Corel Ventura - BATCH056.CHP - Forsikrings- og Erstatningsretlig ...

Ø.L.D. af 6. februar 2006. Sag: 15. afd., a.s. nr. B-1167-03 

(B. Vollmond, B. Tegldal og A. F. Wehner) 

Tryg Forsikring A/S 

(adv. Søren Stendahl Plomgaard ) 

mod 

A 

(adv. Anne-Jeannette Bjerre-Olsen) 

Erstatningsret: Personskade – Kausalitet – Bevis 

Ikke godtgjort, at sagsøgers aktuelle symptomer var 

følger af en tilskadekomst i 1988. 

Dom afsagt af Københavns Byret den 4. april 2003 

(sag nr. BS 384/1993) 

Under denne sag, der er anlagt den 5. april 1993, 

har sagsøgeren, A, påstået sagsøgte, Tryg Forsikring 

A/S, dømt til at anerkende, at følgende af sagsøgerens 

aktuelle symptomer er følger af en tilskadekomst 

den 6. april 1988: 

1. Kronisk hovedpine. 

2. Nakkesmerter. 

3. Kraftnedsættelse i venstre overarm og hånd. 

4. Nedsat følesans på lateralsiden af skulderen og 

venstre overarm, samt indersiden af venstre underarm 

og hånd og smerter i halsen og nakken. 

5. Smerter i venstre skulder og venstre overarm. 

Sagsøgte har påstået frifindelse. 

Sagsøgte er ansvarsforsikrer for en hund, der den 6. 

april 1988 forårsagede et uheld, hvorved sagsøger 

kom til skade. Sagsøgte har anerkendt erstatningspligten 

og udbetalt et beløb i erstatning til sagsøgeren. 

Sagen drejer sig om, hvorvidt der er årsagssammenhæng 

mellem uheldet og nogle aktuelle symptomer 

hos sagsøgeren. 

Dommen er i henhold til retsplejelovens § 366a, 

stk. 2, affattet uden fuldstændig sagsfremstilling. 

Der er til brug for sagen indhentet udtalelser af 7. 

juni 1995, 11. september 1997 og 14. januar 2000 

fra Retslægerådet. 

Der er afgivet forklaring af sagsøgeren og af vidnet 

overlæge dr. med. Svend Erik Børgesen. 

A har forklaret blandt andet, at hun var 45 år, da 

uheldet skete. Hun er lægesekretæruddannet. Efter 

Forsikrings- og Erstatningsretlig Domssamling 

en skilsmisse i 1970, hvor hun blev alene med 2 

børn, ønskede hun et bedre indtægtsgrundlag. Hun 

tog et 2-årigt studenterkursus og læste medicin fra 

1974-1978. I 1978 påbegyndte hun tandlægestudiet. 

Hun havde nattevagter, mens hun læste medicin. 

Endvidere var hun model på modemesser og fik SU 

og studielån. Forholdene for yngre læger var dårlige 

dengang; derfor valgte hun at skifte til noget mindre 

belastende. Hun havde stadig vagter en tid. Hun 

blev tandlæge i 1984. Hun kom i en privat praksis i 

Lyngby. Hun søgte andre stillinger og blev i 1986 

ansat på Rigshospitalets tandklinik. Hun var der 

ikke så længe før den epidemiske svimmelhed opstod 

i november 1986. Hun har ikke været i arbejde 

siden. I januar 1988 var hun til samtale med sin sagsbehandler 

på socialcenter Østerbro. Hun ville raskmelde 

sig, idet hun kun havde små anfald og havde 

søgt nogle stillinger som lægemiddelkonsulent. Sagsbehandleren 

syntes, at det var ærgerligt at opgive 

tandlægeerhvervet, og hun fik et halvt års yderligere 

sygemelding. Så skete ulykken i april 1988. Hun fik 

offentlig helbredsbetinget pension i 1993. Det havde 

hun søgt om i efteråret 1989. Hun har levet af den 

og understøttet af sin samlever. Hun har fået ændret 

sin pension fra forhøjet almindelig førtidspension til 

mellemste førtidspension. 

Hun har haft lungehindebetændelse, da hun var 5 

år. Migræne har hun lidt af, fra hun var 12 år – det 

har ikke været til hinder for studier eller arbejde. 

Hun har haft et anfald af en dags tids varighed hver 

eller hver anden måned. Hun har så haft den nævnte 

epidemiske svimmelhed. Ellers har hun ikke fejlet noget. 

21. september 2006 - endnu ikke optrykt i FED IL


I fritiden har hun beskæftiget sig med heste. Hun 

fik slidsår og holdt op med at ride i 40-årsalderen, 

men beskæftigede sig stadig med heste. Hun har kunnet 

håndtere heste uden problemer. Hun var speaker 

til stævner og medarrangør af stævner. Hun kan stadig 

skrive en artikel til et hesteblad, men kan ikke 

sidde ved en computer ret lang tid ad gangen – højst 

1 time. Hun lavede engang imellem musik til en hesteballet. 

I 1986 havde de anskaffet sig en slædehund 

og i 1988 en til. Hun havde ingen problemer 

med at håndtere dem. De har været nødt til at afhænde 

en af slædehundene; hendes mand tager sig 

meget af den tilbageværende. 

Den epidemiske svimmelhed var ved at være overstået 

i januar 1988. Hun blev henvist for at få det 

sidste hurtigt væk. I 3 måneder havde det været ganske 

forfærdeligt, i 6 måneder halvforfærdeligt, og 

derefter var det gået ret godt; men fordi hun var 

tandlæge, kunne hun ikke arbejde. 

På uheldsdagen besøgte hun N, hvis hund forårsagede 

uheldet. Hun havde lavet noget musik til ham. 

Da hun skulle hjem derfra, løb to hunde, en schæfer 

og en grand danois, og legede. De kom løbende om 

et hjørne 15-30 meter fra hende. Hun stod stille og 

ventede vist på, at N skulle komme med nogle penge 

til hende. Grand danois’en løb med bringen lige ind i 

hendes højre knæ, og hun “gik i brædderne” ned i 

grusbelægningen. Hun landede på venstre skulder, 

bestemt ikke på nakken. Der kom folk og “stablede 

hende på benene”. Hun kørte selv hjemturen fra Birkerød 

til Østerbro, da hun ikke vidste, hvor galt det 

var. Det gjorde ondt. Da hun kom hjem, gik hun 

ned for at lufte hundene, men måtte straks gå op 

igen, så ondt gjorde det. Hun bad sin familie sørge 

for, at hun kom på skadestuen, men de mente nok, 

det kunne vente, da de havde andre ting for. Hun 

kunne kun løfte venstre arm knap op til skulderhøjde. 

Det gjorde ondt i hele venstre side af overkroppen. 

Næste morgen var hun klar over, at hun var nødt 

til at tage på skadestuen. Hun måtte bede sin svigermor 

komme og hjælpe med at lave sin hestehale, da 

hun ikke kunne få hånden derop. Hun klagede på 

skadestuen over, at hun havde ondt i knæ og skulder. 

Der blev taget røntgenbilleder af begge dele. 

Man mente på skadestuen med hensyn til skulderen, 

at hun nok havde bøjet eller brækket et par ribben, 

men at det ikke var behandlingskrævende, og med 

hensyn til overkroppen at der var tale om forslåethed, 

der ville gå over af sig selv. De koncentrerede 

sig om knæet. Hun havde hovedpine under hele ind- 

21. september 2006 - endnu ikke optrykt i FED L 

læggelsen og svært ved at trække vejret. Hun har nu 

en bule på et ribben. Knæet kom i gips. Hun fik 

først at vide, at det ville blive så godt som nyt. Knæet 

er stadig dårligt. Hun kan gå 1 time i moderat 

tempo. Hun kan ikke danse eller løbe og ikke gå i 

højhælede sko. Benene er ikke lige lange længere, 

der er 4 mm forskel, og hun føler sig slået skæv. 

