Download her. - Centralasiatisk Selskab

More documents

Recommendations

Info

Oxus En udiplomatisk diplomat i Langtbortistan af Ditlev Tamm, professor, dr.jur. & phil. Portræt. Ditlev Tamm tegner her et portræt af Uzbekistan og en modig engelsk diplomat, der har skrevet en bog om forholdene i et for de fleste ukendt diktaturland. Uzbekistan er et land i Centralasien. I areal lidt mindre end Spanien med en befolkning på godt 25 millioner indbyggere og dermed det mest folkerige land i regionen. Danmark har ingen diplomatisk repræsentation i landet, der er ukendt land for mange, og som mest vil være kendt som stedet, hvor man kan besøge Silkevejens gamle byer med klangfulde navne som Samarkand, Bukhara og Khiva. I én ende af landet finder man den næsten udtørrede Aral-sø, i en anden den frugtbare Ferghana-dal. Hovedstaden Tasjkent var i Sovjettiden den fjerdestørste by i Sovjetunionen. Landets historie er lang og kompliceret, for i virkeligheden er Uzbekistan slet ikke noget land, men en samling af mindre stater med flydende grænser, som efter russisk erobring i slutningen af det 19. århundrede blev slået mere eller mindre sammen og i den skikkelse efter revolutionen blev en Sovjetrepublik. Oxus 2007, Nr. 3-4 Efter Sovjetunionens opløsning blev landet selvstændigt og er siden med hård hånd blevet styret af en diktator, der hedder Islam Karimov, og som befolkningen oplever i det fjerne, når han hver morgen i kortege kører ind fra sin luksuøse landsted uden for Tasjkent til sit kontor i centrum og på et eller andet tidspunkt hjem igen. Men han er skam nærværende. Indtægterne af en betydelig del af landets naturlige ressourcer af bomuld og naturgas ender i diktatorens lommer, infrastrukturen i landet er elendig, økonomien haltende trods naturrigdomme, mens scoren for menneskerettighedskrænkelser er i top. Spændende og eksotisk at besøge, skræmmende og ubehageligt, så snart der gås bag de ikke særlig pyntede kulisser. I årene 2002 til 2004 hed Storbritanniens ambassadør i Tasjkent Craig Murray, en skotte, der havde gået i normal skole og på et andet universitet end Oxford og Cambridge og derfor faldt lidt uden for prototypen på en britisk diplomat. Det mente han i hvert fald selv, og den måde han valgte at repræsentere sit land på i Uzbekistan var også usædvanlig. Han har skrevet en bog om det, som udkom sidste år på engelsk som Murder in Samarkand. Bogen har ikke fået megen omtale i Danmark, hvor interessen for Uzbekistan af forståelige grund er behersket. Der foregår så mange menneskerettighedskrænkelser rundt omkring, og at beskæftige sig med dem i Uzbekistan er hverken egnet til at sætte humøret i vejret eller i øvrigt få et mere positivt syn på verdens fremtid. Sådan kunne en udenlandsk ambassadør på stedet formentlig også ræsonnere. Det er næppe en udenrigstjenestes mest attraktive post at komme til et land, hvor parlamentet er en farce, diktatoren snu og brutal og respekten for diplomater eller den øvrige verden kan ligge på et meget lille sted. Det er om at holde ud, overleve selskabeligt på de andre ambassader, sætte et venligt ansigt op, når man udkommanderes til at høre på systemets hule fraser og så ellers håbe på forfremmelse til en anden post. Sådan valgte de fleste af de få europæiske ambassadører at gøre i den tid, Murray var i Tasjkent. Kun den amerikanske ambassadør var mere aktiv for at skaffe et godt forhold til Karimov, som på det tidspunkt var USAs allierede i »kampen mod terrorismen«, og amerikanerne var derfor ivrige for at acceptere oppustede økonomiske oversigter fra uzbekernes side og for at bagatellisere grove menneskerettighedskrænkelser. Nu var man i 18
gang med den slemme Saddam Hussein, og hertil havde man brug for den ikke meget bedre Karimov. Den form for logik nægtede Murray at acceptere. For ham blev det mere og mere uholdbart, at den engelske regering med Jack Straw som udenrigsminister valgte at se bort fra enhver kritik af regimet i Uzbekistan for at støtte amerikanerne. Murray valgte den for en diplomat helt usædvanlige kurs at overvære uzbekiske skinretssager, at afsløre tortur og at forlange, at man hjemme i England tog aktivt stilling til det faktum, at man benyttede udsagn indhentet ved tortur i Uzbekistan som led i terroristbekæmpelse. For Murray var Englands ældgamle frihedstraditioner vigtigere, og han ikke blot støttede aktivt menneskerettighedsforkæmpere, han indberettede landets virkelige tilstand til myndighederne, og han sagde sin mening, når han officielt fik mulighed for det. Det fik han ikke megen tak for i det engelske udenrigsministerium, hvor man gang på gang søgte at chikanere ham, indtil han i 2004 fik sin afsked. Hele dette spil skildres i bogen, der som en roman af Graham Greene afdækker diplomatiets krinkelkroge både udadtil og på de indre linier. Danske læsere, som vil erindre den engelske udenrigsminister Jack Straws kujonagtige reaktion på den danske Muhammed-krise sidste år, får ikke just et andet syn