Download her. - Centralasiatisk Selskab

OXUS 

Nyhedsbrev for 

Centralasiatisk 

Selskab 

2007, nr. 3-4

Oxus 

Indhold 

Indhold 2 

Redaktionelt 3 

Nyheder fra Centralasiatisk Selskab 4 

Dilbèr – nattergalen fra Xinjiang 7 

af Per Fischer og Adam Hyllested 

Landevejen var den bedste uddannelse 11 

af Per Fischer 

En udiplomatisk diplomat i Langtbortistan 17 

af Ditlev Tamm 

Fodbold for livet 20 

af Pia Dyrhagen 

Plov – Usbekistans nationalret 23 


Musikanmeldelser 27 

af Christer Irgens-Møller 

Boganmeldelser 31 

af Kristoffer Damgaard 

og Wolfgang-E. Scharlipp 

Centralasien siden sidst 37 

ved Jonas K. Jepsen 

Udgivet af Centralasiatisk Selskab, København, 2008 

ISSN: 1901-9637 

Oxus 2007, Nr. 3-4 

2

Oxus 

Redaktionelt 

Centralasiatisk Selskab har til formål at fremme kendskabet til og interessen for Centralasien før og nu samt 

fungere som tværfagligt forum for koordinering og styrkelse af aktiviteter, der omhandler Centralasien. 

Centralasiatisk Selskab er en apolitisk og ikke-profitbaseret organisation. 

Betegnelsen “Centralasien” dækker i selskabets regi primært: Landene Afghanistan, Kasakhstan, Kirgisistan, 

Tadsjikistan, Turkmenistan, Usbekistan; provinsen Xinjiang i Kina; de sydsibiriske provinser i Rusland; de 

nordlige provinser i Pakistan; samt emigranter fra de pågældende områder, hvor de end måtte befinde sig. Se 

mere om selskabet på www.centralasien.dk 

Redaktion: Per Fischer (chefredaktør), Adam Hyllested og Jonas K. Jepsen (nyhedsstof). 

Forsidebillede: Den uighuriske sopran Dilbèr. © Dilbèr. 

Deadlines for kommende numre af OXUS: 

Februar 2008 

Deadline for større artikler og indlæg tirsdag 15. 

januar, notitser, annonceringer etc. fredag 1. 

februar. 

Juni 2008 

Deadline for større artikler og indlæg torsdag 1. 

maj, notitser, annonceringer etc. torsdag 15. maj 

Oxus 2007, Nr. 3-4 

September 2008 

Deadline for større artikler og indlæg fredag 1. 

august, notitser, annonceringer etc. fredag 15. 

august 

December 2008 

Deadline for større artikler og indlæg fredag 31. 

oktober, notitser, annonceringer etc. fredag 14. 

november 

Bidrag i form af artikler, information om arrangementer, billedmateriale, idéer/forslag til emner mv. kan 

indsendes til redaktionen pr. e-mail: info@centralasien.dk. Skriv gerne "OXUS" i emnefeltet. 

Vilde valmuer i Azerbaijan i det nordlige Iran. Foto: Mohammad Hamidi 

3

Oxus 

Nyheder fra Centralasiatisk Selskab 

Afholdte arrangementer 

På kulturnatten fredag 12. oktober afholdtes 

centralasiatisk musiklounge og bogcafé i Art and 

Colours eksotiske lokaler på Vesterbro. Operation 

Dagsværk prægede indgangspartiet med deres 

stand, hvorfra de bl.a. solgte kirgisiske filtsko og 

underbukser med Operation Dagsværks logo. Fra 

disken solgtes centralasiatiske cd’er og bøger til 

særlig medlemspris. 

Art and Colour er skabt af den afdøde franskalgierske 

multikunstner Manuel Tafat. Projektet 

startede i 1992 efter en vision om at skabe et 

fortryllende sted, hvor farver sprudler i alverdens 

kombinationer. Opvokset i de varme middelhavslande 

følte Manuel, at han gerne ville tilføre 

København noget af det sydlige liv og dens 

atmosfære. 

Grundet et uklart tilknytningsforhold i 

kunstnerens lejekontrakt og et nyligt ejerskifte i 

selve bygningen er Art & Colour nu desværre 

alvorligt truet. Den nye ejer kræver, at 

kulturforeningen fraflytter erhvervslejemålet og 

efterlader det med “hvide vægge”, og har nu 

stævnet foreningen. Den arbejder derfor på at få 

bygningen fredet gennem Kulturarvsstyrelsen. 

Dette kræver en folkelig tilkendegivelse, man kan 

Oxus 2007, Nr. 3-4 

underskrive en støtteerklæringen på foreningens 

hjemmeside www.artandcolour.dk. 

Arkæologiske silkefund på Silkevejen 

25. oktober afholdt mag.art. i 

forhistorisk arkæologi Anne 

Hedeager Krag et fængende 

foredrag om arkæologiske 

silkefund langs Silkevejen. 

Fremhævet blev især den 

nordkaukasiske handelsstation 

Moscevaja Balka. For 

de lokale stammer, som beherskede passet, var 

handelsvejen kilde til rigdom og forbindelser med 

fjerne områder. Man har antaget, at denne 

nordlige del af Silkevejen er opstået for at få 

direkte handel mellem Kina, Centralasien og 

Middelhavs-området uden at passere Iran, der 

krævede høj told. Under foredraget viste Anne 

Hedeager Krag eksempler på kinesisk, iransk og 

byzantinsk silke fundet langs Silkevejen. I det hele 

taget var foredraget rigt på billedmateriale, og 

spørgelysten bagefter var stor. 

4

Selskabsnyt 

Ændringer i bestyrelsen 

Pia Dyrhagen udtræder af Centralasiatisk Selskabs 

bestyrelse pr. 1/1 2008, da hun flytter til 

Kirgisistan for at arbejde for Folkekirkens 

Nødhjælp. Kæresten Morten Christensen, der er 

journalist, flytter med for at arbejde freelance fra 

Centralasien og vil sammen med Pia forsøge at få 

mere fokus på regionen i den danske offentlighed. 

Selv håber Pia bl.a. at få tid til at bidrage til OXUS 

i ny og næ. Man kan følge hende på hendes blog 

www.piadyrhagen.typepad.com 

Pia Dyrhagen i sit rette element. © Pia Dyrhagen 

Besøg fra Tjuvasjien 

Pavel Zheltov, der i en alder af kun 24 år i 2006 

blev udnævnt til lektor ved Statsuniversitetet i 

Tjeboksary, hovedstaden i Tjuvasjien (Rusland), 

besøgte 23. september i år København og 

Centralasiatisk Selskab på vej fra Turku i Finland 

til Mainz i Tyskland, hvor han skulle afholde et 14dages 

seminar om tjuvasjisk sprog og kultur. 

Nogle medlemmer af bestyrelsen mødtes med 

ham for at diskutere fremtidigt samarbejde. Pavel 

Zheltov blev også vist rundt på Carsten Niebuhr 

Afdelingens bibliotek på Københavns Universitet. 

Pavel Zheltov og formand Per Fischer. 

© Adam Hyllested 

Oxus 

Oxus 2007, Nr. 3-4 

Pavel Zheltov er etnisk tjuvasjer og taler udover sit 

modersmål tjuvasjisk også flydende engelsk, 

fransk og russisk samt tatarisk, tyrkisk og tysk. 

Pavel Zheltov. © Adam Hyllested 

Han er ph.d. fra 2005 på en afhandling om 

computerprocessering af sprog, hans anden store 

specialisering ved siden af turkologien. Han 

afholder jævnligt seminarer i udlandet og bestyrer 

i sin egenskab af ekspert i tjuvasjisk og Tjuvasjien 

kulturportalen www.chuvashculture.org, der er 

oprettet med henblik på at udbrede kendskabet til 

tjuvasjisk sprog, kultur og musik. Zheltov har 

indvilget i at afholde kurser i København i 

fremtiden under forudsætning af fornøden 

bevilling. Vi håber at se ham igen i landet snart! 

Pavel Zheltov og sekretær Adam Hyllested. 

© Adam Hyllested 

The DSCA Journal 

DSCA Journal 2008 udkommer i foråret 2008 og 

får temaet ”The Huns and the Hungarians”. 

Desuden vil der være artikler om 

selvstændighedstrang i det moderne Burjatien og 

forhistorisk klippekunst i Kasakhstan. 2009nummeret 

er under planlægning. 

5

OXUS 

OXUS er i 2007 udkommet som halvårlige 

dobbeltnumre. Fra 2008 udkommer OXUS en 

gang i kvartalet. Vi opfordrer alle medlemmer af 

Centralasiatisk Selskab og andre interesserede til 

at indsende enten artikler, billeder eller forslag til 

skribenter og artikler til OXUS. OXUS er hele 

selskabets forum for udveksling af stort og småt 

om Centralasien – og alle kan være med! 

Fremtidige arrangementer 

Antropolog og postdoc-stipendiat ved Afdeling for 

Afdeling for Afdeling for Antropologi og Etnografi, 

Aarhus Universitet, præsenterer 1. februar sin nye 

publikation “Everyday Islam in Post-Soviet 

Central Asia”. Maria Louw koordinerer Eurasienarbejdsgruppen 

på Aarhus Universitet og har 

udført omfattende feltarbejde i det post-sovjetiske 

Centralasien, særligt med fokus på religion, moral 

og politik inden for konteksten af post-sovjetiske 

sociale forandringer. Se hendes hjemmeside på 

http://au.dk/da/etnolouw@hum 

Maria Louw og et par centralasiatiske ørne. 

27. februar vil Flemming Spliedsboel fra 

Forsvarsakademiet tale om den centralasiatiske 

organisation SCO – mere herom følger på 

selskabets hjemmeside www.centralasien.dk. 

Lektor, dr. theol. Nils Arne 

Pedersen fra Afdeling for 

Kirkehistorie og Praktisk 

Teologi på Aarhus Universitet 

afholder 24. april et foredrag 

om manikæisme i Centralasien 

og generelt. Nils Arne Pedersen 

er medarbejder ved det internationale 

editionsprojekt, der 

udgiver Chester Beatty Bibliotekets manikæiskkoptiske 

papyri. Mere herom i næste nummer af 

OXUS. 

Oxus 

Oxus 2007, Nr. 3-4 

Generalforsamling 

Den årlige generalforsamling afholdes 5. marts. 

Medlemstilbud 

Salg af cd’er 

Vi kan nu tilbyde et stort udvalg af cd’er fra hele 

den centralasiatiske kultursfære. Medlemmer af 

Centralasiatisk Selskab kan få dem til en særlig 

favorabel medlemspris. Vi har et stjernetilbud på 

dette nummers anmeldte cd fra Usbekistan (se 

musikanmeldelserne længere inde i bladet). Det 

drejer sig bl.a. om estimerede mærker som Ocora 

(Radio Frances etniske plademærke), Inedit, der 

har lavet en del UNESCO-indspilninger og Arc 

med en del musiketnografiske optagelser fra 

1950’erne, 1960’erne og 1970’erne (mere herom i 

februarnummeret af OXUS). Porto følger Post 

Danmarks priser. 

Bogtilbud 

Selskabet har fået favorable bogtilbud til vores 

medlemmer (se annoncen længere inde i bladet). 

Bestyrelsen håber, at disse tilbud kan blive fulgt 

op af nye tilbud jævnligt. Porto følger Post 

Danmarks priser. 

6

Dilbèr – Nattergalen fra Xinjiang 


Forskellige autoriserede og uautoriserede indspilninger med Dilbèr fra det kinesiske plademarked 

En grå og kold 1. marts i Malmø 

I København er politiet gået i gang med at rydde 

Ungdomshuset på Jagtvej 69, men i Malmø sidder 

vi hyggeligt bænket på den kinesiske restaurant 

Wong’s, hvor vi har aftalt at mødes med den 

verdensberømte uighuriske sangerinde Dilbèr. 

Egentlig var vi lidt forsinkede og var endt i den 

forkerte ende af byen, men en flink 

shawarmasælger med bijob som taxachauffør 

tilbød at køre os til den rette adresse, da vi spurgte 

ham om vej. Han drønede fra sin grillbar direkte 

ud i sin taxa, og 10 minutter senere var vi fremme 

ved restauranten. Heldigvis var Dilber også selv en 

smule forsinket, så hun kom et par minutter 

senere (man skal jo ikke lade en diva vente). 

Dilbér med accent 

En af de første ting vi spørger til, er accenttegnet i 

Dilbèr. På tyrkiske sprog har man jo ikke den slags 

accenter ... Dilbèr forklarer, at skønt man på 

dansk ikke har noget nævneværdigt problem med 

at udtale hendes navn korrekt, så vil man på 

engelsk udtale det Dillbøør. På flere tyrkiske sprog 

betyder dilber ‘smuk’. Da hun var barn, fortalte 

hendes far igen og igen om navnets betydning. 

Derfor ærgrer det hende, at den kinesiske 

Di-li-ba-er 

transskription 迪里拜尔 

ingen mening 

har overhovedet. Da Dilbèr gik i skole, lærte hun 

pinyin, som var et kinesisk forsøg på at anvende 

latinske bogstaver. Dette forsøg indskrænkede sig 

hurtigt til kun at omfatte andre sprog end 

kinesisk. Da man i Xinjiang gik tilbage til at skrive 

uighurisk med arabiske skrifttegn, var Dilbèr 

forlængst gået ud af skolen, og derfor skriver hun 

idag en blanding af alle disse skriftsystemer. På 

den måde er hun en ret typisk repræsentant for 

konsekvenserne af den sprog- og 

alfabetiseringspolitik, Kina har kørt i Xinjiang. 

Dette leder en stund samtalen hen på kinesisk 

transskription og de problemer den bereder folk

med andre sprog end kinesisk. Det er en bestandig 

kilde til irritation for blandt andet uighurer, 

tibetanere og mongoler, at deres pas skal være 

med kinesiske transskriptioner. Det ærgrer også 

Dilbèr en kende, at personalet i modtagelsen i 

Urumchi lufthavn er han-kinesere klædt i 

uighuriske folkedragter i stedet for etniske 

uighurer: ”Der findes SÅ mange smukke 

uighurer, hvorfor bruger man ikke dem?” 

Dilbér ©Dilbér 

Nattergalen 

Dilbèr er et godt billede på en succesfuld moderne 

uighur. Hun manøvrerer med lethed i mange 

forskellige kulturer og sammenhænge ‒ hun har 

international succes som operasangerinde, har 

ejendom i Spanien, base i Malmø og finsk 

statsborgerskab, som hun fik foræret af den 

tidligere finske præsident Mauno Koivisto. Det 

kom med posten sammen med en buket blomster. 

Hun hyldes som en af tiden bedste 

koloratursangerinder. Finsk, svensk, uighurisk og 

kinesisk TV har lavet portrætprogrammer om 

hende, og de udnævner hende hver især til deres 

nattergal, og sammenligningen er ikke helt ved 

siden af. Hun er en lille spinkel kvinde, som ved 

nærmere bekendtskab viser sig at gestikulere og 

tale meget. Hun har nemlig meget på hjerte ‒ 

noget der understreges af en vane med at lægge 

hånden på hjertet, når hun taler. 

Hendes talestemme er ret almindelig, men Dilbèr 

har en fantastisk sangstemme, som forbliver klar 

Oxus 

Oxus 2007, Nr. 3-4 

og kraftfuld selv i de højeste toner. På samme tid 

kan man konstatere at hun som koloratursopran 

benytter sig forbavsende lidt af ornamentering, 

når hun synger. I stedet har hun nået et punkt 

hvor musikken og teknikken flyder perfekt 

sammen, hvor hun kan kommunikere følelser af 

glæde, vrede og smerte uden at ofre noget af den 

vokale akkuratesse. Birgit Nilsson sammenlignede 

i 1984 Dilbers stemme med en fint stemt violin, 

som bliver spillet med finesse og energi. Ikke 

noget dårligt billede. 

Opvækst og familie 

Dilbèr Yunus er født 2. oktober 1958. Hun er 

opvokset i Kasghar i Xinjiang som eneste pige i en 

søskendeflok på fem. Hun har tre ældre brødre og 

en lillebror. En af hendes brødre arbejder med 

film og medier og en anden er ved politiet. I 

foråret 2001 var Dilbèrs bror Arkin en af flere 

politibetjente, som blev såret under urolighederne 

i Kashgar. 1 

Blandt uighurerne er det sådan, at faderens navn 

bliver givet til børnene som efternavn. Yunus, 

forklarer hun, er således hendes fars navn. Hun 

bruger ikke sit efternavn i Europa, da det ikke er 

et slægtsnavn i europæisk forstand og folk derfor 

har en tendens til at blive forvirrede over, hvem 

denne frk. Yunus egentlig er. Kalder man sig bare 

Dilbèr, ved alle hvem man er. Det hjælper 

selvfølgelig på genkendeligheden, at man er en af 

verdens dygtigste koloratursopraner. 