Hun fravalgte at få kunstigt knæ efter at have talt 

med andre om det. Hun kom efter uheldet ind i et 

stort medicinforbrug. Tidligere havde hun kun taget 

2 Codymagnyl hver eller hver anden måned mod migræne. 

Hun havde svært ved at acceptere, at hun 

havde det så dårligt, og hældte piller i sig, 6-8 Codymagnyl 

daglig. En hudlæge mente, at noget allergi, 

hun fik, skyldtes Codymagnyltabletterne. På fysiurgisk 

klinik var der ikke meget kontakt med lægen. 

Hun fik nakkestræk og akupunkturbehandling. Hun 

blev først i efteråret 1992, da hun fik aktindsigt, 

klar over, at man i forbindelse med svimmelheden 

mente, at der var tale om en psykogen overbygning. 

Hun var ikke hos andre læger. Hun bad hos fysiurgisk 

klinik, egen læge og speciallæge Mouritzen 

Dam om, at der blev taget røntgenbillede af nakken; 

alle sagde nej. I december 1989 fik hun taget det første 

røntgenbillede, efter hun havde klaget over ondt 

i nakken hele tiden. Forsikringskonsulenterne var 

ikke interesserede i at høre om nakken. Hun blev 

selv usikker til sidst. Det var mindst uændret og var 

blevet værre. 

Hun kom til overlæge Tom Bendix i 1991. Da 

hun havde fået hele stakken af sagsakter, kunne hun 

skrive et resume over sagsforløbet. Tom Bendix 

sendte hende til magnetscanneren. Han mente helt 

klart, at det var en følge af ulykkestilfældet. Hun 

kom på hans rygskole på Rigshospitalet, men det 

blev det værre af. Hun kunne ikke løbe på grund af 

knæet. Hun havde som sædvanlig ondt over det 

hele. Hun fik frygtelig ondt i hovedet og kastede op. 

Hun var nok “gået lidt amok” med medicin og var 

oppe på 12-14 Codymagnyl om dagen. Det har resulteret 

i mavekatar. Codymagnyl tager toppen af 

symptomerne. Hun tager en sjælden gang Stesolid, 

50 om året for at få sovet; hun kan ikke ligge på 

side eller mave. Tom Bendix sagde, at der var 3 skadede 

disc’er. Han ville ikke operere, og hun kunne 

ikke tåle fysioterapi. Hun måtte gøre, hvad hun selv 

syntes for at få det bedste ud af situationen. 

Hun gik på et tidspunkt til overlæge Børgesen. 

Han sagde, at han kunne operere, men han kunne 

ikke garantere hende, at det blev bedre, eller at det 

ikke blev værre. Det turde hun ikke.

Hun havde kontakt med diverse læger sideløbende 

på grund af pensionssagen og forsikringssagerne. 

Ingen havde fortalt hende om overlæge Christian 

Krarups forslag til behandling. 

Da hun fik aktindsigt, opdagede hun, at der var 

en række misforståelser. Med hensyn til erklæringen 

af 19. juni 1990 fra speciallæge A. Weilby må denne 

have misforstået det med hensyn til varigheden af paræstesierne. 

Det var hendes egen læge, der henviste 

hende til Weilby med diagnosen: paræstesier i hånden. 

Hun har ikke sagt til Weilby, at de havde varet 

3-4 år. 

I tiden efter at have været ved overlæge Børgesen 

har hun fået blokader og akupunktur. 

Med hensyn til behandlingen af sagen i Arbejdsskadestyrelsen 

skulle det sidste gang have drejet sig 

om nakken, men det kom det ikke til, da forsikringsselskabet 

indsendte materiale vedrørende knæet og 

en MR-skanning uden yderligere forklaring. Hun 

har bedt om at få sagen revurderet i Arbejdsskadestyrelsen. 

Hun har den 10. april 2002 været hos overlæge 

Børgesen foranlediget af Arbejdsskadestyrelsen. Børgesen 

har skrevet, at hendes tilstand var uændret. 

Hun føler selv, det hele tiden bliver værre. Sygdomsbilledet 

er nu også suppleret med slidgigt i hoften. I 

lang tid har hun nu kun taget piller – hun har fået at 

vide, at der ikke er noget at gøre. I dag er hendes medicinforbrug 

mindre, 6-8 smertestillende piller daglig 

og lejlighedsvis Stesolid, endvidere mavesårsmedicin. 

Hendes hverdag er sådan, at hun kan gå en tur 

med sin mand. Hun kan sætte ting i opvaskemaskinen, 

se TV, høre CD’er, tage billeder og bruge et videokamera 

lidt. Alt fysisk er slut. Hun kan ikke støvsuge, 

vaske gulve eller gå i Tivoli med børnebørnene. 

Hun er ikke glad for at købe ind. Hun kommer 

til at “betale regningen” de næste to dage efter en 

dag i retten. Hun vil ikke kunne holde symptomerne 

nede. Hun kan måske gå ud at spise med venner, 

hvis hun ikke laver noget forinden, og så er der stadig 

“en regning” bagefter. Hun har aflyst mange aftaler 

af den slags, fordi hun har haft det dårligt. 

Hun har hele tiden ondt i armen og tung arm. Paræstesierne 

kommer og går. De er der i hvert fald én 

gang i døgnet, ofte om natten. Fingrene krøller stadig 

indimellem. Hun har konstant hovedpine. Hun 

har nakkesmerter hele tiden og er fuldstændig stivnakket. 

Hun har hele tiden kraftnedsættelse, så hun 

ikke kan bruge den venstre hånd så meget. Hun kan 

ikke sige, om følesansen er nedsat hele tiden; det er 


noget, lægen tester. Skulderen gør ondt, mest når 

hun sover; hun kan ikke ligge på den. Den gør ondt, 

mens hun afgiver forklaring, men ikke som hvis den 

udsættes for tryk. Det er lidt op og ned, hvor ondt 

det gør. Hvis hun økonomiserer med kræfterne, kan 

hun lave lidt. Den genoptagne sag hos Arbejdsskadestyrelsen 

vedrører kun nakken. 

Svend Erik Børgesen har forklaret, at han er neurokirurg 

og beskæftiger sig med operationer på hjerne 

og rygmarv. Han har været på Rigshospitalets 

neurokirurgiske afdeling siden 1988. Han har et bijob 

som rygkirurg. Han har opereret rygge siden 

1972. Han stiftede bekendtskab med sagsøgeren den 

18. januar 1995. Hun klagede over, at hun havde 

smerter i nakke, skulder, venstre arm og udstråling 

til – vist de midterste – fingre; det havde hun haft siden 

1988, hvor hun var udsat for et uheld; det havde 

været stort set uforandret siden; masser af læger 

havde set på hende; hun havde desuden fra 1986 lidt 

af epidemisk svimmelhed og kunne ikke være tandlæge. 

Vidnet fandt stivhed i nakket som efter et slag 

mod nakken Der var nedsat bevægelighed i nakken 

og smerter ved yderstilling. Der kunne udløses smerter 

i skulderen. Vidnet konkluderede dengang, at det 

var en gene, der udgik fra nakken, begrundet i påvirkning 

af nerver til armen. Vidnet fik fortalt om, 

at sagsøgeren var blevet overfaldet af en hund i 

1988 og havde brækket knæet. Sagsøgeren beskrev, 

at det straks gjorde ondt i skulder/arm og op i nakken, 

og at hun kom på skadestuen og blev røntgenfotograferet. 

Der skal meget til, for at der opstår et sådant 

brud på knæet. Sagsøgeren beskrev, at generne 

i arm og nakke fortsatte i årene, der fulgte. Der havde 

i 1985 været nakkesmerter, der havde givet anledning 

til røntgenundersøgelse og kiropraktorbehandling; 

disse smerter var svundet igen. Røntgenundersøgelsen 

viste en lidt affladiget bruskskive mellem 5. 

og 6. hvirvel; det samme var tilfældet i 1988. Vidnet 

sagde, det var normalt forekommende – ikke en sygdom, 

men noget, vi alle har – og ikke det alene, der 

var årsagen til, at sagsøgeren blev ved at have ondt. 

Som han husker det, var der lavet en CT-skanning 

og en MR-skanning. MR-skanningen viste ingen diskusprolaps. 