på denne politiker, men morsom er beskrivelsen af de bonede gulve og spillet i korridorerne. Murray er helt åbenlyst glad for andre damer end sin kone, og han kan også godt lide at opsøge den smule natteliv, der nu kan findes i Tasjkent og andre af byerne i Uzbekistan, som kun vanskeligt åbner sig for fremmede. Det skriver han åbenhjertigt om og formentlig mere end det er strengt nødvendigt at kende til for at acceptere hans engagement i menneskerettighederne i det land, hvori han nu engang var sat til at repræsentere den engelske dronning og Union Jack. Men historierne hører alligevel med i billedet, når vi skal forstå, hvordan ambassadørens livsførelse sammen med hans for udenrigsministeriet ubekvemme påpegning af den undertrykkelse, der karakteriserer Karimovs regime, gradvis var med til at fylde det bæger op, som til sidst løb over. Vi møder en diplomatisk tradition, der i stedet for stolthed over et mandfolk, der tør sige sandheden og hævde det britiske imperiums ære, ligger under for pres og løgn og er med til at legitimere en af verdens mest usympatiske diktatorer, som hensynsløst udbytter sit land og holder dets befolkning i uvidenhed. Hvornår, kære læser, har De sidst mødt en uzbek? Nej, vel. Uzbekerne bliver, hvor de er. Oxus Oxus 2007, Nr. 3-4 I øvrigt blev alliancen med Karimov kun en parentes. De amerikanske baser i Uzbekistan er nu lukket, naturgassen sælges nordpå, hvor de ikke spørger så meget, og udviklingen i Uzbekistan er gået i stå. Er der nogle, for hvem Sovjetunionens opløsning blev til det værre, så er det de centralasiatiske republikker, som i stedet for sovjetstyret fik skrupelløse ledere. Det er ikke uden ironi, at en af de uzbekiske ledere i sovjettiden, som selv russerne fandt for grov, i dag lægger navn til hovedgader i uzbekiske byer. Engang var det general Kauffmann, som var den russiske kommanderende general i den russiske ekspansion, vi kender som »The great game«, hvis statue prydede centrale pladser. Så blev det Lenin og andre sovjetiske koryfæer. I dag er den uzbekiske identifikationsfigur mongolen Timus Lenk eller Tamerlan, der som en ætling af Djengis Khan erobrede store dele af Centralasien, og hvis efterkommere residerede dér og i Nordindien. Timur Lenks gravmæle ligger i Samarkand, hvor man kan se ruinerne af hans kæmpemoské og andre vidnesbyrd om en kunstnerisk storhedstid, som ikke har ret meget med det nuværende uzbekiske folk at gøre. På den måde symboliserer han jo også ganske rammende magten i et land, der styres som det nu engang gør. Man kan køre de knap 500 km fra Tasjkent til Samarkand uden at finde en restaurant eller så meget som et toilet undervejs. Regimet er fuldstændig ligeglad med turisme og andre forbindelser til en verden, som kun er til besvær, når den støtter uzbekisk opposition eller er med til at gøre opmærksom på de oprørende forhold i landet. Craig Murray var en af dem, der betalte prisen for at sige fra over for et regime, der selv som allieret er for slemt. Det er der kommet en underholdende bog ud af, der fortjener at blive læst af de mange, som ikke er klar over, hvad det egentlig er der foregår i den verden, som vi lettere overbærende betegner som stan’er. Der er ikke nødvendigvis særlig rart i Langtbortistan, og selv om vi ikke rigtig kan gøre noget ved det, så er og bliver netop den offentlige opmærksomhed omkring krænkelserne den eneste måde at svække diktaturet og hjælpe de mennesker på, der sætter livet på spil for et bedre samfund. Murray betalte med stillingen. Andre er det gået langt værre. Efter sin fratræden som ambassadør blev Murray en aktiv kritiker i engelsk deltagelse som støtte for USA i Irak. I år blev han i øvrigt valgt som rektor for universitetet i Dundee. Første gang bragt i Berlingske Tidende 3. juli 2007 19
Page 1 and 2: OXUS Nyhedsbrev for Centralasiatisk
Page 3 and 4: Oxus Redaktionelt Centralasiatisk S
Page 5 and 6: Selskabsnyt Ændringer i bestyrelse
Page 7 and 8: Dilbèr - Nattergalen fra Xinjiang
Page 9 and 10: Havde det ikke været for Dilbèrs
Page 11 and 12: Folk Songs From Spain, Finland and
Page 13 and 14: Heldigvis kunne han dog stadig dyrk
Page 15 and 16: Bøger: Untersuchungen zur Morpholo
Page 17: Oxus En ung Wolfgang Scharlipp ved
Page 21 and 22: Foto: Pia Dyrhagen Sidst i juli gen
Page 23 and 24: Oxus Plov - Usbekistans nationalret
Page 25 and 26: Persisk Juvelris - Javaher Polow (6
Page 27 and 28: Ouzbekistan. Farhôd Qôri Halimov:
Page 29 and 30: mainstream. Især de ned-pitch’ed
Page 31 and 32: Oxus Boganmeldelser Annemarie Schim
Page 33 and 34: finurligheder om haverne - som ekse
Page 35 and 36: Samme år indledtes en kinesisk mas
Page 37 and 38: Sumqayit er verdens mest forurenede
Page 39 and 40: Det drejer sig om et nataktivt patt
Page 41 and 42: Rejser til Mekka “reguleres” Mi
Page 43: ikke at tolerere optøjer, som kræ

Download her. - Centralasiatisk Selskab

You also want an ePaper? Increase the reach of your titles

Delete template?

Save as template?