Ud af røret? - Dansk Center for Byhistorie

fyldt med døde hummere. Der blev slået storalarm i Miljøstyrelsens Havforureningslaboratorium
og de døde hummere blev samtidig en stor mediebegivenhed.
Politikere, eksperter og Danmarks Naturfredningsforening diskuterede
iltsvind og miljølovgivning, og sidstnævnte forening proklamerede et
sekspunkt-program, hvoraf to punkter direkte gik på en optimering af de
kommunale rensningsanlæg.
Vandmiljøet var nu på alles læber og i allerede i 1987 var regeringen, efter
lange forhandlinger med især landbrugets organisationer, efter ‘konsensuskonferencer’
mm, klar med ‘Vandmiljøplan 1987’, som på flere punkter kom
til at ligne Naturfredningsforeningens konkrete programerklæring og løsning.
De døde hummere var ikke ‘årsagen’ til vedtagelsen af ‘Vandmiljøplan
1987', men de var, sammen med specifkke havmiljøundersøgelser på
Djursland, ansættelsen af eksperter i miljøstyrelsen og kommunerne,
Brundlandsrapporten, miljøkonferencerne, græsrodbevægelserne, mm, en
konkret ‘anledning’ til, at man iværksatte tiltag og måtte finde nye løsninger.
Den nationale målsætning var en reduktion af den samlede kvælstofbelastning
med 50% og fosforbelastning med 80% inden 1993. Målsætningerne
var altså baseret på helt konkrete målbare reduktioner af bestemte stoffer,
nemlig kvælstof- og fosfor, forkortet ‘N&P’. Hvor den danske miljøpolitik tidligere
havde været baseret på lokale forhold, blev der nu fra centralt hold,
vedtaget tal og udledningsgrænser, der skulle forvaltes lokalt i kommuner
og amter. 486
‘Vandmiljøplan 1987' kom derfor til at betyde, at rensningen af spildevand i
endnu højere grad blev en omstændelig og dyr affære, da det betød at de
kommunale rensningsanlæg væsentligt skulle udbygges. I perioden 1987-
1997 udbygger København derfor Damhusåens Rensningsanlæg og Lynetten,
så de levede op til udledningsgrænserne. Fra 1994 byggede kommunen
tillige en række underjordiske opsamlingsbassiner, der skulle forhindre
spildevandet fra overfaldsledningerne i at løbe direkte i vandløb og havn. I
perioden 1992-97 brugte København således 2 milliarder kroner på at gøre
spildevandsudløbet til Øresund endnu mere fuldstændigt kontrolleret og miljøvenligt.
I forbindelse med ‘Vandmiljøplanen 1987', afsatte Miljøstyrelsen midler til
mere end 50 forskningsprojekter, ‘Spildevandsforskning fra Miljøstyrelsen’,
der frem til 1992 skulle beskæftige sig med kloakrenovering, renseanlæg,
afløbssystemer og slam m.m. Et af målene var, at pege på ‘videnshuller’,
486 Godskesen, M.(1994)
272
272