Ud af røret? - Dansk Center for Byhistorie

virkende årsager (F.eks skal der både vindbåren sygdomskim og miasmer
til at en epidemi får fat), så argumenterer man med bakteriologien med én
specifik årsag. ’Sandheden’ om årsagen til sygdomme og epidemier skifter
således, og det muliggør ændrede argumenter, ligesom det også ændrer
den praksis og de forholdsregler man sætter i værk til i f.eks forebyggelsestrategierne.
Hegel og den dialektiske metode
Foruden inspiration fra Hughes, Latour og Foucault, har jeg i løbet af forskningsprocessen
tillige trukket direkte på inspiration fra Hegel. Hegel er ikke
nogen let tilgængelige filosof og det er også kun små brudstykker fra hans
store forfatterskab, jeg har beskæftiget mig med. Hegels idé var bl.a., at
indføre al menneskelig viden i ét stort altomfattende filosofisk system, og
derfor er han blevet betegnet som en abstrakt metafysisk tænker.
Men for mig at se, er Hegels styrke netop, at han nok er abstrakt, men at
han tillige også er yderst konkret. Han er konkret i sin beskrivelse af, hvordan
processer, udvikling og dannelse finder sted, og i navnlig er der i hans
filosofihistorie, nogle væsentlige pointer, jeg har haft gavn af. Her fremhæver
han bl.a, at kun menneskeheden har en historie, og at al udvikling er
åndelig menneskeskabt udvikling, da kun mennesker har bevidsthed, tanker
og planer om det fornuftige. Naturen og alle dens mangfoldige organismer,
er derimod kendetegnet ved et kredsløb, der bestandig gentager sig
selv. 59 I denne forstand, er Hegel en af de klassiske tænkere, som Latour
kritiserer for at dele verden i klart to adskilte kategorier, men til forskel fra
en lang række af disse, så medtager Hegel faktisk både natur og mennesker
i sin filosofi.
For netop uligevægten mellem mennesker og natur er for Hegel motoren for
udvikling, og udviklingen er således baseret på spændinger mellem mennesker
og natur. Der er tale om en dynamisk udviklingsforståelse af nødvendige
modsætninger, og denne betegnes ‘dialektik’. Hegel ser derfor på
dannelsesprocesser og dynamikker, hvor netop brud og modsætninger er
en dialektisk motor.
Teknologi er derfor ikke fænomener, der er én del natur og én del menneske,
sådan som Latours forestilling om ‘hybrider’ kan tolkes, men derimod
kan teknologi ses, som fænomener, der ‘i sig’ bærer noget uforenelige. Med
59 Hegel, G.W.F(1997)’Forelæsninger over Historiens Filosofi’.Gyldendal
55