Ud af røret? - Dansk Center for Byhistorie

spillet, og med et magtbegreb, der er klart dynamisk. Det vil jeg vende tilbage
til.
Når jeg her kort fremhæver1960'er værkerne, er det fordi, det er her, Foucault
udtrykker ideen om, at tekster og udsagn skal ses som ‘monumenter’ i
sin tid og ikke som hverken objektivt ‘sande’ eller med skjulte ‘betydninger’.
Kun det, der er muligt at sige (og muligvis få tilslutning til) er centralt. I ‘Vidensarkæologien’
fra1969 bruger han begrebet ‘diskursive formationer’, for
at understrege, at der er tale om at tekster og udsagn indgår i konstruktioner,
og at det er disse, der er værd at studere.
I ‘L’ordre du discours/Talens forfatning’(1971) introducerer Foucault så for
alvor ‘viljen til sandhed’. Da samfundet hjemsøges af en dybtgående angst
for ‘talens’ tilfældige uorden, kaotiske uophørlige’ konstruerer man nogle
forbud og grænser for denne ‘tale’. Ét af disse er modstillingen mellem
‘sandt og falsk’ og ‘viljen til sandhed’ hviler på institutionel støtte. I vores
samfund har ‘viljen til sandhed’ en stigende tendens til at overlejre alle andre
diskurser og fungere derfor som direkte magtinstans. Men skønt ‘viljen
til sandhed’ fungerer uhyre effektivt i vores kultur, er dens eksistens stort
set skjult. 45 Det er også i denne tekst han introducerer talepositionens magt
til at konstituere genstandsområder, og det er heri, han introducerer ‘genealogien’
Dag Heede(1992) fremhæver, at Foucault i ‘Talens forfatning’ forsøger at
koble en mere politisk dimension til diskursanalysen ved at vise, at diskursen
ikke bare fungerer i magt sammenhænge som middel, men at diskursen
også selv er magt. Dag Heede vælger at tilslutte sig Dreyfus og Rabinows
opdeling af Foucaults forfatterskab i to dele, hvor det er i de nyeste
studier fra 1970 og frem, at Foucault sætter fokus på samspillet mellem diskurser,
magt og praktikker. 46 Magten er også en produktiv faktor som diskursfabrikant
47 og han kobler således magten og dens taktikker til diskurserne.
Viden er derfor hverken ‘objektiv’ eller’ subjektiv’, men et centralt
element i historien, og dette videreudvikler Foucault så i sine senere værker,
hvor han f.eks i ‘Surveiller et punir’/Overvågning og Straf(1975) skriver:
45 Heede(1992)
50
“... der er ikke tale om, at et videnssubjekt producerer viden der kan
46
Dreyfus/Rabinow: Michel Foucault. Beyond Structuralism and Hermeneutics.(1982)
47
Heede (1992) s. 93
50