Ud af røret? - Dansk Center for Byhistorie

1973-2001 Rensningsanlægget Lynetten bygges og næsten alt spildevand
og regnvand fra København gennemløber forskellige
rensningsprocesser (mekaniske, biologiske og kemiske) før
vandet pumpes ud i Øresund. Efter Vandmiljøplanen i 1987
udbygges Lynetten yderligere og man etablerer underjordiske
opsamlingsbassinger så overfaldsledningerne ikke længere
lukker det regnopspædede spildevand direkte ud i havn, mose
eller å.
Før 1860'erne var der altså ikke noget egentligt kloaksystem i København;
spildevand fra husholdning og erhvervsvirksomheder samt regnvand, løb i
åbne rendestene eller grøfter, der havde direkte afløb til kanal, voldgrav eller
havn. Kun enkelte steder løb spildevandet i lukkede ledninger eksempelvis
gennem volden ud til voldgraven. Nogle få rendestene havde ‘slamkister’,
der skulle tilbageholde noget af slammet og gruset fra gaderne i at
løbe i kanalerne. Vandforsyningen begrænsede sig dog til det vand, man
hentede ved vandpumperne, da der ikke var rindende vand i husene og alt
vand skulle bæres ind og op i lejlighederne. Derfor har mængden af spildevand
fra husene langt fra været så stor som den bliver senere hen, efter
etableringen af et egentligt vandforsynings vandværk med vandtryk; dette
etableres i 1856. Ved kraftige regnskyl løb rendestene ofte over, så kældrene
var fugtige og sumpede, da også dræningen, især i de lavtliggende
kvarterer, var mangelfuld og utilstrækkelig.
Foruden rendestene til spildevand var der latringruber i baggårdene, hvor
ekskrementerne blev samlet. Latringruber var huller i jorden - ofte foret med
kampesten - og med et latrinhus ovenpå, og i gruben samles latrinen fra
huskarreernes beboere. Natmændene eller Natførerene fra det ‘lidet Vognmandslaug’
tømte gruberne mod betaling et par gange om året, vha en øse,
hvor de læssede latrinen op på en vogn og kørte det ud af Amagerport til
oplagspladsen uden for voldene. Her kunne Amagers bønder købe latrinen
og bruge den til gødning på marker. 63
Der var ingen regler for, hvor ofte en latringrube skulle tømmes, og da det
‘tynde’ sev ned i jorden eller løb bort i rendestenene, kunne der gå lang tid
inden husejeren tilkaldte natmændene. Sålænge der var plads i gården,
kunne man i stedet for at tømme gruben tilkaste den når den var fuld, og
grave en ny et andet sted og så stille latrinhuset ovenpå. Latrinoplagsplad-
63 Carøe, K(1891): ‘Kjøbenhavns Natterenovation i ældre Tider’.Særtryk af
Tidsskrift for Sundhedespleje. 1 R II..Kjøbenhavn
63