gode søstre, og søster Zina D. Young udlagde den.
Efter at have velsignet søstrene vendte hun sig til drengen, der legede på gulvet, og
udtalte en velsignelse over mit hoved ved hjælp af tungemålsgaven, og Zina D. Young
gav udlægningen. Jeg forstod natuligvis ikke et ord, og alt, hvad jeg som barn fik ud
af udlægningen var, at jeg en dag ville blive en stor mand. Jeg troede, det betød, at
jeg ville blive en høj mand. Min mor skrev velsignelsen ned. Hvoraf bestod den? Det

Side 118
var en profeti gennem tungemålsgaven, at hendes dreng en dag ville blive en Jesu
Kristi apostel; og hun fortalte mig ofte, at hvis jeg opførte mig ordentligt, ville denne
ære overgå mig. Jeg lo altid ad hende og sagde: Alle mødre tror, at deres søn vil blive
USA's præsident eller opnå en eller anden stor stilling. Du burde glemme det, mor.' Jeg
troede hende ikke, før denne ære overgik mig."
(1) Emmeline B. Wells- (1828-1921) Den 4. hjælpeforeningspræsidentinde for
hovedbestyrelsen. Tante benyttes her som et udtryk for hengivenhed.
(2) Eliza R. Snow - (1804-1887) digter og forfatter.
(3) Zina D. Young- (1821-1901) Den 3. hjælpeforeningspræsidentinde for
hovedbestyrelsen.
Selv om det var blevet kundgjort hans mor og ham selv gennem tungemålsgaven
til Eliza R. Snow, at han en dag ville "blive en Jesu Kristi apostel", og selv om han
var blevet udpeget til denne høje kaldelse af præsident John Taylor gennem særlig
åbenbaring, tvivlede Heber J. Grant alligevel meget på sine kvalifikationer og evner
til at udfylde dette betydningsfulde embede. Endnu en bemærkelsesværdig oplevelse,
som han fortalte om senere i livet, fjernede for altid tvivlen fra hans sind om grundene
til, at han var blevet valgt.
Det følgende er fra en af hans taler, efter at han blev kirkens præsident: "Fra oktober
1882, da jeg blev kaldet til at være en af Det tolvs Råd, og indtil den følgende februar
havde jeg ikke ret megen glæde og lykke i min gerning. Jeg blev forfulgt af en ånd,
der fortalte mig, at jeg manglede erfaringen, inspirationen og vidnesbyrdet til at være
værdig til embedet som Jesu Kristi apostel. Min kære mor havde fyldt mig med en
sådan kærlighed til evangeliet og en sådan ærbødighed og beundring for de mænd,
der stod i spidsen for denne kirke, at jeg blev overvældet, da jeg blev kaldet til at være
en af dem. Jeg følte min egen uværdighed, og fjenden drog fordel af denne følelse i
mit hjerte og forfulgte mig dag og nat og rådede mig til at trække mig tilbage, og når jeg
bar vidnesbyrd om guddommeligheden af det værk, vi er engageret i, kom følgende
ord tilbage til mig: "Du har ikke set Frelseren; du har ikke ret til at bære et sådant
vidnesbyrd," og jeg blev meget ulykkelig.
Men i februar 1883, da jeg red af sted på Navajo indianerreservatet sammen med
ældste Brigham Young jun. og 15-20 andre brødre, deriblandt afdøde præsident Lot
Smith fra en af Arizonas stave, for at besøge navajoindianerne og moquiindianerne
- vi red igennem en del af navajoreservatet for at komme til moquireservatet - drejede
vejen pludselig, mens vi red mod sydøst, og svingede næsten mod nordøst, men der
var en sti eller et spor, der førte i den retning, vi hidtil havde redet. Omkring 8-10 af os
var til hest og resten i vogne. Broder Smith og jeg var bagest i gruppen. Da vi nåede
sporet, udbrød jeg: Vent et øjeblik, Lot; hvor fører dette spor hen?'
Han svarede: Åh, det fører tilbage til vejen 5-6 km længere henne, men vi er nødt til
at tage en omvej på 13-14 km for at udgå en dyb kløft, som ingen vogne kan krydse.'
Jeg spurgte: Kan en rytter komme over den kløft'
,Ja,' svarede han.
Jeg sagde: Er der nogen fare for indianere, hvis man er alene derude?'
,Nej,' svarede han.
Derpå sagde jeg: Jeg vil gerne være alene. Du kan bare fortsætte sammen med
resten af gruppen, så mødes jeg med jer derovre, hvor sporet og vejen går sammen
igen.'

Side 119
En af grundene til, at jeg spurgte, om der var nogen fare, var, at vor gruppe et
par dage før havde besøgt det sted, hvor George A. Smith jun. var blevet dræbt af
navajoindianerne, og denne begivenhed stod meget tydelig i min erindring på det
tidspunkt, jeg talte med Lot. Jeg havde måske redet 1 1/2 km, da det gennem Herrens
venlige forsyn blev tilkendegivet tydeligt for mig, så vidt min forståelse rækker - jeg så
ikke himlen, jeg så ikke et råd, som blev afholdt der, men ligesom Lehi i fordums tid
syntes jeg at kunne se, og hele mit væsen var så fyldt med de oplysninger, jeg modtog,
da jeg standsede min hest og sad der og kommunikerede med himlen, at jeg er lige så
overbevist om de oplysninger, der kom til mig ved den lejlighed, som hvis Guds røst
havde sagt ordene til mig.
Det blev tilkendegivet for mig der og dengang, mens jeg sad og græd af glæde,
at det ikke var pga. nogen særlig intelligens, jeg besad, at det ikke var pga. nogen
kundskab, jeg havde, der var større end et vidnesbyrd om evangeliet, og at det ikke
var pga. min visdom, at jeg var blevet kaldet til at være en af Jesu Kristi apostle i
denne sidste uddeling, men at det var fordi Guds profet, Joseph Smith - den mand,
der var det udvalgte redskab i den levende Guds hænder til igen at grundlægge livets
og frelsens plan på jorden - ønskede, at jeg skulle kaldes, og fordi min far - Jedediah
M. Grant, der gav sit liv for evangeliet, mens han sad i kirkens præsidentskab som
rådgiver til Brigham Young, og som havde været død i næsten 26 år - ønskede, at hans
søn skulle være medlem af De tolvs Råd. Det blev tilkendegivet for mig, at profeten og
min far var i stand til at skænke mig apostelembedet pga. deres trofasthed, og fordi
jeg havde levet et rent liv, men at det nu var op til mig at gøre denne kaldelse til en
succes eller en fiasko. Jeg kan bære vidnesbyrd for jer her i dag, at jeg ikke tror, at
noget menneske på jorden, fra denne dag i februar 1883 og indtil nu, har nydt større
glæde og en mere fuldstændig og vidunderlig lykke, end jeg har ved at opløfte min røst
og bære vidnesbyrd om evangeliet ude og hjemme, i hvert eneste land og under hvert
eneste himmelstrøg, hvor det er faldet i min lod at drage hen."
Årene fra 1882, da han blev kaldet til apostelembedet, og til 1901, da han tog
af sted til Japan for at åbne en mission for kirken, tilbragte Heber J. Grant med
at besøge wardene og stavene, deltage i apostlenes råd og passe sine omfattende
forretningsvirksomheder. Følgende citat fra en af hans taler giver et tydeligt billede af
hans forretningsevner i de unge år:
"I 1890-1891 blev der gjort alvorlige bestræbelser på at oprette roesukkerindustrien i
vort territorium. På grund af den økonomiske panik i 1891 var mange, der havde tegnet
sig for aktier, ude af stand til at betale deres bidrag, og jeg blev sendt østpå for at sikre
de nødvendige midler til at få industrien sat i gang. Da det ikke var lykkedes mig at få
det nødvendige beløb i New York og i Hartford, Connecticutt, blev jeg dernæst sendt til
San Francisco, hvor jeg fik 100.000 dollars af hr. Henry Wadsworth, kasserer for Wells,
Fargo & Co.'s bank der i byen. Jeg er sikker på, at den kendsgerning, at jeg som dreng
havde været trofast i hans tjeneste, da han var fuldmægtig for Wells, Fargo & Co. i Salt
Lake City, havde nogen indvirkning på, at han ville låne mine kolleger et så stort beløb
på et tidspunkt, hvor der var stærkt brug for penge."
I året 1893 opstod der en alvorlig forretningskrise overalt i De forenede Stater. Prisen
på fast ejendom og på alle handelsvarer gik ned; folk tog deres penge ud af banker, og
i hundredvis af disse institutioner blev tvunget til at lukke dørene; fabrikker lukkede, og
mennesker blev arbejdsløse. Der herskede en kaotisk tilstand i forretningsverdenen.

Side 120
Heber J. Grant var blandt de tusinder, der led tab på grund af denne krise. Ved
oktoberkonferencen i 1893 beskrev han forholdene - og sin egen økonomiske tilstand
- for de hellige:
"De sidste dages hellige har været igennem hårde tider, og mange af os bliver lange
i ansigterne og tror, vi er i frygtelige vanskeligheder, når vi i virkeligheden slet ikke er i
vanskeligheder. Hele denne økonomiske panik er et stort nummer' fra først og til sidst i
en af ordets betydninger. Folk overalt i landet blev bange. For hvad? Ikke for noget. Til
trods for en god bomuldshøst, en god majs- og hvedehøst og almen velstand over hele
landet har vi haft omkring 570 banker, der krakkede; og jeg drister mig til at komme
med den påstand, at ud af dette antal var det kun meget få, der krakkede pga. dårlige
økonomiske omstændigheder. Hvorfor krakkede de? Simpelthen fordi folk blev bange,
tog deres penge ud af bankerne og i mange tilfælde skjulte dem. 19 ud af 10 tilfælde
var der ikke den ringeste grund til at tage pengene ud af bankerne. Man har anslået, at
95 % af den handel, der foregår, sker på kredit, og at der kun er 5 % egentlige penge,
der skifter ejer ved et lands forretningsaktioner. Vi har fået en sådan forskrækkelse, at
de 95 % er gået ned med 20 %; med andre ord ca. 4 gange så megen nedgang som
der var penge til at udføre forretningerne med. Resultatet er, at man er blevet bange
for alle og enhver, og som jeg sagde, er 570 banker krakket, og de var næsten uden
undtagelse absolut solide og betalingsdygtige.
Jeg ønsker at tilstå overfor jer, at jeg og mange andre har båret os forkert ad.
Hvorfor? Fordi vi har været så ivrige efter at tjene penge, at vi er kommet i gæld, og nu
kan vi ikke betale denne gæld til tiden. Jeg kan ikke, fordi 10.000 dollars håndpantlån,
som er gyldige, ikke ville kunne tilvejebringe 1.000 dollars. For første gang i mit liv er
mennesker kommet til mig og har bedt mig om at betale penge, som jeg skyldte dem,
og jeg har været nødt til at bede om udsættelse. Hvis Herren blot vil tilgive mig denne
ene gang, skal jeg aldrig blive overrumplet igen. Jeg har lånt penge, siden jeg var 18;
men hvis jeg blot kan få betalt, hvad jeg skylder nu, tror jeg, at jeg vil være tilfreds med
Herrens velsignelser, hvad de end består af, og om det er lidt eller meget.
Jeg gik ud på gaden med værdipapirer for 30.000 dollars som sikkerhed og forsøgte
at låne 10.000 dollars herpå, og jeg ville have givet 20 % rente, hvis jeg kunne have
fået pengene; men jeg kunne ikke få nogen. Hvad vore ejendele angår, har de ikke
nogen egentlig værdi for os, kun så vidt vi er rede og villige til at bruge dem til Guds
riges fremme. Det er vor pligt at sørge for vore familier, men det er ikke vor pligt at leve
i overflod. Det er ikke vor pligt at arbejde for at skaffe os rigdomme til vor personlige
forherligelse. Selvfølgelig kan jeg lide at se mennesker have det godt, og jeg håber,
at jeg vil opleve den dag, hvor de sidste dages hellige vil være velhavende. Men jeg
vil gerne sige til jer, at medmindre vi bliver mere ydmyge, mere gudlignende og mere
trofaste til at holde Guds bud, forventer jeg ikke, at vi vil blive velhavende. Når vi lærer
at være villige til at benytte de midler, Gud giver os til sit riges fremme, vil de sidste
dages hellige ikke have nogen særlige økonomiske problemer; Herren vil velsigne dem
med overflod. Det, vi skal gøre, er at søge at få hans Ånds lys og inspiration til at vejlede
os til alle tider, så vil han give os alt det andet, vi har brug for."
Ved oktoberkonferencen i 1894 holdt ældste Grant en dynamisk tale om
hjemmeindustri og nødvendigheden af at beholde pengene i sin egen lomme. Hvad
angår værdien af sidstnævnte råd, illustrerede han sin udtalelse ved at fortælle
følgende beretning:
"Jeg husker at have hørt broder George L. Farrell komme med en udtalelse om
hjemmegjorte varer -det var i Assembly Hall for 6 måneder siden - og jeg har citeret den

Side 121
ved hver eneste konference, jeg har været til siden, og jeg agter at fortsætte med at
citere den. Han fortalte, at han købte nogle hjemmesyede sko, og på stationen mødte
han den mand, han skyldte penge for disse sko. Han gik hen til ham og gav ham de 5
dollars. Manden vendte sig om, fik øje på en anden mand, som han skyldte penge, og
gav ham de 5 dollars. Denne fik øje på en tredje og gav ham pengene; han fik øje på
en fjerde. og gav dem til ham; den fjerde gik hen til broder Farrell og sagde: "Broder
Farrell, jeg skylder dig 6 dollars; her er de 5; jeg vil give dig den sidste dollar, næste
gang vi mødes." Disse 5 dollars slog en streg over en gæld på 25 dollars lige så hurtigt,
som det tager at tælle til 5. Og gæld er trældom, så derfor løftede de for 25 dollars
trældom fra disse menneskers skuldre."
Læren om personlig frelse var altid et af Heber J. Grants yndlingsemner. Han var
en ivrig tilhænger af den lære, at Herren hjælper dem, der hjælper sig selv. Ved
oktoberkonferencen i 1895 fremførte han dette emne meget eftertrykkeligt:
"Hvis I gerne vil vide, hvordan I bliver frelst, kan jeg fortælle jer det. Det bliver I
ved at holde Guds befalinger. Ingen magt på jorden eller under jorden kan nogensinde
forhindre jer eller mig eller nogen sidste dages hellig i at blive frelst; det er kun os selv,
der kan det. Vi er bygmestre for vort eget liv, ikke blot her, men også i evigheden.
Vi alene er i stand til at udføre hver eneste opgave og forpligtelse, som Gud har
krævet af mennesker. Ingen befaling blev nogensinde givet os, uden at Gud gav
os kraft til at holde den befaling. Hvis det mislykkes for os, er det os alene, der er
ansvarlige for fiaskoen, for Gud udruster sine tjenere - fra kirkens præsident og ned til
det mest beskedne medlem - med al den evne, al den kundskab og al den kraft, som er
nødvendig for trofast, flittigt og på rette måde at udføre enhver opgave og forpligtelse,
der hviler på dem, og vi alene må stå til regnskab, hvis vi svigter i denne henseende."
I 1897 blev ældste Grant alvorligt syg og var nødt til at gennemgå en operation for
blindtarmsbetændelse. I flere måneder var han ude af stand til at forlade sit hjem og
passe sine sædvanlige pligter. Den 12. marts 1898 talte han for første gang i næsten
et år i Tabernaklet i Salt Lake City, og han gav følgende beskrivelse af sin sygdom
og helbredelse:
"Det er en kilde til stor glæde for mig endnu engang at stå her foran de sidste dages
hellige i dette Tabernakel. Som de fleste af de sidste dages hellige, der er til stede her
i Tabernaklet, er klar over, er det næsten et år siden, jeg sidst stod her, og i løbet af
dette år har jeg gennemgået en meget alvorlig operation, der - ifølge de medicinske
journaler - burde have gjort ende på mit liv. Der står, at det er umuligt for et menneske
at genvinde helbredet, når vedkommende befinder sig i den tilstand, jeg var i, da jeg
blev opereret. Men jeg er taknemmelig for at være her, og jeg føler trang til at takke
min himmelske Fader og de præstedømmebrødre, der salvede mig og velsignede mig
i denne svære tid og lovede mig, at jeg ville genvinde helbredet. Siden den tid har
jeg også været meget syg af lungebetændelse. For nogle år siden forsøgte jeg at
tegne en livsforsikring, men selskaberne afviste mig. Deres læger fortalte mig, at hvis
jeg nogen sinde fik lungebetændelse, ville jeg dø. Men til trods for denne rapport fra
livsforsikringsselskabernes læger, er jeg her stadigvæk. Det er en kilde til glæde for
mig igen at opløfte min røst sammen med sidste dages hellige og at bære vidnesbyrd
om den kundskab, jeg har om guddommeligheden af det værk, vi er engageret i."
Ældste Grant, der altid fulgte resultaternes sti og erfarede enestående tilfredshed i
overvindelsen af enhver hindring, der lå i vejen for ham, påtog sig i disse år den opgave
at lære at synge. Hans egen herlige beretning om denne præstation er taget fra en
artikel, som han udgav i Improvement Era i år 1900. Jeg vil gengive en del af den her:

Side 122
"Da jeg tror, at temmelig mange, der aldrig har sunget, måske vil have udbytte af at
læse en beretning om mine anstrengelser, og måske derigennem vil blive opmuntret til
at lære at synge, har jeg besluttet at videregive mine erfaringer til bladet Era's læsere.
Da jeg var barn, forsøgte min mor at lære mig at synge, men det mislykkedes pga.
min manglende evne til at holde tonen. Som 10-årig kom jeg i en sangklasse, der blev
undervist af professor Charles J. Thomas, og han forsøgte forgæves at lære mig at
synge en skala eller en simpel melodi, men gav til sidst fortvivlet op. Han sagde, at jeg
aldrig kunne lære at synge her på jorden. Måske mente han, at jeg kunne lære denne
guddommelige kunst i en anden verden. Lige siden dette forsøg har jeg ofte forsøgt
at synge, når jeg kørte alene mange kilometer borte fra nogen, der eventuelt kunne
høre mig, men ved sådanne lejligheder lykkedes det mig aldrig at holde tonen i blot
et enkelt vers af en af vore kendte salmer, og ofte kunne jeg ikke engang holde den
i en enkelt linie.
For næsten 10 måneder siden bemærkede jeg, da jeg hørte broder Hoace S. Ensign
synge, at jeg gladeligt ville give 2-3 måneder af min fritid, hvis resultatet deraf ville
blive, at jeg kunne lære at synge et par salmer. Han svarede, at enhver kunne lære
at synge, hvis vedkommende havde en nogenlunde god stemme, var i besiddelse af
standhaftighed og var villig til at øve sig meget. Jeg sagde, at jeg havde stemme til
overflod og stor standhaftighed. Han var ansat hos mig på daværende tidspunkt, og
jeg bemærkede spøgefuldt, at selv om han ikke var blevet ansat som musiklærer, ville
jeg på stående fod tage mine to første sangtimer i salmen, O min Fader'. Til min store
overraskelse var jeg efter 4-5 dages forløb i stand til at synge denne salme sammen
med broder Ensign uden nogen fejl. Efter 2 ugers forløb kunne jeg synge den alene,
bortset fra at jeg var lidt falsk på de høje toner. Mit øre, der ikke var musikalsk opøvet,
lagde ikke mærke til dette, og den eneste grund til, at jeg vidste det, var fordi broder
Ensign og andre af mine venner gjorde mig opmærksom på det.
En af kirkens ledere, der hørte mig, da jeg lige var begyndt at øve mig, bemærkede,
at min sang mindede ham meget om afdøde apostel Orson Pratts digtning. Han sagde,
at broder Pratt kun skrev et eneste digt, og det så ud, som om det var skrevet i store
træk og aldrig gjort færdigt.
Efter 2-3 måneders forløb kunne jeg ikke blot synge "O min Fader", men også Gud
har så gådefuld en vis', Kom, kom, Guds folk' og 2-3 andre salmer. Da jeg kort efter
var på rejse nede sydpå, sang jeg en eller flere salmer i hver af Arizona stavene og i
Juarez, Mexico. Da jeg kom tilbage til Salt Lake City, forsøgte jeg at synge O min Fader'
i det store Tabernakel i det håb at give unge mennesker en lektie, der ville opmuntre
dem til at lære at synge. Det blev en fiasko, idet jeg sang falsk i næsten hvert eneste
vers, og i stedet for at virke opmuntrende på de unge mennesker, frygter jeg, at det
snarere afskrækkede dem.
Da jeg begyndte at øve mig, kunne jeg ikke holde tonen, hvis en anden faldt ind
og sang bas, tenor eller alt. Jeg kunne heller ikke synge, hvis nogen akkompagnerede
mig på klaver eller orgel, da de mange forskellige lyde forvirrede mig.
Jeg er glad for at kunne sige, at jeg nu kan synge med klaver- eller
orgelakkompagnement, og at jeg også kan synge den bærende stemme i Gud har så
gådefuld en vis' i en duet, en trio eller en kvartet. Jeg har lært temmelig mange sange,
og broder Ensign og adskillige andre, der er uddannet i musik, og som jeg har sunget
for i løbet af de sidste par uger, har forsikret mig om, at jeg klarede det uden at ramme
en eneste node forbi; jeg frygter, at dette ikke ville være tilfældet, hvis jeg forsøgte at

Side 123
synge offentligt. Imidlertid agter jeg at blive ved med at forsøge at synge salmen "O min
Fader" i Assembly Hall eller det store Tabernakel, indtil jeg kan synge den uden fejl.
Da jeg for nylig var på vej til Arizona, spurgte jeg ældsterne Rudger Clawson og J.
Golden Kimball, om de havde noget imod, at jeg sang 100 salmer den dag. De tog det
som en spøg og forsikrede mig om, at det ville være dem en fornøjelse. Vi kørte på
vejen fra Holbrook til St. Johns, en afstand på ca. 96 km. Da jeg havde sunget omkring
40 salmer, erklærede de, at hvis jeg sang de resterende 60, ville de begge få et nervøst
sammenbrud. Jeg tog ingen notits af deres indtrængende bønner, men holdt dem til
aftalen og sang de 100 salmer. 115 sange på en dag og 400 på 4 dage er det meste,
jeg nogensinde har øvet mig.
Nu er min musikalske døvhed ved at forsvinde, og når jeg sætter mig ved et klaver
og spiller melodistemmen, kan jeg lære en sang på mindre end 1/10 af den tid, det tog,
da jeg første gang begyndte at øve mig."
IV
Den 14. februar 1901 bekendtgjorde Det øverste Præsidentskab, at en ny mission af
kirken ville blive oprettet i Japan, og at ældste Heber J. Grant var blevet udvalgt til
at påbegynde missioneringen på disse fjerntliggende øer. Ældste Grant accepterede
beredvilligt dette kald og begyndte at gøre forberedelser til sin afrejse.
I denne forbindelse fortæller han en interessant historie: "Den mest fantastiske
oplevelse i mit liv - økonomisk set - skete i tiden, fra jeg blev kaldet til at tage til Japan,
og til min afrejse fandt sted. Da jeg gik fra mødet i templet, hvor jeg havde accepteret
kaldet, indhentede apostel John W. Taylor(1) mig og sagde: Vent et øjeblik og lad
de andre brødre komme ud.' Derefter fortsatte han: Jeg ved, at du har ydet et lige
så stort offer i dag, som Abraham ydede, da han var villig til at ofre sin søn Isak.
Du er ikke i stand til at acceptere dette kald, pga. den gæld du sidder i. Herren har
antaget dit offer, og jeg profeterer, at du vil tage til Japan som en fri mand økonomisk
set.' I løbet af 4 måneder havde jeg betalt 4.600 dollars i tiende, jeg havde betalt
alle forpligtelser, hvor jeg havde venner som endossenter, og i stedet for at være i
økonomiske vanskeligheder var jeg praktisk talt en fri mand, da jeg rejste."
(1) (1858-1916) søn af præsident John Taylor; ordineret til apostel i 1884.
Før han forlod Salt Lake City, talte han til kirkens unge ved junikonferencen og gav
dem nogle udmærkede råd:
"Når jeg nu siger farvel til de unge mænd og kvinder i vor Gensidige
Uddannelsesforening, ønsker jeg at indprente i jeres sind, hvad der blev sagt her i dag
af broder Roberts - at det er arbejde, der vil tælle for jer drenge og piger; det er at
efterleve visdomsordet; det er at betale jeres tiende; det er at undgå dårligt selskab;
det er at sætte jeres dyd højere end jeres liv; det er at lytte til råd og vejledning fra jeres
fædre og mødre og fra Guds præstedømme og at gøre jeres pligt. Det er disse ting,
der vil højne jer i Guds øjne, og som vil bringe jer tilbage til hans nærhed.
Unge mænd og kvinder, jeg bevidner for jer, at Gud lever, at Jesus er Kristus, at
Joseph Smith var og er en Guds profet, og at Lorenzo Snow i dag er en Guds profet.
Hvordan ved jeg det? Jeg ved det lige så sikkert, som jeg ved, at jeg står foran jer her i
aften. Jeg kender varme, og jeg kender kulde; jeg kender glæde, og jeg kender sorg; og
jeg siger jer, at det er i sorgens time, i hjemsøgelsens time, i dødens time, at Gud har
hørt og besvaret mine bønner, og jeg ved, at han lever. Jeg giver jer mit vidnesbyrd."
Ved en afskedsreception, der blev afholdt i præsident Grants hjem den 11. juni,
fremhævede præsident Joseph F. Smith betydningen af den mission, som ældste Grant

Side 124
skulle til at påbegynde; han lykønskede ældsterne og ønskede, at de måtte få succes
og vende tilbage i god behold. Her følger en del af præsident Smiths ord:
"Jeg vil gerne sige til dig, broder Heber J. Grant, at vi er glade for, at dette store
arbejde med at åbne døren for Jesu Kristi evangelium til en af jordens førende nationer,
er blevet betroet dig. De er Guds børn og har sjæle, der skal frelses; de er opvakte og
kløgtige. Vi forventer, at broder Grant vil gøre sin pligt i dette kald; det ved vi, at han
vil, og vi vil støtte ham med vor tro og vore bønner. Det bekymrer mig ikke, om han
har held til at lære sproget eller ej; hvis han vil blive der, indtil Guds tjenere siger: Kom
hjem,' vil hans navn blive husket med ære og velsignelse, og hundreder, ja tusinder og
måske millioner vil modtage evangeliet som et resultat af hans arbejde i begyndelsen;
derfor ønsker vi broder Heber held og lykke på denne mission. Det er en meget vigtig
mission, og vi vil gøre alt, hvad der står i vor magt for at hjælpe ham til at få succes
og til at modtage guds velsignelser, og også at hans liv må blive bevaret. Må Herren
velsigne dit hjem, mens du er borte, og må han velsigne dine børn, der bliver hjemme,
og din hustru, der skal blive hjemme, må han støtte og velsigne hende, indtil du vender
tilbage, at hun kan stå i spidsen for sin familie og få kraft fra Herren til at styre den og
råde over den i visdom og kærlighed."
Kort efter sin ankomst til Japan udsendte præsident Grant følgende detaljerede tale
til det japanske folk, hvori han kundgjorde formålet med sin mission. På grund af talens
historiske betydning ønsker jeg at gengive den her i sin fulde længde:
TIL DET JAPANSKE FOLK
"Som apostel og tjener for den højeste Gud, tilsendt jer fra Jesu Kristi Kirke af Sidste
Dages Helliges hovedkvarter i Salt Lake City, Utah sammen med mine ledsagere, hilser
jeg jer og beder jer om at overveje det vigtige budskab, vi bringer. Vi kommer ikke til
jer i den hensigt at forsøge at berøve jer nogen sandhed, som I tror på, eller noget lys,
som I har det privilegium at kunne glæde jer over. Vi bringer jer mere lys og sandhed og
større kundskab, som vi frit tilbyder jer. Vi betragter jer som børn af vor fælles Fader,
universets Skaber. Menneskets ånd, det fornuftsmæssige jeg, er Guds afkom; derfor
er mænd og kvinder af alle racer, slægter, stammer og tungemål på jordens overflade
brødre og søstre. Det er derfor som brødre, vi kommer til jer, fordi vi er interesseret i
jeres velfærd både her og hisset. Vor mission er en pligtens mission. Gud har befalet os
at forkynde hans ord og vilje til verden. Vi handler med hans guddommelige myndighed
og ikke i vort eget navn eller for personlig vinding. Vi beder jer indtrængende om at
lytte til vore ord.
I alle tidsaldre har der været mænd, der blev inspireret af den Almægtige til gavn for
deres egen race og nation. Det lys, de bragte, kan sammenlignes med lyset fra himlens
stjerner. Det blev tilpasset de tider og forhold, de levede under. De så alle frem til en tid,
hvor mere lys og højere sandhed skulle tilkendegives. Vi erklærer over for jer, at denne
større åbenbaring er kommet, og vi er blevet bemyndiget fra det høje til at forelægge
den for jer. Styrken, kraften og fremgangen hos de nationer, der kaldes kristne, viser,
at der er noget i deres tro, som er storslået og har en god indflydelse. Men uenigheden
og striden mellem de forskellige sekter, de er delt op i, beviser, at noget i dem er
forkert og bidrager til strid i stedet for harmoni; til krig i stedet for fred. Sandheden er
den, at Jesus fra Nazaret bragte verden den guddommelige religion, der skulle forene
hele menneskeheden som en familie og forløse jorden fra ondt. Vildfarelser har sneget
sig ind blandt dem, der påstod at være hans disciple, mørke er kommet over jordens
overflade, og himlens rene lys er blevet fordunklet.

Side 125
Den store og evige gud har i sin uendelige nåde gengivet den tro, der blev bragt af
hans Søn Jesus Kristus, og denne har vist sig igen og har endnu en gang organiseret
sin kirke på jorden og har overdraget sine udvalgte tjenere myndigheden til at forkynde
den kristne tro i al sin tidligere enkelhed og med den samme myndighed og kraft.
Dette er som forberedelse til alle tings fuldendelse, som der er blevet talt om af
seerne, vismændene, digterne og profeterne gennem alle århundreder lige fra tidernes
begyndelse. Den store og evige Gud har talt fra himlen og åbnet forbindelsen mellem
sig selv og sit folk. Han befaler sine børn i alle lande, fra alle samfundsklasser,
trosretninger, stillinger og racer at vende sig bort fra deres onde gerninger, omvende
sig fra deres synder og komme til ham i ånden og også at blive døbt ved nedsænkning
i vand til deres synders forladelse af en, der har myndighed fra ham, med det løfte,
at gennem håndspålæggelse fra hans bemyndigede budbringere vil Helligånden blive
skænket alle mennesker, der således adlyder hans ord. Dette vil udgøre en ny fødsel
og åbne døren til himmeriget for hver eneste lydig sjæl.
Med hans myndighed drejer vi den guddommelige nøgle, der åbner himlens rige
for Japans indbyggere. Vi siger til dem alle, kom til det lys, der er blevet udspredt af
retfærdighedens Søn. Vi tilbyder jer uvurderlige velsignelser. De er ikke af mennesker
og kommer heller ikke ved menneskers kraft, men de er fra himlen, hvor den sande og
levende Gud bor og regerer i stråleglans og herlighed. Det, jeres forfædre modtog, som
var godt og førte til det gode, var blot som et glimt i tusmørket. Vi bringer jer sandheden
i al dens stråleglans direkte fra dagens Lys. Kom til lyset og sandheden, og følg den
eneste vej, der fører til den guddommelige og evige tilstand! Så vil jeres sjæl fyldes
med fred, kærlighed og glæde, og I vil lære, hvordan I skal forenes med det store og
rene i alle nationer og stammer til oprettelse af det store retfærdighedsrige på jorden;
og herefter skal I bo blandt de retfærdige og forløste i vor evige Faders umiddelbare
nærhed, og jeres herlighed og magt vil være celestial og evig.
Jeres tjener for Guds sag
REBER J. GRANT."
Efter at have præsideret over den japanske mission i 18 måneder skrev præsident
Grant følgende interesante brev til de hellige i den europæiske mission, som svar på
en forespørgsel fra Joseph J. Cannon, der var redaktør for Millennial Star. Da det giver
udtryk for præsident Grants følelser på daværende tidspunkt, ønsker jeg at gengive
en del af det:
"Tokyo, Japan, den 12. januar, 1903.
Til de hellige i den europæiske mission:
For få dage siden fik jeg et brev fra ældste Joseph J. Cannon, der bad om et "bidrag".
Mit hjerte svarede straks: Ja, med stor fornøjelse', men da jeg læste videre og fandt
ud af, at det, man ønskede, var en artikel til the Star, følte jeg ikke så megen glæde,
som jeg havde forventet.
Jeg har ikke skrevet ret meget til offentligheden, blot et par artikler til the Era, og
disse blev skrevet efter anmodning fra medredaktøren, ældste Edward H. Anderson,
og i det håb, at de ville inspirere vore unge mænd til at sende bidrag til dette agtværdige
blads spalter, og i et forsøg på at vække et ønske i dem om aldrig at blive modløse i
livets kamp, men at fortsætte fremad mod den endelige sejr.
Jeg hilser de gode mennesker i den europæiske mission, og selv om dette brev vil
krydse Stillehavet og Atlanterhavet, såvel som det amerikanske fastland, før det når sit
bestemmelsessted, føler jeg alligevel ikke, at de hellige i missionen er så langt borte,
men at de er mig nære og kære. Mit fortrolige forhold til præsidenterne John Taylor og

Side 126
George Q. Cannon samt andre fra De britiske Øer - især præsident John R. Winder(1),
der næsten har været som en far for mig, Anthon H. Lund(2) fra Skandinavien og den
prægtige gamle mand' Karl G. Maeser(3) fra Tyskland - får mig til at føle det, som om
jeg personligt kender mange af jer fra alle områder af den europæiske mission.
(1) John R. Winder (1821-1910) født i England, virkede som rådgiver til Den
præsiderende Biskop og som rådgiver i Det øverste Præsidentskab
(2) Anthon H. Lund (1844-1921) født i Danmark, ordineret til apostel i 1889. Virkede
som rådgiver i Det øverste Præsidentskab.
(3) Karl G. Maeser (1828-1901) tysk pædagog, der grundlagde Brigham Young
universitetet.
Vi er af én tro og har et fælles håb i livet, såvel som i de kommende evigheder.
Jeg ved, at I har den samme kærlighed til Guds værk, som jeg har, og at I er lige så
villige til at yde ofre for at fremme vor Mesters værk på jorden, og dette værk har I fået
kundskab om gennem Herrens velsignelser. Jeg føler, at vi er, et' i overensstemmelse
med vor Herre Jesu Kristi lærdomme. Intet er mere sandt, end at Ånden gør os
til et. Denne sandhed er kommet til mig med megen kraft, når jeg har rejst blandt
indianerne i Arizona, i New Mexico, i republikken Mexico, og siden jeg kom til Japan.
Jeg tænker med virkelig hengivenhed på indianerne og på folket i dette land, og jeg
har et brændende ønske om, at de må få kundskab om livets og frelsens evangelium.
Mens jeg sidder her og skriver dette brev til jer og tænker på de 6-7 gange, siden jeg
blev apostel, da Præsidentskabet næsten havde besluttet at sende mig til Liverpool,
bliver jeg mindet om den kendsgerning, at vi aldrig ved, hvad der venter os. Den tanke
er aldrig faldet mig ind, at jeg skulle kommunikere med jer gennem et brev fra Japan
i stedet for at have fornøjelsen af at kende jer personligt; jeg tænkte heller ikke på,
da mit navn først blev taget under overvejelse til præsidentskabet for den europæiske
mission - nu for næsten 20 år siden - at jeg ikke ville have været sammen med jer for
længe siden. Når Herren skal sende mig til jer, er jeg sikker på, at der vil være en varm
velkomst i jeres hjerter, og efter alt hvad brødrene Rulon S. Wells, Joseph og James
McMurrin, John Nicholson, Henry W. Naisbitt, medlemmerne af mit kvorum og andre,
der har præsideret i Liverpool, har fortalt mig om de mange varme og oprigtige hjerter
fra den ene ende til den anden af missionen, forventer jeg stor glæde ved at lære jer
personligt at kende."
Det ovennævnte brev var næsten en profeti, for få måneder senere blev præsident
Grant kaldt hjem, og her fortalte præsident Joseph F. Smith ham, at han var blevet
udpeget til at præsidere over den europæiske mission. Jeg har taget følgende fra en
af hans senere taler:
"Jeg husker, at mens jeg virkede i Japan, var jeg ikke helt igennem lykkelig i mit
arbejde der, fordi det ikke var lykkedes mig at lære sproget. Jeg husker, at jeg gik
ud i skoven, knælede ned, bad til Gud og sagde, at når mit arbejde der var afsluttet,
ville jeg sætte meget pris på at blive kaldt til De britiske Øer for at efterfølge broder
Francis M. Lyman. 2-3 dage efter at have udtalt denne bøn modtog jeg et telegram:
Tag hjem med det første skib, der sejler.' Da jeg nåede hjem, fortalte præsident Smith
mig, at de havde besluttet at sende mig til Europa for at efterfølge broder Lyman. Han
sagde: Vi indser, at de to år eller mere, du har været i Japan, har været alt andet end
tilfredsstillende, når man tænker på den glæde, missionærer føler ved at bringe sjæle
til kundskab om sandheden, og vi ønsker, at du skal have mindst et år med virkelige
missionæroplevelser.' Da jeg gik til hans kontor for at sige farvel og sagde: Vi ses om et
år,' udbrød han: Vi har besluttet at gøre det til 1 '/2 år.' Jeg sagde: Gang det med to uden

Side 127
at sige noget om det vil glæde mig,' og det var nøjagtigt, hvad han gjorde. Jeg var der
lidt over 3 år, og aldrig har jeg følt større glæde og mere oprigtig tilfredshed i livet end
i de 3 år, hvor jeg ikke havde tanke for andet end at udbrede Jesu Kristi evangelium."
Præsident Grant vendte tilbage til Salt Lake City fra Japan i september 1903. Få uger
senere tog han af sted til Europa. Kort efter sin ankomst til England den 28. november
udsendte han følgende tale til de hellige i Europa; en del af den er gengivet her:
"Til de hellige i den europæiske mission:
Ved overtagelsen af en præsidents pligter over denne mission ved et nyt års
begyndelse sender jeg hilsener til ældsterne og de hellige i Europa og tilgrænsende
lande, hvor evangeliet bliver forkyndt.
Mens jeg skriver, bliver jeg mindet om, hvor lidt man ved om, hvad en dag, en måned
eller et år vil bringe. Den 12. december 1902 sad jeg i Tokyo, Japans hovedstad, og
skrev til de hellige her i missionen og udtrykte overraskelse over at kommunikere med
dem fra Japan, men det var ikke så stor en overraskelse for mig, som det nu er at sidde
på kontoret i Liverpool og gøre det samme.
Selv om vi kun har en begrænset ide om, hvad der skal ske med os i fremtiden, er
der alligevel en ting, jeg er min Fader i himlen meget taknemmelig for, og det er den
fuldstændige forsikring, jeg har om, at alt vil være vel med os i livets kamp og også i
den kommende evighed, forudsat at vi som hellige fuldt ud gør vor pligt dag for dag og
ved slutningen af hver dags arbejde kan vide, at vi har gjort vort bedste.
Da jeg skrev fra Japan, erklærede jeg, at jeg med stor glæde så frem til at møde de
hellige i den europæiske mission, når Herren i sin forudseenhed ville sende mig hertil.
Mine grunde til dette var mit fortrolige forhold til præsidenterne John Taylor, George Q.
Cannon, John R. Winder, Anthon H. Lund, den store pædagog Karl G. Maeser samt
andre ædle og gode mænd og kvinder, der blev indsamlet fra denne mission gennem
evangeliets sandheder; og også de forsikringer, jeg havde fået af præsident Joseph
F. Smith og medlemmerne af mit eget kvorum, såvel som af andre af de brødre, der
har præsideret over denne mission, om de varmhjertede, sande og trofaste hellige, der
stadig opholdt sig i denne mission.
Hvis jeg skal dømme om fremtiden ud fra den korte fortid, så vil min mission blive
lykkelig og travl, da jeg helt igennem har nydt min forbindelse med de ældster og hellige,
jeg har mødt siden min ankomst til England."
Jeg har ikke plads til i dette begrænsede kapitel at beskrive det store arbejde, der
blev udført af præsident Grant i de 3 år, han præsiderede over den europæiske mission.
Jeg kan bevidne, at han var en vidunderlig og inspirerende præsident, da jeg virkede
som missionær under ham og havde privilegiet af en nær og behagelig forbindelse
med ham. Han var utrættelig i sine bestræbelser for at udbrede evangeliets principper.
På grund af sit venlige og behagelige væsen vandt han sig selv og kirken tusinder af
venner. Missionærerne elskede og ærede ham for hans fantastiske lederevner.
Ved slutningen af sin mission, i december 1906, udgav han i Millennial Star en
afskedstale til missionærerne og de hellige, og jeg vil her gengive en del af talen:
"Til ældsterne og de hellige i den europæiske mission:
Den 28. november for 3 år siden landede jeg i Liverpool og blev budt velkommen
af præsident Francis M. Lyman og medarbejdere i Liverpoolkontoret. I dag er det 35
måneder siden, jeg overtog præsidentskabet over den europæiske mission. Tiden er
gået meget hurtigt. Jeg har haft travlt og har virkelig nydt mit arbejde. Missionen var i

Side 128
en glimrende forfatning, og jeg har bestræbt mig for at bevare den høje standard, der
blev sat af min forgænger.
Hovedbegivenheden under min mission - noget, jeg er taknemmelig for - var da
kirkens præsident besøgte den europæiske mission for første gang, siden den blev
oprettet. Præsident Joseph F. Smiths og hans ledsageres besøg glædede ældsterne
og de hellige og har været årsag til meget godt. Jeg beder oprigtigt om, at han vil
komme igen, og at hans ophold vil blive meget længere, så han kan betyde forskellige
dele af missionen mere grundigt.
Siden min ankomst er 916 missionærer blevet indregistreret i Liverpool. Jeg har kun
rosende ord og tak til mine medarbejdere i Liverpool-kontoret, og til alle de missions- og
distriktspræsidenter, der har virket under min jurisdiktion. Jeg er meget taknemmelig
og takker oprigtigt ældsterne for deres utrættelige energi og nidkærhed i at udbrede
evangeliet. Mit virke har hovedsageligt været begrænset til den britiske mission. Der
har været en stor stigning i den europæiske mission mht. det arbejde, der udføres af
ældsterne i form af omdeling af traktater og bøger og besøg i fremmedes hjem for
at få samtaler om evangeliet. I den britiske mission blev der i august, september og
oktober omdelt over 1.200.000 traktater - en stigning på over 400.000 i sammenligning
med den samme periode sidste år. De omdelte bøger beløb sig til over 43.000 - en
stigning på over 28.000. Fremmede hjem besøgt med de første traktater i dette kvartal
var 249.390 - en stigning på 102.076. Der blev foretaget 86.496 evangeliske samtaler
- en stigning på 39.806. Der skal trækkes næsten 30 % fra disse stigninger, da vi har
flere ældster nu end i samme periode sidste år. Det eneste, jeg er ked af, er, at dåbene
ikke er steget i samme grad som de store stigninger i traktater, bøger og samtaler ...
Jeg og ligeledes de af mine familiemedlemmer, der er her sammen med mig, vil
rejse hjem med hjertet fuldt af kærlighed, godhed og velsignelse for alle de ældster og
hellige, vi har været knyttet til, og med oprigtige bønner for deres fortsatte succes og
lykke. Vore oplevelser i de sidste 3 år vil altid stå som dejlige minder gennem hele livets
rejse, og vi beder oprigtigt om, at de stærke venskaber, der er blevet knyttet, må vare
ved gennem evigheden. Jeg udtrykker igen min kærlighed og mine velsignelser til alle
ældster og hellige i den europæiske mission. Jeg håber engang at få det privilegium at
møde mange af de hellige i Zions land og også at vende tilbage til dette land og møde
andre engang i fremtiden.
Liverpool, den 1. december 1906.
Heber J. Grant"
Da præsident Grant ankom til Salt Lake City få uger efter sin afrejse fra England
i december 1906, blev han straks involveret i kirkelige og forretningsmæssige
anliggender. Ved aprilkonferencen i 1907 aflagde han rapport om sin mission til de
hellige. Den begrænsede plads tillader ikke, at jeg citerer mere end nogle få paragraffer:
"Efter at have været væk i 3 1/2 år," sagde han, "er jeg glad for at vende tilbage til
mit bjerghjem. Jeg glæder mig over Guds værks fremgang herhjemme og i udlandet.
Jeg ønsker at fortælle fædre og mødre, der har sønner i den europæiske mission, at
de gør deres pligt; det er drenge, vi kan være stolte af.
Mens jeg var i Japan, bad jeg til Herren af hele mit hjerte i dette lands skove,
om jeg måtte få lov til at efterfølge broder Lyman som præsident for den europæiske
mission. Og hvorfor? Fordi jeg ved fra min erfaring med at efterfølge ham i Zions
Tooele stav, at han ville have fyldt hullerne op, have bygget broerne og have bragt
vejene i orden. Jeg vidste, at jeg ville finde missionen velorganiseret og alting i den
skønneste orden med en god grundvold at bygge på. Jeg byggede på denne grundvold,

Side 129
og de unge missionærer støttede mig i mine bestræbelser der. Gud velsignede os i
vort kirkearbejde i det land under min forvaltning. Jeg føler, at der vil ske en endnu
større vækst under broder Penroses(1) forvaltning pga. den grundvold, der blev lagt
af broder Lyman og efterfulgt af mine bestræbelser. Når folk siger, at de sidste dages
hellige ikke tror på uddannelse og udforskning, fortæller de simpelthen noget, som ikke
er sandt. Sidste år blev der alene på De britiske Øer omdelt over 4 millioner traktater af
ældsterne, og disse traktater var hovedsagelig skrevet af ældste Charles W. Penrose."
(1) Charles W. Penrose (1832-1925) - født i England, ordineret til apostel i 1904;
virkede som rådgiver i Det øverste Præsidentskab.
V
Efter at have tilbragt lidt over et år derhjemme og have deltaget i stavekonferencer
lagde præsident Grant mærke til, at kirken havde fremgang, hvilket han gav udtryk for
i sin tale ved aprilkonferencen i 1908:
"Der er ingen tvivl i mit sind om, at Zion har fremgang, og at alt er vel. Jeg tror,
som der blev sagt her til morgen, at Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige aldrig
har været i en bedre tilstand, end den er i dag- åndeligt og timeligt og på enhver
måde. I løbet af det sidste år har jeg haft det privilegium at rejse rundt i mange af
Zions stave, og jeg tror, at stavepræsidenterne, højrådsmedlemmerne, biskopperne
og lærerne er mere ivrige og flittige til at holde Guds befalinger og til at belære
medlemmerne om at efterleve Guds love, end de nogen sinde før har været. Jeg tror,
at denne kirkes hjælpeorganisationer befinder sig i en blomstrende tilstand - lige fra
hjælpeforeningen og ned til primary. Jeg tror, at de sidste dages hellige som et folk
interesserer sig mere for Jesu Kristi evangelium og stræber efter at udføre Herrens
befalinger mere fuldkomment, end de nogen sinde før har gjort. Jeg glæder mig over
denne kendsgerning; jeg glæder mig over, at folket elsker evangeliet; at de ønsker
Guds værks fremgang på jorden, og at de er ivrige efter at bringe deres liv i orden,
således at det eksempel, de er, vil være værdigt til efterfølgelse."
I en periode på 10 år - fra præsident Grants tilbagevenden fra England i 1906 og
til Francis M. Lymans død i 1916 - blev præsident Grant hjemme og var optaget af
sine kirkelige pligter og omfattende forretningsanliggender. Da præsident Lyman døde,
efterfulgte Heber J. Grant ham som præsident for De tolv apostles Kvorum, og han
blev indsat i denne vigtige kaldelse den 23. november 1916.
Ved aprilkonferencen i 1917 gav han udtryk for sin taknemmelighed over de
muligheder, der var blevet givet ham for at tjene i Guds værk:
"I 34 1/2 år har jeg været en af generalautoriteterne. Jeg har været forenet med
disse mænd i alle deres rådsmøder. Jeg kender disse mænds hjerter. Jeg kender deres
ønsker. Jeg kender deres hengivenhed for Gud og for alt, hvad der tjener til opbyggelse
og forbedring af menneskeheden. Jeg kan bære vidnesbyrd om, at lige så sikkert som
jeg lever, ved jeg også, at hvert ord, der er blevet talt her til morgen af præsident Joseph
F. Smith - og som bærer vidnesbyrd om æren, dyden, retskaffenheden og ærligheden
hos de mænd, der præsiderede over denne kirke - er sandt. Jeg glæder mig over, at
i al min omgang med kirkens generalautoriteter, lige siden jeg var 6 år gammel, har
jeg aldrig hørt et ord falde fra disse mænds læber - offentligt eller privat - der ikke ville
være til de sidste dages helliges gavn, opbyggelse og udvikling moralsk og intellektuelt,
fysisk og åndeligt.
Jeg glæder mig over, at jeg på alle mine rejser - herhjemme eller i udlandet - aldrig
har fundet noget som helst i verdens uinspirerede mænds lærdomme, der har øvet

Side 130
den mindste tiltrækning på mig. Jeg glæder mig over, at jo mere jeg kommer i kontakt
med verden og dens befolkning, jo mere glæde finder jeg i Jesu Kristi evangeliums
styrke og kraft. Jeg kan slet ikke udtrykke den glæde, jeg føler ved, at Herren har
givet de sidste dages hellige - som enkeltpersoner - et vidnesbyrd og en kundskab om
guddommeligheden af det værk, vi er engageret i, så vi ikke behøver at være afhængige
af andres vidnesbyrd. Jeg glæder mig over, at alle de tilkendegivelser af kraft, tillige
med de af evangeliets gaver og dyder, der fandtes i kirken, da Frelseren var på jorden
eller fulgte umiddelbart efter hans korsfæstelse, i dag nydes i fuld udstrækning af
trofaste, loyale, oprigtige og patriotiske sidste dages hellige. Jeg glæder mig over den
kendsgerning - og har ofte talt om det ved forskellige konferencer overalt i kirken - at
som dette evangelium er blevet forkyndt over hele verden, har mænd og kvinder fra
enhver klasse og ethvert himmelstrøg vist lydighed over for det. Jeg glæder mig over,
at ved evangeliets forkyndelse har mennesker med al deres verdslige visdom aldrig
været i stand til at fastholde interessen hos nogen af de loyale og trofaste unge mænd,
der er draget ud for at forkynde det."
VI
Den 19. november 1918 døde kirkens præsident, Joseph F. Smith, i Bee Hive huset
i Salt Lake City. Ved denne store mands død blev Det øverste Præsidentskab opløst.
Ved et møde for De tolv Apostle 4 dage senere, den 23. november, blev Heber J. Grant
valgt til denne ophøjede stilling ved brødrenes enstemmige godkendelse. Dagen før
denne betydningsfulde begivenhed var præsident Grant fyldt 62 år. 136 år havde han
virket som medlem af De Tolv. Han havde rejst vidt og bredt på kirkens vegne. Hans flid
og iver i opbygningen af Guds rige havde været utrættelig. Han havde adlydt lovene og
befalingerne; han havde været en trofast og hengiven tjener; og nu blev han kaldet til at
bære lederskabets byrde. Al tvivl i hans eget sind, hvad angår visdommen i dette valg,
blev fjernet ved de ord, præsident Joseph F. Smith sagde til ham få timer før sin død:
"Må Herren velsigne dig, min dreng," sagde præsident Smith. "Du har et stort ansvar.
Husk altid, at dette er Herrens og ikke noget menneskes værk. Herren er større end
noget menneske. Han ved, hvem han vil have til at lede sin kirke, og han tager aldrig
fejl. Må Herren velsigne dig."
På grund af den influenzaepidemi, der herskede i landet i de første måneder af
1919, blev den generalkonference, der altid var blevet afholdt i april, udskudt til juni. På
dette tidspunkt opretholdt præstedømmet præsident Grant som præsident for kirken,
idet hvert kvorum stemte efter tur. Denne handling blev efterfulgt af hele forsamlingens
enstemmige godkendelse af dette valg. Derpå rejste præsident Grant sig og sagde
følgende:
"Jeg føler mig grænseløst ydmyg ved at stå foran jer her til morgen som indehaver
af den stilling, som I netop har vedtaget at støtte mig i. Jeg husker, da jeg stod foran
en forsamling i Tooele efter at være blevet opretholdt som præsident for den stav. Jeg
var en ung mand på 23 år, og jeg lovede forsamlingen at give det bedste, der var i
mig. I dag står jeg her i al ydmyghed og erkender min egen svaghed, min manglende
visdom og erfaring og min manglende evne til at beklæde den ophøjede stilling, som
I har vedtaget at støtte mig i. Men som jeg sagde dengang som ung mand i Tooele,
siger jeg her i dag: at jeg med Herrens hjælp vil gøre det bedste, jeg kan for at opfylde
enhver forpligtelse, der vil hvile på mig som præsident for Jesu Kristi Kirke af Sidste
Dages Hellige, i mine evners fulde udstrækning.
Jeg vil ikke bede noget menneske om at være mere rundhåndet med sine midler til
Guds riges fremme, end jeg er med mine, i forhold til hvad han ejer. Jeg vil ikke bede

Side 131
noget menneske om at adlyde vidsomsordet mere grundigt, end jeg selv vil adlyde
det. Jeg vil ikke bede noget menneske om at være mere pligtopfyldende og beredvillig
ved betaling af tiende og offerydelser, end jeg selv vil være. Jeg vil ikke bede noget
menneske om at være mere villig og parat til at komme tidligt og gå sent og at arbejde
med sindets og legemets fulde kraft, end jeg selv vil arbejde - og altid i ydmyghed. Jeg
håber på og beder om Herrens velsignelser, idet jeg åbent og ærligt erkender, at det
uden Herrens velsignelser vil være umuligt for mig at gøre den høje kaldelse, der er
blevet pålagt mig, til en succes. Men ligesom Nephi i fordums tid vidste det, ved jeg,
at Herren ikke giver menneskene nogen befaling, uden at han åbner en udvej for dem,
så de kan udføre det, som han befaler dem. Med denne vished i hjertet accepterer jeg
det store ansvar uden at frygte konsekvenserne, idet jeg ved, at Gud vil støtte mig,
ligesom han har støttet alle mine forgængere, der har besiddet denne stilling-forudsat
at jeg vil arbejde ydmygt og flittigt og altid søge Helligåndens vejledning; og dette vil
jeg bestræbe mig for at gøre."
Vii
Fra november 1918 og indtil den 1. maj 1945 præsiderede præsident Grant over de
sidste dages helliges aktiviteter over hele verden. Hans forvaltning var længere end
nogen anden af kirkens præsidenters, bortset fra præsident Brigham Youngs. Han
havde derfor gode muligheder for at føre sine fremgangsmåder ud i livet og at bruge
sin indflydelse til opbygningen og forbedringen af det store sidste dages værk.
Måske var præsident Grants mest enestående bidrag til kirken i den tid, han var
præsident, hans evne til at mødes med nationens prominente og indflydelsesrige folk
og omgås dem; at nedbryde modstand; at fjerne fordomme og at vinde venner til sig
selv og til de sidste dages hellige. Han var en storslået og fremragende missionær.
Jeg husker hans bemærkninger ved generalkonferencen i 1921, hvor han henviste til
en tale, han havde holdt for the Knife and Fork Club' i Kansas City i december måned
året før:
(1) En prominent klub, hvis medlemmer mødes for at spise sammen, hygge sig og
høre gæstetalere.
"Jeg synes, at vi som et folk har meget stor grund til at glæde os over den goodwill
og venlighed, der i dag vises os som et folk af dem, der ikke hører til vor tro - i
sammenligning med de forhold, der herskede for nogle år siden. Jeg erindrer ikke en
eneste oplevelse i den lange tid, jeg har været en af kirkens generalautoriteter, der
har gjort større indtryk på mig mht. forandring i indstilling over for de sidste dages
hellige, end den modtagelse jeg fik sidste december, da jeg tog til Kansas City for at
holde en tale om 'mormonismens' resultater. Når jeg tænker på, at jeg på det ledende
hotel i denne dejlige og fremadskridende by ... fik lov til at rejse mig - mindre end 16
km fra Independence, det sted, hvorfra de sidste dages hellige blev uddrevet efter en
uddrivelsesordre fra guvernør Boggs - for at fortælle om de resultater, de sidste dages
hellige havde opnået, at berette om Joseph Smiths profetier, at give de forsamlede
- over 300 af byens førende og indflydelsesrige forretningsmænd - Josiah Quincys(2)
vidnesbyrd om profeten Joseph Smith, at citere den dejlige pionersang,Kom, kom Guds
folk' for dem, at fortælle dem om de trængsler, uddrivelser og forfølgelser de sidste
dages hellige var udsat for og få disse repræsentable mænd til at lytte bifaldende,
flere gange afbryde med klapsalver og se mange af dem komme hen til mig efter
mødet for at give mig hånden og takke mig for talen, og at høre nogle af klubbens
bestyrelsesmedlemmer - the Knife and Fork Club i Kansas City (som jeg har ladet mig

Side 132
fortælle, er den næststørste middagsklub i USA med the Gridiron Club i Washington på
førstepladsen) - sige, at de håbede, jeg ville komme igen, så de kunne høre mere om
vort folk; og så at standse op og tænke på, at profeten og hans tilhængere i begyndelsen
blev uddrevet fra Missouri, at mange af dem blev myrdet, at alle mulige former for
forbrydelser blev begået imod folket, at deres ejendomme blev konfiskeret, at vi aldrig
har modtaget nogen betaling for det, der tilhørte os i dette område, at noget af det
værdifulde land, vi rejste igennem derovre, er det samme, som tilhørte vort folk (for
når I følger mange af de værdifulde ejendomme med tilhørende jord op, vil I opdage,
at ejendomsretten samler sig hos "mormonkirkens" biskop, og kun pga. tiden, som er
gået, har folk sikret sig ejendomsretten til denne jord - ikke fordi der nogen sinde blev
betalt for den) - at standse op og tænke på uddrivelserne og forfølgelserne af de sidste
dages hellige, hvilke forhold ingen ord kan beskrive, og ingen pensel kan male, og
så at opdage, at der nu er en venskabelig indstilling i dette samfund blandt det folk,
der så at sige bor det selv samme sted, hvorfra præsident Joseph Smith, den levende
Guds profet, og andre blev uddrevet, at blive inviteret til at komme der for at tale om
"mormonismens" resultater, og at se talen blive modtaget med åbne arme - så viser alt
dette en vidunderlig forandring i indstilling."
(2) En forfatter, der besøgte Joseph Smith og udgav en beretning om sit besøg,
hvori han gav sit indtryk af profeten.
Det ovennævnte eksempel er blot et af de hundredvis af tilfælde, hvor præsident
Grant rejste til forskellige dele af De forenede Stater for at benytte indflydelsen fra sit
høje kald til at fremføre sandheden for folk og vinde venner til de sidste dages hellige.
Denne forandrede indstilling over for mormonerne blev for en stor del tilvejebragt
gennem hans egne utrættelige bestræbelser.#-
Kirkens organisationer blev udvidet meget under præsident Grants forvaltning. Da
han blev kirkens præsident i 1918, var der 75 stave og 843 ward og uafhængige grene.
Den rapport, der blev udfyldt ved konferencen i april 1943, viste, at der var 143 stave
og 1.242 ward og uafhængige grene.
Med kirkens hurtige vækst skete der ingen forringelse i medlemmernes åndelige
kvalifikationer. I oktober 1937 fremkom præsident Grant med, hvad jeg betragter som
den mest betydningsfulde udtalelse vedrørende kirkens lederes kvalifikationer, der er
blevet fremført siden profeten Joseph Smiths dage. Han sagde ved den lejlighed:
"Jeg bekendtgjorde ved præstedømmemødet i går aftes - og jeg besluttede
at bekendtgøre det igen i dag- at vi forventer, at hver eneste af kirkens ledere
fra i dag betaler en fuldstændig ærlig tiende og virkelig efterlever visdomsordet;
og vi beder alle kirkens ledere, alle medlemmer af hovedbestyrelser og alle
stavs- og wardsfunktionærer om - hvis de ikke efterlever evangeliet og ærligt og
samvittighedsfuldt betaler deres tiende - at træde til side, medmindre de fra denne dag
lever op til disse krav.
Vi beder enhver i Zions stave- enhver stavspræsident, enhver rådgiver til en
stavspræsident, enhver stavssekretær og ethvert højrådsmedlem, der står i spidsen
for stavens medlemmer - om at træde til side, medmindre de efterlever disse love. De
har ansvaret for at præsidere, og hver eneste præsiderende leder bør sige fra i dag:
Jeg vil tjene Herren, således at mit eksempel vil være værdigt til efterfølgelse.'
Intet menneske, der ikke efterlever visdomsordet, kan undervise i det ved Guds Ånd.
Intet menneske kan forkynde dette evangelium ved den levende Guds Ånd, medmindre
vedkommende efterlever sin religion; og med den store forståelse vi nu har, må vi forny
vor loyalitet over for Gud, og jeg tror, at det er hævet over enhver tvivl, at Gud inspirerer