Dilbèr startede med at synge pop- og folkesange i 

en meget ung alder. Allerede som barn spillede 

hun både dotar (en slags lut), ejek (en slags 

strygeinstrument) og harmonika. “I min familie 

kunne vi have dannet et helt orkester”, fortæller 

hun og mindes, hvordan hun som barn næsten var 

mindre end den dotar, hun lærte at spille på. Men 

det var især hendes vokale talenter, som tiltrak sig 

opmærksomhed. Hun måtte vælge mellem dansen 

og sangen. Hun måtte også vælge mellem 

traditionel uighurisk musik ‒ som ifølge hendes 

lærer ville ødelægge hendes stemme ‒ og den 

klassiske europæiske opera. 

I slutningen af 1970’erne, da Dilbèr påbegyndte 

sin musiske uddannelse, var Kulturrevolutionen 

forlængst overstået. Efterdønningerne mærkedes 

dog stadig, og det var ikke helt uden 

komplikationer at hengive sig til studiet af klassisk 

vestlig musik. I 1976 blev hun optaget som 

medlem af Xinjiang Sang- og Dansetrup. Den 

pædagogiske og politiske linje i Kina på den tid 

var at genoprette de etniske minoriteters kultur. 

1 http://www.uygur.org/spark/archiv/5/1/1.html 

8

Havde det ikke været for Dilbèrs lærer ved 

Xinjiang Sang- og Dansetrup, Guo ling Bi, ville 

Dilbèrs talent nok være fortsat med at vokse, men 

blot inden for Kinas kulturelle rammer. Det var 

Guo som besluttede sig for at lade hende studere 

både klassisk vestlig og traditionel uighurisk 

musik. Fire år senere blev hun optaget på 

Department of Vocal Music and Opera ved 

Beijings Central Music Conservatory og vandt 

allerede, mens hun var studerende andenpræmien 

i Mirjam Helin Internationale Sangkonkurrence i 

Helsingfors i 1984 (førstepladsen det år gik til 

Ning Liang fra Kina). Jurymedlem Birgit Nilsson, 

den berømte sopran, udtrykte stor beundring for 

Dilbèrs sangtalent og for hendes evne til at synge 

partier på sprog, som hun ikke talte eller forstod. I 

1987 tog hun sin mastergrad ved konservatoriet og 

fik straks engagement ved den finske National 

Opera, senere også ved Malmøs Opera i Sverige. 

International karriere 

Samtalen med Dilbèr strækker sig over adskillige 

hyggelige timer, alt imens den ene kinesiske ret på 

bordet afløser den anden og tekanden bliver fyldt 

op igen og igen. 

Dilbèrs næste engagement var på det tidspunkt i 

Milano, hvor hun skulle synge Mozarts Exsultate, 

jubilate. Hendes karriere på europæiske scener 

har strakt sig over snart 25 år. Hun har afholdt 

hundredvis af solokoncerter rundt om i verden og 

har arbejdet sammen med nogle af Europas mest 

spændende teaterinstruktører, bl.a. Giancarlo del 

Monaco, Peter Mussbach og Dario Fo. Hendes 

partier omfatter bl.a. Nattens Dronning i 

Tryllefløjten, Rosina i Barberen i Sevilla, Lisa i 

Bellinis La sonnambula, Adina i Donizettis L’elisir 

d’amore, Marie i Donizettis La fille du régiment, 

Lucia i Donizettis Lucia di Lammermoor, Gilda i 

Verdis Rigoletto, Oscar i Verdis Maskebal, 

Olympia i Offenbachs Hoffmanns eventyr, Sophie 

i Massenets Werther, Blomsterpige i Wagners 

Parsifal, Titelrollen i Nattergalen af Stravinsky, 

Zerbinetta i Strauss‘s Ariadne auf Naxos og 

Loretta i Puccinis Gianni Schicchi. Mens vi sad 

over maden, fortalte hun, at hun med kort varsel 

var blevet tilbudt at synge Papagena i Mozarts 

Tryllefløjte på den finske opera. Det viste sig dog, 

at partiet var på finsk, så hun takkede pænt nej. 

Det kunne ellers have været spændende at opleve 

hende som finsk Papagena. 

Dilbèr har vundet Birgit Nilsson Prisen to gange, i 

1997 og 1998. Siden 2000 har hun været 

æresprofessor ved Xingjiang Arts College og 

professor ved Xingjiang Universitet, hvor “Dilbèr 

Vocal Music Art Research Centre” blev oprettet tre 

år senere. 

Oxus 

Oxus 2007, Nr. 3-4 

I november 2003 blev Dilber tildelt “Golden 

Record”, den mest prestigefyldte pris i Kina, samt 

“Best performer”. 

I august 2006 kunne ca. 3000 regnvåde 

publikummer opleve hende sammen med Ålborg 

symfoniorkester i Rebild Bakker i Danmark. 2 

Hun har arbejdet med så kendte dirigenter som 

Michael Gielen, Jesus López-Cobos, Maurizio 

Barbacini, Okko Kamu, Eri Klas, Fabio Luisi, 

Zubin Mehta, Miguel Gómez-Martínez, Dennis 

Russell Davies, Leif Segerstam, Rafael Weikert, 

Hans Wallat, Alberto Zedda og mange mange 

flere. 

Koncertplakat fra operarecital i Shanghai 

Dilbèr har primært indspillet for China Record 

Company, Ondine Records, DB Productions og 

Naxos. I Kina er der et enormt marked med 

piratkopier og piratindspilninger. Der findes en 

mængde uautoriserede udgivelser med Dilbèr, 

derfor kan det ikke undre, at hun en dag til sin 

forbavselse ser, at man kan få Ondines 

indspilninger med kinesisk tekst på coveret ‒ 

2 

http://ditcentrum.dk/blogs/forside/archive/2006/08/ 

13/1257.aspx 

9

totalt uden det finske pladeselskabs vidende ‒ 

selvfølgelig. 

Kontrovers 

På nettet er Dilbèr en omdiskuteret person. 

Samtidig med at musikelskere over hele verden 

hylder hendes talent føres der på visse uighuriske 

hjemmesider en nærmest propagandistisk 

kampagne mod hende. Uighurerne i Xinjiang har 

censureret adgang til nettet, så det er især 

eksiluighurer fra USA, der tegner firmaet på 

internettet. Den største anstødssten for dem er 

hendes to ægteskaber med kinesiske mænd. Da 

hun tilbage i 1980’erne flyttede til Finland, valgte 

de kinesiske myndigheder en ægtemand til hende. 

Han var, ifølge Dilbèr selv, en høj flot mand ‒ men 

de var ikke forelskede i hinanden og endte derfor 

med at blive skilt. Det lille faktum, at han ikke var 

etnisk uighur, rettede myndighederne med et 

pennestrøg inden vielsen. 

Ifølge Dilbèr selv rager det ganske simpelt ikke 

hverken uighurer, kinesere eller andre end hende 

selv i det hele taget, hvilken etnicitet hendes 

eventuelle ægtemand måtte have. Hun nægter at 

lade sig definere af andres mening om, hvordan 

hun burde opføre sig. Det handler for hende om at 

man først og fremmest er et anstændigt 

menneske. 

At det bestemt ikke er alle uighurer, der har et 

anstrengt forhold til hende, fremgår af 

internetsiden Youtube, hvor en bruger har 

følgende kommentar til et videoklip med Dilbér, 

der afsynger en uighurisk folkesang: ”Måske er jeg 

den eneste uighur, som bor i Colombia. Da jeg 

var teenager, hørte jeg denne sang. Nu hvor jeg 

hører den igen, græder jeg fordi jeg er så ensom i 

dette land. Hvis I har hendes andre sange, beder 

jeg jer lægge dem på nettet også.” (underskrevet 

Supermoloso) 

3 mænd 

Dilber har haft 3 “mænd”. Den første mand, de 

kinesiske myndigheder valgte for hende; en 

svensk kæreste som hun på trods af flere tilløb 

aldrig blev gift med; og senest den kinesiske 

filminstruktør Yu Xiaoyang, som nok er bedst 

kendt i Vesten for filmene The Mahjong Set fra 

1988 og Red Beads fra 1993 3 . Den svenske 

kæreste er hun stadig venner med, og han passer 

hendes hus, når hun turnerer. 

I 2005, da Dilbèr og Yu Xiaoyang var forholdsvis 

nygifte, døde Xiaoyang pludselig af et astmaanfald 

i et tog på vej mod Peking. Dilbèr mistede ganske 

livslysten og gled ind i et knugende mørke, hvor 

3 

http://ftvdb.bfi.org.uk/sift/individual/306840?view=cr 

edit 

Oxus 

Oxus 2007, Nr. 3-4 

kun det faktum, at hendes venner og familie var 

sammen med hende døgnet rundt, fik hende ud 

igen på den anden side: ”Jeg fattede ikke, at min 

mand, som jeg havde talt med får timer før, 

kunne være død. Jeg var så sønderknust, at jeg 

mistede stemmen og måtte holde op med at 

optræde” ‒ i 4 måneder havde Dilbèr ingen 

stemme. 4 

Divaens vasketøj 

Vi snakkede om mange forskellige emner i løbet af 

eftermiddagen: Hvordan det er at være hooked på 

kinesiske sæbeoperaer (hun har en hel samling på 

DVD), madlavning på uighurisk ‒ hun er ikke så 

god til at følge opskrifter, så selv om hun har 

ringet hjem og fået nogle traditionelle uighuriske 

opskrifter, ender resultatet i køkkenet med at blive 

noget ganske andet. Da talen faldt på hendes 

brødre, drejede samtalen automatisk hen på det 

frodige filmmiljø i Xinjiang. Der blev også talt om 

uighuridentitet, Rebiya Kadeer (se Oxus 2007, 1- 

2), hvordan man holder en godgørenhedskoncert i 

Kina og mange andre emner. Gennem hele 

samtalen mærker man, hvor stolt Dilbèr er af at 

være uighur, uden at det derfor indskrænker 

hendes syn på andre folk og kulturer. 

Da vi havde afsluttet vores interview, gav 

sangerinden os et lift til stationen. Det blev til en 

sviptur forbi hendes hus for at hente en CD. Efter 

på forhånd at have beklaget eventuelt rod gav hun 

en rundvisning i sit hjem. Det er ganske befriende 

at se, at operadivaer kan bo i et almindeligt lille 

svensk parcelhus, være bagud med vasketøjet og 

have venners ting stående opmagasineret i stuen. 

Vi får en CD med koloraturarier og en DVD med 

en uighurtrup fra Xinjiang. Hendes håb er, at man 

en dag kan bringe en sådan trup til Skandinavien, 

så vi kan se ægte uighurkultur og -kunst. Vi vinker 

farvel og tager med toget hjem, hvor politiet er ved 

at være færdige med at rydde Ungdomshuset. 

Man kan læse om Dilbérs koncertprogrammer på 

hendes hjemmeside www.dilber.se 

4 

http://english.eastday.com/eastday/englishedition/feat 

ures/userobject1ai1873447.html 

10

Folk Songs 

From Spain, Finland and China 

Dilbèr (sop); Timo Korhonen (guitar). 

Ondine Inc. Helsinki 1993. ODE 812-2 

59.05 min. 15 siders booklet. 

Vincenzo Bellini 

La Sonnambula 

Luba Orgonasova (sop), Dilbèr (sop), 

Alexandra Papadjiakou (mez), Raúl 

Giménez (ten), Ioan Micu (ten), Nanco de 

Vries (bar), Francesco Ellero d' Artegna 

(bas). 

Netherlands Radio Choir, 

Netherlands Radio Chamber Orchestra / 

Alberto Zedda 

Naxos 1997. 8.660042-43 

2 x CD 135.28 min. 

The Art of Coloratura 

Dilbèr (sop); Malmö Opera Orchestra / 

Muhai Tang 

dB Productions Sweden 1998. dBCD50 


Oxus 

Oxus 2007, Nr. 3-4 

Coloratura Arias 

Dilbèr (sop); The Estonian Opera 

Orchestra / 

Eri Klas 



Vocalise 

Dilbèr (sop); Ilkka Paananen (piano). 



Giuseppe Verdi 

Falstaff 

Julia Faulkner (sop), Dilbèr (sop), Anna 

Bonitatibus (mez), Anna Maria di Micco 

(alt), Maurizio Comencini (ten), Enrico 

Facini (ten), Alessandro Cosentino (ten), 

Domenico Trimarchi (bar), Roberto Servile 

(bar), Franco de Grandis (bas). 

Hungarian State Opera Chorus 

Hungarian State Opera Orchestra / 

Will Humburg 

Naxos 1999. 8.660050-51 

2 x CD 119.42 min 

11

Oxus 

Landevejen var den bedste uddannelse 


Portræt. Den 8. marts 2007 udnævnte 

Centralasiatisk Selskabs generalforsamling 

lektor, dr. phil. habil Wolfgang-Ekkehard 

Scharlipp til æresmedlem. 

I begrundelsen for udnævnelsen blev der lagt vægt 

på det engagement, Wolfgang Scharlipp gennem 

sin karriere har udvist i arbejdet med 

centralasiatiske emner og ikke mindst hans 

et 

mangeårige arbejde med oldtyrkisk ‒ 

arbejde 

med direkte forbindelse til den danske 

forskningstradition, som begyndte med Vilhelm 

Thomsens banebrydende dechifrering af de 

runetyrkiske indskrifter fra Sibirien. En tradition, 

som man ultimativt kan håbe får nyt liv, derved at 

en mand som Scharlipp nu bedriver sin forskning 

i Danmark. 

På Københavns Universitet 

I 1997 blev Scharlipp ansat på Carsten Niebuhr 

Instituttet ved Københavns Universitet som lektor 

for de nyligt oprettede Tyrkiskstudier. Scharlipps 

Oxus 2007, Nr. 3-4 

ansættelse ved Københavns Universitet har fra 

starten været præget af usikre ansættelsesforhold. 

Det var først efter syv års tidsbegrænsede 

ansættelser, at han endelig blev fastansat som 

tyrkisk-lektor på universitetet 5 Til sin store 

skuffelse blev han umiddelbart efter ankomsten til 

Københavns Universitet pålagt kun at undervise i 

emner, der vedrørte det Moderne Tyrkiet 6 . I 

modsætning til de andre orientalske fag på stedet 

‒ der i hvert fald har en vis mulighed for at berøre 

ældre litteratur, kultur- og sprogtrin, skulle 

tyrkiskfaget udelukkende beskæftige sig med 

perioden fra Republikkens etablering og frem. En 

trist situation for en mand, hvis interesser blandt 

andet er den kulturelle og sproglige kontakt 

mellem tyrkfolk, skrift- og sprogreformer og deres 

effekt på kultur og uddannelse, selvforståelse og 

historieforståelse i moderne tyrksamfund. 

5 Information 13/2 2008 samt 

http://forskningsfrihed.blogspot.com/2007/02 

6 Scharlipp. Die Alttürkische Literatur. s 92,93 

12

Heldigvis kunne han dog stadig dyrke sine 

interesser for den moderne tyrkiske litteraturs 

historie og vestlig indflydelse i tyrkisk litteratur 

inden for rammerne af sin nye stilling, og han har 

med tiden “listet” mere og mere om tyrkfolkenes 

centralasiatiske oprindelse ind i undervisningen. 

Undertegnedes bekendtskab med Wolfgang 

Scharlipp opstod, da jeg som studentermedhjælp 

på Carsten Niebuhr Instituttets bibliotek blev bedt 

om at hjælpe ham med at hente bøger i 

universitetets kælder. Under bygningerne på 

Amager gemte sig en veritabel skat af bøger, 

nemlig biblioteket fra det nedlukkede 

Centralasiatiske Institut. Siden slutningen af 

1980’erne havde disse bøger befundet sig i et 

obskurt lille kælderrum under KUA mellem trappe 

12 og 16. Rummet var fyldt med reoler ‒ hele den 

ene side var fyldt op med bøger om moderne 

tyrkiske emner, mens den anden side af rummet 

var spækket med osmanniske, kirgisiske, tuvinske 

og andre bøger om centralasiatiske emner. 

Adspurgt om, hvad disse bøger dog havde med 

faget Tyrkisk at gøre, kastede Wolfgang Scharlipp 

sig ud i en redegørelse for hele den tyrkiske 

sproggruppes slægtskab og historie. Således oplyst 

blev det lidt af et eventyr at følge med over i det 

dunkle lille kælderrum på Njalsgade for at 

hjemføre den ene kasse efter den anden med 

kostelige bogskatte. 

Lektor på Tyrkisk 

Wolfgang Scharlipp er meget afholdt blandt sine 

studerende, som har en tendens til uden hans 

vidende at omtale ham under kælenavnet “Wolfi”. 