CT-skanningen viste, at der var lidt snævert 

mellem 5. og 6. hvirvel, men ikke noget, han 

syntes skulle opereres. Der var ingen særlig forskel 

på billederne fra 1985 og 1988. Han var enig i de foreliggende 

beskrivelser af røntgenbillederne. Han 

kan godt have sagt til sagsøgeren, at en operation 

ikke ville gøre det bedre, men måske værre. Han 

tror, der var forsøgt så meget, at han nok sagde, at 

21. september 2006 - endnu ikke optrykt i FED LI


det ville være nytteløst at prøve yderligere. Vidnet 

vurderede, at et slag mod nakken havde ført til generne. 

De direkte nakketraumer, der medfører brud 

eller skred, er nemmest at behandle. De indirekte 

traumer, der forårsages af en belastning fra en acceleration 

eller deceleration, giver for 10%’s vedkommende 

smerter i årevis, uden det kan påvises hvorfor. 

Populærbetegnelsen herfor er piskesmældslæsion. 

Man siger sædvanligvis til disse patienter, at 

det går over, og det gør de også for 90%’s vedkommende. 

Vidnet har set Retslægerådets første udtalelse 

i sagen; den undrede ham meget; han syntes, der 

var tale om et normalt forløb. Han har været tilknyttet 

Arbejdsskadestyrelsen. Han har ikke set Retslægerådets 

senere udtalelser. Med hensyn til, at skaderne 

skulle vise sig inden for højst 72 timer, er der nogle 

artikler, der siger, at man godt kan se skader længere 

tid efter. Det er naturligvis enklere, når de kommer 

straks, og sværere at forklare, når de kommer 

efter de 72 timer. Han finder, at man skal afholde 

sig fra termen “piskesmældslæsion” i sagen og i stedet 

kalde det et indirekte nakketraume. Der kan 

godt forekomme sideværts traumer. Vidnet har set 

sagsøgeren i foråret 2002 med henblik på en aktuel 

vurdering efter anmodning fra Arbejdsskadestyrelsen. 

Billedet var det samme som 7 år før. Der er tale 

om en varig og stationær tilstand. I hans øjne skyldes 

symptomerne uheldet. Det er et klassisk og almindeligt 

forløb, der hænger sammen tidsmæssigt 

og årsagsmæssigt. Paræstesi er er snurrende fornemmelser 

– ikke noget, man kan måle. Med hensyn til 

antagelsen om, at symptomerne var der umiddelbart 

efter uheldet, er det støttet på patientens oplysninger 

– det er det eneste, man kan gøre. 

Sagsøgeren har, jf. påstandsdokumentet, gjort gældende, 

– at de symptomer, der er beskrevet i påstanden i 

det hele må anses for følger af sagsøgerens tilskadekomst 

ved et uheld den 6. april 1988, hvor en 

stor hund væltede sagsøgeren, der brækkede højre 

knæ og faldt således, at hun slog venstre skulder 

og et ribben i venstre side. 

Det er herunder gjort gældende, 

– at sagsøger ved faldet pådrog sig en whiplash- 

/whiplashlignende læsion 

– at de beskrevne symptomer er en følge/er fremkaldt 

af denne læsion 

– at de beskrevne symptomer efter deres karakter 

ikke er en naturlig udvikling/følge af normale al- 

21. september 2006 - endnu ikke optrykt i FED LII 

dersbetingede degenerative forandringer i halshvirvelsøjlen, 

men 

– at de beskrevne symptomer alene kan være fremkaldt 

ved et alvorligt traume mod halsregionen 

– at de beskrevne symptomer er kendte/anerkendte 

symptomer ved en whiplashlæsion 

– at de beskrevne symptomer ikke var til stede før 

uheldet den 6. april 1988. 

Sagsøgte har, jf. påstandsdokumentet, gjort gældende, 

at der ikke i det fremlagte lægelige materiale er 

holdepunkter for, at de symptomer, der angives i påstanden, 

er en følge af ulykkestilfældet den 6. april 

1988. 

Rettens bemærkninger: 

Det er ubestridt, at sagsøgeren kom til skade den 6. 

april 1988, og at hun har de i påstanden angivne aktuelle 

symptomer. Tvisten under sagen er alene, om 

der er årsagssammenhæng mellem tilskadekomsten 

og de nævnte symptomer. 

Efter bevisførelsen lægges det til grund, at sagsøgeren 

i det væsentlige var rask frem til uheldstidspunktet. 

Efter Retslægerådets besvarelse af spørgsmål 

29 lægges det til grund, at sagsøgerens forudgående 

anfaldsvise hovedpine af migrænoid karakter 

ikke har relation til symptomgruppen. Efter bevisførelsen 

lægges det endvidere til grund, at heller ikke 

den svimmelhed, som sagsøgeren led af forud for 

uheldet, har betydning for symptomerne. 

Efter Retslægerådets besvarelse af spørgsmål 20 

lægges det til grund, at der på grundlag af resultaterne 

af røntgenundersøgelser af sagsøgeren fra oktober 

1985, marts 1988, august 1992 og december 

1993 kan konstateres lettere holdningsanomali samt 

afsmalnet båndskive imellem 4. og 5. samt 5. og 6. 

halshvirvellegeme samt begyndende slidgigt i de tilgrænsende 

led. Det drejer sig om alderssvarende degenerative 

forandringer uden tegn på progression. 

Rigshospitalets skadestue har i meddelelse til 

egen læge den 7. april 1988 beskrevet “slag/vrid af 

ve. skulder, kraftige sm. ved bev. af arm, spec. abduktion” 

samt omtalt “Skulder: Dir. Ømhed ved 

tryk....”. Tilsvarende er anført i journalen i forbindelse 

med indlæggelsen samme dag. 

I journalen fra Fysiurgisk Klinik, hvortil sagsøgeren 

var henvist på grund af svimmelhed, er den 10. 

maj 1988 anført “Erf.t. endvidere handicappet grundet 

contussionstraume mod ve. skulder samt fracturi 

hø. knæled” og den 7. marts 1989 “Har fået flere 

smerter i nakke-skulderåg”.

Også i overlæge, dr. med. Erik Tøndevolds speciallægeerklæring 

af 4. januar 1990 er omtalt gener 

fra venstre skulder “kun i form af, at hun ikke kan 

ligge på venstre side, men der er ellers normal funktion, 

og ingen funktionsnedsættelse.” 

Efter de af overlæge dr. med. Christian Krarup afgivne 

erklæringer af henholdsvis 15. marts 1991 og 

29. november 1991 må det lægges til grund, at der 

skete en væsentlig forværring af sagsøgerens symptomer 

i løbet af 1991. 

Overlæge Tom Bendix har i september 1992 vurderet, 

at sagsøgerens sygdomshistorie “passer langt 

bedre med at det helt overvejende er wiplash-læsionen, 

der har fremkaldt den aktuelle situation”. 

Vidnet overlæge Svend Erik Børgesen har bl.a. 

forklaret, at symptomerne i hans øjne skyldes uheldet. 

Det gælder kun for 90% af patienterne, at symptomer 

som de angivne ved kronisk whiplashsyndrom 

bedres med tiden. Der findes i den lægelige litteratur 

omtale af, at skader godt kan ses længere tid 

efter uheldet. 

Efter Retslægerådets besvarelse af spørgsmål 11 

kan faldtraumet have medført påvirkninger af halshvirvelsøjlen, 

som kan have bidraget til sagsøgerens 

symptomer, uden at det er muligt at afgøre med hvilken 

grad. 

På den baggrund, herunder overlægerne Bendix 

og Børgesens vurderinger, at problemer hidrørende 

fra sagsøgerens venstre skulder er omtalt stort set 

kontinuerligt i de lægelige oplysninger siden uheldstidspunktet, 

men ikke tidligere, og at Retslægerådets 

udtalelser ikke med sikkerhed findes at udelukke en 

Københavns Byrets dom af 4. april 2003 (BS 1B- 

384/1993) er anket af Tryg Forsikring A/S med påstand 

om frifindelse. 