Side 133
og velsigner os og mangfoldiggør vore midler, når vi er ærlige over for ham. Vi ønsker
ikke en gentagelse af de tilstande, skrifterne fortæller os, der herskede i fordums tid,
hvor Herren erklærede, at han var blevet bedraget (Mal. 3:8), fordi folket ikke havde
efterlevet den finansielle lov, Gud havde åbenbaret.
Jeg beder af mit inderste hjerte, at Gud vil give enhver mand og kvinde, der har en
stilling i kirkens stave og ward, ånden, indstillingen og beslutsomheden til fra denne
dag at forny sine pagter med Gud og efterleve sin religion; og hvis vi er for svage til at
gøre dette, børe vi træde til side og lade en anden overtage vor plads."
Ved aprilkonferencen i 1938 fremhævede præsident Grant igen dette
betydningsfulde punkt:
"Jeg ønsker at fortælle denne store forsamling, at jeg virkelig påskønner alt, hvad der
er blevet sagt. Jeg bifalder det af hele hjertet, og jeg gentager alt, hvad jeg sagde i de
sidste 10-15 minutter af konferencen for 6 måneder siden. Jeg beder enhver mand og
kvinde, der sidder i en ansvarsfuld stilling, og som har pligt til at undervise i Jesu Kristi
evangelium, om at efterleve det og holde Guds befalinger, således at deres eksempel
vil undervise i det; og hvis de ikke kan efterleve det, vil vi fortsætte med at holde af dem,
vi vil fortsætte med at lægge armen omkring dem, og vi vil fortsætte med at bede om,
at de må blive stærke nok til at efterleve det. Men hvis de ikke er i stand til at efterleve
det, beder vi dem om at træde til side, således at de, der efterlever det, kan undervise
i det. Intet menneske kan undervise i Jesu Kristi evangelium under den levende Guds
inspiration og med kraft fra det høje, medmindre vedkommende efterlever det. Han kan
fortsætte med at være medlem, og vi vil aldrig lægge nogen hindringer på hans vej,
for evangeliet er et kærlighedens og tilgivelsens evangelium, men vi ønsker trofaste
mænd og kvinder som ledere i præstedømmet og i hjælpeforeningerne. Og en mand,
der ikke kan rejse sig og sige, at han ved, at evangeliet er sandt, og at han efterlever
det, har ingen ret til at være i et højråd."
VIII
Selv da præsident Grant nærmede sig de 80, var han stadigvæk aktiv og ledede
stadigvæk et betydningsfuldt folks anliggender. Han kunne se tilbage over sit lange liv
og være forsikret om, at han havde været fremgangsrig på enhver måde. Hvis, som der
er blevet sagt, "en mands rigdom består i det antal mennesker, han elsker og velsigner,
og som også elsker og velsigner ham", så havde præsident Grant i sandhed samlet
sig en stor skat. Han påvirkede mange tusinde menneskers liv, og til gengæld fik han
deres oprigtige kærlighed og påskønnelse.
I oktober 1937 bar han følgende brændende vidnesbyrd i kirken i Portland, Oregon:
"Jeg ønsker at bære mit vidnesbyrd til jer og fortælle jer, at hver eneste bloddråbe
i mit legeme, hvert eneste gran af visdom i min hjerne bevidner for jer, at jeg uden
mindste antydning af tvivl er omvendt til min religion. Vi har evangeliet! Vi har livets
og frelsens plan, og jeg ved det. Vi har alle gaverne, profetierne, helbredelsens kraft
og alt, hvad de havde i fordums tid. Jeg er et levende bevis på den almægtige Guds
helbredende kraft. Lægerne havde opgivet mig. Min ene hustru, som er død, besøgte
min anden hustru, som lever, og fortalte hende, at mit liv ikke var forbi, og selv om
blodforgiftning var begyndt, blev jeg rask, og siden da har jeg opløftet min røst i Irland,
England, Belgien, Norge og Sverige, fra Portland i Maine til Portland i Oregon, på
Hawaii, i Japan og fra Californien til Florida og op langs begge kyster i De forenede
Stater, og jeg har sagt, at lige så sikkert, som jeg lever, ved jeg, at Jesus Kristus er
Søn af Gud den evige Fader. Jeg ved, at Joseph Smith er en Guds profet, og må Gud

Side 134
hjælpe os til at leve således, at andre vil undersøge livets og frelsens plan, når de ser
vore gode gerninger. Det beder jeg om i Jesu Kristi navn. Amen."
IX
I sine sidste år kørte præsident Grant næsten dagligt, når vejret tillod det, en lang tur
ud på landet eller til de nærliggende, maleriske canyons (snævre, dybe floddale). På
disse ture var han og hans hustru altid ledsaget af slægtninge eller venner. Han var
aldrig tilfreds, før bilen var fyldt op, og andre fik lov til at glæde sig over de scenerier,
der bragte ham så megen glæde og tilfredshed. Min hustru og jeg blev ofte inviteret
til at være hans gæster og glæde os over hans selskab ved sådanne lejligheder i de
sidste år, han levede. Vi vil sent glemme hans godhed imod os eller hans uforanderlige
interesse i vort ve og vel.
Så længe hans helbred tillod det, tilbragte præsident Grant hver dag nogle få timer
på sit kontor i kirkens kontorbygning på South Temple Street. Der rådførte han sig med
brødrene, talte med venner eller fremmede, dikterede breve eller tog sig af hvilke som
helst anliggender, han blev opmærksom på. Selv om hans fysiske helbred var svækket
på grund af en delvis lammelse i 1940, var hans forstand klar, opmærksom og aktiv.
Da hans læge havde rådet ham til ikke at tale offentligt ved generalkonferencen i
april 1943, dikterede han en længere redegørelse, som blev læst op for de forsamlede
hellige. Jeg beklager ikke at kunne gengive den i sin fylde, men jeg vil ganske kort
citere fra den:
"Jeg vil gerne takke folket for deres bønner for mig," sagde han. "Jeg har ikke været
rask i en periode på mere end 3 år, og alligevel har jeg i denne tid aldrig haft smerter. .
. Herren har været god imod mig og har besvaret folkets såvel som mine egne bønner
om, at jeg i den tid, Herren lod mig blive på jorden, både fysisk og mentalt ville være
i stand til at arbejde på at fremme hans værk."
Den store krig, der rasede overalt på jorden, var en kilde til stadig bekymring for
ham. Han gav udtryk for sine følelser desangående i en anden erklæring, der blev læst
op ved oktoberkonferencen i 1943.
"Jeg beder af mit ganske hjerte om, at denne krig må høre op, så snart Herren finder
det passende at standse den, og jeg beder oprigtigt om, at indflydelsen af Herrens ånd
må være med alle, der har nogle af deres kære med i krigen."
Der gik et helt år. Præsident Grants helbred blev gradvist dårligere, men hans
ønske om at tjene og fortsætte med sine mange opgaver blev ikke mindre med
årene. Hans ånd syntes at vokse sig stærkere, efterhånden som årene gik. Ved
oktoberkonferencen i 1944 gav han udtryk for sin taknemmelighed til sin himmelske
Fader for de velsignelser, han havde modtaget.
"Jeg har igen fået lov til at være sammen med jer ved en af kirkens
generalkonferencer, og jeg bærer vidnesbyrd om, at jeg ved, at det er ved Guds
helbredende og støttende kraft, jeg er her. Om 6-7 uger vil jeg, hvis Herren ønsker det,
påbegynde mit 89. år, og jeg har så virket i 62 år, siden jeg blev en af apostlene, og jeg
vil have virket i 26 år som præsident for kirken. I alt dette og i meget andet har Herren
velsignet mig rigt, og jeg er taknemmelig for at kunne sige, at jeg har det bedre nu, end
jeg har haft i nogle af de uger og måneder, der lige er gået."
I løbet af vinteren 1944-1945 tilbragte han færre timer på sit kontor. Men over for
dem, der besøgte ham i hans hjem, var han den samme venlige, betænksomme og
hengivne ven. Han var ikke i stand til at deltage i aprilkonferencen i 1945, men han

Side 135
dikterede en længere redegørelse, der blev læst op for de tilstedeværende. Det var
en af de inderligste og smukkeste erklæringer, hans sind og hjerte nogen sinde havde
givet udtryk for. I denne gribende appel til de sidste dages hellige bar han sit sidste
og endelige vidnesbyrd:
"Det mest storslåede, der er sket i verdens historie, siden Frelseren selv levede
på jorden, er, at Gud fandt det formålstjenligt selv at besøge jorden sammen med sin
elskede og enbårne Søn, vor Frelser og Forløser, og vise sig for drengen Joseph Smith
...
Evangeliet er blevet gengivet til jorden i sin renhed.
Jeg bærer vidnesbyrd for jer, at jeg ved, at Gud lever; at han hører og besvarer
bønner; at Jesus er Kristus, verdens Forløser; at Joseph Smith var og er den levende
Guds profet, og at Brigham Young og de, der har efterfulgt ham, ligeledes var det ...
Jeg har ikke sproget i min magt til at give udtryk for min taknemmelighed til Gud for
den kundskab, jeg er i besiddelse af."
X
Mandag aften, den 14. maj 1945, ca. en time før solnedgang, bekendtgjorde pressen
og radioen for verden, at præsident Heber J. Grant var død i sit hjem i Salt Lake City.
Selv om nyheden ikke var uventet, kom den som et chok for hans mange personlige
venner og for kirkens medlemmer over hele verden. En storslået og god mand, en
klog rådgiver, en dygtig leder, kirkens 7. præsident, en Guds profet, var draget til sit
himmelske hjem.
Præsident Grants begravelse blev afholdt i det historiske Tabernakel i Salt Lake
City, fredag den 18. maj, kl. 12:15. En time før mødet skulle begynde, var den store
bygning fyldt til bristepunktet af dem, der kom for at vise ham den sidste hyldest og
ære. Den første taler var George Albert Smith, præsident for De tolvs Råd:
"Ved denne højtidelige lejlighed, hvor vi er samlet omkring kisten med en af vore
kære, er det naturligt, at vi er bedrøvede; og hvis det var sidste gang, vi skulle være
sammen med ham, ville situationen ikke være til at bære; men det er ikke tilfældet.
Denne mand, der er blevet kaldt hjem af vor himmelske Fader, har afsluttet sit jordiske
liv med ære, men vi vil være sammen med ham igen på den anden side, hvis vi er
værdige til det. Han blev født for 88 år siden, og det meste af sit liv helligede han til
trofast at søge at dele vor Herres sandheder med sine medmennesker. I mere end 40
år har jeg arbejdet sammen med ham som en af de brødre, der bærer ansvaret for at
udbrede Jesu Kristi evangelium til alle dele af verden ...
Præsident Grants opdragelse var præget af viljestyrke. Han voksede op i et hjem,
hvor der morgen og aften blev holdt familiebønner og personlige bønner, og maden
altid blev velsignet. I sit hjem lærte han at ære far og mor, at ære sin himmelske Fader
og at elske sin næste som sig selv. Jeg kender ikke noget menneske, der mere gavmildt
har givet af sig selv og af de midler, han er kommet i besiddelse af. Han forsøgte at
gøre sine brødre og søstre inden for alle trosretninger lykkeligere."
Den næste taler, præsident David O. McKay, talte med megen varme:
"Præsident Grants røst er forstummet, og hans hjerte er hørt op med at slå; men
alligevel lever han, for til sådanne mennesker som ham er dette guddommelige løfte
givet: Jeg er opstandelsen og livet; den, som tror på mig, skal leve, om han end dør.
Og enhver, som lever og tror på mig, skal i al evighed ikke dø.' (Joh. 11:25-26)

Side 136
Standhaftig i at gennemføre noget, oprigtig, ærlig, udholdende, retskaffen i al sin
færd, positiv i udtalelser, dynamisk i handlinger, ubøjelig over for djævelen, forstående
over for den ulykkelige, i højeste grad ædelmodig, trofast i livet mod enhver betroet
pligt, øm og hensynsfuld imod sine kære, loyal over for venner, over for sandheden,
over for Gud - således var vor ærede og elskede præsident- en fremragende leder, et
værdigt eksempel for kirken og for menneskeheden overalt i verden."
De afsluttende bemærkninger blev givet af præsident J. Reuben Clark jun.:
"Jeg ønsker at give min tilslutning til alt det gode - og alt, hvad der er blevet sagt
om præsident Grant i dag, har været godt - og jeg giver min tilslutning til alt det gode,
som nogen vil sige om ham, for han var i besiddelse af en meget fin ånd, der levede
retfærdigt og modtog de velsignelser fra vor himmelske Fader, der kommer til dem,
som adlyder hans befalinger ...
Må Gud velsigne hans minde for os, at det må stå rent og klart for os. Må vi dag for
dag komme til forståelse og påskønnelse, så vi vil være i stand til at følge efter ham
og leve således, som han levede."
Efter højtideligheden blev præsident Grants legeme overført til byens kirkegård, hvor
det blev stedt til hvile i familiegravstedet. Graven blev indviet af Antoine R. Ivins.

I
Ottende præsident
George Albert Smith (1870-1951)
Side 137
Ved et møde for De tolv Apostle, der blev afholdt i Salt Lake templet mandag den 21.
maj 1945, blev kvorummets præsident, George Albert Smith, opretholdt og indsat af
sine brødre som præsident for Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige. Omkring 6
uger før denne store ære kom til præsident Smith, var han den 4. april fyldt 75 år.
Selv om han ikke var stærk, var han rask og aktiv både fysisk og mentalt, og af fødsel
og gennem oplæring og lang erfaring var han velkvalificeret til at videreføre det store
ansvar, der var blevet ham betroet.
Præsident Smith tilhørte 4. generation af en familie, der havde udmærket sig i trofast
og hengiven tjeneste for kirken, siden den blev organiseret. Hans oldefar, John Smith,
en onkel til profeten Joseph Smith, der tidligt blev omvendt til sin fremragende nevøs
lærdomme, blev døbt i Potsdam, New York, den 9. januar 1832.
Onkel John, som han kaldes i kirkens historie, udvandrede til Kirtland, Ohio i 1833,
og derfra fulgte han de hellige på alle deres vandringer - til Missouri, til Illinois, til Winter
Quarters i Nebraska og til Utah-territoriet. I efteråret 1847 nåede han Saltsødalen
- få uger efter det første pionerkompagnis ankomst - og blev af præsident Brigham
Young udpeget til at præsidere over de helliges afsondrede koloni indtil Det øverste
Præsidentskabs tilbagevenden fra Winter Quarters, hvilket fandt sted i september
1848.
Den 1. januar 1849 blev John Smith ordineret som kirkens patriark, og han døde den
23. maj 1854, mens han stadigvæk trofast udførte sine pligter i denne høje kaldelse.
Han var ydmyg og oprigtig, sand og trofast, loyal over for brødrene og kirken, og han
efterlod et godt navn og efterkommere, der har gjort ham ære.
Onkel Johns ældste søn, George Albert, eller George A., som han blev kaldt blandt
venner, nærmede sig de 37, da hans agtværdige far døde. Han var allerede velkendt
i kirken og havde gjort sig bemærket som missionær, apostel, statsmand, medlem af
det første pionerkompagni til Saltsødalen og som kolonisator i det sydlige Utah.
George A. var 15 år gammel, da han blev døbt i Potsdam, New York, i september
1832. Det følgende år flyttede han sammen med sine forældre til Kirtland, Ohio, der
var kirkens hovedsæde, og her mødte han for første gang sin fætter, profeten Joseph
Smith. De blev hurtigt venner, og som årene gik, voksede George A.'s tro på profetens
guddommelige mission og på hans belæringer.
I foråret 1834, da George A. var 16 år gammel, ledsagede han en gruppe af brødrene
(kendt som Zions lejr) på den lange og besværlige vandring til Missouri og tilbage - en
afstand på næsten 3.200 km. I somrene 1835, 1836 og 1837 var han i de østlige stater,
hvor han virkede som missionær for kirken. 1 1838 flyttede han med sine forældre til
Missouri og døjede her de prøvelser og vanskeligheder, de hellige blev udsat for, da
de blev uddrevet af staten.
Den 26. april 1839 blev George A. ordineret til apostel - 2 måneder før sin 22-års
fødselsdag. Han var den yngste i kirkens historie som vår blevet valgt til dette høje
embede. Om efteråret forlod han Nauvoo sammen med brødre fra De Tolv for at udføre
en mission på De britiske per. Efter en meget vellykket mission vendte han tilbage til
sit hjem i sommeren 1841. I de næste få år brugte han hovedparten af sin tid til at
opbygge de helliges kolonier i Nauvoo og omegn og til at foretage korte missioner til

Side 138
de østlige stater. Han opholdt sig i Michigan i juni 1844, da han fik at vide, at profeten
og patriarken var blevet dræbt. Han skyndte sig til Nauvoo, og derefter blev De tolv
Apostle kirkens ledende gruppe. Fra den tid tilbragte han alle sine aktive leveår med
at fremme den organisation, som han havde givet sin uforbeholdne troskab.
Han deltog i udvandringen fra Nauvoo; som tidligere nævnt var han med det første
hold pionerer, der fandt vej til Saltsødalen i sommeren 1847 for at udsøge et nyt hjem
til de hellige. Da han vendte tilbage til Winter Quarters om efteråret, bad præsident
Brigham Young ham om at blive "ved floden" og tage sig af de medlemmer af kirken,
der var ved at gøre forberedelser til rejsen over sletterne. Først om efteråret i 1849 var
han i stand til at slutte sig til sine forældre og de hellige i Utah.
I vinteren 1850-1851 førte George A. en gruppe emigranter til territoriets sydlige del
og grundlagde kolonien Parowan. 11852 blev han kaldet til at præsidere over kirkens
medlemmer i Utah County, og 2 år senere blev han ved aprilkonferencen opretholdt
som historiker og hovedoptegner. Ved oktoberkonferencen i 1868 valgte præsident
Young ham til førsterådgiver i Det øverste Præsidentskab som afløser for Heber C.
Kimball, der var død et par måneder tidligere. Denne stilling besad han indtil sin død
den 1. september 1875. Han var 58 år gammel, da han døde. Betragtet ud fra et hvilket
som helst synspunkt var George A. Smith en af de store mænd i kirkens første tid.
George A. Smiths 7. barn og 3. søn kom til at hedde John Henry. Han blev født i
nærheden af Kanesville, Pottawattamie County, Iowa, den 18. september 1848. I juni
måned året efter påbegyndte George A. og hans hustru, Sarah Ann Libby, den lange
rejse over sletterne til Utah. Rejsen foregik med vogn trukket af okser. I armene havde
den tapre mor sit spædbarn. Efter de sædvanlige strabadser nåede de Salt Lake City
den 27. oktober 1849. Sarah Ann Libby Smith fik imidlertid ikke lov til at glæde sig over
sit nye hjems fredelige omgivelser ret længe. Den 12. juni 1851 døde hun som offer
for pionertidens frygtede sygdom, tuberkulose. Den afdødes søster, Hannah Libby, der
også var gift med George A. Smith, tog drengen til sig, opfostrede ham og gav ham al
den kærlighed og omsorg, som hans egen mor ville have givet ham.
I juli 1852, da John Henry var næsten 4 år, flyttede han med sin fostermor og familie
til Provo, hvor Brigham Young havde bedt hans far om at oprette kolonier og præsidere
over de hellige i Utah County. Her voksede han op, og hertil førte han sin unge hustru,
Sarah Farr, som han blev viet til den 20. oktober 1866.
Ved kirkens generalkonference, der blev afholdt i maj 1874, blev John Henry kaldet
til at rejse på mission til De britiske Øer. Han forlod sit hjem i juni samme år og udførte
en vellykket mission i England indtil juli 1875, da han blev bedt om at vende hjem pga.
sin fars alvorlige sygdom. Han ankom til Salt Lake City den 15. august og nåede kun
at tilbringe 15 dage ved sygelejet hos den mand, som han elskede og ærede mest.
Præsident George A. Smith døde den 1. september 1875.
John Henry oprettede nu sit hjem i Salt Lake City. I de følgende år beskæftigede
han sig med så mange ting, at jeg kun har plads til at nævne nogle få af dem. 11876
blev han valgt som medlem af Salt Lake Citys byråd. Ved oktoberkonferencen i 1880,
4 år senere, blev hans navn forelagt, og han blev opretholdt som medlem af De tolv
apostles Kvorum og fulgte således i sin agtværdige fars fodspor. To år senere, i oktober
1882, sendte kirkens præsident, John Taylor, ham af sted for at præsidere over den
europæiske mission med hovedsæde i Liverpool, England. I foråret 1885 vendte han
tilbage til Salt Lake City, og derefter anvendte han sin tid på religiøse, timelige og
politiske anliggender, der alle havde til hensigt at virke til fremme for menneskeheden.
Ved aprilkonferencen i 1910 blev John Henry Smith valgt af præsident Joseph F. Smith

Side 139
som andenrådgiver i kirkens øverste præsidentskab. Han var optaget af pligterne i
dette høje embede, da døden indtraf den 13. oktober 1911 efter kort tids sygdom.
II
Præsident George Albert Smith var John Henry og Sarah Farr Smiths anden søn;
en ældre bror var død som spæd. Præsident Smith blev født i Salt Lake City den
4. april 1870. Drengen var født under en heldig stjerne; forældrenes hjemliv blev af
naboer og venner betragtet som mønsterværdigt. Der var en overflod af kærlighed og
hengivenhed; man lærte og efterlevede de højeste moralske og religiøse principper.
Lige i nærheden boede bedstefaderen, præsident George A. Smith, som drengen
var blevet opkaldt efter. Familien var meget anerkendt; deres navn var et af de mest
respekterede i kirken. Der blev uden tvivl udtalt mange gode ønsker og stillet mange
forventninger til denne dreng, for den, som har fået meget givet, af ham skal man
kræve meget (Luk. 12:48). Han indfriede alle disse forventninger og føjede ære til sine
berømmelige forfædres bedrifter. Lykkelige er de forældre, der kan kalde ham for deres
søn!
Den 6. juni 1878 lidt over 2 måneder efter hans 8-års fødselsdag, blev han døbt af
ældste James Moyle i City Creek, der dengang løb langs vestsiden af templet. Samme
dag fik han håndspålæggelse af sin far, John Henry Smith.
Jeg havde det privilegium at udspørge præsident George Albert Smith om de første
påvirkninger i barndommen. Det var tydeligt, at hans egen far var hans ideal. "Jeg har
aldrig mødt en større mand end min far," sagde han. Den kendsgerning, at han havde
fået sin bedstefars navn, havde indflydelse på dannelsen af hans karakter. "Det har
betydet meget for mig," fortsatte han. "Jeg har måttet passe på dette hellige navn."
Han fortalte mig også om en drøm, han havde, da han var ved at komme sig efter en
langvarig sygdom. Han drømte, at han så sin bedstefar og talte med ham. "Det forekom
mig, at jeg stod ved bredden af en sø, og jeg opdagede, at jeg var alene. Jeg fik øje på
en sti, der gik gennem skoven og besluttede mig til at følge den. Snart så jeg en mand
komme imod mig. Da han kom nærmere, opdagede jeg, at det var min bedstefar. Da
vi nåede hinanden, sagde han: Jeg vil gerne vide, hvad du har gjort med mit navn.'
"Bedstefar", svarede jeg, 'jeg har aldrig gjort noget med dit navn, som du behøver at
skamme dig over.' Derefter vågnede jeg og jeg besluttede mig til, at jeg aldrig ville gøre
noget, der kunne skade hans gode navn."
Efter få års skolegang i Salt Lake City blev drengen som 12-årig sendt til slægtninge
i Provo, hvor han havde mulighed for at gå på Brigham Young Academy. Der kom han
under pionertidens betydningsfulde pædagog, Karl G. Maesers, indflydelse. En af de
mindeværdige forskrifter, som præsident Smith lærte af denne fremtrædende mand,
og som han sagde, havde påvirket hans liv, lyder således: "Du vil ikke blot blive holdt
ansvarlig for det, du gør, men du vil også komme til at stå til regnskab for de tanker,
du tænker."
Efter hans fars afrejse til England i begyndelsen af 1883, hvor denne var blevet
kaldet til at præsidere over den europæiske mission, vendte George Albert tilbage til
Salt Lake City. Efter at have tilbragt et år på University of Utah, hvor han begyndte som
18-årig, forlod han skolen og begyndte at arbejde som sælger for Zion's Cooperative
Mercantile Institution (ZCMI)(1). Dette arbejde viste sig at være efter hans smag, og
han gjorde det til en succes lige fra begyndelsen. Han var energisk, venlig, elskværdig,
behagelig at tale med og pligtopfyldende i sit arbejde. Mens jeg skriver dette, har jeg
en dagbog foran mig, som han førte under en af sine handelsrejser til det sydlige Utah

Side 140
i foråret og sommeren 1890. Nogle få uger tidligere var han fyldt 20 år. Sammen med
sin ledsager, James Poulton, forlod han Salt Lake City; rejsen foregik med hestevogn,
og man satte kursen mod de sydlige kolonier. Det tog dem 7 timer at nå deres første
stoppested, American Fork. Men de var lykkelige; James Poulton havde sin fløjte, og
George Albert havde taget sin guitar med, og sammen spillede og sang de. De tog
imod bestillinger på varer fra købmændene i de forskellige kolonier. De nåede så langt
sydpå som St. George og Panguitch, og efter en vellykket rejse vendte de tilbage til
Salt Lake City den 30. juni.
(1) Denne virksomhed blev startet kort før jernbanens komme til Utah for at hjælpe
de hellige med at købe varer, fremstillet i de østlige stater, til rimelige priser. Kirkens
ledere frygtede, at de "vantro" købmænd, der kom til Saltsødalen, ville forlange meget
høje priser for deres varer. Et stort antal aktionærer bidrog med små pengebeløb til
virksomheden og satte således folk i stand til at få del i forretningens fortjeneste, og
dette forhindrede store rigdomme i at blive samlet på få hænder.
I efteråret 1891, da han var 21 år gammel, blev han sendt på sin første mission. Han
modtog et kald fra kirkens præsidentskab til at virke blandt de unge i stavene i Juab,
Millard, Beaver og Parowan i det sydlige Utah som repræsentant for kirkens Gensidige
Uddannelsesforening. Han påtog sig villigt denne gerning. Efter at have modtaget
sin tempelbegavelse i Manti templet tog han af sted til den sydlige del af staten den
7. september. Han og hans kammerat, William B. Dougall jun., afholdt møder i de
forskellige byer, organiserede gensidige uddannelsesforeninger og opmuntrede de
unge til at leve i overensstemmelse med deres religions principper. Da de havde fuldført
deres mission, vendte de tilbage til deres hjem sidst i november 1891.
Onsdag den 25. maj 1892 blev George Albert Smith gift med sin barndomskæreste,
Lucy Emily Woodruff, i Manti templet. Lucy var datter af Wilford Woodruff jun. og Emily
Jane Smith. Hun var barnebarn af to velkendte mænd i kirkens historie: præsident
Wilford Woodruff og dommer Elias Smith. Den milde, forfinede og oprigtige Lucy, der
havde fuldstændig tro på sine forældres og bedsteforældres religion, var den ideelle
ledsagerske for sin ægtemand. De havde mange lykkelige år sammen, indtil døden
skilte dem.
En uge efter sit bryllup tog George Albert af sted på sin anden mission, denne
gang til de sydlige stater. Da han ankom til Chattanooga, Tennessee, sendte
missionspræsident J. Golden Kimball(1) ham til Middle Tennessee distriktet, hvor
han arbejdede flittigt indtil september. På dette tidspunkt blev han forflyttet til
missionskontoret i Chattanooga for at virke som sekretær for sydstaternes mission. Få
uger senere sluttede hans hustru Lucy sig til ham, og sammen arbejdede de glade indtil
juni 1894, hvor de blev hæderligt afløst og kunne vende hjem igen.
(1) (1853-1938) medlem af De halvfjerds' første Råd.
Da han aflagde rapport om sin mission søndag den 22. juli 1894 i Salt Lake
Tabernaklet, erklærede han, at sydstaternes mission gik strålende. "Den antipati, folk
tidligere nærede mod de Guds tjenere, der blev sendt til dem, og mod de sidste dages
hellige, der boede her, er næsten forsvundet. Vore ældster bliver behandlet godt alle
vegne. Tidligere havde vi kun adgang til beboerne i landdistrikterne, men nu har vi det
privilegium at kunne besøge dem i byerne, og mange af dem modtager os venligt ...
Taleren glæde sig over at være hjemme igen og have mulighed for at være sammen
med de hellige her. Han nød sit arbejde meget, mens han var på mission, og udtalte
sig rosende om sydstaternes indbyggere, der, som han sagde, er nogen af de mest
gæstfri mennesker i verden."

III
Side 141
Da George Albert var hjemme igen, genoptog han sit arbejde for Zion's Cooperative
Mercantile Institution. Han var den fødte sælger og havde ikke svært ved
at tjene en god løn i denne stilling. Han deltog også aktivt i politik, og
under præsidentkampagnen i efteråret 1896 støttede han ivrigt William McKinley,
republikanernes præsidentkandidat. McKinley blev valgt, og da han udpegede en
kasserer for Utahs tinglysningskontor den 5. januar 1898, fik George Albert Smith
stillingen. Denne ære blev tildelt den unge mand 3 måneder før hans 28års fødselsdag.
4 år senere blev udnævnelsen forlænget af præsident Theodore Rooselvelt(1), uden
at George Albert Smith behøvede at søge om genansættelse.
(1) (1858-1919) De forenede Staters 32. præsident
Alt imens havde George Albert været aktiv i sine kirkelige pligter, siden han var vendt
tilbage fra sin mission. Han blev præsident for 17. wards søndagsskole, og i 1902 blev
han valgt til at stå i spidsen for Unge Mænds GUF organisation i Salt Lake staven, der
dengang omfattede hele Saltsødalen.
Tirsdag den 6. oktober 1903 under eftermiddagsmødet ved kirkens halvårlige
generalkonference, der blev afholdt i Salt Lake Tabernaklet, blev George Albert Smiths
navn forelagt, og han blev opretholdt som medlem af De tolvs Kvorum. Udnævnelsen
kom som en fuldstændig overraskelse for ældste Smith, selv om han fortalte mig
følgende: "Min patriarkalske velsignelse, som blev givet mig af Zebedee Coltrin(2),
da jeg var 12 år gammel, antydede, at jeg en dag ville blive apostel." Tirsdag den 8.
oktober blev han i Salt Lake templet ordineret og indsat i sin nye stilling og kaldelse
af præsident Joseph F. Smith.
(2) (1804-1887) en af de første syv præsidenter over Halvfjerdserne
Den første stavskonference, han deltog i som apostel, fandt sted i Utah stav og blev
afholdt i Provo søndag den 11. oktober 1903, 3 dage efter at han var blevet ordineret.
Fra den dag rejste han i tusindvis af kilometer for at besøge Zions stave og kirkens
vidt spredte missioner. Han udviste megen flid i sin kaldelse og udførte utrætteligt sit
arbejde som talsmand for Jesu Kristi evangelium, der var blevet gengivet til jorden af
profeten Joseph Smith.
Når man læser præsident Smiths dagbog i de første år, han var apostel, finder man
mange interessante punkter. Den 22. februar 1904 blev han valgt til præst for den
lokale organisation af the Sons of the American Revolution(3). Derefter interesserede
han sig meget for denne gruppes fremgang, og i 1918 blev han præsident for Utahs
forening. Ved den nationale kongres, der blev afholdt i Nashville, Tennessee, den 23.
maj 1923, blev han valgt til næstformand for den nationale organisation. Han virkede
i dette embede i 7 perioder.
(3) En patriotisk amerikansk forening. Organiseret for at forevige mindet om og
ånden af de mænd, der sikrede De forenede Staters uafhængighed. Dette gøres
ved at opmuntre til historisk forskning i forbindelse med revolutionen, ved at bevare
dokumenter, mindesmærker og optegnelser, og ved at fremme sand amerikansk
patriotisme.
Den 13. april 1904 blev han kaldet som medlem af hovedbestyrelsen for Unge
Mænds GUF, og senere virkede han i mange år som hovedtilsynsførende.
Den 24. juli 1904 skriver han i sin dagbog, at han "kørte i en automobil i
pioneroptoget". Dette var første gang, han kørte i en af disse nye vogne, som ikke

Side 142
skulle trækkes af heste, og som på daværende tidspunkt begyndte at vise sig i Salt
Lake Citys gader. Igen den 21. juni 1905 skriver han: "Nød en køretur på landet i LeRoi
C. Snows automobil."
Han interesserede sig meget for fiskeri, når der var mulighed for det. Under datoen
den 19. juli 1904 står der følgende: "Jeg tog ud at fiske sammen med Willard R.
Smith. Han fangede 10 ørreder; jeg fangede ingenting. Jeg opdagede ikke fiskene
i tide." Han klarede sig imidlertid bedre året efter. Mens han opholdt sig i Morgan
efter en stavskonference, der blev afholdt i den sidste uge af september, inviterede
stavspræsidenten for Morgan stav, Daniel Heiner, ham på fisketur til East Canyon
Reservoir. Der fangede han en ørred, der vejede 21/2 kg. Han blev så begejstret over
denne fangst, at han fik de brødre, der var sammen med ham, til at underskrive en
erklæring om, at det virkelig var rigtigt og ikke blot en skrøne. Da denne erklæring findes
i hans dagbog, vil jeg gengive den her:
Morgan, lørdag den 23. september 1905
Dette er for at bekræfte, at da vi i dag fiskede i East Canyon reservoir, så vi George
Albert Smith fange og lande en ørred, der vejede 21/2 kg; fisken blev vejet i Morgans
medicinalhandel.
(Underskrevet) Dr. Heiner,
W. Rich,
M. Heiner.
Han deltog aktivt i politik, og under præsidentkampagnen i 1904 talte han ved
republikanernes møder i Utah i Kaysville, Manti, Provo, Heber City og Charleston.
Den 6. maj 1905 ledsagede ældste Smith en gruppe af kirkens ledere - deriblandt
sin far, John Henry Smith, C. W. Penrose, Reed Smoot og andre - på en tur i privatbil ad
den nyligt færdiggjorte Salt Lake rute fra Salt Lake City til Los Angeles. Ved ankomsten
bemærkede han, at han fik et dejligt værelse med bad på et af byens bedste (hvis det
ikke var det bedste) hoteller for 1,35 dollars pr. nat. Med måltider iberegnet kostede
det samme værelse 3,00 dollars pr. nat.
I løbet af disse år omgikkes han mange interessante mennesker. Den 7. oktober
1904 skriver han, at han blev forestillet for De forenede Staters vicepræsident, Charles
W. Fairbanks, der var på besøg i Salt Lake City.
Den 27. juni 1905 var han i Ogden, Utah for at fejre sin morfars, Lorin Farrs, 85-års
fødselsdag. Denne storartede pioner havde en bemærkelsesværdig livshistorie. Han
blev medlem af kirken i 1832, da han var 12 år gammel. 11837 rejste han med sine
forældre til Kirtland, Ohio, og fra dette tidspunkt fulgte han kirkens ledere på deres
vandringer fra sted til sted og endelig til Saltsødalen, hvortil han ankom i september
1847. Senere flyttede han til Ogden og blev den første præsident for Weber stav. Han
var også Ogdens første borgmester og virkede i dette embede i 23 år; han havde
mange andre ansvarsfulde stillinger i sit lange liv. Lorin Farr døde i Ogden den 12.
januar 1909. George Albert Smith lignede sin ærværdige morfar meget, både af ydre
og i sin evne til at være leder for folket.
Den 20. august 1905 var ældste Smith i Layton, Utah, hvor han besøgte en fjern
slægtning, Silas S. Smith, der var en fætter til profeten Joseph Smith og en af Utahs
første pionerer.
Den 8. september 1905 underholdt George Albert, sammen med Reed Smoot og
andre, direktøren for De forenede Staters forstvæsen, Gifford Pinchot, der tilbragte et
par dage i Salt Lake City.

Side 143
To dage senere, den 10. september, nedskrev han en meget betydningsfuld
begivenhed i sin dagbog - hans eneste søn, George Albert Smith jun.'s fødsel.
I samme måned mødte han Joseph Smith, Den reorganiserede Kirkes grundlægger
og første præsident, og tog ham med en tur rundt i byen.
I al denne tid deltog han konstant i stavskonferencer rundt omkring i kirken og i sine
egne kvorumsmøder derhjemme. Han førte et meget virksomt liv.
I december 1905 ledsagede ældste Smith præsident Joseph F. Smith og en gruppe
af kirkens fremtrædende ledere til Sharon, Vermont, hvor en granitsøjle den 23.
december blev indviet for at ære profeten Joseph Smith på 100-års dagen for hans
fødsel.
18 måneder senere, i juni 1907, rejste ældste Smith sammen med German E.
Ellsworth og Ashby Snow til Palmyra, New York, hvor det på kirkens vegne lykkedes
ham at købe den gård, der havde tilhørt Joseph Smith sen., Den jord, der hører til
den smukke gård, omfatter også Den hellige Lund, hvor profeten Joseph fik sin første
åbenbaring, og stedet bliver nu årligt besøgt af tusinder af sidste dages hellige.
IV
Midt i sit travle liv, da hans rejser på kirkens vegne beløb sig til næsten 50.000 km om
året, blev George Albert Smith angrebet af en alvorlig sygdom i februar 1909, og den
gjorde ham uarbejdsdygtig i over 2 år og svækkede ham i flere måneder efter disse
2 år. I sin iver og nidkærhed for Herrens værk havde han overskredet sin styrke; han
havde opbrugt sin forsyning af nerveenergi, og trængte til en lang periode med hvile
og rekreation for at genvinde helbredet.
Sommeren 1909 tilbragte han i Ocean Park, Californien, hvor havluften og
havbadene styrkede ham. Vinteren 1909-1910 tilbragte han i St. George i Virgindalens
milde klima, og det følgende år tog han igen til Sydcalifornien. Gradvist vendte hans
styrke tilbage, men det varede adskillige år, før han kunne genoptage de anstrengende
pligter, der hørte til hans stilling som apostel.
Under rekonvalescensperioden fik ældste Smith et alvorligt chok, og en stor sorg
blev tildelt ham ved nyheden om hans højt agtede fars, præsident John Henry Smiths
pludselige død den 13. oktober 1911. Deseret News sagde følgende om ham i en
ledende artikel: "Det er svært at forlige sig med den tanke, at præsident John Henry
Smith har forladt os - den kærlige ægtemand og far, den kloge rådgiver, den gode
ven, den glimrende taler, sandhedens stærke forsvarer, Mesterens trofaste vidne og
budbringer. Men således er det blevet bestemt af ham, hvis tjener han var."
George Albert lagde mærke til den fysiske påvirkning, faderens død havde på ham.
Den 7. november 1911 skrev han følgende i sin dagbog: "Siden min fars død har jeg
ikke genvundet min styrke." Han var derfor nødt til at tilbringe det meste af vinteren
1911 i Californien for at få hvile og rekreation. I maj 1912 lejede han et hus i Ocean
Park for et år og flyttede hertil med sin familie. I oktober vendte han tilbage til Utah
og deltog i kirkens halvårlige konference. Han blev bedt om at tale og sagde nogle få
ord til de hellige i Tabernaklet for første gang i mere end 3 år. Sidst i 1912 mærkede
ældste Smith en tydelig bedring i sin helbredstilstand. Han var i stand til at deltage i
en stavskonference i Mesa, Arizona i december, og i april 1913 rejste han til Salt Lake
City og deltog i alle generalkonferencens møder. Kort efter genoptog han sit arbejde
med at besøge en af stavene hver uge, efterhånden som opgaverne blev tildelt ham.
Den 24. juli 1913 ledsagede George Albert præsident Joseph F. Smith og andre på
en rejse til Cardston, Canada. Der indviede man søndag den 27. juli grunden til et nyt

Side 144
tempel. Dette tempel blev senere bygget og var det første, der blev opført uden for De
forenede Staters grænser.
Kort efter sin tilbagevenden fra Canada tog ældste Smith mod øst på en længere
rejse, der varede i over en måned. Ved sin ankomst til New York City besøgte han
sin onkel, Ben E. Rich, præsident for de østlige staters mission. Han konstaterede, at
præsident Rich led af en alvorlig sygdom, som han få dage senere, den 13. september
1913, døde af. Ældste Smith indsatte ældste Laurence W. Richards til midlertidigt at
præsidere over missionen, indtil en ny præsident kunne blive udpeget.
Efter at have fået andre kirkelige anliggender fra hånden og efter besøg i Albany og
Rochester i New York samt Washington D. C. vendte han hjem tidsnok til at deltage
i den halvårlige konference i oktober.
Ældste Smiths helbred var nu meget bedre, som vi erfarer gennem hans dagbog
i dette og de følgende år. I efteråret og begyndelsen af vinteren 1913 ledsagede han
præsident Joseph F. Smith, biskop Charles W. Nibley og andre til Chicago, Illinois, hvor
en ny kirkebygning blev indviet. Derfra rejste selskabet videre til Arizona og tilbragte
adskillige dage med at besøge de sidste dages hellige i Arizonas stave.
Næsten hver eneste søndag i 1914 deltog ældste Smith i en stavekonference i en
af stavene.
En oplysning af særlig interesse i hans dagbog i maj 1914 fortæller os, at han havde
købt en jordlod i den nye udstykning af Yale Park i Salt Lake City. Senere købte han
et hus på grunden, der stødte op til denne smukke jordlod.
I oktober 1914 deltog han i møder for the International Irrigation Congress (den
internationale kunstvandingskongres) i Calgary, Canada sammen med Richard W.
Young fra Utah, der var præsident for organisationen. Senere på året foretog han en
rejse til sydstaternes mission.
Den 4. april 1915 fyldte George Albert 45 år. Samme uge deltog han i alle møderne
ved generalkonferencen i det store Tabernakel. Han talte selv ved det afsluttende
møde:
"Jeg har glædet mig over udgydelsen af Herrens Ånd ved denne konference," sagde
han, "og jeg føler, at det har været godt for os at være sammen. Midt i det oprør,
der eksisterer i verden i dag (den første verdenskrig rasede på dette tidspunkt), har
jeg følt trang til at prise min skaber for den fred og ro, der hersker i Utah; for alle de
velsignelser, der findes i overflod her i Amerika; fordi vi har fået lov til at være her i
Amerikas forenede stater, og fordi vor himmelske Fader bestemte sig til at anbringe sit
folk i dette storslåede land mellem bjergene."
Dette var altid kernen i præsident Smiths belæringer. Siden han var dreng, havde
hans hjerte været fyldt med taknemmelighed til Gud for de velsignelser, der blev
skænket ham og for de mange velsignelser, der blev udgydt over de hellige.
I juli 1915 forlod ældste Smith Salt Lake City for at besøge de østlige staters
mission. Denne rejse varede i 6 uger og førte ham til mange af de betydningsfulde
byer i denne del af landet. Den 7. juli nåede han til Toronto, Canada; den næste dag
var han i Rochester, New York, og den 8. tilbragte han dagen i Palmyra, hvor han
besøgte hr. Sexton, som ejede Cumorah-farmen. Den 10. juli vendte han tilbage til
Toronto, og dagen efter tog han til Ottawa, hvor han to gange tog hen for at besøge
Canadas generalguvernør. "men det blev meddelt, at denne havde travlt med vigtige
forretninger". Han besøgte USA's konsul Foster "og blev venligt modtaget". Den 15.
var ældste Smith i Halifax, Canada, hvor han havde et interview med viceguvernør

Side 145
McCregor, "en prægtig, gammel mand". Den 17. nåede han St. Johns, New Brunswick
(østcanada), hvor han besøgte borgmesteren, James H. Frick. Foruden alle disse
besøg tilbragte han lange møder med missionærerne og de hellige.
Den 20. juli rejste George Albert tilbage til staterne og besøgte landsbyen Whitefield,
New Hampshire, hvor hans farmor Sarah Ann Libby var fra. Her havde han den glæde
at møde hendes bror, den 85-årige J. A. Libby.
Han rejste videre til Sharon, Vermont, hvor profeten Joseph Smith blev født, og
havde den glæde at deltage i 3 møder for missionærer og hellige, hvor "111 søskende
bar vidnesbyrd om Herrens barmhjertighed og deres kundskab om evangeliet".
I september 1916 deltog ældste Smith i the International Irrigation Congress i
Sacramento, Californien, hvorom han beretter følgende: "Jeg var både midlertidig og
fast bestyrelsesformand. Jeg blev valgt som 2. vicepræsident for den næste kongres."
Året 1917 begyndte med de sædvanlige aktiviteter. Der var kvartårlige
stavskonferencer, der skulle overværes, og missioner, der skulle besøges. Den 4. april
var det George Alberts 47-års fødselsdag, og den 25. maj fejrede han sølvbryllup "med
en af verdens bedste kvinder". Den 14. juni deltog han i begravelsen af Samuel H. B.
Smith, søn af Samuel H. Smith, der var profetens bror. Hver eneste uge sommeren
igennem var der en stavskonference, der skulle overværes. Af særlig interesse for
forfatteren er en bemærkning i ældste Smiths dagbog under datoen den 19. september
1917: "Tog af sted til Duchesne stav sammen med Preston Nibley." Jeg husker tydeligt
denne tur, og de besværligheder vi havde med punkterede bildæk, fordi vi kørte på
grusveje under hele turen.
I oktober tilbragte ældste Smith 2 uger med at besøge de nordvestlige staters
mission. Den 21. samme måned var han til stavskonference i Arizona. Den 27.
november fortæller han, at han spillede golf for første gang, sammen med præsident
Smith og biskop Nibley". Dette var nogle af de aktiviteter, han var engageret i.
Mandag den 29. juli 1918 var ældste Smith til stede ved indvielsen af et
mindesmærke, rejst til ære for general Alexander W. Doniphan i Richmond, Missouri,
og sammen med Samuel O. Bennion(1) repræsenterede han kirken. De hellige husker
med taknemmelighed general Doniphan for hans tapre og modige handling i Far West,
Missouri i 1838, da profeten Joseph Smiths liv ville være blevet taget, hvis det ikke
havde været for Doniphans hurtige indgriben.
1918 var året med den store influenzaepidemi, der strøg hen over landet og tog i
tusindvis af liv. Af hensyn til folks helbred blev alle offentlige møder aflyst i mange uger,
indtil forholdene var blevet bedre. George Albert blev derfor hjemme i efteråret og først
på vinteren. Det var på dette tidspunkt, kirkens ærværdige præsident, Joseph F. Smith
døde i Salt Lake City, den 19. november, 6 dage efter sin 80-års fødselsdag. George
Albert bad åbningsbønnen ved begravelsen, der foregik på byens kirkegård den 21.,
og følte stærkt tabet af sin fremtrædende slægtning. Han skrev: "Personligt føler jeg,
at jeg har mistet endnu en far. Han har altid været meget god imod mig, og jeg holder
meget af ham og vil mindes ham med kærlighed."
V
Den 27. januar 1919 skrev ældste Smith den overraskende oplysning i sin dagbog, at
"præsident Grant har bedt mig om at forberede mig til at tage til England". Stillingen
som præsident for den europæiske mission blev på daværende tidspunkt besat af et
medlem af De Tolv - og havde været det i mange år. Det var derfor på sin plads, at

Side 146
ældste Smith med tiden ville blive kaldet til denne opgave. Han begyndte straks at gøre
forberedelser for at opfylde kaldet, men det blev den 19. maj, før han havde fået pas
til sig selv og sin familie. Den 4. juni forlod præsident Smith Salt Lake City for at drage
til sit nye arbejdsområde sammen med sin hustru Lucy, sin datter Edith og sin søn
George Albert jun.. Rejsen til England forløb uden særlige begivenheder, og selskabet
blev budt velkommen til missionshjemmet på 295 Edge Lane, Liverpool, den 25. juni.
(1) Samuel O Bennion (1874-1945) virkede som en af de første 7 præsidenter for
halvfjerdserne.
Da England på daværende tidspunkt var ved at komme til hægterne efter den første
verdenskrigs ødelæggelser, og der derfor var mangel på alle former fødevarer, var
det vanskeligt for de amerikanske ældster at få indrejsetilladelse i landet. Præsident
Smith begyndte imidlertid at arbejde på dette problem med viljestyrke og fast besluttet
på at løse det. Et af hans første besøg gjaldt London, hvor han sikrede sig hjælp
fra De forenede Staters ambassadør Davis. Britiske statsembedsmænd henviste ham
til arbejdsministeren, Robert Horn. Efter gentagne besøg hos denne herre og andre
interesserede var han i stand til at skrive følgende i sin dagbog den 31. maj 1920: "I
dag fik jeg at vide, at vore missionærer vil få lov til at komme ind i landet."
I mellemtiden havde han haft travlt med sine forskellige pligter som
missionspræsident. I september 1919 besøgte han de hellige i Irland, og måneden efter
afholdt han en konference for medlemmerne i Glasgow, Skotland. I november rejste
han rundt i Frankrig og Schweiz ledsaget af sin søn og afholdt mange møder.
I februar 1920 rejste præsident Smith igen til Skotland, hvor han holdt en meget
oplysende tale om de sidste dages helliges historie og læresætninger for Edinburgs
Rotary Club'.
(1) En forening for forretningsmænd og mænd i liberale erhverv, der tjener deres
samfund og fremmer forståelse mellem nationerne.
Den 20. juni 1920 fik præsident Smith den foruroligende nyhed fra Salt Lake City, at
hans mor var blevet ramt af delvise lammelser. Samme dag skrev han følgende i sin
dagbog: "Fik at vide, at min mor er delvis lammet, og det foruroliger mig meget. Hun
er 70 år gammel og er en af de bedste mødre i verden. Jeg håber virkelig, at Herren
vil helbrede hende."
I efteråret 1920 besøgte han Norge, Sverige og Tyskland, og derefter fulgte en
travl vinter med at genoprette missioneringen i Storbritannien. Den 1. februar 1921
fik præsident Smith et telegram fra Salt Lake City med den sørgelige nyhed, at hans
mor var død. Kort efter kom der besked fra Det øverste Præsidentskab om, at hans
efterfølger var blevet udpeget, og at han ville få lov til at rejse hjem. Der var blot en
vigtig opgave tilbage. Han var blevet udpeget til at repræsentere Zion's Cooperative
Mercantile Institution og ledsage en gruppe amerikanske manufakturhandlere på en
rejse til de større byer i England og Skotland. Denne rejse, der varede en måneds
tid, gav ham en fortræffelig mulighed for at vinde nye venner og slå til lyd for kirkens
læresætninger.
Lige før sin afrejse fra England offentliggjorde han følgende afskedsbudskab i
Millennial Star(2) under datoen den 30. juni 1921:
(2) Et kirkeblad, der blev udgivet i England fra 1840.
"Til missionærerne og de hellige i den europæiske mission:
Efter 2 års ihærdige bestræbelser på at fremme Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages
Helliges interesser i Storbritanien og på kontinentet, er tiden nu kommet, hvor jeg skal

Side 147
sige farvel til jer, mine elskede medarbejdere, brødre og søstre. Jeg er blevet afløst af
Det øverste Præsidentskab, og ældste Orson F. Whitney er kommet for at efterfølge
mig som præsident for den europæiske mission. Om alt går vel, skal jeg rejse fra
Liverpool den 15. juli sammen med min familie for at vende tilbage til vort bjerghjem
i Utah. . .
Det har været mit privilegium at rejse rundt på De britiske Øer, i Norge, Sverige,
Danmark, Holland, Belgien, Tyskland, Frankrig og Schweiz og at besøge distrikterne
i disse missioner. Vi blev modtaget med den største venlighed og frydede os over
folkets tro ... amerikanske ambassadører, ministre og konsuler modtog os venligt
alle vegne og viste os al den høflighed, som man kunne forvente. Vi har besøgt
statsembedsmænd, parlamentsmedlemmer, øvrighedspersoner, borgmestre og andre
embedsmænd, adelsmænd, forretningsmænd og betydningsfulde fabrikanter, og vi
har haft mange gode samtaler med dem og har uddelt mange billeder og megen
kirkelitteratur, hvor det har været muligt ...
Vi må ikke glemme, sidste dages hellige, at vi er blevet delagtige i Jesu Kristi
evangelium, og det er vort ansvar at dele vore velsignelser med vore medmennesker.
Vi er blevet advaret og bør fortsætte med at advare vore naboer. Herren har talt i vor
tid og har organiseret sin kirke. Han har overdraget mænd guddommelig myndighed,
og han blotter sin almægtige arm for at berede vejen for sit andet komme ...
Jeg takker jer alle for den hjælp, I har ydet, og for den opmuntring I har givet mig,
mens jeg har været her, og jeg beder jer indtrængende om at støtte vor elskede broder,
ældste Orson F. Whitney, lige så loyalt i den periode, hvor han skal præsidere.
Jeg bærer Vidnesbyrd for jer om, at jeg ved, Gud lever, og at Jesus Kristus er hans
Søn og vor Forløser, hvis evangelium er blevet gengivet gennem profeten Joseph
Smith. Hans kirke er oprettet på jorden for sidste gang som forberedelse til hans komme
i kraft og herlighed for at regere på jorden som herrernes Herre og kongernes Konge.
Vi er dens medlemmer, og jeg beder om, at vi må indrette vort liv således, at vi vil
modtage evigt liv i hans celestiale rige sammen med dem, som vi har kendt og elsket
her på jorden.
(Underskrevet) George Albert Smith."
Den 15. juli 1921 sejlede ældste Smith sammen med sin hustru, sine døtre og sin
søn fra Liverpool for at vende hjem. 19 dage efter nåede de hjem til Salt Lake City efter
at have været væk i 26 måneder.
VI
George Albert genoptog nu sine pligter i De tolvs Kvorum med de mange komitemøder
og konferencer. Gennem resten af året deltog han i kvartårlige stavskonferencer i
Blackfoot, Idaho; Panguitch, Kanab og Logan, Utah; St. Johns, Snowflake og Mesa,
Arizona; St. Joseph og Juarez, Mexico. Den 21. september, kort efter at han var
kommet hjem, fik han overdraget endnu et ansvar, idet Det øverste Præsidentskab
valgte ham som hovedtilsynsførende for kirkens GUF for Unge Mænd.
Året 1922 begyndte godt for ældste Smith. Hans helbred var godt, han nød sit
arbejde og han og hans familie havde indrettet sig behageligt i deres nye hjem, der lå
på et af de smukkeste områder i Salt Lake City.
Den 8. maj påbegyndte han en rejse til de østlige stater. Da han ankom til Springfield,
Mass., deltog han i den nationale kongres for the Sons of the American Revolution
og blev valgt til næstformand for staterne i Stillehavsområdet og Klippebjergene. Fire

Side 148
dage efter var han i Washington D. C. og tog sammen med senator Reed Smoot hen
for at besøge præsident Warren G. Harding(1). Dagen efter havde han et behageligt
interview med retspræsident William Howard Taft(2).
(1) USA's 29. præsident.
(2) USA's 27. præsident.
Ved sin tilbagekomst til Utah genoptog ældste Smith sine besøg til stave og ward. I
november foretog han igen en rejse til Washington D. C. på kirkens vegne.
1923 blev også et travlt år for ældste Smith. Han var borte fra Salt Lake City i
hele januar måned, hvor han gennemrejste Stillehavskysten sammen med den øverste
leder for the Sons of the American Revolution. Den 23. januar var han i Los Angeles,
hvor Californiens første stav blev organiseret med George W. McCune som præsident.
Dagen efter kørte jeg ham i bil til San Bernardino, Californien, hvor han tog toget til
Salt Lake City.
Følgende begivenhed fandt sted få uger senere, den 1. marts, og er nedskrevet i
ældste Smiths dagbog. Mens hans bil holdt parkeret inde i Salt Lake City, stjal nogen
den frakke, han havde på, når han kørte bil. Om aftenen skrev han følgende: "Hvis jeg
mente, at den mand, der tog den, virkelig trængte til den, ville jeg have givet ham den,
og så ville han ikke have været en tyv."
Han deltog regelmæssigt i stavskonferencer sommeren igennem. Desuden foretog
han to rejser østpå i løbet af efteråret og vinteren; den sidste var et besøg til
sydstaternes mission, der varede i 6 uger og førte ham så langt som til Havana, Cuba.
Den 1. januar 1924 skrev George Albert følgende i sin dagbog: "Mit hjerte er fyldt
med taknemmelighed imod min Fader i himlen for hans velsignelser i det forløbne
år og for dette års forhåbninger." Det blev bestemt et aktivt år for ham. Foruden at
deltage i 25 stavskonferencer var han til stede under alle møderne ved kirkens 2
generalkonferencer, og desuden foretog han 2 rejser til de østlige stater. Gennemsnittet
for hans rejser havde i mange år udgjort omkring 50.000 km om året.
Den 4. april 1924 skrev ældste Smith i sin dagbog, at han var "54 år gammel i
dag". Nogle uger senere, den 13. juni, påbegyndte han en rejse østpå for at udføre
forretninger for kirken. Under denne rejse besøgte han Chicago, Illinois; Toronto og
Montreal i Canada samt New York. Han vendte hjem den 4. juli og tog 2 uger senere
aktivt del i den nationale kongres for S.A.R.(1), der blev afholdt i Salt Lake City. Resten
af året deltog han næsten hver eneste søndag i stavskonferencer.
(1) Sons of the American Revolution (se side 203).
Den 5. februar 1925 påbegyndte George Albert igen en omfattende rejse østpå; den
varede i mere end 6 uger og førte ham gennem 21 stater. I løbet af disse uger deltog
han i 31 møder med kirkens medlemmer "og talte ved dem alle undtagen et eneste". I
april foretog han en rejse til de vestlige staters mission sammen med præsident John
M. Knight. I maj deltog han i en S.A.R. kongres i Swampscott, Mass., hvor han blev
valgt til næstformand for fjerde gang. På hjemvejen skrev han i sin dagbog, at han
havde rejst 35.200 km siden januar. I oktober foretog han igen en rejse østpå. I de uger,
han var hjemme, havde han travlt med at deltage i stavskonferencer og præsidere over
kirkens GUF-organisationer for Unge Mænd.
Efterhånden som hans ansvar voksede, lagde han mærke til, at de mange gøremål
igen havde en skadelig virkning på hans helbred. "Jeg er udkørt," skrev han i sin dagbog
under datoen den 23. februar 1926. "Jeg har for mange jern i ilden." Alligevel syntes
der ikke at være nogen mulighed for at fjerne nogen af opgaverne, og han fortsatte.