Ofte bliver der i løbet af en undervisningstime 

draget paralleller til flere ikke-tyrkiske sprog og 

skriftsystemer, og han forklarer gerne om 

mongolsk, manchu-sproget, moderne tyrkiske 

forfattere osv. Scharlipps brede akademiske 

baggrund gør, at han har en utrolig viden om 

andre sprog og skriftsystemer. Ved timernes 

ophør er tavlen tit beskrevet med både tyrkiske, 

arabiske og kinesiske skrifttegn. Han er af den 

overbevisning, at man må forstå fortiden for at 

kunne forstå nutiden og er derfor meget imod den 

fremherskende tendens med kun at fokusere på 

nutidige politiske og sociale forhold uden at skele 

til fortiden. Så udover viden om tyrkiske sprog 

forsøger Scharlipp konstant at bibringe sine 

studerende en vis mængde almenviden og et 

politisk perspektiv; ikke mindst lægger han vægt 

på den viden, han har erhvervet udenfor 

universitetsverdenen. Han forklarer det selv 

således: “En universitetsuddannelse kan være 

meget god og nyttig, men den bedste uddannelse 

for livet er landevejen. Det meste af min viden om 

mennesker kommer af at vandre gennem 

Oxus 

Oxus 2007, Nr. 3-4 

Nordafrika fra Ægypten til Marokko, at rejse 

gennem de ugæstfrie egne af Afghanistan (før 

landet blev et helvede), at tilbringe tid i et 

tibetansk kloster i Dharamsala, af et mindre 

behageligt, men lærerigt ophold i et fængsel i 

Calgary, at vandre gennem de mest ensomt 

beliggende dale på Grønland, Woodstock, at sove 

i trappeopgange i Paris ... lad os stoppe her, jeg 

bliver nostalgisk.” 

De lokale ser til mens Wolfgang Scharlipp og hans 

rejsefæller bugserer deres Citroen gennem en flod i 

Badakshan/Nordøst Afghanistan i 1967. © Jade 

Dearling 

I Danmark 

Som udefrakommende har Wolfgang Scharlipp 

kunnet observere det danske samfund lidt fra 

sidelinjen og er ikke bleg for at kommentere den 

danske selvfedme. Allerede få dage efter sin 

ankomst lærte han en vigtig lektion, da han 

fortalte sin husvært, at han arbejdede på 

Afdelingen for Nærorientalske Studier på 

Københavns Universitet. Hendes forfærdede 

reaktion var at “den slags mennesker” (det vil nok 

sige muslimer) ville hun ”slet ikke vide noget om”. 

Han skrev kort tid efter sin ankomst til Danmark 

et læserbrev til en landsdækkende avis om sit 

indtryk af danskernes sindelag. Man kan vist ud 

fra dette læserbrev roligt konstatere, at han ikke er 

imponeret. 

Heller ikke småligheden i den danske 

undervisningspolitik går upåagtet hen: 

“En af de mest imponerende oplevelser var i 2001 

da jeg var inviteret af Kazakhstans regering til at 

holde en af åbningstalerne for universitetet i den 

nye hovedstad Astana. Det var meningen, at jeg 

skulle overrække et lykønskningstelegram for 

den daværende undervisningsminister 

Margrethe Vestager. Men Københavns 

Universitet fandt mig ikke, som almindelig lektor, 

værdig til dette hverv. Så en dekan fløj uinviteret 

dertil også. Mens jeg således sad sammen med 

præsidenten, den berømte forfatter Djengiz 

Aytmatov og andre på tribunen i et kæmpe 

13

auditorium, sad dekanen med sit “meget vigtige 

telegram” blandt publikum, mens vi andre holdt 

taler. Således lærte jeg meget om de såkaldte 

myndigheders arrogance, chauvinisme, 

fremmedangst, løgnagtige politikere etc.” 

Efter at have oplevet, hvordan Sharlipps hustru, 

som er sydlandsk af udseende, generelt er blevet 

diskrimineret i det danske samfund, er det dog 

blevet for meget for manden, og han er nu flyttet 

til Sverige med sin familie. 

Måske er det fordi han som tysker har et mere 

ærbødigt forhold til demokrati og 

menneskerettigheder; i hvert fald er han rystet 

over 24-års reglen, der udelukker folk af anden 

etnisk oprindelse end dansk i at gifte sig i samme 

alder som danskere, at politikere uden 

konsekvenser kan foreslå at internere muslimer i 

lejre eller internere asylansøgere på øer, eller at 

landets statsminister kategorisk nægter at 

diskutere landets engagement i invasionen af Irak. 

Og når alt dette er sagt, mener Scharlipp stadig at 

han ikke har været for rå: 

“Mange undrer sig over, hvorfor jeg oftest er så 

tavs, men jeg ved bare, at folk ville blive chokeret 

over min mening – især i et land, hvor man 

(fejlagtigt) tror at man har mere ytringsfrihed 

end andre (mens man blot er mere 

uforskammet). Og jeg vil kunne se mig selv i 

spejlet til enhver tid.” 

Et kort CV 

Wolfgang Scharlipp blev født i Bad Salzulfen 22/7 

1947. Efter i 1966 at have fuldendt sin skolegang i 

Bochum, har Scharlipp rejst og opholdt sig i en 

række forskellige lande i Europa, Asien, 

Nordafrika og Nordamerika. 

Fra Wolfgang Scharlipps rejse til Nordøstafghanistan 

i 1967. © Jade Dearling 

Fra 1971 til 1976 arbejdede han dels som 

bygningsarbejder, tolk, oversætter og som lærer 

for tyrkiske børn i under-/folkeskolen. I 1976 

begynder han at studere ved Hamburgs 

Oxus 

Oxus 2007, Nr. 3-4 

Universitet, hvor han læser turkologi som 

hovedfag med tilvalg i tibetologi og indologi 

suppleret med kinesisk. Allerede i 1982 bliver han 

tilknyttet som forsker inden for katalogiseringen 

af orientalske manuskripter i Tyskland 

(Staatsbibliothek Preußischer Kulturbesitz, 

Berlin). I 1983 færdiggør han sin Dr. phil og i 1984 

afslutter han sit arbejde på katalogiseringsprojektet. 

1984-1987 arbejder han som 1. lærer på 

faget Moderne Tyrkisk ved Orientalsk Afdeling, 

Freiburger Universitet. Derudover giver han 

undervisning i osmannisk og chagatay samt 

tyrkisk sproghistorie som 2. assistent ved 

Orientalsk Afd. Zürichs Universitet i Schweiz. 

1987-1993 er han lektor ved forskningsprojektet 

"Connections and Tensions between Writing and 

Orality" ved Freiburg Universitet. Lektor for 

Tyrkiske Studier ved universitetet i Nicosia, 

Cypern 1993-1997 . 

Han bliver i 1994 Dr. phil. habil. såvel som venia 

legendi for afhandlingen:Türkische Sprache- 

Arabische Schrift. Ein Beispiel schrifthistorischer 

Akkulturation. 

I 1997 blev han ansat på Carsten Niebuhr 

Instituttet ved Københavns Universitet. 

Publikationer 

Scharlipp har en lang publikationsrække bag sig, 

heraf mange om oldtyrkiske runeinskriptioner. 

klassisk og moderne uighurisk, osmannisk tyrkisk, 

tidlige tyrkiske sprog og sprogtrin, og ‒i de seneste 

år i forbindelse med ansættelsen på Københavns 

universitet ‒ især moderne tyrkisk sprog og 

litteratur, samt sprogkontakt mellem græsk og 

tyrkisk. Gennem sit arbejde med tekster fra 

forskellige historiske epoker blev Scharlipp også 

interesseret i disse teksters kontekst (sitz im 

Leben). Hans interesse i litteratur har også 

motiveret ham til at oversætte moderne tyrkisk 

litteratur, og i den forbindelse har han medvirket 

med introduktion og oversættelser til den tyrkiske 

del af en antologi om moderne mellemøstlig 

litteratur. Blandt hans talrige oversættelser af 

moderne tyrkisk skønlitteratur er værker af så 

forskellige forfattere som Adalet Ağaoğlu, Erdal 

Öz, Nedim Gürsel: Ahmet Ümit:, Migirdiç 

Margosyan, Ayse Kulin, Sait Faik. 

På grund af mængden af publikationer nævnes her 

særligt bøger og artikler med fokus på 

centralasiatiske emner. En mere omfattende 

litteraturliste kan ses på hans personlige 

hjemmeside http://wolfgang.scharlipp.de 

14

Bøger: 

Untersuchungen zur Morphologie und 

Substitution türkeitürkischer Neologismen. 

Hamburg 1978. 

Auxiliarfunktionen von Hauptverben nach 

Konverb in der neuuigurischen Schriftsprache 

von Sinkiang. Berlin 1984. 

Sammen med Dieter Back: Einführung in die 

tibetische Schrift. Hamburg 1989. 

Die frühen Türken in Zentralasien. Eine 

Einführung in ihre Geschichte und Kultur. 

Darmstadt 1992. 

Introduction to the Old Turkish Runic 

Inscriptions. Nicosia 1994. 

Türkische Sprache-Arabische Schrift. Ein Beispiel 

schrifthistorischer Akkulturation. Budapest 1995. 

Eski Türkçe Run Yazıtlarina Giriş. Introduction 

to the Old Turkish Runic inscriptions. Engelschoff 

2000. (Tyrkisk/engelsk udgave af Introduction to 

the Old Turkish Runic Inscriptions) 

Oxus 

Oxus 2007, Nr. 3-4 

Die Alttürkische Literatur. Einführung in das 

vorislamische Schrifttum. Engelschoff 2005 

(udkommet 2007). 

Redaktionelle hverv: 

Julius Klaproth. Abhandlung über die Sprache 

und Schrift der Uiguren. Nachdruck der Ausgabe 

von 1820 mit einem Vorwort von Wolfgang - 

Ekkehard Scharlipp. Hamburg 1985. 

(together with Hans Robert Roemer) History of 

the Turkic Peoples in the Pre-Islamic Period. 

Histoire des Peuples Turcs à l' Époque Pré- 

Islamique. Berlin 2000. 

Turkish Studies in Cyprus (until 1997) 

Naqd. Tidsskrift for Mellemøstens litteratur 

(Journal for Near Eastern Literature). 

Copenhagen. 

The First International Scientific Conference 

“Tengrianity - the worldview of the Altaic 

peoples”. Bishkek, Kyrgyz Republic, November 10- 

13, 2003. Collection of papers in Russian and 

English. Bishkek 2003. 

Medredaktør af "Journal of Turkic Civilization 

Studies" i Bishkek, Kirgisistan. 

Artikler: 

Zur Orthographie und Morphologie chinesischer 

Lehnwörter in der neuuigurischen Schriftsprache 

von Sinkiang. : Materiala Turcica V, 1979, pp. 

115-121. 

Kurzer Überblick über die buddhistische Literatur 

der Türken. Materialia Turcica VI, 1980 (1983), 

p. 37-53. 

Ein Gedicht in neuuigurischer Sprache als Gruß 

nach Deutschland. Materialia Turcica X, 1984 

(1985), p. 73-77. 

Fragmente eines uigurischen Kommentars zur 

Trimśikā Vijñaptimātratāsiddhi des Vasubandhu. 

Ural Altaische Jahrbücher Neue Folge VI, 1986, p 

122-136. 

Die Verschriftung türkischer Sprachen 

Ostturkestans im 20. Jahrhundert. Materialia 

Turcica 14 (1988), p. 58-71. 

Die alttürkische Religion in der Darstellung 

einiger türkischer Historiker. Die Welt des Islams 

31 (1991), p. 168-192. 

15

Türkische Identität und Schrift. Materialia 

Turcica 16, 1993, p. 130-141. 

Some remarks on the so-called dative Suffix -a/-ä 

in the Yenissey Inscriptions. Symbolae 

Turcologicae. Studies in honour of Lars Johanson 

on his sixtieth birthday 8 March 1996. Árpád 

Berta, Bernt Brendemoen, Claus Schönig ed. 

Istanbul, 1996, p. 205-208. 

Emotionalität in den Jenissej - Inschriften. Beläk 

Bitig. Sprachstudien für Gerhard Doerfer zum 75. 

Geburststag. Hrsg. M. Erdal and S. Tezcan. 

Wiesbaden 1995, p. 169-175. 

Two Eastern Turki texts about reading and 

writing. Turkic Languages 2 (1998) 1, p. 109-125. 

Zur Terminologie in den lamaistisch-türkischen 

Texte. Turfan, Khotan und Dunhuang. Gedenk- 

Tagung Annemarie von Gabain und die 

Turfanforschung, Berlin, 9.12.XII.1994. Berlin 

1996, p. 259-268. 

La Chine et le Tibet à travers les inscriptions 

Turques Anciennes. Diogène no. 171; Langues et 

Cultures des Routes de la Soie. Paris 1995, p. 49- 

56. 

Zur Rolle der alttürkischen Runenschrift in der 

türkischen Gelehrtenwelt. Materialia Turcica 17. 

1996, p. 77-86. 

Inverted Syntax in Early Turkish Texts. Writing in 

the Altaic World. Studia Orientalia 87. Helsinki 

1999, p. 235-243. 

Self-Identification in the Early Turkish Literature. 

Geng Shi Min xian sheng 70 shou chen ji nian 

wen ji. Beijing 1999. 289-299. 

Einige Termini der neuuigurischen Übersetzung 

des Neuen Testaments mit einem vergleichenden 

Blick auf die osmanisch-türkische Version. Folia 

Orientalia XXXVI, Studia in honorem Stanislai 

Stachowski dicata, Krakow 2000, pp. 281-292. 

Oxus 

Oxus 2007, Nr. 3-4 

The Danish Linguist Vilhelm Thomsen and his 

Contribution to Turkish Studies. Kazakstan 

Respublikasi Täyelsizdigining 10 zidigina 

arnalgan Bayirgi Türki Örkenieti: Zazba 

Eskertkister. Almaty 2001, p. 52-61. 

Moderne uigurische Bearbeitungen 

karachanidischer und tschagataischer Werke: 

Divan Lugat-at Turk, Kutadgu Bilig und 

Baburname. Central Asiatic Journal 46 (2002), 

pp. 128-137. 

Lexicographical Problems in Written Modern 

Uyghur. Zeitschrift der Deutschen 

Morgenländischen Gesellschaft 153/1 (2003), 

s.105-114. 

Orchon contra Turfan. Splitter aus der Gegend 

von Turfan, Festschrift für Peter Zieme anläßlich 

seines 60. Geburtstags. Türk Dilleri Arastirmalari 

Dizisi p.251-256.35 

Monotheism or Polytheism. Western Conceptions 

of the Old Turkish Religion in the Steppe Empires. 

The First International Scientific Conference 

Tengrianity - the Worldview of the Altaic Peoples. 

Collection of Papers in Russian and English. 

Bishkek 2003. 

The Decipherment of the Turkish Runic 

Inscriptions and its Effect on Turcology in East 

and West. Journal of Turkish Civilization Studies 

1 (2004), p. 303-318. 

Eine pentaglotte Liste der Epihteta, 

Charakteristika und Kennzeichen des Buddha aus 

dem lamaistischen Kulturkreis. Central Asiatic 

Journal 48/1 (2004), p. 104-117. 

Anmerkungen zum neuen türkischen Bewusstsein 

in Zentralasien. Bericht über den "Second 

International Congress on Turkic Civilization". 

Materialia Turcica Band 25. 373-377. 

Religious Revival and Identity in Modern 

Kirghistan. Central Asiatic Journal 48 (2004),2; 

234-244. 

16

Oxus 

En ung Wolfgang Scharlipp ved en muslimsk ”helgengrav”. Badakhshan 1967. © Jade Dearling 

En ældre udgave af Wolfgang Scharlipp 

ved en kurgan-stele/balbal under et 

ophold i Kirgisistan. © W.-E. Scharlipp 

Oxus 2007, Nr. 3-4 

17

Oxus 

En udiplomatisk diplomat i Langtbortistan 

af Ditlev Tamm, 

professor, dr.jur. & phil. 

Portræt. Ditlev Tamm tegner her et portræt af 

Uzbekistan og en modig engelsk diplomat, der 

har skrevet en bog om forholdene i et for de fleste 

ukendt diktaturland. 

Uzbekistan er et land i Centralasien. I areal lidt 

mindre end Spanien med en befolkning på godt 25 

millioner indbyggere og dermed det mest folkerige 

land i regionen. Danmark har ingen diplomatisk 

repræsentation i landet, der er ukendt land for 

mange, og som mest vil være kendt som stedet, 

hvor man kan besøge Silkevejens gamle byer med 

klangfulde navne som Samarkand, Bukhara og 

Khiva. I én ende af landet finder man den næsten 

udtørrede Aral-sø, i en anden den frugtbare 

Ferghana-dal. Hovedstaden Tasjkent var i 

Sovjettiden den fjerdestørste by i Sovjetunionen. 

