Ud af røret? - Dansk Center for Byhistorie

nogle specifikke mål for bekæmpelsen; den dårlige luft, latringruberne, rendestenene
var så dele af dette mål.
I 1802, altså kort efter Frankenaus skrift, nedsætter Danske Kancelli en
‘Medicinal Politikommision”, bestående af ni jurister og læger - heriblandt
Frankenau. Kommisionsarbejdet resulterede dog ikke umiddelbart i noget
sundhedspoliti eller ny lovgivning på området, og kommissionen blev nedlagt
igen i 1813. Petersen/Blomquist(1996) påpeger, at dette ikke skyldes,
at kommissionen ikke var energiske i deres forsøg på at reformere, men
nærmere at enevældens Danske Kancelli var bange for den medicinske
sagkundskabs selvstændige stilling, og så sig truet som øverste myndighed.
Danske Kancelli anså lægerne som en sagkyndig bistand, men ikke
som en institution, der selv skulle udstikke love og forordninger. 92 En anden
læge fra kommisionsarbejdet, Conferentsraad Heinrich Callisen 93 skriver i
1807 værket: ‘Physisk Medizinske Betragtninger over Kiöbenhavn’. Bogen
var en medicinsk topografi, der satte de ydre lokale livsbetingelser, indbyggernes
karakter og levevis i direkte forbindelse med sygdomsmønstre. Han
undersøgte geografien, jordbunden, klimaet, folketallet og så på medicinallovgivningen
og offentlige foranstaltninger. Han fokuserede, ligesom Frankenau,
på en statslig regulering, men tilsyneladende havde han tillige noget
andet på hjertet, for i forordet skriver han:
76
“Mange af de Sundheds-Regler, jeg har indstrøet, ere af den Natur,
at de ikke kunne befales eller indskærpes ved Straffelove. Nogle af
mine Medborgere ville derfor først benytte eller følge disse Regler,
naar sand Oplysning og Sædelighed bliver meer almindelig udbredt i
Samfundet”. 94
Callisen fremhæver her eksplicit, at ‘Sundhedsvedtægter’ er nødvendige,
men at det ikke alene er nok at lovgive og kontrollere; befolkningen skal
også oplyses og instrueres i ret levevis. ‘Sand oplysning’ og ‘Sædelighed’
er foruden lovgivning og kontrol, de midler der skal til i reformarbejdet, og
det var nye tanker, der på mange punkter adskiller sig fra Frankenaus hovedvægt
på lovgivning og sundhedspoliti. Samtidig understreger Callisen
også nødvendigheden af, at det er offentlige instanser, der skal varetage
kontrollen, den ‘sande Oplysning’ og ikke mindst dannelsen til ‘Sædelighed’
hos ‘Medborgerne’.
92 Petersen/Blomquist,(1996)
93 Heinrich Callisen (1740-1824). Læge og Conferensraad,
94 Callisen, H (1807) s.VIII
76