Side 149
Han deltog i generalkonferencen i april og talte ved det afsluttende møde. Her følger
en paragraf fra talen:
"Vi lever i en fantastisk tidsalder - i tidernes fyldes uddeling. Alle andre uddelinger,
der er gået forud, kulminerer i denne. Herren fortæller os i Mormons Bog, at
han ved bogens fremkomst ville påbegynde sit værk blandt alle nationer, og det
er bemærkelsesværdigt, at der siden udgivelsen af Mormons Bog er fremkommet
flere betydningsfulde opfindelser og opdagelser for menneskeheden end i alle de
tidsaldre, der er gået forud." To uger efter konferencen rejste ældste Smith østpå.
I Washington D. C. mødte han præsident Heber J. Grant, og de deltog sammen i
nationale møder for drengespejderorganisationen, hvor de lyttede til taler af præsident
Calvin Coolidge(1) og Robert Baden-Powell(2); sidstnævnte var grundlæggeren af
drengespejderbevægelsen. Det var ved denne lejlighed, at den første Silver Buffalo(3),
der nogensinde var blevet tildelt af Amerikas drengespejdere, blev overrakt denne
fremtrædende englænder. Da mødet var forbi, vendte ældste Smith tilbage til Salt
Lake City og tilbragte sommeren med at deltage i stavskonferencer og varetage sine
forskellige pligter i kirkens hovedsæde.
(1) Calvin Coolidge - (1872-1933) USA's 30. præsident.
(2) Sir Robert Baden-Powell (1857-1941) Britisk general.
(3) Silver Buffalo (sølvbøffel) - den højeste belønning givet af Amerikas
drengespejdere til en fremragende leder.
I de første 6 måneder af 1927 besøgte han missionerne i Californien og sydstaterne.
I Washington D. C. mødte han Phillip St. George Cook, der var barnebarn af
Mormonbataljonens leder. I Richmond, Virginia besøgte han den kirke, hvor Patrick
Henry(4) holdt sin berømte tale. I august, efter at han var kommet hjem, foretog han
sin første flyvetur til Los Angeles - den 3. august 1927. Han forlod Salt Lake City i åbent
fly kl. 15:45 og ankom til Las Vegas i Nevada 4 timer senere, kl. 19:45. Her blev han
natten over, og næste morgen fløj han til Los Angeles "på 2 timer, og det blev i alt 6
timer til at dække en afstand af 1086 km." To dage senere fløj han tilbage til Salt Lake
City. Da han var direkte over St. George, smed han en besked ned til Brigham Jarvis,
som sidstnævnte modtog og besvarede.
(4) (1736-1799) Amerikansk statsmand og taler. Holdt en berømt tale om frihed kort
før Uafhængighedskrigen.
Den 1. januar 1928 skrev ældste Smith i sin dagbog, at det helt bestemt gik fremad
med hans helbred. "Jeg er blevet velsignet med et bedre helbred, end jeg har haft i
mange år," skrev han. I løbet af dette år deltog han i mange stavskonferencer, men der
er ingen optegnelser over længere ture mod øst. Det følgende år var han imidlertid borte
fra Utah det meste af tiden. Inden aprilkonferencen havde han besøgt den californiske
mission, der på daværende tidspunkt omfattede Californien og Arizona. Den 9. maj
rejste han til New York City for at deltage i et møde for Amerikas drengespejdere.
Den 16. maj var han i Washington D. C. og aflagde et kort besøg hos præsident
Herbert Hoover(5). To dage efter spiste han frokost i Akron, Ohio sammen med
grundlæggeren af Firestone Tire and Rubber Company (Firestone dæk og gummi co.),
Harvey Firestone.
(5) (1874-1964) De forenede Staters 31. præsident.
I juni rejste ældste Smith rundt i de vestlige staters mission, og i november foretog
han, sammen med ældste Charles A. Callis(6), sit 9. besøg til sydstaternes mission.
Hans rejser i løbet af dette år nåede igen op på omkring 50.000 km.

(6) (1865-1947) ordineret til apostel i 1933
Side 150
Det følgende år, 1930, var 100-året for kirkens grundlæggelse, og George Albert
Smith blev valgt til hovedformand for 100-årets festligholdelse. Dette var et tungt
ansvar, og det tog hovedparten af hans tid i flere måneder, men under hans dygtige
ledelse blev 100-året en stor succes. Måske var hovedbegivenheden det store festspil,
der blev overværet af omkring 200.000 mennesker, hvoraf mange kom fra forskellige
dele af De forenede Stater.
En anden betydningsfuld aktivitet i løbet af dette år var en karavane af biler, der blev
ført østpå langs den berømte emigrantvej til Independence Rock(7) i Wyoming. Denne
begivenhed fandt sted i juli og var en del af en national festligholdelse, der blev støttet
af the Oregon Trail Memorial Association(8). Ved sin tilbagekomst var han med til at
organisere the Utah Pioneer Trails and Landmarks Association(1) den 11. september
1930.
(7) En stor klippe, der rager stejlt op i de omliggende sletter. Den blev opdaget på
frihedsdagen (den 4. juli) i 1812. Det var skik, at pionerer skrev deres navn på den,
når de passerede forbi.
(8) En forening helliget bevarelsen og afmærkningen af Oregonruten, der går fra
Independence, Missouri til Fort Vancouver, Washington.
(1) Forening for afmærkning og bevarelse af Utahs pionerruter og vartegn.
I løbet af 1931 rejste ældste Smith 57.431 km på kirkens vegne. I januar besøgte han
Texas missionen; i februar besøgte han stavene i Arizona og også mormonkolonierne
i Mexico; i april rejste han til Memphis, Tennessee for at deltage i et møde for Amerikas
drengespejderes nationalråd; i juni kørte han til Independence Rock i Wyoming, hvor
en stor skare drengespejdere fra alle dele af De forenede Stater var samlet, og hans
egen wardstrop fik førstepræmie for fremragende dygtighed. I august rejste han via
tog og båd så langt som til Sitka, Skagway og Juneau i Alaska, og på tilbagevejen i
september foretog han en længere rejse i de nordlige midtstaters mission. Dette var et
af de travleste år i hans liv, og han var nu 61 år gammel.
Den 6. januar 1932 skrev George Albert i sin dagbog, at han havde fået Silver
Beaver(2) belønningen af den regionale forening for Amerikas drengespejdere. Denne
belønning blev givet på grund af hans fremragende støtte til denne organisation.
(2) Silver Beaver (sølvbæver) - den næsthøjeste belønning givet af Amerikas
drengespejdere til en fremragende leder.
I februar foretog ældste Smith en rejse til Springfield, Illinois, hvor han talte til en
gruppe på 200 udsendinge fra foreningen for S.A.R.(3) på Washingtons fødselsdag(4).
Han havde også det privilegium at lægge en krans på Abraham Lincolns(5) grav.
(3) Sons of the American Revolution, se side 203.
(4) Helligdag til minde om De forenede Staters første præsident, George
Washington.
(5) (1809-1865) De forenede Staters 16. præsident.
I april rejste han rundt i de nordvestlige staters mission, og i maj rejste han østpå for
at være til stede ved en banket for den nationale spejderorganisation, og her blev han
valgt ind i den nationale hovedbestyrelse for Amerikas drengespejdere.
I august måned samme år havde George Albert en usædvanlig og temmelig
uhyggelig oplevelse, da han rejste med familiemedlemmer til Grand Canyon ved

Side 151
Coloradofloden i det nordlige Arizona. Den sidste dag i måneden red han og hans søn
på muldyrryg til floden i bunden af dalen. De blev der natten over, og næste morgen
fik de pr. telefon at vide, at hotellet og hovedsædet for Grand Canyon National Park
var brændt. Heldigvis boede ældste Smith og hans familie i en nærliggende hytte,
men nogle af deres ejendele var blevet brændt i ilden. De effekter, hans søn havde
efterladt på kontoret, var ødelagt, deriblandt dagbog og andre værdifulde papirer.
Mit tøj i presseværelset var fuldstændig ødelagt. Min mappe i boksen var brændt til
ukendelighed med togbilletter og 25-35 dollars i sedler."
I resten af året 1932 og begyndelsen af 1933 skulle han deltage i de sædvanlige
stavskonferencer. Han skulle også til New York City i april for at overvære et møde
for drengespejderrådet og til Nauvoo og Independence i juli for at varetage kirkens
forretninger.
Den 1. januar 1934 skrev ældste Smith i sin dagbog: "Jeg begynder det nye år med
taknemmelighed til Herren og med håb om en succesrig fremtid." Den 4. april skrev
han: "Jeg fyldte 64 år i dag." Selv om han blev ældre, blev han imidlertid ved med
trofast at udføre sit arbejde. Når han var hjemme, var hans tid fuldstændig optaget af
forskellige aktiviteter; hans møder med De Tolv; hans pligter som hovedtilsynsførende
for GUF for Unge Mænd; Amerikas drengespejderorganisation og S.A.R.(1); the Utah
Trails Association og forskellige forretningsanliggender.
(1) Sons of the American Revolution
Kort efter aprilkonferencen i 1934 rejste ældste Smith til de østlige staters mission.
Det var under dette besøg, han mødte den fremragende videnskabsmand, dr. Michael
Pupin. Denne behagelige oplevelse, der var blevet gjort mulig af dr. Harvey Fletcher fra
Utah, gjorde et dybt indtryk på ældste Smith, og derefter henviste han i mange af sine
taler til denne fremragende mands inspirerende karriere. Mens George Albert under
denne rejse var i Washington D.C., tilbragte han en behagelig halv time sammen med
George H. Dern, krigsminister og tidligere guvernør for Utah. I Buffalo deltog han i det
nationale møde for Amerikas drengespejdere.
Det var ved denne lejlighed, han modtog the Silver Buffalo, den højeste belønning
inden for De forenede Staters spejderbevægelse. Denne belønning blev givet for
fremragende og pålidelig tjeneste til drenge, og da den blev givet, blev følgende lovord
læst op:
"George Albert Smith: Forretningsudøvende, religiøs leder, tidligere præsident
for the International Irrigation Congress og International Farm Congress(1),
statsinkassator for officielle pengebeløb og særlig udbetalingsbestyrer for staten
Utah. Medlem af De tolv apostles Kvorum i Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages
Hellige og hovedtilsynsførende for Unge Mænds Gensidige Uddannelsesforeninger i
kirken. Organisator og præsident for Utah Pioneer Trails og Land-Marks Association.
Medlem af den nationale bestyrelse for Amerikas drengespejdere, medlem af the
Program Divisional Committee, the Committee on Relationships og dens Region
Twelve Executive Committee, og knyttet til de lokale aktiviteter siden oprettelsen. Han
har været utrættelig i at virke for spejderbevægelsens sag, og hans begejstring for
programmet må for en stor del føres tilbage til den kendsgerning, at Utah har flere
drengespejdere end nogen anden stat."
(1) Den internationale kunstvandingskomité og den internationale landbrugskomite.
Da han vendte tilbage til Utah i den første uge i juni, skrev han i sin dagbog, at han
havde tilbagelagt 8.850 km på denne rejse, og at han var blevet behandlet venligt alle
vegne og var taknemmelig for den mulighed, der var blevet ham givet "til at undervise

Side 152
i Jesu Kristi evangelium". Med undtagelse af endnu en kort rejse østpå i efteråret
tilbragte han resten af året med at besøge stavene og passe sine pligter derhjemme.
Ældste Smith fortsatte sine rejser i 1935. Der var en tur til Chicago i maj for at deltage
i det nationale råd for Amerikas drengespejdere, og få dage senere var han i Louisville,
Kentucky, hvor han deltog i et S.A.R. møde. I juni præsiderede han over den store
GUF konference i Salt Lake City. Den 6. juli forrettede han tempelvielsen for sin søn,
George Albert jun. og Ruth Nowell.
I juli deltog han i en stor reception og banket i New York City til ære for sir Robert
Baden-Powell, der igen var på besøg i De forenede Stater. I september tilbragte han
2 uger med at besøge de nordlige staters mission.
1936 blev et nyt år med travlhed. I januar var der stavskonferencer at deltage i. I
februar var han på forretningsrejse for kirken i New York City. I marts var han i Louisville,
Kentucky, og i maj deltog han i det nationale S.A.R. møde i Portland, Maine. Hjemme
indviede han i sin egenskab af præsident for Utah Trails and Landmarks Association
mindesmærker i Old Fort Harmony og Parowan i det sydlige Utah.
Den 21. januar 1937 skrev ældste Smith i sin dagbog, at han havde tilbragt noget
af dagen sammen med en komite for Utah Pioneer Trails Association. Emnet, der blev
drøftet, var opstillingen af et passende mindesmærke ved mundingen af Emigration
Canyon(3) til ære for pionererne. 110 år arbejdede George Albert Smith derfor trofast
og flittigt på at realisere det store mesterværk, der blev fuldført og indviet den 24.
juli 1947 - til minde om 100-års dagen for præsident Brigham Youngs og de første
pionerers ankomst. George Albert Smith fortjener mere end nogen anden mand
æren for at have udtænkt dette storslåede mindesmærke og for at have arbejdet
trofast og flittigt på at gøre det til virkelighed til trods for mangfoldige forhindringer og
vanskeligheder(4).
(3) Beliggende på østsiden af Saltsødalen. Det er den kløft, hvorigennem pionererne
kom ind i Saltsødalen.
(4) Et billede af dette mindesmærke findes i Den genoprettede kirke, kapitel 31, s.
225.
VII
I årene 1936 og 1937 var ældste Smith meget bekymret for sin kære og elskede hustrus
helbred. Hun havde i nogen tid været alvorligt syg af ledegigt. I april 1937 frygtede man
for hendes liv, og familiemedlemmer blev kaldt til hendes sygeleje. Imidlertid fik hun
det bedre og kom sig så meget i løbet af sommeren, at hun kunne køre ud i bil og
nyde solskinnet og landskabet. Den 25. maj fejrede hun og George Albert deres 45-års
bryllupsdag. I september og oktober var det tydeligt, at det gik tilbage med hendes
helbred. Sidst i oktober fik hun et alvorligt tilbagefald, og fredag den 5. november døde
hun fredeligt.
Ældste George Albert Smiths elskede hustrus død var et hårdt slag for ham. Hans
eget helbred var ikke for godt, og han havde svært ved at bevare sin normale styrke, så
han fortsat kunne udføre sine pligter. Kirkens autoriteter var opmærksomme på hans
tab, og da de indså, at det ville være gavnligt med en forandring i omgivelser, tilbød
de ham muligheden for at besøge kirkens missioner i Stillehavsområdet, hvilket han
sagde ja til.
Ældste Smith forlod Salt Lake City den 17. januar 1938 for at tage til San
Francisco. Den næste dag gik han om bord på skibet Lurline med kurs mod Honolulu,

Side 153
Hawaii. Han ankom den 28. og begyndte straks at holde møder med de hellige
og med missionærerne. Den 7. februar ankom ældsterne Rufus K. Hardy(1) og
Matthew Cowley(2) sammen med deres familier til Honolulu, og samme aften sejlede
gruppen mod Sydhavene. På vejen besøgte man Fijiøerne, og den 18. februar nåede
man Auckland, New Zealand, hvor ældste Cowley blev for at præsidere over den
new-zealandske mission. Ældsterne Smith og Hardy fortsatte til Australien. Den 21.
februar nåede de Sydney, hvor de blev modtaget af missionspræsidenten, dr. Thomas
D. Rees, og taget med til missionshjemmet. Efter at have opholdt sig en dag i
missionens hovedsæde fortsatte de rejsende til Melbourne, hvortil de ankom den 25.
Fra Melbourne fortsatte de til Tasmanien (en ø, der tilhører Australien), så til Adelaide
og derfra til Perth, Australiens vestlige havneby. I alle disse byer blev der afholdt møder
med hellige og missionærer.
(1) Rufus K. Hardy - (1878-1945) medlem af De halvfjerds' første Råd.
(2) Matthew Cowley - (1897-1953) medlem af De tolv apostles Kvorum.
Efter at have rejst gennem forskellige dele af Australien, hvor de hellige boede
- hvilket optog de besøgendes tid i hele marts måned - satte brødrene kurs mod
New Zealand den 1. april. De ankom til Auckland den 4. april - ældste Smiths 68-års
fødselsdag. Man besøgte Wellington, Palmerston og andre distrikter. Den 7. april rejste
ældste Smith sammen med ældste Alexander Wishart til Tonga, hvortil de ankom
den 10. maj. I Nukualofa besøgte man dronningen af Tonga og premierministeren, og
mange af de fordomme, der hidtil havde hersket, blev udglattet af missionærerne.
Den 8. juni ankom ældsterne Smith og Hardy til Apia, Samoa. Her fortsatte
brødrene deres missionering. Guvernøren for Det britiske Samoa deltog i deres
konferencemøder og talte ved dem. Den 6. juli ankom de til Honolulu tilbagevejen. 5
dage senere nåede de sikkert i havn i Wilmington i det syde Californien, hvor ældste
Smith blev mødt af familiemedlemmer, og den 14. nåede de Salt Lake City. Ældste
Smith havde været væk hjemmefra i 6 måneder og havde rejst 43.400 km.
Efter sin mission til Sydhavene genoptog ældste Smith sine aktiviteter derhjemme
og i andre stater og lande i en periode på 5 år. I denne tid var han ved godt helbred,
hvilket gjorde det muligt for ham at passe sine mangeartede pligter.
Mandag den 21. juni 1943 fik kirkens medlemmer gennem pressen og radioen at
vide, at præsident Rudger Clawson var død i sit hjem i Salt Lake City. Ved hans død
blev den betydningsfulde stilling som præsident for De Tolv ledig, og da ældste George
Albert Smith var den, der havde tjent længst i sit kvorum, blev han opretholdt af Det
øverste Præsidentskab og De Tolv som efterfølger for præsident Clawson. Han blev
indsat i denne stilling af præsident Heber J. Grant den 8. juli 1943.
To år senere, den 14. maj 1945, kom den overraskende nyhed, at præsident Heber
J. Grant, kirkens ærværdige overhoved, var død i sit hjem i Salt Lake City. På dette
tidspunkt var ældste George Albert Smith på vej mod øst på forretningsrejse for
kirken. I Buffalo, New York modtog han et telegram med de sørgelige nyheder og han
påbegyndte straks tilbagerejsen til Salt Lake City, hvortil han ankom tidsnok til at være
til stede ved begravelsen den 18. Han var en af talerne ved dette møde. Tre dage
senere - den 21. maj - ved et møde for De tolvs Kvorum, der blev afholdt i Salt Lake
templet, blev ældste Smith opretholdt af brødrene som præsident for Jesu Kristi Kirke
af Sidste Dages Hellige.
Ved kirkens halvårlige konference, der blev afholdt i oktober 1945 i det historiske
Tabernakel i Salt Lake City, blev præsident Smith opretholdt af præstedømmet, der
stemte i kvorummer. Det øverste Præsidentskab, De Tolv, patriarkerne, højpræsterne,

Side 154
halvfjerdserne, ældsterne og alle medlemmer af det mindre præstedømme stemte i
grupper. Endelig rejste hele forsamlingen sig, inklusive præstedømmet, og opretholdt
enstemmigt Det øverste Præsidentskab. Der var ikke en eneste negativ stemme under
hele proceduren.
Efter afstemningen rejste præsidenten sig for at tale til folket:
"Mon nogen her føler sig så svag og ydmyg som den mand, der står foran jer?"
sagde han. "Jeg er kommet til dette hus siden min barndom. Jeg har set alle kirkens
præsidenter siden den tid blive opretholdt af forsamlingerne her, når deres navne er
blevet fremført fra denne talerstol. Jeg har set kirken fortsætte med at vokse i antal og
har gennem hele mit liv indset, at Jesu Kristi Kirke er, hvad dens navn indebærer. Vi,
der er medlemmer af denne kirke, er bestemt heldige at have fundet lyset og at have
accepteret sandheden...
Og i dag, brødre, hvor jeg står her foran jer i ydmyghed, vil jeg gerne udtrykke min
taknemmelighed for, at I har lovet at hjælpe den ydmyge mand, der er blevet kaldet til
at præsidere over denne kirke, i hans bestræbelser for at videreføre værket ved den
Almægtiges inspiration. Jeg er taknemmelig for dette løfte, og jeg takker jer, fordi I har
lovet at gøre det samme for de to mænd, der står ved min side som rådgivere - loyale,
sande og hengivne sidste dages hellige, der har gjort alt for at gøre mit ansvar lettere
for mig at bære. I vedtog at opretholde De tolvs Kvorum, det kvorum, jeg har tilhørt i
så mange år, at jeg næsten følte mig som en fremmed, da jeg forlod det for at besætte
stillingen som præsident for kirken."
Den næste dag gav præsident Smith de hellige nogle fortræffelige råd: "Jeg vil gerne
gentage noget, jeg mange gange har givet disse yngre mænd som vejledning. Det var
et råd fra min bedstefar, som jeg er opkaldt efter. Han sagde: Der er en velafgrænset
skillelinje mellem Herrens territorium og djævelens territorium. Hvis du vil forblive på
Herrens side af linjen, kan fjenden ikke komme over for at friste dig. Du er i sikkerhed,
så længe du bliver på Herrens side af linjen. Men,' sagde han,,hvis du går over på
djævelens side af linjen, er du i hans territorium, du er i hans magt, og han vil arbejde
på at få dig så langt væk fra denne linje som muligt, for han ved, at han kun kan få held
til at ødelægge dig ved at holde dig borte fra det sted, hvor der er sikkerhed.'
Al sikkerhed, al retfærdighed og al lykke er på Herrens side af linjen. Hvis I holder
Guds befalinger og adlyder sabbaten, er I på Herrens side af linjen. Hvis I husker jeres
personlige bønner og jeres familiebønner, er I på Herrens side af linjen."
VIII
Den første tur, præsident Smith foretog uden for Salt Lake City, efter at han var blevet
præsident, gik til Logan, hvor han søndag eftermiddag, den 4. juni, talte til dem der
havde taget afsluttende eksamen fra Logan LDS Institute. Tre dage efter tog han til
Provo for at tale til dem, der havde taget eksamen fra Brigham Young University.
Som formand for, This Is the Place" Monument Commission præsiderede præsident
Smith ved ceremonier, der blev afholdt den 24. juli 1945, da det første spadestik blev
taget på den grund, hvor det store mindesmærke skulle rejses. Samme eftermiddag
talte han til en umådelig skare- 30 tusind eller mere - der var forsamlet i Liberty Park for
at deltage i festligheder til ære for pionererne. To måneder senere - den 23. september
1945 - samledes kirkens generalautoriteter under præsident Smiths ledelse i Idaho
Falls(1) for at indvie det prægtige tempel, der var blevet opført i denne by. De betagende
og højtidelige ceremonier fortsatte i 3 dage.
(1) Idaho Falls - en by i den østlige del af Idaho.

Side 155
I begyndelsen af november 1945 rejste præsident Smith sammen med nogle af
kirkens ledere til Washington D.C. og afholdt der en konference med præsident Harry S.
Truman(2) vedrørende forsendelse af velfærdsmidler til kirkens medlemmer i Europa.
Den 4. april 1946 fejrede præsident Smith sin 76-års fødselsdag. To dage efter
præsiderede han ved den årlige konferences åbningsmøde og holdt en gribende tale til
de forsamlede hellige. Den 13. maj - 5 uger efter konferencen - forlod præsident Smith
Salt Lake City for at besøge kirkens medlemmer i Mexico. Dette var en epokegørende
rejse. Det var første gang, en præsident for kirken havde besøgt Mexico. I Mexico City
havde præsident Smith et interview med Mexicos præsident, Manuel Arvilla Camacho,
og overrakte ham en Mormons Bog.
(2) Harry S. Truman - (1884-1972) De forenede Staters 33. præsident.
Ved sin tilbagekomst til Salt Lake City opfyldte præsident Smith et længe næret
ønske, da han i juli 1946 sammen med nogle få venner rejste østpå for at følge
mormonpionerernes mindeværdige vandring vestpå fra Nauvoo til Saltsødalen i
1846-1847. Forfatteren til denne bog havde den ære at ledsage ham på denne rejse.
Selskabet vendte tilbage til Salt Lake City den 24. juli tidsnok til, at præsident Smith
kunne lægge hjørnestenen til det store "Dette er stedet" mindesmærke ved mundingen
af Emigration Canyon.
I oktober 1946 præsiderede præsident Smith ved kirkens halvårlige konference og
talte ved flere af møderne.
1947 var et travlt år for præsident George Albert Smith. Det var det år, hvor Utahs
indbyggere skulle fejre 100-året for mormonpionerernes ankomst.
I begyndelsen af året holdt præsident Smith adskillige taler i de østlige og vestlige
dele af De forenede Stater, hvori han fremhævede pioneremnet. I april fejrede han sin
77-års fødselsdag og samme uge præsiderede han over alle møderne ved den årlige
konference.
I ugen fra den 13. til den 17. juli 1947 blev der afholdt et bemærkelsesværdigt møde
i Salt Lake City for staternes og territoriernes guvernører. Om aftenen den 15. juli blev
disse fornemme gæster underholdt af præsident Smith og medlemmer af hans familie
i den udstrakte park ved præsidentens hjem på Yale Avenue.
Endelig blev det den 24. juli - den store dag for 100årets festligholdelser. Kl.
10 om formiddagen var 50.000 mennesker mødt op ved mundingen af Emigration
Canyon for at overvære afsløringen af det storslåede pionermindesmærke. Præsident
Smith ledede ceremonien. Efter en kort velkomsttale blev mindesmærket afsløret, og
præsident Smith bad indvielsesbønnen.
I den første uge af oktober talte præsident Smith længe ved den halvårlige
konferences åbningsmøde. Han understregede nødvendigheden af en retfærdig
levevis og fremhævede, at fred og lykke ikke kunne opnås på nogen anden måde.
Præsident Smith fortsatte sine sædvanlige energiske aktiviteter i 1948. Den 29.
januar talte han ved en banket, der blev afholdt til ære for dem, der havde været
ansat i lang tid ved Deseret News(1). I februar deltog han i de årlige Founder's
Day(2) ceremonier på University of Utah. Den 1. marts var han hovedtaleren ved
en sammenkomst for Wilford Woodruffs efterkommere. Den 8. marts talte han til en
stor tilhørerskare på Brigham Young University under lederskabsugen(3). Den 4. april
fejrede han sin 78-års fødselsdag, og samme dag præsiderede han ved åbningsmødet
for kirkens årlige konference.
(1) Salt Lake City aftenavis.

(2) En dag afsat for at ære stifteren af en institution. Ikke en helligdag
Side 156
(3) En uge afsat en gang om året på BYU, hvor ledere fra forskellige områder af
kirken samles for at modtage instruktioner om lederskab.
I juni rejste præsident Smith til Garland, Utah, for at tale ved et møde til minde om
hr. og fru Alben Borgstroms 4 sønner, der havde mistet livet i den anden verdenskrig.
I september besøgte præsident Harry S. Truman og Thomas E. Dewey(4) Salt Lake
City under deres kampagnetournéer gennem hele landet. Præsident Smith viste disse
mænd ære ved at møde dem på jernbanestationen og ved at deltage i deres møder
i Tabernaklet.
(4) Kandidat til USA's præsidentpost.
John Henry Smith - præsident George Albert Smiths far - blev fejret af sine
efterkommere på sin fødselsdag den 18. september 1948. Der var gået 100 år, siden
denne fremtrædende kirkeleder og pioner blev født i nærheden af Council Bluffs,
Iowa. Præsident Smith talte ved denne lejlighed og berettede om mange episoder, der
vedrørte hans ærværdige far.
Ved den halvårlige konference, der blev afholdt i den første uge af oktober 1948,
præsiderede præsident Smith ved alle møder. I sin åbningstale gav han udtryk for sine
følelser på følgende måde: "Det er herligt at leve i denne tidsalder til trods for den frygt
og de bekymringer, der hersker ... Herren vil beskytte os, når blot vi følger hans ord."
Den 15. januar 1949 forlod præsident Smith Salt Lake City for at rejse til Los Angeles,
hvor han havde forretninger at udføre i forbindelse med opførelsen af Los Angeles
templet. Få dage efter sin ankomst blev han pludselig angrebet af sygdom og måtte
ligge på hospitalet indtil den 9. februar. Derpå blev han overført til David Stoddards
hjem i Laguna Beach, hvor han blev indtil den 31. marts for at hvile ud og komme til
kræfter, før han vendte tilbage til Salt Lake City. Denne sygdom svækkede præsident
Smith, og han genvandt ikke sin sædvanlige styrke og energi.
Den 4. april 1949 fejrede præsident Smith sin 79-års fødselsdag, og han hyggede
sig ved en familiemiddag. Samme dag præsiderede han ved åbningsmødet for den
årlige konference og holdt en længere tale. "Mon nogen af jer er lige så lykkelige for at
være med til denne konference, som jeg er," sagde han. "For ca. 2 1/2 måned siden
begyndte jeg at bede om, at jeg måtte få lov til at være her, og jeg er taknemmelig for,
at Herren ikke blot hørte mine bønner, men også jeres, og jeg vil benytte lejligheden til
at takke enhver af jer for den omsorg, I har vist mig, og for de venlige ord, der er blevet
skrevet, og de bønner, der er blevet bedt."
Foruden at opholde sig på sit kontor nogle få timer hver dag foretog præsident Smith
3 rejser uden for Salt Lake City i løbet af sommeren - en til Jackson, Wyoming, hvor
han deltog i indvielsen af Menor Ferry; en kort tur til San Francisco; en længere rejse
til Kansas City og St. Louis i Missouri, hvor han indviede to kirkebygninger.
Den 13. januar 1950 tog præsident Smith på et længere besøg i Californien. Denne
rejse viste sig at være gavnlig for hans helbred, og han vendte ikke tilbage til Salt Lake
City før midten af marts.
Den 4. april fejrede han sin 80-års fødselsdag. Ved en stor reception, der blev
afholdt på hotel Utah om aftenen, hilste han personligt på flere tusinde af sine
venner. Lykønskningsbreve og -telegrammer ankom fra alle dele af landet, både fra
medlemmer og ikke-medlemmer. Præsident Smith havde brugt sit liv til at vinde venner,
og han havde utallige.

Side 157
I maj 1950 fandt en betydningsfuld rejse sted for præsident Smith, da han rejste
østpå til Whitingham, Vermont og den 28. maj indviede et mindesmærke ved præsident
Brigham Youngs fødested. To dage efter deltog han i ceremonier i Washington D. C.
og bad indvielsesbønnen, da en marmorstatue over den store pioner blev afsløret i
parlamentsbygningens rotunde.
Endnu en begivenhed af særlig interesse for præsident Smith i 1950 var
højtideligholdelsen af 100-året for de første mormonmissionærers ankomst til
Hawaiiøerne. Man havde planlagt, at denne højtideligholdelse skulle finde sted i
ugen fra den 9. til den 16. august, og præsident Smith rejste dertil for at deltage i
festlighederne sammen med de sidste dages hellige på øerne. Ved sin tilbagekomst til
Salt Lake gav han en varm hyldest til hawaiianernes gæstfrihed.
Kirkens halvårlige konference fandt sted tidligere end sædvanlig i efteråret 1950.
Møderne blev afholdt den 29. og 30. september samt den 1. oktober. Præsident Smith
overværede alle møderne, præsiderede og holdt længere taler ved 3 af møderne. Hans
taler var dybt åndelige, og han gav udtryk for sin kærlighed og hengivenhed for gode
mennesker overalt. "De er alle vor Faders børn," sagde han og benyttede en vending,
han ofte havde brugt i sit liv. Hans afsluttende bemærkninger på konferencens sidste
dag lød som følger:
"Jeg beder om, at vor himmelske Faders kraft må følge med dem, der arbejder for
denne kirke, I medlemmer, hvorhen I end går, at jeres hjem må være et blivende sted
for vor himmelske Faders Ånd, at jeres sønner og døtre må vokse op i Herrens tugt og
formaning, og at I må elske jeres medmennesker - dvs. de, der er medlemmer af kirken,
og de, der ikke er det - dvs. alle, der søger at være, hvad Herren ønsker, de skal være.
Jeg beder om, at hver eneste af os dag for dag må føle den forsikring, som så mange
af jer har, at Gud lever, at Jesus er Kristus, og at Joseph Smith var den levende Guds
profet. Jeg ved det, lige så sikkert, som jeg ved, at jeg lever, og jeg bærer vidnesbyrd
for jer i ydmyghed; og med en forståelse for alvoren i en sådan udtalelse, hvis den ikke
var sand, bærer jeg stadigvæk dette vidnesbyrd for jer i Jesu Kristi navn. Amen."
Præsident Smith foretog kun en eneste tur uden for Salt Lake City i resten af året
1950. Han tog toget til Denver, Colorado, den 17. oktober, og dagen efter talte han
til en stor forsamling og bad indvielsesbønnen for det ny Denver stav tabernakel.
På tilbagevejen gjorde han holdt i Provo for at indvie den ny videnskabsbygning på
Brigham Young University.
Ved et møde for de ansatte i kirkens kontorbygning, den 22. december 1950,
talte præsident Smith med kraft og begejstring i en halv time trods sin svækkede
helbredstilstand. Han udtalte sig om de urolige forhold i verden:
"Der ville ikke være nogen krig i Korea og trusler om krig overalt i verden,"
sagde han, "hvis mennesker accepterede evangeliet og efterlevede det ... Disse krige
opstår udelukkende, fordi Satan er i stand til at bedrage størsteparten af jordens
befolkning. Dette gør det så meget mere vigtigt, at vi, der har et vidnesbyrd om Jesu
guddommelighed, efterlever evangeliet og udbreder det."
Dette var sidste gang, præsident Smith talte til en offentlig forsamling. Det gik støt
tilbage med hans helbred i januar 1951, og den 3. februar blev det bekendtgjort over
radio og gennem aviser, at han var blevet ført til LDS Hospital til undersøgelse og
behandling. De næste 3 uger syntes han at genvinde noget af sin styrke under lægers
og sygeplejerskers konstante pleje, men han var træt og bad om at blive overført til
sit hjem. Det fik han lov til, og den 24. februar blev han flyttet til sit hyggelige hjem på

Side 158
Yale Avenue. Der gik det stadig ned ad bakke med hans helbred, selv om han blev
plejet på bedst mulig måde, og om aftenen den 4. april - på hans 81-års fødselsdag
- døde han fredeligt.
IX
Præsident Smiths begravelse blev afholdt i Tabernaklet lørdag den 7. april kl. 14. Før
dette tidspunkt var den store bygning fyldt til overflod, og i tusindvis af mennesker
opholdt sig udenfor. Blandt talerne var de to rådgivere til den afdøde præsident: J.
Reuben Clark jun. og David O. McKay.
"I al den tid vi har arbejdet sammen, og det har været et nært og fortroligt
samarbejde," sagde præsident Clark, "har jeg aldrig hørt ham så meget som antyde, at
han var utålmodig, ved at miste besindelsen eller endog havde behov for at beherske
sig.
Han var altid god og betænksom over for os to, der havde det privilegium og den
ære at arbejde sammen med ham. Ud fra min egen kundskab og iagttagelse bifalder
jeg fuldtud alt det gode, der er blevet sagt om ham her i dag, og intet andet end godt
er blevet sagt om ham eller kunne siges om ham. Det onde luskede altid bort fra ham.
Det kunne ikke tåle tilstedeværelsen af hans retfærdige levevis. Jeg tror ikke, jeg kan
sige noget, der bedre kan give udtryk for min hyldest til ham."
Derefter fulgte præsident McKay, som talte med megen varme til præsident Smiths
familie:
"I børn og slægtninge bør i højeste grad finde fred og trøst gennem følgende 3
medvirkende faktorer:
For det første har jeres far, vor elskede leder, levet så nært som det er muligt for et
menneske at leve et kristuslignende liv. Han opdagede, at svaret på det menneskelige
hjertes længsel efter fylde består i at leve uden for sig selv ved kærlighed. Præsident
Smith har bevist sandheden i Kristi paradoksale ord: Den, som har mistet sit liv for min
skyld, skal bjærge det.' (Matt. 10:39)
For det andet - og her taler jeg med velberåd hu, for jeg har set disse børn, sønner
og døtre, i aktion-burde den kærlige opmærksomhed, den betænksomme og effektive
omsorg givet af jer døtre og af Albert og andre familiemedlemmer - idet I ikke har ladet
noget være ugjort, der kunne medvirke til jeres fars helbredelse eller velbefindende - alt
dette burde i denne sorgens stund bringe trøst til jeres lidende hjerter. Og ikke blot i
denne stund, men gennem de kommende år.
Og for det tredje, så sikkert og vist som Kristi ånd besøgte andre ånder i det evige
rige, mens hans legeme lå i Josef af Arimatæas grav, på samme måde lever jeres fars
udødelige ånd, vor ven, vor elskede leder, præsident George Albert Smith ...
Må Gud velsigne hans minde og bringe jeres sjæle trøst i dag og altid, I udvalgte
børn og medlemmer af en prægtig familie, det beder jeg om i Jesu navn. Amen."
Efter begravelsesmødet blev den afdøde præsidents legeme ført til byens kirkegård
og her lagt til hvile i familiens gravsted, i nærheden af hans forældre, bedsteforældre
og oldeforældre, der alle havde udmærket sig i kirken.
Graven blev indviet af den afdødes bror, Winslow Farr Smith.

I
Niende kapitel
David O. Mckay (1873-1970)
Side 159
En "højtidelig forsamling" af præstedømmet og medlemmer af Jesu Kristi Kirke af
Sidste Dages Hellige blev afholdt i Tabernaklet i Salt Lake City mandag den 9. april
1951, dagen efter den regelmæssige, årlige konferences afslutning, og 2 dage efter
præsident George Albert Smiths begravelse. Ved dette møde blev et nyt øverste
præsidentskab opretholdt med David O. McKay som kirkens præsident og Stephen
L. Richards og J. Reuben Clark jun. som rådgivere. Ved afstemningen blev disse
brødre enstemmigt opretholdt - først af de forskellige kvorummer og til sidst af hele
forsamlingen.
Præsident McKay var på dette tidspunkt 77 år og 7 måneder; han var energisk, rask
og frisk og gennem års erfaring og oplæring fuldt beredt til at udføre pligterne i dette
høje kald. Lad os kaste et blik på denne mands liv, han, der således blev kirkens 9.
præsident.
Præsident McKys besteforældre, William og Ellen Oman McKay boede i Thurso,
Skotland, i 1850, da de blev omvendt og døbt af sidste dages hellige missionærer, der
var kommet fra Edinburg.
I 1852 blev William McKay ordineret til ældste og arbejdede på at opbygge en lille
gren af kirken i Thurso. Den 30. juni 1855 døbte han sin 11-år gamle søn, David, i
Nordsøen, og dagen efter bekræftede han ham som medlem af kirken. Denne dreng,
David, der blev født i Thurso den 2. maj 1844, voksede op og blev far til præsident
David O. McKay.
William McKay beredte sig på at udvandre til Utah i 1856 og slå sig ned på de helliges
samlingssted i bjergenes dale. I begyndelsen af maj rejste han til Liverpool sammen
med sin hustru og 5 børn, og derfra fik de den 4. maj plads på sejlskibet Thornton, der
havde kurs mod New York City. Der var 764 hellige om bord.
Rejsen over Atlanterhavet varede i 5 uger og var ikke uden tragedier, for
optegnelserne fortæller, at 7 af kirkens medlemmer døde undervejs. Den 12. juni lagde
Thornton til ved New York City, og 2 dage efter sad de hellige i toget på vej til Iowa
City, der dengang var jernbanens vestlige endestation.
I Iowa City blev der oprettet et håndkærrekompagni under kaptajn James G. Willies
ledelse. Dette var den skæbnesvangre ekspedition, hvorunder 66 mennesker omkom
pga. kulde og udmattelse, før de nåede Saltsødalen.
Familien McKay sluttede sig heldigvis ikke til Willie håndkærrekompagniet, og de
undgik således den katastrofe, der ramte mange af dem, de havde fulgtes med over
havet. De blev i Iowa i 3 år, indtil de havde erhvervet sig forspand og udstyr, så de
kunne foretage rejsen sikkert og behageligt.
I sommeren 1859 sluttede William McKay og familie sig til James Brown kompagniet,
der bestod af 387 personer med 66 vogne og 415 kreaturer. De forlod Florence,
Nebraska, den 13. juni og ankom til Saltsødalen den 29. august. Næsten umiddelbart
efter ankomsten flyttede familien McKay til Ogden, Utah, hvor de slog sig ned.
II
I efteråret 1859 fuldførtes en vej gennem Ogden Canyon til en anden smuk, lille dal,
som kolonisterne kaldte for Ogden Valley. Det var en afstand på 11 km. I sommeren
1860 påtog William McKays to sønner, Isaac og David, sig at passe en kvæghjord i

Side 160
Ogden Valley. Isaac var 23 år gammel, og David var 16. 11861 købte Isaac jord i det,
der var kendt som sydmarken, og han besluttede at slå sig ned der. Andre kolonister
flyttede hurtigt ind, og snart havde man dannet et samfund, der blev kaldt Huntsville,
opkaldt efter Jefferson Hunt, der var en af de første kolonister. David McKay købte
også jord i Ogden Valley og skabte sig et hjem der. Det var hertil, han førte sin 16-år
gamle brud, Jennette Evans, som han giftede sig med den 9. april 1867 i Salt Lake City.
Det 3. barn og den første søn i dette ægteskab var David Oman McKay, fød
i Huntsville den 8. september 1873. Da den nærmeste læge boede i Ogden, blev
drengen hjulpet til verden af en lokal jordemoder ved navn Mary Heathman Smith.
Det var heldigt for drengen, at han kom til et hjem med så enestående og retskafne
forældre. Både faderen og moderen var konsekvente, trofaste sidste dages hellige. I
deres hjem var udførelsen af enhver religiøs pligt en del af livet.
David O. McKay påskønnede altid fuldt ud sine hengivne forældre. Han fortalte mig
engang, at hans far var den bedste mand, han nogensinde havde kendt. Ved forskellige
lejligheder hyldede han sin mor i begejstrede vendinger; det følgende er blot et enkelt
tilfælde:
"Jeg kan ikke komme i tanker om en eneste kvindelig dyd, som min mor ikke var
i besiddelse af ... At gøre hjemmet til det bedste sted i verden for sin mand og sine
børn var hendes stadige mål, og det lykkedes i højeste grad for hende ... I mildhed,
omsorg, kærlig tålmodighed og loyalitet over for hjem og retfærdighed forekom det mig
i min barndom, at hun var uforlignelig, og det gør det stadigvæk efter alle disse år."
(Improvement Era, maj 1932)
Moderens hengivenhed over for sin lille søn er fint illustreret i følgende beretning,
som præsident McKay fortalte, kort efter at han var blevet medlem af Det øverste
Præsidentskab i 1934:
"Nylig indtrufne begivenheder har givet mig en længsel efter at møde min far og mor
igen for bare at fortælle dem, hvad deres levevis, deres daglige eksempel og villige
ofre for deres børn har betydet for mig. Jeg vil gerne fortælle dem om min ubetalelige
gæld af evig taknemmelighed. Jeg kunne lide at se udtrykket i min mors ansigt, når
hun mindedes følgende episode, der fandt sted, da jeg var en livlig og støjende baby.
Ifølge hendes bror, min onkel, gik det således til: En dag, da jeg betragtede dig, mens
du stolprede rundt på gulvet, kom jeg drillende med en nedsættende bemærkning om
dig. Jeg husker, at din mor tog dig op, og med sin kind mod din sagde hun: "Det ved
du slet ikke; han bliver måske en dag apostel."'
Naturligvis kan det blot have været et udtryk for en kærlig mors inderlige ønske,
og det var det utvivlsomt. Alle mødre håber på noget stort for deres drenge; men, ih,
hvor har jeg ønsket inderligt, at hun kunne have levet længe nok til at se sit håb blive
opfyldt." (Journal History, den 27. okt. 1934)
I sit barndomshjem blev David O. McKay fuldt ud oplært til den gerning, han senere
i livet skulle udføre. Hans far var en religiøs mand- en god mand i ordets egentlige
betydning - hengiven over for sin kirke, sit land og sine medmenneskers vel. Da den
første gren af kirken blev organiseret i Huntsville i 1865, blev den 21-årige David
McKay valgt som andenrådgiver til den præsiderende ældste, Francis A. Hammond.
Han virkede i dette embede, da hans søn David O. blev født.
Ved aprilkonferencen, der blev afholdt i Salt Lake City i 1881, blev David McKay
kaldet til at tage på mission til De britiske Øer. Han accepterede beredvilligt denne
kaldelse og forlod Ogden den 19. april, mens hans dygtige hustru måtte passe gården
og den lille familie på 5 børn under hans fravær.

Side 161
Om efteråret fyldte drengen David O. 8 år. Samme dag- den 8. september 1881- blev
han døbt i Huntsville af Peter Geertsen og bekræftet som medlem af kirken af Francis
A. Hammond.
Faderen vendte hjem fra sin mission i april 1883, og den 20. november blev han
ordineret til biskop for Eden ward af ældste Franklin D. Richards fra De tolvs Råd.
16 måneder senere - den 29. marts 1885 - blev han afløst fra sin stilling i Eden og
opretholdt som biskop i Huntsville som efterfølger for Francis A. Hammond.
III
David O. McKay virkede i alle præstedømmets embeder i det ward, hans far var
biskop over. Ved et møde for diakonernes kvorum, der blev afholdt i Huntsville den
14. december 1885 - 3 måneder efter hans 12-års fødselsdag - blev han ordineret til
diakon af C. F. Schade, en rådgiver i biskoprådet. Året efter holdt han, hvad der muligvis
var hans første offentlige tale. I gamle optegnelser over "Referater fra lærernes og
diakonernes kvorummer" i Huntsville ward står der en lille bemærkning under datoen
den 13. november 1886: "David O. McKay bar sit vidnesbyrd og sagde, at han var glad
for at komme til møderne."
En betydningsfuld begivenhed fandt sted i familien McKay i juli 1887, da kirkens
patriark, John Smith, kom til Ogden Valley for at give velsignelser til de trofaste hellige.
Han gjorde holdt ved biskop David MacKays hjem, og biskoppen bad patriarken om at
give børnene patriarkalske velsignelser. Dette blev gjort tirsdag den 17. juli 1887.
Den første, der modtog en velsignelse, var David O., som var 13 år gammel. Da
patriarken lagde hænderne på drengens hoved, udtalte han profetiske ord:
"Broder David Oman McKay, du er ung og trænger til vejledning. Derfor siger jeg til
dig, at du skal lære om livets og frelsens vej af dine forældre, således at du tidligt i livet
kan være beredt til en ansvarsfuld stilling, for Herrens øjne hviler på dig ...
Herren har et arbejde, du skal udføre, hvorved du vil se meget af verden, hjælpe
med at indsamle det spredte Israel og også arbejde i tjenestegerningen. Det vil blive
din lod at sidde i råd med brødrene og præsidere blandt folket og formane de hellige
til at være trofaste." (fremhævelse tilføjet)
Alle de profetier, der den dag blev udtalt over den 13-årige drengs hoved, blev
opfyldt. En ansvarsfuld stilling kom til ham tidligt i livet; han rejste overalt i verden på
kirkens vegne; og han præsiderede "blandt folket".
David O. McKay blev ordineret til lærer den 19. januar 1891, og to år senere, den 4.
august 1893 - en måned før han fyldte 20 år - blev han forfremmet til præst.
I mellemtiden havde han haft en regelmæssig skolegang i Huntsville og havde
fuldført klasserne der. Han havde også gået på Stake Academyl i Ogden og fik tilbudt
stillingen som skoleleder i Huntsville, som han tog imod. Han var nu 20 år gammel.
Efter at have undervist et år besluttede David O. sig til at fortsætte sin uddannelse
og gøre undervisning til sin profession. Han blev derfor optaget på University of Utah
i Salt Lake City i september 1894 og lod sig indskrive til et 3-års kursus i the Normal
School(1). Han fortsatte flittigt sine studier, mens han var på universitetet og blev en
fremragende elev. Ved eksamensafslutningen i juni 1897 blev David O. McKay valgt til
at repræsentere sin klasse og holde afskedstalen. I et referat af denne tale erklærede
Deseret News: "Kærnen i afskedstalen var, at en umættelig appetit efter kundskab
betyder fremgang og er et normalt sinds tilstand."
(1) Et akademi, der blev oprettet af kirken. Det blev senere overdraget som gave
til staten Utah.

Side 162
Ved afslutningen, der blev afholdt i Salt Lake Theatre den næste dag (den 9. juni
1897), fik han overrakt sit eksamensbevis af universitetets overhoved, rektor Joseph
Kingsbury.
Da David O. var stærk og adræt, dyrkede han sport, mens han gik på skolen, og
han blev medlem af det andet fodboldhold, der blev organiseret på University of Utah.
Efter at være vendt tilbage til sit hjem i Huntsville blev han uden tvivl glad og
overrasket, da han i juli 1897 fik et kald fra Det øverste Præsidentskab om at rejse på
mission til Storbritannien. Han påtog sig beredvilligt dette kald efter at have modtaget
sine agtværdige forældres fulde godkendelse, og han blev indsat som missionær den
6. august i Salt Lake City. Kort efter rejste han til New York City, hvor han gik om
bord på damperen Belgenland. Efter en behagelig og ufarlig rejse ankom Belgenland til
Liverpool den 25. august, og David O. meldte sig ved missionens hovedsæde i Islington
42. Missionspræsidenten, Rulon S. Wells(1?), satte ham til at arbejde i Skotland.
Da han var ankommet til sit arbejdsområde, påbegyndte han sit arbejde i Lanark
District og fulgte således i sin berømmelige fars fodspor; denne havde været missionær
i omegnen 14 år tidligere. Derefter arbejdede han i byerne Glasgow og Stirling indtil
den 4. december 1898, da missionspræsidenten satte ham til at præsidere over det
skotske distrikt. Denne stilling var også tidligere blevet beklædt af hans far.
Det var, mens han var præsident for det skotske distrikt, at følgende begivenhed
fandt sted. Præsident McKay fortalte om den i 1934.
(2?) En skole, der hovedsageligt optræner lærere for de mindre klasser.
"Jeg var på min første mission og var på daværende tidspunkt i året 1899
præsident for det skotske distrikt. Ældsterne Platte D. Lyman, Henry W. Naisbett
og James McMurrin præsiderede over den europæiske mission. Præsident McMurrin
repræsenterede det europæiske præsidentskab ved en konference, der blev afholdt
i Glasgow, Skotland. Efter en række møder havde vi et meget betydningsfuldt
præstedømmemøde, der aldrig vil blive glemt af nogen af de mænd, der var til stede.
Jeg husker, som var det i går, styrken og inspirationen ved denne lejlighed. Alle
følte den rige udgydelse af Herrens ånd. Alle de tilstedeværende var i sandhed af
et hjerte og et sind. Aldrig før havde jeg oplevet en så stærk følelse. Det var en
tilkendegivelse, jeg som en tvivlende ung mand hemmeligt havde bedt virkelig oprigtigt
om på bjergskråninger og i enge. Det var en forsikring til mig om, at oprigtige bønner
bliver besvaret engang, et sted'.
Under mødet rejste en ældste sig på eget initiativ og sagde: Brødre, der er engle
i dette værelse.' Hvor mærkeligt det end kan synes, virkede denne meddelelse ikke
overraskende; den var fuldt ud passende, selv om det ikke var faldet mig ind, at
der var guddommelige væsener til stede. Jeg vidste blot, at jeg var overvældet af
taknemmelighed for Helligåndens tilstedeværelse. Det gjorde imidlertid dybt indtryk på
mig, da præsident James McMurrin rejste sig og bekræftede denne udtalelse, idet han
pegede på en bror lige foran mig og sagde: Ja, brødre, der er engle i dette værelse,
og en af dem er skytsengel for den unge mand, der sidder der', og han udpegede en
bror, der i dag er patriark i kirken.
Idet han pegede på en anden ældste, sagde han: Og en anden er skytsengel for den
unge mand der,' og han udpegede en, jeg havde kendt siden barndommen. Tårerne
løb ned ad kinderne på begge disse missionærer, ikke pga. sorg eller græmmelse, men
som et udtryk for den overvældende ånd. Vi græd faktisk alle sammen.

Side 163
(1?) (1854-1941) oprefholdt som en af de første syv præsidenter for De Halvfjerds
i 1893.
Det var under sådanne omstændigheder, James McMurrin udtalte, hvad der senere
har vist sig at være en profeti. Gennem nær forbindelse med James McMurrin havde
jeg erfaret, at han var af ædleste karat, at hans tro på evangeliet var ubetinget, og at
der aldrig har levet nogen mere oprigtig eller loyal mand; så da han vendte sig mod
mig og gav mig, hvad jeg dengang mente, mere var en advarsel end et løfte, gjorde
hans ord et uudsletteligt indtryk på mig. Med en omskrivning af Frelserens ord til Peter
sagde han: "Lad mig fortælle dig, broder David, at Satan har begæret dig for at kunne
sigte dig som hvede, men Gud ihukommer dig." Derpå tilføjede han: Hvis du vil bevare
troen, vil du komme til at sidde i kirkens ledende råd.' I dette øjeblik viste fristelser, der
havde ligget på min vej, sig i glimt, og jeg forstod endnu bedre end præsident McMurrin
eller nogen anden, hvor sandt han havde talt. Jeg besluttede mig på stedet til at bevare
troen, og et ønske om at tjene mine medmennesker opstod i mig, og med det ønske
en forståelse for eller i det mindste et glimt af, hvad jeg skyldte den ældste, der først
havde bragt budskabet om det gengivne evangelium til mine bedsteforældre, som for
år tilbage havde taget imod det i den nordlige del af Skotland.
Efter dette møde havde jeg lejlighed til at besøge mine bedsteforældres
barndomssteder, og jeg fik en større forståelse af, hvad evangeliet havde gjort for dem
og deres efterkommere." (Journal History, 27. okt. 1934)
Efter at have arbejdet trofast i to år blev David O. McKay afløst fra sin mission i
august 1899. Han forlod Glasgow den 26. august for at sejle til New York City med
damperen City of Rome og ankom til sit hjem i Huntsville i begyndelsen af september.
Han havde i forvejen fået at vide, at en stilling som lærer på Weber Stake Academy
i Ogden stod åben for ham. Han var nu i gang med, hvad han forventede, ville blive
hans livsgerning.
IV
Kort efter at have slået sig ned i Ogden blev ældste McKay medlem af Weber stavens
søndagsskolebestyrelse. Den 20. september 1900 blev han valgt til stillingen som
andenrådgiver til Thomas B. Evans i stavens søndagsskoleledelse.
I denne organisation gjorde han en betydelig indsats, hvorom Andrew Jenson
bemærkede følgende:
"I begyndelsen af hans arbejde i stavens ledelse blev der oprettet formøder
for lærere, og der blev lavet personlige og kooperative oversigter over lektierne,
hvorved hver søndagskolelektie blev en enhed. Han troede så stærkt på dette nye
klassearbejdssystem og forklarede det med så stor begejstring, at selv brødre og
søstre, der i mange år havde undervist efter den gode gammeldags metode, blev
overbevist og snart var blandt de ivrigste tilhængere af den nye metode." (Biographical
Encyclopedia, bind 3, s. 762)
En meget betydningsfuld begivenhed i David O. McKays liv fandt sted på dette
tidspunkt. Den 2. januar 1901 blev han gift med Emma Rae Riggs - hans kæreste fra
universitetsdagene. Ceremonien blev udført i Salt Lake templet af ældste John Henry
Smith.
I april 1902 trådte lederen af Weber Stake Academy, Louis F. Moench, tilbage efter
at have virket i denne stilling i 12 år. Akademiets bestyrelsesmedlemmer mødtes den
17. april og tilbød David O. McKay stillingen. En af denne dags nyheder lød således:

Side 164
"Bestyrelsen har tilbudt stillingen som Akademiets leder i det kommende år til
professor David O. McKay, der på nuværende tidspunkt er en af institutionens lærere
og helt igennem er kvalificeret og kendt med skolen. Professor McKay vil tage imod
stillingen."
Ogdens borgere var godt tilfredse med valget, da David O. McKay både gennem
sit kirke- og skolearbejde hurtigt var ved at blive kendt som en af byens fremtrædende
mænd.
Den 6. januar 1905 led ældste McKay et alvorligt tab ved sin elskede mors, Jennette
Evans McKays, pludselige og uventede død; hun var 54 år, og dødsårsagen var en
hjerneblødning. Der var en dyb kærlighed mellem David O. McKay og hans mor, som
ikke blev mindre med årene. 1 de taler, han holdt gennem hele sin offentlige karriere
i kirken, hyldede han ofte sin ædle mor.
V
Ved det afsluttende møde til kirkens årlige generalkonference, der blev afholdt i
Tabernaklet i Salt Lake City, søndag den 8. april 1906, blev David O. McKays navn
forelagt til udfyldelse af et ledigt embede i De tolvs Kvorum, og han blev enstemmigt
opretholdt af den store forsamling. Dagen efter, den 9. april, afholdt Det øverste
Præsidentskab og De Tolv et møde i Salt Lake templet, hvor ældste McKay blev
ordineret til apostel og indsat som medlem af De tolvs Kvorum af præsident Joseph
F. Smith.
På det tidspunkt, hvor denne store ære blev skænket ham, var han 32 år gammel
og stadigvæk en ung mand; men hans oplæring i hjemmet under hans udmærkede
forældres tilsyn, hans missionærerfaringer i Skotland, hans arbejde i kirkens lokale
organisationer, samt den uddannelse, han havde fået, kvalificerede ham fuldt ud til
dette ophøjede embede.
Kort efter at David O. McKay var blevet apostel, blev han medlem af Deseret
søndagsskoles bestyrelse, og den 6. oktober 1906 blev han opretholdt som
andenrådgiver til hovedbestyrelsens tilsynsførende for Deseret Sunday School
Union(1). Den tilsynsførende var på daværende tidspunkt præsident Joseph F. Smith.
(1) Dette er det gamle navn for søndagsskolen i Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages
Hellige.
1906 og 1907 var travle år for ældste McKay. Han beholdt stillingen som leder for
Weber Stake Academy i disse år, og endvidere tilbragte han mange dage med at
besøge de forskellige stave i kirken og deltage i konferencer i kraft af sit embede som
apostel og som rådgiver i søndagsskolens (Sunday School Union) hovedbestyrelse.
Arbejdsbyrden blev for tung, og i juni 1908 opgav han stillingen som leder for
Akademiet. Han blev valgt til formand for Weber Stake Academys bestyrelse.
Ved kirkens årlige generalkonference, der blev afholdt i april 1909, gav præsident
Joseph F. Smith den vigtige meddelelse, at førsterådgiveren i Deseret Sunday School
Union, George Reynolds, ville blive afløst pga. dårligt helbred, og at ældste David O.
McKay ville blive udnævnt til førsterådgiver; endvidere at Stephan L. Richards ville blive
udnævnt til andenrådgiver.
I majnummeret afJuvende Instructor i 1909 stod der i en ledende artikel:
"Apostel David O. McKay er velkendt i kirken i almindelighed. Hans enestående
vellykkede arbejde i præsidentskabet for Weber stavens søndagsskole blev iagttaget
med interesse, før han blev en af Herrens særlige vidner. Hans store indflydelse

Side 165
for bedre søndagsskoler, siden han blev andenrådgiver til hovedbestyrelsens
tilsynsførende for Deseret søndagsskole, er ikke blot blevet bemærket i bestyrelsen,
men også overalt i Zions stave."
Samme år, 1909, havde ældste McKay en usædvanlig og sindsoprivende oplevelse,
da han skulle deltage i konferencemøder i det sydlige Utah. Sammen med sin lille søn,
David Lawrence, var han og 3-4 andre brødre på vej fra Tropic til Kanab i den første
uge i september. Jeg vil lade præsident McKay fortælle historien:
"Hele dagen traskede vi af sted langs Red Canyon, snart gik vi gennem dybe
flodsenge, snart vadede vi i floden eller kørte over sagebrush - altid i mudder eller
vand. Klokken var 5 om eftermiddagen, da vi ankom til Tropic, og vore trofaste heste
var trætte. Her erfarede vi, at flodsengen mellem Tropic og Cannonville var ufarbar,
så vi var nødt til at køre en omvej; ved at gøre det kom vi ud for en række uheld med
følgende resultater:
Først brækkede en svingelkrog, hvortil seletøjet var fastgjort, da vi kørte ud fra en
dyb flodseng, og vi var nær styrtet ned ad en dæmning. Da den var blevet bundet
sammen med ståltråd, fortsatte vi, men kun for at støde på mudder, der satte sig fast i
hjulene, så hestene ikke kunne trække os. Hertil kom, at en svingel og endnu en krog
brækkede. På dette tidspunkt var stormen blevet fordoblet i styrke og syntes at holde
jubelfest over vor vanskelige situation. Omtrent det eneste, vi var os bevidste, var lyn,
torden, regn og mudder.
Da vi endelig nåede hovedvejen, var det et spørgsmål, om vi kunne nå hen til
hovedlejets overgang, før højvandet fyldte den. Vi drev vore udmattede heste frem til
det yderste og nåede den første overgang i god behold, og ligeledes den næste, selv
om strømmen var stærk der. Bare en til, og vi ville være i sikkerhed. Men højvandet
kom før os. Mellem de to hovedovergange blev vi mødt af en rivende strøm - 3 m dyb
- der væltede ned ad bakken og strømmede af sted langs et leje hen over vor vej i
rivende tempo.
På dette tidspunkt var et tilbagetog afskåret; så lige ved mørkets frembrud-blot 3 km
fra vort bestemmelsessted - var vi tvunget til at sidde i vore vogne hele natten midt i
den værste oversvømmelse, det sydlige Utah har oplevet i mange, mange år.
Midt om natten hørte regnen op, og ved daggry blev vi ført gennem den synkende
strøm af to mænd til hest." (Journal History, 16. sept. 1909) Sådanne oplevelser havde
David O. McKay, da han rejste rundt til stavene med hest og vogn.
I en periode på 7 år fortsatte ældste McKay sit anstrengende arbejde med at have
opsigt med kirkens søndagsskoler og besøge de forskellige stave og missioner. Så i
marts 1916 var han ude for et pinefuldt ulykkestilfælde, der midlertidigt gjorde ham ude
af stand til at arbejde. I aviserne kunne man læse, at vejen gennem Ogden Canyon var
blevet beskadiget af flodens højvande, og at amtets tjenestemænd havde forsøgt at
spærre for kørsel til Ogden Valley ved at spænde et reb ud over hovedvejen. På grund
af tågen i den snævre floddal så ældste McKay ikke rebet, da han kom kørende i sin
bil, og det ramte ham i ansigtet og flængede hans mund og kind alvorligt. Hans bror,
Thomas E., der var sammen med ham og uskadt, kørte ham til hospitalet, hvor han i
adskillige dage var under lægebehandling, før han var i stand til at tage hjem.
Den 10. november 1917 var David O. McKay udsat for endnu et alvorligt chok ved sin
elskede fars, patriarken David McKys død. David O. nærede en grænseløs kærlighed
og beundring for sin far, og efter et langt liv i folkets tjeneste sørgede hele samfundet
over hans død:

Side 166
"Han var en af samfundets ledere, en mand, der var elsket af alle, han kom i kontakt
med; en mand, der bestandig tjente sine medmennesker. Han var venlig, elskelig, og
kærlig, fuld af gode råd, hjælpsom over for de fattige og ulykkelige og gjorde godt i
alle samfundslag."
Efter præsident Joseph F. Smiths død, der fandt sted den 19. november 1918, blev
bestyrelsen for Deseret Sunday School Union reorganiseret med David O. McKay som
tilsynsførende og Stephen L. Richards og George D. Pyper som rådgivere. Ældste
McKay blev indsat i denne betydningsfulde stilling den 27. november 1918 ved et møde
for kirkens generalautoriteter, der blev afholdt i Salt Lake templet.
Året efter blev der tildelt ham yderligere æresbevisninger. Den 9. maj 1919
udnævnte Det øverste Præsidentskab ældste McKay til at have opsyn med kirkens
uddannelsessystem med Stephan L. Richards og Richard R. Lyman som rådgivere.
VI
Da Det øverste Præsidentskab havde udpeget David O. McKay til at foretage en
verdensomspændende rejse til kirkens missioner, forlod han sit hjem i Ogden den 4.
december 1920. Hans ledsager på denne rejse var Hugh J. Cannon, tidligere præsident
for den schweizisk-tyske mission og ved afrejsen præsident for Liberty staven i Salt
Lake City.
De to brødre tog først med toget til Vancouver, British Columbia i Canada, og derfra
sejlede de den 7. december mod Yokohama, Japan. Fra Yokohama sejlede de videre
til Shanghai, Kina, og derfra fortsatte de med toget til Peking. I den gamle by, Peking,
indviede ældste McKay søndag den 9. januar 1921 Kina til evangeliets forkyndelse.
Her følger en beskrivelse af begivenheden med hans egne ord:
"Ved middagstid søndag den 9. januar holdt broder Cannon og jeg en kort andagt
i en lund med cyprestræer næsten midt inde i den historiske gamle by, Peking, og
jeg indviede det kinesiske rige til forkyndelse af Jesu Kristi evangelium, som det blev
åbenbaret til profeten Joseph Smith.
Denne officielle handling åbnede døren for Herrens bemyndigede tjenere til dette
land på et sådant tidspunkt i fremtiden, hvor de præsiderende myndigheder vil føle sig
tilskyndet til at kalde dem. Det var en yderst højtidelig og mindeværdig begivenhed, som
aldrig vil blive glemt af de to ydmyge missionærer, der deltog deri." (Journal History,
9. jan. 1921)
Få dage efter indvielsen af landet forlod brødrene Kina og besøgte igen Japan;
derpå fortsatte de rejsen til Honolulu, Hawaii, hvortil de ankom den 2. februar 1921. De
blev på Hawaiiøerne i 19 dage og besøgte de hellige og missionærerne og holdt møder
med dem. Ved afrejsen sagde de, at deres besøg havde været "virkelig fornøjeligt".
Ældsterne McKay og Cannon måtte nu nødvendigvis sejle til fastlandet for at komme
med et skib til Sydhavsøerne. De ankom til San Francisco den 1. marts "midt i en tæt
tåge". Her ventede der dem en behagelig overraskelse. Jeg vil lade ældste Cannon
fortælle om det:
"Det havde været vor plan at sejle mod Tahiti den 3. marts. Der var bestilt pladser
på, S. S. Tahiti'. Vi opdagede imidlertid til vor store glæde, at præsidenterne Grant og
Ivins var kommet til San Francisco for at møde os og havde taget søster McKay og
søster Cannon med. Og her vil det sikkert være på sin plads at nævne, at travle mænd,
der er bebyrdede med tunge ansvar, bestemt tænker mere på andres glæde end deres
egen personlige bekvemmelighed, når de vil tage to kvinder, hver med et barn på 6
måneder, med på en sådan rejse.

