Download her. - Centralasiatisk Selskab

Oxus
Rebiya Kadeer, Alexandra Carelius: Die Himmelsstürmerin. Chinas
Staatsfeindin Nr. 1 erzählt aus ihrem Leben. München, Wilhelm Heyne Verlag
2007. 414 p. ISBN 978-3-453-12082-2
læser af denne bog spurgte mig, om jeg virkelig
troede, at kineserne begik alle de grusomheder
mod ughurerne, som bogen beskriver. Han mente
grusom tortur, mord, tvangsforflyttelser,
bogafbrændinger etc.
Åh jo, hvad der skete for tibetanerne og andre
såkaldte mindretal skete også for uighurerne.
Forskellen er blot, at tibetanernes sag har påkaldt
sig international bevågenhed på grund af Dalai
Lamas popularitet (som alligevel ikke hjælper
tibetanerne på grund af vestlige politikeres
fejhed), mens ingen indtil i dag har talt om
uighurerne og de andre etniske grupper som
systematisk sinificeres eller rent fysisk
tilintetgøres (det skal heller ikke glemmes, at det
var i Xinjiang, Kina udførte sine
atomprøvesprængninger).
Som mange læsere måske ved, er uighurerne en
etnisk gruppe af tyrkisk oprindelse; de taler et
tyrkisk sprog, som er tættere beslægtet med det
Oxus 2007, Nr. 3-4
af Wolfgang-E. Scharlipp
tyrkisk, der tales i Tyrkiet, end med for eksempel
kazakhisk eller kirgisisk. Deres antal anslås til ca.
9 millioner, af hvilke de ca. 200.000 lever i
Kazakhstan.
Efter at uighurernes steppeimperium i hvad der i
dag er Mongoliet var blevet indtaget af kirgiserne i
840, flygtede størstedelen af dem i forskellige
retninger. En gruppe af dem bosatte sig i
Østturkestan, indtil da primært var beboet af
indoeuropæere, hvor de få år senere grundlagde et
kongerige, hvor buddhismen spillede den største
rolle i deres kultur. Hele dets levetid var dette
kongerige kendetegnet ved stor etnisk og religiøs
tolerance. Tyrkfolk og indoeuropæere, buddhisme,
manichæisme og kristendom eksisterede fredeligt
sammen side om side (store mængder litteratur
om uighurernes historie og kultur kan findes i:
Bibliographie alttürkischer Studien. Ausgewählt
und chronologisch angeordnet von Volker Adam,
Jens Peter Laut und Andreas Weiss. 127 s.
Wiesbaden 2000).
Dette er rette øjeblik til at oplyse læseren om
eksistensen af ”uighurologi”, læren om uighurisk
kultur og historie, som blomstrede i de første
årtier af det 20. århundrede ved adskillige
europæiske videnskabelige institutioner. Selv i dag
spiller uighurologien en vis rolle ved nogle tyske
universiteter, såsom Freie Universität Berlin og
universiteterne i Bamberg og Freiburg.
Dette er en selvbiografi over en af de mest
fremtrædende uighurpersonligheder, Rebiya
Kadeer, som udfordrede den kinesiske
besættelsesregering praktisk taget hele sit liv og
nu lever i eksil. Skønt der i beretningen om
hendes liv jævnligt refereres til politiske
hændelser, skal man ikke forvente sig en
systermatisk gennemgang af de moderne
uighurers historie.
Tiden før Rebiya Kadeers fødsel ridses kort op.
Her fortælles om den kortlivede ”Østturkestanske
Republik”, oprettet i 1944 i magttomrummet
under 2. verdenskrig mellem de russiske og
kinesiske stormagter. Da Kina indgik en pagt med
Stalin i 1950 – Rebiya var da 2 år gammel – blev
Øst Turkestan overdraget til Kina og siden da
kaldt Xinjiang, ”Ny Grænse Provins”, for hvilket
”Sinkiang” er en europæiseret udtale.
34