Landets historie er lang og kompliceret, for i 

virkeligheden er Uzbekistan slet ikke noget land, 

men en samling af mindre stater med flydende 

grænser, som efter russisk erobring i slutningen af 

det 19. århundrede blev slået mere eller mindre 

sammen og i den skikkelse efter revolutionen blev 

en Sovjetrepublik. 

Oxus 2007, Nr. 3-4 

Efter Sovjetunionens opløsning blev landet 

selvstændigt og er siden med hård hånd blevet 

styret af en diktator, der hedder Islam Karimov, 

og som befolkningen oplever i det fjerne, når han 

hver morgen i kortege kører ind fra sin luksuøse 

landsted uden for Tasjkent til sit kontor i centrum 

og på et eller andet tidspunkt hjem igen. Men han 

er skam nærværende. Indtægterne af en betydelig 

del af landets naturlige ressourcer af bomuld og 

naturgas ender i diktatorens lommer, 

infrastrukturen i landet er elendig, økonomien 

haltende trods naturrigdomme, mens scoren for 

menneskerettighedskrænkelser er i top. 

Spændende og eksotisk at besøge, skræmmende 

og ubehageligt, så snart der gås bag de ikke særlig 

pyntede kulisser. 

I årene 2002 til 2004 hed Storbritanniens 

ambassadør i Tasjkent Craig Murray, en skotte, 

der havde gået i normal skole og på et andet 

universitet end Oxford og Cambridge og derfor 

faldt lidt uden for prototypen på en britisk 

diplomat. Det mente han i hvert fald selv, og den 

måde han valgte at repræsentere sit land på i 

Uzbekistan var også usædvanlig. Han har skrevet 

en bog om det, som udkom sidste år på engelsk 

som Murder in Samarkand. Bogen har ikke fået 

megen omtale i Danmark, hvor interessen for 

Uzbekistan af forståelige grund er behersket. Der 

foregår så mange menneskerettighedskrænkelser 

rundt omkring, og at beskæftige sig med dem i 

Uzbekistan er hverken egnet til at sætte humøret i 

vejret eller i øvrigt få et mere positivt syn på 

verdens fremtid. 

Sådan kunne en udenlandsk ambassadør på stedet 

formentlig også ræsonnere. Det er næppe en 

udenrigstjenestes mest attraktive post at komme 

til et land, hvor parlamentet er en farce, 

diktatoren snu og brutal og respekten for 

diplomater eller den øvrige verden kan ligge på et 

meget lille sted. Det er om at holde ud, overleve 

selskabeligt på de andre ambassader, sætte et 

venligt ansigt op, når man udkommanderes til at 

høre på systemets hule fraser og så ellers håbe på 

forfremmelse til en anden post. Sådan valgte de 

fleste af de få europæiske ambassadører at gøre i 

den tid, Murray var i Tasjkent. Kun den 

amerikanske ambassadør var mere aktiv for at 

skaffe et godt forhold til Karimov, som på det 

tidspunkt var USAs allierede i »kampen mod 

terrorismen«, og amerikanerne var derfor ivrige 

for at acceptere oppustede økonomiske oversigter 

fra uzbekernes side og for at bagatellisere grove 

menneskerettighedskrænkelser. Nu var man i 

18

gang med den slemme Saddam Hussein, og hertil 

havde man brug for den ikke meget bedre 

Karimov. Den form for logik nægtede Murray at 

acceptere. For ham blev det mere og mere 

uholdbart, at den engelske regering med Jack 

Straw som udenrigsminister valgte at se bort fra 

enhver kritik af regimet i Uzbekistan for at støtte 

amerikanerne. 

Murray valgte den for en diplomat helt 

usædvanlige kurs at overvære uzbekiske 

skinretssager, at afsløre tortur og at forlange, at 

man hjemme i England tog aktivt stilling til det 

faktum, at man benyttede udsagn indhentet ved 

tortur i Uzbekistan som led i terroristbekæmpelse. 

For Murray var Englands ældgamle 

frihedstraditioner vigtigere, og han ikke blot 

støttede aktivt menneskerettighedsforkæmpere, 

han indberettede landets virkelige tilstand til 

myndighederne, og han sagde sin mening, når han 

officielt fik mulighed for det. Det fik han ikke 

megen tak for i det engelske udenrigsministerium, 

hvor man gang på gang søgte at chikanere ham, 

indtil han i 2004 fik sin afsked. Hele dette spil 

skildres i bogen, der som en roman af Graham 

Greene afdækker diplomatiets krinkelkroge både 

udadtil og på de indre linier. Danske læsere, som 

vil erindre den engelske udenrigsminister Jack 

Straws kujonagtige reaktion på den danske 

Muhammed-krise sidste år, får ikke just et andet 

syn på denne politiker, men morsom er 

beskrivelsen af de bonede gulve og spillet i 

korridorerne. 

Murray er helt åbenlyst glad for andre damer end 

sin kone, og han kan også godt lide at opsøge den 

smule natteliv, der nu kan findes i Tasjkent og 

andre af byerne i Uzbekistan, som kun vanskeligt 

åbner sig for fremmede. Det skriver han 

åbenhjertigt om og formentlig mere end det er 

strengt nødvendigt at kende til for at acceptere 

hans engagement i menneskerettighederne i det 

land, hvori han nu engang var sat til at 

repræsentere den engelske dronning og Union 

Jack. Men historierne hører alligevel med i 

billedet, når vi skal forstå, hvordan 

ambassadørens livsførelse sammen med hans for 

udenrigsministeriet ubekvemme påpegning af den 

undertrykkelse, der karakteriserer Karimovs 

regime, gradvis var med til at fylde det bæger op, 

som til sidst løb over. Vi møder en diplomatisk 

tradition, der i stedet for stolthed over et 

mandfolk, der tør sige sandheden og hævde det 

britiske imperiums ære, ligger under for pres og 

løgn og er med til at legitimere en af verdens mest 

usympatiske diktatorer, som hensynsløst udbytter 

sit land og holder dets befolkning i uvidenhed. 

Hvornår, kære læser, har De sidst mødt en uzbek? 

Nej, vel. Uzbekerne bliver, hvor de er. 

Oxus 

Oxus 2007, Nr. 3-4 

I øvrigt blev alliancen med Karimov kun en 

parentes. De amerikanske baser i Uzbekistan er 

nu lukket, naturgassen sælges nordpå, hvor de 

ikke spørger så meget, og udviklingen i Uzbekistan 

er gået i stå. Er der nogle, for hvem 

Sovjetunionens opløsning blev til det værre, så er 

det de centralasiatiske republikker, som i stedet 

for sovjetstyret fik skrupelløse ledere. Det er ikke 

uden ironi, at en af de uzbekiske ledere i 

sovjettiden, som selv russerne fandt for grov, i dag 

lægger navn til hovedgader i uzbekiske byer. 

Engang var det general Kauffmann, som var den 

russiske kommanderende general i den russiske 

ekspansion, vi kender som »The great game«, hvis 

statue prydede centrale pladser. Så blev det Lenin 

og andre sovjetiske koryfæer. I dag er den 

uzbekiske identifikationsfigur mongolen Timus 

Lenk eller Tamerlan, der som en ætling af Djengis 

Khan erobrede store dele af Centralasien, og hvis 

efterkommere residerede dér og i Nordindien. 

Timur Lenks gravmæle ligger i Samarkand, hvor 

man kan se ruinerne af hans kæmpemoské og 

andre vidnesbyrd om en kunstnerisk storhedstid, 

som ikke har ret meget med det nuværende 

uzbekiske folk at gøre. På den måde symboliserer 

han jo også ganske rammende magten i et land, 

der styres som det nu engang gør. Man kan køre 

de knap 500 km fra Tasjkent til Samarkand uden 

at finde en restaurant eller så meget som et toilet 

undervejs. Regimet er fuldstændig ligeglad med 

turisme og andre forbindelser til en verden, som 

kun er til besvær, når den støtter uzbekisk 

opposition eller er med til at gøre opmærksom på 

de oprørende forhold i landet. 

Craig Murray var en af dem, der betalte prisen for 

at sige fra over for et regime, der selv som allieret 

er for slemt. Det er der kommet en underholdende 

bog ud af, der fortjener at blive læst af de mange, 

som ikke er klar over, hvad det egentlig er der 

foregår i den verden, som vi lettere overbærende 

betegner som stan’er. Der er ikke nødvendigvis 

særlig rart i Langtbortistan, og selv om vi ikke 

rigtig kan gøre noget ved det, så er og bliver netop 

den offentlige opmærksomhed omkring 

krænkelserne den eneste måde at svække 

diktaturet og hjælpe de mennesker på, der sætter 

livet på spil for et bedre samfund. Murray betalte 

med stillingen. Andre er det gået langt værre. 

Efter sin fratræden som ambassadør blev Murray 

en aktiv kritiker i engelsk deltagelse som støtte for 

USA i Irak. I år blev han i øvrigt valgt som rektor 

for universitetet i Dundee. 

Første gang bragt i Berlingske Tidende 3. juli 

2007 

19

Oxus 

Fodbold for livet 

af Pia Dyrhagen 

Foto: Pia Dyrhagen 

Oxus 2007, Nr. 3-4 

20

Foto: Pia Dyrhagen 

Sidst i juli genlød Københavns Rådhusplads af 

tilråb og tacklinger fra de 48 hold fra hele verden, 

der deltog i VM i fodbold for hjemløse. Også hold 

fra Centralasien, nemlig Kasakhstan og Kirgistan, 

deltog.. 

VM for hjemløse er en årlig gadefodboldturnering, 

der samler hold af hjemløse fra hele verden. 

Formålet er dels at give de hjemløse en oplevelse 

for livet, der kan inspirere dem til at ændre deres 

livssituation, dels at skabe opmærksomhed om 

problemet hjemløshed i alle dets afskygninger. 

Det kasakhiske hold blev nr. 2 ved sidste års VM i 

Cape Town i Sydafrika. På trods af flot spil, bl.a. i 

kampen mod det danske hold, der blev bakket op 

af 1500 tilskuere, blev det “kun” til en 

niendeplads. Især holdets målmand imponerede. 

Holdet fra sidste år blev modtaget som helte 

hjemme i Almaty, og spillerne fra dengang 

fungerer nu som rollemodeller for de unge drenge 

i slumkvartererne i byen. De har bevist, at man 

kan nå langt, selvom man er hjemløs. 

Oxus 

Oxus 2007, Nr. 3-4 

Kirgistan stillede med turneringens eneste rene 

pigehold og fik en flot placering som nr. 40. 

Samtidig blev de kåret som det bedste debutanthold. 

Pigeholdet fik stor medieopmærksomhed, og 

det har været med til at sætte fokus på kvindernes 

svære situation i Centralasien. Som en af spillerne 

sagde: “Fodbold har lært mig at være stærkere og 

mere koncentreret og har hjulpet mig til at blive 

klogere. Fodbold har lært mig, at kvinder er 

stærke.” 

Hjemløshed i Centralasien 

Det karakteristiske ved de hjemløses problemer i 

Centralasien er, at et kompliceret bureaukrati i de 

tidligere sovjetrepublikker fastholder folk, der 

mister deres bolig eller flytter fra landet ind til 

byen i søgen efter job, i hjemløshed, fordi de ikke 

er i besiddelse af de nødvendige dokumenter. 

Denne “papirløshed” gør ikke bare folk hjemløse, 

men også lovløse, idet de mister retten til 

offentlige ydelser, uddannelse, lægehjælp og hjælp 

fra politiet. 

21

For at hjælpe de hjemløse til en bedre tilværelse 

arbejder en række NGO’er, støttet af Folkekirkens 

Nødhjælp, på at overbevise myndighederne om, at 

de besværlige og uretfærdige procedurer skal 

ændres. 

De hjemløse spiller med stort engagement; for 

dem er det en måde at få bedre selvtillid på og 

kræfter til at kæmpe for en bedre tilværelse. 

Mange af de hjemløse har oplevet nederlag på 

nederlag og udstødelse af lokalsamfundet og 

familien. Der er også mange, der kæmper med 

alkoholproblemer eller andre former for misbrug. 

Fodbolden giver spillerne anerkendelse, selvtillid 

og mulighed for at mødes med andre i samme 

situation. Den fysiske aktivitet har også fået flere 

til at lægge misbruget bag sig. De har fået kræfter 

Spiller fra Kirgistans pigefodboldhold. © P. Dyrhagen. 

Oxus 

Oxus 2007, Nr. 3-4 

til at kæmpe for en bedre tilværelse, og derfor er 

deltagelsen også en vej tilbage til livet. 

Undersøgelser viser, at ca. 70 % af deltagerne i 

VM for hjemløse har ændret deres liv i positiv 

retning efter deltagelsen – hvem siger, at fodbold 

bare en sport? 

Fakta: VM for hjemløse blev desværre ramt 

af negativ omtale, da ca. 20 spillere primært 

fra afrikanske hold, samt en enkelt afghaner, 

hoppede af under turneringen for at søge 

asyl. Alle spillerne fra Centralasien rejste 

hjem – men først efter et besøg hos Den Lille 

Havfrue og en tur i Tivoli. 

22

Oxus 

Plov – Usbekistans nationalret 


Ifølge overleveringen skulle Alexander den Store 

have fået serveret plov (pilaff) efter at have 

erobret byen Maraqanda, vore dages Samarkand. 

Plov er usbekernes nationalret, men spises også af 

mange andre etniske grupper i Centralasien. Især 

i Sovjettiden blev retten udbredt over store 

områder og spises nu også i for eksempel 

Aserbajdsjan og Ukraine. 

Det er en hovedret, der ofte serveres med en enkel 

salat, fx bestående af meget fintskårne løg, 

tomater, masser af sort peber og eddike. 

Hovedingredienserne i plov er typisk lammekød, 

gulerødder, løg og ris (hvis man ikke bryder sig 

om lam, kan man bare erstatte det med okse eller 

kylling). Derudover varierer opskriften fra egn til 

egn. Der kan være tilsat hvidløg, kikærter, kvæder, 

tørrede abrikoser, dadler, svesker eller som i 

Kasakhstan æbler. Normalt er retten krydret med 

fx spidskommen, paprika, sort peber og salt – 

andre krydderier kan være berberisfrugter, chili, 

eller – hvis det er til et bryllup eller en anden fin 

lejlighed – safran. Generelt er centralasiatisk mad 

dog ikke særlig krydret. 

Oxus 2007, Nr. 3-4 

Plov/Pilaff er ikke just en konstant størrelse. Når 

den russiske opskrift f.eks. indeholder georgiske 

krydderier, skyldes det den enorme popularitet, 

retten har nydt i nærmest hele Sovjetunionen, 

hvor den overalt blev tilpasset lokal smag. 

Afghanske opskrifter minder i stigende grad om 

pakistanske versioner, jo tættere man kommer på 

Pakistan; flere krydderier indfinder sig, og retten 

serveres ofte med raita (yoghurtsauce). 

Overgangen til pakistanske og indiske risretter 

som biryani og chelo er flydende. Via Kaukasus 

vandt retten indpas i Osmannerriget og findes 

derfor også i tyrkiske versioner. 

Almindeligvis vil tallerkenen være ret fedtet, efter 

at man har spist; det er ikke en ret for de 

fedtforskrækkede! Til gengæld er det en ret, der 

nærmest ikke KAN gå galt – medmindre man 

ligefrem brænder den på. Lammekødet skal helst 

være nogenlunde fedtmarmoreret, da det giver 

den bedste smag og det møreste kød. Undgå 

olivenolie – brug evt. jordnøddeolie eller majsolie 

da de er betydeligt mere smagsneutrale. Lav evt. 

selv en nem grøntsagsfond og brug den til at koge 

risene i – eller tilsæt en bouillonterning. 

I Indien, Pakistan og Iran skelnes der mellem pulav/pullau/pulao (ris kogt i suppe/fond men med løse 

ris), chelaw/cholo (hvide løse ris), kateh (klisterris), biryani (minder om pulav, men eftersteges i smør) 

og tachine (langtidstilberedte ris med grøntsager og kød, tilberedt i et særligt udformet fad med låg). 

Fergana Plov – Fergana Pilaff (6-8 pers.) 

1 kg ris 

½ kg lam eller oksekød i tern 

1 kg strimlede gulerødder 

4 snittede løg 

3-4 dl vegetabilsk olie 

smages til med salt, spidskommen og chili 

Varm olien til den ryger. Tilsæt de snittede løg og 

steg dem, til de er gyldne. Tilsæt kødet og lad det 

brune med løgene; tilsæt gulerodsstrimlerne efter 

et par minutter og steg videre til de er gyldne. 