Side 167
Mens vi gjorde vort bedste for at overvinde nogle vanskeligheder i forbindelse med
vor transport, kom der bud om præsident Anthon H. Lunds død, og det blev besluttet,
at vi skulle rejse hjem og først sejle med den næste båd." (Journal History, 28. marts
1921)
Missionærerne og deres hustruer tog med et stillehavstog fra San Francisco fredag
den 4. marts 1921 og ankom til Ogden dagen efter. Brødrene forblev i Utah indtil
fredag den 25. marts. De var med til præsident Anthon H. Lunds begravelse, besøgte
kirkeledere og familiemedlemmer og gjorde forberedelser til den lange rejse. De tog
toget tilbage til San Francisco og ankom dertil lørdag den 26. marts, og 3 dage senere
gik de om bord på damperen Marama med kurs mod Tahitiøerne.
Mens de var på denne sørejse, skrev Hugh J. Cannon et brev til Deseret News
dateret den 7. april, hvori han beskrev nogle få af rejsens begivenheder. Han kom med
følgende bemærkning om sin fremtrædende ledsager:
"Broder McKay er kommet i perfekt form som sømand. Siden vi forlod San Francisco,
har han ikke et øjeblik været søsyg, men der har været tidspunkter, hvor han - efter at
have betragtet billederne af sin hustru og sine børn - har virket søsyg' (uoversætteligt
ordspil mellem sea' og "see")."
Den 12. april lagde Marama til ved Papeete, Tahiti. Herfra sendte missionærerne
et telegram til Det øverste Præsidentskab i Salt Lake City for at fortælle, at de havde
det godt og nød rejsen.
Da missionærernes første møde var i Wellington, New Zealand, i hvis nærhed den
årlige "Hui Tau" eller missionskonference skulle afholdes, blev de om bord, indtil man
nåede Wellington den 21. april. Her blev de budt velkommen af missionspræsident
George S. Taylor og en gruppe missionærer. "Dette var en strålende dag for de hellige
i New Zealand," skrev præsident Taylor, "for det var første gang, en af Frelserens
apostle satte foden på deres jord."
Ældste McKay nød virkelig missionskonferencen ("Hui Tau"), og han skrev en
beretning om begivenheden, som senere blev offentliggjort i Improvement Era i juli
1921. Den afsluttende sætning i artiklen lyder således: "Længe leve, Hui Tau'. Må hver
efterfølgende være mere vellykket end den foregående. Må dens indflydelse udstrække
sig, indtil den bliver en kraft - ikke blot til at styrke kærligheden og øge kirkens
medlemmers tro, som den gør allerede nu, men også til at nedbryde de barrierer, der
er rejst af de uvidende og ryggesløse for at hæmme Kristi Kirkes fremgang."
Efter at have tilbragt 9 dage sammen med de hellige og missionærerne i New
Zealand forlod ældsterne McKay og Cannon Auckland den 30. april 1921 med
damperen Tofua for at besøge Tongaøerne og Samoaøerne, hvor der også var mange
medlemmer af kirken. Da de ankom til Nukualofa på Tongaøerne, fik de ikke lov til
at gå i land, da det skib, de var med, havde lagt til ved Samoaøerne, hvor der var
en mæslingeepidemi. Missionspræsidenten, Mark Coombs, kom imidlertid om bord og
ledsagede dem til Apia, Samoa, hvortil de ankom den 10. maj.
Ældste McKays besøg på Samoaøerne var en triumf fra først og til sidst. Det så
ud til, at hele Apia var mødt op på kajen," skrev Hugh J. Cannon. (Journal History,
4. juli 1921) "For første gang i historien skulle en apostel besøge Samoa ... Under
vort 4-ugers ophold mødte denne kirkeleder alle vegne respekt og agtelse, og der blev
endog udvist ærefrygt i mange kvarterer, hvor man ikke havde ventet det."
Da missionærerne tog afsked med de hellige i Sauniatu, Samoa, samlede ældste
McKay folket omkring sig og opsendte en bøn for deres ve og vel og for fremgang af

Side 168
Herrens værk på øerne. Efter hans afrejse opførte de indfødte et monument på stedet
til minde om hans besøg.
Ældsterne McKay og Cannon forlod Samoa den 10. juni 1921 og fortsatte sydpå mod
New Zealand. I Nukualofa på Tongaøerne gik ældste McKay fra borde for at foretage
en rundrejse i Tonga-missionen mens ældste Cannon fortsatte til New Zealand. Først
den 18. juli ankom ældste McKay til Auckland i New Zealand og sluttede sig igen til
sin ledsager.
De to kirkeledere rejste nu rundt i New Zealand-missionen. Den 21. juli ankom de
til Kaikohe og afholdt møder. De vendte tilbage til Auckland søndag den 24. juli og
afholdt et stort offentligt møde på rådhuset. Mange af byens fremtrædende borgere
var til stede og hørte ældste McKay holde en myndig tale om Mormonkirken og dens
lærdomme. Fra Auckland rejste brødrene til Porirua, Palmerston og Hastings. Efter at
være vendt tilbage til Auckland sejlede de tirsdag eftermiddag den 2. august 1921 mod
Sydney i Australien.
Besøget i Australien var meget anstrengende pga. afstandene mellem byerne. I
løbet af en måned besøgte man imidlertid kirkens grene i Sydney, Melbourne, Hobart,
Adelaide og Brisbane, og der blev afholdt møder med de hellige og missionærerne. Den
4. september havde man fuldført rundrejsen, og ældsterne McKay og Cannon gik om
bord på damperen Marcella med kurs mod Java og Malaysiahalvøen. Ældste Cannon
skrev følgende om deres ophold på Java: "Da kirken ikke har nogen mission her, var
vort ophold på Java begrænset til den tid, Marcella læssede og lossede i Sourabaya
og Batavia."
Efter besøget i Java fortsatte missionærerne til Singapore, hvortil de ankom den
28. september. Efter et ophold på to dage i denne interessante by gik de om bord på
skibet Bharata og fortsatte rejsen mod Burma og Indien. Skibet lagde til ved Rangoon,
Calcutta, Delhi og Bombay. De forlod Indien om bord på skibet Egypt med kurs mod
Suezkanalen, som de sejlede igennem i den sidste uge af oktober 1921. Efter et par
dages besøg i Cairo og omegnen tog de toget til Jerusalem, hvortil de ankom den 2.
november. Da de rejste nordpå for at finde præsident J. Wilford Booth - præsidenten for
Palæstina-Armenien missionen, mødte de ham tilfældigvis eller med forsynets hjælp på
banegården i Haifa, Israel. Man foretog en kort rundtur i missionen, hvorefter ældsterne
McKay og Cannon tog toget tilbage til Port Said i Ægypten.
Fra Port Said sejlede ældsterne til Napoli, Italien. Fra Napoli tog de toget til Rom
og derfra til Lausanne i Schweiz, hvor ældste McKay blev ude af sig selv af glæde
ved at møde sin ældste søn, David Lawrence, der virkede som missionær i denne by.
Her afholdt man et møde og ligeledes i Basel, missionens hovedsæde. De fortsatte
rejsen og gjorde korte ophold i Frankfurt og Køln i Tyskland. Derfra rejste de til Liege
i Belgien, Paris i Frankrig samt London og Liverpool i England og afholdt møder med
hellige og missionærer.
Mens ældste McKay var i London, besluttede han sig til at foretage en kort rejse til
Glasgow i Skotland, hvor han havde virket som en beskeden missionær 22 år tidligere.
"Da han ankom til byen, besøgte han nogle af grenens gamle medlemmer, der blev
henrykte over at se ham. Mange af de ældre medlemmer, han havde kendt, var for
længst gået hinsides. Man var vidne til et rørende syn, da han besøgte søster Noble, sin
gamle skotske mor' og værtinde. Gennem tårer sagde hun, at hun næsten ikke kunne
kende sin dreng ... Ældste McKay besøgte det gamle Conference House i Holmhead
street 53, og selv om det havde fået nye ejere, fik han lov til at komme ind. Minderne
vældede ind over mig,' bemærkede han senere, da jeg stod i de samme gamle værelser

Side 169
og så det kendte syn fra for 22 år siden; værelset, hvor jeg plejede at spise morgenmad,
der bestod af skotsk grød, kontoret og soveværelset, hvor jeg plejede at sove i en
alkove."' (Millennial Star, bind 83, s. 826)
Lørdag den 10. december 1921 gik ældsterne McKay og Cannon om bord i skibet
Cedric i Liverpool med kurs mod New York City. Efter at være ankommet til New York
tog de toget til Utah. Om eftermiddagen den 24. december steg David O. McKay af
toget i Ogden og lige ned i armene på sin ventende familie. Han sagde til en journalist:
"Efter at have rejst 100.500 km i verden er hjemmet det bedste sted på jorden for mig."
VII
Da ældste McKay igen var i kirkens hovedsæde efter sit lange fravær, genoptog han sit
arbejde som hovedtilsynsførende for Deseret Sunday School Union og sine aktiviteter
med at besøge stavene.
Ved aprilkonferencen i 1922 udtrykte præsident Heber J. Grant sin taknemmelighed
over, at ældste McKay var kommet sikkert tilbage fra sin lange rejse.
"Jeg glæder mig over, at broder McKay er sammen med os i dag. Broder McKay
har rejst jorden rundt, siden han sidst deltog i en konference. Han har besøgt vore
missioner i næsten alle dele af verden, og som enhver missionær, der drager ud for
at forkynde dette evangelium og kommer i kontakt med verdens befolkning og med
alle dens forskellige trosretninger, er han vendt tilbage med større lys, kundskab og
vidnesbyrd om guddommeligheden af det værk, vi er engageret i." (Conference Report,
april 1922)
I sin egen udførlige rapport ved konferencen berettede ældste McKay om mange
trosfremmende oplevelser, han og hans ledsager, ældste Cannon, havde haft, mens
de var på deres missionsrejse.
"Jeg ville gerne her i eftermiddag," sagde han, "udvælge en del af denne
vidunderlige rejse og gennemgå den med jer, men gennem hele konferencen har jeg
følt mig tilskyndet til at forsøge at give det budskab, der for mig står som den mest
værdifulde af alle vore oplevelser, nemlig tilkendegivelserne af Herrens nærhed og af
hans ledende hånd."
En uventet ære overgik ældste McKay den 2. juni 1922, da han ved translokationen
på Brigham Young University i Provo fik tildelt magistergraden. Samme dag stod der
i en ledende artikel i Deseret News:
"Magistergraden, der blev tildelt David O. McKay, er en passende anerkendelse af
hans kærlige, intelligente og entusiastiske virke blandt sine medmennesker. Ældste
McKay, der voksede op på en gård i en af Utahs bedste landkommuner, har altid
forstået den livsvigtige forbindelse mellem jorden og sund national moral; uddannet på
universitetet har han fornemmet de omfattende muligheder for intellektuel erobring af
det gode i mennesket; oplært i klasselokalet som lærer og i skolen som administrator
har han lært at have kærlig omsorg for andre; mildnet gennem mange år i Mesterens
uselviske tjeneste er han blevet en af menneskehedens mægtige og barmhjertige
frelsere. David O. McKay har hjulpet mange til et bedre liv og en fastere karakter - og
er dette ikke det største, et menneske kan udrette?"
VIII
Efter at ældste McKay havde været hjemme lidt over 8 måneder efter sin rejse
jorden rundt, udnævnte Det øverste Præsidentskab ham den 14. september 1922 til
at efterfølge Orson F. Whitney som præsident for den europæiske mission. Denne

Side 170
udnævnelse kom som en overraskelse for ældste McKay, men han accepterede den
villigt og begyndte straks at gøre forberedelser til at tage af sted til sit arbejdsområde.
En uge efter at han var blevet kaldet, stod der i aviserne, at han skulle sejle fra Montreal
i Canada den 27. oktober, men denne dato blev senere ændret til den 17. november.
Denne dag gik han og hans hustru og 5 børn om bord på damperen Montcalm med
kurs mod Liverpool, England.
Den tidligere missionspræsident var ikke i Liverpool for at møde den nye præsident,
da han ankom den 25. november. På grund af dårligt helbred var ældste Whitney
allerede taget af sted til sit hjem i Salt Lake City.
Præsident McKay blev mødt med begejstring af de hellige i Storbritannien; mange af
dem kendte ham, da dette var tredje gang, han besøgte De britiske per som missionær.
Det er umuligt i denne begrænsede skitse at give en detaljeret beretning om
præsident McKays aktiviteter i de to år, han præsiderede over den europæiske mission.
Han arbejdede hårdt og rejste næsten konstant. Da han ankom i november 1922, var
de britiske konferencer i gang, og han deltog i dem, indtil han havde gennemført den
rejse, præsident Whitney havde planlagt.
I januar 1923 krydsede præsident McKay Den engelske Kanal til Holland og
afholdt en 4 dages konference med missionærer og hellige i Rotterdam. Den følgende
måned foretog han en rundrejse i den tyske mission og afholdt godt besøgte møder i
Königsberg, Berlin, Dresden og Basel. I maj deltog han i en konference i det irske distrikt
i Dublin. Den konference præsident McKay nød mest af alle dem, der blev afholdt i
årets løb, var sikkert den i Glasgow, Skotland, den 7. maj. Det var den by, han havde
arbejdet i 25 år tidligere under sin første mission.
"Forsamlingen lyttede med henført opmærksomhed, mens præsident McKay
opfriskede minder om sit virke i Skotland for 25 år siden," skrev den ældste, der
rapporterede mødet til Millennial Star. "Han nævnte navnene på mange af de hellige,
han kendte godt og berettede om de oplevelser og gode stunder, de havde haft
sammen."
Den 11. juli 1923 blev præsident McKay overrasket over at erfare, at to af apostlene,
Reed Smoot og John A. Widtsoe, var ankommet til England. Præsident McKay mødtes
med dem i London, hvor man i 2 dage afholdt konferencemøder med de britiske
missionærer og de hellige i London. Efter disse møder tog de 3 apostle af sted til Norge,
Danmark og Sverige, hvor ældste Smoot tog sig af særlige opgaver for regeringen, og
de 3 afholdt møder med kirkens medlemmer.
Efter rejsen mod nord tog præsident og søster McKay til Schweiz i august, og
den 19. og 20. i samme måned afholdt de møder med missionærerne og de hellige i
Lausanne. 69 missionærer var til stede ved denne lejlighed, og alle blev inspireret af
de formaninger og instruktioner, der blev givet af præsident McKay.
I september begyndte de britiske konferencer igen, og der blev afholdt en hver uge
indtil årets slutning.
I begyndelsen af januar 1924 rejste præsident og søster McKay til Marseilles i
Frankrig, hvor de den 8. januar gik om bord på damperen Lotus med kurs mod Syrien
for at besøge den armenske mission. De ankom til Beirut i Libanon den 18. januar og
blev modtaget af missionspræsident J. Wilford Booth. Derpå kørte de med bil og tog
til Aleppo i Syrien, missionens hovedsæde, hvortil de ankom den følgende dag. Der
blev afholdt møder i 3 dage med de armenske hellige. Det var en glædestid for dette
forsømte og forfulgte folk. De udtrykte deres taknemmelighed til Gud for det privilegium

Side 171
at have en apostel i deres midte. Både præsident og søster McKay formanede dem "til
at leve et godt liv og holde fast ved troen".
Den 24. januar 1924 påbegyndte de besøgende hjemrejsen. Før de vendte tilbage til
Liverpool, afholdt de møder med missionærerne og de hellige i missionerne i Schweiz,
Tyskland og Frankrig.
Forårs- og sommermånederne i 1924 tilbragte præsident McKay med at deltage
i forskellige konferencer i den britiske mission. I juli rejste han til Sverrig og afholdt
den årlige konference i denne fremgangsrige mission, der på daværende tidspunkt
var under Hugo D. E. Petersons præsidium. Lignende konferencer blev også afholdt i
Norge og Danmark. I august var præsident McKay tilbage i Liverpool, og resten af året
tilbragte han hovedsageligt i Storbritannien, selv om han rejste til fastlandet adskillige
gange for at afholde vigtige møder. I oktober 1924 kom der bud fra kirkens øverste
Præsidentskab i Salt Lake City om, at ældste James E. Talmage var blevet udpeget
til at præsidere over den europæiske mission, og at præsident McKay ville blive afløst
ved hans ankomst til Liverpool.
I sit afskedsbudskab til de europæiske hellige, der blev offentliggjort i Millennial
Star den 13. november 1924, gav præsident McKay udtryk for sin kærlighed til
missionærerne og de europæiske hellige, som han snart skulle forlade, i følgende
smukke vendinger:
"Til alle vore elskede medarbejdere i missionens hovedsæde, til de virkelig
hengivne missionspræsidenter, til de villige og dygtige distriktspræsidenter og de 500
overordnede mænd, der repræsenterer myndigheden og udfører Kristi Kirkes værk i
disse missioner, til de tapre og frygtløse hellige, der udgør medlemskabet i grenene,
sender vi nu et kærligt farvel.
Samtidig vil vi gerne give udtryk for det håb og oprigtige ønske, at vi som venner
og medarbejdere altid vil forblive standhaftige over for sandhedens evige principper.
Selv om fjender og forkert underrettede, godtroende mennesker måske spotter os og
vedbliver med at overdænge os med forhånelse, selv om der opstår vanskeligheder,
som volder os smerte - hvis vi ikke desto mindre vil forblive trofaste over for et fast og
urokkeligt vidnesbyrd om guddommeligheden af det gengivne evangelium, vil vi have
styrke til at udholde latterliggørelse, kraft til at overvinde forhindringer og visdom til at
udvise selvbeherskelse, når vi provokeres. Hvis vi altid vil pryde vore tanker med dyd,
har Herren lovet, at vi skal have større frimodighed for hans åsyn, præstedømmets
lære skal falde på vor sjæl som himlens dug, og Helligånden skal være vor stadige
ledsager og rådgiver. (Se L&P 121:45-46)
Man opnår det stærkeste vidnesbyrd ved at gøre Faderens vilje (se Matt. 7:21). Må
vi derfor finde glæde ved regelmæssigt og trofast at udføre enhver pligt i kirken. Lad os
bestandig bede i løndom og i vore familier, betale vor tiende og vore offerydelser, tale
venligt om hinanden, støtte præstedømmet, være ærlige i vor færd og endog være gode
imod vore fjender; lad os efterleve visdomsordet nøje og holde os rene og uplettede
af umoralitetens synder. Hvis vi vil overholde disse enkle regler, kan ingen magt på
jorden berøve os vort medlemskab i Guds kirke eller vort fællesskab med hinanden og
med Kristus vor Herre.
Der er millioner af ærlige mænd og kvinder i disse lande, der venter på at modtage
den store glæde - lad os opføre os således, at vor levevis vil opmuntre alle til at søge
sandheden og leve retfærdigt.
,Herren skal stå vagt mellem mig og (jer), når vi skilles.' (1 Mos. 31:49)" Lørdag den
6. december 1924 gik præsident og søster McKay med 4 børn om bord på damperen

Side 172
Montcalm for at vende tilbage til deres fædreland. 15 dage efter ankom de til deres
hjem i Ogden, Utah, efter et fravær på lidt over 2 år.
IX
Da ældste McKay var hjemme igen, tog han fat på sine pligter som hovedtilsynsførende
for Sunday School Union og sit arbejde med at besøge stavene og missionerne som
medlem af De Tolv. Ved kirkens generalkonference i april 1925 aflagde han rapport
om sin nyligt overståede mission til Europa og fortalte de hellige, at "Guds værk går
meget hurtigt fremad i den europæiske mission". Det havde glædet ham at erfare, at
hvor som helst en gruppe hellige mødes, "om det er på øerne i havet, i Japan, I Syrien,
i de skandinaviske lande, i England, Tyskland, Frankrig eller Holland - der finder man
enhedens og kærlighedens ånd, ånden til villigt at ofre for menneskehedens bedste".
I efteråret 1926 foretog ældste McKay en rundrejse i sydstaternes mission og
indviede en ny kirkebygning i Jacksonville, Florida.
Året efter i november rejste han igen hjemmefra for at besøge midtstaternes mission,
der havde hovedsæde i Independence, Missouri. Under rundrejsen i missionen
besøgte han kirkens grene i Kansas, Missouri, Oklahoma, Louisiana, Arkansas og
Texas.
Ældste McKay var til stede ved kirkens årlige konference i april 1930, hvor man
fejrede 100-året for kirkens grundlæggelse.
I marts 1931 udnævnte guvernør George H. Dem David O. McKay til hovedformand
for Utahs Conference on Child Health. I maj samme år blev han valgt til præsident
for Weber College Alumni Association(1). To dage efter, den 30. maj 1931, holdt han
translokationstalen for dem, der havde taget eksamen fra institutionen.
(1) En forening for dem, der har taget afsluttende eksamen fra Weber College.
Ældste McKay foretog en rundrejse i de østlige midtstaters mission i november
og december 1932. Sammen med missionspræsident Miles L. Jones besøgte han
missionens 8 distrikter og indviede kirkebygninger i Howard, North Carolina og i
Kurham og Craig, Tennessee. Før han rejste hjem, besøgte han sin datter, fru Russell
H. Blood, i Philadephia og sin søn, David L. McKay, i Washington, D. C.
I hele året 1933 havde ældste McKay travlt med at besøge kirkens forskellige stave
og udføre sine opgaver som hovedtilsynsførende for Sunday School Union.
X
Den 8. september 1934 fejrede ældste McKay sin 61-års fødselsdag. Måneden efter
blev der tildelt ham yderligere ære, da præsident Heber J. Grant ved åbningsmødet
for kirkens halvårlige konference (6. oktober 1934) bekendtgjorde, at han havde valgt
David O. McKay som sin andenrådgiver i Det øverste Præsidentskab. Samme dag
sagde Deseret News følgende om ham:
"Præsident McKay er en af de mest elskede af alle kirkens autoriteter. Gennem sin
lange og vellykkede tjenestegerning har han vundet den fulde tillid og store agtelse af
alle, som han har virket iblandt.
Hans liv har været en ubrudt række af fremragende resultater, som missionær i
sin ungdom, som pædagog, som søndagsskolens tilsynsførende, som apostel, som
missionspræsident og som særlig udsending for kirken under en verdensrejse, hvor
han besøgte alle kirkens missioner uden for De forenede Stater (bortset fra Sydafrika
og Sydamerika).

Side 173
Hans arbejde i De tolvs Råd har ført ham til alle dele af kirken, hvor han
har haft opgaver i de forskellige stave ved kvartårlige konferencer samt ved
søndagsskolemøder og andre møder.
Han har været en af de fremtrædende ledere for kirkens unge, og ved sin
tiltrækkende personlighed og udprægede ydmyghed har han ledt unge mænd og
kvinder - så vel som de ældre - til fremgang på timelige og religiøse områder.
Han har været enestående i sin undervisning i tro på guddommen og på kirkens
principper. Gennem skrevne og talte ord har han vist vejen; gennem et liv fuld af ære og
udmærkelse har han vist eksemplet, og tusinder har glade fulgt ham. Hans udnævnelse
i Det øverste Præsidentskab er en kærkommen meddelelse til kirkens hundreder af
tusinder." (Deseret News den 6. okt. 1934)
En reorganisering af hovedbestyrelsen for Deseret Sunday School Union fandt sted
den 31. oktober 1934. Præsident McKay blev afløst som hovedtilsynsførende - en
stilling han havde haft siden november 1918 - og George D. Pyper blev udnævnt til at
være hans efterfølger. En rapport, der blev givet af den daværende sekretær, viste, at
kirkens søndagsskolearbejde var gået stærkt fremad under præsident McKys ledelse.
Fra 1918 og til slutningen af 1933 havde der været en stigning på 572 søndagsskoler
og 144.821 indskrevne medlemmer.
I Instructor for november 1934 gav præsident McKay udtryk for nogle få indre tanker
vedrørende den forestående Thanksgiving Day (taksigelsesdag):
"Nu hvor taksigelsesdagen i 1934 nærmer sig, er jeg taknemmelig over at vide, at
medlemmer af kirken og mange mennesker i almindelighed, der har indset, at materielle
goder alene ikke giver lykke, mere end nogensinde før værdsætter de ting, der er mest
værdifulde. Jeg er glad for sammen med mine venner at kunne nyde disse værdifulde
goder. For at give nogle få eksempler kan jeg sige, at jeg er meget taknemmelig for
ædel herkomst og et hæderligt navn; for en urokkelig tro på et højere væsen og på
guddommeligheden i Jesu Kristi evangelium; for evnen til - skønt i begrænset omfang
at nyde Guds gaver, som de åbenbares i naturen, og for de rige muligheder for det
- alle de smukke ting, der er skabt, har jeg ret til at betragte og søge; for hengivne
familieforhold - mine kære samt trofaste venner - den, der blot har en ven, er rig, og
jeg har mange, der har bevist, at de er trofaste og loyale. Må Gud velsigne dem! For
lejlighed til at tjene i Kristi kirke; og frem for alt for den kundskab, at en venlig og kærlig
Fader vil hjælpe alle, der oprigtigt søger ham.
For disse og mange andre velsignelser. . . er mit hjerte fuldt af taknemmelighed."
(Se Den danske Stjerne, marts 1970, s. 71, 72)
I februar 1935 foretog præsident og søster McKay en rejse til øst- og sydstaterne.
I Washington D. C. besøgte de deres søn og svigerdatter, hr. og fru David L. McKay,
og så for første gang deres 3 måneder gamle sønnedatter. Søndag den 24. februar
talte præsident McKay i Washingtons kirkebygning, hvor der var fuldt hus. Dagen
efter kunne de med senator Elbert D. Thomas' hjælp glæde sig over en samtale med
vicepræsident John Nance Garner, og de mødte også flere fremtrædende senatorer.
Efter besøget i Washington D. C. tog præsident og søster McKay til Philadelphia i
Pennsylvanien, hvor de i flere dage var sammen med deres datter og svigersøn, dr.
og fru Russell H. Blood. Derefter fortsatte de til Jacksonville i Florida, hvor de mødtes
med præsident og søster LeGrand Richards fra sydstaternes mission. Fra Jacksonville
rejste de vestpå til New Orleans i Louisiana, hvor de mødte præsident og søster Charles
Rowan samt en gruppe missionærer fra Texas-Louisiana missionen. Mens de var

Side 174
der, besøgte de også James H. Moyle, en Utah-borger, der på daværende tidspunkt
beklædte stillingen som USA's toldkommissær.
Præsident og søster McKay vandte tilbage til Salt Lake City søndag den 10.
maj 1935. En måned efter, søndag den 10. juni, holdt præsident McKay tale ved
dimissionen for 550 studerende fra University of Utah. Hans emne var "Livets to veje",
og han fremhævede nødvendigheden af at søge efter de ædlere ting i livet frem for de
lavere og materialistiske. Hans tale blev godt modtaget.
Resten af året 1936 besøgte præsident McKay mange af wardene og stavene og
holdt taler.
Året 1936 var travlt, som det foregående havde været. Den 15. januar tog præsident
og søster McKay af sted til Honolulu, Hawaii, hvor han skulle deltage i en konference
for Oahu staven den 25. og 26. januar. Han blev på øerne i ca. to uger, afholdt 25
møder og deltog i adskillige banketter og selskaber. "Hawaii er et paradis", sagde han,
da han kom hjem, "og befolkningen på Hawaii er meget gæstfri, venlig og gavmild".
Sidst i april 1936 rejste præsident McKay og præsident J. Reuben Clark jun.(1)
til Omaha, Nebraska, hvor de besigtigede den gamle mormonkirkegård 9 '/2 km
nord for byen og lagde planer om at ordne og forbedre den og opføre et passende
mindesmærke til ære for de sidste dages hellige, som blev begravet der.
(1) Førsterådgiver i kirkens øverste Præsidentskab.
Ved et solopgangsmøde, der blev afholdt ved mundingen af Emigration Canyon
den 23. juli samme år, holdt præsident McKay en gribende tale om betydningen af
mormonpionerernes kolonisering af Utah.
I september vendte han tilbage til Omaha, Nebraska, og der deltog han sammen
med præsidenterne Grant og Clark i afsløringen og indvielsen af det smukke
pionermonument, tegnet og udført af Avard Fairbanks og opstillet på den gamle
mormonkirkegård.
I oktober foretog præsident McKay en rundtur i nordstaternes mission sammen med
missionspræsident Bryant S. Hinckley.
I december rejste han til San Francisco, hvor han den 20. december indviede San
Francisco wards kirkebygning.
I 1937 var præsident McKys arbejde for størstedelen begrænset til staten Utah. Hver
dag i ugen, bortset fra søndag, tilbragte han mange timer på sit kontor, deltog i møder,
havde aftaler og tog sig af officiel korrespondance. Om søndagen var der bud efter
ham i wardene og stavene.
Han var i Provo den 25. januar, hvor han talte til en stor forsamling i College Hall(2)
over emnet "Evig udvikling". 3 uger senere holdt han en betydningsfuld tale til wards- og
stavsarbejdere i Salt Lake regionen om "4 grundprincipper i kirkens velfærdsprogram".
(2) Et auditorium på Brigham Young University.
Søndag den 4. april 1937 ved generalkonferencens andet møde talte han om
"Ærbødighed for loven". For en udvalgt gruppe generalautoriteter og kirkearbejdere
skitserede han den 2. juli under et møde i Barrett Hall' kirkens standpunkt mht.
"Arbejde og fagforeninger". Hans udtalelser ved denne lejlighed gik ud på, at det var
uamerikansk at sige til en ung mand: "Du kan ikke arbejde her, medmindre du betaler
kontingentet og melder dig ind i din fagforening." "Vi vil ikke diskriminere nogen, der
ikke er medlem af en fagforening," fortsatte han, "men forlange, at der udføres en god
dags arbejde for den modtagne erstatning."

Side 175
Den 20. august samme år deltog præsident McKay i indvielsesceremonier i Brigham
City, Utah, da der blev opstillet et mindesmærke til ære for Brigham Young på det sted,
hvor den store leder havde givet sin sidste offentlige tale. To dage efter rejste han til
Paris i Idaho og deltog i afsløringen og indvielsen af et monument, der blev rejst for at
ære mindet om byens og amtets pioner, Charles C. Rich.
Den 8. september 1937 fejrede præsident McKay sin 64-års fødselsdag.
I begyndelsen af 1938 rejste præsident McKay sammen med sin hustru til Chicago,
Illinois, hvor han den 27. februar deltog i en stavskonference.
I april udpegede guvernør Henry H. Blood ham til at være formand for
Utah Centennial Exposition Commission. Denne kommission, der bestod af 75
fremtrædende borgere, havde til opgave at forberede en stor fest i 1947 til ære for
100-året for Utah-pionerernes ankomst.
Præsident McKay rejste til Portland, Oregon, i juni 1938, og den 26. samme måned
organiserede han sammen med ældste Melvin J. Ballard Portland stav, kirkens 124.
stav.
Søster Nibley og jeg, denne bogs forfatter, havde det privilegium at underholde
disse brødre i missionshjemmet under deres korte ophold i Portland og være dem
behjælpelige med at bringe stavens organisation i stand.
Der blev vist præsident McKay en særlig, ære, da guvernør Henry H. Blood den
3. maj 1940 udnævnte ham til medlem af bestyrelsen for Utah Agricultural College.
10 dage efter, den 13. maj, valgte bestyrelsen for Layton Sugar Company præsident
McKay som formand for denne institution.
I oktober 1940 rejste han til Idaho Falls, og den 19. samme måned lagde han
hjørnestenen til Idaho Falls templet og opsendte indvielsesbønnen.
Hovedbegivenheden for præsident McKay i året 1941 var sikkert hans besøg i
Honolulu på Hawaii og hans deltagelse i indvielsesceremonierne for det smukke Oahu
stav tabernakel. Denne begivenhed fandt sted søndag den 17. august. Der var gået
20 år, siden præsident McKay første gang havde besøgt disse øer og havde udviklet
sand kærlighed til de hellige på Hawaii. I sin åbningstale sagde han:
"Jeg er dybt bevæget her til morgen, og jeg er sikker på, at det skyldes
en kombination af omstændigheder. og oplevelser. Det har været mit privilegium
og min pligt at deltage i mange indvielsesmøder, ikke blot i kirken, men også i
samfundsmæssige og uddannelsesmæssige kredse, og mens jeg har tænkt tilbage
på disse oplevelser her til morgen, tror jeg, at denne skiller sig ud som den mest
enestående og gribende. Jeg tror, at grunden hertil i stor udstrækning skyldes den
kærlighed, folkene i Stillehavsområdet nærer til hinanden og til kirken." (Deseret News,
13. dec. 1941)
(1?)En bygning, der tidligere lå på den grund, hvor kirkens nye kontorbygning er
opført.
Da præsident McKay vendte tilbage til fastlandet, genoptog han sine aktiviteter med
flid. Det var i disse år, præsident Heber J. Grants helbred forværredes betydeligt pga.
hans fremskredne alder, og mere og mere arbejde blev overdraget hans rådgivere.
Foruden sine møder og aftaler fandt præsident McKay tid til at besøge mange af
wardene og stavene. De hellige var altid glade for at have ham i deres midte.
Den 8. september 1943 fejrede præsident McKay sin 70-års fødselsdag. Han
tilbragte de sædvanlige arbejdstimer på sit kontor, men om aftenen blev der givet en

Side 176
familiemiddag til ære for ham i hans hjem. 36 medlemmer af hans nærmeste familie
var til stede, og fødselaren nød og fortjente den kærlighed og hengivenhed, der blev
vist af dem, der stod ham nærmest, og som han havde mest kær.
Foruden sit sædvanlige arbejde i 1944 holdt præsident McKay to
bemærkelsesværdige taler, den ene over emnet moderskab i Salt Lake Citys 26. ward,
og den anden "En hyldest til profeten Joseph Smith" for lærerstaben og eleverne på
LDS Institute i Logan, Utah.
XI
Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Helliges ærværdige præsident Heber J. Grants død
den 14. maj 1945 opløste Det øverste Præsidentskab og medførte en reorganisation
af dette kvorum. Den 21. maj 1945 mødtes De tolvs Råd i Salt Lake City og opretholdt
George Albert Smith som præsident for kirken. Som sine rådgivere valgte han J.
Reuben Clark jun. og David O. McKay, de samme brødre, der havde virket under
den foregående præsident. Præsident McKay genoptog nu sin plads i Det øverste
Præsidentskab med de mange aktiviteter og store ansvar.
I begyndelsen af juni holdt præsident McKay talen ved dimissionen for 1945
studerende med afsluttende eksamen fra University of Utah. Denne tale var et mønster
på tydelighed og klarhed, og han sluttede af med disse sigende ord:
"Selv mens ungdommens glans fryder jeres hjerter og forsøder jeres liv med håb om
forventet fremgang, hviler vægten af et kommende ansvar umærkeligt på jeres skuldre.
I jeres hænder og i hænderne på en million andre unge anbringes civilisationens banner
...
Unge mænd og kvinder, fremtiden venter på jer! Den tilhører jer! Hvis I vil gøre
ende på krig og give verden fred, er der kampagner, I skal organisere, og erobringer,
I skal foretage. Det er kampagner, der planlægges til oprettelse af retfærdighed - det
er erobringer af sjælen. Det er op til jer at beslutte, om det er bedre at følge den lette
vej til egoisme og overdreven nydelse end at kæmpe sig gennem selvbeherskelse og
tjeneste frem til åndelighedens rige." (Deseret News, 8. juni 1945)
Ved aprilkonferencen i 1946 talte præsident McKay om den store fest, der var
planlagt i 1947 for at ære de Utah-pionerer, der 100 år tidligere var draget over sletterne
og ind i Saltsødalen.
"Ingen stat i USA kan betragte sine pionerers præstationer med større stolthed end
Utah," sagde han. "Det er derfor prisværdigt og i høj grad passende, at guvernøren og
statens lovgivende forsamling har afsat året 1947 som det år, hvori man vil hylde disse
store imperiebyggere. Ved at gøre det nyder vi selv ære."
Som formand for Centennial Commission arbejdede præsident McKay utrætteligt
på at færdiggøre arrangementerne for den store fest.
Ved generalkonferencens præstedømmemøde, der blev afholdt om aftenen den 6.
april 1946, holdt præsident McKay en oplysende tale om nadverens betydning.
"Der udføres ikke nogen mere hellig ordinanse i Kristi kirke end nadverens
administrering ...
Den største støtte i livet er forsikringen om at have et nært forhold til Gud ...
Nadverperioden bør være med til at vække følelsen af samhørighed."
Den 18. oktober 1946 bekendtgjorde pressen og radioen i Salt Lake City, at
præsident David O. McKay samme dag havde gennemgået en operation på LDS

Side 177
Hospital. Det tog længere tid for ham at genvinde helbredet, end han havde regnet
med, pga. en emboli(1), der truede hans liv, og først i januar 1947 var han i stand til at
genoptage sine pligter i Det øverste Præsidentskab.
(1) Tilstopning af blodkar ved en blodprop.
Til trods for sine store ansvar i 100-året, hvor han næsten daglig mødtes med sine
forskellige komiteer, fandt præsident McKay tid til i maj måned at køre til Klamath Falls,
Oregon, hvor han indviede en smuk, ny kirkebygning, som kirken havde opført i denne
blomstrende kommune. Søster McKay ledsagede sin ægtemand, og de var så venlige
at invitere min hustru og jeg, denne bogs forfatter, til at ledsage dem som deres gæster
på denne tur.
Indvielseshøjtideligheden fandt sted den 24. maj foran en tilhørerskare på over 1000
mennesker, der omfattede embedsmænd fra Klamath Falls og mange, som ikke var
medlemmer af kirken. Præsident McKay holdt en fortræffelig tale, hvori han forklarede
evangeliets principper, og han opsendte også en inspirerende indvielsesbøn.
I juli måned nåede Centennial Commissions bestræbelser højdepunktet med
afsløringen af monumentet "Dette er stedet" ved mundingen af Emigration Canyon og
den store parade gennem Salt Lake Citys forretningsdistrikt på pionerdagen den 24.
Som formand for kommissionen havde præsident McKay ledet planlægningen af disse
store begivenheder.
Ved indvielsen af pionermonumentet var præsident McKay en af talerne. Han sagde
bl.a.: "For 100 år siden skuede den store leder Brigham Young ud over denne dal og
sagde: Dette er det rette sted. Fortsæt fremad.' Hvad havde han i tankerne, da han
sagde: Dette er stedet?' Ved at læse rapporterne over hans taler opdager vi, at han for
det første tænkte på de profetiske udtalelser fra en mand, han elskede, nemlig profeten
Joseph Smith, der havde sagt, at de hellige ville drage mod vest, opbygge byer og blive
et mægtigt folk midt i Klippebjergene.
Da den store leder udtalte ordene: Dette er stedet,' tænkte han for det andet på, at
de her ville finde et tilflugtssted og et fredens sted.
For det tredje tænkte han på, at der fra dets midte ville udstråle et sandhedens
budskab til hele verden i det omfang, det ville være muligt for den lille skare og de, der
fulgte dem, at forkynde denne sandhed for verden, at skabe broderskab, fred og frem
for alt tro på Gud vor Fader.
For det fjerde havde han i tankerne på dette sted at opbygge tilbedelse,
arbejdsomhed, uddannelse og gensidig tjeneste." (Deseret News, 2. aug. 1947)
Ved den halvårlige konference, der blev afholdt i oktober 1947, benyttede præsident
McKay lejligheden til at udtrykke sin taknemmelighed til alle, der havde hjulpet med
ved 100-års festen.
"Lad mig bruge et øjeblik," sagde han i begyndelsen af sin tale, "til på Utah
Centennial Commissions vegne og, så vidt det er mig tilladt, på guvernørens og andre
embedsmænds vegne, der har støttet kommissionen, at give Utahs befolkning en
inderlig tak for deres samarbejde og forenede indsats i løbet af feståret."
I den samme tale udtrykte han sin kærlighed til de ædle mænd, som han arbejdede
sammen med i kirken.
"Jeg nærer dyb hengivenhed for mine nærmeste kolleger, præsident George Albert
Smith og præsident J. Reuben Clark jun. og for de ædle mænd i De tolvs Råd,
assistenterne til De tolvs Råd, halvfjerdsernes råd, det præsiderende biskopråd og

Side 178
patriarken. Det er et privilegium at arbejde sammen med jer og at erfare jeres uselviske
hengivenhed for kirken. Selv om livet er fyldt med store ansvar og en bevidsthed om min
manglende evne og beklagelse over mislykkede bestræbelser, er det alligevel værd at
leve." (Conference Report, oktober 1947)
Året 1948 var fuld af aktiviteter for præsident David O. McKay. Den 4 februar forlod
han og søster McKay Salt Lake City for at tage til El Paso, Texas, hvortil de ankom den
7. februar. Her påbegyndte de sammen med præsident og søster Arwell L. Pierce en
rundrejse i den mexicanske mission. De tog direkte til Mexico City og fortsatte så rejsen
i bil, idet de besøgte forskellige grene og kørte 4.200 km. I Cuautla talte præsident
McKay til en forsamling på 900 og indviede en ny kirkebygning. Ved sin tilbagevenden
til Salt Lake City i begyndelsen af marts aflagde han en kort rapport over sin rejse.
"Han forklarede, at kirkebygningen i Cuautla virkelig var en præstation, en ære for
Mexico og for kirken, Han beskrev den mærkbare harmoni, der hersker i missionen.
Alle tidligere misforståelser er opklaret, og de mere end 1.200 mexikanske medlemmer,
der for to år siden blev genforenet med kirken af præsident George Albert Smith, er
blandt de stærke og aktive ledere og medlemmer ... Præsident McKay fortalte om
50 nye medlemmers dåb samtidig med kirkebygningens indvielse den 14. februar. .
.,Missionen er i glimrende forfatning', sagde præsident McKay. Præsident og søster
Pierce gør et fantastisk arbejde hjulpet af deres rådgivere og af missionærerne."
(Deseret News)
Ved kirkens generalkonference i april holdt præsident McKay to
bemærkelsesværdige taler, den ene om verdens kamp for at opnå fred og den anden
om de forpligtelser og opgaver, der påhviler de mænd, som bærer præstedømmet.
Ti dage efter konferencen talte han ved en velfærdsbanket i Woodruff stav, og den
16. maj talte han ved en ungdomskonference for 4 stave i Loganområdet, der blev
afholdt i Logan tabernaklet. Den 23. maj var han hovedtaler ved en konference for
Mesa stav i Arizona.
Der var ikke mange søndage i sommerens løb, hvor præsident McKay ikke havde
til opgave at tale i et af wardene eller ved en stavskonference. Foruden alt dette havde
han sit anstrengende arbejde på kontoret, hvor han tilbragte mange timer på alle ugens
hverdage.
I oktober vendte han igen tilbage til Mesa, Arizona, og deltog i en konference for de
spansktalende medlemmer i den mexikanske og spansk-amerikanske mission.
I januar 1949 pådrog præsident George Albert Smith - kirkens elskede og ærede
overhoved - sig en alvorlig sygdom under et besøg i det sydlige Californien, og han
måtte tilbringe en kort tid på et hospital i Los Angeles. Præsident McKay besøgte sin
leder der i slutningen af januar og rapporterede, at præsident Smith var i bedring.
Denne sygdom, der i begyndelsen så ud til at være kortvarig, svækkede imidlertid den
ærværdige præsidents helbred.
Præsident McKay var til stede ved alle generalkonferencens møder i april 1949.
Han blev bedt om at tale to gange og holdt udmærkede taler om kirkens fremgang
og kaldelsen af missionærer. Kort efter konferencens afslutning vendte han tilbage
til det sydlige Californien og deltog den 17. april i møderne ved Long Beach stavens
konference, hvor han talte og opsendte indvielsesbønnen for Long Beach wards
kirkebygning, der for nylig var blevet færdig.
At følge præsident McKays aktiviteter i 1949 ville kræve mere plads, end der er
blevet mig bevilget her, og jeg kan blot nævne nogle få af hans mange besøg i wardene

Side 179
og stavene. Her følger imidlertid en delvis liste over de byer, han besøgte, og hvor
han afholdt møder resten af året: Cedar City, Utah, den 15. maj; Lynwood, Californien,
den 27. maj; Ogden, Utah, den 5. juni; Pasadena, Californien, den 3. juli; Huntsville,
Utah, den 9. juli; Vernal, Utah, den 14. juli; Darbey ward, Teton stav, Wyoming, den 24.
juli; Moose, Wyoming, den 20. august; Jackson, Wyoming, den 21. august; Huntsville,
Utah, den 28. august; Lethbridge, Canada, den 3. september; Raymond, Canada,
den 6. september; Provo, Utah, den 16. september; Sugar House ward i Salt Lake
City, Utah, den 18. september; Phoenix, Arizona, den 16. oktober; Mesa, Arizona, den
17. oktober; Inglewood, Californien, den 23. oktober; Las Vegas, Nevada, den 13.
november; Kaysville, Utah, den 6. december og Granger, Utah, den 18. december.
Præsident David O. McKay, der den 8. september 1949 fyldte 76 år, var således travlt
beskæftiget.
Året 1950 - der skulle blive hans sidste som rådgiver i Det øverste Præsidentskab
- var ikke mindre anstrengende, end 1949 havde været. Både på hverdage og søndage
benyttede han sine glimrende evner til at fremme Zions sag og opbygge Guds kirke og
rige. Han havde lært at arbejde i sine unge år, og hele livet havde han arbejdet hårdt
og ihærdigt i den tro, at arbejde var et privilegium så vel som en pligt.
For at holde sig i form gennem årene havde han, når der var mulighed for det, tilbragt
nogle få timer på sin fars gård i Huntsville, Utah, hvor han var født, og hvor han havde
tilbragt sin barndom. Denne gård forblev i familien McKays eje, og for præsident McKay
var den et højt skattet fristed, hvor han kunne ride på heste, pløje, så, høste og slappe
af fra sine officielle pligters bekymringer og byrder.
Den 2. januar 1951 fejrede præsident og søster McKay guldbryllup i deres hjem på
East South Temple Street i Salt Lake City. Det var en glædesdag for præsident McKay,
der i alle de 50 år af sit ægteskab havde været sin hustru og sine børn meget hengiven.
Han skrev følgende til en ven, der ved denne lejlighed lykønskede ham:
"At genopfriske dyrebare minder, at berette om vidunderlige oplevelser, vi har haft
sammen, at modtage kærlighed og hengivenhed fra børn og børnebørn er i sig selv
tilstrækkelig til at have gjort vor 50-års bryllupsdag virkelig gylden for min elskede og
mig."
I begyndelsen af 1951 var det tydeligt, at det gik tilbage med præsident George
Albert Smiths helbred. I januar måned tilbragte han nogle få timer hver dag på sit kontor,
men den 3. februar blev han indlagt på LDS Hospital til observation og behandling. Han
blev der i ca. 4 uger, og da hans almene tilstand ikke blev bedre, bad han om at blive
bragt hjem. Det gik stadig ned ad bakke med hans helbred, og om aftenen den 4. april
på hans 81-års fødselsdag døde han fredeligt, omgivet af familiemedlemmer.
XII
Præsident Smiths død fandt sted om aftenen på kirkens årlige konference, og det
var derfor nødvendigt at forandre mødeplanen på følgende måde: De regelmæssige
konferencemøder skulle afholdes fredag den 6. april med møder kl. 10 og kl. 14;
præsident Smiths begravelse skulle finde sted om lørdagen kl. 14 i Tabernaklet;
præstedømmemødet skulle afholdes om aftenen. Om søndagen ville man fortsætte
med de regelmæssige konferencemøder, og mandag den 9. april skulle der afholdes
en højtidelig forsamling i Tabernaklet kl. 10, på hvilket tidspunkt Det øverste
Præsidentskab ville blive reorganiseret.
Alle disse møder fandt sted som planlagt, og ved den højtidelige forsamling blev
præsident David O. McKay enstemmigt opretholdt som kirkens præsident med Stephen

Side 180
L. Richards og J. Reuben Clark jun. som sine rådgivere. Derpå rejste præsident McKay
sig og talte bevæget til den store forsamling. Her følger en del af talen:
"Mine kære medarbejdere, brødre og søstre. Jeg ville ønske, det var mig muligt at
fortælle jer, hvorledes mine sande følelser er ved denne betydningsfulde lejlighed. Jeg
ville ønske, at I kunne kigge ind i mit hjerte og selv se, hvoraf disse følelser består.
I dag er det blot en uge siden, det gik op for mig, at lederansvaret sandsynligvis
ville blive overdraget mig. Jeg fik besked om, at præsident George Albert Smith havde
fået det værre, og at lægen ikke mente, der var langt igen. Jeg skyndte mig til hans
sygeleje og gik ind i sygeværelset sammen med hans grædende døtre, søn og andre
slægtninge. For første gang var han ikke i stand til at genkende mig.
Så var jeg nødt til at acceptere den kendsgerning, at Herren havde valgt ikke at
besvare vore bønner, som vi ønskede, at de skulle besvares, men at Han ville tage
ham hjem til sig. Heldigvis fik han det bedre senere på dagen. Flere dage før dette
besøg, da præsident Clark og jeg overvejede problemer af betydning for kirken, sagde
han, der altid var opmærksom på kirkens velfærd og mine følelser: Du vil få ansvaret
for at træffe denne beslutning,' men jeg nægtede hver gang at se det i øjnene, som
syntes at være en realitet for ham.
Da realiteten kom, var jeg som sagt dybt bevæget. Det er jeg også i dag, og jeg
beder om, at jeg vil være i stand til - om end i utilstrækkelig grad - at fortælle jer, hvor
tungt dette ansvar forekommer.
Herren har sagt, at de tre præsiderende højpræster, valgt af samfundet og beskikket
og ordineret til dette embede, skal opretholdes af kirken ved tillid, tro og bøn' (L&P
107:22). Ingen kan præsidere over denne kirke uden først at være i harmoni med
kirkens overhoved, vor Herre og Frelser Jesus Kristus. Han er vort overhoved. Dette er
hans kirke. Uden hans guddommelige vejledning og konstante inspiration kan vi ikke
klare det. Med hans vejledning og inspiration kan det ikke slå fejl.
Dernæst kommer kirkens tillid, tro, bønner og forenede støtte som en bekræftende
og mægtig kraft. Jeg lover jer højtideligt, at jeg skal gøre mit bedste for at leve således,
at jeg kan gøre mig fortjent til Helligåndens ledsagelse og beder her i jeres nærværelse
om, at mine rådgivere og jeg virkelig må få del i denne guddommelige ånd.
Derefter bønfalder vi jer i forening om en fortsættelse af den kærlighed og tillid, som
I har givet udtryk for i dag. Af jer medlemmer af De Tolv beder vi om den kærlighed og
sympati, der kommer til udtryk i vort hellige råd. Af assistenterne til De Tolv, patriarken,
de halvfjerds' første råd og det præsiderende biskopråd beder vi om, at den enhedens
ånd, vor Herre og Frelser så inderligt giver udtryk for, da han siger farvel til De Tolv,
må blive udvist af os alle.
I husker, at han sagde, da han forlod dem: Jeg er ikke mere i verden, men de er i
verden, og jeg kommer til dig. Hellige Fader! bevar dem i dit navn (det, som du har givet
mig), så de må være et ligesom vi. Ikke alene for disse beder jeg, men også for dem,
som ved deres ord kommer til tro på mig, at de alle må være et, ligesom du, Fader! i
mig, og jeg i dig, at også de må være et i os, så verden må tro, at du har sendt mig.'
(Joh. 17:11, 20-21)
Brødre og søstre, generalautoriteter, må Gud bevare os som et, må vi bære over
med de svagheder, vi måske ser, og have øjet alene henvendt på Guds ære og hans
værks fremme . . ."
XIII

Side 181
Tre dage efter at præsident McKay enstemmigt var blevet opretholdt af medlemmerne,
blev han ordineret og indsat som præsident for kirken af De Tolv; præsident Joseph
Fielding Smith foretog indsættelsen. Denne begivenhed fandt sted den 12. april 1951.
Dagen efter rejste han til Californien, hvor han søndag den 15. april deltog i indvielsen
af den kombinerede kirke og stavsbygning i Gridley, Californien.
På grund af sygdom måtte præsident McKay blive hjemme en del af maj måned,
men i juni genoptog han sine anstrengende aktiviteter. I månedens første to uger
holdt han 3 betydningsfulde taler til de afgående elever fra 3 store universiteter
- den første på Brigham Young University i Provo, den 3. juni; den anden på
University of Utah i Salt Lake City den 9. juni, og den tredje på Temple University(1) i
Philadelphia, Pennsylvanien, den 14. juni. På hvert af disse universiteter fik han tildelt
en æresdoktorgrad.
(1) Et universitet med et velkendt medicinsk fakultet og teknisk institut.
I sine taler til de afgående elever fremhævede præsident McKay den tanke, at det
bedste, som vi værner om i vor nuværende civilisation, kan blive bevaret gennem
uddannelse.
I juli måned holdt præsidenten 3 taler uden for Salt Lake City. Den første holdt
han i sin hjemby Huntsville i Utah, hvor han på Independence Day(4) indtrængende
opfordrede sine tilhørere til at bevare forfatningens principper og idealer.
(2) Den 4. juli - en helligdag i De forenede Stater, hvor man fejrer vedtagelsen af
uafhængighedserklæringen den 4. juli 1776.
Tre dage efter rejste han til Castle Dale i Utah, og den 8. juli indviede han Emery
stavs tabernakel. Ved denne lejlighed erklærede han, at kun overholdelse af Kristi
lærdomme kan bringe fred til verden.
Den 21. juli tog præsident McKay toget fra Salt Lake City til Hood River i Oregon, hvor
han den næste dag indviede en ny wardsbygning. Samme eftermiddag kørte han i bil til
Portland, Oregon, hvor han om aftenen talte til en forsamling på over 2000 mennesker
i Portland stavs tabernakel.
Den første uge i august tog præsident McKay toget til Palmyra, New York, for
at deltage i det 10. årlige festspil "Amerikas vidne om Kristus", der blev opført
ved Cumorahhøjen. Dette store festspil, som præsident McKay så for første gang,
betegnede han som "en imponerende præsentation af Mormons Bogs budskab". Han
deltog også i et møde for de østlige staters missionærer, der blev afholdt i Den hellige
Lund, og bar et stærkt vidnesbyrd til de tilstedeværende.
I slutningen af september rejste præsidenten til Los Angeles i Californien ledsaget af
en gruppe brødre, og der tog han den 22. september 1951 det første spadestik til Los
Angeles templet og udtalte følgende ord: "Jeg erklærer herved, at det første spadestik
er taget på grunden til Los Angeles templet, der skal opføres til Guds herlighed og hans
folks frelse." Dette var bestemt en begivenhed, som gjorde et dybt indtryk.
Kort efter sin tilbagevenden til Salt Lake City besøgte præsident McKay igen sin
hjemby, Huntsville, hvor indbyggerne den 30. september samledes for at ære ham som
deres mest fremtrædende medborger. Præsidenten besvarede varmt deres hilsen med
følgende ord: "Af hele min sjæl kan jeg sige, at jeg elsker jer. Jeg er stolt af denne dal.
Jeg er allermest glad, når jeg kan komme hertil. Det er et prægtigt sted, og det rummer
mange af de minder, der er dyrebare for mig."
I den første uge af oktober præsiderede præsidenten ved alle møderne til den
halvårlige generalkonference i Salt Lake City. I sin åbningstale udtrykte han sin

Side 182
tilfredshed med den måde, hvorpå Herrens værk gik fremad. "Fra alle dele af verden,
hvor evangeliet forkyndes, viser rapporterne betydelig fremgang inden for næsten hvert
eneste område." I sin afslutningstale opfordrede han indtrængende til eksemplarisk
levevis.
Dagen efter konferencens afslutning tog præsident McKay til Provo for at deltage i
Ernest L. Wilkinsons indsættelse som præsident for Brigham Young University.
Senere tog præsidenten toget til Washington D. C., hvor han den 22. oktober deltog
i en konference for en gruppe af nationens fremtrædende mænd, som var blevet kaldt
sammen af præsident Harry S. Truman for at overveje de problemer, De forenede
Stater stod overfor.
I november var han beskæftiget på sit kontor bortset fra korte ture til afsides
liggende ward om søndagen. I begyndelsen af december rejste han til Randolph,
Rich County, Utah, hvor han deltog i en banket for stavens unge, der blev æret pga.
deres usædvanlige aktivitet i kirken. Ved denne lejlighed gav præsident McKay dem
fortræffelig og inspirerende vejledning.
Årets sidste uge tilbragte præsidenten i Salt Lake City. Den 23. december talte han
til en forsamling bestående af det samlede medlemstal fra 27. og East 27. ward.
XIV
I januar 1952 tog præsident McKay toget til Los Angeles for at tale til over 1000 unge
mennesker, der var forsamlet i South Los Angeles stavscenter for at høre deres leder
tale over emnet tempelægteskab. Mødet blev afholdt den 31. januar, og de unge, der
var til stede, blev opløftet og inspireret.
Den 3. februar deltog præsidenten i åbningsmødet ved Los Angeles stavens
konference. Samme dags eftermiddag mødtes han med lederne for 14 stave samt for
Californiens mission og iværksatte en kampagne for at rejse en million dollars til hjælp
til opførelsen af Los Angeles templet.
Da præsident McKay fik underretning om apostel Joseph F. Merrills død, fløj han
tilbage til Salt Lake City den 6. februar og var hovedtaleren ved den fremtrædende
apostels begravelse, der blev afholdt i Tabernaklet den følgende dag.
Under en voldsom snestorm om eftermiddagen den 2. marts deltog præsident
McKay i indvielseshøjtidelighederne for det netop færdigbyggede Primary Childrens'
Hospital, hvor han talte og opsendte indvielsesbønnen.
Tre dage efter, den 5. marts, kørte han til Ogden for at deltage i ceremonier på
Weber College, hvor det første spadestik blev taget på universitetets nye område til
opførelse af 4 bygninger. Præsident McKays tale ved denne lejlighed var stort set et
tilbageblik over hans første tilknytning til skolen.
Den 7. marts kørte præsidenten til Logan og deltog i et møde til ære for stifteren af
Utah State Agricultural College. Her holdt han en blændende tale om uddannelse - et
frit folks bedste investering.
Den 15. marts tog præsident McKay til Overton i Nevada, hvor han holdt tale for
fuldt hus og indviede en ny kirkebygning. Dagen efter rejste han videre til det sydlige
Californien. Han vendte tilbage til Salt Lake City tidsnok til at være til stede og præsidere
ved den årlige konference i den første uge af april 1952.
Søndagen efter konferencen, den 13. april, holdt præsident McKay en gribende
påsketale, der blev udsendt over radioen. Den 30. april tog han toget fra Salt Lake City
til Varnell Station i Georgia for at indvie et mindesmærke, der var blevet anbragt på

Side 183
det sted, hvor ældste Joseph Standing' var blevet skudt af en pøbelhob den 21. juli
1879. Indvielsen blev afholdt den 3. maj, og dagen efter talte han ved en konference
for missionærer fra sydstaternes mission i Atlanta.
(1) Joseph Standing (1854-1879) udførte en god mission til sydstaterne i 1875-1876.
1 1878 blev han igen kaldet til sydstaterne. Den 21. juli 1879 blev han og Rudger
Clawson mødt af en pøbelhob bestående af 12 mænd. Ældste Clawson blev ramt af
en kølle. Ældste Standing blev skudt.
Da præsidenten vente tilbage til Salt Lake City, tilbragte han et par dage på sit kontor,
og på mors dag, søndag den 11. maj, holdt han en dejlig tale til en stor forsamling i
East Mill Creek wards kirkebygning.
Præsidenten satte ikke arbejdstempoet ned i 1952. Den 17. og 18. maj kørte han i
bil til Californien og indviede to nye kirkebygninger i Fresno stav, den ene for Avenal
gren og den anden for Merced ward.
XV
Da præsidenten vendte hjem, forberedte han sig til en af sit livs største rundrejser
- om end ikke den største - en tur til Europa med fly for at besøge alle de europæiske
missioner. Han blev ledsaget af søster McKay og søn og svigerdatter, David Lawrence
og Mildred McKay. Han og hans ledsagere gik om bord i et fly i New York City den 1.
juni 1951, krydsede havet i løbet af natten og ankom til lufthavnen i Glasgow, Skotland,
den næste dag, hvor de blev mødt af præsidenten for den britiske mission, Stayner
Richards, samt hans hustru. Samme aften deltog de i møder i Glasgow kirkebygning.
Her fik præsidenten en kongelig velkomst.
"I ved ikke, hvad denne genforening betyder for mig," sagde han. "Nogle af de
kæreste venner, jeg har, mødte jeg her i det skotske distrikt for over 54 år siden, da
jeg første gang kom til Glasgow som en ung ugift mand, der lige var kommet ud af
skolen. At se jer medlemmer her i aften fylder mit hjerte med taknemmelighed." (Church
Section, 11. juni 1952)
To dage efter talte han til en stor forsamling hellige og venner i Edinburg, Skotland,
og den næste dag fløj selskabet til London. Her afholdt man møder, hvor omtrent 1000
medlemmer fra den britiske mission var til stede.
Fra London fløj præsidenten og hans ledsagere til Holland, hvor de landede i
Schipol lufthavn den 11. juni. Her blev de mødt af præsident og søster Donovan H.
Van Dam fra den nederlandske mission. De overnattede på et hotel i Scheveningen,
og den næste dag var præsident og søster McKay i audiens hos dronning Juliana
af Holland. Præsidenten overrakte dronningen et eksemplar af Mormons Bog. Den
følgende dag blev der afholdt en konference i Rotterdam for alle missionærer og hellige
i den nederlandske mission, og præsidenten var hovedtaleren.
Fra Holland fløj selskabet til København, hvor de blev modtaget af
missionspræsident Edward H. Sorensen og hans hustru samt en stor gruppe hellige.
Den næste dag talte præsident McKay til 3 store forsamlinger i Københavns
kirkebygning.
Efter at have opholdt sig 4 dage i Danmark fløj han og hans ledsagere til
Stockholm, hvortil de ankom den 19. juni. Her blev præsidenten budt velkommen af
missionspræsident Clarence F. Johnson og hans hustru, af hellige og missionærer
samt af repræsentanter for pressen. Her afholdt man store møder, og den modtagelse,
kirkens leder fik, var meget hjertelig.