Indstævnte, A, har påstået stadfæstelse. 

A, der har fri proces under ankesagen, har en retshjælpsforsikring, 

men dækningen er opbrugt. 

Supplerende sagsfremstilling 

Der er under sagens behandling i byretten indhentet 

udtalelser af 7. juni 1995, 11. september 1997 og 

14. januar 2000 fra Retslægerådet. Under ankesagen 

er der yderligere indhentet udtalelse af 12. november 

2004 fra Retslægerådet. 

Retslægerådets udtalelse af 7. juni 1995 er sålydende: 

Østre Landsrets dom 


årsagssammenhæng, finder retten, uanset at symptomerne 

har udviklet sig i årene efter uheldet, tilstrækkeligt 

grundlag for at fastslå, at uheldet er hovedårsagen 

til de i sagsøgerens påstand angivne symptomer. 

Sagsøgerens påstand tages derfor til følge. 

Afgørelse om sagens omkostninger træffes efter et 

skøn over sagens økonomiske betydning og under 

hensyn til sagens karakter og forløb, herunder også 

at der på grund af forhold på sagsøgerens side er påført 

sagsøgte ekstraordinære omkostninger, blandt 

andet som følge af omberammelse af domsforhandlingen 

på grund af sagsøgerens sygdom kort forud 

for, at den skulle have været foretaget den 22. januar 

2002. Det bemærkes endvidere, at sagsøgeren har 

betalt 500 kr. i retsafgift ved sagens anlæg. 

Thi kendes for ret: 

Sagsøgte, Tryg Forsikring A/S, skal anerkende, at følgende 

af sagsøgeren, A’s, aktuelle symptomer er følger 

af en tilskadekomst den 6. april 1988: 

1. Kronisk hovedpine. 

2. Nakkesmerter. 

3. Kraftnedsættelse i venstre overarm og hånd. 

4. Nedsat følesans på lateralsiden af skulderen og 

venstre overarm, samt indersiden af venstre underarm 

og hånd og smerter i halsen og nakken. 

5. Smerter i venstre skulder og venstre overarm. 

Sagsøgte skal inden 14 dage til sagsøgeren betale 

40.000 kr. i sagsomkostninger. 

“... 

Spørgsmål 1: 

Er sagsøgeren, A’s symptomer, som beskrevet i stævningen: 

- Kronisk hovedpine, 

- nakkesmerter, 

- kraftnedsættelse i venstre overarm og hånd, 

- nedsat følesans på lateralsiden af skulderen og venstre 

overarm samt på indersiden af venstre underarm 

og hånd samt 

- smerter i halsen og 

- smerter i venstre skulder og venstre overarm 

forenelige med de objektive fund ved de foretagne lægelige 

undersøgelser? 

21. september 2006 - endnu ikke optrykt i FED LIII


De senest foreliggende objektive undersøgelser fremgår 

af speciallægeerklæringerne, bilag 8 og 12, dateret henholdsvis 

den 15.03.91 og den 29.11.91 og baseret på 

undersøgelser af sagsøger henholdsvis den 14.03.91 og 

den 28.11.91. De væsentligste objektive fund i relation 

til de i spørgsmålet anførte symptomer omfattede bevæge-indskrænkning 

i halshvirvelsøjlen, ømhed af nakkemuskulaturen 

og ømhed af venstre skulderled. Derimod 

fandtes der normal bevægelighed i venstre skulder og ingen 

sikre neurologiske udfaldssymptomer. Ved en MRskanning 

i 1991 blev der påvist tegn på degenerative 

forandringer i 4., 5. og 6. bruskskive i halshvirvelsøjlen. 

En røntgenfotografering af halshvirvelsøjlen fra december 

1993 viste forandringer forenelige med udbredte degenerative 

forandringer i bruskskiverne i halshvirvelsøjlen 

samt sekundær slidgigt. I lægeerklæringen, bilag 8, 

anføres det, at der ved røntgenfotografering af halshvirvelsøjlen 

i december 1989 blev påvist degenerative forandringer 

svarende til 4., 5. og 6. bruskskive i halshvirvelsøjlen 

samt slidgigt i den nederste hvirvel i halshvirvelsøjlen 

og den øverste hvirvel i brysthvirvelsøjlen. På 

dette grundlag finder Retslægerådet, at der er overensstemmelse 

mellem patientens kroniske hovedpine og 

nakkesmerterne samt smerterne i halsen, derimod ikke 

mellem de objektive fund og føleforstyrrelserne og kraftnedsættelsen 

i venstre overarm og venstre hånd. 


Kan disse symptomer være følger af tilskadekomsten i 

1988, hvorunder sagsøgeren forvred højre knæ og faldt 

således, at hun slog især venstre skulder og nakkeregion? 

Af lægeerklæringerne fremgår, at patienten siden puberteten 

har haft anfaldsvis hovedpine af migrænoid karakter. 

I lægeerklæringen, bilag 8, anføres det, at denne hovedpine 

blev forværret efter faldet i 1988. I lægeerklæringen, 

dateret den 19.09.91, anføres det, at patienten 

siden 1986 havde haft nakkegener i tilslutning til et anfald 

af epidemisk svimmelhed. Det anføres, at smerterne 

kunne stråle op over kraniet mod begge pande-øjenregioner. 

I lægeerklæringen, bilag 8, anføres det endvidere, 

at sagsøger igennem 1 år, på grund af svimmelheden 

forud for ulykkestilfældet, blev behandlet på Fysiurgisk 

Hospital med stræk, akupunktur og massage. Endelig 

anføres det i lægeerklæringen, dateret den 19.06.90, 

at sagsøger i 3-4 år, altså tilbage til 1986/1987, har haft 

paræstesier strålende ud i venstre overekstremitet. Med 

disse præmisser finder Retslægerådet ikke holdepunkter 

for, at de beskrevne symptomer er en følge efter tilskadekomsten 

i 1988. Retslægerådet finder det ikke muligt 

21. september 2006 - endnu ikke optrykt i FED LIV 

at afgøre, om tilskadekomsten i 1988 har bidraget til de 

anførte symptomer og i givet fald i hvilket omfang. 


Kan det antages, at et faldtraume, hvorunder skadelidte 

falder direkte ned på venstre skulder, kan medføre samme 

læsioner og efterfølgende symptomer som det såkaldte 

whiplash-traume? 

Retslægerådet finder, at der ikke er dokumentation for 

piskesmældslæsion eller direkte traume mod hoved eller 

halshvirvelsøjle i de foreliggende dokumenter. Beskrivelsen 

af symptomudviklingen, de objektive fund og den 

tidsmæssige relation af disse til uheldet tillader heller 

ikke at stille diagnosen whiplash. 


Er sagsøgernes symptomer forenelige med symptomer 

efter whiplash-traume? 

Symptomerne efter whiplash traume er uspecifikke og 

ses også ved andre traumer og sygdomme i hals-hvirvelsøjlen. 

Kardinalsymptomerne efter et whiplash traume 

er smerter i nakke/hals indtrædende inden for 72 timer, 

i de fleste tilfælde allerede inden for 6 timer efter traumet. 

Ingen af de for whiplash traumet karakteristiske, 

omend uspecifikke følgesymptomer, er beskrevet under 

observationen af sagsøger i forbindelse med indlæggelsen 

på Rigshospitalet fra ulykkesdagen den 07.04.88 til 

sagsøger blev udskrevet den 12.04.88. 


Kan det på grundlag af de objektive fund ved lægeundersøgelserne 

med sikkerhed antages eller kan det anses 

for overvejende sandsynligt, at sagsøgeren før tilskadekomsten 

i 1988 havde degenerative forandringer i hvirvelsøjlen? 

Retslægerådet finder, at det er overvejende sandsynligt, 

at de degenerative forandringer i patientens hvirvelsøjle, 

således som påvist ved MR-skanning og røntgenundersøgelse, 

også har været til stede før uheldet den 

07.04.88, jf. de under svaret på spørgsmål 1 anførte billeddiagnostiske 

undersøgelser af halshvirvelsøjlen. 