Tilsæt vand, salt og krydderier og lad det simre i 

20-25 minutter. Risene tilsættes med så meget 

vand, at det står ca. 1-1½ cm over risene. Når 

vandet ikke længere står over risene lægges låg på 

og retten simrer færdig på lavt blus yderligere ca 

25 minutter. 

Bokhara Plov med rosiner 

1 kg ris 

150 g rosiner 

800 g gulerødder i strimler 

3-4 løg i skiver 

3-4 dl planteolie 

smages til med krydderier 

Varm olien til den ryger, tilsæt de snittede løg og 

steg dem til de er gyldne. Tilsæt 

gulerodsstrimlerne og steg videre til de er gyldne. 

Tilsæt rosiner, vand salt og krydderier og ris 

sammen med så meget vand at det står ca 1-1½ 

23

cm over risene. Når vandet ikke længere står over 

risene lægges låg på og retten simrer færdig på 

lavt blus yderligere ca 25 minutter. 

Samarkand Plov 

1 kg ris 

400 g lam eller oksekød i tern 

800 g gulerødder 

400 g løg 

3-4 dl planteolie 

smages til med salt, sort peber, paprika 

De skrællede gulerødder koges sammen med 

kødet; kødet skæres i tern og gulerødderne i tynde 

strimler. Samtidig koges risen i saltet vand. Når 

den er færdigkogt, drænes den for vand. Kød og 

gulerødder blandes med krydderierne. Løgene 

steges gyldne i rygende varm olie og blandes med 

kød og gulerødder. Ved servering toppes hver 

portion ris med blandingen af kød, gulerødder og 

løg og overhældes med varmt stegefedt/olie. 

Kazakh Palaw 

600 g lam i tern 

3 spsk (fåre)fedt 

4 løg i skiver 

5 fintstrimlede gulerødder 

2½ dl finthakkede tørrede abrikoser 

5 dl ris 

4 dl vand 

salt, sort peber 

Steg løgskiverne gyldne i fedstoffet. Tilsæt 

lammekødet og lad det brunes sammen med 

løgene. Tilsæt de strimlede gulerødder, salt og 

peber og lad det stege. Fordel de vaskede ris jævnt 

over kødet og bring det hele i kog. Tilsæt de 

hakkede abrikoser og lad retten simre (uden at 

røre i den) ved lav varme i en time. Tag retten af 

komfuret, hold den evt varm med et viskestykke 

eller håndklæde om gryden, mens den står i 10-15 

minutter. Rør forsigtigt i retten og server den på 

en stort fad. 

”Russisk” Plov 6-8 personer 

1 kg (fedtmarmoreret) lammekød i tern 

2 spsk planteolie 

2 store løg i skiver 

3 store gulerødder i strimler 

6 dl ris 

1 l kogende vand 

1 tsk adzhika eller paprika 

3 tsk salt 

Oxus 

Oxus 2007, Nr. 3-4 

1 knivspids safran, opblødt i 2 spsk varmt vand i 

10 minutter 

friskkværnet sort peber 

tyndt strimlede rå løg 

Brun lammekødet i olien og stil det til side på en 

tallerken. Steg løg og gulerødder over middel 

varme 10-15 minutter, uden at de tager farve; 

tilsæt evt. mere olie om nødvendigt. Tilsæt atter 

lammekødet samt risen. Steg under omrøring ca. 

5 minutter, indtil risen begynder at blive gylden. 

Tilsæt det kogende vand og rør godt. Tilsæt 

adzikha (eller paprika), salt, safranudkog samt 

sort peber. Læg låg på og lad det simre ved lav 

varme i ca. 20 minutter eller indtil risen er færdig. 

Serveres generøst pyntet med tynde rå løgskiver. 

Adzhika 

Adzikha er et stærkt georgisk tilbehør, brugen har 

bredt sig i store dele af det tidligere Sovjet. 

Opskrift på hjemmelavet Adzhika: 

2½ dl rød peber 

2½ dl chilipeber 

1 ¼ dl pillede hvidløg 

½ dl korianderfrø 

2 tsk. khmeli-suneli 

2½ dl valnøddekerner 

Ingredienserne males i en morter eller i en 

foodprocessor. Man tilsætter valnøddekerner 

indtil konsistensen er som smør. 

Georgisk krydderiblanding »Khmeli 

suneli« 

Det georgiske Khmeli suneli er en blanding af 

tørrede urter, som bruges i blandt andet fars- og 

grøntsagsretter. Det består af lige dele dild, 

basilikum, bønneurt og blade af koriander, selleri, 

persille, pebermynte og laurbær samt en smule 

safran og rosmarin. 

24

Persisk Juvelris - Javaher Polow 

(6 personer (som tilbehør)) 

7½ dl basmatiris 

skrællen af 2 usprøjtede appelsiner 

1 stor gulerod 

2½ dl tørrede berberisbær eller tilsvarende 

mængde granatæblekerner 

1 ¼ dl rosiner 

1 løg 

2½ dl smuttede mandler eller mandler blandet 

med pistacier 

advieh-krydderblanding 

en knivspids safran opløst i 1 dl vand 

150 gr smør 

2 spsk yoghurt 

Skræl appelsinerne i lange strimler. Undgå helst 

det hvide bitre underlag. Skær strimlerne i små 

rudeformede stykker. 

Skræl guleroden og brug kartoffelskrælleren til at 

strimle den med. Skær strimlerne i tynde stave. 

Kog appelsinskrællen og gulerodsstavene 10 

minutter i en lage af 2 dl vand og 2 dl sukker ved 

lav varme (dette kan gøres dagen i forvejen). Si 

lagen fra. 

Vask risene, indtil vandet er helt klart for at undgå 

at risene klistrer. Kog risene i saltet vand, indtil de 

stadig er ”al dente”, dvs. 9-12 minutter. Rør i 

risene for at sikre, at riskornene ikke klistrer. 

Smelt mindst 2 spsk. smør i en stor gryde med et 

tætsluttende låg. Dette vil forhindre risene i at 

hænge i, når de danner skorpe. 

Bland 4-5 spsk. af den kogte ris med yoghurten og 

lidt af safranvandet. Fordel denne blanding i 

bunden af gryden; den vil danne en gylden skorpe 

(kaldet ta-dig), som er noget af det ypperste ved 

persiske risretter. 

Læg et par grydeskefulde af de kogte ris oveni og 

derefter ca. en ¼ af gulerods- og 

appelsinstrimlerne i et lag. Drys med advieh. 

Fortsæt med at lægge lag på lag indtil 

ingredienserne slipper op. 

Drys rigeligt med advieh på toppen, overhæld med 

resten af det smeltede smør og safranvand samt 

ca. 2 dl vand. Kog ved lav varme under 

tætsluttende låg. 

Læg berberisbærrene og rosinerne i blød i varmt 

vand i 20 min. Snit løget fint og brun det nænsomt 

Oxus 

Oxus 2007, Nr. 3-4 

i 25 g smør. Tilsæt berberis og rosiner, brun videre 

i 1 minut. 

Rist mandler/pistacier i lidt olie på en pande 

under konstant omrøring. Vær påpasselig med at 

de ikke brænder på. 

Anret risblandingen i en top på et stort fad. Pynt 

med berberis-rosin-løgblandingen. Pynt med lidt 

af gulerods- og appelsinstrimlerne. 

Berberisbær. De kan efter længere tids opbevaring 

blive gamle og brune, men kan så passende erstattes 

af granatæblekerner. 

Den gyldne sprøde risskorpe, der gerne skulle 

være dannet, skrabes op af gryden og anrettes 

omkring risene sammen med de ristede nødder. 

Advieh/adwiya 

Advieh er en krydderiblanding fra det iranske 

køkken. Den bruges i risretter, så vel som til 

kylling og bønner. Ingredienserne er variable; 

kardemomme, kryddernelliker, kanel, rosenblade, 

spidskommen og ingefær, undertiden også 

angelika (kvan), safran, muskatnød, sort peber, 

muskatblomme, korianderfrø eller sesam. 

advieh grundblanding: 

2 spsk tørrede rosenblade/knopper 

2 spsk kanelpulver 

2 spsk kardemomme (3 spsk grønne 

kardemommekapsler) 

1 spsk spidskommen 

Ic Pilav (fra Tyrkiet) 

6 personer 

1 lille finthakket løg 

1 tsk. salt 

1½ dl korender (kan erstattes med rosiner) 

1 dl pinjekerner 

½ tsk. sort peber 

200 gr. lammelever 

1 l vand/bouillon 

25

4 spsk. smør 

500 gr. ris 

½ tsk. yenibahar (Bay Rum Tree, Pimenta 

racemosa) 

Skyl risen grundigt. Skyl evt. også korender og 

pinjekerner. Skær leveren i tern. Brun en stor 

skefuld smør i en gryde eller pande og tilsæt 

pinjekerner og løg, indtil pinjekernerne er gyldne. 

Tilsæt lever og brun i 2-3 minutter. Tilsæt 

vand/bouillon, salt, korender og krydderier. Smelt 

resten af smørret i en anden gryde, tilsæt risen og 

lad det stege over middel varme under konstant 

omrøring i 20-25 min. Hæld “kødblandingen” 

over, bland godt og kog i 2 minutter, før der 

skrues ned på svageste blus, hvor retten simrer 

færdig under låg 15-20 min. Tag af blusset og lad 

retten trække under låg i 20 minutter inden 

servering. 

Yenibahar 

Bay Rum Tree, Pimenta racemosa, en slægtning 

til Allehånde. Ældre medborgere husker måske 

barberspritten Bay Rum, som fik sin 

karakteristiske lugt fra Pimenta racemosa. Man 

kan muligvis erstatte Bay Rum tree med en 

blanding af kryddernelliker og citronskal. 

Sultan Pilaff 

Endnu en opskrift, som viser, hvor forskellig 

pilaff/plov kan være. Oprindelseslandet for denne 

opskrift er desværre ukendt. 

450 gr. langkornede ris 

¼ kg lammekød 

4 spsk. olie 

Oxus 

Oxus 2007, Nr. 3-4 

2 store snittede løg 

2 fed hvidløg, hakkede 

6 kardemommekapsler 

2 hele nelliker 

3 cm hel kanel 

en knivspids knust safran 

salt, peber 

50-60 gr. rosiner 

1 liter vand/bouillon 

50-60 gr. smuttede mandler 

Risen skylles grundigt og stilles i blød i koldt vand 

i ca. 20 minutter. Imens steges de snittede løg og 

hvidløg i olien, til løgene er gennemsigtige. 

Krydderierne tilsættes og svitses ved lidt højere 

varme i et par min. Løg og krydderiblandingen 

tages op af gryden, og kødet brunes hurtigt i olien. 

Krydderiblanding og løg tilsættes atter. Risene 

skylles evt. en ekstra gang og hældes op i gryden. 

Risene steges under omrøring i ca. 5 min. 

Vand/bouillon, rosiner, salt og peber tilsættes. 

Bringes i kog; derefter skrues ned, og retten 

simrer i ca. 20 min. under låg. Når væden er 

opsuget af risene, tilsættes mandlerne og retten 

serveres. Kan evt. pyntes med frisk koriander eller 

mynte. 

Nem Grøntsagsfond 

1 porre 

1 løg 

1 gulerod 

1 kartoffel 

Evt persillerod, selleri 

2 liter vand 

Lad simre i 45 min. 

26

Ouzbekistan. Farhôd Qôri Halimov: 

Chants classique tadjiks/Classical 

Tadjik Songs. Ocora, Radio France. 

Optagelser fra 2003 og 2006. Optaget af 

Jean During; redigeret i samarbejde med 

Gozal Muminova. 

Farhôd Qôri, vokal og tanbur; Gozal 

Muminova, dutôr og rabôb, Toraqul 

Juraqulov, dôyra (rammetromme). 

Musikeren og sangeren Farhôd Qôri Halimov er i 

centrum på denne unikke udgivelse af klassisk 

tadjik musik. Det er en samling forskellige 

stykker, spændstigt og levende udført, sangen er 

inciterende, og instrumentalspillet blændende. 

Musikken kan umiddelbart associeres med 

klassisk uzbekisk musiks superstjerne, Monâjât 

Yultchieva. Eller med tanbur mesteren Turgun 

Alimatov som dog ved nærmere bekendtskab er 

ret forskellig fra Farhôd Qôri . 

Der er 11 optagelser, solo såvel som i samspil med 

et ensemble bestående af tromme, dôyra og enten 

dutôr eller rabôb – begge lut-instrumenter. To 

solostykker er sange til tanbur’en, to er helt 

igennem instrumentale. Her udfoldes absolut 

virtuost mesterskab der giver associationer til 

virtuose rubâb spillere i Afghanistan, og til raga 

Oxus 

Musikanmeldelser 

af Christer Irgens-Møller 

Oxus 2007, Nr. 3-4 

musikken hos de store indiske sitar spillere. 

Sidstnævnte angiver Farhôd Qôri da også som en 

væsentlig inspiration, samt Uighur musik og den 

klassiske musik fra Bukhara. Tanbur’en (som 

faktisk anses for en forløber for sitar’en), er et 

meget ekspressivt instrument: tonen formes i 

både i intonation og udsmykkes med vrid, glid og 

dobbeltslag. Det er et fysisk udfordrende 

instrument at spille på, da strengene ligger ret 

højt. 

Sangene udfolder sig i organiske forløb i samspil 

med tanbur’en som følger sanglinierne, eller 

prikker enkelttoner ud, eller som for det meste er 

evigt kommenterende og spinder sig rundt om 

sanglinierne. 

Ensemble stykkerne er rytmisk funderede, og er 

ofte præget af længere komponerede strukturer. I 

“Bâgh-i gul-hô” (rosenhaven) følges de langt 

udspundne sanglinier af parallelle kvarter af den 

akkompagnerende dutôr – et træk der i vestlige 

rockvante ører kan virke bekendt – men som 

faktisk er særdeles udbredt både i Tadjik og 

Kazakh musikken. 

Farhôd Qôri er selv tadjik, men bosat i Samarkand 

i Uzbekistan. Hans blev født i 1963 med dårlige 

øjne og blev siden helt blind. Tilnavnet ‘Qôri’ fik 

han med den anerkendelse han opnåede i 

1990erne – et tilnavn som store klassiske blinde 

musikere traditionelt er blev tildelt. Handicappet 

gjorde at han kastede sig over musikken, selvom 

hans familie baggrund ikke tilskyndede dette valg. 

Han kom ikke i lære hos en mester som ellers er 

praksis, men tilegnede sig selv musikken fra 

optagelser af de gamle mestre såsom Rasul Qôri 

Mamadaliev (1928-76) og Khôja Abdulaziz (1851- 

1936). Jean During konstaterer i de iøvrigt 

grundige og fyldestgørende noter at Farhôd ville 

nok have haft større succes hvis han havde sit 

virke i Tadjikistan. I den frembusende 

vestliggørelse i Uzbekistan har denne musik ringe 

kår og er afhængig af eksponering i TV, hvor 

kunstnerne selv skal finansiere shows. 

Farhod Qôri’s virke består væsentligst i 

undervisning på blindeinstituttet og som dirigent 

for sit ensemble. Dertil optræder han til private 

fester og højtider og er dermed en meget vigtig del 

af det sociale og kulturelle liv. Institutionen toy 

som omfatter bryllupper, fødsel, 

omskæringsfester, jubilæer mm. har musik som 

en væsentlig ingrediens. Alle genrer har en plads i 

løbet af disse festligheder. Kunstmusikken bliver i 

27

eglen præsenteret om morgenen eller til store 

banketter, hvor det udelukkende mandlige 

publikum ofte kan udgøre fra 300 op til 1000 

mennesker. 

Udover selve musikken, er den eneste anke ved 

denne udgivelse en mangel på illustrationer (der 

er kun det samme foto): det ville have været 

Foto: Realworld Records. 

Sevara [sen]. Real World 

CDRW145. 

Sevara Nazarkhan, vokal og 

kompositioner. Produceret af Nazarkhan, 

Victor Sologub og Bruno Ellingham 2007. 

Indspillet i Tashkent med uzbekiske 

musikere. Færdigproduceret i London. 

“[sen]” er Sevara Nazarkhan’s tredje CD siden 

debut’en “Batimdan”; efterfølgeren “Yol Bolsin” 

(2003) blev hendes gennembrud på verdensplan. 

Sevara synger på uzbekisk og har stærke 

musikalske rødder i den traditionelle og klassiske 

uzbekiske musik. Mens allerede “Yo’l Bo’lsin” i sin 

Oxus 

Oxus 2007, Nr. 3-4 

velgørende med flere fotos af musikerne in action; 

der kunne også have været tegninger af de 

anvendte instrumenter. 

lyd var baseret på samtidens vestlige musik – ikke 

mindst p.gr. af den franske producer Hector 

Zazov, trækker det nye udspil endnu mere i vestlig 

retning. Men er dog fuldstændig forskellig fra en 

anden kendt uzbeker, sangeringen Yulduz 

Usmanova, som er mere orienteret mod tyrkisk 

pop og disco. 