Side 184
Selskabet fortsatte til Helsinki, Finland, hvortil de ankom den 23. juni. Det var søster
McKays fødselsdag, og for at ære hende blev der givet en middag i missionshjemmet af
præsident og søster Henry A. Matis. Også i denne by afholdt man opbyggende møder,
der blev overværet af medlemmer og venner.
Fra Finland fløj de til Berlin, Tyskland, hvor de tilbragte 4 dage - fra den 25. juni til
den 29. junii. Præsidenten talte til hundredvis af hellige i de møder, der blev afholdt
i denne by, og han indviede også to kirkebygninger - i Charlottenburg og i Dahlem.
Præsident Arthur Glaus var deres vært under dette besøg.
Efter at have forladt Berlin foretog de en rundrejse i den vesttyske mission sammen
med præsident og søster Edwin Q. Cannon. De blev hilst af store forsamlinger i
Hæmborg, Frankfurt og andre steder, hvor der blev afholdt møder.
De forlod Frankfurt den 3. juli og fløj til Zürich, Schweiz, hvor de blev modtaget af
præsident og søster Samuel E. Bringhurst. Her var de hellige fyldt med den samme
begejstring for deres præsident, som han havde mødt alle andre steder. I Bern
undersøgte han beliggenheden for opførelsen af det første sidste dages hellige tempel
i Europa. Dernæst købte man en grund til dette formål.
Fra Schweiz fløj de til Paris, hvor de blev mødt af præsident og søster Golden
L. Woolf samt en gruppe missionærer og hellige, og den 12. juli sagde præsidenten
følgende ved et møde: "Hvis verden vil tage imod det gengivne evangeliums budskab,
vil vi få fred hurtigere og mere effektivt end på nogen anden måde ."
Den 16. juli besøgte præsidenten Wales, hvor han opsøgte sin mors fødested.
Dagen efter deltog han og søster McKay i London i en havefest, der blev givet af
dronning Elizabeth på Buckingham Palace.
Der blev igen afholdt møder for missionærerne og de hellige i London, og den 20. juli
fløj selskabet tilbage til Glasgow, Skotland, der var udgangspunktet for Europaturen.
Det var her, præsident McKay bekendtgjorde, at der ville blive bygget et tempel i
Schweiz.
Den 21. juli 1952 gik selskabet om bord i et fly til New York City, hvortil de ankom
den følgende dag. Præsidenten tilbragte 50 dage i Europa, og i løbet af disse dage
afholdt han 45 møder. Fire dage efter (den 26. juli) blev familien McKay modtaget af
en stor gruppe venner i Salt Lake air terminal og budt velkommen hjem.
XVI
Præsident McKays første rejse efter sin hjemkomst fra Europa gik til Los Angeles, hvor
han den 9. og 10. august rådførte sig med kirkeledere angående Los Angeles templets
opførelse. To uger efter tog han til Brigham City, Utah, hvor han den 24. august indviede
en kirkebygning. Ugen efter tog han til Hyrum, Utah, og indviede et stavstabernakel,
der var blevet bygget større.
Den 8. september 1952 fejrede præsident McKay sin 79-års fødselsdag. Han
tilbragte det meste af dagen på sit kontor, hvor han blev ønsket til lykke af mange
venner. Om aftenen blev der afholdt en familiefest i hans hjem.
Ved kirkens halvårlige konference, der blev afholdt i den første uge af oktober 1952,
præsiderede præsident McKay ved alle møderne. I sin åbningstale gav han en længere
beretning om sin Europatur.
To uger efter konferencens afslutning indviede han en ny stavs- og wardsbygning
i Lake View ward, Lake View stav, lige syd for Ogden, Utah. Den 26. november talte

Side 185
han til de kombinerede Kiwanis og Rotaryklubber(1) i Ogden. Hans emne var "Loyalitet
over for regeringen og forfatningen".
(1) Kiwanis- en tjenesteorganisation bestående af forretningsmænd og mænd
med liberale erhverv. Deres aktiviteter omfatter landbrug, offentlige anliggender,
forretningsnormer, støtte af kirker, arbejde med drenge og piger samt
erhvervsvejledning.
Ved begravelsen af den fremtrædende apostel, John A. Widtsoe, der foregik i
Tabernaklet den 2. december, hyldede præsident McKay ham og fremhævede, at
afdøde havde brugt sine talenter og evner til kirkens fremme. Fem dage efter talte han
ved Idaho Falls stavens konference. Hans emne var "Hjemmet og familien - en kilde
til lykke".
Den 23. december 1952, talte han i sit eget ward, det 27. i Salt Lake City, over emnet
"Gudfrygtighed, som Jesus var et eksempel på". Det var afslutningen på et meget
begivenhedsrigt år.
XVII
Kort efter den 1. januar 1953 rejste præsident McKay til Los Angeles, hvor han den
3. og 4. januar talte til store forsamlinger i Wilshire wards kirkebygning. Om søndagen
indviede han en grensbygning i Laguna Beach. Dagen efter, den 5. januar, tog han det
første spadestik til et nyt missionshjem, der skulle bygges i nærheden af Los Angeles
templet.
Efter at være vendt tilbage til Salt Lake City tog han toget til Nyssa, Oregon den 10.
januar, og dagen efter indviede han en smuk kirkebygning for Ontario ward og Nyssa
stav i Ontario, Oregon.
Efter at være vendt hjem igen forblev han i Salt Lake City indtil den 21. februar. Derpå
tog han toget til Palo Alto, Californien, hvor han den 22. indviede en ny kirkebygning
i San Mateo.
I marts måned foretog præsidenten kun en rejse, og den gik til North Ogden,
hvor han talte ved højtideligholdelsen af 100-års dagen for North Ogden wards
grundlæggelse.
Da præsident McKays anstrengende 2. år som præsident for kirken nærmede sig
sin afslutning, var han optaget af at præsidere over kirkens 123. årlige konference.
Kort efter generalkonferencen i april 1953 rejste præsident McKay til Phoenix,
Arizona, hvor han den 19. april talte til en stor gruppe mormoner og ikke-mormoner
ved et friluftsmøde i Litchfield Park. Mødet blev afholdt under ledelse af Paul W.
Litchfield, bestyrelsesformand for Goodyear Tire and Rubber Company. Tidligere på
dagen havde præsidenten talt til 3.600 af kirkens medlemmer i Phoenix First Ward
kirkebygning.
Fra Phoenix rejste han til Dallas, Texas, hvor han søndag den 26. april indviede en
netop færdigbygget grensbygning og talte til en forsamling på over 1.200 mennesker.
Da præsident McKay vendte tilbage til Utah, blev han inviteret til at deltage i
translokationen på Branch Agricultural College i Cedar City, Utah. Der holdt han en
tankevækkende tale over emnet "Fire betingelser for succes".
I den sidste uge i maj 1953 tog præsident McKay en stor gruppe af kirkens
ledere samt deres hustruer med på en togrejse til Omaha, Nebraska. Der indviede
han den 1. juni på præsident Brigham Youngs fødselsdag en stor, ny stålbro.

Side 186
Den kom til at hedde "Mormonpionerbroen", og den spænder over Missourifloden,
hvor mormonerne i pionerdagene sejlede over med færge. Præsidenten talte og
genopfriskede pionerernes historie for den umådelige tilhørerskare, der var forsamlet.
Efter ceremonierne i Omaha rejste præsident McKay østpå til Washington D. C. og
deltog i en konference om USA's udenrigspolitik, arrangeret af udenrigsminister John
Foster Dulles. En gruppe af nationens førende mænd var blevet inviteret til at deltage
i denne konference. Præsidenten kom tilbage til Salt Lake City tidsnok til at være til
stede ved den årlige GUF-konference, hvor han holdt en fantastisk tale over emnet
"Ungdommens ansvar og mission".
I juli 1953 blev præsident McKay beæret med en invitation til at tale til det nationale
råd for Amerikas drengespejdere ved en frokost, der skulle afholdes på Statler Hotel
i Los Angeles den 17. juli. I denne fremragende tale opfordrede han sine tilhørere
til at værne om deres lands idealer. Ved mødets slutning hædrede man ham ved
at overrække ham en Silver Buffalo (sølvbøffel), den højeste belønning inden for
spejderbevægelsen, som Amerikas drengespejdere tildeler en fremragende leder. I en
hædrende omtale, der fulgte med belønningen, stod der følgende:
"Til dr. David O. McKay, Salt Lake City, Utah: Kirkeleder, missionær, pædagog,
præsident for Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige; den 9. præsident i rækken
siden Joseph Smith, kirkens grundlægger og første profet. Indehaver af æresgrader
fra adskillige universiteter. I sine missionærbestræbelser har han rejst verden rundt.
Han har udfyldt offentlige ansvar, inklusive formandskabet for Utah State Centennial
Celebration af 1947, hvor man mindedes mormonpionerernes ankomst til Saltsødalen
under Brigham Youngs ledelse.
Som glødende tilhænger af spejderbevægelsen var en af hans fremragende
beslutninger som præsident for kirken forslaget om, at ulveungeprogrammet blev
indført for kirkens drenge. Han er meget interesseret i unge mennesker, særlig inden
for organisationer som søndagsskolen, samt Unge Mænds og Unge Pigers gensidige
uddannelsesforeninger.
Som livskraftig pioner og kolonist vedligeholder og støtter han vestens traditioner."
Dagen efter spejdermødet i Los Angeles fløj præsident McKay til Salt Lake City for
at deltage i begravelsen for ældste Albert E. Bowen, et medlem af De tolvs Råd. Fem
dage efter var han hovedtaleren ved en festligholdelse i Snowflake, Arizona, der blev
afholdt til ære for dette samfunds pionerer.
Og nu påbegyndte præsident McKay endnu en epokegørende rejse til Europa med
fly for at indvie grunde til SDH-templer i Schweiz og England. Han og hans hustru samt
sønnen Llewelyn gik om bord i et fly i New York City den 2. august 1953 og ankom til
London næste morgen. Uden at tage et hvil først kørte de samme dag til Newchapel,
38 1/2 km syd for London, og på et stykke land bestående af 13 ha., som kirken havde
købt, valgte præsident McKay beliggenheden for det første SDH-tempel i England.
Dagen efter, den 4. august, fløj han og hans ledsagere fra London til Basel, Schweiz.
De overnattede i Basel, og onsdag den 5. august kørte de i bil til Bern, hvor præsident
McKay ved en gribende ceremoni indviede tempelgrunden.
Derpå vendte selskabet tilbage til England den 7. august. Mandag den 10.
fortsatte de til Newchapel, og efter et kort møde, hvor alle de tilstedeværende følte
begivenhedens betydning, indviede præsident McKay grunden til det første tempel, der
skulle opføres i England. I den korte periode på 10 dage havde han skabt historie, der
vil blive husket i mange kommende generationer.

Side 187
Præsident McKay og hans ledsagere var tilbage i New York City lørdag den 15.
august, og 4 dage efter steg de af toget i Salt Lake City, hvor de blev modtaget af
familiemedlemmer og mange venner.
XVIII
Tirsdag den 8. september 1953 var det præsident David O. McKays 80-års fødselsdag.
Fra hans ankomst til sit kontor og indtil om aftenen var dagen fyldt med mange
begivenheder, hvor folket havde lejlighed til at vise deres kærlighed til deres leder.
Der kom telegrammer og breve fra venner og bekendte fra alle dele af verden. Mange
venner ringede ham op på kontoret for at ønske ham til lykke. Ved middagstid samledes
omkring 500 forretningsmænd og fremtrædende borgere på Hotel Utah for at vise ham
ære. Om aftenen samledes præsident og søster McKay med børn og børnebørn i
Robert R. McKays hjem for at fejre begivenheden.
"Når jeg tænker på, at jeg er 80 år gammel, er jeg forbavset over, hvor hurtigt tiden
flyver af sted," sagde han til en journalist. "Når jeg ser tilbage på mit liv, er det som om
barndommen og ungdommen og alt, hvad der er forbundet hermed - alle en ganske
almindelig bondedrengs højt skattede minder og forhåbninger - blot ligger 10 år tilbage
i tiden."
Kirkens halvårlige konference fandt sted i oktober, og præsident McKay
præsiderede ved alle møderne. Den 1. oktober tog han det første spadestik til den
nye hjælpeforeningsbygning på North Main Street ved en imponerende ceremoni. I en
tale sagde han følgende til de tilstedeværende: "Jeg har kun gode tanker om kirkens
hjælpeforening i dag."
I slutningen af oktober foretog han en forretningsrejse mod nordvest for at inspicere
sukkerfabrikkerne i Yakima og Moses Lake, Washington, der tilhørte Utah-Idaho Sugar
Company, som han var direktør for.
Hovedbegivenheden i december var nedlægningen af hjørnestenen til Los Angeles
templet, der fandt sted den 11. Præsident McKay præsiderede ved denne begivenhed
og bød velkommen til de hundreder, der var forsamlet. Præsident Stephen L. Richards
bekendtgjorde, at hjørnestenen var blevet lagt og opsendte derpå indvielsesbønnen. I
bønnen udtrykte han taknemmelighed for præsident McKay.
"Vi takker dig, o Herre, for din tjener, David O. McKay, den nuværende præsident for
Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige. Vi er taknemmelige for hans livs lærdomme
og eksempel. Vi takker dig for hans effektive og utrættelige bestræbelser for at fremme
din sag overalt i verden. Vi takker dig for hans klarsyn og hans mod til hele tiden at gå
fremad både ude og hjemme for at opbygge og styrke kirken."
To dage efter ceremonierne i forbindelse med hjørnestensnedlægningen for Los
Angeles templet døde Matthew Cowley fra De tolvs Råd i Los Angeles. Begravelsen
for denne fremtrædende kirkeleder blev afholdt i Salt Lake Tabernaklet onsdag den
17. december 1953 med præsident McKay som hovedtaler. Han priste ældste Cowley
som "en af naturens sande adelsmænd".
Søndag den 20. december gav præsident McKay et julebudskab gennem radioens
program, Church of the Air".
XIX
Tirsdag den 29. december 1953 påbegyndte præsident David O. McKay og hans hustru
en rejse på 51.500 km - en rejse, der skulle føre dem til missionerne i Storbritannien,

Side 188
Sydafrika samt Syd- og Centralamerika. Dette var den længste og mest anstrengende
rejse i hele præsidentens liv, og han var nu i sit 81. år.
Præsident og søster McKay tog toget fra Salt Lake City til New York City, hvor de
lørdag den 2. januar 1954 gik om bord i Pan American Airways Clipper for at flyve til
London, England.
De ankom dagen efter og blev i London indtil den 7. januar, hvor de tog med fly
til Sydafrika, ledsaget af A. Hamer Reiser, præsident for den britiske mission. Turen
gik over Lissabon i Portugal samt Dakar i Afrika. Under rejsen skrev ældste Reiser
følgende:
"Præsident og søster McKay er verdens mest vidunderlige rejsende - elskværdige,
afslappede, fulde af omtanke for enhver. De tænker altid på dem derhjemme, der
hjælper så meget ved at arrangere alting i forvejen."
Der er ikke plads til at komme ind på alle de interessante detaljer ved denne
rejse. Det skal blot nævnes, at præsidenten og hans ledsagere ankom i god behold til
Johannesburg, Sydafrika, lørdag den 9. januar, kl. 19:30. Der blev de budt velkommen
af præsident Leroy H. Duncan og et folk, der aldrig før havde set nogen af kirkens
præsidenter.
"Disse sydafrikanske hellige," skrev ældste Reiser, "med al den længsel hos et
hengivent folk, som aldrig før har set en af kirkens generalautoriteter, var ude af sig
selv af glæde og gjorde alt for at vise inderligheden i deres velkomst."
Søndag den 10. januar 1954 talte præsidenten til 450 medlemmer af Transvaal
distriktet i Duncan Hall. "Alle nød godt af den vidunderlige inspiration, mens han udøste
visdom og kærlighed," skrev ældste Reiser.
I Pretoria i nærheden af Johannesburg havde præsident McKay en samtale med W.
J. Gallman, De forenede Staters ambassadør i Sydafrika.
Efter at have tilbragt to dage i Johannesburg fløj præsidenten og hans ledsagere til
Capetown, en afstand på 1400 km. "Præsidenten fik en modtagelse, der lignede den,
han havde fået i Johannesburg - bevægende og smuk!"
Man tilbragte 3 travle dage i Capetown, og folkets hjerter blev varmet ved
tilstedeværelsen af deres præsident. Den 19. januar blev tilbagerejsen så påbegyndt.
Selskabet gik om bord i et fly til Dakar, og efter en lang rejse nåede man dertil om
morgenen den 21. januar 1954.
Samme dags aften gik de igen om bord i et fly for at krydse Atlanten mod vest
til Brasilien. Denne rejse foregik uden uheld, og de ankom til Rio de Janeiro den
22. januar, Der blev de mødt af en gruppe brasilianske hellige samt præsident Asael
Sorenson. Næste morgen blev de modtaget af deres søn, Robert McKay, som var fløjet
fra Salt Lake City for at ledsage dem på den sydamerikanske tur og virke som tolk
under dette ophold. Mens de var i Rio de Janeiro, aflagde de besøg hos James S.
Kemper, De forenede Staters ambassadør i Brasilien.
Derpå forlod de Rio de Janeiro og fløj til Sao Paulo, den brasilianske missions
hovedsæde. Der blev afholdt 3 møder i løbet af dagen, og præsident McKay talte ved
dem alle. Dagen efter blev der afholdt en konference for missionærerne i Brasilien.
Den 26. januar fortsatte man rejsen til Montevideo, Uruguay. Her blev selskabet
modtaget af præsident og søster Lyman S. Shreeve. Der blev afholdt møder med de
hellige, og præsident McKay havde en samtale med USA's ambassadør Mclntosh. Han
lagde også hjørnestenen til en ny kirkebygning i Montevideo; det var den anden, kirken
skulle opføre i Sydamerika.

Side 189
Efter besøget i Uruguay fløj præsident McKay og hans ledsagere den 1. februar
til Buenos Aires, Argentina. Her blev de modtaget af missionspræsidenten og hans
hustru, Lee og Amy Valentine, samt en gruppe hellige.
I Buenos Aires havde præsident McKay et interessant, men anstrengende besøg.
Først talte han til en gruppe på 200 amerikanske forretningsmænd samt disses
hustruer. Derpå havde han en personlig samtale med præsident Juan D. Peron,
hvorefter han aflagde besøg hos USA's ambassadør, Alfred F. Nufer. Han deltog også
i mange kirkemøder og måtte somme tider køre flere hundrede kilometer for at tale til
grupper af hellige. Det største møde, der blev afholdt, fandt sted i Cervantes Theatre i
Buenos Aires, hvor 800 medlemmer og undersøgere var til stede.
Den 8. februar fløj præsidenten og hans ledsagere til Santiago, Chile, hvortil de
ankom den følgende dag. I Santiago fandt de kun 2 medlemmer af kirken. Dagen efter
nåede de til Lima, Peru. Her mødte præsident McKay en lille gruppe medlemmer, der
havde organiseret en søndagsskole. Ved denne lejlighed sagde han: "Hvem ved, om
man ikke en dag vil henvise til dette lille møde som begyndelsen til en mission i denne
store stat, Peru?"
Selskabet gik igen om bord i et fly og fløj til Panama City, Panama, hvor de blev
modtager af præsident Gordon Romney fra Mellemamerikas mission. Her blev der
afholdt et møde med de få medlemmer, der bor i Kanalzonen, og derpå fortsatte man
rejsen nordpå til Guatemala City, Guatemala. Efter et kort ophold tog selskabet af
sted til Los Angeles, Californien, hvortil de ankom den 16. februar. Ved sin ankomst
erklærede præsident McKay over for en af Deseret News'(1) journalister:
(1) Salt Lake City aftenavis
"Vore forventninger og ønsker, før vi tog hjemmefra, er mere end blevet opfyldt
mht. kirkevilkår og udsigter til fremtidigt arbejde i Sydafrika og Syd- og Mellemamerika.
Aldrig på noget tidspunkt i kirkens historie har mulighederne for at forkynde evangeliet
i verden været mere gunstige."
XX
Efter en uges ophold i Los Angeles, hvor de hvilede ud efter deres lange rejse, vendte
præsident og søster McKay tilbage til Salt Lake City, hvor de fik en varm velkomst af
familiemedlemmer og venner.
Ved en ceremoni den 8. marts 1954, der gjorde dr. Henry Aldous Dixon til præsident
for Utah State Agricultural College i Logan, holdt præsident David O. McKay en
storslået åbningstale med den amerikanske levevis som emne.
Den 18. marts påbegyndte han endnu en flyrejse for at besøge en af kirkens
missioner, som han havde været nødt til at springe over på sin nyligt overståede,
omfattende rejse - den mexikanske mission. Han tilbragte 3 dage i Mexico City, hvor
han afholdt møder med de hellige og missionærerne. Ved sin hjemkomst erklærede
han over for pressen: "Den 3 dage lange tur var præget af en overvældende gæstfrihed.
Overalt hvor vi kom, fik vi ikke blot håndtryk, men blev også omfavnet. Det mexikanske
folks oprigtighed og venlighed betog os konstant."
Kirkens årlige konference blev afholdt i den første uge i april 1954, og præsident
McKay præsiderede ved alle møder. I sin åbningstale henviste han til sin nyligt
overståede, omfattende missionsrejse:
"Nylige besøg i verdens forskellige missioner har gjort større indtryk på mig end
nogensinde før mht. kirkens betydning og størrelse og dens ansvar for at gøre
forkyndelsen af Jesu Kristi evangelium mere effektiv."

Side 190
I sine afsluttende bemærkninger udtrykte han et ønske om, at,, ånden ved denne
storslåede konference" ville ledsage folket "og bringe fred i deres hjerter og harmoni
i deres hjem".
(1) Founder's Day (stiftelsesdag) - en dag, hvor man ærer stifteren af en institution.
Ikke en helligdag.
Hans første møde uden for byen efter konferencen var i Ogden, hvor han den
16. april deltog i Founder's Day(1) ceremonier på Weber College. I sin tale til den
forsamlede gruppe sagde han: "Vi må værne om de stiftende fædres idealer og
karakter, da karakter er højere end intellekt."
Sammen med søster McKay tog præsident McKay toget fra Salt Lake City den 23.
april for at rejse østpå. Søndag den 25. april indviede han en kirkebygning i Madison,
Wisconsin. I New York City var søster McKay, der var blevet valgt til Årets Mor i Utah,
med til at hædre årets amerikanske mor. På tilbagerejsen indviede præsidenten en
kirkebygning i Cleveland, Ohio. Den 8. maj var han igen i Salt Lake City, hvor han holdt
en tale på mors dag i Stratford ward.
Den 26. maj rejste præsidenten til Provo, hvor han præsiderede ved en ceremoni,
der blev afholdt på Brigham Young University. Han indviede 22 bygninger, der skulle
bruges til studenterboliger og som var blevet opkaldt efter fremtrædende personer i
kirken. I sin tale ved denne begivenhed talte han om "Sand storhed".
Ved GUF-konferencen i juni holdt præsidenten en gribende tale til den store
forsamling over emnet "Forbilleder på et lykkeligt hjemliv".
Den 16. juli 1954 holdt man "David O. McKay Day" i Ogden, Utah, hvor præsident
McKay tidligere havde boet. Ved middagstid samme dag hædrede man ham ved en
frokost, der blev afholdt på Ben Lomond Hotel, hvor 400 af byens fremtrædende mænd
og kvinder var til stede. Om eftermiddagen præsiderede han ved nedlæggelsen af
hjørnestenen til det nye Ogden tabernakel. "Det har været en dejlig dag," sagde han,
"og den vil stå som noget helligt i min erindring."
I den første uge af august rejste præsidenten til Los Angeles, Californien, hvor han
den 8. talte til 16.000 mennesker i Hollywood Bowl ved en GUF-konference for de
sydcaliforniske stave. Hans emne var "Et liv i overflod" (se Joh. 10:10).
Den 8. september 1954 fejrede præsident McKay sin 81-års fødselsdag. Ved denne
begivenhed sagde han: "Hemmeligheden ved et lykkeligt liv - og mit liv har været
lykkeligt - er at lære at elske sit arbejde og at lægge det bedste, man har, i det."
Præsident McKay var i Chicago den 10. september 1954, hvor han deltog i den
19.årlige kongres for De forenede Staters og Canadas afdeling af the International
College of Surgeons(1), hvor hans søn, dr. Edward McKay var en af talerne. Ved denne
lejlighed fik præsident McKay tildelt æresmedlemskab i the International College of
Surgeons.
(1) En international organisation af kirurger.
Den 17. september var han i Provo, hvor han talte til lærerstaben på Brigham Young
University over emnet "Nogle grundlæggende mål for kirkeuniversitetet".
I den første uge af oktober præsiderede han ved kirkens halvårlige konference.
Emnet for hans åbningstale var, at alle medlemmer først skulle søge Guds rige (se
Matt. 6:33).
I sine afsluttende bemærkninger formanede han alle de tilstedeværende til at gøre
Gud til midtpunktet i deres liv.

Side 191
Den 14. november var præsidenten i Las Vegas, Nevada, hvor han indviede en
kirkebygning for 5. og 6. ward i Las Vegas stav. Han talte til medlemmerne over emnet
"Tilfredshed og fremgang".
En uge efter talte han til en stor gruppe i Ogden, da han indviede en kirkebygning
for det 34. og 37. ward. Hans emne var "To grundlæggende formål med kirken".
Ved en middag på Hotel Utah den 29. november 1954, organiseret af det
farmaceutiske fakultet fra University of Utah, fik præsident McKay igen tildelt
internationale æresbevisninger, da den græske konsul i San Francisco, John Tzounis,
på kong Paul af Grækenlands vegne, overrakte ham "Kommandør af Fønix ordenen",
den næsthøjeste belønning tildelt af den græske konge. Denne ære blev til dels
skænket pga. kirkens indsats for at hjælpe det græske folk under det store jordskælv
i 1953.
Den 14. december 1954 var præsident McKay på Brigham Young University for at
deltage i indvielsen af en bygning, der var blevet opkaldt efter ham til hans ære. Efter
indvielsesbønnen ved Stephen L. Richards holdt præsident McKay en kort tale. "Dette
er et gribende øjeblik." erklærede han. "I min uddannelsesmæssige karriere er det det
mest betydningsfulde i mit liv. Jeg fornemmer en følelse af voksende taknemmelighed
og ansvar, som jeg aldrig før har erfaret."
XXI
Og nu påbegyndte præsident McKay igen en af sine store rejser med besøg i kirkens
missioner - denne gang til Stillehavsområdet. Ledsaget af søster McKay og kirkens
rejsearrangør, Franklin J. Murdock, der virkede som hans sekretær, forlod han Salt
Lake City den 2. januar 1955 og tog toget til San Francisco, Californien. Her gik
selskabet den 4. januar om bord i et rutefly med kurs mod Honolulu, Hawaii, hvortil
de ankom samme dags aften. Fra Honolulu fløj de videre til Nandi i Fijiøerne. Efter
en dags ophold i Nandi kørte selskabet til Suva, hvor der blev afholdt to møder med
missionærer og medlemmer. Med båd fra Suva ankom selskabet den 11. januar til
Nukualofa, Tonga. Her blev de modtaget af præsident og søster D'Monte W. Coombs
fra Tonga-missionen. Man afholdt et møde, hvor 1200 indfødte var til stede. To dage
efter blev der afholdt møder i Vavau. Overalt var folk ude af sig selv af glæde over
at møde deres præsident og høre fra ham. Aldrig før var Stillehavsmissionerne blevet
besøgt af en præsident for kirken.
Den 14. januar nåede man Pago Pago, Samoa. Her blev præsident McKay og hans
ledsagere modtaget af præsident og søster Howard B. Stone fra Samoa-missionen.
Den 15. januar nåede man til Apia. Dette var missionens hovedsæde. Kysten var fuld
af begejstrede medlemmer, der bød dem velkommen, da de steg i land fra båden.
Selskabet blev så kørt i bil til missionshjemmet.
Den følgende dag blev der afholdt møder med de hellige og missionærerne, og
præsidenten og hans ledsagere besøgte Sauniatu, hvor man havde rejst et smukt
monument til minde om den velsignelse, præsident McKay som apostel gav folket
under sit første besøg på øerne i 1921.
Efter at have forladt Apia, Samoa, den 18. januar fortsatte de rejsen til Aitutaki
og derpå til Papeete, Tahiti. Her blev der også afholdt møder med missionærer og
hellige. Mandag den 20. januar 1955 fløj man videre til New Zealand. I Auckland blev
præsidenten og hans ledsagere modtaget af præsident og søster Sidney J. Ottley fra
New Zealand-missionen.

Side 192
Præsident McKay nød i fulde drag besøget i denne mission, og overalt blev han
elsket og æret af missionærer og hellige. Efter 5 dage med uafbrudte aktiviteter
fløj selskabet videre til Sydney, Australien, hvortil de ankom den 31. januar om
eftermiddagen. Her blev de modtaget af præsident og søster Charles V. Liljenquist fra
den australske mission. Der blev afholdt møder i Sydney, og derpå gik rejsen videre til
Brisbane. Der blev præsidenten budt velkommen af grupper af hellige og missionærer,
og han gav dem opmuntrende og styrkende ord. Senere blev Adelaide og Melbourne
besøgt.
Den 8. februar 1955 påbegyndte man den lange flyrejse fra Australien til De forenede
Stater. Man ankom til Honolulu, Hawaii, den 9. februar. Efter et interessant, men
anstrengende besøg med hellige og missionærer fra Hawaii vendte præsidenten og
hans ledsagere tilbage til De forenede Stater den 14. februar. Samme aften ankom de til
Salt Lake City, Utah. Præsident McKays store og hjertevarmende besøg til missionerne
i Stillehavet var fuldført.
XXII
Efter sin tilbagevenden til fastlandet bekendtgjorde præsidenten, at der ville blive
bygget et tempel i New Zealand. Denne meddelelse skabte stor glæde blandt kirkens
medlemmer i Stillehavsmissionerne.
Kirkens generalkonference blev afholdt i den første uge af april 1955 i Salt Lake
Tabernaklet. I sin åbningstale talte præsidenten om at virke til fremme for fred i verden;
han berettede også om episoder fra sin nyligt overståede rejse.
Efter konferencen rejste præsidenten til St. George, Utah, hvor han den 17. april
indviede 5. og 6. wards kirkebygning.
Den 24. april 1955 var præsident McKay i Los Angeles, hvor han talte over emnet
karakterudvikling til en stor gruppe SDH seminarelever.
Den 9. maj var han i Washington D. C., hvor han deltog i en middag i Det hvide Hus
som præsident Dwight D. Eisenhowers gæst.
I juni var han hovedtaleren ved GUF-konferencen i Tabernaklet i Salt Lake City.
Hans emne var "Vort ansvar bør sætte os i stand til at modstå fejltrin".
Den 19. juni var han i East Ensign ward i Salt Lake City, hvor han indviede en ny
kirkebygning.
I juli opfyldte han forskellige aftaler i wardene og stavene, og den 10. i måneden holdt
han en bemærkelsesværdig pionerdags tale over emnet "Utahpionerernes idealer".
Den 31. indviede han kirkebygningen for Park og University ward i Utah stav.
XXIII
Onsdag den 10. august 1955 forlod Tabernakelkoret Salt Lake City for at drage ud på
sin epokegørende rejse til Europa. Seks dage efter forlod præsident McKay sammen
med søster McKay, sin søn dr. Edward McKay og dennes hustru, samt sin sekretær
Clare Middlemiss Salt Lake City og fløj til Glasgow, Skotland, hvortil de ankom den 18.
august. Samme dag bød præsidenten og hans ledsagere Tabernakelkoret velkommen,
da de gik i land fra Saxonia i Greenock, og næste aften nød de korets koncert i Kelvin
Hall, Glasgow. De fik også en officiel velkomst til byen Glasgow af borgmesteren John
Porter.
Om aftenen den 20. august fløj præsident McKay og hans ledsagere til London,
mens koret fortsatte sin turne gennem Europas vigtigste byer. Præsidenten var i stand
til at overvære koncerterne i London, Bern og Zürich.

Side 193
I Newchapel, 38 km syd for London, tog præsidenten officielt det første spadestik
til det britiske tempel lørdag den 27. august 1955. Ceremonien blev overværet af ca.
2500 mennesker.
Den 1. september fløj præsidenten og hans ledsagere til Paris, Frankrig, hvor han 3
dage efter afholdt en missionærkonference og indviede et missionshjem og mødehus,
kirkens første i Frankrig. Fra Paris fortsatte selskabet i bil til Bern, Schweiz, hvortil de
ankom den 7. september. Den følgende dag, den 8. september, fejrede præsidenten
sin 82-års fødselsdag. Tre dage efter, søndag den 11. september 1955, indviede
præsident McKay - under stor højtidelighed og med Tabernakelkorets tilstedeværelse
- templet i Bern, det første tempel opført af de sidste dages hellige i Europa. Dette var
bestemt en historisk begivenhed.
Præsidenten forblev i Bern fra den 11. til den 16. september og præsiderede
ved 9 indvielsesmøder, der blev overværet af tusinder af hellige, missionærer og
militærpersoner fra alle dele af Europa.
XXIV
Efter at have forladt Bern fløj præsidenten og hans ledsagere tilbage til Salt Lake
City, hvortil de ankom den 22. september 1955. Præsidenten var meget glad for det,
han havde været vidne til i Europa. "Templet i Bern", sagde han, "er en af de bedste
investeringer, kirken nogensinde har gjort." Mht. Tabernakelkorets turne: "Hver eneste
forestilling har overrasket folk, og overalt hvor koret har vist sig, har pressen skrevet
de mest rosende anmeldelser - alle velfortjente."
Den 3. oktober var han i sin hjemby, Huntsville, hvor han tog det første spadestik
til en ny kirkebygning.
Ved kirkens halvårlige konference, der blev afholdt i Salt Lake City i den første uge af
oktober, aflagde præsident McKay en udførlig rapport over korets turne samt indvielsen
af templet i Schweiz. Han sluttede med at sige: "Jeg glæder mig over, at vi har det
privilegium at arbejde sammen for at oprette Guds rige på jorden."
Tirsdag den 11. oktober var præsidenten i Provo, hvor han talte til eleverne på
Brigham Young University over emnet "Idealer, der bidrager til et lykkeligt og varigt
ægteskab".
Ved en frokost for the Sons of the Utah Pioneers(1), der blev afholdt i Salt Lake City
den 12. oktober, overrakte Horace Sorenson, præsident for den nationale organisation,
præsident McKay et æresmedlemskab for livstid.
(1) En organisation for mandlige efterkommere af Utahpionerer. Deres hovedformål
er at bevare pionerernes minde for efterkommere.
Den 3. uge i oktober rejste han til Mesa, Arizona, og talte ved en lamanitisk
konference, der blev afholdt i denne by. Ved sin tilbagevenden til Utah deltog han i en
hædersbevisning for biskop Thorpe B. Isaacson, der blev afholdt i Ephraim, Utah.
Søndag den 30. oktober deltog præsidenten i indvielsen af San Fernando Stake
Center i Van Nuys, Californien, og holdt en fantastisk tale over emnet "Nøglen til
lykke i hjemmet og i samfundet". Søndagen efter indviede han en kombineret kirke- og
stavsbygning i Stockton, Californien.
Endnu en ære blev tildelt præsident McKay af det græske folk, da han den 20.
november modtog en guldmedalje fra den græsk-ortodokse kirke som påskønnelse for
den hjælp, kirken ydede det græske folk efter krigen og jordskælvet.

Side 194
Thanksgiving Day, torsdag den 24. november, var han i Monument Park stav i Salt
Lake City, hvor han talte for en stor forsamling ved indvielsen af en ny kirkebygning for
3. og 4. ward. Den 14. december holdt han en tale over radioens program "Church of
the Air". Hans emne var "Profeten Joseph Smith - Kilden til hans storhed".
Den sidste søndag i 1955 gav han et julebudskab til medlemmerne i sit eget ward
- det 27. i Salt Lake City.
Den 2. januar 1956 fejrede præsident og søster McKay deres 55-års bryllupsdag.
Seks dage efter var præsidenten i Brigham City, Utah, hvor han indviede en indiansk
kirkebygning, opført af kirken på Intermountain Indian School.
I den 3. uge af januar var han i Los Angeles, Californien, for at træffe arrangementer
til Los Angeles templets indvielse, der var planlagt til Søndag den 11. marts 1956. På
denne tur viste han Cecil B. De Mille(1) rundt i templet.
(1) Cecil B. De Mille (1881-1959) - Berømt filmproducent.
Ved Fairgrounds Coliseum(2) den 25. januar fik præsident David O. McKay
overrakt den eftertragtede Silver Beaver s belønning for sin fremragende indsats i
drengespejderarbejdet.
(2) Fairgrounds Coliseum - udstillingshal i Salt Lake City, hvor statens årlige marked
afholdes.
(3) Silver Beaver - næsthøjeste belønning givet af Amerikas drengespejdere til en
fremragende leder.
Søndag den 12. februar var det Lincoln's(4) fødselsdag og også en lykkelig dag
for Ogdens indbyggere, for på denne dag indviede præsident McKay det smukke
nye Ogden tabernakel. Han holdt også en dejlig tale over emnet "Jesus Kristus
- Menneskets sikreste vejleder".
(4) Abraham Lincoln (1809-1865) - USA's 16. præsident.
I den anden uge af marts 1956 førte alle veje til Los Angeles, hvad angik kirken i den
vestlige del af USA. Tusinder kom til denne by med busser, tog og biler for at være vidne
til indvielsen af templet. Kirkens generalautoriteter med præsident McKay i spidsen
tog toget fra Salt Lake City den 8. marts og ankom til Los Angeles næste morgen.
Ved middagstid deltog de i frokoster, der blev givet til ære for dem af Los Angeles
handelskammer og Los Angeles Rotary Club. Dagen efter blev generalautoriteterne og
særlige gæster vist gennem templet af præsident McKay.
Indvielsesceremonierne for det prægtige tempel begyndte kl. 9:30 søndag den 11.
marts, og præsident McKay præsiderede. Der blev afholdt to møder hver dag i 4 dage,
og man anslog, at i alt 50.000 medlemmer havde deltaget. Dette var en af de største
begivenheder i kirkens historie, og den markerede begyndelsen til en ny epoke for de
sidste dages hellige i det sydlige Californien.
Da præsident McKay kom tilbage til Salt Lake City efter tempelindvielsen,
præsiderede han ved alle møderne til den årlige generalkonference, der blev afholdt
i april måned. Denne konference var af særlig betydning for præsidenten, da den
markerede fuldførelsen af 50 års virke som en af kirkens generalautoriteter. Han var
blevet kaldet som medlem af De Tolv i april 1906.
Ved åbningsmødet udtrykte han sin taknemmelighed over kirkens tilstand. "På
Det øverste Præsidentskabs og kirkens andre generalautoriteters vegne," sagde han,
"er jeg meget glad for at kunne rapportere, at alle kirkens afdelinger går fremad på

Side 195
tilfredsstillende vis, og jeg vil gerne udtrykke vor taknemmelighed til vor himmelske
Fader for hans guddommelige vejledning og inspiration." Derefter advarede han de
hellige imod verdens onder, som man skulle undgå.
Da præsidenten den 30. maj 1956 vendte tilbage til sin hjemby og sit fødested,
Huntsville, havde han den glæde at lægge hjørnestenen til en ny kirkebygning. Den
gamle kirkebygning var blevet opført i 1883, da han var en dreng på 10 år.
I den første uge af juni deltog han i den årlige translokation på Brigham Young
University i Provo. Han formanede eleverne til at sætte deres lid til Jesus Kristus og
rådede dem til at huske apostlen Peters formaning, da denne erklærede: "Der er ikke
under himmelen givet mennesker noget andet navn, hvorved vi kan frelses." (Ap. G.
4:12)
I juni fløj præsident McKay til det nordlige Californien og indviede et nyt og smukt
mødehus og stavscenter i Napa, Santa Rosa stav. Da han kom tilbage til Salt Lake
City, talte han ved GUF-konferencen i juni. "Her til morgen vil jeg gerne rette mine
bemærkninger mod et enkelt område af det gensidige uddannelsesarbejde," sagde
han. "Her i hånden har jeg programmet for juni-konferencen. På omslaget er der et
billede af et brudepar. Bagved dem er der skitser af et lykkeligt familieliv. Nedenunder
står der: Vær ærlig over for dig selv'. At være ærlig har noget at gøre med loyalitet.
Loyalitet betyder trofasthed. Det modsatte er: forræderi, troløshed og falskhed. Unge
mænd og kvinder, I må være ubøjelige over for de falske ideologier, der vil underminere
pionerernes prøvede og betroede idealer og sandheder, disse pionerer, der tilbad den
sande Gud og antog Jesu Kristi evangelium som deres livsfilosofi."
Den 24. juni besøgte præsidenten Oakley, Idaho, og indviede en kirkebygning,
der var blevet opført af medlemmerne i Cassia stav. Den 4. august var han i Paris,
Idaho, hvor han talte til en stor gruppe af Charles C. Richs familie, der afholdt en
familiesammenkomst. På sin 83-års fødselsdag den 8. september opholdt han sig i sit
hjem i Salt Lake City. Ved denne lejlighed sagde han: "Jeg påskønner af hele mit hjerte
kundskaben om Kristi plan for oprettelse af fred blandt menneskeheden. Forsikringen
om denne plans effektivitet giver sjælen en ubeskrivelig fred."
En uge efter sin fødselsdag var præsidenten i Calgary, Canada, hvor han indviede
et nyt og smukt stavscenter. Det havde kostet 400.000 dollars og var blevet opført
af medlemmerne i Calgary stav. Efter sin hjemkomst rejste han den følgende uge til
Cambridge, Massachusetts, og den 23. september præsiderede han ved indvielsen af
en kirkebygning, der var blevet opført af New England mission og Cambridge gren. I
den første uge af oktober var han igen i Salt Lake City, hvor han holdt tale og opsendte
indvielsesbønnen for den nye hjælpeforeningsbygning på North Main Street.
Det første møde ved oktoberkonferencen blev afholdt fredag den 5. oktober.
Præsident McKay var hovedtaleren.
"Årene, der er svundet, og erfaringernes gentagelse formindsker ikke følelsen af,
at det er et stort ansvar at tale til forsamlingen i dette store Tabernakel og til andre,
der lytter med over radioen," sagde han. "Jeg har bedt og beder igen om Herrens
inspiration, at jeg må være i stand til at udføre denne pligt, så den vil være antagelig
for ham og for jer, brødre og søstre." Ved denne konference præsiderede præsidenten
ved alle møder, og han talte intenst og gav råd og vejledning til de tilstedeværende.
I den sidste uge af november 1956 rejste præsident McKay til Jacksonville, Florida,
hvor han indviede et nyt og smukt tabernakel, der var blevet opført af medlemmerne i
Florida stav. Bagefter besøgte han kirkens store kvægfarme i Florida.

Side 196
Hans aktiviteter for 1956 blev afsluttet med et besøg i Mesa, Arizona, i den sidste
uge af december, hvor han deltog i et årligt middagsselskab for højpræsterne i 5 stave;
der var ca. 2500 til stede.
XXVI
Til trods for sin fremskredne alder fortsatte præsident McKay sine anstrengende
aktiviteter i 1957. Hans første rejse væk fra byen gik til Fort Wayne, Indiana, i De store
Søers mission, hvor han indviede en kirkebygning den 20. januar i overværelse af mere
end 1000 medlemmer og ikkemedlemmer. Den 10. februar var han tilbage i Utah og
talte i det ombyggede tabernakel i Bountiful(1).
(1) Bountiful - en by lige nord for Salt Lake City.
I april præsiderede han ved alle generalkonferencens møder. "Lykkelig er det
menneske," sagde han ved det afsluttende møde, "der har oplevet det forhold til sin
Skaber, hvori vi får del i den guddommelige natur. Det er en realitet, og derom bærer
jeg vidnesbyrd for jer i denne hellige stund."
Den 4. maj talte præsidenten til 568 afgående seminarelever i Pasadena
(Californien) stavscenter. "Jeg ville ønske, at unge overalt i verden kunne iagttage
denne gruppe, der er her i aften," sagde han. "Denne gruppe unge har besluttet, at
Gud er Gud, og at ret er ret; at uret bringer elendighed, ligegyldigt i hvilken form det
end viser sig."
I den anden uge af juni 1957 var præsidenten igen i Los Angeles, hvor byen og
staten Californien overrakte ham vedtægter for at fejre mindet om Mormonbataljonen
i begyndelsen af Californiens historie.
På præsidentens 84-års fødselsdag den 8. september deltog han i en kvartårlig
konference for Wells stav i Salt Lake City. Idet han mindede de tilstedeværende om,
at kirken var blevet oprettet for deres skyld, sagde han: "Lev i overensstemmelse med
de pagter, I har indgået. Udfør en god mission, og Gud vil belønne jer." Fem dage efter
deltog han i en banket for det aronske præstedømme i Pioneer stav.
På grund af en influenzaepidemi blev kirkens halvårlige konference ikke afholdt i
oktober 1957.
I november rejste præsidenten til Florida, hvor han den 30. november indviede en ny
kirkebygning i Miami. Den sidste søndag i 1957 talte han til en stor gruppe medlemmer
i sit eget ward, det 27. i Salt Lake City.
XXVII
I den første uge af januar 1958 besøgte præsidenten sammen med søster McKay det
sydlige Californien. Præsidenten var til stede, da det første spadestik blev taget til en ny
kirkebygning i Garden Grove. Han talte ligefremt ved denne lejlighed. "Enhver nation,
der fornægter Gud," sagde han, "der opløser hjemmet der berøver mennesker deres
frihed, vil før eller senere bryde sammen."
Kirkens årlige konference blev som sædvanlig afholdt i Salt Lake City den første uge
i april. Ved åbningsmødet gav præsident McKay udtryk for sine følelser:
"Det er over 50 år siden, jeg stod her for første gang som en af kirkens
generalautoriteter. Jeg husker tydeligt min skælven og ydmyghed ved at stå over
for en sådan forsamling og tage imod en stilling som en af lederne. Selv om et
halvt århundrede er svundet, er det ikke blevet lettere at stå over for denne vældige
forsamling og gøre sig det store ansvar klart, man har for at forvalte en sådan
forpligtelse. Ligesom dengang og i de mellemliggende år beder jeg indtrængende her

Side 197
til morgen om jeres sympati og bønner." Den 12. april, 5 dage efter konferencens
afslutning, tog præsident McKay af sted på endnu en af sine verdensrejser - denne
gang for at præsidere ved indvielsen af New Zealand templet. Ledsaget af søster
McKay og sin fungerende sekretær, Rulon H. Tingey, kørte han i bil til Los Angeles,
Californien. Her gik de om bord i et fly til Hawaii, og den 14. april ankom de til
Honolulu lufthavn. Efter at have overnattet i Honolulu gik de igen om bord i et fly og
nåede Auckland, New Zealand den 17. april. Adskillige hundrede medlemmer fra New
Zealand mission med præsident Ariel S. Ballif i spidsen var i lufthavnen for at modtage
præsidenten og hans ledsagere.
Indvielsesmøderne begyndte i templet den 20. april og fortsatte indtil om
eftermiddagen den 23. april med to daglige møder. Indvielsesbønnen blev læst op ved
hvert møde af præsident McKay.
Efter disse hellige møder fulgte indvielsen af kirkens College på New Zealand,
hvilket fandt sted den 24. april. Dette var også en betydningsfuld begivenhed, der betød
meget for både mormoner og ikke-mormoner på New Zealand.
Præsident McKay blev i New Zealand indtil den 1. maj. På tilbageturen gjorde han
korte ophold på Fijiøerne og Hawaii og ankom til Los Angeles den 8. maj. Den 10. maj
var han tilbage i Salt Lake City.
Få uger efter sin hjemkomst blev præsident McKay indlagt på LDS Hospital for at få
fjernet grå stær på det højre øje. Selv om operationen var smertefuld, var den vellykket,
og han kom sig i løbet af bemærkelsesværdig kort tid. I juli begyndte han at planlægge
indvielsen af London templet, der næsten var færdigbygget. Denne begivenhed havde
han set frem til i lang tid. Endelig var datoerne bestemt, den 7., 8. og 9. september,
med to daglige møder.
Tirsdag den 2. september 1958 tog præsidenten af sted fra Salt Lake City lufthavn
for at flyve over land og hav. Sammen med ham var præsident og søster Joseph
Fielding Smith og hans fungerende sekretær, A. Hamer Reiser. På grund af sygdom
var søster McKay, der ellers havde ledsaget ham på alle hans rejser, ikke i stand til at
komme med. Selskabet ankom til LaGuardia lufthavn, New York City, om aftenen og
overnattede på Plaza Hotel. Næste eftermiddag blev de kørt til Idlewild lufthavn, hvor
de gik om bord i et fly til London. Efter et kort ophold i Shannon, Irland, ankom flyet til
London lufthavn kl. 9:00 den 4. september. Blandt dem, der var kommet for at modtage
selskabet, var Henry D. Moyle, Richard L. Evans og Hugh B. Brown fra De tolvs Råd;
endvidere Gordon B. Hinckley, biskop Thorpe B. Isaacson, Edward O. Anderson samt
præsident og søster Clifton G. M. Kerr. Præsidenten blev kørt til Grosvenor House(1),
hvor der var reserveret værelser til ham og hans ledsagere.
(1) Grosvenor House - et hotel i London.
Indvielsesmøderne for London templet påbegyndtes søndag den 7. september og
fortsatte i 3 dage med to daglige møder. Ved hvert møde læste den ærværdige
præsident indvielsesbønnen og talte til folket. Til stede ved alle møderne var de
europæiske missionspræsidenter og deres hustruer samt præsident og søster ElRay
L. Christiansen fra Salt Lake templet. Denne bogs forfatter var også til stede sammen
med søster Nibley og datteren, fru William Murdoch.
Den 8. september, andendagen for tempelindvielsen, var det præsidentens 85-års
fødselsdag. Om aftenen festede ældsterne Henry D. Moyle og Leo Ellsworth for ham i
Claridge House. Ved denne store middag var der omkring 65 gæster til stede fra Utah,
Arizona og Californien. Præsidenten holdt en dejlig tale, hvor han drog minder frem fra
tidligere oplevelser. Han var ked af, at søster McKay ikke kunne være sammen med

Side 198
ham, men glædede sig over, at hans søster, fru Joseph Morell og hendes datter kunne
være til stede.
Efter tempelindvielsen foretog præsidenten en kort rejse til sin mors fødested i
nærheden af Merthyr Tydfil, Wales.
XXVIII
Mandag eftermiddag den 15. september var præsident McKay igen hjemme i Salt
Lake City efter sin rejse til England. To dage efter holdt hans familie en forsinket
fødselsdagsfest for ham. Under hans fravær var søster McKys helbred blevet bedre,
hvilket glædede ham meget.
Kirkens oktoberkonference i 1958 bragte det sædvanlige store antal medlemmer til
Salt Lake City. Ved åbningsmødet, der blev afholdt i Tabernaklet den 10. oktober, bød
præsidenten folk velkommen.
Ved afslutningsmødet 3 dage senere gav han udtryk for sin tilfredshed med
konferencen.
"Brødre og søstre, vi har nået afslutningen af en storslået konference. Min sjæl er
ligesom jeres fyldt med taknemmelighed til vor himmelske Fader for udgydelsen af hans
hellige Ånd. Vi har hørt nogle storslåede budskaber fra kirkens ledere, og jeg har med
tilfredshed lagt mærke til den modtagelige tilhørerskare, hvilket viser, at budskaberne
blev modtaget med imødekommenhed og taknemmelighed."
En uge efter konferencens afslutning blev præsidenten indlagt på LDS Hospital. Der
gennemgik han en smertefuld, men vellykket operation, idet han fik fjernet grå stær på
sit venstre øje.
Da præsident McKay var kommet sig tilstrækkeligt til at kunne foretage en lang rejse,
fløj han sammen med søster McKay og ældste Marion G. Romney fra De tolvs Råd til
Hawaii. Der indviede han den 17. december det nyligt færdigbyggede College of Hawaii
i Laie, Oahu. Dette var en fremragende begivenhed i kirkens uddannelsesmæssige
program. Blandt mange andre budskaber kom der følgende telegram fra De forenede
Staters præsident, Dwight D. Eisenhower:
"Jeg vil gerne sende hilsen til alle, der er mødt op ved indvielsen af Church
College of Hawaii. Dette prægtige nye universitetsområde, der er bygget ved jeres
kirkemedlemmers tro og arbejde, er et stort aktiv for Hawaii. Jeg er sikker på, at de unge
mennesker, som studerer her, for evigt vil blive inspireret af deres mange velgøreres
opofrende eksempler. Jeg gratulerer og sender de bedste ønsker. (Underskrevet)
Dwight D. Eisenhower, præsident for Amerikas forenede Stater."
I overensstemmelse med en skik, præsident McKay havde haft i flere år, talte han
til medlemmerne i sit eget ward, det 27., søndag aften den 21. december. Emnet for
hans tale var "Frelserens guddommelighed". Der var ca. 1000 mennesker til stede ved
mødet.
Juleaften i 1958 holdt præsident og søster McKay en julefest for deres familie på
Hotel Utah.
XXIX
Den 26. april 1959 rejste præsident McKay til Bloomfield, Michigan, hvor han
indviede det nye Detroit stavscenter. Han fortalte de tilstedeværende, at de
skulle bekæmpe "kommunismens ugudelige lærdomme" og hilste opførelsen af
kirkebygningen som endnu et bolværk imod kommunismens lærdomme. Han sørgede
over de ødelæggende kommunistiske styrker, der for nylig havde oprettet et ateismens

Side 199
universitet, der var helliget ødelæggelsen af troen på Gud og den resulterende
nedbrydelse af menneskets sind.
Tre uger efter, den 17. maj, talte præsidenten ved et særligt møde, der blev afholdt
på 75-års dagen for Logan templets indvielse. Ved denne begivenhed erklærede han,
at "kirkens templer er et af de største karakteropbyggende midler, og at de har en
særlig plads i kirken foruden de ordinanser, der gives og udføres i dem". Han uddybede
dette nærmere: "Hvert eneste tempel opført af kirken tiltrækker de forbipasserende;
det fortæller folk, der læser eller hører det over radioen eller gennem enhver anden
form for nyhedsmedier, at dette er et Guds hus. Det er et tempel til den Allerhøjeste.
Selve dets eksistens, dets mure og alt, hvad der hører til det, bærer vidnesbyrd om
hans virkelighed, hans kærlighed og hans frelsesplan. Vi ønsker, at hver eneste dreng
og pige i verden og især i kirken vil være klar over, at dette er Hans hus. Det er, hvad
jeg mener med, at templer opbygger karakter."
En sørgelig begivenhed fandt sted den 19. maj, da præsident McKays livslange ven,
kollega og rådgiver, ældste Stephan L. Richards døde. Ved begravelsen den 22. maj
talte profeten og lovpriste sin nære ven som "en af de ædleste sjæle, der nogensinde
fandtes blandt menneskene". Han sagde: "Farvel indtil videre, Stephen L, min kære
ven og kollega. Vi vil savne dig - åh, hvor vi vil savne dig! Men vi vil fortsætte fremad,
indtil vi mødes igen."
Ved mødet for De tolvs Råd og Det øverste Præsidentskab torsdag den 18. juni i
Salt Lake templet blev præsident J. Reuben Clark jun., der i mange år havde virket i
Det øverste Præsidentskab, indsat som førsterådgiver til præsident McKay, og ældste
Henry D. Moyle blev indsat som andenrådgiver.
Ved den årlige GUF-konference den 14. juni var præsident McKay hovedtaleren:
"Hvis I spurgte mig, hvad der har medvirket mest til lykken i mit liv og den fremgang,
jeg har opnået, ville jeg svare, at det var den selvbeherskelse, søster McKay har udvist
i vort hjem. Der var aldrig noget, der kunne bringe hende ud af fatning. Selv når jeg
kom for sent til måltider, kom der aldrig et uoverlagt ord, et heftigt svar eller en anklage;
der var altid en følelse af kontrol over børn, familie og alt; ingen risiko for indtrængen
af fjendskab eller dømmesyge. Lad selvbeherskelse og en accept af tingenes tilstand
råde, så vil der altid være fred i hjemmet. Selvbeherskelse er altid et aktivt fortrin."
Et par dage efter, da journalister henvendte sig til søster McKay om aftenen på
hendes fødselsdag, omtalte hun 4 vigtige tilstande eller standarder, der medvirker
til ægteskabelig succes. Hun betegnede dem som "den samme religiøse opfattelse,
den samme omgangskreds, omtrent det samme uddannelsesmæssige niveau og de
samme idealer og ønsker i livet". Hun fortalte, at præsident McKay var blevet kaldet
som apostel, efter at de havde været gift i 5 år, og at hun havde været alene meget
af tiden. "Men når han var hjemme, var hans råd så værdifulde, og han var så stor en
hjælp med børnene, at vort liv til stadighed har været fyldt med glæde. Jeg har været
en meget lykkelig hustru og mor i 58 år."
I sin hovedtale ved åbningsmødet for kirkens 129. halvårlige konference kaldte
profeten kommunisme for vor tids altoverskyggende problem og erklærede: "Jeg vil
sige, at vor tids mest uopsættelige problem er et åndeligt problem ... I dag sidder
civiliserede nationer på et bjerg af sprængstof, som er opsamlet stik imod Kristi
lærdomme. Hvis hadets glød, mistro og begærlighed bliver lidt mere intens, vil der
komme en sådan international eksplosion, som i høj grad vil forsinke, om ikke med
vold fordrive, den forventede fred fra menneskehedens midte, der blev bebudet af de
himmelske hærskarer, da Kristusbarnet blev født i Betlehem."

