Ud af røret? - Dansk Center for Byhistorie

især storbyernes skadelige indvirkning på menneskeslægten. Folkesundheden
blev i løbet af 1700-tallet i-tale-sat og staten etablerede sygehuse og
anvendte øgede ressourcer på sygdoms- og sundhedsområdet.
Etnologen Signe Mellemgaard(1992) skriver, at det, der skete i slutningen
af 1700-tallet, var opbyggelsen af en diskurs, ikke - som det umiddelbart så
ud - at problemerne i sig selv trådte frem og fordrede at blive løst. Diskursen
indebar en erkendelse af sundhedsproblemet, en erkendelse af, at
sundhedstilstanden var tilgængelig for menneskelig påvirkning, og en erkendelse
af, at sundhedsvæsenet var en statslig opgave.‘Forebyggelse’ bliver
således et nyt område for lægerne, der før ‘blot’ havde til opgave at
helbrede de syge; således var det medicinernes opgave at drage omsorg
for monarkens undersåtter.
Idehistorikerne Lars-Henrik Schmidt og Jens Erik Kristensen(1986) skriver,
at det er udtryk for en befolkningsomsorg, som ikke alene er begrundet i en
bestemt statsraison, men tillige i et bestemt ordensprojekt, der gjorde befolkningernes
biologiske eksistens og konkrete livsførelse til et anliggende
for ordensmagten og politiet som dennes primære apparat. Da civilisationen
og den tiltagende sammentrængning i byer var skadelig og sygelig for menneskene,
måtte medicinen som forvaltningsvidenskab træde til, og dette
skulle gøres vha detaljerede love og foreskrifter for livsførelsen. 91
Således var sundhed, forebyggelse og konkrete påpegninger af specifikke
tiltag kommet på dagsordenen, og det var i sær de ‘større Stæder’, der var
udsatte. Dilemmaet var, som Frakenau også påpegede det, at byerne var et
‘nødvendigt Onde’ og netop det betød, at man var nødt til at oplyse om,
hvilke forholdsregler byen og dens beboere skulle tage. Naturromantikken
var central for lægerne, som i én forstand i høje vendinger roste livet ude
på landet, men samtidig mente, at civilisationen, uddannelsesinstitutionerne,
og fremtiden trods alt lå i byerne. Således var det lægernes opgave, at
få dette paradoks løst.
Dette er baggrunden for, at Rasmus Frankenau skriver en håndbog med
instruktion til både embedsmænd og borgere om de midler, der skal til for at
komme nogle af i sær de ‘store Stæders’ problemer til livs, og her især om,
hvordan de offentlige foranstaltninger skal styrkes. Det ‘Onde’ skulle nødvendigvis
i-tale-sættes og erkendes, før man aktivt kunne sætte ind med
bekæmpelsesmidler. Det var i denne sammenhæng ikke kun et spørgsmål
om abstrakt at erkende byen som ‘Ond’ , men derimod tillige at definere
91 Schmidt/Kristensen(1986)
75