I Sevara’s verdensmusik inkorporeres der soli og 

samples med traditionelle instrumenter, tanbur 

(lut), konûn (cither), doîra (rammetromme) og 

tabla. Men hele lyden og rytmerne rundet af 

techno, house mm. i en grad, så dette produkt 

sagtens kunne optræde i sammenhæng med Björk 

f.eks. uden at ret mange kunne mærke forskel. 

Mærkeligt så hurtigt dette koncept er blevet til 

28

mainstream. Især de ned-pitch’ede rytmespor – 

en effekt som før i tiden gav en drømmeagtig 

karakter, men som man nutildags næsten knap 

nok bemærker. Og disse loops (gentagne bidder af 

det samme rytmemønster) – kan nemt gå hen og 

blive for maskinelle og føles for stive. I et nummer 

som “Bakhtimdan” (6) virker det således noget 

rutineagtigt. Bevares - det er dygtigt, det er flot og 

forførende: de disede synthesizere, de flotte 

samplinger, de genialske blip-båt rytmer etc. Men 

det betagende ved denne musik er Sevara’s store 

sangtalent, den uzbekiske tekst og de flot 

udspundne melodilinier. 

Stemmen er meget klar, næsten poleret, og på de 

spor hvor hun har dubbet sig selv med flere 

stemmer er det uhyggeligt rent. Men der er også 

spor hvor Sevara blot groov’er sig igennem 

melodiske guirlander der smyger sig om een som 

en sensuel og indsmigrende brise (som på 

“Erkalab”, nummer tre). På det følgende nummer 

har Sevara dubbet sig selv i oktav, men sjovt nok 

associerer ornamenterne her til sangerinder i den 

populære R&B stil. 

Men alt ialt bør man absolut unde sig et nærmere 

bekendtskab med Sevara. Jeg må indrømme at jeg 

er mere til den fransk producerede “Yol Bolsin” 

Foto: Realworld Records. 

Oxus 

Oxus 2007, Nr. 3-4 

end til den aktuelle udgivelse. Man kan også lade 

nysgerrigheden pirre af samples fra den første 

udgivelse, “Batimdan”; lyden tilsyneladende langt 

mere genuin end de nyere udgivelser 

WOMAD/RealWorld står for udgivelsen af “[sen]” 

og Peter Gabriel himself har både spillet og 

opfundet baslinien på nummeret “Bo Sevgi”. 

Ellers er alt dog indspillet i Tashkent med 

uzbekiske musikere. Dog har både 

vokalbearbejdelse, supplerende programmeringer, 

færdigmix mm. fundet sted i RealWorld’s studier 

under Bruno Ellingham’s auspicier. 

Sådanne samarbejder er udgår utvivlsomt fra de 

bedste intentioner, men produktet kan gå hen og 

blive noget anonymiseret hvilket er lidt ærgerligt. 

Gozal Dema kan downloades her: 

http://sevaranazarkhan.calabashmusic.com/ 

Sevara Nazarkhan kan også høres her: 

http://www.sevara.uz/audio 

29

Oxus 

Folkemusik fra alverdens lande. 

Find / Bestil kataloget hos din nærmeste forhandler. 

Nærmeste forhandler oplyses hos: info@naxos.dk. 

Naxos Denmark ApS · Landemærket 49 DK-1119 København K 

Fax: 86 89 00 33 · Tlf: 86 89 24 28 

Oxus 2007, Nr. 3-4 

NAXOS DANMARK/OLGA MUSIK 

30

Oxus 

Boganmeldelser 

Annemarie Schimmel: Små Paradiser. Blomster og haver i Islam. Forlaget 

Vandkunsten, København 2007 

For nylig udkom den store tyske orientalist 

Annemarie Schimmels (7. april 1922- 26. januar 

2003) bog om islamiske haver for første gang på 

dansk (oprindeligt udgivet på tysk i 2001); udgivet 

af Forlaget Vandkunsten som det 13. bind i 

Carsten Niebuhr Bibliotekets bogserie. Værket er 

rigt illustreret med en række spektakulære 

miniaturer fra Davids Samling i København. 

I begyndelsen af 2003 døde Annemarie Schimmel 

efter et mere end 80-årigt langt liv dedikeret til 

hendes store passion: studiet af sufi-mystikken og 

dens rolle i den islamiske civilisations spirituelle 

og intellektuelle historie. Schimmel var 

oprindeligt uddannet i orientalske sprog ved 

Oxus 2007, Nr. 3-4 

af Kristoffer Damgaard 

Cand. mag. i islamisk arkæologi 

Ekstern lektor, Københavns Universitet 

Assistant director, Islamic Jarash Project 

Field-director, Aqaba Archaeological Project 

Humboldt Universitet i Berlin, men tilbragte store 

dele af sin karriere som professor i indo-islamiske 

kulturer ved Harvard Universitet i Boston, samt 

ved universitetet i Bonn. Hun rejste vidt og bredt 

over hele den islamiske verden og skrev et utal af 

bøger, der både inspirerede lægfolk og oplyste 

akademikere samtidig. Hendes fordybelse i de 

store islamiske mystikeres skrifter og tanker 

gjorde hende desuden til en højt estimeret 

oversætter af islamisk lyrik, og sufi-digtere som 

Rumi og Hafez er i høj grad blevet tilgængelige for 

et bredere publikum netop i kraft af Schimmels 

indsigtsfulde oversættelser. 

Små Paradiser er Annemarie Schimmels 

kontemplative overvejelser over haver og 

blomsters betydning i den islamiske verden. Den 

er skrevet i en familiær, nærmest prosaisk stil, og 

har klart haft til hensigt også at tryllebinde folk 

udenfor de snævre akademiske kredse. Det må 

således siges at være et oplagt valg for Carsten 

Niebuhr Bibliotekets redaktion, og må formodes 

at have bred appel blandt bogseriens læserskare. 

Bogen er inddelt i tre dele, hvoraf den midterste er 

den klart største. Første del har tre kapitler som 

henholdsvis er benævnt Om islamiske havers 

skønhed, Paradishaven og Fyrstelige Haver. 

Første kapitel præsenterer kort den fysiske have. 

Det fremhæves, at der i hvert fald fra det 6. årh. 

f.v.t. fandtes en forkærlighed for haver i Orientens 

kulturer. I regioner, der i mange tilfælde er tørre 

og øde, har kontrollen over vandresurser altid 

været altafgørende. Kunstvanding og 

opbevaringsanlæg nåede således i mange tilfælde 

monumentale proportioner, men hvilken 

tydeligere manifestation af en fyrstes magt kunne 

der være end en have, der står som en frodig oase i 

et goldt landskab. Den vilde, men livgivende natur 

under menneskets kontrol. Dernæst opridser 

31

Schimmel de forskellige former for haver, som 

kendes fra den islamiske verden (f.eks. chahar 

bagh, paladshaven, jagthaven, mausolæumshaven, 

den private have osv.) og fremhæver deres 

individuelle og kollektive betydning i muslimers 

selvbevidsthed. Allerede her får læseren den første 

smagsprøve på bogens videre indhold, for den 

poetiske eller metaforiske have sidestilles ikke 

alene med den fysiske have, men fremstår som det 

redskab der gør haverne forståelige som medie for 

muslimer. 

Andet kapitel gør det klart (og henfører) til det 

hinsides snarere end til de socio-politiske 

konnotationer. Med Koranen som udgangspunkt 

fastslår Schimmel, at der blandt muslimer var en 

klar opfattelse af haven som en allegori til 

paradiset fra de tidligste tider. Dette påvises ved 

referencer til en lang række specifikke vers i 

Koranen, men underbygges yderligere ved 

identifikationen af konkrete fysiske 

manifestationer af sådanne koraniske 

benævnelser i haverne (19-23). Havernes 

symbolske allusion til det koraniske billede af 

paradis medfører således, at enhver haverelateret 

metafor hos læseren transcenderer til noget 

himmelsk. Det samme gælder ”den elskede”, der i 

lyrikken er uomtvisteligt knyttet til både haven og 

himlen, og hvis domæne ofte er i haven. 

Tredje kapitel af første del omhandler de konkrete 

haver, som er blevet opført af islamiske regenter 

gennem tiden. Her tales der især om de 

centralasiatiske, andalusiske og indiske haver; det 

skyldes, at det i høj er fra disse tre regioner, der er 

kildemateriale tilbage. Hun kommer dog også ind 

på nogle af de mere multifunktionelle anlæg som 

det umayyadiske Qasr al-Hayr al-Sharqi i Syrien 

(38), og det er både forfriskende og absolut 

passende, at disse mere arbitrære kategorier af 

landlige anlæg drages ind i debatten om de 

islamiske haver. Ligeledes påpeges det, at det at 

haverne ofte var forbeholdt den sociale elite ikke 

skyldes, at retten til at opføre haver var fyrstelig; 

det var blot omkostningen, der var det. Således 

har man udover kaliffer og sultaner også hustruer, 

adelige, generaler og sågar købmænd som havens 

patron. 

Schimmel konstaterer på en overbevisende måde 

at ideen om haven som allegori til paradiset er lige 

så udbredt i den islamiske verden som haverne i 

sig selv. Kapitlet savner dog en klar struktur, 

noget der måske kunne have været opnået ved at 

anvende blot den mindste smule kronologisk 

orden. I stedet føles det for læseren – selv i dette 

tilfælde for en læser med noget viden om den 

islamiske verden – som om man springer halsløst 

fra sted til sted, fra æra til æra, med Koranen og 

Oxus 

Oxus 2007, Nr. 3-4 

lyrikken som de eneste faste holdepunkter. En 

kort kronologisk gennemgang af havekoncepternes 

udvikling i islamisk historie ville 

have forankret materialet og givet hele den første 

del en tiltrængt struktur. Som filolog med solidt 

kendskab til arabiske, persiske og indiske primære 

kilder havde Schimmel netop kvalifikationerne til 

at foretage en sådan undersøgelse. Det havde ikke 

kun gjort første del væsentlig mere interessant, 

men havde udgjort et langt vigtigere bidrag til 

vores forståelse af den islamiske have. 

Anden del beskæftiger sig med de konkrete 

komponenter i en islamisk have og hvordan disse 

er blevet opfattet, eller måske rettere oplevet, af 

muslimer gennem tiderne. Kapitlerne dedikeres 

måske ikke direkte til havens komponenter, men 

mere til de aspekter, der skaber oplevelsen af 

haven. Således er kapitlerne tituleret Det 

livgivende vand, Den oplivende duft, Træer og 

frugter, Haven på de forskellige årstider og 

Havens blomster. På den ene side er de temaer, 

som udvælges, helt centrale komponenter i haven; 

på den anden side er det centrale at det er som 

afgiver et sanseligt indtryk, og udforskningen 

bliver således en dans mellem det fysiske og det 

metafysiske. 

I anden dels første kapitel beskrives vandets 

centrale rolle i havernes fysiske udmøntning, og 

der redegøres eksempelvis kort for bassinerne og 

kanalerne som redskaber til at inddele havernes 

areal (som oftest i 2, 4 eller 8 dele). Grundlaget for 

denne underinddeling findes i Koranens 

beskrivelser af paradis (49-56), og det centrale 

tema fra første del tages derved op igen. Til sidst i 

kapitlet er der endda forklaringer på nogle af de 

teknologier, der lå bag de islamiske havers ofte 

sirlige vandingssystemer. Dette tjener dog blot til 

at illustrere, hvad det var meningen den 

beskuende skulle erfare. Således bevæger man sig 

tilsyneladende problemfrit fra vandets rislen i 

kanerne til oplevelsen af duggen på rosens blade. 

Denne tendens til fokusere på hvordan forskellige 

personer oplevede de udvalgte aspekter træder 

herfra endnu tydeligere frem, og strukturen virker 

igen nærmest aforistisk. Som om den ene 

beskrivelser minder hende om den næste. Et 

overflødighedshorn af mere end tusind års 

islamisk lyrik. 

Denne måde at formidle på gør værket til en 

oplevelsesbog frem for en akademisk analyse. Til 

tider kan man nærmest mærke vindens susen eller 

høre regnen mod pavillonens baldakin, og hvem 

kan ikke nikke genkendende når Schimmel skriver 

”at mærke duften af noget betyder at føle det 

elskede menneskes åndelige nærhed” (58)? Ikke 

at bogen ikke afslører interessante historiske 

32

finurligheder om haverne – som eksempelvis 

havernes forundringsmaskiner eller den bevidste 

hierarkiske beplantning af træ typer baseret på 

højden af deres krone (60-61) – men de 

kamufleres desværre for meget af de 

tilsyneladende sporadiske henvisninger til et 

yderst omfangsrigt kildemateriale. I det lange 

kapitel om blomsterne går det over gevind, og 

man begynder næsten at kede sig ved de 

mangfoldige måder enkelte blomster kan og er 

blevet opfattet på. Umiddelbart sker dette uden 

synderlig skelnen, og blomster som rosen har 

nærmest uendelige egenskaber (122-42). Til 

gengæld er der i netop dette kapitel en overordnet 

struktur, der inddeler blomsterne efter type og 

gennemgår dem en efter en. Men på trods af 

kapitlets længde sættes de individuelle blomster 

ikke ind i havens konkrete kontekst – og det 

selvom der findes middelalderlige gartneri 

manualer fra det indo-islamiske område. 

Tredje og sidste afsnit af bogen fremlægger de 

forskellige sammenhænge, som haver og blomster 

kan optræde i, og er inddelt i fem kapitler, der 

benævnes henholdsvis Blomster og haver i 

kunsten, Haven som skatkiste, Bogen som have – 

haven som bog, blomster og haver i drømmen, 

Et barn som blomst: navngivning. På mange 

punkter var disse desværre meget korte kapitler 

de mest interessante for denne læser. Ved at 

påpege det brede spektrum af områder, hvor 

havesymbolikken anvendes, formår Schimmel, på 

en meget mere overbevisende facon end de 

utallige citater i anden del, at vise hvor 

omnipresent haven er i muslimernes bevidsthed. 

Dette henleder til den endelige opsummering af 

bogens positive og negative sider. Overordnet set 

er bogen både interessant og nem at gå til. Den 

kan læses af både fag- og lægfolk, og giver en bred, 

om noget usammenhængende introduktion til 

oplevelsen af islamiske haver. Men det er netop 

oplevelsen af haven, frem for haven i sig selv, som 

bogen egentlig omhandler. Dette fremhæver en 

lidt uhåndgribelig, men efter min mening vigtig 

problematik ved værket. Annemarie Schimmel 

Oxus 

Oxus 2007, Nr. 3-4 

tilhørte en generation af forskere der var 

uddannet under teoretiske paradigmer, som i 

hvert fald på visse punkter simplificerede den 

islamiske verdens kompleksitet gennem brede og 

ofte dogmatiske generaliseringer. En række 

forskere inden for relevante discipliner som 

historie og arkæologi har i de seneste årtier brudt 

med dette fænomen, men af en eller anden årsag 

har denne type generaliseringer været særligt 

svære at udradere i værker om de islamiske haver. 

Således finder man hos Schimmel, som hos en 

række andre forfattere, en latent opfattelse af 

muslimer som en homogen entitet, der, nærmest 

instinktivt, i kraft af deres muslimskhed, reagerer 

på samme måde på ting som vand og dufte. Dette 

ses ikke direkte, men tendensen eksemplificeres i 

udtalelser som ”Den, der kender Orienten, kender 

muslimernes kærlighed til dufte” (57). 

Schimmel kombinerer digternes oplevelse af 

haverne med sine egne. Dette giver hende en 

særlig værdsættelse af, hvad forfatterne til hendes 

kilder egentlig har følt, og gør således bogen til en 

levende, menneskelig oplevelse. 

En sidste kommentar skal dog falde til den 

underlige referencemetode, Schimmel anvender. I 

langt det meste af teksten nævner hun selv, hvem 

hun citerer, dog uden at citere en direkte kilde. 

Men i enkelte tilfælde, som på side 73, står der 

konkrete referencer til en oversættelse. Jeg skal 

ikke beklage denne ene ”rigtige” henvisning, nok 

nærmere beklage, at der ikke er flere direkte 

referencer til værkerne der optræder i 

bibliografien. Når kritikken ses samlet, er man 

fristet til at tro at dette værk blev udgivet 

posthumt, for det virker ufærdigt. En skarp og 

bredtfavnende intellektuel, der i årevis har 

nedskrevet og samlet sine aforismer omkring 

forskellige aspekter ved de islamiske haver, men 

ikke et gennemtænkt analytisk værk der, bidrager 

med nye perspektiver til debatten. 