XXX
Side 200
I januar 1960 påbegyndte man i en række firesides et intensivt 3-måneders program,
der skulle nå ud til alle kirkens unge. Formålet med disse firesides var at påvirke de
unge "til en fornyet interesse i kirkens standarder og forskrifter". Den 3. januar var
næsten 200.000 mennesker forsamlet på 170 forskellige steder overalt i kirken for at
høre præsident McKay give det indledende budskab i denne serie. 1 en inspirerende
tale gennemgik han idealerne for SDH-bejlen og ægteskab.
I april åbnede præsident McKay kirkens 130. årlige konference. Han bemærkede,
at 120.000 unge fra Asien og Afrika hvert år bliver indoktrineret med kommunismens
falske ideologier ... Da jeg læste det, tænkte jeg på, hvor vigtigt det er for kirkens
medlemmer - især for de ledere, der bliver sendt ud til disse forskellige missioner - at
være eksempler på den eneste kilde til fred, vor Herre og Frelser Jesus Kristus . .
. Det er kirkens pligt at belære om de grundlæggende principper for et godt liv og
at praktisere disse principper. Lydighed over for Jesu Kristi evangelium, ligegyldigt
hvordan de finansielle eller fysiske forhold end er, vil bringe sjælen fred ... Formålet med
medlemskab i Guds rige er at fremme det åndelige liv - det vil jeg gerne understrege
- samt opnåelse af moralske og næstekærlige mål; med andre ord at udvikle de
religiøse følelser, den sande; religiøse ånd."
Den 7. maj aflagde profeten et overraskelsesbesøg i Rexburg, Idaho, hvor han talte
til eleverne på Richs College ved et andagtsmøde; og den 28. maj talte han til eleverne
på Brigham Young University.
Den 5. juni hørte en stor forsamling på 1200 ham fremhæve nødvendigheden af
enighed i kirken; det var ved indvielsen af Grant Sixth-Seventh wardsbygning i Salt
Lake City. En uge efter talte han ved GUF-konferencen i Salt Lake Tabernaklet.
Den 1. juli blev det første spadestik taget til det nye 1,5 millioner dollars Pioneer
Memorial Theatre på University of Utahs område, og præsident McKay udtrykte sin
påskønnelse for pionererne og hyldede sine tilhøreres storslåede pionerarv.
I ceremonier, der gik forud for det årlige Days of '47(1) festspil, fik profeten en særlig
hyldest som et menneske, hvis enestående personlighed afspejlede hans religion,
hvilket "gjorde ham til en kombination af alt, hvad vi forventer at finde i et stort
menneske".
(1) En festlighed i Utah, der afholdes hvert år i juli måned til minde om pionerernes
ankomst til saltsødalen i 1847.
Nu hvor det gik mod september, og præsident McKays 87-års fødselsdag nærmede
sig, anså han sig selv for "at være inde i en af sit livs bedste og mest produktive perioder.
I barndommen og i ungdommens muntre og lykkelige år syntes de 70 og 80-års
fødselsdage at ligge langt ude i fremtiden, og mange, der nåede den fremskredne alder,
virkede svage og hjælpeløse. I dag ved jeg imidlertid, at den rejse, der i ungdommen så
ud til at være lang, i virkeligheden er meget kort, og at det, man måske regnede med,
ville blive en glædeløs tilværelse, er en af livets bedste og mest produktive perioder
- fuld af muligheder for tjeneste og en deraf følgende tilfredshed. Det er ens kære, de
loyale venner samt dyrebare minder, der er årsagen hertil. Tro på en kærlig Fader og
tillid til ens venner og omgangskreds gør livet værd at leve". Han sagde yderligere.
"Hvis man vil være lykkelig, må man mærke udødeligheden. Hver eneste sjæl er en del
af guddommeligheden - dermed mener jeg, at denne, aldrende kappe' - dette legeme
- er mit; dette sind med evnen til at tænke og til at træffe beslutninger er også mit.
Ånden og sjælen bliver aldrig gamle. De er en del af guddommeligheden."

Side 201
Han erklærede, at når han besøgte den gamle gård i Ogden Valley, havde han de
samme "ungdommelige følelser, de samme ønsker om at være aktiv, at sætte mig op
på min yndlingshest, Sonny Boy-den samme begejstring for at springe op på ryggen
af den - som da jeg var ung, men det fysiske legeme er blevet for stift ... Det, der
kommer fra Gud, er altid ungt - det er lige så evigt som Skaberen selv. Jeg tror, at dette
bogstaveligt er sandt. Himlen er lige så blå, og månen er lige så klar, som da jeg var
ung. Naturen er lige så fuld af skønhed, hvis vi åbner vore øjne for at se det."
Den 25. september indviede præsident McKay det imponerende 2 millioner dollars
East Bay center for flere stave i Oakland, Californien. Bygningen blev påbegyndt i 1957,
og ved indvielsen var der 5.540 til stede. Præsidenten blev ledsaget af sin søn og
svigerdatter, hr. og fru David Lawrence McKay. Møderne blev ledet af præsidenterne
Stone, Creer og Ream fra de omkringliggende stave. Begivenhedernes højdepunkt var
profetens tale, hvori han fremsatte Kristi idealer som en vej til frelse i en "verden, der
står i modsætningsforhold til oprettelsen af fred".
Den overvældende succes med de firesides, der blev afholdt i begyndelsen af
året, førte til endnu en række af sådanne, og de blev påbegyndt den 2. oktober.
Præsident McKay holdt den først tale i Salt Lake City, og den blev udsendt til 207
forsamlinger af unge fra kyst til kyst. Han sagde til dem: "Ideer er jeres redskaber.
Tanken i jeres sind i dette øjeblik er næsten umærkeligt medvirkende til dannelsen af
jeres sjæl, ja, selv til dannelsen af jeres ansigtstræk, hvor lidt det end er. Det er de
dominerende og tilbagevendende ideer, der påvirker os mest; men selv de tilfældige
og intetsigende tanker efterlader deres indtryk. Træer, som kan modstå orkanen,
giver efter for ødelæggende plager, der næsten kun kan ses med et mikroskop.
Ligeledes er menneskets største fjender ikke altid den skærende ondskab, men
snedige påvirkninger fra tanker og forbindelser i samfundet, der underminerer vore
dages mænd og kvinder."
Den første time af fire-siden i hver af de 207 forsamlinger brugte man til at hylde
præsident og søster McKay.
Fredag den 7. oktober talte præsident McKay ved kirkens generalkonference. Han
omtalte nylige trusler fra Soviet-Unionens premierminister imod De forenede Nationer
og tilføjede: "Hvem er den mand, der drister sig til at fortælle De forenede Nationer,
hvad de skal gøre? Det er en mand, der forkaster Jesu Kristi guddommelighed og
fornægter Guds eksistens. Han er gennemsyret af Karl Marx(1) falske filosofi, hvis
mål i livet var at støde Gud fra tronen og ødelægge kapitalisme'. Han er tilhænger af
Lenin, der sagde: Jeg ønsker, at børn skal hade deres forældre, hvis disse ikke er
kommunister.' For at nå deres mål tyr tilhængere af disse mænd til alle mulige former
for strategier, manøvrer, illegale metoder, omgåelser og påskud'. Denne ateistiske
indstilling og det råd at hade andre, selv ens egen familie, er lige det modsatte af
den kærlighedens ånd, Frelseren udviste og belærte om. I møder andre steder i De
forenede Stater sidder mænd, der tror, som jeg har antydet, og som er villige til at
ty til ethvert påskud, enhver plan, der vil fremme deres mål, at støde Gud fra tronen.
Vi påkalder Gud, der virkelig er til, og som vi er i harmoni med her til morgen- vi er
forsamlet i hans elskede Søns navn."
(1) Karl Marx (1818-1883) - tysk politisk filosof. Forfatter til Det kommunistiske
manifest, skrevet i samarbejde med Friedrich Engels.
På Thanksgiving Day, den 24. november, indviede præsident McKay den nye
kirkebygning for Holladay 11.-14. ward. Han fortalte de tilstedeværende, at "tro på
Gud og handlefrihed - retten til at tilbede Gud i overensstemmelse med vor egen

Side 202
samvittigheds bud - er velsignelser, som vi bør være meget taknemmelige for i dag".
Han erklærede, at taksigelse (thanksgiving) fortrinsvis er en religiøs fest i De forenede
Stater, det eneste land i verden, der har afsat en dag, hvorpå man siger tak til Herren.
Den 18. december talte præsident McKay igen til en lokal forsamling. Til en
forsamling af hellige fra det kombinerede 27. og East 27. ward i Salt Lake City sagde
han følgende: "I forventning til dette møde har jeg skiftet mening 2-3 gange mht. emne.
Tilstandene i verden er sådan, at jeg ikke kan få mine tanker bort fra den kendsgerning,
at der er to stærke kræfter - mægtigere end nogensinde før - der virker i denne verden,
og begge er fast besluttet på at opnå succes. De er sikkert mere aktive end nogensinde
i planlægning, og den ene smeder rænker. Disse to stærke kræfter er had og kærlighed
. . ."
I 1960 talte præsident McKay med mange fremtrædende besøgende, iblandt dem
var Eric Johnston, præsident for Motion Picture Association of America(1) og tidligere
ambassadør for USA i den nære orient, Sir Harold Caccia, britisk ambassadør for De
forenede Stater, samt Masao Yagi, Japans generalkonsul fra San Francisco.
XXXI
(1) En sammenslutning af filmproducenter og filmselskaber i Amerika.
Efter hjemkomsten fra en kort jule- og nytårsferie i Laguna Beach, Californien, åbnede
præsident og søster McKay år 1961 med at fejre deres 60-års bryllupsdag hos deres
søn, dr. Edward McKay. "Vi har haft 60 lykkelige år," sagde præsidenten. "Denne lykke
udspringer af den kendsgerning, at vi har fået 7 dejlige børn, hvoraf de 6 lever endnu
og alle er lykkeligt gifte. Vi har 20 børnebørn og 6 oldebørn - skatte for evigheden.
Deri ligger noget af vor lykke." Han hyldede sin hustru med følgende ord: "Det, der
først og fremmest har gjort vort hjem lykkeligt, er mor Rays selvbeherskelse. Hun har
måske gjort sig visse tanker, men hun har aldrig udtalt dem. Hun er altid blid- noget,
der gør livet lykkeligt. Hendes motto synes at være, sig aldrig noget, der gør forholdene
ubehagelige."'
En betydningsfuld milepæl indtraf i kirkens udvikling søndag den 15. januar 1961, da
præsident McKay indviede en netop færdigbygget kirkebygning i Palmyra, New York,
mormonismens fødested. Over 900 deltog i mødet. De fleste af hans bemærkninger
drejede sig om profeten Joseph Smith. "Der var dem, som hånede Joseph Smith og
drev spot med hans lærdomme. Ligeledes var der dem, som elskede ham og ville
have gået i døden for ham ... Der var noget storslået over en mand, der kunne gøre
så dybt indtryk på andre, at de var villige til at dø for ham ... Ligesom det gik med
Frelseren, vil det gå med Joseph Smith - han vil vokse i storhed og ære, efterhånden
som århundrederne svinder."
En interessant detalje ved denne indvielse var at der før indvielsen ankom et forkullet
brev, mærket "beskadiget undervejs" til Gerald G. Smith, missionspræsident for de
østlige stater. Selv om brevet var et par dage forsinket, satte det præsident Smith i
stand til at lægge de nødvendige planer for indvielsen, som han ellers ikke ville have
været i stand til. Det beskadigede brev bar et tavst vidnesbyrd om tragedie. Det var et
af de få breve, der blev reddet fra vragdelene af to transportfly, der kolliderede over
New York City fredag den 16. december; 128 mennesker blev dræbt, og der blev strøet
vragdele over en stort område.
Mandag den 23. januar fløj præsident McKay til San Francisco, Californien, hvor han
mødtes med præsidentskaberne for 19 stave samt for Nordcaliforniens mission; de var
forsamlet i Hilton Inn i umiddelbar nærhed af San Francisco lufthavn for at bekendtgøre,

Side 203
at der snart ville blive bygget et imponerende tempel i Oakland, Californien. Den
påtænkte arkitekttegning blev forelagt de forsamlede, der forpligtede sig til at yde
500.000 dollars af omkostningerne til templet. Derefter deltog præsident McKay i en
pressekonference, og samme aften vendte han tilbage til Salt Lake City.
En betydningsfuld begivenhed i den britiske missions historie fandt sted i februar,
da præsident McKay indviede Hyde Park kirkebygning i London og organiserede en
stav i London. Han forlod Salt Lake City den 22. februar sammen med sin hustru,
familiemedlemmer og kirkeledere. Søndag den 26. februar indviede han den nye
kirkebygning i byens kulturelle midtpunkt; der var over 1400 medlemmer af kirken
til stede. I en tale bagefter opfordrede han indtrængende til verdensfred gennem
efterlevelse af retfærdighedens grundlæggende principper, som de findes i Jesu Kristi
sande evangelium.
Ved sin ankomst til London fredag den 24. februar afholdt præsident McKay
en pressekonference, der blev overværet af et stort antal repræsentanter fra
kommunikationsmedierne. Resultatet af denne konference var mange rosende
anmeldelser. Tirsdag efter indvielsen rejste han til Skotland, hvor han for 62 år siden
havde virket som missionær. Han talte til en gruppe missionærer fra den skotsk-irske
mission og besøgte steder af interesse i sit gamle arbejdsområde. Om onsdagen
mødtes han med missionærer fra den nordlige britiske mission i Manchester, og han
afsluttede sit begivenhedsfulde ophold i England med torsdag at aflægge et besøg ved
sin mors fødested i Merthyr-Tydfil, Wales. Her afslørede kirkens leder en mindetavle
ved det gamle hjem, hvor hans mor, Jennette Evelyn Evans var blevet født i 1850.
Præsident McKay ledede kirkens 131. konference fra den 6. til den 9. april. I sin
hovedtale sagde han: "Hvis man stillede følgende spørgsmål her til morgen: På hvilket
område har kirken haft den mest prisværdige fremgang i det forløbne år?' ville jeg ikke
svare: I finansielle anliggender,' selv om det er en kendsgerning, at kirkens finansielle
interesser sikkert aldrig har været mere gunstige. Jeg ville ikke sige: Ved stigningen i
antallet af nye mødehuse,' selv om kirkens medlemmer har udvist større anstrengelser
og bygget og betalt for flere kirkebygninger end i nogen anden tilsvarende periode
tidligere ... Jeg ville ikke svare: I det stigende antal medlemmer,' selv om kirkens vækst
i antal de sidste 13 måneder i stavene og missionerne har været meget opmuntrende
... Jeg ville ikke svare, at den mest prisværdige fremgang har været en bedre forståelse
blandt kommunale ledere, avisredaktører og velinformerede folk i almindelighed mht.
kirkens formål og organisation samt dens indsats for fred og mht. verdens endelige
skæbne. Jeg ville svare, at kirkens mest opmuntrende fremgang i det forløbne år ses
i det stigende antal unge mennesker, der deltager i kirkeaktiviteter . . .
Denne konference markerede præsident McKays 10. år som den 9. profet og
præsident for Jesu Kristi Kirke i denne uddeling.
Tirsdag den 2. maj var præsindent McKay i Logan, Utah, hvor han tog det første
spadestik til kirkebygninger i umiddelbar nærhed af Utah State University. Disse bestod
af et stavscenter og 4 wardsbygninger for Utah State University stav, endvidere et
boligcenter for studerende samt et Delta Pi studenterforeningshus. Profeten benyttede
denne lejlighed til at gøre rede for kirkens standpunkt mht. adskillelse af kirke og stat:
"Kirken og staten skal og vil forblive adskilte. Vi erklærer her ... at vi ikke støtter det
forslag, der er fremlagt for Kongressen om, at kirkerne skal opkræve skatter for at
fremme deres egen religiøse instruktion. Det område, der skal benyttes her, har kirken
betalt, og vi vil gøre alt, hvad vi kan, for at efterkomme den sætning i forfatningen, der
erklærer, at kirke og stat skal forblive adskilte."

Side 204
Ugen efter, den 10. maj, talte præsident McKay til eleverne på Brigham Young
University, hvorefter han afslørede og præsenterede et portræt af Ernest L.
Wilkinson(1) som en hyldest til BYU'S rektor.
(1) Ernest L. Wilkinson - rektor for Brigham Young University fra febr. 1951 til febr.
1964 og fra jan. 1965 til juli 1971.
Ved et møde den 22. maj for familiemedlemmer og nogle få specielt inviterede
gæster i det netop restaurerede hjem, der har tilhørt George C. og Adelaide R.
Wood- forældre til Wilford C. Wood fra Woods Cross, Utah - gav præsident McKay et
kort budskab og opsendte en bøn. Aftenens højdepunkt var en udførelse af,, Kom, kom
Guds folk" ved præsident McKay på det gamle orgel, som William Clayton(2) bragte
med over sletterne.
(2) William Clayton (1814-1879) - skrev salmen "Kom, kom Guds folk".
Den 11. juni talte profeten ved GUF-konferencens møde søndag morgen. Han
sagde følgende om GUF: "Jeg ville ønske, at forældre ville påskønne den værdi, den
gensidige uddannelsesforening har for hjemmet og for opbyggelsen af deres børns
karakter. Hvis den ikke gør andet, så tilvejebringer den mulighed for at have gode
kammerater. Forældre bør vide, hvor deres børn er, og hvilke kammerater de har.
Kammeratskab er en stor læremester ved udviklingen af personlighed. Uddannelse
opnås ikke blot i skolen på formel vis, ikke blot i kirken på religiøs vis, men den tilegnes
daglig i vor kontakt med hinanden. Det er en af de mest effektive kilder til uddannelse
. . ."
Kirkens øverste Præsidentskab kom til at bestå af 4 medlemmer, da præsident
McKay den 22. juni bekendtgjorde, at ældste Hugh B. Brown fra De tolvs Råd var blevet
valgt til rådgiver i Det øverste Præsidentskab.
To dage efter, den 26. juni, præsiderede profeten over den historiske forsamling
i Salt Lake City, hvor man afholdt det første verdensomspændende møde for
missionspræsidenter i kirkens historie.
Den 6. oktober 1961 døde præsident McKays førsterådgiver, præsident J. Reuben
Clark jun. i sit hjem i Salt Lake City. Der var begravelse for denne højt elskede rådgiver
i Salt Lake Tabernaklet den 10. oktober. Præsident McKay ledede mødet for denne
mand, der havde tjent sammen med ham i Det øverste Præsidentskab i 27 år. "Jeg
føler nu," sagde profeten, "at en virkelig stor mand er gået tilbage til sin Skaber og
kan sige, ligesom Paulus sagde til Timoteus: Den gode strid har jeg stridt, løbet har
jeg fuldført, troen har jeg bevaret. Så venter mig nu retfærdighedens sejrskrans, som
Herren, den retfærdige dommer, vil give mit på hin dag og ikke blot mig, men også alle
dem, der har glædet sig til hans tilsynekomst.' (2 Tim. 4:7-8)"
Det øverste Præsidentskab blev reorganiseret tirsdag den 12. oktober, da den
tidligere andenrådgiver, præsident Henry D. Moyle, blev udnævnt til førsterådgiver, og
præsident Hugh B. Brown blev udnævnt til andenrådgiver.
XXXII
Mens præsident McKay opholdt sig i Laguna Beach i det sydlige Californien i
begyndelsen af 1962 for at hvile ud, rejste han den 28. januar til Glendale, Californien,
for at indvie det nye Glendale stavscenter. I sin tale til de tilstedeværende erklærede
han, at frelse er "en daglig proces", og derpå talte han om de "dyreinstinkter" og
"lidenskaber", som menneskeheden har behov for at blive frelst fra.
Den 132. årlige konference, der blev afholdt i april, var et historisk højdepunkt
i kirkens historie. Konferencen var gjort tilgængelig for et publikum på 60 millioner

Side 205
i Europa, Sydafrika, Sydamerika, Mellemamerika og Mexico. Aldrig før havde en
international tilhørerskare lyttet til et konferencemøde fra Salt Lake Tabernaklet. Ved
denne lejlighed talte den elskede 88-årige profet om "Den guddommelige kirke".
Den 22. april blev et særligt påskebudskab fra præsident McKay sendt over
kortbølgeradio til Sydamerika, De caraibiske øer og Mexico. Hans budskab drejede sig
om teksten i Job 19:25: "Men jeg ved, at min løser lever, over støvet vil en forsvarer
stå frem"(1).
(1) I den engelske Bibel står der: "For jeg ved, at min Forløser lever, og at han i de
sidste dage skal stå på jorden."
Den 6. maj indviede præsidenten det netop færdigbyggede Chicago stavscenter
og mødested for 2 ward, hvilket han betragtede som "en af de mest imponerende
bygninger, kirken havde opført'. Der var næsten 3000 mennesker til stede. Præsident
McKay talte om "Forældres ansvar", og han gennemgik 10 punkter, der er med til at
skabe et lykkeligt hjem: "(1) Husk, at I begynder at lægge grundvolden til et lykkeligt
hjem i årene før det ægteskabelige liv; (2) vælg en ægtefælde ved hjælp af dømmekraft
og inspiration så vel som følelser; (3) gå ind i ægteskabet med den ophøjede indstilling,
det fortjener; (4) vær klar over, at ægteskabets ædleste formål er at skabe liv; (5) lad
ærbødighedens ånd gennemstrømme hjemmet; (6) ægtefolk bør aldrig tale højrøstet
til hinanden; (7) lær værdien af selvbeherskelse; (8) plej familiebånd gennem fortsat
kammeratskab; (9) sørg for, at passende litteratur, musik og film er tilgængelige for
børnene; (10) sørg for at opmuntre til deltagelse i kirkens aktiviteter ved eksempel og
forskrift."
Den 12. maj blev der afholdt et møde på torvet i Huntsville, Utah, hvor næsten 5.000
aronske præstedømmebærere fra 14 stave, samt deres ledere, hørte præsident McKay
berette om inspirerende oplevelser fra sit liv og fortælle om de begivenheder, der førte
til gengivelsen af det aronske præstedømme. "Jeres tilstedeværelse her helliger dette
sted," sagde han.
Et højdepunkt i 1962 var præsident McKays tilbagevenden til Skotland, hans
forfædres land, hvor han oprettede kirkens første stav i dette land. Han forlod Salt Lake
City den 23. august, ledsaget af sin søn og svigerdatter, hr. og fru Robert R. McKay.
Organiseringen af staven fandt sted den 28. august ved et konferencemøde, hvor over
2500 medlemmer og besøgende var til stede i Glasgows berømte St. Andrews Hall.
Præsident McKay talte både ved konferencens formiddags- og eftermiddagsmøde, før
han den 29. vendte tilbage til Salt Lake City.
Ved kirkens årlige hjælpeforeningskonference i Tabernaklet den 3. oktober rådede
præsident McKay indtrængende forældre til at være mere ansvarsbevidste. "Amerikas
virkelige tragedie består ikke i, at vi har tilladt, at Bibelen gled ud af de offentlige skoler,
men i, at vi så åbenlyst har forsømt at undervise i dens lærdomme både i hjemmet og
i kirken. Aldrig før har der været et sådant behov fra forældrenes side for at genoplive
lærdommene om tro og omvendelse."
Forretningsledere og ledere i samfundet fra Utah samledes den 10. december
på Hotel Utah for at hædre præsident og søster McKay ved en middag. Den højt
elskede kirkeleder var på dette tidspunkt 89 år gammel. Et af aftenens højdepunkter var
overdragelsen af et orgel, der skulle installeres i den netop færdigbyggede kirkebygning
i Merthyr-Tydfil, Wales- præsident McKays mors fødested. I en hyldest til præsidenten,
der blev læst op i aftenens løb, stod der bl.a.: "Til trods for sin meget ansvarsfulde og
betydningsfulde stilling i sin kirke har præsident McKay altid haft evnen til at omgås
alle mennesker. Da han føler sig fuldstændig hjemme blandt de store og berømte

Side 206
så vel som de mindste i samfundet, har hans dybe medfølelse for andre og hans
forstående hjerte åbnet kanaler af kommunikation og indflydelse til at inspirere og
motivere tusinder, især de unge. Disse egenskaber har gjort, at han er elsket af alle,
han har været i forbindelse med."
XXXIII
En betydningsfuld begivenhed i 1963 var påbegyndelsen af præstedømmets
hjemmelærerprogram. Den 15. maj talte præsident McKay til den netop udpegede
præstedømme-hjemmelærerkomite og gav dem den udfordring at "bringe en ny styrke
overalt i kirken gennem hjemmelærerarbejdet, således at ethvert medlem vil komme
under den fulde indflydelse af Jesu Kristi evangelium".
Den 22. maj fungerede præsident McKay ved særlige ceremonier i Salt Lake
templet, hvor der blev indviet tilføjelser og nye faciliteter, som var blevet installeret
over en 10-måneders moderniseringsperiode. Mødet blev afholdt i det terrestriale
værelse i templet, og de tilstedeværende havde fået en særlig invitation. I sine
bemærkninger fortalte præsident McKay, at han havde deltaget i Salt Lake templets
indvielse i 1893 og havde lyttet til præsident Woodruffs indvielsesbøn. Han talte også
om tempelordinansernes vigtighed og betydning.
Den 30. juni indviede præsidenten Federal Heights kirkebygning i Salt Lake City.
Han uddybede den tanke, at "meditation er en af de hemmeligste og helligste døre,
hvorigennem vi når ind til Herrens nærværelse".
Ved den årlige GUF-konference i juni fik præsident McKay en særlig hyldest
af Ellsworth H. Augustus, præsidenten for Amerikas drengespejdere. Han sagde:
"Fremførelsen af en hyldest er ofte en overfladisk handling, somme tider er det slet
og ret en pligt. Jeg kan forsikre Dem af mit inderste hjerte, at denne fremførelse er et
stort privilegium og en stor glæde, som jeg er rejst næsten 3.200 km for at give. Og
så reflekterer den min egen personlige, samt Amerikas drengespejderes, høje agtelse
for Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige, samt dens funktionærer og medlemmer,
hvoraf tusinder og titusinder har viet deres liv til de unges sag. Ingen har nogensinde
gjort det bedre."
Den 22. august forlod præsident McKay Salt Lake City for at rejse til Merthyr-Tydfil,
hvor han indviede en ny kirkebygning til 340.000 dollars i nærheden af sin
mors fødehjem. Den 6 dage lange rejse var fuld af møder med missionærer og
missionsledere. Profeten erklærede, at det var en af de mest storslåede rejser, han
nogensinde havde foretaget.
Den 18. september døde Henry D. Moyle førsterådgiveren i Det øverste
Præsidentskab. Ved begravelsen 3 dage efter var præsident McKay fuld af lovord om
sin hengivne rådgiver: "Blandt de grundlæggende dyder, der træder frem i præsident
Moyles liv, er der for det første, hans urokkelige tro på evangeliet; for det andet, hans
modige forsvar af sandhed; for det tredje, hans munterhed, selv over for vrede miner
eller irettesættelse; for det fjerde, hans villighed og loyalitet over for pligt; og for det
femte, hans ærbødighed over for Gud og alt, hvad der er helligt."
Det øverste Præsidentskab blev reorganiseret torsdag den 10. oktober, da Hugh B.
Brown blev indsat som førsterådgiver og Nathan Eldon Tanner som andenrådgiver ved
det ugentlige møde for Det øverste Præsidentskab og De tolvs Råd.
Den 1. november ved middagstid ledede præsident McKay indvielsen af den nye
Eagle Gate (ørneport), der strakte sig over State Street ved South Temple gadekrydset

Side 207
i Salt Lake City. Ved indvielsen af det nye mindesmærke, der står ved den tidligere
indkørsel til præsident Brigham Youngs landbrugsjord, sagde præsidenten: ". . . må
ørneporten med sin prægtige gamle ugle og bikuben, hvorpå den står, fortsætte med
til fremtidige generationer at udstråle de dyder, pionererne var eksempler på, såsom
loyalitet, flid, frihed, tro og tilbedelse."
Mindre end 2 uger efter blev præsident McKay indlagt på LDS Hospital i Salt Lake
City for at få en meget tiltrængt hvileperiode. Han blev hjemsendt den 18. november.
Præsidenten, der altid viste deltagelse over for andres bekymringer og problemer,
udsendte følgende erklæring, der gav udtryk for dyb sorg, da han hørte om mordet på
præsident John F. Kennedy i november 1963: "For blot et par uger siden havde vi det
privilegium at være sammen med præsidenten, og vi er rystede og chokerede over, at
han nu er væk. Det er forfærdeligt at tænke på, at en sådan tragedie kan finde sted
i denne tidsalder."
XXXIV
En betydningsfuld begivenhed i begyndelsen af 1964 var den ærværdige
mormonkirkeleders besøg hos præsident Lyndon B. Johnson i Det hvide Hus i
Washington D. C. Profeten, der foretog rejsen efter invitation fra præsidenten, forlod
Salt Lake City den 30. januar og vendte tilbage den 7. februar. I en melding fra
Washington rapporterede man, at "ved et møde mellem de to bad De forenede Staters
præsident om tilsagn fra kirkens præsident om åndelig hjælp og styrke, og det fik han
... Det blev meddelt, at man havde drøftet nationens åndelige og moralske støbning,
og at præsident Johnson havde anmodet om præsident McKays bønner på nationens
vegne".
Bemærkelsesværdige begivenheder i præsident McKays liv i 1964 omfattede en
hædrende omtale fra Veterans of Foreign Wars for hans loyalitet og amerikanisme;
afsløringen af et portræt ved den kendte portrætkunstner Alvin Gittins under den
særlige afsløring af Pioneer Memorial Theater; deltagelse i Days of '47 optoget den 24.
juli; samt et 2-ugers hvil i hans hjem i Huntsville.
Den 2. august foretog han en uventet rejse til Oakland, Californien, hvor han
deltog i et uformelt møde for at lægge sidste hånd på planerne for Oakland templets
indvielse i oktober. I en tale til de forsamlede sagde præsidenten: "Tempelarbejde
er så vidtstrakt som menneskeheden eller selve livet. Det ville være en uretfærdig
Gud, der ikke ønskede at frelse os alle, selv de tidligere generationer." Han bad om
Herrens velsignelser over de forsamlede ledere og roste dem for deres trofasthed ved
bygningen af templet. Om indvielsen, der var planlagt i oktober, sagde han: "Når det
bliver indviet, vil jeg være her sammen med jer, hvis mine ben vil gøre deres pligt."
Ved sin tilbagevenden til Salt Lake City blev præsident McKay indlagt på
hospitalet for en hjertelidelse. Midt i denne hjemsøgelse kom præsidentens udprægede
humoristiske sans til udtryk. Dr. Llewelyn R. McKay fortalte, at hans fars ofte gentagne
filosofi var "når du går i stå, er du død". Under et hospitalsophold sagde præsident
McKay til sin familie: "Så snart denne lille bagatel er overstået, og jeg kommer hjem,
vil vi lægge planer for de næste 10 år."
Efter at præsident McKay var kommet sig tilstrækkeligt efter sin sygdom, rejste
han den 17. november til Oakland, Californien, for at indvie det nye tempel der. Han
blev ledsaget af sine rådgivere, præsidenterne Brown og Tanner; Joseph Fielding
Smith, præsidenten for De tolvs Kvorum; samt andre af generalautoriteterne. Dette
var det 5. tempel, profeten indviede, siden han i 1951 blev præsident for kirken.

Side 208
Over 6.000 mennesker overværede begivenhederne i templet og i det nærliggende
fælles-stavscenter. Præsident McKay talte ved hvert af de 6 indvielsesmoder og
opsendte indvielsesbønnen ved 4 af moderne.
XXXV
Den 2. januar 1965 fejrede præsident og søster McKay deres 64-års bryllupsdag. Ved
denne lejlighed talte præsidenten over emnet lykke: "Hvis man vil være lykkelig, må
man mærke udødeligheden. Hver eneste sjæl er en del af guddommelighed - dermed
mener jeg, at denne, aldrende kappe' dette legeme - er mit; dette sind med evnen til
at tænke og til at træffe beslutninger er også mit. Ånden og sjælen bliver aldrig gamle.
De er en del af guddommelighed ... Det, der kommer fra Gud, er altid ungt - det er lige
så evigt som Skaberen selv. Jeg tror, at dette bogstaveligt er sandt.
Himlen er lige så blå, og månen er lige så klar, som da jeg var ung. Naturen er lige
så fuld af skønhed, hvis vi åbner vore øjne for at se det."
En uge efter sin bryllupsdag præsiderede præsident McKay ved indvielsen af det
nye Deseret Gymnasium i Salt Lake City. Søster McKay var også til stede. Efter sin
læges råd talte præsidenten ikke ved denne begivenhed.
Efter at være kommet hjem efter et 2-ugers hvil i det sydlige Californien i februar
bemærkede præsident McKay: "Jeg har det fint og planlægger at gå i gang med at
arbejde straks." Han blev imidlertid indlagt på hospitalet igen den 14. februar med en
lungestase foruden sit dårlige hjerte. To uger efter havde han det så godt, at han kunne
vende hjem til sin lejlighed i Hotel Utah.
Kirkens 135. årlige konference fandt sted i april. Der var mange ting, som var
medvirkende til at gøre den fremragende. Først og fremmest var det den 91 år
gamle profets tilstedeværelse. Han sagde nogle få velkomstord ved moderne og fik 3
vigtige budskaber læst op for forsamlingen. Hans hovedtale indeholdt en indtrængende
opfordring til effektivt at beskytte SDH unge imod forsyndelser. Præsident McKay
overværede 5 af de 7 moder ved generalkonferencen. Modet søndag morgen begyndte
kl. 8 for at åbne mulighed for den første direkte landsomfattende fjernsynsudsendelse
i kirkens historie. Dette mode - der blev udsendt i fjernsynet fra kyst til kyst ved hjælp
af omtrent 200 fjernsyns- og radiostationer - var det mest udbredte konferencemode
i kirkens historie.
I september, om aftenen på sin 92-års fødselsdag, sagde præsident McKay: "Jeg
har det fint. Det gør ikke ondt nogen steder. Jeg behøver ikke at slide og slæbe, og
hvert øjeblik af livet er en glæde. Livet er virkelig pragtfuldt."
Fredag den 1. oktober, da profeten stod på talerstolen for at åbne kirkens
generalkonference, og da han få minutter efter rejste sig for at give et inspirerende
budskab, var det tydeligt for den store forsamling, at deres højt elskede leder var
bemærkelsesværdig fornyet i ånd og fysisk evne. Ikke siden april 1964 havde de hørt
ham tale fra talerstolen ved konferencetid. Foruden sit åbningsbudskab talte han lørdag
aften til 70.000 præstedømmebærere. Han talte også ved konferencens afsluttende
mode, søndag den 3. oktober.
Senere i oktober kom den overraskende bekendtgørelse fra præsident McKay,
at Joseph Fielding Smith og Thorpe B. Isaacson var blevet udpeget som yderligere
rådgivere i Det øverste Præsidentskab. Han anførte voksende arbejde i Det øverste
Præsidentskab samt kirkens hurtige vækst som omstændigheder, der skabte behov
for yderligere hjælp.

XXXVI
Side 209
Den 8. februar 1966 talte præsident McKay til spejdere og spejderførere fra Salt Lake
City i et program med titlen "Genforpligtelse for 1966", hvori han skildrede principperne
for spejdereden og - loven.
Ved kirkens generalkonference den 6., 9. og 10. april, der blev udsendt til lande i
Europa, Asien, Afrika og Sydamerika - som tilsammen udgør næsten 2/3 af jordens
befolkning - præsiderede præsident McKay endnu en gang. I nogle få velkomstord ved
åbningsmødet den 6. april sagde han: "Jeg påskønner inderligt muligheden for at være
sammen med jer i dag. Man påskønner aldrig værdien af et godt helbred, før man har
mistet det. Jeg er glad for at kunne byde jer velkommen ved dette åbningsmøde og
beder om, at Herrens velsignelser vil være med enhver, der står på denne talerstol
for at opfylde den opgave, der er blevet ham overdraget." Den 9. april holdt han sin
hovedtale, hvori han bar vidnesbyrd om virkeligheden af Kristi opstandelse.
Den 22. april var præsident McKay i Ogden, hvor han trykkede på en kontakt, der gav
signalet til påbegyndelsen af det nye LDS Hospital, der ville få hans navn. Han sagde:
"Jeg er meget glad og beæret over, at I har så høje tanker om mig, at I ønsker at forevige
mit navn og minde ... Jeg er glad for at mødes med kære venner ved denne begivenhed,
og jeg påskønner jeres godhed. Må Herren velsigne jer og jeres venskab, for det stråler,
og må han velsigne jer for jeres godhed i at forevige mig og min forbindelse med denne
by og dette land."
De foregående talere havde udtrykt ønsket om, at præsident McKay kunne være
sammen med dem om 2 år ved hospitalets indvielse. Hertil svarede han: "Jeg skal ikke
nogen steder. Dette er begyndelsen til mange lykkelige stunder forude for os."
Den 15. maj samledes den største forsamling mormonelever nogensinde fra
University of Utah i Salt Lake Tabernaklet for at give en særlig hyldest til deres profet.
De deltagende opløftede deres stemmer i tale og sang til præsident McKay, der så
programmet på internt fjernsyn i sin lejlighed på Hotel Utah. Medlemmer af Det øverste
Præsidentskab var også til stede. Højdepunkter fra aftenen var overrækkelsen af et
oliemaleri af præsidenten samt et særligt budskab, oplæst af hans søn Robert.
Et andet højdepunkt i præsident McKays liv fandt sted den 1. og 2. juni, da han
besøgte historiske steder for kirken i Missouri i bl.a. Far West, Independence, Liberty og
Adam-ondi-Ahman. Dette var profetens første besøg disse steder. Under dette besøg
blev købet af 56 1/2 ha land på kirkens vegne i Adam-ondi-Ahman godkendt.
Da oktoberkonferencen i 1966 fandt sted, var præsident McKay på forhøjningen, og
han gav personligt sin hovedtale. Kirkens 93-årige leder udviste bemærkelsesværdigt
mod og beslutsomhed og holdt en 40-minutters tale, der fastsatte konferencens
emne. Han konstaterede de farer, verden stod overfor og understregede kraftigt, at
evangeliets forkyndelse var den eneste effektive løsning på dem.
Den 24. december modtog SDH-soldater i det krigshærgede Asien en særlig hilsen
fra præsident McKay. Budskabet blev optaget i Salt Lake City og fløjet til området af
Utah Air National Guard på en regelmæssigt fastsat flyvetur. Præsidenten gav dem
følgende råd: "I er konstant i vore tanker og bønner ... Vi håber oprigtigt, at I - uanset
de forhold, I befinder jer i - vil leve således, som det sømmer sig for medlemmer af
Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige og for mænd, der bærer Guds præstedømme.
Ved en sådan levevis vil I finde den indre fred, som overgår al forstand' til trods for det
krigsoprør I måske befinder jer i."

XXXVII
Side 210
I den første uge af 1967 tænkte præsident og søster McKay tilbage på 66-års
ægteskab, og de besøgte det gamle hjem på 56 Nord 2. Vest i Salt Lake City, hvor
de holdt deres bryllupsreception den 2. januar 1901 efter vielsen i Salt Lake templet.
Søster McKays familie boede i det gamle hjem på det tidspunkt, hvor den unge David
O. mødte hende for første gang. Han havde lejet et værelse hos dem, mens han gik
på University of Utah. Efter besøget blev præsident McKay spurgt, om han stadigvæk
elskede sin hustru lige så meget, som han gjorde for 66 år siden. Svaret var et typisk
eksempel på hans humoristiske sans: "Nej, jeg elsker hende 66 gange så meget."
Ved kirkens 137. årlige konference i april deltog præsident McKay i to møder
torsdag og søndag. Hans 3 vigtige budskaber blev læst op af hans søn Robert. I sit
åbningsbudskab omtalte han tidernes skærende ondskab og advarede ungdommen
imod dem. Denne konference kunne høres på spansk i en særlig udsendelse til 8 byer
i Mexico. Det var første gang, en konference blev udsendt i Mexico. Mødet søndag
morgen blev også udsendt direkte på Hawaii for første gang ved hjælp af "Lani Bird"
satellitten i kredsløb 35.400 km oven over Stillehavet.
Ved konferencens præstedømmemøde blev Robert McKay bedt om selv at sige et
par ord, før han oplæste sin fars budskab til kirkens forsamlede brødre. Han reagerede
på det ved at sige, at han og hans brødre ofte blev spurgt om, hvordan det føltes
at være sønner af Guds profet. "Man føler det ikke, man lever det," sagde han. Han
bevidnede yderligere: "Min far har min lydighed og min støtte. I hjemmet, på gården, i
forretningsanliggender eller i kirken har jeg aldrig set en eneste handling eller hørt et
eneste ord, der kunne bringe nogen tvivl om, at han skulle være Herrens profet."
Mens præsident McKay besøgte sin hjemby Huntsville den 12. juli, blev han syg og
måtte indlægges på hospitalet. Han kom sig imidlertid tilstrækkeligt til at kunne køre i
spidsen for Days of '47 optoget den 24. juli.
Præsident McKay præsiderede ved generalkonferencen i oktober og deltog i det
første møde, mens han så resten af møderne i fjernsynet i sin lejlighed på Hotel Utah.
Hans 3 budskaber til de hellige blev læst op af hans søn Robert. Ved denne konference
blev 69 regionalrepræsentanter til De Tolv kaldet for at hjælpe med at opfylde kirkens
voksende organisationsmæssige behov.
Efter konferencen tilbragte profeten næsten en måned i sit landhus i Huntsville, hvor
han hvilede ud.
Blandt de fremtrædende besøgende, der gjorde præsidenten deres opvartning i
1967, var Edward M. Lindsey, præsident for verdens 800.000 medlemmer af Lions
Club', guvernør George Romney fra Michigan samt Tongas prins Tu'ipelehake.
(1) International organisation for forretningsmænd og mænd i liberale erhverv. Deres
formål er at afhjælpe samfundsbehov gennem egne bestræbelser eller i samarbejde
med andre organisationer.
XXXVIII
I marts 1968 fik præsident McKay tildelt en æresbevisning, da han fik overrakt the
Exemplary Manhood Award' af BYU Associated Men Students organisation ved et
særligt andagtsmøde på universitetet. Dr. Edward R. McKay modtog æresbevisningen
på sin fars vegne. I hyldesten stod der: "Associated Men Students på Brigham Young
University er stolte over at overrække the Exemplary Manhood Award til en mand, der
har givet verden en målestok for fremragende dygtighed. Det er med stor ærbødighed,

Side 211
denne belønning overrækkes David O. McKay, det menneske, der har været det største
eksempel på mandighed for denne generation." Efter at have modtaget belønningen
mindedes dr. McKay nogle af sine barndomsindtryk af faderen: "Fars opskrift på succes
omfattede altid omhyggelig forudgående planlægning af dagen." Som far rådede han
altid sine børn til at "udføre det arbejde, der var nærmest ved hånden, og at udføre det
godt". Han fortalte dem altid, at de skulle gøre alting med Herrens inspiration og hjælp".
(2) Belønning for eksemplarisk mandighed.
Selv om præsident McKay selv var til stede ved to af aprilkonferencens møder, blev
hans budskaber læst op af hans søn David Lawrence. Ved denne konference blev
ældste Alvin R. Dyer kaldet til at virke som rådgiver i Det øverste Præsidentskab.
I september blev en ny 30 m høj flagstang indviet på tempelpladsen. Profetens
budskab ved denne lejlighed blev læst op af hans søn Robert: "Hvis vi vil gøre
verden bedre, så lad os fremme en større værdsættelse af den frihed, der er
garanteret af De forenede Staters regering, som er udformet af denne nations stiftere.
Der er nogle selvudnævnte fremskridtsmænd, der råber, at sådan en gammeldags
troskab er umoderne. Men der er nogle af denne republiks grundlæggende principper,
der - ligesom evige sandheder - aldrig bliver umoderne, og som altid vil være
praktisk anvendelige for frihedselskende folk. Af en sådan natur er forfatningens
grundlæggende principperet dokument udformet af patriotiske, frihedselskende mænd,
som vi erklærer var inspireret af Herren. Påvirket af disse to grundlæggende og evige
principper - den enkeltes handlefrihed samt tro på et større forsyn - gav disse 56
mænd, der underskrev uafhængighedserklæringen og 9 år senere udformede De
forenede Staters forfatning, verden en regeringsform, der, hvis den benyttes, vil afkaste
tyranniets lænker fra den underkuede menneskehed og give håb, ambitioner og frihed
til de mange millioner overalt i verden ... Jeg elsker det amerikanske flag! Jeg elsker de
mennesker, der gør dette land storslået, og jeg tror på deres loyalitet. Landets ledere
har fået pålagt det største ansvar, der nogensinde er blevet overdraget en nation. Vi
beder Gud om at lede præsidenten og Kongressen. Jeg ved, at både de og vi ikke
ønsker krig, men der er ting, som er væne end døden - den ene er at blive berøvet
vor frihed!"
Ved generalkonferencen i oktober præsiderede præsident McKay, men han var ikke
til stede ved nogen af møderne. Hans sønner Robert og David Lawrence læste hans 3
taler op for forsamlingen. I sine åbningsbemærkninger sagde profeten: "Jeg tror, at kun
gennem et virkelig veluddannet borgerskab kan de idealer, der inspirerede vor nations
stiftende fædre, blive bevaret og foreviget ... Vi kan ikke - må ikke - være ufølsomme
over for de onde kræfter omkring os, og især den kommunistiske sammensværgelse,
der åbent indrømmer, at dens formål er at ødelægge troen på Gud, at så strid og
uenighed blandt mennesker i den hensigt at underminere, svække eller helt ødelægge
vor forfatningsmæssige regeringsform samt at svække og undergrave den yngre
generations idealer. Når handlinger og planer klart er i strid med Herrens åbenbarede
ord, føler mine kolleger og jeg os retfærdiggjorte i at advare vort folk imod dem . . ."
I december modtog præsident McKay the Distinguished American Award (fornem
amerikansk belønning) af the National Football Foundation and Hall of Fame.
Præsidenten, der formodedes at være nationens ældste, tidligere fodboldspiller,
modtog belønningen ved stedfortræder ved institutionens 11. årlige belønningsmiddag
på Waldorf-Astoria Hotel i New York City den 3. december. Frederick S. Schluter fra
Princeton, New Jersey, en omvendt til kirken og præsident for institutionens afdeling i
Delaware Valley, modtog belønningen på præsidentens vegne.

XXXIX
Side 212
I januar 1969 blev det meddelt, at præsident McKay var regnet med blandt de 5
bedste kirkeledere opført i den offentlige opinionsundersøgelse, udsendt af dr. George
Gallop's Institute of Public Opinion. Man havde spurgt 1.501 voksne i USA: "Hvilken
mand, du har hørt eller læst om, og som lever et eller andet sted i verden i vor
tid, beundrer du mest?" Foruden præsident McKay nævnte man kardinal Cushing,
pastor Norman Vincent Peale, pastor Paul Roberts og biskop Fulton J. Sheen. Foruden
religiøse ledere var der også opført mænd i det offentlige liv indenfor journalistik,
underholdning, sport og lægevidenskab.
Ved kirkens generalkonference, der begyndte den 4. april i Salt Lake City, blev
præsident McKays åbningsbudskab læst op af hans søn Robert. Præsident McKay var
ikke til stede ved nogen af konferencens møder efter lægens forskrift. I sin hovedtale
uddybede han følgende udtalelse nærmere: "I de forløbne måneder har jeg været
meget bekymret for menneskehedens ve og vel i en verden af modgang og falske
idealer. . ." Hans bemærkninger drejede sig specielt om ægteskabspagtens hellighed
og skilsmissens onder.
Den 9. juli opfyldte præsident McKay et ønske og et løfte, da han deltog i
åbningshøjtideligheden for det 11 millioner dollars hospital i Ogden, der bærer hans
navn. Præsident og søster McKay sad i deres bil i nærheden af hovedindgangen og
lyttede til åbningsceremonien, der sluttede med, at hospitalets administrator, Kenneth
E. Knapp, overrakte præsident McKay nøglen til hospitalets fordør og søster McKay
en buket røde roser. David Lawrence læste et budskab op fra sin far.
To uger efter kørte præsident McKay med i Days of '47 optoget i Salt Lake City.
Da præsident McKay fyldte 96 år i september, forhindrede fysiske svagheder ham i
at deltage i mange af de aktiviteter, han normalt ville have været med til. Han arbejdede
imidlertid stadigvæk på sit kontor i sin lejlighed på Hotel Utah og samledes ofte med
sine rådgivere og andre for at lede kirkens anliggender. Hans fødselsdag blev markeret
ved, at man tog det første spadestik til det nye Ogden tempel og to dage efter til templet
i Provo.
Selv om præsident McKay ikke var i stand til at være til stede i Tabernaklet ved nogen
af generalkonferencens møder i oktober, udfordrede han kirkens præstedømmebærere
til at "påtage sig ansvaret for at bringe et nyt medlem ind i kirken hvert år". I sin
afslutningstale, der blev læst op af hans søn Robert, erklærede han: "Åndelighed
er bevidsteheden om, at man har sejret over sig selv. Det er virkeliggørelsen af
samhørighed med guddommen. Man kan ikke opnå noget højere . . ."
XL
Det var gået tilbage med præsident McKays helbred i adskillige måneder, men alligevel
var ingen helt parate til at høre, at han var gået bort søndag morgen, den 18. januar
1979, i sit 97. år. Ved sin død havde han virket længere som generalautoritet end nogen
anden siden kirken blev oprettet. Indehaveren af den tidligere rekord i tjenestetid var
Charles W. Penrose, der opnåede en levealder på 93 år, 3 måneder og 8 dage.
Under David O. McKays præsidentskab havde kirken haft en fænomenal vækst.
I hans tid som præsident var kirkens medlemstal næsten tredoblet - fra 1 million til
næsten 3 millioner - og antallet af stave var vokset fra 180 til 500. I ledelsen af denne
vækst blev præsident McKay den mest berejste præsident i kirkens historie, idet han

Side 213
rejste omkring 1.600.000 km. Der blev opført 5 templer, og man gik i gang med 3 til.
Kirkens missioner fordobledes, og missionærstyrken voksede fra 2.000 til over 12.000.
Af stor betydning var organiseringen af kirkens samordningsprogram, der skulle styrke
effektiviteten af kirkens undervisnings- og hjælpeorganisationsprogrammer; det blev
påbegyndt, mens han var præsident. Der blev også lagt yderligere vægt på hjemmets
betydning gennem familiehjemmeaftensprogrammet, der kom som svar på de stigende
samfundsmæssige problemer i verden.
Begravelsesmødet for præsident McKay blev afholdt i Salt Lake Tabernaklet den 22.
januar. Præsidenterne Nathan Eldon Tanner, Hugh B. Brown, Harold B. Lee og Joseph
Fielding Smith talte til de forsamlede. Ældste Tanner sagde følgende om præsident
McKay: "Hans liv med fremragende tjeneste og lederskab er blevet anerkendt, og man
har hyldet ham gennem aviser, radio og fjernsyn over hele kontinentet og andre steder
i verden, og gennem telegrammer, breve og telefonopringninger fra beundrere fra fjern
og nær.
Som en af de største profeter og ledere i denne uddeling har man søgt hans råd, og
hans indflydelse er blevet mærket af ledere i alle samfundslag, inklusive præsidenter
for De forenede Stater. Han var elsket, respekteret og æret af millioner af mennesker,
der nu sørger over hans død.
Hele sit liv var han et eksempel på Kristi liv . . ."
Præsident McKay blev begravet på en smuk bakkeskråning på Salt Lake Citys
kirkegård.
En passende velsignelse af præsident McKays liv blev udtalt af en fremtrædende
forretningsmand, der besøgte ham i 1955: "Det er den mest guddommelige mand, jeg
nogensinde har mødt. Hvis man ønsker at skabe mennesket i Guds billede, kan man
bruge ham som mønster for det."