Såfremt spørgsmål 5 besvares bekræftende, bedes det 

oplyst,

Spørgsmål 6 a: 

Om der ved de lægelige undersøgelser er konstateret 

objektive holdepunkter for, at disse forandringer før 

uheldet i 1988 har givet nævneværdige symptomer. 

Der henvises til svarene på spørgsmål 1 og 2. Som anført 

under svaret på spørgsmål 5, anser Retslægerådet 

det for overvejende sandsynligt, at de påviste degenerative 

forandringer i halshvirvel-søjlen har bestået forud 

for tilskadekomsten i 1988. De degenerative forandringer 

i halshvirvel-søjlen kan have bidraget til de forud 

for 1988 bestående symptomer hos sagsøger. Om dette 

har været tilfældet og i givet fald i hvilket omfang, kan 

ikke afgøres på det foreliggende grundlag, idet der i sagsakterne 

ikke foreligger en objektiv undersøgelse af sagsøgers 

halshvirvelsøjle forud for 1988. 

Spørgsmål 6 b: 

Om det bl.a. på grundlag af de foreliggende røntgenfund 

og fundene ved MR-scanning kan antages, at disse 

forandringer er blevet forværrede ved tilskadekomsten i 

1988. 

Retslægerådet finder, at de degenerative forandringer i 

halshvirvelsøjlen, påvist ved røntgenfotografering og 

ved MR-skanning, alene kan være et led i den normale 

aldringsproces. Retslægerådet kan ikke på det foreliggende 

grundlag afgøre, om uheldet i 1988 kan have bidraget 

til videre udvikling af de beskrevne degenerative 

forandringer. Imidlertid er der hverken i skadesedlen 

fra Rigshospitalet (bilag 1) eller Rigshospitalets journal 

fra 1988 (bilag 2) omtalt direkte traumer af halshvirvelsøjlen 

i forbindelse med uheldet. 

Spørgsmål 6 c: 

Om der er grundlag for at antage, at de i spm. 1 nævnte 

symptomer var til stede før tilskadekomsten i 1988. 

Der henvises til svaret på spørgsmål 2. 

... 


Giver materialet iøvrigt Retslægerådet anledning til bemærkninger? 

Nej 

...” 

Retslægerådets udtalelse af 11. september 1997 er 

sålydende: 


“... 


Er symptomer, svarende til de af sagsøgeren, A, beskrevne 

symptomer, herunder 

- Nakkesmerter, stivhed og indskrænket bevægelighed, 

radierende smerter til hoved, skulder, arm og 

smerter i brystet, 

- Hovedpine, 

- Svaghed, tyngde, træthed af arme. 

- Nedsat følesans på lateralsiden af skulder og overarm 

samt på indersiden af venstre underarm og 

hånd, 

- Paræstesier, specielt i de to ulnare fingre, 

- Diskusprotrusioner og premature degenerative forandringer 

ved MRI, 

- idet det generelt bemærkes, at sagsøgerens symptomer 

forværres med tiden – ikke sjældent med asymptomatiske 

invervaller, idet degenerative forandringer 

ikke accelerer. 

symptomer, der kan optræde i forbindelse med whiplash 

traumer? 

Retslægerådet bedes besvare nærværende spørgsmål 

under udtrykkelig hensyntagen til følgende værker i den 

lægevidenskabelige litteratur: 

- Extracervical symptoms after whiplash trauma, T. 

Magnusson, Cephalalgia, An International Journal 

of Headache, Volume 14, nummer 3, juni 1994, 

side 223 – 227, 

- Clinical Review Whiplash injury, Les Barnsley m.fl., 

Pain, Volume 58, nummer 3, september 1994. 

- Findings and Outcome in Whiplash-Type Neck Distortions, 

Halldór Jónsson m.fl., Spine, Volume 19, 

nummer 24, 15. december 1994. 

- The Prevalence of Chronic Cervical Zygopophysial 

Joint Pain After Whiplash, Leslie Barnsley, BMed, 

m.fl., Spine, Volume 20, nummer 1, 1. januar 1995. 

- The report of the Quebec Task Force on Whiplash 

A’ssociated Disorders, Spine supplement Volume 

20, nummer 8 S 15. april 1995, pag. 5 S pag. 68 S. 

Retslægerådet finder, at sagsøgers symptomer, således 

som ovenfor anført, er uspecifikke og kan ses ved en 

række sygdomme i halshvirvelsøjlen og traumer mod regionen 

inklusive whiplash traume. Retslægerådet finder 

endvidere, at der ikke er dokumentation for piskesmældslæsion 

eller direkte traume mod hoved eller halshvirvelsøjle 

i de foreliggende dokumenter. 

Retslægerådet kan ikke besvare spørgsmålet udover, 

hvad der er indeholdt i rådets svar på de tidligere 

spørgsmål 3 og 4. Svaret er afgivet under hensyntagen 

til de foreliggende dokumenter i sagen og de voterendes 

21. september 2006 - endnu ikke optrykt i FED LV


lægevidenskabelige viden, inklusive de ovenfor anførte 

videnskabelige artikler om whiplash traume. 

... 


Kan en påvirkning af halshvirvelsøjlen, der er sket som 

følge af et fald direkte på venstre skulder, og som er hidført 

af en ca. 70 kg. tung Grand Danois, der løber ind i 

sagsøgeren med tilstrækkelig kraft til at brække dennes 

højre knæ, efter rådets opfattelse medføre påvirkninger 

af halshvirvelsøjlen, der svarer til de påvirkninger, der 

kan medføre whiplash læsioner? 

Sagsøgers faldtraume, således som beskrevet i spørgsmålet, 

kan efter Retslægerådets opfattelse have medført påvirkninger 

af halshvirvelsøjlen, som kan have bidraget 

til sagsøgers symptomer. Retslægerådet finder det ikke 

muligt at afgøre, med hvilken grad tilskadekomsten i 

1988 har bidraget til de anførte symptomer. 

Spørgsmål 12 a: 

Såfremt det lægges til grund, 

- at den i bilag 8 beskrevne behandling (for de nævnte 

symptomer) på Fysiurgisk Klinik i en periode på 1 

år blev udført efter tilskadekomsten, jfr. bilag 11 

(idet de indledende journaloptegnelser er foretaget 

forud for sagsøgerens ulykkestilfælde) og 

- at oplysningen i bilag 7 om paræstesier i “3-4 år” 

retteligt vedrører perioden efter tilskadekomsten, 

bedes det oplyst, om der i det lægelige materiale er 

objektive holdepunkter for, at sagsøgeren inden skadestidspunktet 

har haft degenerative forandringer i halshvirvelsøjlen 

af nogen betydning. Der henvises herunder 

til de nye bilag 16-20, herunder særligt oplysningerne 

i bilag 17 og bilag 20 om de røntgenoptagelser, der 

var foretaget i marts 1988, men som desværre synes 

bortkommet efter behandlingen i Fysiurgisk Klinik. Der 

henvises endvidere til beskrivelsen af røntgenbillederne 

fra april md. 1988 (refereret bilag 4, side 2). 

I bekræftende fald bedes rådet redegøre for, hvilke 

undersøgelsesresultater der afgiver sådanne objektive 

holdepunkter. 

Vedrørende sagsøgers degenerative forandringer i halshvirvelsøjlen, 

så er de omtalt i bilag 6 fra 16.02.90 og 

bilag 7 fra 19.06.90, hvor henholdsvis en speciallæge i 

neuromedicin og ortopædkirurgi beskriver, at der er 

tale om svære slidgigtforandringer mellem 4. og 5., 5. 

og 6. samt 6. og 7. båndskive, og at der er en holdningsfejl 

i halshvirvelsøjlen. 

I bilag 17 omtales røntgenundersøgelser fra kiropraktoren, 

dateret 18.11.85 og 22.03.88, begge at vise 

21. september 2006 - endnu ikke optrykt i FED LVI 

holdningsfejl i halshvirvelsøjlen, men der er ikke andre 

oplysninger. 