33

Oxus 

Rebiya Kadeer, Alexandra Carelius: Die Himmelsstürmerin. Chinas 

Staatsfeindin Nr. 1 erzählt aus ihrem Leben. München, Wilhelm Heyne Verlag 

2007. 414 p. ISBN 978-3-453-12082-2 

læser af denne bog spurgte mig, om jeg virkelig 

troede, at kineserne begik alle de grusomheder 

mod ughurerne, som bogen beskriver. Han mente 

grusom tortur, mord, tvangsforflyttelser, 

bogafbrændinger etc. 

Åh jo, hvad der skete for tibetanerne og andre 

såkaldte mindretal skete også for uighurerne. 

Forskellen er blot, at tibetanernes sag har påkaldt 

sig international bevågenhed på grund af Dalai 

Lamas popularitet (som alligevel ikke hjælper 

tibetanerne på grund af vestlige politikeres 

fejhed), mens ingen indtil i dag har talt om 

uighurerne og de andre etniske grupper som 

systematisk sinificeres eller rent fysisk 

tilintetgøres (det skal heller ikke glemmes, at det 

var i Xinjiang, Kina udførte sine 

atomprøvesprængninger). 

Som mange læsere måske ved, er uighurerne en 

etnisk gruppe af tyrkisk oprindelse; de taler et 

tyrkisk sprog, som er tættere beslægtet med det 

Oxus 2007, Nr. 3-4 

af Wolfgang-E. Scharlipp 

tyrkisk, der tales i Tyrkiet, end med for eksempel 

kazakhisk eller kirgisisk. Deres antal anslås til ca. 

9 millioner, af hvilke de ca. 200.000 lever i 

Kazakhstan. 

Efter at uighurernes steppeimperium i hvad der i 

dag er Mongoliet var blevet indtaget af kirgiserne i 

840, flygtede størstedelen af dem i forskellige 

retninger. En gruppe af dem bosatte sig i 

Østturkestan, indtil da primært var beboet af 

indoeuropæere, hvor de få år senere grundlagde et 

kongerige, hvor buddhismen spillede den største 

rolle i deres kultur. Hele dets levetid var dette 

kongerige kendetegnet ved stor etnisk og religiøs 

tolerance. Tyrkfolk og indoeuropæere, buddhisme, 

manichæisme og kristendom eksisterede fredeligt 

sammen side om side (store mængder litteratur 

om uighurernes historie og kultur kan findes i: 

Bibliographie alttürkischer Studien. Ausgewählt 

und chronologisch angeordnet von Volker Adam, 

Jens Peter Laut und Andreas Weiss. 127 s. 

Wiesbaden 2000). 

Dette er rette øjeblik til at oplyse læseren om 

eksistensen af ”uighurologi”, læren om uighurisk 

kultur og historie, som blomstrede i de første 

årtier af det 20. århundrede ved adskillige 

europæiske videnskabelige institutioner. Selv i dag 

spiller uighurologien en vis rolle ved nogle tyske 

universiteter, såsom Freie Universität Berlin og 

universiteterne i Bamberg og Freiburg. 

Dette er en selvbiografi over en af de mest 

fremtrædende uighurpersonligheder, Rebiya 

Kadeer, som udfordrede den kinesiske 

besættelsesregering praktisk taget hele sit liv og 

nu lever i eksil. Skønt der i beretningen om 

hendes liv jævnligt refereres til politiske 

hændelser, skal man ikke forvente sig en 

systermatisk gennemgang af de moderne 

uighurers historie. 

Tiden før Rebiya Kadeers fødsel ridses kort op. 

Her fortælles om den kortlivede ”Østturkestanske 

Republik”, oprettet i 1944 i magttomrummet 

under 2. verdenskrig mellem de russiske og 

kinesiske stormagter. Da Kina indgik en pagt med 

Stalin i 1950 – Rebiya var da 2 år gammel – blev 

Øst Turkestan overdraget til Kina og siden da 

kaldt Xinjiang, ”Ny Grænse Provins”, for hvilket 

”Sinkiang” er en europæiseret udtale. 

34

Samme år indledtes en kinesisk 

masseimmigration som gjorde den tyrkiske 

befolkning til en minoritet i deres eget land. Som 

Rebiya siger, var der otte uighurer og to kinesere 

ud af ti personer i Sinkiang, mens det i dag er lige 

omvendt. Nationalisering af industri, handel og 

landbrug sammen med hyppige angivelser fik 

Rebiyas familie til at flytte for første gang. Dette 

var begyndelsen på et rastløst liv indtil hun forlod 

landet. 

Det, der gør hendes liv enestående, er den 

succesrige karriere hun opbyggede inden for 

handelslivet (hun blev Kinas rigeste kvinde, 

samtidig med at hun opfostrede 11 børn), som 

gjorde hende til en indflydelsesrig kvinde, der blev 

brugt af de kinesiske myndigheder til at 

manipulere uighursamfundet. Rebiya Kadeers 

erkendelse af dette faktum og hendes modige 

reaktion gør denne bog særlig interessant. 

Ydmygelser som tortur, fængsling, afpresning 

osv., som formede hendes og hendes folks vej 

behøver ikke beskrives her i detaljer, da de fleste 

med lidt erfaring med behandlingen af 

mindretallene i Kina er bekendte med dem. 

Ikke desto mindre er der absurditeter, som tilfører 

begivenhederne en perverteret form for humor. 

Dette er for eksempel tilfældet, hvor ”Den Store 

Formand” udnævner spurvene til folkets fjender, 

fordi de æder markens korn, og skolebørn måtte 

jage de fire ”plager”: spurve, rotter, myg og fluer. 

Resultatet af fuglemordet var en insektplage, så 

det blev enhver elevs pligt at dræbe og samle 

femten fluer dagligt. 

Oxus 

Oxus 2007, Nr. 3-4 

Verden hører næsten aldrig om uighurerenes eller 

andre tyrkfolks oprør i Xinjiang – ikke fordi vi 

ikke har adgang til nyheder om dem, men fordi 

hverken journalister eller politikere har nogen 

interesse i dem. Kina er alt for stor en økonomisk 

magt til, at man vil risikere en konfrontation med 

landet på grund af den uret, der er overgået et 

magtesløst folk i årtier. 

Først i forbindelse med planlægningen af de 

olympiske lege har nogle politikere og 

menneskerettighedsaktivister haft modet til at 

berøre emnet menneskerettigheder generelt. 

For uighurernes kultur kommer 

menneskerettighedsaktiviteterne sent. Er man i 

tvivl om dette, kan man besøge Ürümqi, 

oprindelig hovedstaden i Østturkestan, nu en 

kinesisk storby. 

Men de, som i sidste ende er skyld i politikernes 

mangel på interesse, er vælgerne. Hvis man vil 

have beviser, kan man se på det danske samfunds 

ligegyldighed over for deltagelsen Irakkrigen, den 

frygtelige skæbne for millioner af mennesker, 

forårsaget af de umenneskelige politiske ledere af 

koalitionen. 

Dette er en væsentlig bog, skønt stilen kunne være 

bedre. 

35

Forlaget Vandkunsten 

Oxus 

Bøger med noget mellem linierne ... 

Robert Irwin 

Af begær efter viden. Orientalisterne og deres fjender 

Underholdende behandling af orientalistikken og dens historie og 

af konflikterne mellem forskellige opfattelser af Mellemøsten. 

Falder som kølig regn på debatten om islam. 349 kr. 

Annemarie Schimmel 

Små paradiser. 

Blomster og haver i islam 

I denne samling af de smukkeste 

litterære og filosofiske tekster om 

haver og blomster fra den islamiske 

verden viser Annemarie Schimmel havens 

betydning i religion, litteratur og 

billedkunst. Oversat af Henning Golbæk. 

En bog i Carsten Niebuhr Biblioteket. 249 kr. 

Koranen 

En uforkortet oversættelse af den 

arabiske grundtekst til nutids-dansk. 

Bogen er forsynet med et omfattende, 

brugervenligt register. 

Oversat Ellen Wulff. 399 kr. 

Michael Cook: Koranen. En meget kort introduktion 

Her gives et overblik over Koranens opbygning, dens 

tilblivelseshistorie og dens indhold. Michael Cook behandler både 

Koranens betydning i den moderne verden og i den traditionelle 

islam og viser dens sammenhæng med andre hellige bøger og 

klassiske værker i Europas og Asiens gamle kulturer. Oversat af 

Morten Hecquet, som en del af Carsten Niebuhr Biblioteket. 148 

kr. 

Hans Munk Hansen, Johannes Pedersen og 

Jakob Skovgaard-Petersen: Al-Azhar 

Tre førende danske islam-kendere skriver om Al-Azhar - moske og 

universitet i Cairo og en af den muslimske verdens ældste og 

vigtigste institutioner. Fra tre perspektiver behandles Al-Azhar 

som politisk redskab, traditionelt lærdomscenter og 

arkitektonisk mønster-eksempel. Bogen består af tre selvstændige 

bøger indbundet i ét harmonikabind af gult oasegedeskind. 

Carsten Niebuhr Biblioteket. 399 kr. 

Se mere på www.forlagetvandkunsten.dk 

Oxus 2007, Nr. 3-4 

36

Sumqayit er verdens mest 

forurenede by 

Oxus 

Centralasien siden sidst 

af Jonas K. Jepsen 

ASERBAJDSJAN 

Sumqayit (billedet) ved Aserbajdsjans kyst ud 

mod Det Kaspiske Hav er nu officielt verdens 

mest forurenede by ifølge den amerikansk 

baserede miljøorganisation The Blacksmith 

Institute. 

Ifølge organisationens top-10 over verdens mest 

forurerede steder er byen en klar nr. 1. Antallet af 

kræfttilfælde er 22-51% højere end gennemsnittet 

i hele Aserbajdsjan, hvert andet barn dør før 1årsalderen 

og fødselsdefekter er hyppige. 

Forureningen stammer fra byens omfattende 

petrokemiske og metallurgiske industri. Der er 

ikke centralasiatiske byer på top-10, men Ürümqi 

(Xinjiang, Kina; nr. 15), Ust-Kamenogorsk 

(Kasakhstan; nr. 21) og Maluu-Suu (Kirgisistan, 

nr. 23) samt Bratsk, Chita og Magnitogorsk i 

Sydsibirien (hhv. nr. 27, 28 og 29) optræder på 

top-30 – kaldet “The dirty thirty”). 

The Blacksmith Institute 

Oxus 2007, Nr. 3-4 

ENGLAND 

Far og søn gør Englands vigtigste 

vikingemøntfund i 150 år i 

Yorkshire 

Fundet, som forbinder det historiske England 

med så fjerne egne som Afghanistan, blev gjort i 

Harrogate i januar 2007 og dateres tilbage til 10. 

århundrede. 

Efter at have været ude hver weekend med 

metaldetektorerne gjorde David og Andrew 

Whelan deres livs fund: et kar med 617 

sølvmønter, et guldarmbånd, samt mere end 60 

andre artefakter fra vikingetiden. Objekterne 

kommer fra så forskellige steder som fra 

Afghanistan i øst, Irland i vest, Rusland, 

Skandinavien og det europæiske kontinent. 

De fleste af de mindre artefakter er utroligt 

velbevarede, da de har ligget beskyttet i en 

beholder. Ifølge British Museum omfatter fundet 

adskillige nye og sjældne mønttyper, som forsyner 

videnskaben med værdifuld information om 

Englands historie såvel som det nordlige 

Yorkshires bredere kulturelle kontakt i den 

periode. 

Genstandene menes at være blevet gravet ned i 

som en sikkerhedsforanstaltning af en velhavende 

vikingehøvding under uroligheder i Northumbria i 

927. 

Møntfundet, som er blevet erklæret ”national 

treasure”, er blevet overført til British Museum, 

der nu sammen med York Museums Trust gået i 

gang med at søge midler til at erhverve sig fundet 

og udstille det for offentligheden. En beskeden 

vurdering anslår fundets værdi til ca 750.000 

engelske pund; disse deles mellem finderne og 

grundejeren. 

BBC 

37

KIRGISISTAN 

Politisk krise i forbindelse med 

parlamentsvalget 

Præsident Kurmanbek Bakiev underskrev den 28. 

november et dekret, som løser premierminister 

Almazbek Atambajev fra sine pligter – ni 

måneder efter, at Atambajev blev udnævnt i hvad 

mange har beskrevet som en indrømmelse over 

for landets forskellige oppositionelle grupper. 

Almazbek Atambajev 

Dekretet fulgte Atambaevs ønske om at fratræde 

posten, sagde Nurlan Sjakiev, en talsmand for 

præsidenten. Men ifølge Atambaevs 

socialdemokratiske parti blev Atambaev fyret, 

angiveligt ”fordi han var i gang med at gribe ind 

overfor manipulation med det forestående 

parlamentsvalg (den 16. december, red.).” Bakiev 

udnævnte Atambajev i februar under en af de 

talrige politiske kriser, hvor oppositionsgrupper 

appellerede til Bakiev om at træde tilbage som 

følge af korruption og tyveri. I maj mistede 

Atambaev bevidstheden i to dage, og hævdede 

efterfølgende, at han var blevet forgiftet. Han 

sagde tillige, at han modtog dødstrusler i 

forbindelse med en regeringsbeslutning om at 

nationalisere et kraftværk. Siden den såkaldte 

’Tulipanrevolution’, hvor den længesiddende 

præsident Askar Akaev blev fratvunget magten af 

netop Bakiev og andre oppositionsgrupper, har 

Kirgisistan gennemgået en turbulent tid med den 

ene politiske krise efter den anden. 

RFE/RL Newsline 

Oxus 

Oxus 2007, Nr. 3-4 

MONGOLIET 

Permafrosten i Mongoliet svinder 

Tykkelsen af permafrostlaget i Mongoliet er 

svundet med 1-2 meter over de seneste syv år. 

Et fælles forskningsprojekt mellem det nationale 

institut for miljøstudier og Keio University i Japan 

har konkluderet, at tykkelsen af permafrostlaget i 

Mongoliet er svundet med 1-2 meter over de 

seneste syv år. Det skønnes, at den permanent 

frosne jordbund ved forskningsprojektets 

observationspunkt vil være forsvundet om ca. 20 

år, dersom lufttemperaturen fortsat stiger med 

samme hastighed som nu. Den årlige 

gennemsnitstemperatur i Mongoliet er steget med 

1,82 grader fra 1940 til 2004 og med 2,31 grader i 

hovedstaden Ulan Bator. Konsekvensen er, at 

landet bliver tørrere, og dette vil få katastrofale 

følger for græslandet. Ifølge forskningen er 

permafrostens tykkelse faldet fra 4-6 meter i 1999 

til 2-3 meter i 2006. Selv med en vis fejlmargin 

anslåes frostlagets tykkelse til at være aftaget med 

1-2 meter. 

Kyodo News 

Sjælden “Mickey Mouse kænguru” 

optaget på film for første gang 

En videnskabelig ekspedition har filmet et ”hidtil 

uset” dyr i ørkenen mellem Mongoliet og Kina. 

Langøret Jerboa © Zoological Society of London/PA 

Gnaveren, som er blevet døbt Langøret Jerboa, 

blev filmet af en videnskabelig ekspedition til 

Gobiørkenen, anført af Dr. Jonathan Baillie fra 

Zoological Society of London. 

38

Det drejer sig om et nataktivt pattedyr med 

enorme ører. “Dyret hopper som en kænguru, og 

dets fødder er klædt med små hår og fungerer 

derfor som en slags snesko i ørkensandet. Det har, 

for et pattedyr, de største ører i forhold til 

kroppen”. fortæller Dr. Baillie. “Det er som 

ørkenens Mickey Mouse, nuttet og komisk på 

samme tid”. 

Central Asia News.net 

TADSJIKISTAN 

Tadsjikiske universiteter forbyder 

hijab 

Embedsfolk fra Tadsjikistans statslige 

lærerpædagogikum bekræftede i efteråret 2007 

overfor vestlige medier, at kvindelige ansøgere 

iklædt islamisk hovedbeklædning ikke længere 

har lov til at tage adgangseksaminer til landets 

universiteter. 

Den tadsjikiske regering har længe forsøgt at 

bekæmpe det, den ser som islamisk ekstremisme, 

med lovindgreb. I august, kort før afholdelsen af 

adgangseksaminer til landets universiteter, kom 

så turen til en beklædningsgenstand, hvis rolle 

også debatteres – og som der også lovgives imod – 

i Europa. Det medførte ikke overraskende en 

række retssager, hvor kvindelige ansøgere uden 

held sagsøgte undervisningsministeriet for at 

krænke deres frie ret til at bære hijab. 

Undervisningsministeriet har derimod holdt fast i, 

at Tadsjikistan aldrig har haft nogen hijabtradition. 

