Ud af røret? - Dansk Center for Byhistorie

men for Foucault er der ingen ‘årsag’som overordnet idé, man kan henvise
til. Der findes for Foucault kun de diskursive hændelser, og det er spillet
imellem dem, der interesserer ham, og ikke noget der ligger ‘bagved’.
Når man bruger begrebet diskurs, og særlig den videnskabelige diskurs, er
et af Foucault’s hovedværker, ‘Naissance de la Clinique/klinikkens fødsel’(1963),
centralt. Heri tildeler Foucault den nye medicinske videnskab og
praksis i perioden 1760-1810 en vigtig rolle; en periode hvor den medicinske
videnskab bliver en videnskab om ikke kun det syge menneske men
også det raske som potentielt syg. Denne medicinske videnskab får således
også betydning i de Københavnske kloakdebatter, og det vil jeg vende
tilbage til. ’klinikken fødsel’ er bl.a en genealogi over lægens rolle, anerkendelse
og autoritet, men samtidig også en analyse af den nye institution
‘klinik’ og dennes dagligdags og rutinemæssige praksisser og teknikker. I
‘Les Mot et les Chose/Ordene og Tingene’(1966)søger Foucault at vise, sin
pointe om, at ‘viden’ er historisk og kulturelt kontekstbundet - ikke universiel.
Det som i én historisk periode bliver opfattet som ‘sand viden’ eller som
områder, der skal forskes i, forkastes i andre perioder, og det vi forsker i i
dag, er ikke mere udviklet og på højere niveau end tidligere perioders, men
del af vores nuværende tankeformer. Fortidens videnskaber har lige som
vores, deres egne kohærente, logiske præmisser, og vi er også indlejret i
en nutidig ‘diskurs’ og derfor bundet af vores tid ved produktionen af viden
og sandhed. De nævnte værker er fra Foucaults 1960'er-periode, hvor han
ikke tillægger de enkelte individer eller subjekter nogen konkret betydning
for historiens gang, og det er bl.a disse studier, der har givet ham prædikatet
‘strukturalist’. I et tredje værk fra denne periode: ‘L’archéologie du Savoir/vidensarkæoloigen’(1969)
fokuserer han på produktion af videnskab
med den pointe, at subjektets plads er i ‘de sammensatte omstændigheder’,
der giver plads til et talende subjekt. 43
Foucaults tanker om diskurser fra disse tidlige værker er af flere, bl.a Dreyfus/
Rabinow 44 , blevet kritiseret for at ‘lukke sig om sig selv’ og derved
fremstå som ‘autonome diskurser’. Alligevel mener jeg, at det netop er i disse
tekster, at han støber forudsætningen for, at han i sine 1970'er værker
kan studere diskurserne; nu ikke længere ‘i-sig’ og som udtryk for et bestemt
‘epistèmes’ mulighed og underlagt en stabil og undertrykkende magt,
men mere som en del af nogle andre af samfundets praksiser. Altså i sam-
43
Se: Lindgreen,S.: Michel Foucault. I :Andersen/Kaspersen: Klassisk og moderne
samfundsteori,(1996).
44
Dreyfus/ Rabinow,(1982): Michel Foucault. Beyond Structuralism and Hermeneutics.
49