Ud af røret? - Dansk Center for Byhistorie

Det var en for denne periode ret fri forfatning, men Danske Kancelli eller
kongen skulle godkende kommunens budget og ansættelse af embedsmænd,
og var der uenighed mellem kommunalbestyrelses to afdelinger, traf
Danske Kancelliet -der efter 1848 blev til Indenrigsministeriet- afgørelsen.
Både valgret og valgbarhed til borgerrepræsentationen var begrænset;
halvdelen af de 36 Borgerrepræsentanter skulle være grundejere, og som
vælger skulle du eje ejendom over en vis størrelse, eller betale mindst fem
‘portioner Næringsskat’- for ikke at nævne at du selvfølgelig skulle være
mand og over 30 år. Det betød at det reelt kun var 1,6 % af Københavns
indbyggere, der var valgbare eller havde valgret.
Efter det første valg i 1840 bestod Borgerrepræsentationen af 14 håndværkere/fabrikanter,
16 handlende/forretningsmænd og 6 fra den ‘nye’ borgerklasse;
dvs mænd som ikke drev borgerlig næring, men som havde løst
borgerskab for at opnå valgbarhed og valgret. Det var bl.a professorer fra
universitetet som Orla Lehmann, og kancellisekretær Tage Algreen-Ussing.
Borgerrepræsentanterne holdt møde én gang om ugen og forsamlingen var
beslutningsdygtig, når 2/3 var til stede. Møderne var i starten ikke offentlige,
men der blev taget referat til ‘Borgerrepræsentations Forhandlingsprotokollen’(BRF)
- en kilde jeg gennem afhandlingen gør flittigt brug af. Til
behandling af konkrete sager nedsatte kommunalbestyrelsen ofte en ‘Combineret
Comitée’ dvs et fællesudvalg med deltagere både fra Magistrat og
Borgerrepræsentation.
Kommunalbestyrelsen forvaltede byens indtægter, som kom fra en lang
række specifikke navngivne skatter og afgifter 73 , men med nutidige øjne var
skattetrykket lavt og udgifterne ikke større end at budgettet balancerede.
Byen havde derfor ingen gæld, men derimod en lille formue. Men i perioden
1840-60 stiger mængden af kommunale initiativer kraftigt og omkring 1850
stifter kommunen gæld både til Overformynderiet og Nationalbanken. 74
København var i 1840'erne en central by i Norden. Det var en livlig handelsby
beliggende ved en vigtig vandvej, men arealmæssigt var byen ikke
ret stor, da den som hovedstad og dermed residensstad for den enevældige
konge, stadigvæk var en militær fæstning med byporte, volde, voldgrave
og demarkationslinie. 75 Disse forhold satte helt konkret nogle arealmæssige
73
F.eks. Grundskat, Næringskat, Fattigskat, Brolægningsskat, vandskat, vægterskat,
vielsespenge, gebyr for borgerskab mfl.
74
Christensen, V, (1912)
75
Demarkationslinien omkring København betød, at militæret satte strenge
restriktioner på byggeri opført på arealet fra voldene og ud til Jagtvej/ Falkonér
69