I foråret 2007 beskrev 

undervisningsminister Rakhmonov (ikke at 

forveksle med præsidenten af samme navn) piger, 

som bærer islamisk hovedbeklædning, for at være 

”følgere af islamistiske bevægelser, som forsøger 

at gennemtvinge deres egen dagsorden inden for 

undervisningssystemet”. 

RFE/RL Newsline 

Oxus 

Oxus 2007, Nr. 3-4 

TIBET (KINA) 

Kina strammer kontrol med 

genfødsler 

Tibets "levende buddhaer" må ikke længere lade 

sig genføde uden tilladelse fra Kinas regering. 

11. Panchen Lama 

(ifølge Dalai Lama) – 

Gedhun Choekyi Nyima 

”verdens yngste 

politiske fange” født i 

1989, har siden sin 

anerkendelse som 7- 

årig været i husarrest. 

11. Panchen Lama (ifølge 

den kinesiske regering) 

– Gyancain Norbu 

De nye regler trådte i kraft 1. september og 

dikterer, at levende buddhaer skal indsende en 

ansøgning til de kinesiske myndigheder om at 

blive genfødt. Hvis de undlader at gøre det, er 

deres reinkarnation ugyldig og ulovlig. Kinas 

kommunistparti er officielt ateistisk, men udøver 

ikke desto mindre streng kontrol med den 

tibetanske buddhisme og alle andre religioner. I 

Tibets buddhistiske tradition er inkarnerede 

lamaer centrale skikkelser med stor indflydelse, 

som lader sig genføde igen og igen for at indtage 

deres positioner fra tidligere liv. De højtstående 

buddhistiske lamaer genfødes i skikkelse af 

drengebørn, der først skal identificeres og siden 

godkendes som ægte reinkarnationer. Det sker, at 

der er mere end én kandidat, og myndigheden til 

at afgøre, hvem der er den sande reinkarnation, 

giver i sagens natur betydelig magt. Tibetanerne 

har svaret igen ved at meddele, at de nu vil 

overveje at lade deres lamaer vælge ved 

demokratiske valg. 

RB 

39

TURKMENISTAN 

Hvor er Turkmenbashis penge? 

Saparmurat Niyazov, kaldet Turkmenbashi 

’turkmenernes fader’, som styrede det olierige 

Turkmenistan i over 20 år, menes at have gemt 

landets penge i udenlandske banker. 

Knap et år efter Turkmenbashis død er det stadig 

uklart, hvor hans/landets formue befinder sig, og 

hvem der forvalter den. Landet har en indtægt på 

ca. 5 milliarder amerikanske dollars om året for 

salg af olie og gas. Ca. 60 % af befolkningen lever i 

fattigdom, så spørgsmålet er såre enkelt: hvor 

forsvinder de mange penge egentlig hen? 

Londonbaserede Global Witness anslår, at den 

turkmenske regerings bankkonto under 

Turkmenbashi alene i Deutsche Bank indeholdt 3 

milliarder dollars. Tom Mayne fra Global Witness, 

som blandt andet har kæmpet for 

gennemskuelighed i den turkmenske regerings 

regnskaber, udtaler: “Vi mener, at pengene blev 

deponeret på udenlandske konti – og, skønt de 

henhørte under Den Turkmenske Centralbank, 

var de i virkeligheden under præsidentens kontrol. 

Han brugte dem til at konstruere sin berømte 

personkult i stedet for at lade pengene gå til 

folket.” F.eks. skulle pengene fra den turkmenskukrainske 

gasaftale i 2001, henved 1,7 milliarder 

dollars, via Den Turkmenske Centralbank være 

blevet overført til en Frankfurtafdeling af 

Deutsche Bank. I december 2006 skrev lederne af 

den eksilerede turkmenske oppostion til 

Tysklands kansler Angela Merkel og forlangte en 

“officiel undersøgelse” af Deutsche Banks rolle i 

forbindelse med “the International Fund of 

Saparmurat Niyazov” som blev stiftet i 1993. 

Oxus 

Oxus 2007, Nr. 3-4 

I januar udførte tyske finansrevisorer fra BAFIN 

en stikprøveundersøgelse af de påståede 

turkmenske konti og erklærede, at Deutsche Bank 

handlede i overensstemmelse med tyske banklove. 

Deutsche Bank har efterfølgende kun vedgået at 

holde kontier for Turkmenistans centralbank og 

nægter at have personlige konti for den afdøde 

turkmenske præsident. 

Global Witness kalder undersøgelsen 

utilstrækkelig og kræver en tilbundsgående 

undersøgelse. Mayne mener, at den tyske regering 

undgår at grave for dybt i sagen for ikke at 

“skubbe til et læs der allerede hælder 

faretruende”. Hermed sigter han til 

energiforhandlingerne, der foregår i Centralasien 

og som ikke inkluderer emner som 

menneskerettigheder og god regeringsførelse. 

Andrej Grozin, en Centralasienekspert ved det 

Moskvabaserede CIS-institut, formoder, at den 

nye præsident Berdymukhammedov nu har 

kontrol over Niyazovs formue og derfor ikke er 

interesseret i at afsløre oplysninger om 

Turkmenistans finansielle transaktioner. 

RFE/RL 

”Grimme” paraboler forbydes i 

Ashgabat 

Ashgabats ”grimme” paraboler skal udskiftes. 

Turkmenistans nye leder Gurbanguly 

Berdymukhamedov har beordret alle “grimme” 

parabolantenner i landets hovedstad Ashgabat 

udskiftet. “Parabolantennerne får byen til at se 

grim ud”, siger Berdymukhamedov, og tilføjer: 

“Det ér muligt at have blot én antenne pr. hus”. De 

fleste af Ashgabats ca 600.00 beboere har 

paraboler for at modtage tv-signal. Hvorledes 

planen skal implementeres, er endnu uklart. 

Reuters 

40

Rejser til Mekka “reguleres” 

Mindre end 200 turkmenere fik i december 2007 

tilladelse til at rejse på haji - pilgrimsfærd til 

Mekka – og det er ifølge flere forlydender 

primært ministre og efterretningsfolk. 

I Saudi-arabien, hvor man tildeler hver nation en 

kvote for at undgå for store menneskemængder, 

har man tildelt Turkmenistan 5000 pladser, men 

kun én statsorganiseret flyafgang fra Ashgabat 

fandt sted. Om bord var knap 200 omhyggeligt 

udvalgte pilgrimme, godkendt af Rådet for 

religiøse anliggender. Ifølge flere kilder var disse 

primært ministre og politi-/efterretningsfolk. 

Turkmenistan begrunder det ringe antal 

tilladelser med de høje omkostninger forbundet 

med rejsen (flyveturen betales af staten), skønt det 

understreges, at præsidenten garanterer fri rejse. 

Højtstående embedsmænd har lovet, at alle har 

mulighed for at foretage rejsen for egen regning. 

Det iranske transportministerium har givet 

mulighed for at busrejsende kan køre gennem 

Iran til Mekka. 

I april i fjor tog Berdymukhammedov på en 

mindre pilgrimsfærd – en såkaldt umra, som er 

mindre end en hajj – og fik ved den lejlighed 

massiv mediedækning på statsligt tv, hvor han 

mindede folk om at pilgrimsfærd er ”obligatorisk 

for enhver muslim”. Nu, kun et år efter, er det 

stadig nødvendigt at opnå statens tilladelse samt 

et visum for at rejse ud af landet. 

Asia News 

Turkmenistan vedtager lov om 

kvinders ligeberettigelse 

Turkmenistans parlament vedtog 19. december 

2007 en lov, som skal sikre kvinders rettigheder. 

Loven skal sikre, at kvinder fremover nyder 

samme politiske, økonomiske, sociale og 

kulturelle rettigheder som mænd. 

Allerede i 1996 underskrev Turkmenistan FNs 

konvention mod kønsdiskrimination. Der er i dag 

to kvinder i Turkmenistans regering (formanden 

for parlamentet og en vicestatsminister). I det 

turkmenske parlament udgør kvinder 16%. Dette 

tal er, ifølge FN, højere end i en række andre 

tidligere sovjetrepublikker, herunder Aserbajdsjan 

(11,3 %), Kasakhstan (10,4 %), Georgien (9,4 %), 

Ukraine (8,7 %) og Armenien (5,3 %). 

Itar-Tass 

Oxus 

Oxus 2007, Nr. 3-4 

USBEKISTAN 

H&M bruger børnearbejde 

Ifølge internationale menneskerettighedsorganisationer 

arbejder omkring 450.000 børn 

under forfærdelige forhold på statsdrevne 

bomuldsplantager i Usbekistan. En del af den 

bomuld havner efter et par mellemled på 

hylderne hos den svenske tøjgigant H&M. 

Lykkelige sovjetarbejdere laster bomuld. 

Illustration fra gammelt sovjet magasin 

Det skriver den svenske avis Expressen, der i 

samarbejde med tv-stationen SVT, har produceret 

en dokumentarfilm, som blev vist i programmet 

Agenda den 25. november 2007. Bomulden 

fragtes til Bangladesh, hvor den blandes med 

anden bomuld. Herefter sælges den videre, blandt 

andet til H&M. Processen gør det dog vanskeligt 

at fastslå, præcis hvor meget af bomulden der 

stammer fra børnearbejdet. 

Hennes & Mauritz tager officielt afstand fra 

børnearbejde. Alligevel nægter kædens 

informationschef Katarina Kempe ikke, at det kan 

være børn, der har plukket bomulden. “Det er ikke 

nogen nyhed, at der forekommer børnearbejde i 

tekstilindustrien. Vi accepterer det ikke fra vore 

underleverandører, og vi vil heller ikke have det i 

41

noget led i forædlingskæden. Andre aktører må vi 

forsøge at påvirke på anden vis. Det har vi allerede 

gjort længe i samarbejde med andre firmaer”, 

lyder forklaringen til Expressen.se. 

Ekstra Bladet/TV2 Nyhederne 

Fængslet usbekisk aktivist frygter 

for sit liv 

Ifølge et brev smuglet ud 

fra et usbekisk fængsel i 

august, er menneskerettighedsaktivisten 

Mutabar Tojiboeva blevet 

tortureret af en navngiven 

fangevogter under sin 

fængsling. Nu frygter hun 

for sit liv. 

Tojiboeva, som ledte menneskerettighedsgruppen 

Otyuraklar (Vilde Hjerter) i byen Margilon i det 

østlige Usbekistan, var i nomineret til Nobels 

Fredspris. Organisationen Front Line med 

hovedsæde i Dublin, Irland, som hjælper 

menneskerettighedsforkæmpere over hele verden, 

har udtrykt dyb bekymring over Tojiboevas 

fængsling og forlydender om hendes 

sundhedsmæssige tilbagegang. Hun blev 

varetægtsfængslet i oktober 2005, lige før hun 

skulle deltage i en menneskerettighedskonference 

i Dublin. Tojiboeva blev efterfølgende idømt otte 

års fængsel i marts 2006. Hun har siden dommen 

siddet i isolation i et fængsel nær Tashkent uden 

mulighed for besøg fra sin familie. 

RFE/RL 

Usbekisk aktivist idømt over seks 

års fængsel 

Fremtrædende usbekisk menneskerettighedsaktivist 

idømt 6½ års fængsel. Regeringen slår 

hårdt ned på systemkritikere i Usbekistan. 

Karim Bozorboyev, en regional leder for 

menneskerettighedsgruppen Esguliq, blev 

sandsynligvis ved hjælp af falske anklager dømt 

for bedrageri ved retten i Syrdarya. 

Bozorboyev sluttede sig til Esguliq i 2004 efter at 

have forladt Fidokorlar, et politisk parti tilknyttet 

regeringen, i protest over den udbredte korruption 

blandt usbekiske embedsmænd. 

Oxus 

Oxus 2007, Nr. 3-4 

En anden menneskerettighedsfortaler, Bakhtiyer 

Khamrayev, beretter, at hans 21-årige søn Ikhtiyor 

Khamrayev blev alvorligt såret i et fængsel, hvor 

han afsoner en 3 år for “ustyrlig opførsel”. 

Ikhtiyor Khamrayev blev indlagt efter at have 

dolket sig selv i maven i protest over den daglige 

tortur, som fængselsmyndighederne udsætter ham 

for for at få ham til at tilstå forbrydelser, han 

angiveligt har begået. 

Mindst 15 usbekiske menneskerettighedsaktivister 

kan berette, at de er blevet overfaldet, tvunget til 

psykiatrisk behandling eller fængslet anklaget for 

alt fra udbredelse af illegal litteratur til afpresning. 

Statens overgreb mod menneskerettighedsaktivister 

er intensiveret efter urolighederne i 

byen Andijan i 2005. 

AP 

XINJIANG 

(KINA) 

Kinas uighurer vil anerkendes 

Kinas uighurer har for alvor gjort deres indtog 

på den globale scene i kampen for at forsvare 

deres rettigheder, efter at den kinesiske 

centralmagt er begyndt at bruge kampen mod 

terror til at legitimere forfølgelse af den otte 

millioner store minoritet. 

Ifølge menneskerettighedsaktivister har 

centralmagten i løbet af de seneste år intensiveret 

presset på den uiguriske minoritet. Blandt Kinas 

mange minoriteter er det uden tvivl tibetanerne, 

der har været den mest prominente, dels på grund 

af deres karismatiske leder Dalai Lama, dels på 

grund af Tibets status som et åndeligt centrum for 

buddhister. Nu søger Kinas muslimsk-tyrkiske 

uighurer imidlertid lignende anerkendelse fra det 

internationale samfund. Således modtog USA’s 

præsident, George W. Bush, i juni dette år et af de 

mest fremtrædende medlemmer af det uiguriske 

verdenssamfund i Det Hvide Hus, nemlig den 

trefoldige kandidat til Nobels fredspris, Rebiya 

Kadeer. Men selvom man måske er kommet 

anerkendelsen et skridt nærmere, er der stadig 

lang vej igen. Ganske vist vil OL i 2008 medføre 

en hidtil uset strøm af udenlandske journalister 

ind i Kina, men det kinesiske lederskab har lovet 

42

ikke at tolerere optøjer, som krænker Kinas 

suverænitet. Dermed er der givet klar besked til de 

personer og grupper, som kan tænkes at udnytte 

OL som publicitetsplatform. 

ISN Security Watch 

Extraordinære fund langs 

Silkevejen i Xinjiang 

Nylige sensationelle arkæologiske fund fra Kinas 

nordvestligste del Xinjiang udstilles nu for første 

gang i Europa-udstillingen starter i Berlin. 

Oxus 

Oxus 2007, Nr. 3-4 

190 genstande fundet i Tarim-bækkenet vises nu 

frem på udstillingen “Origins of the Silk Road”. 

Blandt genstandene, hvoraf de fleste er fra 

bronzealder og tidlig jernalder, samt fra Hanperioden, 

er kobber- og bronzeredskaber, en 2500 

år gammel konghou-harpe, en stenbesat 

guldmaske, et diadem, ædelstene og tekstiler. Et af 

de udstillede objekter menes at være mere end 

4000 år gammelt. Det har ikke tidligere været 

muligt at se en sådan ekstensiv samling af 

arkæologiske fund uden for Kina. De fleste af 

fundene er fra arkæologiske udgravninger i Hami, 

Wupu, Yanghai, Qawrighul og Xiaohe. 

Hami er hjemsted for en af Xinjiangs største 

forhistoriske begravelsespladser. Denne 

begravelsesplads, som dateres til det 13. 

århundrede, blev fundet i 1988 af byggearbejdere. 

Eksperter har senere undersøgt omkring 700 

grave fra fire forskellige perioder. Man nåede 

frem til, at keramik var den mest almindelige 

gravgave, nedsat i den rektangulære “skaftgrave”. 

Man fandt også århundredgamle bronzespejle, 

som minder om spejle, man har fundet i Gansuprovinsen 

længere mod sydøst. 

På begravelsespladsen Wupu fra det 15.-18. 

århundrede, beliggende nær Hami på grænsen af 

Gobiørkenen, har man fundet talrige mumier med 

tøjet næsten intakt på grund af det ekstremt tørre 

klima. 

Ud fra fundene kan man endvidere se, at 

madkulturen allerede på det tidspunkt mindede 

meget om den, der findes i Centralasien i dag. 

Mange gravgaver bestod af dyrehoveder – som 

den dag i dag anses for det mest ærefulde at 

tilbyde f.eks. gæster. 

I forbindelse med udstillingen viser Den 

europæiske kultur kanal ARTE filmen ”The 

Mummies of the Desert Takla Makan”. Filmen 

følger en fransk-kinesisk udgravning af to 

bosættelser i Taklamakanørkenen. De fandt 

omkring 20 mumier. 

Central Asia News.Net 

(IANS) 

43

Download her. - Centralasiatisk Selskab

Create successful ePaper yourself

Delete template?

Save as template?