Ud af røret? - Dansk Center for Byhistorie

skussionerne, og det, der anses som værende ‘fuldstændig’ eller ‘tilstrækkelig’
rensning af slam og spildevand i én periode og blandt nogle
naturvidenskabsfolk, viser sig som ‘ufuldstændige’ eller ‘utilstrækkelige’
senere, eller i en anden kontekst.
Hvor kloak og spildevandsdiskussionerne i 1800-tallet navnlig var del
af byen og lægernes sundheds- og hygiejneforebyggelse og forskning,
så kommer ingeniører, biologer og kemikere for alvor på banen fra
1960'erne og 1970'erne.
Som jeg har vist det i kapitel 11, så er der fra byøkologernes side, en
tiltagende kritik af Tout-à-l’égout, som den bedste løsning, og erfaringerne
fra deres egne workshops og undersøgelser påpeger, at der er
en lang række konkrete barrierer, der skal brydes med. Det er de omfattende,
udbyggede rørsystemer, det store dyre optimerede fuldstændige,
centralt og kontrollerede rensningsanlæg, de kommunale teknikere,
der gennem uddannelse og praksis har indarbejdet rutiner, et stort
kommunalt apparat der har varetaget håndtering og ansvar, og som er
opbygget med henblik på at varetage byens og borgernes fælles bedste,
og det er ‘sandheder’ omkring sundhed, hygiejne mm. De kæmper
i mod vandet som et transportmiddel af latrin; vandet som det rene hygiejniske
rengøringsmiddel, og W.C teknologien som en black-boxet
løsning.‘Toiletkultur’, vaner og adfærd hos ‘den brede befolkning’, ses
som barrierer, da man er vant til ‘fuldstændige’ systemer med vandlås,
træk og slip, og hvor genbrug af ‘egen gødning’, ikke ligger lige for. Ligeledes
er der fra de kommunale myndigheders side, bl.a embedslægerne,
en påpegning af, at alternative systemer skal være sundhedssikre.
Der ligger derfor en række barrierer i systemerne, som relaterer
sig til det, der var en fornuftig og fuldstændig løsning omkring år 1900,
hvor rør, vand og ‘Verdenshav’ var midlet til en bæredygtig og moderne
storby. Barriererne i dag er på mange niveauer og kræver derfor
ændringer i syn, holdninger og vaner, men det kræver tillige, at en
række fysiske, materielle, virkeliggjorte teknologier, institutioner og professioner
konkret rives ned, brydes op eller omstilles.
Til gengæld rummer de byøkologiske ideer og teknologier også nye
muligheder, da de‘i sig’ bærer kontrasten til de eksisterende systemer;
dvs., at man netop fremhæver det individuelle, valgfri, og decentrale
ved løsningerne, sammen med det økologiske, bæredygtige og ‘miljørigtige’,
hvor der ikke er noget ‘Spild’. Latrin som en gødningsressource
anses ikke længere, som i 1800-tallet, som et konservativt synspunkt,
men nærmere som et visionært standpunkt, hvor genanvendel-
296
296