Tiende præsident
Joseph Fielding Smith (1876-1972)
Af Dean May, kirkens historiske afdeling
Side 214
Joseph Fielding Smiths lange tjenestegerning var karakteriseret af en særlig
forpligtelse over for 3 store mål: En fars og ægtemands omsorg for sin familie,
udlægningen af kirkens historie og lærdomme, samt det genealogiske arbejdes
fremme. Det er ikke overraskende, at disse anliggender fandt en forkæmper i denne
mand - en mand, hvis egen familieoptegnelse består af den slags materiale, der
inspirerer til visioner af familiebånd og en fortsættelse af slægten.
Mens præsident Smith levede, blev han æret som et levende bindeled til den
periode, hvor Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige blev grundlagt og dens
lærdomme fastlagt. Hans far, Joseph F. Smith, var kirkens 6. præsident - en leder,
der førte kirken ind i det 20. århundrede med et stærkt udvidet byggeprogram, der
omfattede LDS Hospitalet, kirkens kontorbygning på 47 East South Temple samt Hotel
Utah, alle i Salt Lake City; endvidere templer på Hawaii og i Canada. Hans farfar var
Hyrum Smith, kirkens patriark og bror til profeten. Hans mor Julina Lambson Smith
arbejdede en stor del af sit liv som jordemoder, og med de 5 dollars hun fik for hver
fødsel, hjalp hun med at underholde den store husstand. I de optegnelser, hun førte
over sin praksis, skrev hun blot under den 19. juli 1876 - Joseph Fieldings fødselsdag
- at hun selv havde født en søn.
Den unge Joseph opvækst var fuld af familieminder om forfølgelser af de hellige i
kirkens første tid. Det er ikke så mærkeligt, at drengen fik fornemmelse for historie, at
han fornemmede et ansvar for familien, både i fortiden, nutiden og fremtiden.
Da Josephs far var bebyrdet med opgaver i kirken og ansvar over for sine mange
familier, tilbragte Joseph det meste af barndommen sammen med sin mor og sine
søskende. Som den ældste søn blev han ofte bedt om at køre for moderen, når hun
skulle ud til sine patienter. "Jeg husker, at jeg måtte stå op midt om natten," fortalte han,
"og tage lanternen med ud i den mørke lade for at spænde hesten for vognen. Derpå
kørte jeg min mor hen til en af de vordende mødre, hvor hun virkede som jordemoder
og hjalp barnet til verden. Jeg sad ude i vognen og ventede og spekulerede på, hvorfor
små børn så ofte blev født midt om natten."
Foruden sit arbejde som kusk for en mor, der havde travlt i sin gerning som
jordemoder, hjalp han hende derhjemme med at tage sig af hendes 13 børn, hvoraf 2
var adopteret. Den unge Joseph lærte ikke blot at skifte bleer i en fart, men også at
lave mad, bage brød og tærter, ja, endog at sy små stykker stof sammen til vatterede
tæpper. Han udførte sådanne opgaver i en ånd af kærlighed og hjælpsomhed og
bevarede hele livet en kærlighed til børn. Hans bemærkelsesværdige følsomhed over
for deres verden kommer til udtryk i et dejligt brev, han skrev til sin lillesøster Rachel,
mens han var på mission i England i 1900.
"Min kære søster Rachel,
Jeg har skrevet et lille brev til Emily, og her kommer et til dig. Jeg sendte Emily
et julekort med hendes billede; er det ikke smukt? Jeg vil sende dig det med det
røde, hvide og blå bånd og et billede af floddalen, hvor du somme tider kommer om
sommeren. Jeg ved, at du kan lide sådanne bånd og smukke billeder af floddalen ...
Jeg fortalte Emily, hvor langt borte fra jer, jeg er. Når I alle sammen ligger i jeres senge
og sover om natten, så skinner solen her, og det er dag, og når solen skinner hos jer,
så ligger jeg i sengen, og det er nat. Du kan sikkert ikke forstå det, men det vil du en

Side 215
dag. Vær god imod Tottie (familiens hund), og sørg for, at hun ikke bider fremmede. Sig
til hende, at jeg kommer hjem en dag, hvor det er så varmt, at man kan lege ude; så vil
hun logre med halen og se klog ud. Prøv at se, om det ikke er rigtigt. Du vil være blevet
en stor pige, når jeg kommer hjem, og jeg vil næsten ikke kunne genkende dig; tror du,
at du vil genkende mig? Jeg er ikke blevet større, når jeg kommer hjem, men det er du.
Vær en god pige og lær alt, hvad du kan. Vær god imod mor og Mamie og hjælp dem
alt, hvad du kan. Jeg ville ønske, jeg kunne få dig at se, men det må vente lidt endnu.
Kærlig hilsen, din bror Joseph"
Det er ikke så mærkeligt, at en mand, der kunne skrive et sådant brev til et barn, da
han var først i tyverne, blev, som hans anden hustru, Ethel, skrev, "en god og kærlig
ægtemand og far, hvis største ambition i livet er at gøre sin familie lykkelig, idet han
fuldstændig glemmer sig selv i sine bestræbelser for at gøre dette". Præsident Smith
blev gift i april 1898 - før sin mission - med Louie Emily Shurtliff. Hun var mor til hans to
ældste døtre, Josephine og Julina. Efter hendes død i 1908 mødte han Ethel Georgina
Reynolds - en medarbejder på kirkens historikers kontor- og giftede sig med hende. De
fik 9 børn: Emily, Naomi, Lois, Joseph Fielding jun., Amelia, Lewis, Reynolds, Douglas
og Milton. 11937 berøvede døden endnu engang familien for sin "Mamma", som ældste
Smith kaldte sine hustruer.
Året efter skulle kirkens historiker underskrive et dokument for Jessie Evans, en
kvinde, der var velkendt i Salt Lake City både for sin smukke kontraalt og for sin politiske
karriere som Salt Lakes amtsoptegner. Da hun ringede til hans kontor for at spørge,
om hun kunne komme op til ham med dokumentet, svarede han, at han i stedet for
ville komme hen til hendes kontor. Det gjorde han - åbenbart adskillige gange - og
få måneder efter blev de gift. Jessie Evans fortsatte med at synge ved kirkemøder
og sammen med Tabernakelkoret og støttede endvidere sin ægtemand i hans mange
kirkeansvar. Hun forblev ved hans side indtil sin død i august 1971 og var altid en trøst
og støtte.
Alle præsident Smiths sønner udførte missioner for kirken, og alle de børn, der
giftede sig, blev viet i templet. En søn, Lewis, døde i kamp under den anden
verdenskrig. Børnenes levevis er en hyldest til det eksempel på forældreværdighed,
der blev vist dem af deres far og deres mødre. En følelse af gensidig ansvarlighed for
familiens ære var en af de egenskaber, forældrene Smith med held overførte til deres
børn. En ven til et af børnebørnene huskede, "hvor imponeret (barnebarnet) ... havde
været over sine forældres påmindelse om, at hans gode eller dårlige opførsel ville falde
tilbage på hans oldefar Hyrums navn og på hans bedstefars navn; bedstefaderen var
dengang præsident for De tolv Råd".
Præsident Smith straffede aldrig børnene fysisk. Hvis de trængte til en reprimande,
kaldte han dem simpelthen hen til sig, lagde begge hænder på deres skuldre, og idet
han så dem ind i øjnene, sagde han: "Jeg ville ønske, at mine børn ville være gode."
Når de kiggede op i hans blågrå øjne, forstod de åbenbart, at det ikke blot var deres
fars ønske, men en hel slægts ønske, at de værnede om familienavnet.
Da præsident Smith døde i 1972, efterlod han sig 169 direkte, levende efterkommere
der rigeligt sikrede, at familiens usikre fortid ville nå sin fuldførelse i en rig fremtid.
Man må formode, at af alle sine ansvar og resultater fandt han den største tilfredshed
gennem sin trofaste og talrige familie.
Præsident Smiths bevidsthed om sin egen families fortid stimulerede uden tvivl hans
egen interesse for kirkens historie, som de havde været med til at grundlægge og
støtte. Familien Smiths interesse i kirkens historie er af dobbelt art, for de var ikke

Side 216
blot med til at skabe den, men de opretholdt også en tradition med at være involveret
i nedskrivningen af den. Præsident Smiths far havde arbejdet på kirkens historikers
kontor, før han blev kaldet som apostel i 1866. 36 år efter da Joseph Fielding lige var
vendt hjem efter sin mission, påbegyndte han sin egen lange tjenestegerning i kirkens
histories interesse. Andrew Jenson, en medarbejder, skrev i sin dagbog: "Broder Jos.
F. Smith jun. begyndte at arbejde på historikerens kontor, idet han overtog den plads,
som blev ledig efter (br. Jensons søn) Parley i går." I næsten 3/4 århundrede var
han beskæftiget med at "skrive, afskrive, udvælge og samle alt det, der kan være til
nytte for kirken og den opvoksende slægt i Zions land" (L&P 69:8). En særlig opgave
i hans nye stilling førte ham til Massachusetts for at indsamle genealogiske data om
familien Smith. Hans første publikation, der var en frugt af disse bestræbelser, var en
familiehistorie, Asahael Smith of Topsfield, Massachusetts; den blev udgivet i 1902.
Han hjalp Brigham H. Roberts med at redigere Joseph Smiths History of the Church,
og da han blev bedt om at føre historikerens kontors daglige protokol, ændrede han
det, der havde været en optegnelse over de ansattes tilstedeværelse, til en værdifuld,
daglig beretning om kontorets aktiviteter.
Da han blev kaldet til at være apostel i 1910, beholdt han ikke desto mindre den
store opgave med at samle Journal History for det 20. århundrede. (The Journal History
er en massiv bog bestående af avisartikler og andre værdifulde dokumenter, der udgør
en optegnelse om kirken dag efter dag) Han var så pligtopfyldende, at han den dag,
han blev gift med sin anden hustru, Ethel, tilbragte noget af dagen med at arbejde på
Journal History for 1902.
I 1921 blev ældste Smith kirkens historiker, idet han afløste Anthon H. Lund. Året
efter udgav han Essentials in Church History, et bind, der siden er blevet trykt i 26
engelske oplag og oversat til fransk, tysk, norsk og spansk. Bogen, der er helliget det
formål at korrigere det negative billede, som kritikere sidst i det 19. århundrede dannede
af kirken, har tjent som tekst for generationer af seminarelever og andre medlemmer af
kirken. Mere end 50 år efter sin første udgivelse vedbliver Essentials in Church Ristory
med at tjene et værdifuld formål som en årbog over SDH-historie og en uundværlig
samling af oplysninger.
Foruden dette standardhenvisningsværk i kirkens historie findes der et andet om
lærdomsmæssige anliggender af præsident Smith, som er samlet af hans søn Joseph.
Det har titlen Answers to Gospel Questions og består af 5 bind, der er samlet fra
spalten "Your Question", som blev udgivet hver måned i Improvement Era mellem
1953 og 1967, samt fra hans private arkiv. Disse er blot de mest kendte af hans
bøger, der omhandler historie, læresætninger og genealogi. Andre bind omfatter (i den
rækkefølge, de er udgivet, og heri er ikke medregnet korte brochurer eller bøger, der
omfatter kortere skrivelser og taler) Blood Atonement and the Origin of Plural Marriage
(1905), Origin of the Reorganized Church and the Question of Succession (1929), The
Progress of Man (1936), The Life of Joseph F. Smith (1938), The Signs of the Times
(1943), The Way to Perfection (1953),(1) samt Man, His Origin and Destiny (1954).
(1) Denne bog er oversat til dansk, "Vejen til fuldkommenhed".
Præsident Smiths hengivenhed for udvikling af genealogisk forskning var et naturligt
supplement til hans interesse for kirkens historie. Når man studerer historie, skaber
det en følelse af identitet blandt mormoner som personer, hvis åndelige (om ikke
bogstavelige) forfædres fælles oplevelser forenede dem som et folk. På samme
måde skaber genealogiske optegnelser en følelse af familieidentitet, der forener
kirkens medlemmer med forfædre, hvis livserfaringer, selv om de er anderledes, ikke

Side 217
desto mindre er betydningsfulde, fordi de er forbundet med nutiden af en fortsat
familieforbindelses faste bånd. For Joseph Fielding Smith var disse to goder lykkeligt
forenet: at studere kirkehistorie var at studere familiehistorie. 11907 begyndte han
at arbejde sammen med den genealogiske forening. Han var viceredaktør for Utah
Genealogical and Historical Magazine, da det blev påbegyndt i 1910. Han skrev mange
bøger og brochurer om principper og formaliteter i forbindelse med genealogi, samt
de læresætninger, der støttede det. 11934 blev han præsident for den genealogiske
forening og virkede i dette embede i 29 år. Gennem disse år havde han en væsentlig
indflydelse på udformningen af fremgangsmåder, der blev benyttet ved slægtsforskning
og den videre behandling af kirkens medlemmers genealogiske data. Han var hurtig
til at benytte sig af fordelene ved moderne teknologi i form af mikrofilm, fotokopiering
samt datastyrede opbevarings- og efterforskningssystemer. Mens han sad i embedet,
samlede det genealogiske bibliotek i Salt Lake City en kollektion af materialer, der gør
det til verdens største opbevaringssted for hjælpekilder til slægtsforskning.
Det åndelige mål for slægtsforskning er naturligvis at bringe evangeliets frelsende
ordinanser ud til et større antal af den menneskelige familie. I dette arbejde var
præsident Smith ligeledes en leder. Fra 1915 til 1935 var han rådgiver til præsidenterne
Anthon H. Lund og George F. Richards i Salt Lake templets præsidentskab. Han blev
kaldet til at virke som præsident i 1945 og fortsatte i dette kald indtil 1949.
Således fortsatte præsident Smith hele livet igennem med at væve sin kærlighed til
familien, kirkens historie og slægtsforskning til et mønster af rig, uselvisk hengivenhed
for andre og for kirken. Og han gjorde det med en sans, man ikke normalt forbinder
med det adstadige billede af en historiker og patriark.
Det er rigtigt, at præsident Smith som dreng kunne lide at gå i skole og at læse og når
hans venner opsøgte ham for at få ham med til et boldspil, fandt de ham ofte på høloftet,
hvor han læste Mormons Bog eller andre skrifter. Men der var også en anden side ved
drengen. Han var hurtig til at opfatte det humoristiske i livets oplevelser og til at more sig
over en god vittighed - især hvis den var på de voksnes bekostning. Engang skændte
hans far på ham for hans manglende evne til at udtænke en lås på kvægfolden, som
familiens højtelskede og kloge hest, Juny, ikke kunne lukke op. Hesten var åbenbart
smartere end drengen, fortalte faderen ham. Præsident Smith fortæller:
"Så bandt far den fast med en rem og en løkke. Mens han gjorde det, betragtede
hoppen ham roligt, og så snart vi havde vendt ryggen til, tog hun fat med tænderne,
indtil hun havde fået løsnet løkken, og til min fryd fulgte hun efter os ud. Jeg kunne ikke
lade være med at antyde over for far, at jeg nok ikke var den eneste, hvis hoved ikke
tålte en sammenligning med hoppens."
I sin ungdom var præsident Smith meget fremmelig i sit studium af skrifterne og
af evangeliske spørgsmål. Men den unge Joseph fandt også tid til eftermiddage ude
i det fri, hvor han lærte at svømme i Jordanflodens trægtflydende vande og at vogte
køer på familiegården i Taylorsville, Utah. Da han var 7 år gammel, malkede han i al
hemmelighed familiens ko for at demonstrere, at han kunne klare de voksnes ansvar
lige så godt som dem. Da familien opdagede, hvor dygtig han var til at malke, fik han
den tvivlsomme ære at malke koen hele tiden. Først senere fortrød han den "ære", han
således havde modtaget.
Som voksen var ældste Smith i stand til at tilbringe mange timer bøjet over de
støvede dokumenter og optegnelser, der var kilden til hans historiske studier. Men det
skete også, at han om lørdagen gik ud i køkkenet, smøgede ærmerne op og lavede
tærter til familien - ikke 2-3 stykker, men 12 eller 15! Hans datter Julina (nu Julina S.

Side 218
Hart) fortæller, at "mor stilfærdigt ville sige: Å far, vi har ikke brug for så mange tærter.
Desuden smager tærterne ikke godt, når de bliver gamle'. Men ved I hvad, jeg så aldrig
en tærte blive gammel. De varede ikke ret længe. Vi nød dem, og han sørgede for, at
vi gav nogen væk til naboer eller andre, der trængte til en opmuntring."
Selv om han i sin levetid sikkert mere end nogen anden bidrog til slægtforskningens
fremme, var han på ingen måde den alvorlige, excentriske person, verden så ofte
forbinder med sådanne bestræbelser. Han elskede livet, og i sin modne alder var han
en hård modspiller for sine børn i håndboldkampe, og han vedblev at spille, selv da
han var oppe i 60-erne. I alle de 96 år, han levede, var han aldrig indlagt på hospitalet.
Baseball blev en familietradition "med en travl far på 1. base eller i færd med at
slå bolden ud til sine ivrige sønner og døtre". Som apostel overværede han engang
en stavskonference sammen med ældste Adam S. Bennion(2). Ældste Bennion, der
senere fortalte historien, lagde mærke til, at en af stavslederne ofte rejste sig og gik ud.
Det var tidspunktet for USA's baselballturnering. Der blev spillet en kamp, og ældste
Bennion blev til sidst klar over, at stavslederen gik ud for at få pointstallet. Han fortalte,
at han derpå sendte en seddel over til broderen og spurgte ham, hvordan det stod.
Broderen skrev tilbage: "Yankees 4, White Socks 2 i ottende halvleg." Ældste Bennion
kiggede på sedlen og begyndte at krølle den sammen, hvorpå ældste Smith, der havde
lænet sig frem i et forsøg på at læse, hvad der stod på sedlen, rakte hånden ud og tog
den fra broder Bennion med ordene: "Lad være med at holde det for dig selv; jeg er
lige så interesseret i spillet, som du er."
(2) Adam S. Bennion (1886-1958) - tidligere medlem af De tolv apostles Råd.
Præsident Smith præsiderede over tempelceremonier med en værdighed og dybt
rodfæstet åndelighed, der tydede på, at han selv måtte være et levn af menneskets
første åndelige opvågnen. Ikke desto mindre tog han ivrigt imod det 20. århundredes
teknologiske fremskridt og drog nytte af dem, når de tjente hans formål. Han var kun 27
år gammel, da Wright-brødrene foretog deres første vellykkede flyvetur i Kitty Hawk,
North Carolina, i 1903, og han nåede at opleve jetflyvningens mirakel. Engang før
det var almindeligt med planmæssige jetfly, opdagede ældste Smith til sin bestyrtelse,
at han havde fastsat et vigtigt møde i Salt Lake City det meste af lørdagen, men
havde fået overdraget at lede en kvartårlig konference i San Francisco lørdag aften
og søndag. Den uheldige udsigt til at skulle aflyse en af aftalerne blev undgået, da
en ven i Air National Guard(3) hørte om problemet og konstaterede, at en nødvendig
øvelsesflyvning til San Francisco lige præcis opfyldte apostlens behov. Ældste Smith
nød den oplivende tur med jetfly og holdt begge sine aftaler lørdag. Som påskønnelse
af hans store interesse for flyvning tildelte Utah National Guard ham i 1960 æresrang
som brigadechef.
(3) Air National Guard - en militsstyrke, hver eneste stat er i besiddelse af, og som
er underlagt statens eller nationens behov.
Den mand, hvis prosa selv fandt vej gennem vanskelighederne ved indviklede
lærdomsmæssige problemer, nød også at skrive vers om dyr, om familie og frem for
alt om evangeliet. En af hans salmer begynder med en streng påmindelse om livets
besværligheder, men kulminerer i det løfte, at
Kristi fremstrakte hånd kan føre mennesker med mod og beslutsomhed til fred og
fuldbyrdelse:
Synes vejen dig lang?
Er den stenet og hård?
Gror der tidsler og torne iblandt?

Skærer sten dig til blods,
når du kæmper dig frem,
træt af dagen, når heden dig fandt?
I dit hjerte fat mod
på den vej, du har valgt.
Der er en, som vil hjælpe dig frem;
så se op og vær glad
og hold fast ved hans hånd,
han vil lede dig opad og hjem.
I et land, smukt og rent,
hvor alt ondt ende vil,
der dit liv vil bli' fri for al skam,
ingen tårer og sved,
ingen sorg findes der,
tag hans hånd og gå ind der med ham.
- Sange, nr. 73, vers 1, 4 og 5
Side 219
Ordene i salmen virker næsten som et billede på præsident Smiths personlighed.
Fra talerstolen var han en energisk forkynder af ortodokse taler, en stærk forsvarer for
traditionelle, evangeliske læresætninger og principper. For nogle syntes han være et
symbol på det 19. århundredes strenghed og bevarelse; men hvis han var rodfæstet i
fortiden, vidste han, at hans energi skulle bruges til at opfylde nutidens og fremtidens
behov.
Pæsident Smiths forberedelse til sin livslange tjenestegerning var mere praktisk end
akademisk. Da han var 18 år gammel, begyndte han uden betaling at arbejde som
sekretær for sin far, idet han hjalp ham med kirkens voksende korrespondance, som
Smith senior havde med at gøre som andenrådgiver i Det øverste Præsidentskab. Som
20-årig blev Joseph Fielding gift i Salt Lake templet, og han fortsatte med at hjælpe sin
far, indtil han som 23-årig blev indsat som halvfjerds og kaldet til at tage på mission til
England. De breve, hans far skrev til ham, mens han var missionær, viser en reserveret,
men kærlig far, der oprigtigt søger at rette på sin søn og forbedre ham i selv de mindste
detaljer. Efter omhyggeligt at have skrevet et brev, hvori han gav den unge Joseph
pålæg om ikke at bruge så megen tid på at forsøge at omvende præster fra andre
trosretninger, tilføjede han: "Min kære dreng, sørg for at få nogle konvolutter, der passer
til dit papir, så du ikke behøver at bøje hjørnerne i dine breve for at få dem til at være
i konvolutterne. Jeg har aldrig brudt mig om at skrive i et brevs margin. Det håber jeg
heller ikke, du vil gøre. Din far."
En anden gang udtrykte Joseph F. Smith bekymring over sin søns påklædning: "På
det billede du sendte os af missionærerne, kan jeg se, at du har det samme tøj på, som
du havde, da du tog hjemmefra, mens de fleste af de andre ældster ser ud til at være
klædt i engelsk tøj. Jeg vil gerne have, at du er pænt og ordentligt klædt og vil med
glæde sende dig de nødvendige midler hertil, så snart jeg er i stand til det."
Faderens opmærksomhed var imidlertid på ingen måde kun rettet imod detaljer
ved påklædning og skrivemåde. I foråret 1900 gav Joseph F. Smith sin missionærsøn
nogle råd, der med fordel kunne passe på næsten alle vore religiøse og litterære
bestræbelser: "Jeg behøver næppe at fortælle dig, at du skal gøre dine bønner og taler
korte og oprigtige, samt skrive kortfattede og relevante breve, så ofte du har mulighed
for det. De fleste mennesker har det problem, at de er for ødsle - både i tale- og
skrivemåde. Vi har brug for koncentration af sind og tanke og at opsummere tingene.

Side 220
Jeg glæder mig over de fremskridt, du gør. Med kærlig hilsen, din hengivne far, Jos.
F. Smith."
Gennem hele den unge Josephs mission fortsatte far og søn med at udveksle
meninger om læresætninger og skriftsteder så vel som andre anliggender. Hvis Joseph
ikke var meget sammen med sin far i sin barndom, er det tydeligt, at faderen forsøgte
at opveje det i hans ungdom ved at acceptere ham som en voksen - en, der endnu
trængte til polering og dannelse, men hvis tanker og ideer ikke desto mindre skulle
tages alvorligt. Det må have været en tilfredsstillende, belærende erfaring for sønnen.
Da Joseph Fielding kom hjem fra sin mission i 1901, påbegyndte han en 9-årig
tjenesteperiode som stavsmissionær i Salt Lake stav og fik ansættelse som sekretær
på kirkens historikers kontor. 11903 blev ham medlem af hovedbestyrelsen for Unge
Mænds gensidige uddannelsesforening, hvor han virkede i de næste 16 år. Han blev
forfremmet på historikerens kontor og blev assisterende kirkehistoriker i 1906. 11910
da han var 33 år gammel, blev han opretholdt som medlem af De tolvs Råd og ordineret
af sin far, der på daværende tidspunkt var præsident for kirken. Senere blev han
udvalgt til kirkens uddannelsesbestyrelse. I marts 1921 blev han kirkens historiker
og beholdt denne stilling, indtil han i 1970 blev præsident for kirken. I 1922 blev
han udnævnt til sekretær og leder for den genealogiske forening. 5 år efter blev han
medlem af hovedbestyrelsen for Deseret Sunday School Union(1), og her virkede han
indtil 1935.11934 blev han udnævnt til præsident for den genealogiske forening- en
stilling, han besad i 30 år. 11939 udførte han og hans hustru, Jessie Evans Smith, en
særlig opgave i Europa, hvor de besøgte de hellige i adskillige lande. De var stadig
i Europa, da krigen brød ud, og på Det øverste Præsidentskabs anmodning ledede
de evakueringen af alle amerikanske missionærer. I 1945 blev han præsident for Salt
Lake templet, og 6 år efter blev han præsident for De tolvs Råd. Hans arbejde i de
næste 2 årtier omfattede missioneringsrejser til Det fjerne Osten, England, Syd- og
Mellemamerika samt Australien.
(1) Deseret Sunday School Union - Det gamle navn for Jesu Kristi Kirke af sidste
Dages Helliges søndagsskole.
På en af disse turneer til Sydamerika i 1960 indtraf en inspirerende oplevelse. Et
nyt medlem med en stærk tro havde med stor forventning set frem til ældste Smiths
besøg i hendes hjemby Porto Alegre, Brasilien. Dagen før hans ankomst fik hun et
hjerteanfald og blev indlagt på hospitalet, hvor lægerne forventede, at hun skulle blive i
en længere periode. Hun var utrøstelig, fordi hun ikke ville være i stand til at se apostlen,
og syntes at have mistet den viljestyrke og ånd, der skulle hjælpe hende til at blive
rask. De bekymrede missionærer opsøgte ældste Smith på hotellet og fortalte ham
historien. Apostlen var meget bevæget og arrangerede sine planer således, at han
kunne besøge hende og salve hende. Da kvinden så ham træde ind i værelset, blev
hun overvældet af glæde og råbte: "Nu da han er kommet, er jeg sikker på, at jeg vil
blive rask." Ældste Smith lagde hænderne på hendes hoved og befalede sygdommen
at vige bort fra hende. Kvinden fortalte senere, at smerterne øjeblikkeligt forlod hende,
da han lagde hænderne på hendes hoved og begyndte at tale. Lægerne, der var ude
af stand til at forstå, hvad der var sket, fandt, at alle sygdomstegn var forsvundet. De
udskrev hende dagen efter. Søsteren forblev trofast i evangeliet og bar ofte vidnesbyrd
om sin mirakuløse helbredelse.
Da præsident David O. McKay døde i 1970, blev Joseph Fielding Smith kirkens
10. præsident. I en alder af 93 år, hvor de fleste mennesker har lagt alle jordiske
bekymringer bag sig, blev han bebyrdet med sit livs største ansvar. I næsten to årtier

Side 221
havde præsident McKay været profet, og han havde varmet en hel generation med sin
åbenhjertige, humane og kærlige inspiration. Præsident Smith blev derimod af nogle
antaget for at være streng og alvorlig. En forfatter beskrev ham som et menneske,
der bragte "en form for guddommeligt beskikket ubehag, en temmelig uvelkommen
opfordring til retfærdighed". Andre spekulerede på, om han ville være i stand til at
fastholde den bestemte og stærke ledelse, som tiderne syntes at kræve.
Den tvivl, der måske havde været mht. præsident Smiths lederevner, blev hurtigt
fjernet. En genopbygning i mange aspekter af kirkens organisation blev iværksat;
der blev lagt ny vægt på en regional organisation som mellemled mellem kirkens
hovedbestyrelse og de lokale enheder; og præstedøm-mekvorummer i wardene fik
pålagt større ansvar med at sørge for wardsmedlemmernes behov og lettede derved
den byrde, der tidligere havde hvilet tungt på biskopperne. Kirkens skoler fik tilført
ny ledelse ved udnævnelsen af både intellektuelt og åndeligt stærke mænd i vigtige
stillinger. Kirkens historikers kontor blev reorganiseret, og en meget respekteret
historiker blev udnævnt til at være kirkens historiker. En ny kirkebibliotekar bragte
professionel færdighed til opgaven med at gøre udgivne materialer om kirken let
tilgængelige. Udgivelsen af 5 kirkeblade -Improvement Era, Children's Friend, Relief
Society Magazine, Instructor samt seminarsystemets Impact - blev indstillet, og i stedet
for begyndte man at udgive 3 nye blade som afløsning for dem: Ensign for kirkens
almene læsere, New Era for de unge samt Friend for børnene.
En afdeling for socialforsorg blev oprettet med det formål, at medlemmerne gennem
deres biskopper kunne få adgang til professionel råd og vejledning, når der var behov
for det. For første gang blev der kaldet velfærdsmissionærer, hvilket hjalp kirken til at
påtage sig større ansvar for at forbedre læse- og skrivefærdigheden, levestandarden
samt sundhedstilstanden blandt medlemmer i områder i verden, hvor mulighederne for
udvikling er stærkt begrænsede. Specielle orienteringsprogrammer blev påbegyndt for
at støtte og råde nye biskopper, missionærer samt unge mænd, der skal aftjene deres
værnepligt.
To nye templer - i Ogden og Provo i Utah - blev færdigbygget og indviet under
præsident Smiths ledelse. Den første områdekonference blev afholdt i Manchester,
England, og sammen med oprettelsen af missioner i Sydøstasien samt stave i Japan
og Afrika understregede den kirkens voksende, verdensomspændende mission.
Præsident Smiths vægt på familien som et bolværk imod den moderne verdens
forvirring kom til udtryk ved indførelsen af mandag som familiehjemmeaften, hvor
der ikke skulle afholdes kirkemøder eller andre kirkeaktiviteter. Der blev organiseret
særlige kirkeenheder for at betjene dem, der pga. sprog, fysiske handicap eller
raceproblemer følte, at deres behov som medlemmer af kirken krævede en
opmærksomhed, der ikke var tilgængelig i de fleste ward. Sagt med en iagttagers
ord udviste præsident Smith "storhed i sine egne taler og en forfriskende ny ånd
af selvsikker dristighed i kirkelige handlinger". Han støttede og belyste de dristige
foretagender, han iværksatte som profet, med stærke og urokkelige vidnesbyrd om
kirkens sandhed- kilden til hans store styrke som leder. Selv om hans tid som profet
ikke var lang, skyldtes hans resultater mange års arbejde. Hans fysiske vitalitet støttede
ham gennem en inspireret og skabende tid til trods for sorgen over tabet af hans hustru
Jessie i august 1971.
Præsident Smith havde også held til at slippe af med det gamle billede af ham som
streng og utilnærmelig. Et vidnesbyrd, der bestemt ville glæde ham, blev båret af en
nyt medlem, der så ham for første gang ved GUF-konferencen, to uger før han døde:

Side 222
"I den week-end var jeg vidne til ting, som jeg siden har forsøgt at beskrive. Jeg
var ganske enkelt vidne til et levende vidnesbyrd om Jesus Kristus. Foran mig sad en
far med to retfærdige sønner, der støttede ham på begge sider. De to yngre mænds
sønlige hengivenhed afspejlede en ædelmodig fars kærlighed, tålmodighed og tro - en
far for kirken så vel som for sin egen familie. Da han præsiderede over vort første
møde, var det som om jeg også blev et adopteret medlem af præsident Smiths familie.
Min ånd var vidne til glimt af guddommelighed i denne mand, og hans kærlighed til
mig kom lige så stærkt til udtryk som den kærlighed, jeg har modtaget fra vor Gud og
Fader i himlen."
Joseph Fielding Smith døde fredeligt i en af sine døtres hjem søndag aften den 2.
juli 1972. Begravelsesmødet blev afholdt i Salt Lake Tabernaklet torsdag den 6. juli, og
han blev begravet i familiegravstedet på Salt Lake Citys kirkegård.

Af Leonard J. Arrington, kirkehistoriker
Elevte præsident
Harold B. Lee (1899-1973)
Side 223
Om eftermiddagen den 20. april 1935 gik Harold Bingham Lee ned ad trapperne i
kirkens administrationsbygning i Salt Lake City og ud i sin bil. Ængstelig over byrden af
en ny kaldelse kørte han op ad den snoede vej til udmundingen af City Creek Canyon
og ind i en lille lund, der blev kaldt for Rotary Park. Hans standsede bilen, steg ud
og begyndte at gå. En forårsbrise strøg blidt gennem træerne, der lige var begyndt
at vise deres små knopper. Han fortæller med egne ord om sin oplevelse i parken:
"Jeg søgte min himmelske Fader. Jeg satte mig ned for at overveje denne sag og
spekulere over en organisation, der skulle fuldkommengøres til at udføre dette arbejde.
Og jeg modtog et vidnesbyrd denne smukke forårseftermiddag om, at Gud allerede
havde åbenbaret den største organisation, der nogensinde kunne gives mennesker; ...
alt, hvad der behøvedes nu, var, at denne organisation blev sat i arbejde, så ville de
helliges timelige velfærd være sikret."
Denne uventede forårstur var en eftervirkning af en formiddag, som ældste Lee
havde tilbragt sammen med præsident Heber J. Grant og hans rådgivere Anthony
W. Ivins og J. Reuben Clark jun. for at drøfte planer for det, der senere skulle blive
kirkens velfærdsprogram. Det øverste Præsidentskab havde valgt ældste Lee som
leder for iværksættelsen af et dristigt, nyt, økonomisk hjælpeprogram, der skulle udfri
tusinder sidste dages hellige af fortvivlelsen over materielle mangler, som var opstået
pga. den store depression(1), hvorunder De forenede Stater havde lidt historiens
værste økonomiske katastrofe. Selv den arbejdsomme stat, Utah, kom til at mærke
vanskelighederne ved den nationale katastrofe. Utah, der blot få år tidligere havde
været i travl fremgang, kom til at mærke fattigdommens nød. I Salt Lake City så vel som
i Seattle, Boston og San Francisco dramatiserede køen af mennesker, der ventede på
at få uddelt gratis mad, fiaskoen ved den amerikanske drøm. (Der var også depression
i mange andre nationer i verden)
(1) Navnet på den alvorlige, økonomiske krise, der opstod, da børsen krakkede i
1929.
På det tidspunkt, ældste Lee blev kaldet af kirken til at planlægge
velfærdsprogrammet, virkede han som Salt Lake Citys kommissær, et embede, hvortil
han først var blevet udpeget og derefter valgt. Han kendte problemerne. Hver dag, når
han førte tilsyn med vedligeholdelsen af byens gader, så han de alvorlige ansigter af
fædre - engang stolte og fremgangsrige - der nu desperate søgte efter måder, hvorpå
de kunne skaffe føden til deres familie. Han så de udtryksløse ansigter hos børn, der
ikke kunne forstå, hvorfor deres forældre ikke mere kom hjem med favnen fuld af
købmandsvarer.
Et halvt årti før denne kaldelse havde broder Lee virket som præsident for Pioneer
staven i Salt Lake City - en gruppe på 7.500 hellige, hvoraf 4.800 var arbejdsløse eller
modtog socialhjælp. Han betragtede ikke det alvorlige problem ud fra et statistisk eller
økonomisk synspunkt, men ud fra et menneskeligt synspunkt. Hvordan vil broder Jones
få råd til at købe kul nok til at holde familien varm gennem vinteren? Hvordan vil enkefru
Campbell få råd til at købe medicin til sin datter, der har lungebetændelse? Hvad kan
der gøres for at forbedre det mentale, fysiske og åndelige velvære hos hver enkelt i
staven?

Side 224
Som Det øverste Præsidentskab vidste, var ældste Lee i sjælden grad begavet
med evnen til at forvalte omfattende programmer- at udtænke midler til at løse
alvorlige problemer på en personlig måde. Denne åndelige egenskab hos Harold
B. Lee var resultatet af sædekorn, sået i hans ungdom, der først udfoldede sig i
velfærdsprogrammet og senere i hans energiske ledelse af en kirke, der var ved at
udvikle sig til en international styrke til fordel for det gode. Efter at han var blevet
opretholdt som profet, seer og åbenbarer for kirken, erklærede han: "Man kan ikke
længere betragte denne kirke som Utahkirken' eller en amerikansk kirke'. Kirkens
medlemskab er nu spredt over 78 af jordens lande, og evangeliet bliver forkyndt på 17
forskellige sprog. Kirkens stærkt stigende vækst er i dag vor største udfordring ... Det
giver store udfordringer til kirkens ledere at holde trit med de mange problemer." Dette
udvidede perspektiv kom som resultat af et liv med administrative ansvar og livslang
erfaring i at udvikle og iværksætte programmer, der kunne gavne menneskeheden.
Den klassiske sætning, hvormed Nephi indleder Mormons Bog,.. født af retskafne
forældre" (1 Nephi 1:1), kunne lige så godt være skrevet af Harold B. Lee. Han kom
fra en familie, der bestod af mænd og kvinder med visioner, indsigt og mod. Hans
herkomst er sammensat af pionerer, der var tapre både åndeligt og fysisk - forfædre,
der lod en tradition af tro, kærlighed og indsigt gå videre til den unge mand, der senere
skulle blive Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Helliges profet, seer og åbenbarer. På
mange måder var han medvirkende til at gøre sine forfædres drømme om et virksomt
Zion til virkelighed for deres efterkommere.
Familien Lees historie i Amerika begyndte i 1745, da William Lee udholdt
vanskelighederne på et emigrationsskib for at begynde på ny i Nord- og Sydcarolina
- landet med plantager og muligheder. I Amerika blev han såret under den amerikanske
frihedskrig" og efterladt som død efter slaget ved Guilford County Courthouse i Carolina
i marts 1781. Han blev fundet i denne tilstand af en sygeplejerske, som han senere
giftede sig med. Gennem denne ægteskabelige forbindelse kom der 4 sønner, hvoraf
Samuel var den yngste.
(1) Krigen mellem Storbritannien og dets kolonier i Nordamerika (1775-1783)
Kun to år efter at kirken var blevet organiseret, tog Samuels sønner, Francis, Alfred
og Eli samt disses familier imod det gengivne evangelium og blev døbt. De led under
omskiftelserne og pøblens overfald og myrderier i Jackson County og Far West i
Missouri og i Nauvoo, Illinois, og de deltog i den store udvandring til the Great Basin.
På vandringen mod vest blev de i Winter Quarters mødt af deres far, Samuel, og han
blev døbt kort efter.
Efter den anstrengende rejse over prærielandet bosatte familien Francis Lee - for
Francis var blevet gift - sig i Tooele, vest for Salt Lake City, og derpå blev de kaldet
af præsident Brigham Young til at kolonisere St. George. I ubetinget lydighed rejste
familien til det sydlige Utahs cinnoberrøde klipper og kratbevoksede land. Kort efter
blev de igen bedt om at flytte, denne gang til Meadow Valley i Nevada, der lå i den
sydvestlige del af Utah-territoriet, som på daværende tidspunkt omfattede Nevada. På
et sted, der senere kom til at hedde Panaca, lavede de en jordhule - foret med ler og
med et tag lavet af træ.
Engang trådte to indianere ind i familiens lille jordhule, da Jane Johnson Lee var
alene hjemme. En af krigerne gjorde tegn til, at han ville have geværet, der stod i
hjørnet, men søster Lee afslog at give ham det. Da han gik hen imod geværet, ramte
hun ham med et stykke træ og slog ham ned. Da indianeren kom på benene igen, trak
han sin bue og sigtede efter hende med en pil. Hun tog igen et stykke træ og smed det

Side 225
efter ham. Hun brækkede hans bue og pil, og han løb i sikkerhed, lykkelig over at være
sluppet med lemmerne i behold. Ved senere lejligheder viste søster Lee sig at være
en nær og betroet ven af indianerne i området.
Dette hårdføre pionerægtepars to sønner giftede sig med to søstre.
McMurrin-pigerne, der var blevet omvendt i Skotland, havde sammen med deres far
- som var bødker - trukket en håndkærre til Salt Lake City. Samuel Lee ægtede
Margaret, og Francis jun. ægtede Mary. I de dage, hvor der var risiko forbundet med
børnefødsler - hvor en steril fødestue og en læge var sjældne - fødte Margaret 12 børn.
De 11 af dem døde kort efter fødslen. Kun et barn overlevede, det 12., Samuel Lee,
der blev opkaldt efter sin far. Derefter døde Margaret. Samuel, der var født for tidligt,
var så lille, at hans hånd kunne glide gennem en fingerring.
Mary McMurrin passede det moderløse barn sammen med sit eget, indtil hendes
helbred svigtede. Så rejste hun og hendes ægtemand til Salt Lake City med deres børn
og overdrog drengen Samuel i bedstemor McMurrins varetægt, og hun tog sig af ham,
indtil han var 16 år gammel. Samuel, der nu var en ung mand, tog nordpå til Cache
Valley for at søge lykken. Der fandt han sin hustru. Mens han boede i landsbyen Clifton
i Idaho, mødte han mørkhårede og mørkøjede Louisa Bingham.
Samuel og Louisa blev viet i Logan templet i 1895, og de fik 6 børn. Deres hjem
lå "ud ad vejen 5 km nord for butikken". "Butikken" var det eneste sted, man kunne
handle i byen, og "vejen" var en lille sti, der enten var mudret, støvet eller dækket af
sne alt efter, hvilken årstid det var. "Tante Susan" Henderson virkede som jordemoder i
området, da det nærmeste hospital og den nærmeste læge var mange kilometer borte.
En dag med blæsevejr, den 28. marts 1899, hjalp tante Susan Harold Bingham Lee
til verden.
Præsident Lee beskrev sin barndom bedst med følgende ord: "Vi havde alt,
hvad man ikke kunne købe for penge." Selv om det var knapt med penge omkring
århundredskiftet, var familien Lees børn aldrig klar over, at de var fattige, fordi de havde
så mange muligheder for adspredelser. Der var Dudleys sø, hvor barfodede drenge
gik hen for at svømme. I en anden sø - ved Bybees gård - blev den fremtidige profet
døbt som medlem af kirken, da han var 8 år gammel.
Livet på landet var ikke uden farer, og Harolds barndom var heller ikke uden uheld.
Da han ikke var ret gammel, slugte han et stykke natronlud i den tro, at det var slik. Ifølge
en artikel i Deseret News i 1934 "ville denne beretning ikke være blevet skrevet hvis
ikke hans bedstemor, hans mor samt et kvantum olivenolie havde været i nærheden".
Da Harold var 5 år, var han på besøg i nabolagets skole, hvor læreren blev henrykt
og overrasket over, at han kunne skrive alfabetet og også sit eget navn. Læreren var
imponeret over hans fremmelighed og bestemte, at drengen i overalls skulle begynde
i skolen året før, man normalt sendte børn skole. Familien Lees børn kørte de 5 km til
skolen i en tohjulet kærre; den blev trukket af en lille lysebrun pony, og hans mor kørte
den. Ifølge Harolds bror, Perry, kørte de hver dag til den lille skole iført knæbukser,
hvide, stivede manchetter bøjet ud over jakkeærmerne og hvide matroskraver draperet
ud over skuldrene. "Og så var der slangekrøllerne," tilføjer Perry. "Omhyggeligt redt og
krøllet dinglede de ned ad ryggen, så hele verden kunne se dem - og trække i dem
- og drille. Harold blev sendt i skole, da han var 5 år, og havde stadigvæk sine smukke
krøller. Det var sikkert første gang, han lærte noget om de besværligheder, livet ville
bringe. Lad det være nok at sige, at disse krøller var årsag til flere skrammer og blå øjne
end både politik og religion. Til sidst havde han fået nok, og jeg husker, hvor mor græd,
da han, lånte' en saks og bogstaveligt, savede' en af pandekrøllerne af; det ødelagde

Side 226
hele effekten og gjorde det nødvendigt at klippe resten af - en kærkommen befrielse.
Endelig var han en dreng - rund og buttet og alle lærernes yndling."
Harolds bedstefar arbejdede som fængselsinspektør i et fængsel i Idaho. Da
fængslet lå i nærheden af familiens gård, havde de et kobbel blodhunde, der skulle
opspore undvegne fanger. Når hundene om aftenen hylede under eftersøgningen af en
undsluppen fange, førte Harolds kvikke bedstemor ham og hans søskende ind i et lille
værelse og låste døren. Hun troede ikke på, af børn havde godt af "ugunstige indtryk".
Familien Lees gård indbragte ikke ret mange penge, da den rige høst af hvede og
kartofler blev solgt til en meget lav pris. For at supplere familiens indtægt påtog fader
Samuel sig at meje korn, bore brønde og bygge overrislingskanaler.
I en tale til de unge, hvor præsident Lee mindedes sin barndom, sagde han: "Vi
begyndte på vore daglige pligter' kort efter daggry, så vi kunne, gå i gang' med dagens
arbejde ved solopgang. Når dagens arbejde var overstået, var der stadigvæk vore,
aftenpligter' tilbage, og de blev som regel udført ved hjælp af lyset fra en lanterne. .
. Søvnbehov tillod ikke for hyppige forlystelser. Betalingen for vort arbejde var lille og
blev som regel udbetalt en gang om året ved høsttid. Dengang havde de fleste hjem
ikke ret mange rede penge om sommeren, men fra vore køer fik vi mælk, smør og ost;
i vore kornmagasiner var der som regel hvede nok, vi kunne bringe til møllen for at få
mel og grød. Vi havde vore egne kyllinger samt alle årstidens grønsager og frugter."
Sabbaten var altid en hviledag på familien Lees gård. Kirkeanliggender havde
førsteprioriteten, da Harold B. Lees far i mange år tjente i biskoprådet og hans mor i
Unge Pigers gensidige uddannelsesforening. De fik ikke lov til at svømme i Dudleys
sø om søndagen; i stedet for samledes familien Lee for at studere, synge og nyde
familieånden, mens de hvilede fra det daglige arbejde.
Selv om præsident Lee ikke havde mange af de "færdigkøbte" glæder, der var et
resultat af den stigende industrielle udvikling i De forenede Stater, havde han mange
værdige erstatninger. Han havde altid nok at spise, nok tøj at tage på, ren luft, der kunne
holde hans sind årvågent, og en familie, der var bundet sammen i pagt og kærlighed.
Han kunne ride på en af familiens heste til toppen af de nærliggende Klippebjerge
og skue ud over de gyldne hvedemarker ved høsttid og mærke den rolige og stærke
glæde ved at være i harmoni med naturen. Ved siden af den klare, kolde bjergbæk
kunne han ligge i sin sovepose og stirre op i himlens millioner af bittesmå lys og
tænke over spørgsmål, som han senere ville finde svar på. Han kendte tilfredsheden
ved at sidde omkring et familiebord og spise et godt måltid - masser af kartoffelmos,
hjemmedyrkede majskolber og fingertykke bøffer - efter en dag med hårdt arbejde. Om
efteråret fik han delikatesser i form af "grisesylte", når grisen var blevet slagtet for at
skaffe hjemmekonserverede skinker og baconstykker, der skulle slå til i de kolde Cache
Valley vintre.
Det gamle familieklaver var familiens klenodie. På dette fine, gamle instrument lærte
præsident Lee - sommetider med en skotsk dame ved sin side - at spille de livlige
marcher, han især holdt af. Disse timer gav stødet til en broget interesse for musik,
som han senere fandt nyttig, da han virkede som formand for kirkens musikkomite.
Nye lyde oplivede altid familien Lees hjem. Somme tider var det bedstemor, der
nynnede en salme, mens hun kærnede smør, eller mor, der beroligede en baby med
kolik ved hjælp af en blid vuggevise, eller den unge Harold, der øvede sig i skalaer på
klaveret. Måske blev det mest storslåede lydmæssige bidrag - i det mindste det højeste
- indført den dag, da brødrene Harold og Perry lå i sengen med mæslinger. De hørte
familiens heste komme hen over gårdspladsen; kort efter kom deres smilende far ind

Side 227
med to skinnende instrumenter - en kornet i den ene hånd og en trompet i den anden.
Derefter genlød huset af den muntre, skrattende lyd fra brødrene Lees horn. Snart blev
de så dygtige, at de sluttede sig til Silver Cornet Band i Clifton, Idaho, der spillede ved
parader og festlige lejligheder, f.eks. den 24. juli(1). Da de kom på gymnasiet i Preston,
Idaho, øvede Harold sig på trækbasun og sluttede sig til Preston Military Band og en
gruppe, der sørgede for klokkeren musik til kirke- og skoleballernes foxtrotter og valse.
(1) En helligdag, hvor man fejrer pionerernes ankomst til Saltsødalen den 24. juli
1847.
Da hans musikalske evner som regel kom til udtryk gennem instrumenter, gav han
sig ikke megen tid til at øve sin stemme. Skolens dirigent Charles J. Engar spurgte
ham, om han ikke ville forsøge at komme med i et kor, og han svarede, at han ikke
kunne synge. "Det ved jeg," sagde hr. Engar, "men hvis jeg har tålmodighed til at lytte,
burde du have tålmodighed til at gøre et forsøg!" Den unge mand strengte sig an og
udviklede en fin sangstemme.
Da familien Lees drenge havde fuldført alle klasserne i den lokale skole, blev de
sendt til Oneida Academy i Preston, Idaho. Hver dag kørte de 24 km til skolen, hvor
Harold som 13-årig fik en klassekammerat ved navn Ezra Taft Benson, som han senere
arbejdede sammen med i De tolvs Råd.
I Oneida demonstrerede han - foruden sine musikalske evner - sin evne som
taler. Da han og hans partner, Sparrel Huff, skulle være imod spørgsmålet om at
skrinlægge Monroedoktrinen(1) og sejrede over de hidtil uovervindelige rivaler fra
Fielding Academy i Paris, Idaho, blev Harold og hans meddebattører feteret som
sejrende helte af deres kammerater.
(1) En udenrigspolitisk udtalelse fra De forenede Stater, der giver udtryk for
modstand over for udbygningen af europæisk kontrol eller indflydelse på den vestlige
halvkugle.
Harolds interesse for sport - han udmærkede sig især i basketball- hjalp
ham til at blive valgt som sportsleder. Dette var den mest eftertragtede post i
studenterorganisationen, da sportslederen fik udgifterne betalt, når han var ude at rejse
med holdene. Dette gav ham mulighed for at se omegnen og forberede sig til det aktive,
selskabelige liv, der lå foran ham.
Studenterlivet i Oneida blev krydret af kappestridigheder. I Harolds sidste år der,
hejsede han og hans kammerater deres klasseflag op i flagstangen blot for næste
morgen at opdage, at nogen fra de yngre klasser havde fjernet det. For at gøre det
værre, havde de også revet flaget i strimler. I en kort redegørelse for situationen
fortælles der sagligt, at "det kom til slagsmål".
Efter gymnasiet besluttede Harold sig til at tage en uddannelse som lærer på Albion
State Normal School(2) i det sydlige Idahos vestlige del. I sommeren 1916, da han kun
var 17 år gammel, forberedte han sig på at gå op til eksamen i 15 fag. I denne tid tabte
han over et pund i vægt for hvert emne, men han blev belønnet, da han fandt ud af, at
han havde fået et gennemsnit på 89% på prøverne.
(2) En skole, der hovedsageligt uddanner lærere for de mindre klasser.
På Silver Star School i nærheden af Weston, Idaho, påbegyndte Harold B. Lee sin
løbebane som lærer i en lille skole med kun et klasseværelse. Da lønnen skulle afgøres,
trak den unge skolelærer lod med skolebestyrelsen for at finde ud af, om han skulle
have 65 eller 60 dollars - og han tabte! Imidlertid bevilgede den venlige bestyrelse et

Side 228
beløb på 15 dollars til kost og logi. Han var skolens bestyrer, den eneste lærer, pedel,
forvalter og altmuligmand.
Da han blev ansat som bestyrer for Oxford School i den sydøstlige del af Idaho,
steg hans løn til 90 dollars om måneden, og han fik en større udfordring, da mange
af eleverne var ældre end han. Til trods for den kendsgerning, at mange elever havde
ry for at være nogle værre bøller, klarede den nye bestyrer situationen og vandt deres
respekt ved at spille basketball med dem. Fra denne administrative stilling høstede
han værdifulde erfaringer så vel som venskaber, der var langvarige og udbytterige.
Under sin ansættelse i Oxford red han frem og tilbage mellem Clifton gården og den
lille skole, han ledede. Sin fritid anvendte han på samfundsaktiviteter og på at forbedre
sine musikalske talenter og sine undervisningsfærdigheder.
I sine år som skolebestyrer i Oxford var hans far biskop i hans eget ward i Clifton.
Mange aftener, når Harold var kommet hjem, hjalp han og hans brødre faderen med
at læsse en sæk korn eller en bylt tøj bag i ponykærren. Ladningen forsvandt med
solnedgangen, når deres far tog sig af de syge og trængende i det stille og således
værnede om familiernes stolthed og tillid. Som mange andre af kirkens biskopper havde
Harolds far sørget for et forrådshus, der var forsynet med varer, som skulle anvendes
med visdom og i nødssituationer. Den grundlæggende struktur i dette enkle, kristne
program henleder tanken på det vellykkede velfærdsprogram, biskop Lees søn i 1935
udtænkte under præsident Heber J. Grants ledelse.
Efter at Harold havde virket som lærer i næsten 4 år, anbefalede hans far og biskop,
at han udførte en mission. Præsident Heber J. Grant kaldte ham til at virke i de vestlige
staters mission. Derpå blev han for første gang kaldt for "ældste Lee", en titel, hvorved
han ville blive kendt som apostel og profet i næsten det halve af sit liv. 12-3 år før
sin missionskaldelse havde Harold været organist i Clifton ward, så vel som leder og
organisator af et pigekor. Da han beredte sig på at tage af sted på sin mission, gav
de unge piger, han havde trænet og undervist, ham en guldring som symbol på deres
respekt og venskab.
I de aflåste årbøger over missionsoptegnelser er der en enkel, skriftlig rapport af
præsident John M. Knight vedrørende den unge Harold B. Lees mission fra den 11.
november 1920 til den 18. december 1922. Karakterskildringen passer på manden:
"Kvalifikationer: Som taler, Meget god'. Som præsiderende leder, Meget god'. Har han
en god kundskab om evangeliet? "Meget god". Har han været energisk? "Meget".
Er han diskret, og har han en god indflydelse? "Ja". Bemærkninger: Ældste Lee
præsiderede over Denver distrikt med betydelig udmærkelse fra den 8. august 1921 til
den 18. december 1922. En enestående missionær'."
Mens ældste Lee var missionær, havde han en kammerat ved navn Willis J.
Woodbury; denne plejede at bære en stabel sortindbundne skrifter i den ene hånd og
en cellokasse i den anden. Når som helst, der var mulighed for det, standsede de to,
åbnede kassen og begyndte. Ældste Woodbury strøg buen over celloen, mens ældste
Lee sang og akkompagnerede på klaver. Deres musik beredte tilhørerne til at være
mere modtagelige for evangeliets budskab. Ældste Lee var en naturlig leder blandt
missionærer og medlemmer, og han var medvirkende til, at over 40 mennesker gik i
dåbens vande.
Efter at ældste Lee var blevet afløst fra sin mission, tilbragte han en kort tid i Clifton,
og derefter tog han til Salt Lake City for at gøre kur til en ung dame ved navn Fern
Lucinda Tanner, som han havde mødt i missionsmarken og havde beundret på afstand.
Den opvakte, talentfulde og smukke søster Tanner havde en usædvanlig stor kundskab

Side 229
om skrifterne. Efter en kort forlovelsestid blev de gift i Salt Lake templet ca. et år efter
hans hjemkomst i 1923. Ægteparret blev velsignet med to små piger, Helen og Maurine.
I årene efter ægteskabet skabte familien Lee i den vestlige del af Salt Lake City
et hjem, der blev et samlingssted for unge mennesker. Søster Lee blev en afholdt
nabo pga. sin milde og venlige optræden og sine vise råd. Broder Lee arbejdede i
sin svogers købmandsforretning og på en tankstation, mens han gik på aftenskole på
University of Utah. Han tog også nogle korrespondancekurser og blev snart valgt til
bestyrer for Whittier School og senere for Woodrow Wilson School i Salt Lake County.
Om sommeren supplerede han sin indtægt som bestyrer for Granite School distriktet
med arbejde, der omfattede at sælge kød for Swift and Company, at kontrollere
materiel til Salt Lake Citys vejvæsen og virke som vægter og sporvognskontrollør for
Union Pacific Railroad Companys sporvejsterræn. Han arbejdede også som sælger
for Foundation Press - et selskab, der solgte en "mesterserie", der omfattede smukke,
illustrerede bøger med historier fra Bibelen. 11928 blev han udnævnt til firmaets leder
i intermountainområdet.
I denne periode var Harold B. Lee også aktiv i kirken. Lige efter at være
flyttet til Salt Lake City blev han kaldet som lærer for M-Mænd i Poplar Grove
ward, og året efter virkede han i søndagsskolens bestyrelse. I 1926 blev han
tilsynsførende for religionsklassen i Pioneer stav- et program, der udviklede sig til
kirkens seminarprogram. Samme år Charles Lindberg(1) lettede fra Roosevelt Field i
New York, blev Harold B. Lee kaldet til at tjene i stavens højråd. Et år efter blev han
kaldet som tilsynførende for søndagsskolen. Da han kun var 31 år gammel, blev han
indsat til at præsidere over Pioneer stav i Salt Lake City- den yngste stavspræsident
i kirken på daværende tidspunkt.
(1) Charles Lindherg - (1902-74) Amerikansk pilot; den første, der foretog en solo
nonstop flyvning over Atlanterhavet i 1927.
Hvordan var det at vokse op hos familien Lee i 1920'erne? Helen Lee Goates siger,
at hendes tidligste minder vedrører det ritual hver aften, hvor familien på 4 (far Harold,
mor Fern, Maurine og Helen) knælede til familiebøn. De boede i et lille hus på Eighth
South i Salt Lake City, som broder Lee havde købt af sin svigerfar. En soveafdeling var
blevet bygget til på husets bagside, og den var blevet udstyret med små varmeovne
for at holde kulden ude. Der var kun 15 måneder imellem Maurine og Helen, og de
sov i denne soveafdeling, hvor der var meget koldt om vinteren. Derfor bad de deres
bønner i dagligstuen, hvorefter faderen tog en på hver arm, bar dem ud i soveværelset
og puttede dem i seng. Da de blev lidt større og var for tunge til, at han kunne bære
dem på denne måde, tog den kærlige far den ene af døtrene på ryggen og den anden
i armene - og sådan gik det ud i seng hver aften. Når han stoppede tæpperne omkring
dem, havde han altid nogle kærlige ord at sige til dem ifølge datteren Helen. "Far tænkte
på, hvor vigtigt det var, at disse små piger mærkede, at deres far elskede dem. Vi var
naturligvis meget sammen med mor, men dette lille ritual hver aften viste os, at han
elskede os og var interesseret i sine små piger."
Søster Goates mindes sin tidligste erindring om sin fars belæringer om vor
himmelske Fader. "Engang da vi endnu var meget små, tog vi sammen med et par
andre familier på bjergbestigning op til Timpanogos Cave(1) (i nærheden af Provo,
Utah). Vi havde spist vores frokost, og det var så planen, at vi derefter skulle vandre
opad. Mor kunne ikke tage med på klatreturen, da hendes helbred ikke var så godt. Vi
tog af sted sammen med far, og han holdt os begge i hånden. Da vi tog af sted, var

Side 230
mor fuld af formaninger og gode råd: Hold jer nær til far, giv ikke slip på hans hånd,
kom ikke for nær til yderkanten af stien,' osv."
(1) Timpanogos Cave - en kalkstensgrotte, der ligger højt oppe i bjergene.
Søster Goates husker, at hun listede sig lidt nærmere til sin far, greb lidt fastere om
hans hånd og sagde: "Åh mor, du behøver ikke at være bekymret for os. Så længe far
er her, er vi i sikkerhed. Der vil ikke ske os noget."
Hun fortæller, at hendes fars tanker var rettet imod hendes bemærkning, da de gik
op ad stien den dag, og det fik ham åbenbart til at tænke på, at de måske var i gode
hænder, så længe han var sammen med dem - han ville gøre alt, hvad der stod i hans
magt, for at hans piger kunne være i sikkerhed. Men der var en større lektie, som måske
kunne læres. Helen fortsætter: "Da vi gik op ad stien den dag, talte far til os om den
kendsgerning, at så længe han var der, ville han gøre alt, hvad han kunne, for at der
ikke skulle ske os noget. Derpå fortsatte han med at sige, at vi ville komme ud for andre
farer end legemlige. Der ville komme et tidspunkt i vort liv, sagde han, hvor vi ville blive
klar over, at vi havde brug for en anden end blot far ved vor side, for at vi kunne være
i sikkerhed. Derpå talte vi om vor himmelske Fader, at han elskede os akkurat lige så
meget, som vor jordiske far gjorde, og at han ville være med os, hvor vi end var, og hvor
vi end gik hen. Hvad omstændighederne end var, og hvad farerne end bestod i, kunne
vi altid kalde på denne himmelske Fader og bede ham om at vejlede og hjælpe os."
Da børnene blev ældre, flyttede familien til et større hus på 1208 South Eighth West
i Salt Lake City. Præsident Lee arbejdede hårdt for at forskønne huset og omgivelserne
og demonstrerede sin evne til at gøre mange ting selv. Ved at stå tidligt op om
morgenen for at arbejde i haven og arbejde sent hver aften, når han havde tid, fik han
lavet en smuk baghave, som familien og deres mange venner benyttede. Han anlagde
selv det hele, installerede bræddestakit, en forsænket fiskedam, en pagode, bænke på
strategiske steder samt et ildsted af musten til havegrill.
Hans datter fortæller: "Far lærte i sine unge år, at hvis han skulle få noget udrettet,
måtte han bevæge sig hurtigt. Og jeg mener det bogstaveligt. Hans bevægelser var
altid meget hurtige, og jeg formoder, at efterhånden som han fik mere travlt, og hans
liv blev mere kompliceret, var han nødt til at bevæge sig med tophastighed for at få
alting lavet - især når han havde sådan en stor have at passe. Han kunne komme ind
fra arbejde, hilse på os alle og så gå ovenpå for at skifte tøj i vældig fart. Når han havde
fået sit havetøj på, kunne han begynde at slå plænen før vi skulle spise, mens mor var
ved at dække bord. Det skete, at han blev ringet op - nogen bad ham om at komme for
at give en salvelse, eller de trængte til råd eller hjælp. Han løb ind og tog sin habit på
igen, tog af sted for at give salvelsen eller tage sig af noget andet, kom tilbage, skiftede
tøj igen, arbejdede en stund og tog så af sted til et aftenmøde. Far ville ikke have tid
til det hele, hvis han bevægede sig i normalt tempo."
I 1932 døde Joseph H. Lake, et medlem af Salt Lake Citys byråd, efter en
operation på LDS Hospitalet, og stillingen, han 13 måneder tidligere var blevet valgt
til, blev ledig. Kort efter overtalte de resterende byrådsmedlemmer præsident Lee til at
acceptere udnævnelsen til det betydningsfulde, kommunale embede. Efter omhyggelig
overvejelse opsagde han sin post hos Foundation Press og blev enstemmigt godkendt
til det nye embede. Ved et regulært valg et år efter, hvor 25 kandidater var til stede,
blev han valgt til at fortsætte som byrådsmedlem med et ret stort flertal.
Et af de mest gavnlige projekter kommissær Lee stod for, var udskiftningen
af de 7 gammeldags skraldevogne med 3 nye, automatisk kontrollerede,

Side 231
lukkede skraldevogne; de første udgifter til disse blev betalt gennem nedsatte
driftsomkostninger i det første år.
I mellemtiden blev 1920'ernes "gode tider" bragt til ophør, da børsen krakkede i
1929. Den store depression sænkede sig som en mørk sky over nationen. Fabrikker
lukkede, antallet af arbejdsløse steg brat, landbrugspriser gik ned, og millioner af
familier opdagede, at de ikke havde nogen indtægt, så de kunne købe mad og tøj.
Just da skyen sænkede sig, iværksatte stavspræsident Harold B. Lee og hans
rådgivere Charles S. Hyde og Paul Child et kreativt alternativ til nedværdigende
velgørenhedsprogrammer. "Afhjælpning af arbejdsløshed uden velgørenhed" blev et
meningsfuldt slogan i Pioneer stav. Det velovervejede program, der blev planlagt og
iværksat efter megen bøn, indledte på et større plan, hvad den unge stavspræsident
havde set sin far udvikle i Clifton - et biskoppens forrådshus, der kunne være til hjælp
for de trængende. Man fik fat i et varehus på 333 Pierpont Avenue i Salt Lake City, og
arbejdsløse gjorde det i stand til forråd og arbejdsprojekter. Ved fælles bestræbelser
samlede man sylteglas, tøj og møbler, så man kunne levere varer til bearbejdelse og
uddeling. Man gik også i gang med at sy og udføre reparationer. Arbejdere blev sendt
ud for at hjælpe landmænd med høsten, og deres løn bestod af en del af høsten.
Snart var forrådshuset forvandlet til et foretagende, der skaffede hundreder af hellige
arbejde, mad og varer til livets opretholdelse. Pioneer stav fremskaffede også 16 ha.
jord til haver, der skaffede den nødvendige føde til mange, og for kun 5.000 dollars
byggede de en gymnastiksal og et fritidscenter af resterne fra et forladt varehus. Denne
bygning blev den kulminerende indsats i et stavsomfattende samlingssystem, der
senere blev omdannet til et rekreationsprogram, som alle medlemmer kunne deltage
i uden hensyn til deres forhold. Den nye bygning gjorde det muligt at centralisere
og koordinere alle stavsaktiviteter. Mens broder Lee virkede som stavspræsident,
udviklede han også et særligt leder- og læreruddannelsesprogram - programmer, der
senere blev taget i brug af kirken over hele verden, og som fortsat fungerer i kirkens
nuværende organisation.
På intet tidspunkt følte man virkningen af den økonomiske desperation stærkere
end i julen. Præsident Lees praktiske indfølingsevne illustreres i to episoder, som han
berettede om i en tale til arbejdere i Deseret Industries ved deres årlige julemiddag i
1973:
"Vor lille pige gik over gaden med dukken, hun havde fået i julegave, for at vise den
til naboen og kom snart grædende tilbage. Hun græd, fordi Donna Mae, naboens pige,
ikke havde fået nogen julegaver. Julemanden var ikke kommet til hendes hjem.
For sent kom vi i tanker om, at familiens far havde været arbejdsløs. Selv om han ikke
var medlem af kirken, forsøgte vi at dele vores jul med børnene. Det var en vanskelig
jul for mig. Jeg nød ikke den middag, jeg satte mig ned for at spise den dag, fordi jeg
som stavspræsident ikke havde lært folkene i min stav at kende.
Næste jul gjorde vi forberedelser. Vi foretog en undersøgelse, og vi opdagede, at der
var over tusind mennesker, som trængte til hjælp i disse vanskelige tider. Derfor gjorde
vi os parate ved at indsamle legetøj og bringe det til det gamle forrådshus. Derpå kom
fædrene og mødrene og hjalp med at reparere legetøjet, de satte tingene sammen,
klædte dukkerne på og syede forskelligt.
Vi havde appelsiner og æbler. Der var oksesteg og alt tilbehøret til en julemiddag.
Biskopperne sørgede for, at det blev afleveret til alle de trængende familier, og derefter
ringede de til mig for at fortælle mig, at alle var blevet besøgt."