De tidligst foreliggende røntgenbilleder af sagsøgers 

halshvirvelsøjle, som Retslægerådet har fået forelagt, er 

dateret 06.12.89. De pågældende røntgenfotos viser 

tegn på degenerative forandringer i 4. og 5. båndskive i 

halshvirvelsøjlen samt tegn på begyndende slidgigt i 

samme region. 

MR-skanning af halshvirvelsøjlen 30.05.91 viser 

frembuling af diskus (degenerative forandringer) svarende 

til båndskiven mellem 4. og 5., 5. og 6. samt i mindre 

grad 6. og 7. båndskive, ligesom der er en holdningsfejl. 

Sammenfattende finder Retslægerådet det overvejende 

sandsynligt, at slidgigtforandringerne i patientens 

halshvirvelsøjle, således som påvist ved omtalte MRskanning 

og røntgenundersøgelser, også har været til 

stede før uheldet 07.04.88. De nye akter i sagen har således 

ikke ændret ved Retslægerådets tidligere besvarelse 

af spørgsmål 5. 

Spørgsmål 12 b: 

Retslægerådet bedes endvidere besvare spørgsmål 12 a 

uden de i spørgsmål 12 a givne forudsætninger. 

De anførte forudsætninger i spørgsmål 12 har ingen betydning 

for Retslægerådets besvarelse af, om slidgigtforandringerne 

i halshvirvelsøjlen overvejende sandsynligt 

også var til stede før tilskadekomsten i 1988. 


Da rådets erklæring i sin konklusion divergerer væsentligt 

fra konklusionen afgivet af overlæge Tom Bendix, 

bilag 15, bedes det oplyst, om rådet har optaget forhandling 

med overlæge Bendix, jfr. herved § 4, sidste 

punktum i Forretningsorden for Retslægerådet. 

Erklæring fra overlæge Tom Bendix, bilag 15, indeholder 

intet nyt om sagsøgers ulykkesomstændigheder og 

symptomforløb, ligesom der ikke er ny objektiv undersøgelse 

eller billeddiagnostik. Erklæringen ændrer således 

ikke på Retslægerådets vurdering. 

Det pågældende notat fra overlæge Tom Bendix er 

en fotokopi af et udateret journalnotat, som efter rådets 

opfattelse ikke har karakter af en i embeds medfør afgivet 

lægeerklæring. Rådet har derfor ikke fundet anledning 

til at optage forhandlinger med overlæge Tom Bendix.


Giver det nu fremkomne materiale i øvrigt rådet anledning 

til at ændre besvarelsen af det første spørgetema? 

Nej. 


Giver sagen i øvrigt rådet anledning til bemærkninger?. 

Nej. 

...” 

I udtalelse af 14. januar 2000 udtaler Retslægerådet 

følgende: 

“... 

Spørgsmål 16. 

Er nedenfor anførte symptomer kendt i den internationale 

lægevidenskabelige litteratur som symptomer, der 

kan optræde i forbindelse med whiplashtraumer? 

1. Nakkesmerter, evt. specifikke ømme punkter i nakken, 

stivhed og indskrænket bevægelighed af nakken, 

radierende smerter i hoved, skulder og arm, 

samt smerter i brystet. 

2. Hovedpine. 

3. Synsforstyrrelse, forringelse /svækkelse af synsevnen, 

herunder hvorvidt cilio-spinal refleksen kan sammenkæde 

nakkesmerter og øjen-symptomer , og 

sympatisk stimulation kan påvirke øjenlinsen og 

dennes krumning. 

4. Svimmelhed. 

5. Svaghed, tyngde og træthed i de øvre lemmer, herunder 

hvorvidt dette kan forårsages af smertepåvirkning, 

samt hvorvidt de muskelsystemer, som reagerer 

på eller er i forbindelse med nakken, hæmmes af 

kronisk smertepåvirkning. 

6. Paræstesier, specielt i de to ulnare fingre. 

7. Koncentrations- og hukommelsesforstyrrelser. 

De anførte symptomer er kendt i den internationale lægevidenskabelige 

litteratur som symptomer, der dels 

kan optræde efter whiplash-traumer og dels kan forekomme 

ved mange andre sygdomstilstande i halshvirvelsøjlen, 

halsrygmarven og halsens nerverødder, jf. i øvrigt 

rådets svar på spørgsmål 8. 


Kan der altid konstateres objektive fund for de under 

spørgsmål 1 angivne symptomer? 

Nej. 



Kan et whiplashtraume opstå som følge af en indirekte 

påvirkning af nakkehvirvelsøjlen? 

Whiplashtraumet sker som følge af en indirekte påvirkning 

af nakkehvirvelsøjlen ved en pludselig og voldsom 

acceleration/deacceleration, hvorved hovedet – ligesom 

piskesnerten før smældet – slynges voldsomt først bagud 

og derpå fremad, som det typisk sker ved påkørsel 

bagfra. Ved påkørsel forfra sker det samme i omvendt 

rækkefølge. 


Vil de under spørgsmål 1 beskrevne symptomer ved et 

kronisk whiplashtraume blive forværret med tiden? 

De under spørgsmål 1 beskrevne symptomer ved et kronisk 

whiplash syndrom vil bedres med tiden, medmindre 

komplikationer indtræder f.eks. ved et nyt whiplashtraume 

eller anden uheldig påvirkning af halshvirvelsøjlen. 


a. Er der på røntgenbillederne fra før uheldstidspunktet 

06.04.1988 forandringer – udover holdningsanomali 

– der ikke svarer til alderen? 

b. Er der på røntgenbillederne fra hhv. 1985 og 1988 

tegn på fremadskridende degenerative forandringer? 

c. Er der på røntgenbillederne efter uheldstidspunktet 

06.04.1988 forandringer – udover holdningsanomali 

– I givet fald hvilke? 

d. Findes der i den lægevidenskabelige litteratur dokumentation 

for omfanget af de degenerative forandringer 

i den normale aldringsproces? 

e. Kan forandringerne på røntgenbillederne efter uheldstidspunktet 

06.04.1988 tydes som posttraumatiske? 

a. På røntgenundersøgelserne af halshvirvelsøjlen fra 

før den 6. april 1988 er der den i spørgsmålet nævnte 

lette holdningsanomali samt afsmalnet båndskive imellem 

4. og 5. samt 5. og 6. halshvirvellegeme samt begyndende 

slidgigt i de små tilgrænsede led. Det drejer sig 

om alderssvarende degenerative forandringer, og der er 

ikke forandringer udover dette. 

b. På røntgenundersøgelserne i oktober 1985 samt i 

marts 1988 ses der i halshvirvelsøjlen identiske degenerative 

forandringer uden tegn på progression. 

21. september 2006 - endnu ikke optrykt i FED LVII


c. På røntgenundersøgelserne december 1989, august 

1992 samt december 1993 ses der ikke forandringer udover 

de før april 1988 beskrevne forandringer. 

d. I den lægevidenskabelige litteratur findes der ikke sikker 

dokumentation for omfang af degenerative forandringer 

ved normal aldring. 

e. Nej. 


a. Hvilke objektive fund kan konstateres ved gennemgang 

af røntgenbilleder af 18.10.1985, 22.03.1988, 

06.12.1989 og 01.12.1993 (12 stk. i alt)? 

b. Kan der konstateres tegn på degeneration eller arthrose? 

c. Kan de degenerative forandringer ud fra et objektivt 

grundlag uden traumatisk påvirkning udløse symptomer 

som beskrevet i spørgsmål 8 til Retslægerådet? 

a. Er besvaret under spørgsmålene 20 a-b-c. 

b. Ja, se i øvrigt under besvarelsen af spørgsmål 20. 

c. De i spørgsmål 8 til Retslægerådet beskrevne uspecifikke 

symptomer kan ses ved en række sygdomme i halshvirvelsøjlen 

inklusive traumer, og kan også have relation 

til de hos sagsøger påviste degenerative forandringer 

i halshvirvelsøjlen. Det skal dog påpeges, at der ofte 

er dårlig overensstemmelse mellem omfanget og sværhedsgraden 

af radiologiske fund og subjektive symptomer. 