Side 232
En morgen, efter at en stærk storm havde dækket alle Salt Lake Citys gader med
sne, førte præsident Lee tilsyn med snerydningen, og han beretter følgende:
"Jeg fik øje på en lille dreng. Han havde ingen varm frakke på og heller ikke vanter
eller støvler. Det var bidende koldt, så jeg standsede og fik ham ind i bilen. Der var
varme på, og da han havde fået varmen, spurgte jeg ham, om han var klar til julen.
,Vi skal slet ikke have nogen jul, hr. Far døde for 6 måneder siden. Nu er der kun
mor og jeg og så to mindre børn. Vi har ikke ret meget.'
For at undersøge det nærmere spurgte jeg, hvor han skulle hen, og han svarede,
at de viste en gratis film her i formiddag, og den ville han gerne se. Det var al den jul,
han skulle have. Jeg fik hans navn og adresse, og jeg fortalte ham, at jeg ville sørge
for, at det blev jul i hans hjem."
Præsident Lee fortalte derpå sin familie om den lille dreng, der ikke skulle holde jul.
De blev også bekymrede. Han ringede til biskoppen for at sikre sig, at der blev sørget for
familien. Han sluttede af med at sige: "Da jeg dette år satte mig ned til min julemiddag,
følte jeg, at jeg kunne nyde den, fordi hver eneste familie i min stav ville få en god jul."
Den 20. april 1935 blev højdepunktet for alle de åndelige, mentale og fysiske
forberedelser, præsident Lee indtil da havde gjort. Da han fortalte om disse
begivenheder, sagde han, at der kom "en opringning fra Det øverste Præsidentskab til
mig om at komme op på deres kontor en dag, jeg aldrig vil glemme - den 20. april 1935.
Jeg var byrådsmedlem i Salt Lake City. Jeg var stavspræsident. Vi havde kæmpet med
dette spørgsmål om velfærd. Regeringen havde kun få arbejdsprogrammer; der var
lavvande i kirkens finanser, og vi fik at vide, at der ikke var meget, der kunne gøres
ved det. Og her var vi med 4.800 af vore 7.300 medlemmer, der var helt eller delvist
afhængige. Vi havde kun et at gøre, og det var at iværksætte Herrens program, som
det blev fremført i åbenbaringerne."
Præsident Lee fortsatte: "Det var pga. vore beskedne bestræbelser, at Det øverste
Præsidentskab ringede til mig en morgen og spurgte, om jeg ville komme hen til deres
kontor, idet de vidste, at vi havde haft nogen erfaring. Det var lørdag morgen. Der stod
ingen aftaler i deres kalender, og de talte med mig i timevis denne formiddag og fortalte
mig, at de ønskede, at jeg skulle trække mig tilbage fra byrådet, og de ville så afløse
mig som stavspræsident, for de ønskede, at jeg skulle lede velfærdsbevægelsen for
at vende tendensen bort fra regeringshjælp og direkte hjælp og hjælpe med at gøre
kirken i stand til at tage sig af sine egne trængende."
Efter at have modtaget kaldet handlede og virkede præsident Lee med den indsigt
og fornyelse, han altid havde for skik. Men da han var ydmyg og afhængig af, at Herren
skulle lede hans faste hånd, nedskrev han følgende reaktion over for sit nye ansvar:
"Der stod jeg, bare en ung mand i 30'erne. Min erfaring havde været begrænset. Jeg
var født i en lille by i Idaho. Jeg havde næsten ikke været uden for grænserne af Utah og
Idaho. Og at anbringe mig i en stilling, hvor jeg skulle nå ud til alle kirkens medlemmer
over hele verden, var en af de mest overvældende betragtninger, jeg kunne forestille
mig. Hvordan kunne jeg gøre det med min begrænsede forståelse?"
Det var på dette tidspunkt, ældste Lee foretog sin ensomme vandring i Rotary Park.
"Da jeg knælede ned, bad jeg: "Hvilken form for organisation skal der oprettes for at
det, som præsidentskabet har foreskrevet, kan blive udført?' Og denne herlige morgen
modtog jeg der en himmelsk forståelse af Guds præstedømmes kraft. Det var, som
om noget sagde til mig: Det er ikke nødvendigt med en ny organisation til at tage sig
af dette folks behov. Alt, hvad der er nødvendigt, er at sætte Guds præstedømme i
arbejde. Du behøver ikke noget andet som erstatning."

Side 233
Med denne åndelige forsikring og et liv, der var beredt til Herrens tjeneste, indgav
Harold B. Lee sin opsigelse til byrådet, og under præsident Heber J. Grants ledelse
blev han ophavsmanden til en række projekter og programmer, der blev til kirkens
velfærdsprogram.
Kirkens velfærdsprogram gav præsident Lee kolossale problemer i den tid, hvor
nationens økonomiske hærgen var mest alvorlig. Arbejdskraft, materialer, økonomi
og organisation var alle uafhængige udfordringer, som det krævede koordination
og indsigt at styre. Foruden det vældige problem med forsyninger var der den
ærefrygtindgydende opgave med at administrere det nye program trods kritik fra dem,
der følte, at understøttelse skulle holdes inden for den verdslige regerings domæne.
Præsident Lee søgte konstant guddommelig inspiration og benyttede den eksisterende
kirkeorganisation til planens udførelse. Stave, ward og grene blev organiseret i
regioner, der hver udførte planlagte opgaver under lokal præstedømmeledelse.
Mens præsident Lee rejste rundt i Zions stave for at forklare kirkens
velfærdsprogram, citerede han ofte fra afsnit 115 i Lære og Pagter (vers 5 og 6): "Stå
op og lad jeres lys skinne, så jeres lys må blive et banner for folkene, og indsamlingen
til Zion og dens stave må være til forsvar og som en flugt fra stormen og fra vreden,
når den i fuldt mål skal udgydes over hele jorden." Ældste Lee anvendte erklæringens
betydning og omformede skriftstedet, så det gav udtryk for et direkte budskab: "Jeg
har ladet jer organisere i Zions stave, for at I kan sørge for et forsvar, et tilflugtssted
og et værn for mit folk."
Præsident Grant udstedte en officiel erklæring vedrørende den nye plan. Kirkens
velfærdsprogram blev oprettet af profeter for "at etablere et system, hvorved man kunne
udrydde lediggang ... således at uafhængighed, flid, sparsommelighed og selvrespekt
igen kan indfinde sig blandt vort folk." (Håndbog for kirkens velfærdstjeneste,
afsnit 1, paragraf 2) Ud fra denne erklæring oprettede broder Lee sammen med
komitemedlemmerne Mark Austin, Campbell M. Brown, Stringham A. Stevens, Henry
D. Moyle og William E. Ryberg et program, der var bygget på 3 grundlag:
1. Programmet var ikke nyt, men udelukkende en indarbejdelse af traditionel
kirkefilosofi i et brugbart samordningsprogram, der kunne opfylde behovene hos
medlemmer med økonomiske problemer.
2. Programmet blev iværksat gennem den eksisterende organisation.
3. Alle aktiviteter og projekter hjalp folk til at hjælpe sig selv i stedet for bare at give
understøttelse. Det forventedes, at de, der fik mad og andre varer, arbejdede for disse
ting, hvis det overhovedet var muligt. Med broder Lees egne ord: "Hvert medlem i kirken
giver, hvad han er i stand til at give, og får til gengæld, hvad han har behov for, for at
underholde sig selv og sin familie."
I en oversigt over de gældende regler beskrev præsident Lee følgende trin, der var
nødvendige, for at programmet kunne blive vellykket: "Der må ikke være lediggang i
kirken; vi må lære selvopofrelse; vi må mestre den kunst at leve sammen og arbejde
sammen; vi må praktisere et større broderskab i vore præstedømmekvorummer."
Fra disse enkle trin udvikledes en plan, som en verdensberømt økonom roste
af følgende årsag: "For det første: Kirken har en glimrende organisation. For det
andet: Den tilvejebringer en stærk, øverste myndighed forenet i generalautoriteterne
og præstedømmet. For det tredje: Folket har viljen til at ofre."
Præsident Lee forklarede: "Biskoppernes forrådshuse står i vore dage så vel som
før overalt i landet som symboler på stor tro overført til handling ... Gennem dette
kirkestyrede velfærdsprogram kan hver eneste trængende familie i kirken få hjælp fra

Side 234
kirken i deres bestræbelser for at blive selvforsynende medlemmer og gøre alt, hvad
der er muligt med nære slægtninges hjælp for at hjælpe sig selv ... Indtil de nødlidende
kan få stillinger ude i samfundet og tjene tilstrækkeligt til livets opretholdelse, eller de er
blevet omskolet på indviduel basis, forventes det, at de, der er i stand til det, arbejder på
kirkens projekter med at producere, bearbejde, oplagre eller fordele mad, tøj, brændsel
eller husholdningsartikler, så der i vor tid må være mad i Herrens forrådshuse - både
til dem selv og til deres ulykkelige naboer."
Efter at velfærdsprogrammet havde fungeret i næsten et år, havde mange
genvundet selvtilliden, så de kunne overvinde den fortvivlelse, de havde følt få måneder
tidligere. Tusinder af hellige havde hævet sig fra fortvivlelsens dal til håbets tinder.
Gennem omtanke, bøn og erfaring havde præsident Lee startet et program, der ville
gøre drømme til virkelighed. Meget af hans forståelse og nidkærhed for at hjælpe de
fattige kom fra hans egne erfaringer. Når han talte til dem, der havde kendt trange kår,
sagde han: "Jeg har elsket jer. Jeg har lært jer indgående at kende. Jeg takker Herren,
fordi jeres problemer også har været mine problemer, for jeg ved, ligesom I ved det,
hvad det vil sige at gå, når man ikke har penge til at køre for. Jeg ved, hvad det vil sige
at undvære nogle måltider for at kunne købe en bog, man skal bruge på universitetet.
Nu takker jeg Gud for disse erfaringer. Jeg har elsket jer pga. jeres hengivenhed og
tro. Må Gud velsigne jer, så I ikke vil svigte."
Da denne troens og erfaringens mand, denne selvtillidsfulde og dog ydmyge
Herrens og folkets tjener, var 42 år gammel, blev han kaldet som apostel i Jesu Kristi
Kirke af Sidste Dages Hellige. Den 6. april 1941 løftede tusinder af hellige fra hele
verden hånden for at opretholde den ydmyge, mand, der skulle udfylde det embede,
som blev ledigt ved ældste Reed Smoots(1) død. Ved denne lejlighed skrev John A.
Widtsoe(2) følgende profetiske hyldest til ældste Lee: "Han er fuld af tro på Herren;
har en overvældende kærlighed til sine medmennesker, og er loyal over for kirken
og staten. Han er selvforglemmende i sin hengivenhed for evangeliet; udstyret med
intelligens, energi og initiativ og begavet med stor kraft til at belære om Guds ord og
vilje. Herren, som han søger for at få hjælp, vil gøre ham til et mægtigt redskab til at
fremme den evige plan for menneskenes frelse ...
(1) Reed Smoot (1862-1941) - tidligere medlem af Det tolv apsotles Råd.
(2) John A. Widtsoe (1872-1952) - tidligere medlem af De tolv apostles Råd.
Han vil give ham styrke, der ligger ud over, hvad han hidtil har kendt, når folkets
bønner for ham stiger op til Herren."
Da ældste Lee ved konferencen reagerede på sin kaldelse, viste han sin ydmyghed
og sin tillid til Herren i følgende ord: "Siden kl. 9 i går aftes har jeg set tilbage på mit liv
og udsigterne i fremtiden ... Hele natten, mens jeg tænkte på denne frygtindgydende
og gribende opgave, blev apostlen Paulus' ord ved med at komme til mig: Lad os derfor
med frimodighed træde frem for nådens trone for at få barmhjertighed og finde nåde
til hjælp i rette tid.' (Hebr. 4:16) ... Derfor vil jeg tage apostlen Paulus' ord til mig. Jeg
vil med frimodighed træde frem for nådens trone og bede om barmhjertighed og hans
nåde til at hjælpe mig i nødens stund. Med hans hjælp kan det ikke gå galt. Uden den
kan jeg ikke klare det."
Som medlem af De tolvs Råd påtog ældste Lee sig utallige ansvar,
deriblandt formandskabet for musikkomiteen, præstedømmets hovedkomite samt for
militærkomiteen. Desuden fortsatte han med at virke som administrerende direktør for
General Church Welfare Committee, som vejleder for primarys hovedbestyrelse og
som medlem af komiteerne for publikationer, garments og udgifter.

Side 235
Han blev ved med at glæde sig over musik, og ofte når han besøgte ward og
stave, overraskede han medlemmerne ved at tilbyde at spille på klaver eller virke som
organist. Nogle af hans bedste familieminder kom senere, når han dundrede en af
Sousas(1) marcher eller "Midnight Fire Alarm"(2) på klaveret, mens hans piger dansede
rundt i stuen. Han spillede salmer og "familiemusik" til glæde for sine nærmeste og for
deres venner. En gang imellem spillede han på orgel eller klaver for De tolvs Kvorum,
når de afholdt deres ugentlige møder i templet. Begge hans piger blev dygtige musikere
- Maurine på klaver og Helen på violin. Han kørte dem så omkring i Salt Lake Valley,
når de optrådte for forskellige kirke- og skolegrupper.
(1) John Philip Sousa - (1854-1932) amerikansk komponist og dirigent.
(2) En klaversolo af Harry J. Lincoln.
Under den anden verdenskrig, da kirkens unge skulle i krig, blev ældste Lee bedt om
at holde en række taler søndag aften over radioen med emnet "Ungdommen og kirken".
Disse varede i adskillige måneder. Ældste Lees datter forklarede, hvorledes han bragte
familien med ind i projektet: "Min søster og jeg var dengang sidst i teenageårene, så
far var meget interesseret i vore reaktioner. Han var virkelig klar over den form for
problemer, vi blev stillet over for på dette specielle tidspunkt i verdenshistorien, og vi
drøftede regelmæssigt de ting, han skulle tale om. Han arbejdede altid på 3 taler. Den
tale, han skulle holde den kommende søndag, gav han den sidste afpudsning, den til
ugen efter havde han lavet et udkast til, og den tredje var han lige begyndt at lave et
udkast til. Han var nødt til at holde alt dette i gang for at være parat med en tale hver
uge. Han tog manuskripter med hjem, som han arbejdede på, og læste for os, og så
drøftede vi dem ved middagsbordet gennem åben udveksling af ideer. Vi sagde f.eks.:
Åh nej, far, det kan du ikke sige. Sådan er det bare ikke,' eller Du bliver nødt til at sige
det på en anden måde.' Derpå fulgtes vi alle sammen med ham hver søndag aften
til Tabernaklet, hvor han holdt disse taler. Sådanne oplevelser hjalp os til at komme
hinanden meget nær." Derefter blev talerne udgivet, først med titlen Youth and the
Church og senere udvidet til Decisions for Successful Living.
Når ældste Lee rejste til alle hjørner af Herrens rige, bar han altid et overbevisende
vidnesbyrd om Jesu Kristi evangelium. Han inspirerede missionærer, medlemmer og
ledere og tilbragte mange timer med at vejlede unge mennesker. Han opløftede sin
røst i veltalenhed for at trøste de elendige og de sørgende, som dengang han rejste
til det urolige Korea i 1955. Klædt i arbejdsuniform trøstede og beroligede han de
bekymrede mænd og kvinder, der havde lidt fysisk og åndeligt i dette krigshærgede
land. De soldater, der mærkede hans faste, venlige hånd og blev beroliget af hans
medfølende ord, vil aldrig glemme den trøst, han bragte dem. Mens han virkede
som formand for militærkomiteen under anden verdenskrig og konflikterne i Korea og
Vietnam, arbejdede han hårdt for at oprette programmer, der kunne tilbyde soldater de
fulde velsignelser samt hjælpe dem til en større forståelse for andres følelser.
Selv om præsident Lee ofte var i fare pga. sit helbred, fulgte han en streng tidsplan
i sit arbejde for at opbygge Guds rige. Det var muligvis gennem hans egen kamp for
sundhed, at han var i stand til at skærpe sin forståelse og medfølelse for andre.
I 1962, mens ældste Lee var til en konference i Reno, Nevada, fik han besked om,
at hans elskede livsledsager var syg og svævede mellem liv og død. Han skyndte sig
hjem for at være ved sygelejet hos den kvinde, der havde været hans hustru i næsten
40 år, og han fandt hende døende. I de dage, der fulgte, følte han en sviende sorg, der
var årsag til, at han måtte igennem mange mørke dage. Han kæmpede med sin ånd
og sine følelser, mens han forsøgte at klare sit tab. På samme modige måde, hvorpå

Side 236
ældste Lee mødte sådanne udfordringer hele livet igennem, samlede han til sidst styrke
til at se evangeliet som en lysende vejviser gennem enhver storm.
Mens ældste Lee i 1966 var i Hawaii på kirkens vegne, døde hans datter Maurine
- fru Ernest J. Wilkins. Igen følte han sorgens kval. Ældste Gordon B. Hinckley fra De
tolvs Råd, der i mange år havde været en nær ven af broder Lee, sagde følgende:
"Disse svære oplevelser, som det var vanskeligt at bære, var med til at skærpe hans
følsomhed over for andres byrder. De, der har lidt lignende tab, har i ham fundet en
forstående ven og en, hvis prøvede tro er blevet en kilde til styrke for dem."
I en tale ved en mindehøjtidelighed, hvor man ærede sidste dages hellige, der
havde mistet livet i Vietnamkrigen, sagde ældste Lee disse trøstende ord: "Da jeg har
gennemgået lignende oplevelser, hvor døden har taget mine kære, taler jeg ud fra
personlig erfaring, når jeg siger til jer, der sørger, at I ikke skal forsøge at leve for mange
dage ud i fremtiden. Den altoverskyggende betydning er ikke, at tragedier og sorger
kommer ind i vort liv, men hvad vi gør med dem. Det at miste en af sine kære er den
sværeste prøvelse, I nogen sinde vil komme ud for, og hvis I kan sætte jer ud over
jeres sorg, og hvis I vil stole på Gud, så vil I være i stand til at overvinde enhver anden
vanskelighed, I måske vil blive udsat for. Så til jer, der har mistet nogen af jeres kære,
siger vi, at tro kan hæve jer op over denne dags knugende prøvelser og vise jer vej til
den herlige morgendag, der kan blive jeres."
I 1963 ægtede ældste Lee, Freda Joan Jensen, en kultiveret og selvstændig kvinde,
der havde udmærket sig som pædagog og administrator og havde tjent i primarys
hovedbestyrelse. Broder og søster opbyggede et lykkeligt hjem, der blev varmet af
kærlighed og imødekommende gæstfrihed, et hjem, der var en støtte for ældste Lees
tunge ansvar i kirken.
Mens David O. McKay var præsident for kirken, blev kirkens samordningskomité
oprettet for at samordne undervisningen og de organisationsmæssige funktioner under
præstedømmets ledelse. Ældste Lee blev kaldet, så han kunne benytte sine beviste
færdigheder til at stramme rigets opbygning og foretage omfattende undersøgelser
af alle kirkens programmers og hjælpeorganisationers materialer, metoder og
undervisningsprogrammer. Som resultat af denne indsats blev der en fremherskende
forbedring i undervisningsprogrammerne og den organisationsmæssige opbygning.
Sideløbende med hans virke i kirkeprogrammer kom muligheder for at tjene
og udmærke sig i samfundsmæssige embeder. 11957 blev ældste Lee sammen
med George Eccles fra First Security Corporation valgt ind i bestyrelsen for Union
Pacific Railroad Company - kun få år efter at han havde tilbragt somrene som
sporvognskontrollør i sporvejsterrænet. Året efter blev han bedt om at virke som
medlem af bestyrelsen for Equitable Life Assurance Society (et livsforsikringsselskab)
til afløsning af præsident J. Reuben Clark jun.(1), der trak sig tilbage.
(1) J. Reuben Clark jun. (1871-1961) - virkede som rådgiver i Det øverste
Præsidentskab fra 1933 til 1961.
Senere blev præsident Lee udnævnt til præsident for Salt Lake Oratorio Society og
senere igen virkede han i den ledende komite for det nationale Røde Kors og blev
formand for bestyrelsen for Zions First National Bank. Han blev hædret af Utah State
University, Brigham Young University og University of Utah med æresdoktorgrader og
modtog adskillige belønninger for tjeneste, deriblandt the Silver Buffalo Award(2), som
han fik af Amerikas drengespejdere i 1963.
(2) Silver Buffalo Award - Den højeste belønning givet af Amerikas drengespejdere
til en fremragende leder.

Side 237
Da David O. McKay døde i den kolde januarmåned i 1970, blev tømmerne til kirkens
ledelse lagt i præsident Joseph Fielding Smiths værdige og dygtige hænder, og han
valgte Harold B. Lee som sin førsterådgiver og N. Eldon Tanner som sin andenrådgiver.
Denne forandring i ledelsen gjorde ikke alene ældste Lee til præsident for De tolvs
Råd, men nødvendiggjorde også hans afløsning fra de komiteer, hvor han havde virket,
således at han kunne hellige Det øverste Præsidentskabs opgaver hele sin tid. Mens
han virkede i dette embede, udviklede han sine evner som administrator og vedblev
med at arbejde på at forbedre effektiviteten af kirkens programmer. Under hans ledelse
blev lærer- og biskopuddannelsesprogrammer styrket, og størrelsen og rækkevidden
af det verdensomspændende missionærprogram blev udvidet.
Den 2. juli 1972 sad præsident Joseph Fielding Smith fredeligt i en lænestol, da
Guds finger rørte ved ham, og han sov ind. Ved hans død faldt profetens kappe på
Harold Bingham Lee. Præsident Lee sagde følgende om præsident Smiths død: "I dette
korte øjeblik var det, som om han overdrog mig et retfærdighedens scepter og sagde
til mig: Gå du hen og gør ligeså!"'
Efterhånden som det gik op for ældste Lee, at han var kaldet som hyrde for Kristi
flok, voksede hans åndelige mod, så han kunne klare udfordringen. I de dage, der
gik forud for den officielle kaldelse af De tolvs Råd, tilbragte broder Lee mange timer
i bøn og overvejelse. "Morgenen efter at jeg var blevet kaldet," sagde han, "og jeg
knælede sammen med min kære hustru i bøn, syntes mit hjerte og min sjæl at nå ud
til alle kirkens medlemmer med et særligt fællesskab og en særlig kærlighed, og det
var, som om himlens sluser blev åbnet for mig for at give mig en kort fornemmelse af
samhørighed med kirkens mere end 3 millioner medlemmer overalt i verden."
Fredag morgen den 7. juli mødtes De tolvs Råd i et særligt værelse i det hellige
Salt Lake tempel for at indsætte den nye profet. Ved denne lejlighed skrev ældste
Hinckley: "Der var ingen tvivl hos medlemmerne af De tolvs Råd om, hvem der skulle
efterfølge ham (præsident Smith) som præsident for kirken ... på dette rolige, hellige
sted søgte de med stille sind Åndens tilskyndelser. Alle hjerter var som et som svar
på disse tilskyndelser. Harold Bingham Lee - udvalgt af Herren, oplært fra barnsben i
det gengivne evangeliums principper, lutret gennem 30 års tjeneste som apostel - blev
udnævnt til præsident for Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige og som profet, seer
og åbenbarer. Alle de tilstedeværende lagde hænderne på hans hoved, og han blev
ordineret som Herrens salvede til dette høje og enestående kald."
Måneden efter fløj præsident Lee til Mexico City for at præsidere over det største
møde, der nogensinde var blevet afholdt for hellige i Latinamerika. Over 16.000
medlemmer fra Mellemamerika og Mexico samledes der for at modtage inspirerede
instruktioner fra generalautoriteterne. En ung sidste dages hellig fra Tampico, Mexico,
sagde: "At være i stand til at sidde og lytte til hans ord og at vide og føle i sit hjerte, at
man lytter til en Guds profet er en af de vidunderligste oplevelser i mit liv - især at vide,
at disse mænd har myndighed fra Herren til at lede og organisere os."
Senere rejste præsident Lee til Mellemøsten, hvor han sammen med sin hustru
gennemrejste Det hellige Lands støvede veje og vandrede på de stier, hvor Jesus
havde vandret. Han læste i skrifterne ved Genezaretsøens bredder og vandrede
gennem olivenlundene i Israels tætte hede. Mens han var der, organiserede han også
kirkens første gren i Jerusalem.
I oktober samme år (1972) blev der så indkaldt til højtidelig forsamling. Efter at det
berømte tabernakelorgel var holdt op med at vibrere, sad Harold B. Lee - manden med
det grå hår, de gennemtrængende blå øjne og af middelbygning - i den røde lænestol,

Side 238
mens præsident N. Eldon Tanner ledede den officielle reorganisering af Det øverste
Præsidentskab samt opretholdelsen af kirkens generalautoriteter og funktionærer.
Efter hvert forslag bevægede en hørlig bølge af godkendelse sig gennem det historiske
Tabernakel, mens afstemningen blev foretaget kvorum efter kvorum, indtil hver eneste
gruppe havde vist sin godkendelse.
Efter opretholdelsen rejste den nye præsident sig for at tale: "Jeg kan ikke finde
ord til at udtrykke mine dybe og inderste følelser ... Ved den hellige begivenhed for 3
måneder siden, da jeg begyndte at forstå størrelsen af det overvældende ansvar, jeg
nu måtte påtage mig, gik jeg til det hellige tempel. Mens jeg sad i dybe og inderlige
tanker, betragtede jeg malerierne af disse Guds mænd - ædle og oprigtige mænd,
Guds ophøjede mænd - der var gået forud for mig i et lignende kald." Han gik over til at
berette om de særlige udnævnelser af og talenter hos de 10 mænd, der havde været
profeter før ham. Idet han mindedes Joseph Smiths karakterisering af sig selv, sagde
han: "Somme tider var det som om jeg også var som en ujævn sten, der rullede ned
fra et højt bjerg, idet jeg blev stødt og afslebet - af erfaringer formoder jeg - således at
jeg også kunne sejre og blive en sleben pil i den Almægtiges kogger."
Fra denne dag fortsatte kirken med at vokse og have fremgang under hans
beskedne, men faste ledelse. De, der arbejdede sammen med ham gennem årene,
siger, at der var kommet et ny rejsning over ham ... mere hellig, stærkere, mere
medfølende og langmodig. Og med en ny, åndelig dimension føjet til sit lange liv fuld
af erfaringer forbandt præsident Lee sin oplæring med en guddommelig kaldelse for at
berede vejen for Herren og Frelseren Jesu Kristi andet komme.
Præsident Lees oplæring i kirkens samordningskomité gav ham indblik i kirkens
internationale stade. Pga. hans direktiver modtager de hellige rundt omkring i verden
nu materialer, der specielt er fremstillet til deres kultur. Nye ungdomsprogrammer
bragte et nærmere samarbejde i stand mellem de gensidige uddannelsesforeninger og
præstedømmet. Missionærlektierne skulle virke mere tiltrækkende.
Kirkens medlemmer følte en særlig beundring og påskønnelse for præsident Lee
pga. hans behagelige væremåde og hans glæde over at være sammen med de
hellige. Præsident Paul Dunn fra De halvfjerds' første Råd sagde følgende om denne
egenskab: "Denne store profet finder på en eller anden måde tid til at komme ud blandt
folket. Han er til stede ved den ene og den anden konference, og han går den ekstra
mil for at være sammen med medlemmerne. Præsidenten kan ikke give håndtryk til
hver eneste i kirken, men han prøver på det. I hans korte tid som præsident har han
været til områdekonferencer i England, Mexico og Tyskland. Der har været adskillige
rundrejser og ungdomskonferencer. Han har benyttet enhver mulighed for at være
sammen med dem. De medlemmer, han har mødt, vil aldrig glemme ham. Han har givet
dem fornyet hengivenhed og troskab." "Der findes en form for kommunikation, hvor
ånder er i harmoni med hinanden," erklærede præsident Lee. "For at forstå mennesker
må man mærke deres ånd. Man må blande sig med dem."
En beretning, som præsident Lee fortalte ved det afsluttende møde under
generalkonferencen i april 1973, illustrerer hans liv og karakter. Han beskrev episoden
på følgende måde:
"Jeg led af et mavesår, der blev værre og værre. Vi havde rejst rundt i en mission.
Den næste morgen følte min hustru, Joan og jeg os tilskyndet til at rejse hjem så hurtigt
som muligt, selv om vi havde planlagt at blive til nogle andre møder.
På vor vej over kontinentet sad vi i den forreste afdeling af flyet. Nogle af kirkens
medlemmer sad i den næste afdeling. Da vi nåede et bestemt punkt på ruten, lagde en

Side 239
eller anden hænderne på mit hoved. Jeg så op, men der var ingen at se. Det skete igen,
før vi nåede hjem-nøjagtig på samme måde. Hvad eller hvem det var, får jeg måske
aldrig at vide, men jeg var klar over, at jeg fik en velsignelse, som jeg få timer senere
fandt ud af, at jeg havde hårdt brug for.
Så snart vi var kommet hjem, ringede min hustru meget bekymret til lægen. Klokken
var omkring 11 om aftenen. Han bad mig om at komme til telefonen og spurgte mig,
hvordan jeg havde det. Jeg er meget træt,' sagde jeg, Jeg tror, jeg klarer det.' Men kort
efter fik jeg en blodstyrtning så voldsom, at hvis det var sket, mens vi befandt os i flyet,
ville jeg ikke kunne stå her i dag og fortælle om det.
Jeg ved, at der er guddommelige kræfter, som griber ind, når al anden hjælp svigter
... Ja, jeg ved, at der er sådanne kræfter."
På mange måder er beretningen en parallel til præsident Lees liv i de helliges
tjeneste. Mens han rejste i næsten 40 år på kirkens vegne, var der altid en fast
og usynlig hånd, der beskyttede og velsignede ham. Fra sin rige barndom i Clifton,
Idaho, hvor han klædt i overalls udførte de daglige pligter, og til de tæppebelagte
kontorer i kirkens administrationsbygning i Salt Lake City fulgte præsident Lee trofast
Herrens ord. Hans barmhjertighed, varme og kærlighed voksede, efterhånden som det
åndelige slør mellem kirkens jordiske arkitekt og hans almægtige Skaber blev tyndere
og tyndere.
NB: Kort efter at denne artikel blev gjort klar til udgivelse, blev præsident Lee ramt
af hjerte- og lungekomplikationer; han døde den 26. december 1973 i en alder af 74 år.
Der blev afholdt begravelsesmøde i Salt Lake Tabernaklet lørdag den 29. december,
og mødet blev efterfulgt af jordfæstelsen på Salt Lake Citys kirkegård. Som kirkens
yngste overhoved i 40 år havde han virket som præsident i omtrent halvandet år. Da
præsident Lee blev opretholdt som præsident for kirken ved den højtidelige forsamling
i oktober 1972, sagde han: "Den egentlige optegnelse over min tjenestegerning i mit
nye kald vil blive den optegnelse, jeg har skrevet i hjerterne på dem, jeg har virket og
arbejdet sammen med i og uden for kirken."

Tolvte præsident
Spencer W. Kimball (1895- )
Af Dean May, kirkens historiske afdeling
Side 240
En navajo-mor samler sine børn tæt omkring det rygende ildsted, der forsyner deres
hytte med varme og lys. Den lille hytte, der er lavet af jord og brædder, kan næsten ikke
skelnes fra det snedækkede New Mexico landskab, hvori den ligger. Bilister, der jager
gennem landet i behageligt opvarmede biler, ville ikke bemærke familiens eksistens,
hvis ikke det var for den røgsøjle, der synes at stige lige op i den klare, kolde himmel
fra boligens midte.
Mexikanskfødte medlemmer sidder stille i en overfyldt kirkebygning. De bliver holdt
uden for talernes fulde betydning, bønnernes trøst og salmernes inspiration, fordi de
ikke taler det sprog, der benyttes af de fleste medlemmer i forsamlingen.
En soldat, der er strandet i en lille by langt borte hjemmefra, sidder uvirksomt ved et
busstoppested og venter på den næste forbindelse ud af byen. Byens indbyggere, der
har travlt med deres daglige pligter og hæmmes af deres naturlige generthed, hilser
ikke venligt på den fremmede og inviterer ham heller ikke til at spise middagsmad
sammen med familien, før aftenbussen skal køre.
Spencer W. Kimball, kirkens tolvte præsident, er en mand, der hele livet igennem
har været opmærksom på den glemte og den forsømtes tilstand. Han har lagt mærke til
navajo-moderen, det spansktalende medlem, den ensomme rejsende og har reageret
overfor deres behov med inderlig medfølelse. Hvis der er et enkelt ord, som kan
opsummere hans tjenestegerning, er det barmhjertighed. Præsident Kimball har aldrig
forsømt at give den sultne mad, tage sig af den fremmede og besøge de syge og
indespærrede, og ved sin adfærd har han været et eksempel på Frelserens påmindelse
om, at vi ikke må glemme de fattige i ånden.
Beretningen om præsident Kimballs familiebaggrund minder os om de stærke
bånd, der knytter nutidens hellige til dem, der hjalp med ved evangeliets gengivelse i
begyndelsen af forrige århundrede. En af præsident Kimballs bedstefædre, Heber C.
Kimball, blev ordineret til ældste af profeten Joseph Smith i 1832. Tre år efter blev
han kaldet til at være en af kirkens oprindelige tolv apostle, og han virkede som en
trofast rådgiver til Brigham Young. Han åbnede missioneringen i England i 1837 med
bemærkelsesværdig succes og deltog i en anden form for åbning ti år efter, idet han
var med det første kompagni hellige, der ankom til Saltsødalen i juli 1847.
Edwin D. Woolley, præsident Kimballs anden bedstefar, var også en nær
ven og bekendt af profeten Joseph Smith. Han ordnede også Brigham Youngs
forretningsanliggender og virkede i næsten 3 årtier som biskop for Thirteenth ward i
Salt Lake City.
Som apostel og kirkeleder er præsident Kimball især kendt for sit arbejde med
de amerikanske indianere. Han er blevet kaldt for "apostlen til lamaniterne" og har
viet meget af sin opmærksomhed på at forbedre indianernes levestandarder - især
i den sydvestlige del af Amerika. Længe før minoritetsgrupper blev bemærket af
de fleste amerikanere, arbejdede præsident Kimball utrætteligt på at vække offentlig
interesse og fremme aktiviteter, der kunne hæve levestandarden for de mest forarmede
minoritetsgrupper.
I en patriarkalsk velsignelse, som den unge Spencer havde modtaget, da han var
11 år gammel, var det blevet lovet ham, at han ville "forkynde evangeliet til mange
folk, men især til lamaniterne, for Herren vil velsigne dig med sprogets gave og kraft

Side 241
til at fremstille evangeliet meget tydeligt for dette folk". Kaldet, der førte til opfyldelsen
af denne profeti, kom fra præsident George Albert Smith i 1946, da han bad broder
Kimball om at arbejde med kirkens indianske program. Ved en konference, hvor ældste
Kimball talte om sin nye opgave, udtrykte han sit håb om, at han kunne "få hele verden
til at græde for Lehis børn". Hans artikler Umprovement Era i 1948 om "Navajoen - Hans
vanskelige situation" gjorde kirkens medlemmer opmærksomme på den fattigdom og
mangel på muligheder for forbedring, der kendetegnede livet i indianerreservaterne på
daværende tidspunkt. Ældste Kimball virkede i et kvart århundrede som formand for
kirkens indianerkomite og iværksatte Indian Student Placement Program(1), et af de
bedste af alle indianske hjælpeprogrammer. Han har hjulpet andre til at føre princippet
om uselvisk at dele med andre ud i livet - dette princip har karakteriseret hans eget liv.
(1) Dette program anbringer sidste dages hellige indianerbørn i sidste dages hellige
hjem gennem skoleåret. Familier deler deres hjem, midler og hjerter med unge
indianere, der ellers ville blive berøvet chancen for at få en god uddannelse.
Præsident Kimballs interesse for indianere er muligvis en arv fra hans far, Andrew
Kimball - en af Heber C. Kimballs og Ann Gheens yngste sønner. Andrew Kimball blev
kaldet på mission til Indian Territory (nu Oklahoma) i 1885, kun 3 år efter sit giftermål
med Olive Woolley, en datter af biskop Edwin D. og Mary A. Woolley. Efter at have
virket som missionær i 2 år blev Andrew sat til at lede Indian Territory missionen,
og dette ansvar beholdt han indtil 1897 - kun afbrudt af lejlighedsvise besøg til Salt
Lake City for at tjene til livets ophold for sin hustru og voksende familie. Det var i
denne periode af forældrenes liv, at drengen Spencer blev født den 28. marts 1895 i
et lille murstenshus, der stadigvæk står på hjørnet af Fourth North og Third West i Salt
Lake City. Sammen med sine missionærpligter virkede Andrew også som kommissær
for Utahs forfatningsmæssige kongres. Selv om han var en stærk forkæmper for
kvinders valgret, foreslog han alligevel godmodigt, at drengen skulle opkaldes efter en
af hans modstandere i dette spørgsmål, nemlig B. H. Roberts(1). Drengens mor, "en
begejstret tilhænger af kvinders politiske stemmeret," der "fuldt ud forstår betydningen
af ligeberettigelse," satte sig imidlertid imod dette forslag. "Og derfor," som præsident
Kimball senere har bemærket, "indgik mine forældre et, kompromis' og jeg kom til at
hedde Spencer Woolley Kimball." Han var det 6. barn i en familie, der senere forøgedes
med endnu 5 børn.
(1) Brigham Henry Roberts (1857-1933) tidligere medlem af De halvfjerds første
Råd.
Spencers far blev afløst fra sine ansvar i missionsmarken på et tidspunkt, da der
blev oprettet mormonkolonier i Arizona. Præsident Kimball mindes: "Min kære, lille mor,
der praktisk talt havde været enke i 12 år, var dødsensangst for, at hendes mand ville
blive kaldet til Arizona." Hendes frygt var velbegrundet, for samme vinter blev Andrew
Kimball kaldet til at være præsident for St. Joseph stav i den afsidesliggende, sydøstlige
del af Arizona territoriet. Spencers mor, der var ulykkelig over at skulle forlade sin
familie og sit hjem i Utah, men som var fuldkommen loyal over for sin ægtemand og
hans kaldelser, "brød broerne af og sagde farvel til et virkelig godt liv uden at vide, om
hun nogensinde ville få sine kære at se igen".
Familien - far, mor og 7 børn - forlod Salt Lake City i et forårsregnskyl og rejste i to
døgn med toget til Grand Junction og Pueblo, Colorado; videre til Deming, New Mexico
og derpå østpå gennem kaktusørkener til Gila Valley i det sydlige Arizona. Deres
bestemmelsessted, Thatcher, var for lille til at have en banegård. Toget standsede
blot og lod familien stige ned ved siden af sporet. Familien Kimball følte sig uden

Side 242
tvivl opmuntret ved ankomsten, hvor de ventende hellige som velkomst strøede en
mængde roser ud foran dem. Selv om hele ørkenen endnu ikke blomstrede, var
der i det mindste roser nok i den lille koloni til at give familien Kimball en hjertelig
mormonvelkomst til deres nye hjem. Ligesom deres forældre før dem havde været
banebrydere i Saltsødalen, forlod Andrew og Olive de goder, deres forældre havde
været med til at frembringe, og var nu parate til at hjælpe med udviklingen af et
afhængigt mormonsamfund i Gila Valley, Arizona. Familien ville fremover være bundet
til den opgave at bringe civilisation og overflod til et ørkenland. Som Spencer senere
mindedes, var det hans fars opgave "at bringe sit folk alt det, der ville give dem vækst
og udvikling, og ikke efterlade dem som et lille samfund i ørkenen, men gøre dem til
en del af det værk, der var under udvikling".
Da familien flyttede til Arizona, var Spencer 3 år gammel, og han voksede og trivedes
som det samfund, der var hans nye hjem. En aften kom en nabo forbi for at tale med
Andrew, og han lagde mærke til, at drengen sang, mens han malkede køerne. Faderen
vendte sig mod sin nabo og kom med en profetisk vurdering af sin unge søns fremtid:
"Broder, den dreng Spencer er en usædvanlig dreng," sagde Andrew. "Han prøver altid
på at adlyde mig, ligegyldigt hvad jeg beder ham om at gøre. Jeg har indviet ham til at
blive et af Herrens talerør - om Herren vil. Du vil en dag se ham som en stor leder. Jeg
har indviet ham til Guds tjeneste, og han vil blive en stor mand i kirken."
Spencer var altid trofast til stede ved kirkens møder. En dag, mens han trampede
hø for sine brødre, bekendtgjorde han, at han skulle i primary. Da brødrene hævdede,
at de havde brug for ham og ikke ville give ham lov til at gå, benyttede Spencer - der
vidste, at faderen ville have ladet ham gå - sin første chance, sprang ned fra vognen og
var på vej, før brødrene havde lagt mærke til, at han var væk. Denne faste troskab over
for de rette formål er vedblevet med at være en del af hans karakter, og den bidrager
til den succes, han har opnået som kirkeleder.
Spencer bar sin andel af hjemsøgelser som barn. Da han var 7 år gammel, var
han lige ved at drukne, da han trådte ned i et dybt hul i udkanten af en sø ved et
lokalt udflugtssted, kendt som Cluffs ranch. Da han var 10 år gammel, led han af en
delvis lammelse af ansigtsmusklerne. Hans søskende drillede ham godmodigt med
det sjove ansigt, han lavede, når han smilede ("en ensidig affære" kaldte præsident
Kimball det for sjov). Da lammelsen ikke fortog sig ved lokale lægers behandling, bad
Spencers far andre præstedømmebærere om at hjælpe ham med at salve sin søn.
Efter få ugers forløb fik Spencer igen kontrol over sine ansigtsmuskler og genvandt
fuldstændig helbredet. Hans mor døde, da han var 11 år gammel, og det var årsag til
et stort savn og nødvendiggjorde forandringer, der var smertelige for et barn i så ung
en alder.
I sin ungdom fortsatte Spencer sin faste efterlevelse af kirkens principper. Han gik
frem i det aronske præstedømmes embeder med fremragende tilstedeværelses- og
aktivitetsoptegnelser. Som 14-årig var han søndagsskolelærer, og mens han endnu
var i begyndelsen af teenageårene, virkede han som hjemmelærer, wardsdirigent,
kormedlem og medlem af stavens søndagsskolebestyrelse. Da han var 22 år gammel,
blev han sekretær for St. Joseph stav.
Engang tog den unge Spencer og en ven et job med at aflæsse godsvogne i
Californien. Han udholdt villigt de lange timer og det hårde arbejde, jobbet krævede,
men blev mere og mere vred over det vulgære sprog, der flød i en uafbrudt strøm
fra hans arbejdskammerater. Til sidst gik han og vennen i desperation til formanden
og sagde, at de blev nødt til at holde op. Formanden udbad sig en forklaring, og da

Side 243
han fandt ud af grunden til deres planlagte afrejse, bad han dem om at komme tilbage
om to dage. Da de to unge mænd meldte sig igen, fik de et nyt job med at åbne
jernbanevognene og undersøge dem, før de blev aflæsset. Præsident Kimball huskede
spøgefuldt, at "den første vogn, vi åbnede, var læsset med chokolade. Det varme vejr
havde smeltet ladningen, og der dryppede chokolade ud fra hver eneste kasse. Vi
havde fået et bedre job og også et, der var sødt".
Midt i alle sine kirkeaktiviteter fandt Spencer tid til andre beskæftigelser. Han
arbejdede sig gennem gymnasieklasserne på kirkens Gila Academy i Thatcher (nu
statsskolen, Eastern Arizona Junior College) ved at tilbringe somrene med at malke
køer på et mejeri 145 km borte i Globe, Arizona. Selv om han var et halvt hoved
mindre end de andre medlemmer af akademiets basketballhold, blev han topspiller
pga. talent og flid. Han var også aktiv i forskellige former for musikalske programmer,
idet han både sang og spillede klaver. Da han havde taget eksamen i 1914, udtrykte
hans far, der talte ved dimissionsfesten, sin taknemmelighed over den ære, klassen
havde vist hans søn ved at vælge ham som præsident for studenterforeningen. Derpå
overraskede han tilhørerne, og tilsyneladende også Spencer, ved at antyde, at drengen
ikke som planlagt straks skulle begynde på college, men ville få mulighed for i 2 år at
gøre praktisk brug af det tyske, han havde studeret i skolen.
Kaldet til den schweizisk-tyske mission blev imidlertid forandret pga. første
verdenskrigs udbrud i Europa, og Spencer tjente i stedet for i midtstaternes mission.
Der udviklede han en fremgangsmåde ved døren, der - hvis den ikke skaffede nye
medlemmer - i hvert fald lokkede venlige smil frem. Han spurgte en kvinde, der skulle
til at smække døren i hovedet på ham, om det nye klaver i dagligstuen var et Kimball.
Da hun svarede, at det var det, sagde han: "Det hedder jeg også. Må jeg komme ind og
synge og spille for Dem?" Derpå kom han ind og sang "O min Fader" (Sange, nr. 195)
for husets beboere. Det var bestemt et af de mere usædvanlige midler, missionærerne
har udviklet for at vinde et lydhørt øre. Ældste Spencer Kimball afsluttede sin mission
som præsident for Missouri distriktet med ca. 30 missionærer under sig. "Min mission
hjalp mig til at blive stabil, organiseret og åndelig," mindedes præsident Kimball. "Den
styrkede mit vidnesbyrd. Den bragte min karakter og mit liv i faste former ... Jeg fik
megen erfaring i at behandle mennesker og problemer, i at lede og at overdrage ansvar,
hvilket alt sammen på et mindre plan har givet mig nogen forberedelse til det arbejde,
jeg må udføre i dag."
Da han vendte hjem fra sin mission, begyndte han på Arizona State University i
Tempe, Arizona. Senere blev han tilmeldt Brigham Young University i Provo, Utah,
men blev indkaldt til en lokal militærenhed i Arizona, der forberedte sig til at drage i
krig. Våbenstilstanden blev imidlertid underskrevet, før delingen blev sendt af sted, og
han var i stand til at blive i sin hjemegn.
I denne periode tog Spencer et arbejde, hvor han skulle grave efter den mest
værdifulde ressource i et ørkenområde - vand. Han og en fosterbror fik tildelt et arbejde,
der krævede, at de slog lejr i et afsidesliggende område en uge ad gangen, mens
de gravede brønde og sidetunneller for at lokke vand ud af den tørre-jord. En gang
om ugen fik de den lokale avis, Graham Country Guardian. En uge lagde Spencer
mærke til et billede af en smuk pige, på forsiden. Det var Camilla Eyring, der for nylig
var flyttet til området fra Utah (hvor hun havde studeret), og som skulle undervise på
Gila Academy det kommende år. Familien var blevet landsforvist fra Mexico under
revolutionen. Præsident Kimball mindes: "Jeg fortalte min forsterbror og mig selv, at
denne pige skulle blive min hustru. Jeg gifter mig med denne pige,' sagde jeg." Så snart
han vendte tilbage til dalen, opsøgte han hende og begyndte at gøre kur til hende. Ved

Side 244
efterårstid havde han indfriet sit løfte, og det var lykkedes ham at vinde hendes hånd.
De blev gift i november 1917.
Camilla, en datter af Edward C. og Caroline Romney Eyring, har været en ideel
ledsager for præsident Kimball. Deres ægteskab er blevet velsignet med 4 børn: 3
sønner, Spencer, Andrew og Edward samt en datter, Olive. Olive, nu fru Grant M.
Mack, er medlem af tabernakelkoret. Spencer var dekan for de juridiske fakulteter på
University of Utah og University of Wisconsin; Andrew bor i New York City og er en
ledende skikkelse hos General Electric(1); og Edward er professor i jura på Brigham
Young Universitys juridiske fakultet (J. Reuben Clark, Jr., Law School). Foruden de 4
børn har præsident og søster Kimball 27 børnebørn og 12 oldebørn.
(1) Et stort amerikansk selskab, der fabrikerer elektriske maskiner.
Broder Kimball fortsatte med at udmærke sig i Arizona gennem aktivitet i kirken
og i samfundsanliggender. Han sad i bestyrelsen for det lokale handelskammer, var
distriktsmedlem af Rotary International og blev valgt som byrådsmedlem i Thatcher,
Arizona.
Han udførte også fremragende tjeneste som leder inden for spejdersporten,
og under anden verdenskrig ledede han lokale bestræbelser for at rejse penge
til the United Service Organization (USO), en tjenesteorganisation tilknyttet
krigsbestræbelserne for at skaffe adspredelser og andre faciliteter til rejsende soldater.
Blandt sine mange andre aktiviteter virkede han som sekretær og bestyrelsesmedlem
for uddannelse på Gila Junior College, og han hjalp med at oprette Gila Broadcasting
Company, KGLU, den første radiostation i Gila Valley. Desuden deltog han i stiftelsen
af KimballGreenhalgh forsikringsselskab, som han hjalp med at gøre til et indbringende
foretagende.
Efter at have virket som rådgiver i St. Joseph staven siden han var 29 år, blev
han valgt til at være den første præsident for Mt. Graham staven i Arizona, da den
i 1938 blev delt fra St. Joseph staven. Han virkede i denne stilling i b år. I juni
1938 hjalp han som stavspræsident med undsætningen og rehabiliteringen i området
Duncan, Arizona, efter Gilaflodens ødelæggende oversvømmelse. Hans arbejde som
stavspræsident gav ham mulighed for yderligere erfaring og vækst i at tjene de
nødstedte.
Han boede sammen med sin familie i et bekvemt, nylig færdigbygget bondehus i
nærheden af Safford, Arizona, da han i juli 1943 fik en telefonopringning, der forandrede
hans verden lige så dramatisk, som hans fars kald til at drage til Arizona næsten et
halvt århundrede tidligere havde gjort. Da han kom hjem fra arbejde ved middagstid
den 8. juli, hilste hans søn ham begejstret med en meddelelse om, at der var en
telefonsamtale fra Salt Lake City. Det var præsident J. Reuben Clark jun., der fortalte
præsident Kimball, at han var blevet kaldet til at udfylde et af de ledige embeder i De
tolv apostles Råd. "Det kom som et lyn fra en klar himmel," mindedes han senere.
Lamslået over det ærefrygtindgydende ansvar, han stod overfor, trak ældste
Kimball sig tilbage til en lang renselses- og meditationsperiode. "Modstridende tanker
strømmede gennem mit sind," erindrede han, "stemmer, der syntes at sige: Du kan
ikke klare arbejdet. Du er ikke værdig. Du har ikke evnerne' - men til sidst kom altid
den sejrende tanke: Du må udføre det arbejde, du har fået overdraget - du må gøre
dig selv dygtig, værdig og kvalificeret."' Da en klient antydede, at hans afrejse kunne
være ensbetydende med virksomhedens ruin, mindede ældste Kimball manden om
Lukas' råd, at et menneskes liv ikke afhænger "af det, han ejer" (Luk. 12:15). Broder

Side 245
Kimball fortalte endvidere sin ven, at "alle værdipapirer, jordbesiddelser, huse og
husdyrbesætninger blot er ting, der har så lidt betydning i et menneskes rige liv".
Idet han fik støtte gennem Nephis forsikring om, at Herren "åbner en udvej for dem,
så at de kan udføre det, som han befaler dem" (1 Ne. 3:7), tog ældste Kimball imod den
høje kaldelse som Herrens apostel i oktober 1943. I en alder af 48 år var han vidne til
opfyldelsen af en patriarkalsk velsignelse, der var blevet givet hans mor for mange år
siden, da hun stod barnløs efter sit første barns død, mens hendes mand var optaget af
missionæraktiviteter langt fra hjemmet. "Du vil blive talt blandt Israels mødre," lovede
patriarken Olive Woolley Kimball. "Dine sønner skal blive stjerner af største betydning
i din krone, de skal være sunde, stærke og livskraftige og hjælpe med at lede Guds
hensigter i denne sidste uddeling."
Som apostel viede broder Kimball meget af sin opmærksomhed - foruden sit
arbejde med indianerne, til kirkens missionærprogrammer. I mange år virkede han som
formand for kirkens udøvende komite for missioneringsprogrammer over hele verden,
idet han interviewede, opmuntrede og velsignede titusinder af missionærer. Hans
rundrejser i missioner førte ham rundt i hele verden, men i sine missionærbestræbelser
hjalp han især de spansktalende missioner i Nord-, Mellem- og Sydamerika.
Da ældste Kimball organiserede Mellemamerikas mission i 1952, besøgte han
hovedstaden i Honduras, Tegucigalpa, sammen med andre kirkeledere, der arbejdede
i området. En morgen serverede en usædvanlig opmærksom tjener morgenmad for
dem på hotellet. En af de tilstedeværende foreslog, at de skulle give manden en pjece.
"Broder," svarede ældste Kimball. "du ser på den første ældste i Honduras." Manden
fik et eksemplar af Mormons Bog, og efter adskillige måneders studium, hvor ældste
Kimball skrev mange opmuntrende breve, blev manden døbt sammen med den første
gruppe omvendte i Honduras. Selv om missionærerne, der planlagde mødet, ikke var
klar over præsident Kimballs profeti, var manden den første, der blev døbt, og han blev
senere den første i landet, der blev ordineret til ældste.
Ældste Kimball organiserede også den spansk-amerikanske vestlige mission i den
nedre del af Californien, Arizona og Nevada i 1958. Da han besøgte stavsledere i
området, henstillede han indtrængende til, at mindst en bøn, et vidnesbyrd og en sang
var på spansk. "Kirken må aldrig påtage sig den rolle at tvinge det spansktalende folk
til at lære engelsk," skrev han ved denne lejlighed. "Kirken er til for folket og ikke folket
for kirken."
Med karakteristisk betænksomhed benyttede ældste Kimball lejligheden til at sende
et brev til forældrene til hver eneste missionær, han mødte på sine mange rundrejser,
idet han roste dem og takkede dem for det arbejde, deres søn udførte.
Foruden missioneringsarbejde fremhævede ældste Kimball ofte over for kirkens
medlemmer familiens betydning som den centrale enhed, der skulle undervise
kommende generationer i sande værdier og idealer. Idet han har et rigt og lykkeligt
familieliv i sit eget hjem, har han opmuntret andre til at arbejde på at gøre denne
yderst vigtige velsignelse til en del af deres eget liv. Han har også skrevet to bøger,
Tilgivelsens mirakel og Faith Precedes the Miracle, der begge læses meget af kirkens
medlemmer. Han blev hædret i 1969 af Brigham Young University, da han fik tildelt
æresdoktorgraden i jura.
Mens ældste Kimball udførte sit arbejde som apostel, måtte han overvinde alvorlige,
fysiske hindringer. 11957 gennemgik han en operation for en ondartethed i struben.
Da der var fare for, at han skulle miste stemmen, blev han salvet af præsident J.
Reuben Clark jun. med assistance af ældsterne Harold B. Lee og Henry D. Moyle.

Side 246
Broder Kimballs stemme vendte mirakuløst tilbage; den fik et lavere tonefald og blev
mere ru, hvilket blot syntes at give den mere værdighed. 11971 gennemgik han en
hjerteoperation. Velsignet med dygtige læger og stor ukuelighed og viljestyrke har han
oplevet en hurtig og fuldstændig helbredelse. Da præsident Kimballs hustru for nylig
henviste til hans helbred, gav hun udtryk for sin følelse af, at "vi har set et mirakel, hvad
angår hans helbred. Der er kommet en styrke til ham i de sidste 20 år".
Det ville have krævet en særlig gave af styrke selv for en fuldstændig rask
mand at overholde den hårde tidsplan, som præsident Kimball har gennemført som
generalautoritet. Han er kendt for at have taget sin skrivemaskine med sig på bilture for
at vedligeholde sin store korrespondance, mens andre kørte bilen. På missionsturneer
har han talt med lokale medlemmer og vejledt dem til langt over midnat, altid stillet over
for nødvendigheden af at stå tidligt op for at begynde en ny runde af møder, konferencer
og interviews.
Præsident Kimball har fortsat sin aktivitet og interesse i musik ind i sit livs 8. årti.
Billedet af en apostel, og nu profet, der spiller på orgel, når der synges salmer ved Det
øverste Præsidentskabs og De Tolvs ugentlige møder, er særlig gribende i sit eksempel
på ydmyg og trofast tjeneste. Præsident Kimball viste en sand Guds tjeners værdighed,
da han påbegyndte sit ansvar som kirkens 12. profet, seer og åbenbarer. "Vi bad om, at
det aldrig ville ske," sagde han ved præsident Lees død. "Aften og morgen hver eneste
dag bad vi om et langt liv og sundhed for præsident Lee. Jeg vidste, at ansvaret kunne
tilfalde mig, men jeg tragtede ikke efter det. Nu vil jeg gøre mit bedste."
Blandt præsident Kimballs store ansvar som præsident og profet er opgaven med at
bringe kirken frelst gennem en periode, hvor den ophører med hovedsagelig at bestå
af vestamerikanere og hurtigt er ved at blive virkelig international i sammensætningen
af medlemmer. Med sin grænseløse barmhjertighed for dem, hvis stemmer alt for ofte
går tabt i de almene aktiviteters røre, er præsident Kimball den ideelle leder til at føre
Herrens værk gennem de tilpasninger og omskiftelser, der udfordrer det. Som profet
for kirken i 1970'erne og begyndelsen af 1980'erne lægger han stadigvæk mærke til
navajo-moderens råb, det ikke-engelsktalende medlem og den ensomme rejsende.