Er smerterne fra det brud, som sagsøger pådrog sig ved 

uheldet af en sådan karakter, at sagsøger ikke registrerer 

smerter/gener fra eventuelle andre pådragne skader? 

Det er kendt, at der i tilfælde med flere samtidigt opståede 

og sædvanligvis smertevoldende traumer i begyndelsen 

overvejende eller alene registreres smerter fra et 

af traumerne. Hvorvidt en sådan situation har foreligget 

i dette tilfælde, er det ikke muligt at afgøre. 

... 


Retslægerådet lægger i sin besvarelse af spørgsmål 2 til 

grund, at sagsøger i henhold til lægeerklæring, udarbejdet 

af overlæge Adam Weilby, dateret 19.06.1990, tilbage 

til 1986/1987 har haft paræstesier strålende ud i 

venstre overekstremitet. 

21. september 2006 - endnu ikke optrykt i FED LVIII 

Sagsøger oplyser, at overlæge Weilby kun har tilset 

sagsøger denne ene gang. 

Beskriver lægeerklæringer fra før uheldstidspunktet, 

jfr. bilag 16, 18, 19 og 20 dette symptom? 

Er det sandsynligt, at de symptomer (paræstesier 

strålende ud i venstre overekstremitet), som overlæge 

Adam Weilby i sin lægeerklæring af 19.06.1990 anfører 

stammer fra 1986 / 1987, ville være anført i bilagene 

16, 18, 19 og 20? 

Giver bilagene 16, 18, 19 og 20 anledning til korrektion 

af overlæge Weilbys erklæring og iøvrigt anledning 

til revurdering af besvarelsen af spørgsmål 2? 

De lægelige udtalelser i bilag 16, 18 og 19 samt kiropraktorudtalelsen 

i bilag 20 anfører intet om paræstesier 

(fornemmelse af føleforstyrrelser) strålende ud i venstre 

overekstremitet. Disse udtalelser var alle foranlediget 

af henvisningsdiagnosen svimmelhed. Det er derfor 

sandsynligt, at A ikke er blevet udspurgt om symptomer 

fra ekstremiteterne specielt om føleforstyrrelser her. 

Det skal i denne forbindelse nævnes, at der i bilag 

17 den 10.05.88 anføres: “Der har ikke været egl. radiculære 

sympt. til ekstremiteterne, bortset fra en periode, 

hvor der var paræsth. i halvdelen af ve. 4. samt 5. finger.” 

Den her omtalte periode er ikke nærmere tidsfæstet, 

d.v.s. det er ikke muligt at afgøre, om der henvises 

til en periode forud for eller efter tilskadekomsten den 

6. april 1988. Denne undersøgelse (10.05.1988) fandt 

sted som følge af en henvisning dateret den 04.03.1988 

med diagnosen “vertigo”, og undersøgelsen nævner 

ikke noget tidspunkt for eller mekanisme i forbindelse 

med sætningen “Er f. t. endvidere handicappet grundet 

contusionstraume mod venstre skulder samt fractur i 

højre knæled”. På denne baggrund finder Retslægerådet 

det lidet sandsynligt, at de symptomer (paræstesier 

strålende ud i venstre overekstremitet), som overlæge 

Adam Weilby i sin lægeerklæring af 19.06.1990 anfører 

stammer fra 1986/1987, ville være anført i bilagene 

16, 18, 19 og 20, og disse bilag giver ikke anledning til 

revurdering af Retslægerådets besvarelse af spørgsmål 2. 


Retslægerådet angiver i sin besvarelse af spørgsmål 11, 

at sagsøgers faldtraume kan have medført påvirkninger 

af halshvirvelsøjlen, som kan have bidraget til sagsøgers 

symptomer. 

Kan røntgenbillederne fra før uheldstidspunktet 

samt bilagene 16, 17, 18, 19 og 20 bidrage til at afgøre 

med hvilken grad tilskadekomsten i 1988 har bidraget 

til de anførte synspunkter?

Retslægerådet kan ud fra røntgenundersøgelserne af 

halshvirvelsøjlen i oktober 1985 samt marts 1988 og 

sammenholdt med bilag 16, 17, 18, 19 og 20 ikke afgøre 

med hvilken grad tilskadekomsten i april 1988 har bidraget 

til de anførte symptomer. 


Findes der i bilagene 11, 19 og 20 oplysninger, der godtgør, 

at der radiologisk ikke var nævneværdige forandringer 

i halsregionen inden uheldstidspunktet ? 

Nej. I bilag 17 og 20 beskrives holdningsanomalier i 

halshvirvelsøjlen i oktober 1985 og marts 1988. Retslægerådets 

vurdering af røntgenbillederne på de pågældende 

tidspunkter fremgår af svaret på spørgsmål 20. 


Har det objektivt konstaterede fra røntgenbillederne 

forud for ulykken 06. 04.1988 sammenhæng med den 

for sagsøger stillede diagnose Vertigo Epidemica? 

I forbindelse med dette spørgsmål bedes redegjort 

nærmere for sygdommen Vertigo Epidemica, herunder 

årsag til sygdommens opståen, sygdomsforløb, samt behandling. 

Forandringerne på røntgenbillederne forud for ulykken 

den 06.04.1988 har ingen sammenhæng med den stillede 

diagnose vertigo (svimmelhed), der findes beskrevet i 

gængse lærebøger om øre-næse-halssygdomme og i neurologi, 

en diagnose, der ofte anses for at være synonym 

med diagnosen neuritis vestibularis (betændelse i balancenerven). 


Kan det forhold, at sagsøger siden puberteten har lidt 

af anfaldsvis hovedpine af migrænoid karakter, forklare 

de i spørgsmål 8 til Retslægerådet beskrevne symptomer, 

eller have relation hertil? 

Den anfaldsvise hovedpine af migrænoid karakter, som 

sagsøger har lidt af siden puberteten, kan ikke forklares 

og har ingen relation til symptomgruppen anført i 

spørgsmål 8 til Retslægerådet. 


Var whiplashtraumer et blandt læger alment kendt fænomen 

i 1988? 

Whiplashtraumer blev først beskrevet i 1928 i USA og 

har derefter mest være kendt af ortopædkirurger, neurokirurger, 

neurologer og fysiurger. Først fra slutningen 

af 1980’erne har fænomenet været mere alment kendt 

blandt danske læger. 


Giver materialet i øvrigt anledning til bemærkninger eller 

Retslægerådet anledning til at ændre de tidligere angivne 

udtalelser i sagen? 

Nej. 

...” 


Endelig anfører Retslægerådet i en udtalelse af 12. 

november 2004 følgende: 

“... 


Overlæge Tom Bendix har i en erklæring af 7. september 

1992 (bilag 15) vurderet, at A’s sygdomshistorie 

“passer langt bedre med, at det helt overvejende er 

whiplashlæsionen, der har fremkaldt den aktuelle situation”, 

og overlæge Svend Erik Børgesen har for retten 

blandt andet forklaret, at “symptomerne i hans øjne 

skyldes uheldet”. 

Giver overlæge Tom Bendix’s erklæring (bilag 15), 

samt overlæge Svend Erik Børgesens vidneforklaring for 

retten i sin helhed anledning til en ændret besvarelse af 

Spørgsmål 2, 3, 4, 8 og 10. 

Overlæge Tom Bendix’s erklæring (bilag 15) samt overlæge 

Svend Erik Børgesens vidneforklaring i retten giver 

ikke Retslægerådet anledning til at ændre besvarelsen 

af spørgsmålene 2, 3, 4, 8 og 10. 


Giver overlæge Tom Bendix’s erklæring af 7. september 

1992 (bilag 15) og Svend Erik Børgesens vidneforklaring 

for Københavns Byret i øvrigt anledning til at ændre 

Retslægerådets tidligere besvarelser i sagen? 

Overlæge Tom Bendix’s erklæring (bilag 15) og overlæge 

Svend Erik Børgesens vidneforklaring for Københavns 

Byret giver i øvrigt ikke Retslægerådet anledning 

til at ændre Retslægerådets tidligere besvarelser i sagen. 


Skal Retslægerådets besvarelse af spørgsmålene 2, 11 

og 26 forstås således, at det ikke er muligt at afgøre, 

om A’s tilskadekomst i 1988 har bidraget til hendes 

symptomer som beskrevet i den af indstævnte for Byretten 

nedlagte påstand eller således, at A’s tilskadekomst 

i 1988 kan have bidraget til de således beskrevne symp- 

21. september 2006 - endnu ikke optrykt i FED LIX


tomer, men at det ikke er muligt at afgøre i hvilket omfang? 

Præmisserne for rådets besvarelse af spørgsmål 2 på 

den ene side og spørgsmål 11 og 26 på den anden er 

ikke identiske. For så vidt angår spørgsmål 34, skal 

Retslægerådet henvise til besvarelserne på spørgsmål 11 

og 26. 


Afviser Retslægerådet den nyere lægevidenskabelige litteratur, 

hvoraf fremgår, at symptomer på whiplash / indirekte 

traumer kan opstå langt senere end 6-12 timer 

efter uheldet, jfr. retslægerådets besvarelse af spørgsmål 

4. 

Det fremgår ikke af spørgsmålet, hvilken litteratur, der 

henvises til, hvorfor Retslægerådet ikke kan tage stilling 

til Svend Børgesens udsagn angående latenstid mellem 

et indirekte nakketraume og udvikling af symptomer. 


Indstævnte A oplyser, at skaderne på skulder og bryst 

af Rigshospitalet blev betegnet som forslåethed. Kan 

det ud fra det i bilag 1 beskrevne afvises, at Rigshospitalet 

kan have overset symptomer på et indirekte nakketraume. 

Retslægerådet tager principielt ikke stilling til, om et 

hændelsesforløb ikke kan afvises. 


Giver sagen i øvrigt Retslægerådet anledning til bemærkninger? 

Nej. 

...” 

Forklaringer 

Der er for landsretten afgivet supplerende forklaringer 

af A og overlæge, dr. med. Svend Erik Børgesen. 

A har forklaret blandt andet, at hun i tiden efter 

ulykken troede på lægerne, når de fortalte, at hendes 

smerter i overkroppen skyldtes forslåethed. Efter et 

års tid vidste hun med sig selv, at smerterne ikke ville 

forsvinde. Det var svært at få lægerne til at tage 

sig af problemerne, formentligt fordi de troede, at 

smerterne kunne tilskrives psykiske problemer som 

anført af speciallæge Agnete Mouritzen Dam. 

Efter byretten dom har hun været til MR-scanning 

hos overlæge Børgesen, der har tilbudt opera- 

21. september 2006 - endnu ikke optrykt i FED LX 

tion, hvilket hun er tøvende over for, da resultatet 

heraf er tvivlsomt. 

Svend Erik Børgesen har forklaret blandt andet, 

at det er almindelig kendt, at et kraftigt fald, hvor 

man lander på siden, kan medføre et indirekte nakketraume. 

Det er meget almindeligt, at folk, der får 

nakkeskader og er omtumlede, kan køre hjem, og 

først efter nogle timer eller måske efter en eller flere 

dage mærker de generne. Det kan ikke forklares, 

hvorfor generne i sådanne tilfælde opstår senere end 

selve traumet. Det kan også forekomme, at der er 

andre skader, der i starten overskygger generne fra 

nakketraumet. Han har i januar 2004 og igen i januar 

2005 foretaget en MR-scanning af A. Scanningerne 

har vist en senere opstået diskusprolaps. De drøftede 

en operation, der dog ikke blev foretaget, formentligt 

fordi situationen ikke var tilstrækkelig alvorlig. 

Den konstaterede diskusprolaps kan have 

sammenhæng med det indirekte nakketraume i 

1988, men behøver ikke at have det. 

Procedurer 

Tryg Forsikring A/S har til støtte for den nedlagte frifindelsespåstand 

gjort gældende, at A ikke pådrog 

sig en piskesmælds-/piskesmældslignende læsion ved 

ulykkestilfældet den 6. april 1988. Kardinalsymptomerne 

(hovedsymptomerne) efter et piskesmældstraume 

er smerter i nakke/hals indtrædende inden 

for 72 timer, i de fleste tilfælde allerede inden for 6 

timer, efter traumet. Sådanne kardinalsymptomer er 

ikke beskrevet i de fremlagte dokumenter for perioden 

omkring A’s ulykkestilfælde, jf. særligt skadestueattest 

fra Rigshospitalets Skadestue af 7. april 

1988 og journal fra Rigshospitalets Ortopædkirurgisk 

afd. U for indlæggelsesperioden fra den 7. april 

1988 til 12. april 1988. Først i 1990-1991 beskrives 

smerter i A’s skulder. Symptomerne ved et piskesmældstraume 

vil bedres med tiden, medens A’s 

symptomer er blevet værre med tiden. Retslægerådet 

har fundet, at der ikke er dokumentation for piskesmældslæsion 

eller direkte traume mod A’s hoved eller 

halshvirvelsøjle, jf. besvarelsen af spørgsmål 3, 8 

og 10. Retslægerådet har endvidere fundet, at hendes 

symptomer ikke umiddelbart er forenelige med 

kardinalsymptomerne efter en piskesmældslæsion, 

jf. besvarelsen af spørgsmål 4, 8 og 10. Der er hos A 

påvist degenerative (forringende) forandringer og 

slidgigt i halshvirvelsøjlen samt holdningsanomali 

(holdningsfejl). Retslægerådet har fundet, at det er 

overvejende sandsynligt, at de degenerative forandringer 

i halshvirvelsøjlen også var til stede før ulyk-

kestilfældet, jf. besvarelsen af spørgsmål 5, 6b og 

12a og b. A’s symptomer kan ses ved en række sygdomme 

i halshvirvelsøjlen inklusive traumer og kan 

have relation til de hos hende påviste degenerative 

forandringer i halshvirvelsøjlen, jf. Retslægerådets 

besvarelse af spørgsmål 21 (c). Arbejdsskadestyrelsen 

har ikke fundet, at de degenerative forandringer 

i halshvirvelsøjlen er en følge af ulykkestilfældet. 

Retslægerådet har ikke fundet holdepunkter for, at 

de beskrevne symptomer er en følge af ulykkestilfældet, 

jf. besvarelsen af spørgsmål 2. Retspraksis viser, 

at domstolene lægger afgørende vægt på udtalelser 

fra Retslægerådet i spørgsmål om årsagssammenhæng 

mellem uheld og påståede personskader/gener 

– også når der foreligger modsatrettede lægefaglige 

udtalelser om årsagssammenhængen. Der er således 

ikke årsagssammenhæng mellem ulykkestilfældet 

den 6. april 1988 og symptomerne angivet i A’s påstand. 

A har til støtte for påstanden om stadfæstelse i 

det væsentlige procederet i overensstemmelse med 

det for byretten anførte. 


Landsrettens begrundelse og resultat: 

Efter en samlet vurdering af de lægelige oplysninger 

i sagen, herunder i særlig grad Retslægerådets besvarelse 

af de stillede spørgsmål, finder landsretten det 

ikke godtgjort, at de i A’s påstand beskrevne symptomer 

er følger af tilskadekomsten den 6. april 1988. 

Herefter tages Tryg Forsikring A/S’ påstand om frifindelse 

til følge. 

Med sagens omkostninger forholdes som nedenfor 

bestemt, hvorved der er taget hensyn til, at Tryg 

Forsikring A/S ud over advokatudgifter har betalt 

1.350 kr. i retsafgift samt afholdt udgifter til ekstrakt 

og materialesamling. 

Thi kendes for ret: 

Appellanten, Tryg Forsikring A/S, frifindes. 

I sagsomkostninger for begge retter skal statskassen 

betale 70.000 kr. til Tryg Forsikring A/S. 

Det idømte betales inden 14 dage efter denne 

doms afsigelse. 

21. september 2006 - endnu ikke optrykt i FED LXI

Corel Ventura - BATCH056.CHP - Forsikrings- og Erstatningsretlig ...

You also want an ePaper? Increase the reach of your titles

Delete template?

Save as template?